Magt korrumperer

Bedste venner, der dolker hinanden i ryggen… Magtsyge mænd, som svælger i sprut, kvinder og penge… Karaktermord, løgn og bedrageri… Det lyder måske nok som opskriften på det gængse Shakespeare-stykke, men der er faktisk tale om hovedingredienserne i filmen om Facebooks skabelse: “The Social Network”. ”Hvordan kan man dog lave en film om en hjemmeside?” spurgte talløse filmentusiaster forundret, da filmen blev annonceret. ”Ved at hyre to virtuoser som David Fincher og Aaron Sorkin til at klare opgaven” lyder svaret.

Jeg ved ikke, om skeptikerne havde forventet 120 minutters internetsurfing, men med en mand som Sorkin ved tastaturet kan man ikke undgå at få et manuskript, der sprutter af liv. Ligesom de fleste afsnit af Sorkins fænomenale dramaserie, “Præsidentens mænd”, farer “The Social Network” deruda’ på en ustoppelig flodbølge af rappe replikker. Men selvom man indimellem føler, at man sakker bagud i Sorins verbale omgang tagfat, føler man sig aldrig fortabt, fordi dialogernes essens altid er klokkeklar. Sorkin er en af Hollywoods dygtigste ordekvilibrister, og han vandt fortjent en Oscar for sit mesterlige manus til “The Social Network”.

Ligesom i Sorkins første spillefilm, “Et spørgsmål om ære”, tager forfatteren os ind i en retssal for at kaste lys over menneskets skyggesider. To sagsanlæg mod skaberen af Facebook, Mark Zuckerberg, er historiens omdrejningspunkt, og Sorkin krydrer dramaet i retslokalet med et væld af flashbacks, som viser, hvordan Zuckerberg udtænkte den populære hjemmeside og røvrendte næsten alle sine samarbejdspartnere på vejen mod succes – deriblandt sin bedste ven, Eduardo Saverin, som er en af dem på anklagebænken.

Selvom mange af os er på Facebook (knap halvdelen af Danmarks befolkning har i dag en profil på websitet), føles det, som om sidens stenrige bagmænd befinder sig i et helt andet univers, hvor regler og hæmninger er en saga blot. Men Sorkin og instruktør David Finchers største triumf er, at de får skåret igennem alle myterne og det bureaukratiske volapyk og når frem til de helt almindelige mennesker bag facaden: En gruppe almindelige og ufuldkomne ungkarle, som man kan relatere til, og selvom de programmerer og hacker til den helt store guldmedalje, så står følelser og drama altså øverst på filmmagernes agenda – ikke browsere og kilobytes.

Sorkin og Fincher skildrer Zuckerberg som en splejset og nærmest autistisk knægt. I virkelighedens verden er Zuckerberg en talentfuld fægter, som har haft en kæreste i årevis. Ligesom i alle autentiske dramaer pyntes der undertiden på sandheden, men ved at studere retssagernes protokoller er Sorkin nået frem til sagens kerne: Venskabet mellem Eduardo og Zuckerberg, som smuldrede, da penge og jalousi kom ind i ligningen. Det allervigtigste er, at karaktererne og begivenhederne føles troværdige inden for filmens egne rammer, og det gør de i den grad. Hvis filmen har en brist, er det, at den indimellem observerer lidt for meget fra det fjerne i stedet for at krybe helt ind under huden på karaktererne, men filmen er aldrig tilnærmelsesvis kedelig.

Jesse Eisenberg er en åbenbaring i rollen som Zuckerberg. Det mest imponerende ved Eisenbergs præstation er, at han får en smule medmenneskelighed til at skinne igennem bag Facebook-skaberens iskolde overflade, således at man aldrig mister al empati for manden. Zuckerberg er selv blevet røvrendt adskillige gange, så man får en lille, sær tilfredshed af at se ham sejre indimellem. Andrew Garfield, den nye Spider-Man, er nøjagtig lige så god i rollen som Eduardo, og deres exceptionelle kemi gør Zuckerbergs forræderi svært at bære. Og Justin Timberlake drager virkelig nytte af sin enorme charme i rollen som slangen i paradis, Napster-bagmanden Sean Parker, som overbeviser Zuckerberg om at tænke større og droppe Eduardo. Facebook fik smadret et helt særligt venskab, men David Fincher har gudskelov hevet en glimrende film ud af ruinerne.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.40:1. Ligesom David Finchers seneste par film er “The Social Network” blevet skudt i HD, og overførelsen af de smukke digitale optagelser til Blu-ray er forløbet gnidningsfrit. Tynd edge-enhancement forekommer i en håndfuld skud, men resten af filmen ser så utrolig godt ud, at en topkarakter alligevel er uundgåelig. Transferet er knivskarpt, og detaljerigdommen er aldrig andet end overvældende. De generelt gyldne farver gengives perfekt, kontrasten er upåklagelig, og hverken snavs eller komprimeringsfejl forekommer.

Audio

Diskens DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor gengiver hver eneste lydeffekt, musikalske tone og replik klokkeklart, og selvom man aldrig ligefrem bombarderes med lyde, så bliver man suget endnu mere ind i filmens univers takket være de mange små, subtile lydeffekter. Den auditive atmosfære er simpelthen sensationel, og jeg tror aldrig, jeg har hørt en scene, der er mixet så godt som natklubscenen i kapitel 12. Hvis man lukker øjnene, er det ikke svært at forestille sig, at ens stue er blevet forvandlet til et vaskeægte diskotek. Hvem havde troet, at en dialogdreven film om nørder og hjemmesider kunne lyde så godt?

Ekstramateriale

Der er blevet indtalt to kommentarspor til filmen – det ene med Fincher, det andet med Sorkin og skuespillerne Jesse Eisenberg, Andrew Garfield, Justin Timberlake, Armie Hammer og Josh Pence. Alle leverer hobevis af spændende anekdoter, men det er latterligt, at der optræder biplyde, hver gang nogen bander.

Produktionen af filmen gennemgås nøje i den fremragende “How Did They Ever Make a Movie of Facebook?”, som varer hele 93 minutter. Finchers perfektionisme er næsten skræmmende – vi ser ham gå så langt som at justere vinklen på et lille café-bord, som man knap nok ænser i baggrunden. Derudover er her fem featuretter (samlet varighed: ca. 51 min.), som gransker fotograferingen, computereffekterne (alt, man ser på computerskærmene, blev indsat efter optagelserne!), lydsiden og Trent Reznor og Atticus Ross’ mageløse, Oscar-belønnede musik. Desuden medfølger en interaktiv gennemgang af skabelsen af natklubscenen. Hvad mere kan man forlange?

Facebook the Movie

Selvtilliden og tiltroen til eget materiale fejler intet. Uden omsvøb eller indledende panoreringer går “The Social Network” direkte til biddet og indleder filmen med en blændende næsten 10 minutter lang dialogscene, hvor replikkerne uddeles med en så forbløffende hast, at man stakåndet kæmper for at følge med. Allerede her er man ikke i tvivl om, at man har noget bemærkelsesværdigt i vente.

Den lynende ordveksling sker mellem den Harvard-studerende Mark Zuckerberg og hans kommende ekskæreste, som til ingens overraskelse ikke ligefrem er betaget af hans kølige arrogance. Hun skrider prompte, og Mark drikker sig fuld og får i en hævnsk halvbrandert den ide at lave en side, hvor man kan vurdere piger over for hinanden. Ideen bliver så stort et tilløbsstykke, at Harvards computer går ned, og Mark bliver med et en berygtet personlighed. Tvillingebrødrene Winkelvoss tilbyder ham at komme om bord på en ny social internetside, som de er ved at udvikle, men Mark får en bedre ide, og sammen med vennen Eduardo udvikler han Facebook. Fra da af går det strygende, men da Napster-skaberen Sean Parker kommer om bord, begynder de første gnidninger at flyve, og hurtigt bliver Eduardos position truet. Et beskidt slagsmål er under opsejling.

Da de første rygter gik om at David Fincher ville lave en film om skabelsen af Facebook, var reaktionerne tvivlsomme. Hvordan skulle man dog lave en film om en, der koder? Men selvom det er rigtigt, at en programmørs arbejde ligesom en kemikers eller en teoretisk fysikers virker næsten umuligt at bringe til lærredet, så er det lykkedes fortrinligt, eftersom filmen i virkeligheden mere handler om begivenhederne omkring gerningen end selve gerningen – og derved indirekte giver et tidsbillede af den udvikling, der hele tiden sker omkring os overalt.

Det forekommer ikke mindst i Zuckerberg selv, der desperat ønsker anerkendelse og adgang til de højere sociale lag, og hvis små-autistiske sindelag gør ham i stand til at se ind til kernen af vores omgangsformer, og det er netop hans manglende sociale kompetencer, der gør ham i stand til at skabe noget som Facebook. Han spilles fuldstændigt blændende af Jesse Eisenberg, der leverer replikkerne med sublim pondus – en Oscar-nominering ville være helt på sin plads – men som også fremstiller Zuckerberg som en person med en tvetydig personlighed. Hans ekskæreste kalder ham indledningsvist et røvhul, men vi er konstant i tvivl om, i hvilket omfang Zuckerberg overhovedet kan relatere til andre mennesker.

Fincher, der ellers er mest kendt for sine visuelle påfund, virker som et besynderligt valg til et værk som dette, hvor næsten hele spilletiden fyldes af dialog, men filmen sprudler ikke desto mindre af energi, liv og kulsort humor samt et tempo højt nok til at få Jason Bourne til at vælte omkuld af udmattelse. Finchers billedmagi er for det meste mere tilbageholden end sædvanligt, selvom en miniature-agtig kaproning ikke desto mindre er en af en de mest imponerende sekvenser, jeg har set i år. Hvad der først og fremmest får filmen til at virke er Aaron Sorkins fremragende manuskript og dialog, og lagt i hænderne på tre virkelig velspillende skuespillere slår det gnister.