Den amerikanske dokumentarist Robert Greene blev i 2014 udpeget af den britiske avis The Independent, som en af de ti instruktører man bør holde øje med i fremtiden. Filmz tog en snak med instruktøren om virkelighed i dokumentarfilm.

Hans karriere har indtil nu budt på portrætter af alt fra en teenagepige på grænsen til voksenlivet i “Kati with an I” til svedende, brølende wrestlere i “Fake It so Real”. Og nu er tiden så kommet til den CPH:DOX-aktuelle “Actress”, der byder på et portræt af skuespilleren Brandy Burre, som nok er mest kendt fra tv-serien “The Wire”. Selv om det kunne lyde som tre meget forskellige film, deler de dog en fascination for menneskers måde at agere på, og for hvordan selv sandheden kan ændre sig, når der bliver lagt et kamera imellem.

”Jeg er generelt interesseret i folks måde at opføre sig på i dokumentarfilm; hvordan vi udtrykker os, og hvordan det dokumenterende kamera kan opfange disse forskellige udgaver af os selv”, forklarer den snakkesagelige instruktør indledningsvis fra sit hjem i Beacon, New York, hvor han bor med sin familie, dør om dør med Brandy, som han endte med at følge på nært hold i 18 måneder.

”Med Brandy blev jeg interesseret i at tage denne idé til det næste niveau ved at se på, hvad der sker, når en skuespiller bliver genstand for en dokumentarfilm,” siger Robert Greene.

Det giver god mening. for i sit virke som skuespiller bliver “Actress” præget af hendes omgang med forskellige livs- og fiktionsroller. På den måde blandes fiktion og virkelighed.

”Brandy er en skuespiller i alle facetter af hendes liv. Hun er en person, med hvem jeg har haft voldsomme skænderier, som endte på niveau 12, hvor det skulle være stoppet på niveau 3. Men det skyldes bare hendes natur, og måden hun møder virkeligheden på” uddyber Greene.

Pointen kan næsten siges at være en problematisering af begrebet sandhed. Hvilken sandhed dukker op foran kameraet, hvilken af de forskellige roller, Brandy spiller, er den sande, og hvilken udgave af sandheden har Robert Greene valgt at fremhæve? Men er det ikke problematisk i en dokumentarfilm, der jo gerne skulle skildre noget virkeligt? Det spørgsmål rammer ned i kernen af Greenes tilgang til dokumentar-feltet.

”Jeg føler det er en myte, at dokumentarfilm bliver bedre af at have en objektiv distance til sit fokus. Jeg mener, det er én måde at lave dokumentarfilm på, og der er en form for journalistisk standard, der følger med sådan en distance, som jeg forstår og er enig i,” svarer Greene, mens han febrilsk forsøger at få styr på sin Skype-forbindelse, der har besluttet sig for at tænde og slukke hvert andet øjeblik, inden han fortsætter:

”Men der er intet fiktivt i min film. Men den ER instrueret. Og det er en stor forskel. Jeg føler det er en misforståelse, hvis man tror, at man kan undgå at instruere. Hvad god journalistik og gode film har til fælles er den gode historie, sandhed og behovet for at belyse aspekter af, hvad det vil sige at være menneske. Men film skal fremhæve mystik og tvetydighed så meget som muligt. Og jeg mener, at dokumentarfilm er særligt gode til dette i kraft af deres forhold til virkeligheden. Dokumentarfilm kan udnytte følelsen af, at du ser noget virkeligt, noget, der er sket for en virkelig person for på den måde at skabe en unik kunstoplevelse.”

Robert Greenes leg med dokumentargenren i “Actress” kan opleves i disse dage på CPH:DOX.