Af: MSF | Udgivet: 2014-04-21

”Ingen film er en brækket egern-ankel værd,” klinger det ironisk i munden på William Friedkin fra scenen i Dagmar – instruktøren bag de filmhistoriske milepæle “The French Connection” fra 1971 og “Eksorcisten” fra 1973. I førstnævnte kunne en notorisk biljagt i hvert fald sagtens have kostet menneskeliv, den dag den blev optaget uden særlig tilladelse midt i Brooklyn og med 140 km/t. Ligesom filmens hovedperson, ‘Popeye’, var Friedkin dengang besat af sit arbejde og villig til at ofre det meste for de allerbedste billeder. Måske ikke et helt liv, men ingen tvivl om, at det holdt hårdt at være på hans filmhold i halvfjerdsene, indrømmede den 78-årige legende over for publikum i samtale med Nicolas Winding Refn til en særlig masterclass på filmfestivalen CPH PIX.

At være oscarvinder, endda for bedste film med “The French Connection”, betyder ikke alverden for instruktøren: ”Det er jo bare en reklame-festival. Som hvis bilbranchen skulle fejre sig selv,” sagde han ganske uimponeret af sit hjemlands pompøse filmprisshow. Herhjemme er William Friedkins utraditionelle Hollywoodfilm også blevet hyldet for deres originalitet. Det er dog langtfra den europæiske filmtradition, der trak i filmskaberen til at begynde med, men derimod Orson Welles’ “Citizen Kane” fra 1941. Især fordi den, med Friedkins egne ord, rummede noget, man aldrig havde set før, noget, der kom til at ændre filmsproget for altid.



Med en flok grænsebrydende instruktører, kaldet New Hollywood – der talte prominente navne som Martin Scorsese, Francis Ford Coppola og Stanley Kubrick – udfordrede William Friedkin konventionerne for filmproduktion i de etablerede Hollywood-studier og eksperimenterede løs med den fastgroede genrefilm op gennem 1970’erne. Det gav anledning til en række nyskabende film, der, selv om de tog udgangspunkt i klassiske genrer, var med til at udvide og udvikle disse.



I “Eksorcisten” introduceredes en slags hyperrealisme i gyserfilmen med ultraskarpe persontegninger og en miljøskildring i det overnaturlige, som man troede på. Og specielt troværdigheden, fortæller Friedkin, er et fikspunkt for ham. Den er årsagen til, at vi identificerer os så let med hans karakterer, og lader os rive med af det fiktive univers, de indgår i. En scene i “Eksorcisten” udspiller sig derfor på et rigtigt hospital, næsten dokumentarisk iscenesat med sygehuspersonalet på rollelisten (deriblandt en lægeassistent, som var seriemorder og inspirerede instruktøren til “Cruising” fra 1980), mens truck-thrilleren “Frygtens Pris (Sorcerer)” blev skudt på locations rundtomkring i verden. Blandt andet den ufremkommelige jungle i Den Dominikanske Republik, hvilket efter William Friedkins eget udsagn kostede omkring 50 filmfolk med alt fra benbrud til malaria. Filmen er den dag i dag hans personlige favorit, men blev forretningsmæssigt en kritisk fiasko tilbage i 1977.



Entydige slutninger gælder for os alle, vi skal alle herfra før eller siden, samme vej ud, konger som hjemløse, filosoferede instruktøren videre i Dagmar-biografen. Ud over døden byder tilværelsen dog ikke på mange klare svar, hvorfor Friedkins film ofte spørger mere, end de konkluderer. Hvad er godt, hvad er ondt? Og eksisterer det ene ikke altid i skyggen af det andet? Denne dobbelthed løber igennem mange af hans film. “Doyle er bad news – men en good cop”, lyder taglinen til “The French Connection”, hvor narkokriminalitet netop nedkæmpes med gangstermetoder. Ild skal slukkes med benzin.

Døden, godt og ondt var i øvrigt grundstenene i Friedkins første, og måske mest betydningsfulde, film, lavbudget-dokumentaren “The People vs. Paul Crump” fra 1962. Her skildres dødsstraffefangen Paul Crump og den tvivlsomme anklage imod ham for røveri og mord. Overbevist om hans uskyld gik den unge filminstruktør, Friedkin, på gaden med sit kamera for at vinde opbakning til sin sag og fik til slut en afgørende rolle i Crumps kontroversielle rettergang – og dødsdom. Selv om instruktøren i dag er blevet usikker på sit standpunkt, kickstartede dokumentaren hans karriere for alvor og varslede over for filmverdenen, at han skulle blive en vedholdende instruktør i fremtiden.

William Friedkin nærmer sig 80 år, men har stadig ting at fortælle. Senest med den kulsorte sydstatskomedie “Killer Joe” fra 2012, hvor den genopståede Matthew McConaughey spiller en kompleks rolle som både lejemorder og politimand. Efter floppet “Frygtens pris” i slutningen af halvfjerdserne – hvilket han fortsat giver succesen fra samtidige “Star Wars” skylden for – var instruktøren ikke længere den artistiske bannerfører, som “Eksorcisten” og “The French Connection” havde gjort ham til. Enkelte film er nået op til overfladen siden, men aldrig med samme kommercielle gennemslagskraft. Det gælder for eksempel den politiske stiløvelse “Rules of Engagement” fra 2000, som de fleste kender af navn, men få forbinder med William Friedkin.

Ingen af hans film skorter imidlertid på kunstneriske ambitioner, og flere gange har den provokerende filmskaber sprængt rammerne for, hvad filmen som kunstform kan lægge billeder til. Til hans mest omstridte hører “Cruising”, hvor en undercoverbetjent, spillet af Al Pacino, efterforsker mordene på en række trækkerdrenge i et sadomasochistisk bøssemiljø i New York. Filmen vækkede så megen furore, at tusinder for homoseksuelles rettigheder gik på gaden for at demonstrere imod den. Ligesådan gik flere religiøse bevægelser til angreb på “Eksorcisten”. På PIX-festivalen var Nicolas Winding Refn dog ikke i tvivl om, at sin anmelderroste Cannes-vinder, “Drive”, fra 2011 aldrig var blevet til uden stilen og stemningen i “Cruising”. ”Et sandt mesterværk,” afsluttede han sin snak med William Friedkin.



Cinemateket i København hylder William Friedkin med en serie over hans bedste film, der vises i løbet af april og maj. Tjek programmet.

Gravatar

#1 X&O 5 år siden

"Filmz-tillæg: William Friedkin – den danske forbindelse"

Måske det skulle nævnes at den danske forbindelse var Carl Th. Dreyers 'Ordet' som inspirerede Friedkin til Exorcisten.

Skriv ny kommentar: