Bilen er ladet med… Dynamit! Pas på!

Lastbiler på tur igennem ufremkommelig jungle med let antændeligt dynamit ombord. Et film-pitch, der er til at forstå. Da den simple, sprængfarlige historie blev til den franske film “Frygtens pris” i 1953, var den da også et sikkert hit. Den lille suspense-bombe af en film var effektivt skruet sammen af Henri-Georges Clouzot – en art fransk fætter til Alfred Hitchcock. 24 år senere genindspillede manden med hang til eksorcisme og franske forbindelser – William Friedkin – den lille dynamitstangsfilm til en fyrværkeribombe i bedste New Hollywood-style. Den er nu månedens film i Cinemateket i en nyrestaureret udgave.

Friedkins version er et mønstereksempel på, at films kvaliteter ikke ligger begravet i hvad, men hvordan. For historien er den samme simple. Men hos Clouzot fortælles den fortættet med stramt fokus på de to lastbilers farefulde færd. Friedkin forsøger sig derimod med meget mere Sergio Leone end Hitchcock. Større i slaget, mere episk når olien sprænger læk fra et boretårn, der er lige så stort og stift, som en kapitalistisk falos skal være det. Der er mere af det hele, særligt begyndelsen, der desværre bliver lidt af en koldstart, som filmen bruger indtil halvvejen at komme sig over. Så startes lastbilerne, der sammen med fire sammenbidte bundskrabere leverer en suspense-lammer så hård, at “Frygtens pris” virkelig er værd at betale (for).

Men først skal vi altså lige igennem en times introduktion af vores fire sammenbidte med intet at tabe. Fire på flugt. En fra en oprørsterroristisk bombesprængning, den anden har lavet finanssvindel, den tredje skyder folk for penge og den fjerde er en mislykket røver. Forskellige skæbner fra forskellige lande er nu landet i et sydamerikansk diktatorhul, hvor de holder hovedet lavt, indtil de får chancen for at komme væk, komme videre. Og selvom blodet flyder meget og syntetisk rødt, som det gjorde i 70’erne, så er denne lange intro det, den er: En intro, der er for lang. Filmen begynder reelt først, da kombinationen brændende olie, som skal slukkes med dynamit, lastbiltur igennem Tarzan-jungle og fire vovehalse uden noget at tabe sættes sammen. Deres fortid føles ligegyldig, det er deres nu, der er på spil – det er her, filmen har noget på spil.

For når lastbilerne først startes, så trykker filmen speederen så hårdt i bund med et gearskifte til følge, som selv Kevin Magnussen må beundre. Det er en helt anden film, som føres an af “Dødens gab”-stjernen med boksernæsen, Roy Scheider. Hans røver har et herligt manisk udtryk, som understøttes perfekt af det messende soundtrack fra Tangerine Dream, alt imens han fortaber sig til testoteronkampen imod junglen, der er lækkergrim i al sin potente 70’er-æstetik, hvor blodet splatter, olien lækker og sveden pipler, så det er ren fryd og frygt.

Særligt forceringen af en hængebro, der får situationen på Krim til at virke stabil i sammenligning, er af den slags, som får salget af negle til at stige. Uvejret raser, broen knager og dynamitten truer, imens den uelegant store lastbil forsøger at liste sig over en bropind ad gangen. En gang til? ”Nej!” tænker man, men mener faktisk: Ja, ja, en tur til! Og det får man så en bropind ad gangen, da lastbil nr. 2 skal over broen. Det er her i den helt simple suspense, at “Frygtens pris” betaler sig.