Sidste uge havde Wes Andersons ensemble-extravaganza, “The Grand Budapest Hotel”, premiere. Filmen foregår blandt ansatte og gæster på et luksuriøst hotel i Andersons selvopfundne land Zubrowka. Vi checker i den anledning ind på fem af filmhistoriens mest mindeværdige hoteller.
5. “Åndeløs”
Der er intet luksuriøst over det usle hotelværelse, som Jean Seberg og Jean-Paul Belmondo bor på i Godards nybølge-milepæl fra 1960. Men Godard og filmens fotograf Raoul Coutard skaber magi på meget få kvadratmeter i den næsten 25 minutter lange snakkescene på hotelværelset imellem Sebergs amerikanerinde, Patricia, og Belmondos gavtyvagtige småforbryder, Michel. De skiftevis hader og elsker hinanden, som man kun kan gøre det i en fransk nybølgefilm, og værelse 12 på Hôtel de Suède i hjertet af Paris står tilbage som der, hvor alle konventioner blev brudt og et nyt filmsprog så dagens (mod)lys.
4. “Grand Hotel”
“Grand Hotel…always the same. People come, people go. Nothing ever happens.” Således udtaler en af gæsterne på Berlins Grand hotel sig, og han kunne ikke være mere galt på den. I Edmund Gouldings Oscar-vinder fra 1932 sker der faktisk så meget på det legendariske hotel, at det kan være svært at holde styr på. Ensemblefilmen er lige dele svanesang for 1920’ernes dekadente mere-er-mere-attitude, melankolsk undergangsfortælling og en decideret stjerneparade af Hollywoods største navne. Mon ikke Wes Anderson har ladet sig inspirere bare lidt? Greta Garbo spiller den aldrende, russiske ballerina Grusinskaya, der bare gerne vil lades alene på sit overdådige værelse og kvitterer med en nu klassisk filmreplik: ”I want to be alone.”
3. “Døden i Venedig”
Der er også hotel-melankoli for de italienske lire i Luchino Viscontis smukt sørgmodige “Døden i Venedig”. Dirk Bogardes komponist indlogerer sig på det statelige Hotel Des Bains i Venedig i starten af 1900-tallet. Nedtrykt oven på kunstnerisk fiasko håber han, at lidt italiensk mad, sol og kultur kan bringe ham på ret køl igen. Men drifterne tager over, og i stedet bliver han besat af teenagedrengen Tadzio – i Björn Andrésens guddommelige, androgyne skikkelse – der spankulerer pokkers velklædt rundt på hotellet og svinger sine gyldne lokker.
2. “Lost in Translation”
Sofia Coppola har med garanti checket ind på en hel del hoteller som datter af “Godfather”-instruktøren Francis Ford Coppola. Ja, det er hårdt at være Hollywood royalty. Og det er måske derfor, hun rammer følelsen af at være fremmed, ensom og så alligevel hjemme så rent i “Lost in Translation”. På luksushotellet Park Hyatt i Tokyo ramler Bill Murrays deprimerede filmstjerne ind i Scarlett Johansson, hvis fotografkæreste har mere travlt med at pleje sit ego end skønne Scarlett. Det umage par udveksler længselsfulde blikke og livserfaringer over velvoksne sjusser i baren på 52. etage, og Coppola indfanger til perfektion den der afdæmpede, jazzede stemning, du kun finder i en hotelbar.
1. “Ondskabens hotel”
Jack Nicholsons bersærkergang med en økse på det øde beliggende Overlook Hotel hører til blandt de mest ikoniske scener fra filmhistorien. Punktum. Stanley Kubricks psykologiske gys fra 1980 udnytter til fulde det filmiske potentiale i et vinterisoleret hotel med labyrintiske korridorer, forbudte rum og en tom hall. Tilsætter du overnaturlige kræfter og en psykisk ustabil forfatter med skriveblokade, ja, så har du opskriften på alle tiders mest mareridtsfremkaldende hotelbesøg og, ikke mindst, en mesterligt iscenesat film. Tak for de søvnløse nætter, Stanley.
#1 pow9199 10 år siden
Iø har jeg altid med The Shining var svært overvurderet. Da jeg var knægt var jeg hunderæd for at se den, da jeg blev afhængig af et godt gys, sad jeg med ca samme følelse, som jeg efterhånden har givet en hel del piger. Eller, måske kommer til en gang i fremtiden: Var det virklig det?
#2 Høegh 10 år siden
#3 Kisbye 10 år siden
Jeg vil også nævne:
Hotel Rwanda (2004)
Der letzte Mann (1924)
Barton Fink (1991)
Psycho (1960) (Er dog nok mere et Motel)
#4 Ispep 10 år siden
#5 pow9199 10 år siden
Hvordan kunne jeg selv glemme den. Fabelagtig film
#6 msp1982dk 10 år siden
#7 Kisbye 10 år siden
Ja, det er en god film.
Personligt fortrækker jeg The Killing Fields (1984), som jeg syntes minder meget om den.
Dele af den foregår også på et Hotel, men det er selvfølgelig ikke omdrejningspunktet.
#8 akerman 10 år siden
#9 Steffan Rasmussen 10 år siden
Ikke et hotel.
#10 Steffan Rasmussen 10 år siden