Westerngenren er den mest ærkeamerikanske genre, der findes. De åbne vidder, en kompromisløs individualisme og ofte tunge, moralske pointer kendetegner en genre, der er uløseligt forbundet med den amerikanske drøm. Selv når den drøm knuses af kyniske pengemænd eller sadistiske outlaws, afspejler genren en længsel mod frihed og vovelyst, som på mange måder stadig er et karakteristika ved det amerikanske samfund. Her de fem allerbedste westerns i historien.

5. “Sheriffen”

Begrebet “high noon” er næsten synonymt med westerngenren. To mænd, der er hinsides ethvert kompromis, bevæger sig mod en voldelig konfrontation, som kun én af dem kommer til at kunne gå fra. Her er det den retskafne og vellidte sherif, der på hans bryllupsdag får at vide, at en mand, han sendte i fængsel for år tilbage, nu er kommet ud og på vej for at hævne sig. Som sodavandsis på en særligt varm dag i Sahara fordamper støtten til ham, da byens borgere ikke just er villige til at risikere noget ved at hjælpe en mand, de allerede betragter som død. Flygte vil han ikke, så han kan kun tælle minutterne til klokken 12, hvor toget ankommer med den hævnende engel. Filmen foregår i mere eller mindre realtid, og stemningen bliver mere og mere trykkende op mod filmens klimaks.

4. “Butch Cassidy og Sundance”

Blandt de helt store makkerpar i filmhistorien har Paul Newman og Robert Redford utvivlsomt fortjent deres plads. Og det på trods af, at de kun har spillet sammen to gange. Det er deres energi og charme, der holder publikum fanget, når filmen veksler imellem hårdt drama, letbenet action og decideret komedie. Det er svært at ramme så mange forskellige toner uden, at nogen af dem bliver falske, men her lykkes det forbilledligt. Vi følger de to elskelige forbrydere over en årrække, og mens det går godt i starten, så bliver det ikke ved sådan. Bør ikke mindst genses for en herlig dosis humor, der nogle gange er savnet i en ellers meget alvorlig genre.

3. “De nådesløse”

Der er ingen tvivl om,at westernfilmens gyldne periode var i 50’erne og 60’erne, og da vi nåede 90’erne, var der kraftige tegn på metaltræthed i den ellers sejlivede genre. Så kom “De nådesløse”. Filmen er et gennemført dystert perspektiv på det vilde vest, hvor loven er noget, der defineres ved magt, og hvor ingen kan håbe på et ’lykkeligt-til-deres-dages-ende. William Munny er en tidligere morder, forbryder og generelt ubehagelig mand, der af pengenød påtager sig at hævne en prostitueret, som er blevet vansiret af to af hendes kunder. De to herrer viser sig selvfølgelig at have magtfulde venner…

2. “Vestens hårde halse”

Eller “Once Upon a Time in the West som originaltitlen lød. Uanset titel så er filmen et ubestrideligt mesterværk. Åbningsscenen alene er så stor en genistreg, at der kunne skrives bøger om den. Ennio Morricones musik er sublim. Henry Fonda i en atypisk rolle er et af de ondeste svin, man har set på lærredet. Filmen er for mange det endegyldige bevis på, at det bedste i den mest amerikanske genre overraskende nok kommer fra Italien. Filmen er næsten overspændt i sin stil og bruger sin lige under tre timer lange spilletid til fulde. Hver eneste scene er et lille mikrokosmos, som udfoldes i sit eget tempo og med så meget stemning og spænding, at man kun kan overgive sig.

1. “Forfølgeren”

Det kunne selvfølgelig ikke ende anderledes. Der måtte være en John Wayne-film i toppen. John Fords hævnsaga betragtes fuldt retfærdigt som en af de bedste amerikanske film nogensinde. Først og fremmest er det en af de mest gudesmukke film, som man kan forkæle sine øjenæbler med. Monument Valley, der har leveret baggrund til et utal af westerns, har aldrig været smukkere, mere majestætisk eller mere øde. John Wayne leverer muligvis karrierens ypperligste præstation som fortidslevnet Ethan, der efter hans brors familie overfaldes af indianere begiver sig ud på et uforsonligt og dybt problematisk hævntogt, der ender med ikke kun at isolere ham fra de andre karakterer, men også for publikum. Filmen er en svanesang over det vilde vest, og Ethan repræsenterer værdier og karaktertræk, som der ikke længere er plads til, men som stædigt holder ved.