Af: jannie dahl astrup | Udgivet: 2014-04-22

Årets officielle plakat for den 67. Cannes filmfestival prydes af en coolere end cool Marcello Mastroianni i sepiatoner og med et kækt blik over solbrillen. Sådan som vi husker ham allerbedst fra Federico Fellinis klassiske “” fra 1963. Igennem årene har den traditionsrige filmfestival i det sydfranske været garant for en lang række ikoniske plakater, som enhver filmconnaisseur med respekt for sig selv gerne så hænge på stuevæggen. Her fem af de allerbedste.

5. 2010

Juliette Binoche, en af fransk film dygtigste og mest respekterede skuespillerinder, indtager på charmerende vis hovedrollen på plakaten fra 2010. I bare tæer, klædt i sort og med lysende pensler, er hun kunstneren, der egenhændigt skaber ‘Cannes’. Brigitte Lacombes fotografi er måske lige tungt nok på symbolik for nogle, men svært ikke at være forblændet af evigt skønne Binoche.


4. 1979

Den belgiske multikunstner Jean-Michel Folon er manden bag den enkle, stilrene plakat fra 1979-versionen af Cannes. Folon er bedst kendt for sin originale filmplakat til Andrei Tarkovskys “Stalker”, og stregen såvel som farvepaletten på hans Cannesplakat her minder meget om samme. Og så er der bare noget herligt og syretrippet over en mand, hvis hat også er et filmlærred med et bevidsthedsudvidende, tredje øje. En rigtig 70’er-plakat.


3. 1951

A.M. Rodicqs plakat for den unge filmfestival anno 1951 er slet og ret et flot stykke 1950’er-grafik, man bare har lyst til at hænge op på sin væg. Cannes var og er en festival badet i den sydfranske sol og med masser af filmstjerner, der nyder livet på dækket af lystyachter. Dét aspekt indfanger Rodicqs illustration i varmbrændte farver perfekt.


2. 2008

Den franske plakatdesigner Pierre Colliers både dystre og smukke plakat fra 2008 forener tre gode elementer: David Lynch, Jean-Luc Godard og Cannes. De store skrifttyper i fonten Avant Garde Demi er inspireret af Jean-Luc Godards opsætning i mammutprojektet “Histoire(s) du Cinema” (1988-1998). Fotografiet af den platinblonde kvinde med rød neglelak og læbestift er fra David Lynchs samarbejde med skodesigneren Christian Louboutin på udstillingen “Fetich”. What’s not to like?


1. 1961

Som i 1951 er A.M. Rodicq igen afsenderen på den smukkeste Cannes-plakat igennem festivalens historie fra 1946 og frem til i dag. Rodicqs illustration og streg oser af 1960’ernes friere og mere abstrakte tilgang til plakatkunsten og signalerer subtilt, at det er på Cannes filmfestivalen, at (film)stjerneskuddene er at finde.

Gravatar

#1 Pécuchet 10 år siden

Der burde have været Roser.

Skriv ny kommentar: