Vandringsmanden

InstruktionAndrei Tarkovsky

MedvirkendeAleksandr Kaidanovsky, Alisa Frejndlikh, Anatoli Solonitsyn, Nikolai Grinko, Natasha Abramova, Faime Jurno, Ye. Kostin, R. Rendi

Længde163 min

GenreSci-Fi, Drama, Adventure, Fantasy

IMDbVis på IMDb

Anmeldelse

Vandringsmanden

5 6
Langtfra nogen ørkenvandringMan siger, at intet, der virkelig er værd at gøre, er let eller enkelt. Set ud fra dét synspunkt må Andrei Tarkovskys “Vandringsmanden” (også kendt som “Stalker”) være en af filmhistoriens mest værdifulde bedrifter.

Optagelserne fandt sted i forurenede områder i Sovjetunionen tæt på kraftværker og kemikaliedepoter, hvorfor folkene foran og bag kameraet hyppigt blev syge. Tarkovsky og skuespilleren Anatoli Solonitsyn, der begge døde af kræft, fik angiveligt sygdommen under optagelserne. Højlydte skænderier mellem især instruktøren og fotografen Goergy Rerberg gjorde arbejdsdagene lange. Et jordskælv flyttede produktionen til Estland, og Tarkovsky fik to hjerteanfald undervejs. Og efter at filmholdet endelig havde færdiggjort projektet, måtte de optage hele filmen om igen takket være en forfærdelig brøler hos et laboratorium, der ulykkeligvis ødelagde celluloiden.

Derudover er det et mirakel, at filmen undslap den strenge sovjetiske censur tilbage i 1979. Filmen afbilder åbenlyst et depressionspræget, sovjetisk samfund, hvor både fred og lykke er så uopnåelig, at man gladelig flygter igennem en dødsensfarlig kugleregn for at få ro i sjælen i et overnaturligt lokale med særlige egenskaber. Et lokale, der efter sigende kan opfylde ens største ønsker, når man træder ind. Der findes også utallige konspirationsteorier, der antyder, at det ikke var tilfældigt, at de oprindelige negativer gik tabt. Men uanset hvad kan man kun glæde sig over, at en desillusioneret Tarkovsky valgte at begive sig bag kameraet endnu en gang og færdiggøre denne uforlignelige, tidløse film om tro, håb og grådighed.

Tarkovsky har frasorteret de fleste science-fiction-elementer fra brødrene Arkadi og Boris Strugatskys romanforlæg, der jævnligt nævner rumvæsner og ejendommelige genstande, som trodser fysikkens love. I stedet fokuserer Tarkovsky på historiens centrale konflikt mellem tro og videnskab, og han lader det forblive et mysterium, nøjagtig hvad der er sket i det gådefulde område kendt som Zonen, hvor det førnævnte lokale befinder sig. Er Zonen og lokalet monstro skabt af rumvæsner eller en nedfalden meteorit? Zonen er i hvert fald afspærret og tabu, men såkaldte vandringsmænd sætter liv og lemmer på spil og guider betalende borgere derind. En af disse vandringsmænd drager sammen med en populær forfatter og en forsker ind i Zonen, hvor mændenes respektive overbevisninger og mod sættes på en gevaldig prøve.

Det faktum, at trioen både består af en videnskabsmand, som sætter pris på fakta, og en forfatter, der har fiktion som fagområde, gør, at filmen er spækket med komplekse, men engagerende filosofiske drøftelser, som man som tilskuer funderer over i dagevis. Ligesom Tarkovskys andre film drukner “Vandringsmanden” ikke i dybsindige diskussioner, idet de tre herrer ofte (ligesom publikum) stiller spørgsmålstegn ved Zonens særegne væsen, hvorfor filmen bliver mere troværdig og vedkommende. Dialogen virker også mere naturlig end den eksempelvis gjorde i instruktørens “Solaris”, hvor visse scener blev afbrudt af fortænkt sniksnak.

Filmens lange, dvælende skud er fornemt iscenesat og understøttes af mageløse lydeffekter. Lydeffekter, der pirrer underbevidstheden og overbeviser os om Zonens farefulde karakter således, at når vandringsmanden peger på en tilsyneladende normal græsmark og meddeler, at døden følger, hvis man træder forkert, så tror man fuldt og fast på advarslen. Den enestående æstetik får også filmen til at fungere fortrinligt som både eksistentielt drama og nervepirrende thriller.

Især Aleksandr Kajdanvosky og Anatoli Solonitsyn brillerer som henholdsvis den pessimistiske vandringsmand og den i første omgang drilske forfatter, hvis høje humør forringes, da han konfronteres med Zonens uforudsigelige trusler. I en film, der lægger så stor vægt på ideer, der kan fortolkes på adskillige måder, er det livsnødvendigt, at plausible figurer optræder, som man kan relatere sig til. De tre mænd udgør en perfekt konstellation, der lynhurtigt griber fat i publikums krave og uden slinger i valsen trækker os igennem en hypnotisk udstilling af menneskelig længsel og de skridt, mennesket er villig til at tage for at få længslen tilfredsstillet.
VideoPræsenteret i 4:3 full screen-format. Ligesom Stanley Kubrick foretrak Tarkovsky ofte at optage sine film i 4:3, så det er altså ikke en fejl, at filmen ikke præsenteres i widescreen. Skivens transfer plages af en smule snavs og edge-enhancement. Men derudover ser “Vandringsmanden” glimrende ud. Kontrasten er solid, og billedet er ofte forbavsende skarpt. En stor del af filmen er nærmest sort/hvid, og både de dunkle og de lyse farver ser fornemme ud og bløder aldrig. Under de farvede sekvenser er farverne en anelse drænede, men det skyldes tydeligvis et bevidst stilvalg, og de trods alt troværdige, matte farver gør kun filmen endnu mere stemningsfuld. Farvetemperaturen er i øvrigt stabil.
AudioSkiven indeholder både et nyproduceret Dolby Digital 5.1-mix og et mono-spor, der er mere tro over for filmmagernes oprindelige intentioner. DD5.1-sporet er ganske udmærket, og det lyder mere rent og sprødt end mono-sporet. Til tider er brugen af baghøjtalerne lidt for markant, og nogle af panoreringerne er en anelse åbenlyse, men flere af sekvenserne lyder helt fantastisk såsom scenen, hvor trioen støder på en række højlydte vandfald. Adskillige subtile lydeffekter og subwooferens diplomatiske brummen styrker den auditive atmosfære. Derudover kan russisktalende glæde sig over, at replikkerne lyder godt. Musikken får også lov til at folde sig godt ud, og ingen bemærkelsesværdig støj optræder.
EkstramaterialeDer medfølger interviews med fotografen Aleksandr Knyazhinsky (6 min.), production-designeren Rashit Safiullin (14 min.) og komponisten Eduard Artemyev (21 min.). Desværre er interviewene forholdsvis korte, og interviewet med Artemyev, der også fulgte med dvd-udgivelsen af “Spejlet”, indeholder kun få observationer om “Vandringsmanden”. Men de forskellige interviews mønstrer nok anekdoter til at gøre dem et kig værd. “Memory: House of Tarkovsky” (6 min.) er et lidt overflødigt sammenklip af diverse drømmesekvenser fra filmen og optagelser fra filmens locations. Til sidst afsløres det, at man også har set billeder af det hus, som Tarkovsky voksede op i. Et lille hæfte, et billedgalleri og trailere til “Vandringsmanden”, “Den yderste dom”, “Spejlet” og “Solaris” runder pakken af.

Selv næsten 30 år efter dens biografpremiere er Andrei Tarkovskys “Vandringsmanden” en overrumplende film, hvis forbløffende æstetik er helt på højde med det ambitiøse manuskript, der bugner af fremragende ideer. Filmen ser godt ud på dvd og lyder endnu bedre, og discen indeholder også et par korte, men interessante interviews med flere af produktionens bagmænd. Et must for alle tilhængere af udfordrende og tankevækkende filmkunst.

Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

I en verden på afgrunden søger mennesket efter en vej væk. Lykken siges at findes i et rum i den mystiske zone, der er stærkt bevogtet. Såkaldte vandringsmænd leder forbudte rejser ind i zonens evigt forbanderlige labyrintiske mareridt. Tre mænd, der intet har at tabe, begiver sig på deres livs rejse mod sandhed og forløsning.