Friheden skal ikke tages for givet. Det synes årets CPH:DOX at minde os om, da der med et antal enestående dokumentarfilm stilles skarpt på indskrænkelsen af den. Men der er også blevet plads til Nick Cave samt østrigsk kælderdyrkning, der er sort som kul.

Citizenfour

25-årsjubilæet for Murens fald er i år. Stasi-arkiverne er for længst åbnet, men andre forbliver notorisk lukkede. Det gælder den amerikanske sikkerhedstjeneste NSA’s overvågningsmateriale på millioner af mennesker verden over, som whistlebloweren Edward Snowden afslørede i 2013. Filmens titel var Snowdens dæknavn, da han lækkede sine oplysninger til The Guardian og filmens instruktør, Laura Poitras, på et hotelværelse i Hongkong. En ufattelig afsløring, der langtfra er slut endnu. Omfanget af den politiske skandale har været svær at forholde sig til, men Poitras serverer et grundigt – og vigtigt – indblik i den orwellske sandhed om USA’s verdensomspændende masseovervågning. Fra whistleblowing til mindblowing.

Nick Cave: 20.000 dage på jorden

DOX’ Sound & Vision-program dykker ned i den mørke ballade-konge Nick Caves liv. 20.000 dage på Jorden er det blevet til. Og han har aldrig været bedre. Cave er omdrejningspunktet, men spørgsmålet er til syvende og sidst, om det er den rigtige Cave, vi følger, eller om det er samme persona, som går på scenen med historier fra sindets afkroge. Faktum er, at multikunstneren har levet en fandenivoldsk tilværelse. Som rockstjerne, heroinmisbruger, forfatter og filmmand. Samtidig er han en af de få, der formår at omdanne sine erfaringer til et gedigent los i røven på modtageren. Mystikken gør ham til en af vor tids mest gådefulde artister, men filmen løser ikke gåden for os. Til gengæld tilføjer den endnu et sublimt kunstværk til Nick Caves oeuvre.

The Look of Silence

Det var bogstaveligt talt en vanvittig oplevelse at se “The Act of Killing”. Massemordene, mordernes distance til dem, skuespillet, humoren og især bødlernes kvalmende realisering af deres umenneskelige gerninger. Filmen er uomtvisteligt en dokumentarisk milepæl. Men nu kommer opfølgeren, hvor de pårørende til de myrdede giver deres version. Bagtæppet er det samme – et blodbad i 1960’ernes Indonesien, hvor over en million kommunist-mistænkte blev dræbt af myndighederne. Perspektivet er imidlertid flyttet til 44-årige Adi, der leder efter retfærdighed i sin brors død under blodsudgydelserne. En bror, han aldrig nåede at møde. Der er aldrig blevet ryddet op i landets tragiske fortid, for folkemordet betragtes stadig som en heltedåd af samfundet. Brorens skrydende drabsmænd bor ikke så langt fra Adi, og han har i filmen bestemt sig for at stille ansigt til ansigt med dem. At se fortiden i øjnene.

I kælderen

Hvad laver østrigere egentlig i deres kældre? Det er ikke for børn. Galgenhumoren er blevet en filmsignatur for Ulrich Seidl, der endnu en gang undersøger (kælder)menneskets dunkleste hemmeligheder. Østrigs morbide fangekælder-afsløringer har de seneste år trukket globale overskrifter. Men det er – efter den her film at dømme – kun brudstykker af, hvad alpefolket gemmer under overfladen. Stroh Rom og Mozart-kugler. Glem det. Når østrigerne går i kælderen, skydes der med skarpt, dyrkes S/M-sex og synges drikkeviser under nazistiske faner. Instruktøren bag Paradis-trilogien gør det igen. Provokerer.

1989

Da Sovjetunionen lod jerntæppet falde mod vest, accelererede undertrykkelsen af østblokkens beboere. De vestlige grænser blev lukket for at bremse flygtningestrømmen, og ingen turde sige fra af frygt for systemets repressalier. Kommunisternes paranoide samfund ligner i dag et menneskeligt laboratorium. Og at det kun er en snes år siden, at vores naboer mod syd, tyskerne, levede under så krænkende vilkår øst for Berlinmuren, er ikke til at forstå. Anders Østergaard, filmens instruktør, har tidligere beskæftiget sig med undertrykkelsens natur. Det gjorde han i “Burma VJ: Reporter i et lukket land “, der vandt flere priser for dokumentationen af militærjuntaens overgreb på fredelige demonstranter i Myanmar. Denne gang ser han tilbage. Men ikke udelukkende med dystopiske briller på. Helt unikt er filmen fortalt af Ungarns tidligere statsminister Miklós Németh, der modigt besluttede at åbne landets vestvendte grænser for DDR-flygtninge. Og han udløste dermed sovjetstyrets sammenbrud. Trods ekkoet fra “1984” er “1989” en film om frihed, hvad friheden er – og hvorfor det er, vi skal sætte pris på den.