Af: Morten Vejlgaard Just | Udgivet: 2013-12-17

Hvad gør man som film-junkie, når man løber en tur, laver mad eller andre gøremål, hvor man ikke lige kan se eller læse om film? Svaret er podcast. Mediet er perfekt til at gå nørdet i dybden med film og er let at konsumere. Her en guide til fem gode og forskellige filmlyt.

The Empire Film Podcast

Verdens største filmmagasin, Empire Magazine, har også en af verdens mest populære podcasts, hvor de kække værter giver en populær og inkluderende tur rundt i den aktuelle filmverden. Der er åbent for lytterspørgsmål, og så er der interviews med nogle af filmens største navne fra Hugh Jackman til Noah Baumbach. Et velproduceret fanfilmlyt, hvor alle kan være med.



Filmnørdens hjørne

Endnu mere personlige og hurtigtalende er de hos de danske filmnørder Casper og Jesper (ingen Jonathan, men derimod Brian i de nye afsnit). Hjemme i deres filmhjørne taler de begejstret og tempofyldt om film. Kendte, danske filmmennesker kigger forbi som eks. instruktør Rasmus Heide eller Filmz’ egen Johan Albrechtsen, og hos nørderne får de lov at tale ud. Flere af deres udsendelser strækker sig langt over tre timer, så træner du til maraton, så er det filmnørdede filmlyt en oplagt podcast til dig.



The Film Programme

Med tyk, korrekt britisk accent får du et sobert og stramt redigeret filmlyt hos BBC Radio 4. En halv time, hvor der stilles skarpt på få udvalgte emner, som vi kommer helt i dybden med. Old school, uden at være uddateret. Til dig, der helst undgår det overflødige filmfedt, er “The Film Programme” perfekt med dets nøgterne Oscar-overblik og lødige interviews med filmverdenens topnavne.



Filmnoter, Den2radio

Med tyk, korrekt jysk accent får du på Den2radio et filmlyt så tørt som god og lidt gammeldags tobak. Her samtales der om et-to udvalgte emner i en lille time. Men ikke med folk, der laver film, men derimod med folk, der ved noget om film. Universitetsmennesker eller journalister fortæller og forklarer vidende og tungt om filmemner- og perioder. Til dig, der elsker at se film med din bedstefar.



Filmspotting

En af de ældste podcasts om film, der startede op i 2005 i Chicago med Adam Kempenaar og Josh Larsen som stemmerne bag. De leverer filmnørderi i en tone, der hverken er meget pludrende personlig eller ophøjet tør. Deres fokus er primært anmeldelser og toplister. Lige fra de nyeste film til maraton-udsendelser, hvor de ser og vurderer en instruktørs komplette værker. Til dig, der elsker at give stjerner.

Gravatar

#11 Frederik 10 år siden

Operation Kino (der nu har skiftet navn til Fighting In The War Room) er virkelig godt. Der er alt for få podcasts der har kvinder, og der skiller dette sig lidt ud.


SlashfilmCast er desværre gået en smule ned ad bakke efter en af medlemmerne stoppede og de to tilbageblivende har travlt med andre ting, men var i mange år det bedste filmpodcast efter min mening. De havde ret tit filminstruktører som gæster, og specielt deres afsnit med Rian Johnson ("Looper") fortjener at blive lyttet til. Det nyeste, hvor han gennemgår et af afsnittene han instruerede i den sidste sæson af "Breaking Bad", er virkelig sublimt.


Filmspotting lyttede jeg til i mange år, men stoppede da Josh Larsen overtog efter Matty Robinson forlod.


Hvis man vil lidt mere over i den komiske afdeling har skuespiller Paul Scheer podcastet How Did This Get Made?, og det er virkelig underholdende.
Gravatar

#12 lyspunkt 10 år siden

Jeg kan anbefale FilmSack, der også hører til i den lidt mere useriøse ende og som nok har været inspirationskilden til DGFN. Én film pr episode på godt en time

DobbeltDs Definitive DVDpodcast er dansk har kørt i mange år og har rundet 250 episoder. Ind imellem er det lidt indspist, men der er ingen tvivl om, at de to ved noget om film. 5-10 film pr episode og nogle gange specials med en film/serie/instruktør. Varer typisk 1½-2½ time

Noget om film er af de samme der også laver Gametest og har i modsætning til DobbeltD og Filmnørden til huse i det midtjyske, hvilket giver en anden stil. Også denne er lidt tilbagelænet.Typisk 1-2 timer

Yeah, Its That Bad er desværre stoppet men kan downloades og var ret underholdende med tre unge fyre, der grinede meget, men også anmeldte ret dårlige film. Én film pr episode på godt en time

The Greatest Movie Ever podcast har rigtig mange afsnit og har nogle rimelig obskure film ind i mellem. Én film pr episode på 30-45 minutter.

Håber det gav lidt inspiration
"Ud fra størrelsen på halen har vi beregnet, at dyret har været kæmpemæssigt" Prof. Martens - Reptilicus
Gravatar

#13 lyspunkt 10 år siden

Jeg vil da også godt anbefale de rigtig mange podcast, der taler om serier.
De fleste er oppe ganske kort tid efter den amerikanske premiere af de enkelte afsnit, og selvom der er stor forskel er alle entusiastiske om deres fandom.

Carny Cast bruger lidt over en time på hvert afsnit af denne lidt tunge serie ikke så dyb men hyggelig og stemningsfuld med underlægsningsmusik fra 30´erne.

The Night´s Watch tager sig kærligt af Game of Thrones både og kigger bl.a. på hvordan den afskiller sig fra bøgerne med en spoilersektion til sidst i hvert afsnit.

Der er mange flere af svingende kvalitet. En der ofte dukker op men jeg ikke selv har hørt er Talking Dead om , ja Walking Dead.
Det er bare at søge.

Hvis man synes, man er fan af en serie, er der sikkert nogle gale amerikanere, der er så meget mere.
"Ud fra størrelsen på halen har vi beregnet, at dyret har været kæmpemæssigt" Prof. Martens - Reptilicus
Gravatar

#14 Kruse 10 år siden

lyspunkt (12) skrev:
Jeg kan anbefale FilmSack, der også hører til i den lidt mere useriøse ende og som nok har været inspirationskilden til DGFN. Én film pr episode på godt en time


Den jeg vil også gerne slå et slag for. Filmsack er rigtig god underholdning :)
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."

Skriv ny kommentar: