[h2]Interview med Ole Christian Madsen[/h2]
En af de få ting, man med sikkerhed kan sige om instruktøren Ole Christian Madsen, er, at man ikke med sikkerhed kan sige, hvad han vil foretage sig. Den snart 42-årige herres CV siger en del om hans imponerende alsidighed. Han har bl.a. instrueret et Dogme-kærlighedsdrama (“En kærlighedshistorie”), en film om unge stofmisbrugere i Aalborg (“Nordkraft”) og afsnit af tv-serier omhandlende alt fra hyrevognschauffører i København (“Taxa”) til gangstere i efterkrigstiden (“Edderkoppen”). Hans seneste film, “Flammen & Citronen”, om to modstandsfolk i 1940’ernes Danmark, er en af de dyreste og mest ventede dansksprogede spillefilm i årevis.

Med store millionbeløb på spil og så enorme forventninger hængende over hovedet kunne man sagtens forvente, at Madsen ville virke nervøs og spændt op til premieren på sit seneste opus. Men tværtimod var instruktøren særdeles afslappet og fattet, da Filmz mødte ham på en café i Københavns centrum. Til at starte med blev der netop talt om mandens mangfoldige CV.

Er det meget vigtigt for dig ikke at gentage dig selv?
“Det er ikke vigtigt, at jeg ikke gentager mig selv, men det er vigtigt, at jeg kan få tilfredsstillet den nysgerrighed, jeg har om mange ting. Hvis vi nu ser bort fra ‘Taxa’ og ‘Rejseholdet’, som er noget andet – altså, det er langt mere entreprenant tv-koncept… Så kan man sige, at det er enormt vigtigt for mig, at hvis jeg bliver interesseret i noget, at jeg så kan finde en form, så jeg kan få fortalt om det. Jeg har meget let ved at blive fascineret af historier, mennesker og ting, jeg hører om, ser og oplever. Selvom jeg har lavet mange forskellige slags film, så er der en rød tråd. Som regel handler det om marginaliserede mænd, der kæmper for deres egen identitet og har problemer med at finde sig til rette i verden, og som i den kamp mister mange værdifulde ting. Men ‘Edderkoppen’ og ‘Flammen & Citronen’ er i høj grad beslægtet. ‘Prag’ og ‘En kærlighedshistorie’ er mere eller mindre i forlængelse af hinanden, og den næste film jeg laver, bliver den tredje del i den serie. Så på den måde er der en fællesnævner alligevel.”

Du har tidligere sagt, at du godt kan lide at fortælle historier, som afspejler dele af din egen personlighed.
“Det kan jeg godt lide, ja, og jeg synes, at man som fortæller i den her verden skal fortælle derfra, hvor man selv står. Det behøver ikke være en historie, der er direkte adapteret fra dit eget liv, men hvis den har bestanddele fra dit eget liv, er det en klar fordel.”

Men hvordan gør det sig gældende i ‘Flammen & Citronen’?
“Dér gør det sig mindre gældende, fordi det er selvfølgelig ikke fra mit eget liv, men det er trods alt en næsten livslang interesse, jeg har haft for det her. Jeg er jo opvokset i en militærfamilie. Min far var en højtstående officer, hans brødre var officerer, så jeg kender kasernelivet. Hele soldatermytologien har altid ligget tæt på mig. Min morfar var venner med mange fra den berygtede modstandsbevægelsesgruppe Kastrup fra Holger Danske. Så jeg har altid haft det inde på livet, og jeg har altid interesseret mig for den form for krigsførelse og for, hvad det vil sige at være i krig. Da jeg var 12 år, kan jeg huske, at jeg læste min første bog om modstandsbevægelsen og begyndte at reflektere over det.”

Er der så nogen bestemt bog, film eller andet, I har brugt som inspiration?
“Nej. Det var der faktisk ikke. I de film, der var at tage fra i Danmark… i ’45 blev der lavet to danske film om modstandsbevægelsen, den ene hed ‘De røde engle’. De er udmærkede, men de er prægede af at være lavet lige efter krigen, hvor det nationale selvværd skulle genopbygges, så de er meget nationalretoriske. I dem taler modstandsfolkene hele tiden om et frit Danmark. Sådan er det naturligvis ikke, når man er modstandsmand, så taler man om almindelige ting. Så handler det om at få noget mad og drikke nogle øl, hænge ud og leve i det skjulte. Med ‘Flammen & Citronen’ ville vi prøve at lave to ting. Både en skildring, som forsøgte at fortælle noget om, hvordan det var. Man tror, at en modstandsmand hele tiden holdt sig skjult. Det billede har man, men det gjorde de jo ikke, de gik meget rundt. I sidste ende var det også det, som førte til deres død, men det gjorde de faktisk. Samtidig tager den her film udgangspunkt i den danske modstandsbevægelse og er forholdsvis autentisk baseret – inspireret, men ret autentisk i virkeligheden. Jeg ville gerne fortælle en historie om en film, der handler om, hvad krig gør ved et menneske. Hvad gør det ved et menneske at skyde en anden i panden? Hvad gør det ved et menneske, der er under pres hele tiden? Hvad gør det ved et menneske, som føler så stærkt, at det, han gør, er rigtigt?”

Men er det svært, når man har at gøre med så store, autentiske larger than life-figurer at gøre dem personlige?
“Både ja og nej. Altså, vi ved alt om Flammen og Citronen, der er at vide. Men jeg var ikke interesseret i at lave en film, der primært beskæftiger sig med et portræt af dem. Det, syntes jeg, ville blive for småt. Jeg syntes, det skulle handle om, hvad det vil sige at være i krig, og hvad det gør ved et menneske, og det synes jeg, de er eksponenter for. Jeg beundrer dem meget. Det tiltrækkende ved dem som hovedpersoner i en film er jo, at de er meget flamboyante karakterer. Det er jo egentlig lidt vanvittigt, når man finder ud af, at Flammen rent faktisk var en dandy. Han havde altid fornemme skjorter på, han var altid båret af en vis elegance. Han vidste alt om vin og mad… Og han kom fra en forholdsvis tyskvenlig familie. Og Citronen var det fuldstændig diametralt modsatte: En falden engel fra Hellerup, der levede som regissør på Sigøjnerhallen, som var et jødisk forlystelsessted inde i Tivoli. Han elskede det der lille bohememiljø og var altid i gang med at finde på et eller andet underligt at gøre, og han havde i dén grad hårdt ved at tilpasse sig at leve i en familie. Karaktererne er fantastiske bare for sig selv – der opstår masser af drama, når man sætter dem sammen.”

Du nævnte ‘Edderkoppen’ lige før, og der er naturligvis mange ligheder – både mht. tiden og temaerne. Var det dengang, tv-serien var i produktion, at du begyndte at lege med ideen om at lave ‘Flammen & Citronen’?
“Vi opdagede historien dengang (tv-serien blev optaget i 1999, red). Vi fandt ud af, at der var mere ved historien om Flammen og Citronen, end bare de der helte, vi havde læst om. Der var noget bag ved, som var anderledes. Og det var det, vi satte os for at undersøge. Det var på et tidspunkt, hvor der ikke var skrevet noget om det. Intet overhovedet. Jeg blev irriteret over historien, fordi jeg syntes ikke, det passede til det billede, jeg havde af modstandsbevægelsen. Nu er du jo lidt yngre, og du har garanteret ikke fået fortalt historien om Flammen og Citronen…”

Nej… Jeg havde ikke hørt om Flammen og Citronen, før der begyndte at blive talt om jeres film.
“Flammen og Citronen blev glemt. Hvilket er interessant, fordi de var sindssygt store lige efter krigen. Børge Outze, som var den første chefredaktør for Information, han skrev hver uge en klumme om dem, hvor han fortalte om deres gerninger. De var vanvittigt store myter lige efter krigen. Og så sker der så det igennem tiden, at de nok bliver for vilde til at passe ind i den historieskrivning, man gerne vil have i Danmark. Vi vil jo gerne have en modstandsbevægelse, som var del af en ‘ren’ kamp. Det var sort/hvidt, de var gode, og i 70’erne var de helt ubrugelige, fordi de jo ikke er pacifister. De var i krig, de slog ihjel for deres sag. Og på den måde røg de ud af historieskrivningen, de var væk. Da vi begyndte at undersøge historien, spurgte vi mange om dem, og nærmest ingen kendte dem. Der var enkelte, som havde fået noget at vide om dem i skolen i 60’erne, men det var det.”

Nu snakker du om, at de var ubrugelige i 70’erne, men har de og historien særlig relevans her i 2008?
“Absolut. Ellers ville vi ikke have lavet den. Jeg synes, det er afgørende, at filmen har relevans i forhold til de spørgsmål, vi stiller os selv som nationale individer. Der er to aspekter i det, synes jeg. Kloden er plaget af lokale krige, som alle har de samme mekanismer, som vi beskriver i ‘Flammen & Citronen’. Modstandskampen i andre lande er den samme, som den var her. Mennesker, der udfører ordrerne, og andre mennesker, der styrer det, og i dét spil kan det gå galt. Så synes jeg, vi måske skal overveje, hvad det er for nogle nationale værdier vi egentlig har her i Danmark. Vi skal måske overveje, om vores nationale selvtillid i virkeligheden ikke er for lav i forhold til, hvor utrolig svært vi har ved at integrere store spørgsmål. Hvorfor er der så stor skepsis over et bredt europæisk samarbejde? Hvorfor har vi så svært ved at integrere fremmede kulturer? Hvorfor kan vi ikke rumme dem? Er det fordi, vores selvværd er for lavt? Er det fordi, vi ikke ligesom giver os selv lidt mere eller stoler nok på, at vi sagtens kan vægte vores egen nationalitet og samtidig integrere brune, grønne, gule mennesker… Der er en besynderlig form for modsætning. Fordi samtidig med, at vi på det seneste har oplevet en meget stærk nationalisme i Danmark, så har vi jo samtidig oplevet, at den nationalisme ikke bidrager med noget godt. Den giver ikke et større selvværd, den giver ikke en større værdi for os alle sammen.

“Tværtimod så differentierer den samfundet, den laver konflikt. Så kan man jo så spørge, hvor kommer den fra? Og det kan måske komme fra det faktum, at vi ikke er særlig stolte af vores historie. Og hvorfor er vi ikke det? Det er vi måske ikke, fordi vi blandt andet under besættelsen tog mange forkerte valg. Ikke så meget med hensyn til modstandsbevægelsen, fordi modstandsbevægelsen var i krig, og når man er i krig, så tager man nogle kraftige valg. Men man tog nogle valg omkring nationen, som handlede om, at vi skulle samarbejde med tyskerne. Og den samarbejdspolitik var ikke bare en overlevelsespolitik, der var tale om et virkelig aktivt samarbejde med et nazistisk diktatur. Man gjorde, hvad man kunne, for at spærre sine egne borgere inde… for at censurere sine egne borgere… angive modstandsfolk… I det hele taget var vi pot og pande med nazisterne. Og det er vi ikke særlig stolte af, og det kan vi heller ikke være. Når danskere rejser ud i verden, så taler de kun om, hvordan vi har en fed velfærdsstat – at vi lavede nogle sociale reformer i 70’erne, som er så og så fantastiske – og det er jo også blevet en løgn efterhånden, fordi den velfærdsstat, vi har nu, er jo ikke specielt inspirerende. Vi betaler bare enormt meget i skat, men får ikke særlig meget igen. Nu stiller jeg jo en masse spørgsmål i stedet for at svare på dem… (griner)

Men hvorfor har vi ikke tradition for at fortælle om os selv i film? Det er sikkert igen, fordi vi ikke er særlig stolte af den historie, vi har. Dem der laver fiktion herhjemme, de fortæller om, hvad der sker i parcelhusene i Danmark. Eller måske kan vi tvinge os op til et portræt af en konge i en ren form eller en dronning eller en prinsesse. Andre lande har en helt anden tradition for at lade fiktionen tolke, finde essensen – kast det ud til folket og lad dem reflektere. Vi har en kedsommelig holdning til det. For at nå frem til den her film har vi været igennem utallige afslag og mange kampe, fordi der ikke var særlig stor interesse for filmen i starten. Vi startede før alle andre, men det var først, da debatten tog fart, og avisartiklerne kom ud, at interessen opstod. Indtil da blev det betragtet som noget gråt og støvet, fordi alle mennesker har det her ‘monobillede’ af emnet. Det var så lidt nuanceret, at det ikke længere interesserede folk.”

Nu taler du en del om fiktionen herhjemme, men hvad er din holdning til dansk film i almindelighed? Jeg talte med Bille August for nylig, som jo har udtalt, at dansk film er ekstremt uinteressant. Er det et problem, at vi ikke tør at tage de store emner op?
“Jeg tror ikke, det er et spørgsmål om ikke at turde. Der er to grunde til det. For det første har vi ikke penge nok til at kaste os ud i de store, episke dramaer. Og for det andet, så tør vi ikke gå ind og røre ved de her ting. Fordi det er svært, og fordi historien er én ting og fiktionen er en anden. Hvilket er forkert, ethvert samfund burde omfavne sin fiktion, fordi den er enormt vigtig for historiefortællingen og vores identitet, hvis den er godt og samvittighedsfuldt lavet. Men om dansk film er kedelig? Jeg synes jo altid, når filminstruktører får taletid, fordi de har lavet en film, så siger de så forbandet meget vrøvl. Og det er udelukkende noget, de siger, fordi det gør deres film bedre. Jeg synes, der er blevet sagt så meget patetisk om dansk film. Vi er nede i en bakkedal, vi er på den anden side af succesen. Der kommer nogle magre år nu. Vi er vendt tilbage til 80’erne, kan man sige, hvor anmelderne hadede filmene og publikum ikke gad se dem. Men om det handler om tematikken? Det tror jeg ikke, fordi det er blevet kritiseret, at vi fortæller så mange middelklassehistorier, men det kan jeg godt forstå, fordi Danmark er én stor middelklasse, så de fortæller jo meget godt om livet i Danmark. Og jeg ved ikke, om de film, der indtil videre har gjort noget andet, har klaret sig særlig godt. Bille August siger selvfølgelig at dansk film er kedelig, det er jo klart, fordi han jo arbejder i udlandet. Dansk film er ikke kedelig, det er på samme bølgelængde som nationen. Og der er virkelig, virkelig brug for penge, før det bliver anderledes.”

Apropos penge, hver eneste gang, man hører ‘Flammen & Citronen’ blive omtalt i medierne, bliver der talt om, hvordan filmen er en af de dyreste danske film nogensinde…
“Det er ikke rigtigt. Det er en af de dyreste dansksprogede film nogensinde. ‘Dear Wendy’ kostede 55 millioner (‘Flammen & Citronen’s budget anslås til ca. 45 millioner, red). ‘All About Love’ kostede 90 millioner. ‘Dogville’ kostede 100 millioner. Altså, man skal ikke overvurdere, det budget vi har haft. Det er et virkelig besværligt sammenstykket budget, som bare har givet os mulighed for at lave den cinematografi og de kostumer, vi skulle bruge. Ellers er den lavet på nogenlunde de samme præmisser som på en almindelig dansk spillefilm. Man skal også se det i det perspektiv, at hele vores budget svarer til én optagedag på ‘Troja’.”

Men angående netop cinematografien, så adskiller den sig alligevel en del fra ‘Edderkoppen’, der ellers foregår i samme tid. ‘Edderkoppen’ var meget mere stiliseret, hvorimod ‘Flammen & Citronen’ hyppigt benyttede sig af håndholdt kamera, naturtro farver… Var det planen helt fra start at give filmen et mere realistisk udseende?
“Ja, af respekt for det vi fortæller om, ville jeg ikke lave stilistiske overgreb. For det første vil jeg ikke gentage mig selv, for det andet vil jeg ikke forsøge at presse historien ind i en form, som var for stram. Jeg ville gerne prøve at holde en form, der var åben, så man kunne opdage ting og lægge ind. ‘Edderkoppen’s form var meget, meget stram. Der var ikke plads til så meget. Stilen holder fast i, at der skal være en bestemt præcision i dialogen. Jeg ville gerne holde ‘Flammen & Citronen’ lidt mere åben for at opdage noget på rejsen. Det krævede så, at jeg trak mig lidt tilbage stilistisk, men den har jo en stil – mere, som du siger, realistisk.”

Jeg syntes, det var virkelig forfriskende, at man ofte havde modstået fristelsen til at lave en vild panorering eller et underskønt slow-motion skud. Det synes jeg generelt er et problem i de danske film, der gerne vil prøve at hamle op med de internationale storfilm, hvorfor de i stedet falder til jorden.
“Ja, lige præcis. Det var et meget, meget bevidst valg at sige: Vi filmer denne her film, som om den er lavet i dag, som om det var på gaden i dag. Vi laver det bare i den her setting med de her dekorationer. De der store panoramabilleder, hvor der går høns forbi, og som står enormt tungt og længe, fordi nu skal vi rigtig se, hvor stort det er, det undgik vi.”

Er det en fejl at sige, at man vil prøve at matche de store Hollywood-produktioner?
“Kæmpe stor fejl, kæmpe stort problem. Vi vil aldrig, aldrig kunne matche de store, dyre film, der er simpelthen ikke penge nok. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Vi skal finde vores egen måde at fortælle på, vores egen identitet. Hvis man er dygtig og klog nok, kan man komme langt med de ressourcer, der er. Men det er selvfølgelig ikke nemt.”

Med hensyn til skuespillerne – når man ser filmen, fornemmer man, at rollen som Flammen simpelthen var skræddersyet til filmen. Var der nogensinde tvivl om, hvem der skulle spille rollerne?
“Altså, George Clooney var på et tidspunkt inde i billedet.”

Er det rigtigt?
“Nej (griner). Men Thure har været på hele tiden. To år før vi gik i gang, var Thure på. Jeg foreslog ham det allerede, da vi lavede ‘Nordkraft’, og det ville han gerne. Og så har han været meget loyal, fordi han ligesom har fået mange andre tilbud, uden at vide, om ‘Flammen & Citronen’ ville blive til noget. For det første ligner han Flammen enormt meget, og efter jeg havde arbejdet med Mads [Mikkelsen] på ‘Prag’, så viste det sig også, at Mads også ligner Citronen enormt meget. Altså, det siger de gamle modstandsfolk.”

Man hører tit, at du kom fra den samme gyldne generation fra filmskolen i starten af 90’erne, der også talte folk som Thomas Vinterberg og Per Fly. Men man hører forholdsvis sjældent om, hvordan du oprindeligt blev interesseret i at lave film.
“Egentlig var min allerførste interesse at skrive. Jeg skrev historier som barn og helt igennem gymnasietiden. Men da jeg var 16, fik jeg mit første 8mm-kamera og begyndte at lave småfilm, og ligeså snart man får et kamera i hånden, sker der automatisk det, at man begynder at se film på en anden måde. Man begynder at referere til det, man laver, hele tiden. Og så begyndte jeg at studere filmvidenskab på universitetet, og jeg skiftede så og læste statsøkonomi, fordi jeg synes ikke rigtig, der var noget at komme efter. Men jeg søgte ind på filmskolen, da jeg var 19-20 år, og jeg kom til sidste prøve, men blev så skuffet over ikke at komme ind, at jeg besluttede mig for at blive forfatter og journalist i stedet – du ved, den der klassiske kombi… jeg ville gerne skrive, men var også nødt til at have et job. Så jeg begyndte at arbejde ihærdigt på det og skrev nogle noveller, som kom ud. Men to år senere søgte jeg igen, og da havde jeg lavet en dokumentar om Eik Skaløe og Steppeulvene, som jeg havde brugt megen energi på at lave, og den kom jeg så ind på. Det krævede ikke flere prøver at komme ind. Men selvom jeg kom ind, gik jeg stadigvæk rundt og spekulerede over, om jeg skulle være forfatter. Fascinationen af film er på ingen måde kommet fra barndommen, jeg kommer ikke fra en kunstnerisk familiebaggrund.”

Det var måske derfor, du lavede ‘Edderkoppen’, for at få afløb for dine journalistiske impulser?
(griner) “Det kan godt være, ja.”

Læs Filmz’ anmeldelse af “Flammen & Citronen”