[h2]Offscreen – Bro mellem virkelighed og fiktion[/h2]
For nylig vandt skuespilleren Nicolas Bro en Bodil for sin præstation i Christoffer Boes “Offscreen”, hvori han spiller… sig selv. I starten af “Offscreen” får skuespilleren udleveret et kamera, og han går dernæst i gang med at optage og samtidig langsomt destruere sit liv, da hans sygelige fascination af videooptagelse får familie og venner til at give ham den kolde skulder. Filmen er netop udkommet på dvd, og Filmz har i den forbindelse fået en snak med den travle skuespiller om improvisation, det konstante kamera og om virkelighedens Nicolas Bro kontra fiktionens Nicolas Bro. Det er også blevet til en snak om tegneserier og tegneseriefilmatiseringer som “X-Men”, “DareDevil”, og “The Punisher” – et emne som Bro, en stor tegneserieentusiast, har stærke meninger omkring.
Hvordan var familiens og vennernes reaktion i virkeligheden efter at have set filmen?
“Meget positiv, det vil jeg sige.”

Der har ikke været nogen, som har været imod at medvirke?
“Nej, altså, jeg var meget god til at lade være med at pege med kameraet på folk, som jeg troede ikke havde lyst til det.”

Hvordan opstod ideen i første omgang? Sad dig og Boe og brainstormede?
“Nej, det er alt sammen Christoffer, han er ‘the maestro’. Selvom det kunne virke, som om jeg bare siger ‘kan jeg ikke lige låne kameraet?’, så er det en idé, han har gået med længe, som har udviklet sig. Og så har jeg på et tidspunkt fået lov til at være med.”

Filmen har nærmest en aura af improvisation. Har der været et komplet manuskript?
“Der har været et manuskript, ja. Dialogmæssigt så har man jo grebet situationen; man bliver sluppet lidt fri nogle steder.”

Du har selv skrevet en del ting til teatret, men har oplevelsen med “Offscreen” gjort dig interesseret i at instruere eller skrive film i fremtiden?
“Altså, Christoffer kan jo gøre det, for han har sit eget produktionsselskab. Men det er uinteressant for mig at skrive film, hvis jeg ikke har 100% råderet over, hvad jeg vil gøre, og det er så få personer, der har det.”

Hvor lang tid tog det at lave “Offscreen”?
“Det tog et år. Mens jeg lavede ‘Offscreen’ lavede jeg både ‘Adams æbler’, ‘Voksne mennesker’ og ‘Allegro’.”

Var det svært at vende tilbage til “Offscreen” hele tiden midt i alt det?
“Den var der hele tiden, kan man sige. Jeg havde ikke kameraet med på optagelserne af de andre film. Men jeg havde opgaver, så når jeg havde fri, skulle jeg lave en ‘Offscreen’-opgave.”

Hvis I har optaget et helt år, må der da have været en masse timers materiale.
“Jeg ved ikke, hvor mange timer, men jeg tror ikke, det har været så sindssygt, som man kunne forestille sig. Meget af tiden lavede jeg noget andet, og så havde jeg nogle opgaver. Så skød jeg måske én dag, og så gik der nogle dage. Man kan sige, at det, som gjorde materialet stort, var, at vi skød 45 minutter ad gangen. Èt take varer 45 minutter, og så hvis man ville have den scene, kunne man skyde den 8 gange á 45 minutter, og så er der gået en hel dag.”

Hvad syntes du så om filmen efter at have set det endelige produkt?
“Jeg er meget, meget stolt af den. Det er jeg.”

Det er klart din mest markante præstation til dato. Synes du selv, det er din bedste?
“Ja, det tror jeg. Der er andre ting, jeg er stolt af, men det er her, jeg har fået mest frihed.”

Ja, for man får flere gange en fornemmelse af, at det kun har været dig, der har været til stede under optagelserne, især under slutningen.
“Sjovt nok ikke under slutningen. Men der er scener, hvor jeg er alene. Alt hvad der sådan er confession, altså alt hvor jeg taler til kameraet, det er lavet alene. Da har Christoffer sagt ‘Jeg vil gerne have nu, at du snakker lidt om, sådan og sådan…’, og så har jeg så kørt det som, hvad kan man sige, en slags hjemmeopgaver.”

Du er garanteret allerede blevet spurgt om det en milliard gange, men hvor meget af den rigtige Nicolas Bro er der i “Offscreen”s Nicolas Bro?
“På en mærkelig måde er det meget ydre ting, der er lånt af mig. Det, at jeg er skuespiller; hvor jeg arbejder; visse steder jeg kommer… men ellers er det ligesom et barn, der er blevet skilt fra sin mor ved fødslen.”

Hvordan forbereder man sig på at spille sådan en rolle? Det at skulle spille sig selv og så alligevel ikke rigtig.
“Forberedelsen bestod mest i, at vi snakkede meget sammen, mig og Christoffer. Vi diskuterede meget. Jeg skulle lige vænne mig til tanken. I starten der havde jeg det også bare sådan, ‘Kan jeg ikke bare hedde Nicolas? Skal jeg hedde Bro også?’, og han sagde ‘Ja, det skal du’, indtil jeg sådan – ikke holdte op med at tænke på det – jeg kunne mærke, at det gav noget.”

Hvad med de andre skuespillere? Hvordan havde de det med at skulle spille alternative udgaver af sig selv?
“Nu var det alle sammen nogle, jeg kendte godt, så jeg tror bare de var med på en oplever. De er valgt ud fra, hvem jeg kender enormt godt. Jeg har gået på skole med Lene Marie (Christensen, red.), Jakob Cedergren og jeg har kendt hinanden siden vi var 14, og Trine (Dyrholm, red.) er en af mine rigtig gode veninder. Der sker jo noget, når man kender hinanden godt. Så får man noget ekstra med på en eller anden måde…”

Der er meget snak om, at der er en bestemt gruppe danske skuespillere, som medvirker i rigtig, rigtig mange film, og du er vel næsten selv gået hen og blevet en del af den gruppe. Er du også enig i, at der mangler lidt frisk blod foran kameraet?
“Jeg synes altid, det er dejligt med nye skuespillere. Altså, jeg føler selv, det er lidt af en illusion. Jeg har haft et år, hvor jeg har lavet ‘Adams æbler’, ‘Mørke’ og ‘Voksne mennesker’, hvor jeg selv følte, at jeg lavede meget. Men altså, jeg laver ikke særlig mange film. Noget af det er jo også, at det så er de film, folk går ind og ser… det glemmer man også. Altså, man kan jo sige meget, men Mads Mikkelsen har altså de tre film, folk går ind og ser i år. Det kan manden jo ikke gøre for.”

Det er første gang, du for alvor har arbejdet med et kamera, ikke?
“Jo, jeg er ikke typen, der løber rundt med et kamera. Den lidenskab har jeg slet ikke. Jeg kan godt lide at se på billeder, det er noget andet… Da jeg havde kameraet, var jeg ret optaget af det, men ikke efter det var slut. Jeg havde også konstant et digitalkamera på mig med masser af plads på, så jeg kunne optage lange sekvenser, og jeg nød faktisk at have det. Men efter vi holdte op, har jeg ikke rigtig skænket det en tanke.”

Jeg hører, at dig og Boe har lavet en anden film sammen, som slet ikke er udkommet endnu. “The Prediction”? Hvad handler den om? Er den mere eller mindre eksperimenterende end “Offscreen”?
“Jeg vil ikke sige, at den er mindre eksperimenterende, men det er lidt tydeligere, at vi arbejder med et manuskript. Vi rejser rundt i Europa og filmer på gader og stræder, så vi er ligesom ude i virkeligheden, kan man sige. Nogle gange er den næsten mere ‘hardcore’ end ‘Offscreen’, selvom det ikke umiddelbart virker sådan, fordi ‘Offscreen’… altså, dér er situationerne blevet skabt til at ligne virkeligheden. Men der er jo en aftale med Brugsen. Der er en aftale med de forskellige medvirkende. Hvorimod i “The Prediction” var der ikke nogen aftaler. Men det er også derfor, den er så lang tid om at komme ud. Altså, jeg spiller med folk på gaden og sådan noget, så dem har vi ikke rigtig fået clearet.”

Hvad er plottet? Hvordan kommer ordet ‘Prediction’ (forudsigelse, red.) ind i billedet?
“Den handler om en mand, der modtager et brev om mandagen, og så står der, at han skal dø om fredagen på et bestemt klokkeslæt. Og så starter der en jagt rundt omkring i Europa for at finde en bestemt mand, som, han mener, kan fortælle ham noget om det her brev. De eneste, han møder, er sine kvinder rundt omkring i verden. Han har et bekendtskab i Stockholm, en i København… den ender så i Warszawa i en slags limbo, kan man sige.”

Og den er skudt før “Offscreen”, ikke?
“Jo, det er den. Den er faktisk også skudt før ‘Reconstruction’. Den er bare ikke lavet færdig før ‘Reconstruction’, som egentlig er hans første film, for han optog bare ‘The Prediction’, og så fik den lov til at ligge, og så lavede han hele ‘Reconstruction’.

Hvordan mødte du Christoffer Boe?
“Det var i forbindelse med ‘The Prediction’.”

Har “Offscreen” været i udlandet?
“Ja, vi har både været i Venedig og Sundance. Det var rigtig fedt.”

Hvordan har den internationale reaktion været i forhold til den danske?
“Altså, de kender mig jo ikke, de har ikke nogen idé om, hvem jeg er. For dem bliver den endnu mere dokumentarisk, fordi det også er et fremmed menneske man går ind og ser. Der har været en fantastisk respons.”

Jeg har ladet mig fortælle, at du er en stor tegneserielæser. Hvad med tegneseriefilm, er der nogen favoritter?
“‘Spider-Man’. Og også ‘X-Men 2’. Men treeren var noget rod. De havde taget to store historier, Dark Phoenix og The Cure – som er en helt ny historie, der også er super fed. Det giver bare ikke nogen mening at blande dem sammen. Jeg har en god ven, som også har læst meget Marvel, og han synes f.eks., at ‘Daredevil’ er en god film, men den kan jeg slet ikke holde ud.”

Det er sjovt, for der er meget i den film, som er rigtig godt, og meget i den, som er rigtig skidt…
“Jeg kan godt sætte en overskrift på, hvad der er rigtig skidt: Ben Affleck. Plus at det er fuldstændig latterligt, at Matt Murdock – karakteren – er fuldstændig idiotisk. Han er en blærerøv. Altså, det her er en mand, som lider hele tiden, det er jo ikke en blærerøv, det har han aldrig været. De har sådan en kamp…”

… Den på legepladsen?
“Ja, det ville han jo aldrig have gjort altså! Det hele handler jo om, at han prøver at opretholde… altså, her har vi et menneske, Matt Murdock, som er nødt til at spille blind, selvom hans sanser i virkeligheden er langt mere udviklet end vores andres. Og så siger han bare ’til helvede med det’. Fuck det der, mand! Han har kæmpet siden 1963 for at holde den hemmelighed, og så sidder I bare og smatter det ud over det hele…”

Det er samme instruktør, som nu har lavet “Ghost Rider”.
“Er det det? Ghost Rider er jo også en sjov karakter. Fordi i forhold til hvor corny han i virkeligheden er, så har han en ret dedikeret fanskare.”

Historien om en mand, som sælger sin sjæl til djævlen, minder en del om “Spawn”, ikke?
“Jo, helt sikkert. Heller ikke en afsindig god film. Men hvis jeg skal foreslå en tegneseriefilm, som jeg synes er god, så er det ‘The Punisher’. Det er et godt bud på en Marvel-film. De ligger meget godt op ad tegneserien, og den er meget i samme ånd. Den synes jeg er lidt overset. Den er i det hele taget meget tro over for sit oplæg.”

Få timer efter interviewet deltog den snart 35-årige skuespiller i premieren på sit seneste teaterstykke, “Købmanden” – en unik blanding af Shakespeare, komedie og rapmusik. Skuespilleren synes aldrig at få lejlighed til at nyde en pause grundet et travlt skema, der er fyldt til randen med filmroller og teaterforestillinger. Men for en gangs skyld kan Bro ikke komme med noget konkret svar, når man udspørger ham om hans forestående fremtidsplaner. Indtil videre venter syv måneders velfortjent ferie lige rundt om hjørnet.