Af: Benway | Udgivet: 2008-07-22


Hvis der er en superhelt, som har befolket den lille skærm og det store lærred mere end nogen anden, så er det Batman. Hvor de fleste helte skal være taknemmelige for en film eller to, så er han med mellemrum dukket op i en eller anden form i årevis. Mere end nogen anden tegneseriehelt lader han til at være som født til de levende billeder og i modsætning til de mere renlivede helte som Superman, så har han haft nemmere ved at tilpasse sig den mere kyniske moderne opfattelse af tingene.

I en verden af uperfekte helte er det langt nemmere at forholde sig til en, der besidder nogle af de samme mangler og fejl, som vi selv gør, og som ikke nødvendigvis kan løse enhver situation. Batman er ganske vist en helt, men han er det næsten på trods af sig selv, og hans sejre er ofte et spørgsmål om at overvinde egne, indre konflikter.
Batman blev oprindeligt skabt af Bob Kane og Bill Finger og dukkede op første gang i “Detective Comics” nr. 27 i 1939. Ideen til figuren var at skabe en helt, der på den ene side byggede videre på den succes, som Superman havde opnået året forinden, men også at lave en figur i traditionen fra de berygtede pulp-blades kulørte helte. I starten var han en særdeles hårdtslående herre, der ikke følte synderlig samvittighedsnag ved at afstraffe sine modstandere eller at benytte skydevåben. Figuren blev lynhurtig en succes, og i løbet af de næste år blev hans voldelige metoder betydeligt nedtonet, samtidig med at han blev forsynet med den velkendte oprindelseshistorie, hvori hans forældre bliver dræbt af forbrydere. Serien introducerede også Robin, eftersom Finger mente, at Batman-figuren havde brug for en at tale med. Bob Kane var ikke desto mindre imod introduktionen af en partner, og selvom salgstallet eksploderede, er det på mange måder en kontrovers, som er fortsat lige siden.
Hollywood var ikke sen til at se potentialitet i en filmisk udgave af Batman, og allerede i 1943 blev han stjerne i sin egen serie, der endda kom til at påvirke tegneserien, da den introducerede batgrotten. Den første deciderede spillefilm kom dog først 1966, hvori Adam West påtog sig rollen som den mørke ridder. Filmen, der var en opfølger til den daværende tv-serie, havde en campet og kitschet tone og var mest af alt en parodi på genren. Robin udstødte råb som ”Holy heart failure!” og Batman var udstyret med alskens bizarre anordninger såsom den berygtede anti-haj spray. Selvom filmen og serien ikke ligefrem var det kunstneriske højdepunkt for at sige det mildt, så ville det dog være urimeligt fuldstændig at frakende dens underholdningsværdi, og vi var vist en del, der trofast så den uge efter uge. Samme bat-tid, samme bat-kanal.

Med Tim Burtons ”Batman” fra 1989 blev figuren taget helt anderledes alvorligt, og filmen var udstyret med store navne som Jack Nicholson og Kim Basinger. I hovedrollen valgte Burton at caste Michael Keaton, der gjorde et glimrende arbejde på trods af typemæssigt at være meget langt fra helteidealet. Det var en af de første gange en seriøs og respekteret skuespiller påtog sig en så farverig rolle. Filmens primære styrke var dog dens overdådige set-design, der satte en ny standard for genren. “Batman” blev ved premieren kritiseret for at være et eksempel på stil over indhold, hvilket den for så vidt også var, men stilen var til gengæld fuldstændig overdådig.


Når man vender tilbage til den i dag, virker den ikke desto mindre temmelig forældet. Tiden har interessant nok været betydelig mere nådig ved Burtons forsættelse, den nihilistiske ”Batman vender tilbage”, der i sin samtid blev kritiseret for at være for mørk og grum og for ikke at fokusere nok på Batman selv. Selvom det er sandt, at helten næsten er reduceret til en bifigur i sin egen film, så er skurkene til gengæld betydeligt mere fyldige og har langt mere dybde end tidligere. Både Pingvinen og Catwoman er snarere ofre end hjerteløse skabninger. De virkelige skurke i filmen er Catwomans grådige chef samt den omverden, der bortkaster Pingvinen, fordi han ikke lever op til normalitetskravet. Derfor er der heller ingen egentlig tilfredsstillelse i at se skurkene blive besejret, og filmen er betydelig mere tragisk, end hvad der er normalt inden for genren.

Filmselskabet, der var utilfreds med tonen i den nye film, besluttede at droppe den planlagte tredje Burton-film. I stedet gik instruktørjobbet til Joel Schumacher, der i ”Batman Forever” valgte en betydelig lettere tone end tidligere. Efter at have set manuskriptet valgte Keaton også at trække sig, og rollen gik i stedet til Val Kilmer. Filmen introducerede Robin til serien, men mest opmærksomhed fik den fornyede stil, der tog filmen i en ganske anden retning. Batman – og i det hele taget superhelte – er mere eller mindre altid blevet omtalt som skabshomoseksuelle, måske fordi at selve ideen om, at en mand tager et kostume på i offentlighed i sig selv opfattes som bøsset (eller måske fordi de har underbukserne uden på tøjet – man ved aldrig). Det var i hvert fald ikke en side, som Schumacher ligefrem nedtonede. I stedet blev figurernes udklædning seksualiseret ved at blive forsynet med brystvorter og større buler i plastikbukserne, hvilket tegneseriens fans vendte sig stærkt imod.
Hvis den forrige film havde været et skridt i den forkerte retning, så blev Batman & Robin” et rekordsættende et af slagsen. Val Kilmer besluttede sig for ikke at vende tilbage til rollen, og den gik i stedet til George Clooney, der gav en meget anonym præstation. Filmen blev en kritisk og kommerciel katastrofe, og med sine absurde overgearede actionsekvenser, set-designs, der lignede noget fra en actionfigur-serie, flade helte og skurke samt en lang stribe af tåkrummende replikker, blev den lavpunktet i Batman-filmatiseringerne. Adam West-filmen fra 1966 havde i det mindste været frivilligt morsom. Over de næste år gik ideerne frem og tilbage, og man overvejede de forskellige muligheder for at redde serien: En film med Scarecrow og Harley Quinn, en film hvor Batman skulle mødes med Superman, og endda en film, der var baseret på den animerede serie “Batman Beyond”, der foregik i fremtiden. Alle blev de dog droppet, men i mellemtiden havde Batman succes i de forskellige animationsserier og film.
Han vendte omsider tilbage til det store lærred i 2005 med ”Batman Begins”, som er en såkaldt reboot, hvor hele serien startes forfra. I instruktørstolen satte sig ganske overraskende Christopher Nolan, der ikke havde meget erfaring med film af denne størrelse, men som dog havde høstet stor anerkendelse for de psykologiske thrillere “Memento” og “Insomnia”. Til at spille hovedrollen valgtes Christian Bale, der havde fået stor ros for sine præstationer i bl.a. “American Psycho” og “Equilibrum”. Den nye films retning skulle blive ganske anderledes end de tidligere. I en ikonisk scene i filmen maler Batman sin dragt fra glansfuldt skinnende til fuldstændig mørk. Hele filmen tog en lignende drejning, og væk var de campede og kitschede elementer. Den nye Batman blev mørkere og mere realistisk end tidligere, og han blev i højere grad afbildet som en troværdig person i stand til at begå fejltagelser og handle uklogt. Filmen var den første i rækken, der tog sin hovedperson alvorligt og fokuserede mere på psykologi og karakter end på spektakulære actionsekvenser.

Hvis “Batman Begins” omdefinerede filmserien, så lader de første reaktioner på ”The Dark Knight” til, at den muligvis gør noget tilsvarende for superheltegenren. Ved forrige weekend slog den alle rekorder for indtjening på en premiereweekend i de amerikanske biografer, så der er ingen tvivl om, at der er meget mere interesse i figuren endnu. På nuværende tidspunkt er det endnu uvist, om Nolan vil instruere en Batman-film mere, men med denne films succes kommer der utvivlsomt til at ligge en stor forventning om, at han gør netop det. Der er ganske vist gået mere end 40 år, siden den første film havde premiere, men med “The Dark Knight” synes den spidsørede helts filmpopularitet først nu at være på sit højeste.



Biograf – “The Dark Knight”:

Den maskeklædte lovhåndhæver Batman sætter mere på spil i sin krig mod kriminaliteten i Gotham City. Med hjælp fra politiassistent Jim Gordon og den offentlige anklager, Harvey Dent, sætter den mørke ridder sig for at pille de tilbageværende forbryderorganisationer fra hinanden. Deres makkerskab viser sig yderst effektivt, men snart efter bliver de overrrumplet af et nyt kaotisk forbryderstyre, der er udtænkt af en overlegen kriminel hjerne, som de skræmte borgere i Gotham lærer at kende under navnet Jokeren.
Blu-ray – “Batman Begins”:

Efter det brutale mord på forældrene rejser den desillusionerede industri-arving Bruce Wayne rundt i verden for at lære at forstå, hvordan den kriminelle hjerne fungerer. Han begynder snart på sin rejse at bekæmpe uretfærdighed og skabe frygt blandt dem, der udnytter de svage – samtidig med at han kæmper mod sine egne dæmoner. Da han vender tilbage til Gotham City, opdager han, at byen flyder med organiseret kriminalitet. Bruce slår sig sammen med politibetjenten Jim Gordon og den offentlige anklager Rachel Dawes. Med deres hjælp skaber Bruce sit alter-ego: Den kappeklædte hævner Batman.
Dvd – Batmania!:

Filmz blev tilbage i 2005 bidt af en gal flagermus og anmeldte i denne anledning en lang række af Batman-filmene på dvd.

”Batman S.E.”

”Batman vender tilbage S.E.”

”Batman Forever S.E.”

”Batman & Robin S.E.”

”Batman: Dødsenglen”

”Batman Begins”

Gravatar

#21 filmz-DocDoom 16 år siden

Prøv i øvrigt at se Robin på billedet fra 1966 (klik i #16). Kan han overhovedet se noget? Det ser ud som om øjen-hullet er ud for hans øjenbryn :-)
That's no moon. It's a space station.
Gravatar

#22 BN 16 år siden

#20:

Jeg er mere imponeret over, at 1966-masken kunne skjule Batman's sande identitet! :-D
http://www.amazon.com/First-Album-Beautiful-Night/dp/B00D3RUKFM/
Gravatar

#23 filmz-BrotherJack 16 år siden

#15
Oh; shut up.
Lige det jeg mener: "forsimplede, men æstetisk flotte fortællinger" er blevet fy-fy i en underholdningsfilm, som den fra 89 - bare fordi Nolan har lavet en Batman-film med hjerne (eller hov, det var faktisk nok bare en underholdningsfilm med pseudo-hjerne).
Det er to forskellige genrer, og jeg ville ikke give den credit den ikke fortjente, men bare minde om at Burtons valg ligeledes var kontroversielle i hans tid. Jeg kan godt lide begge film ofr hvad de er - de har bare intet tilflles. Som at sammenligne "Memento" med "Edward Scissorhands".
Gravatar

#24 Riqon 16 år siden

#23 - "Oh; shut up."

Will do.
The only way to beat a troll is to not play their game.
Gravatar

#25 Høegh 16 år siden

Måske har jeg haft for meget tillid til Hollywood-maskineriet. Men mere end en omgang hollywood metervare mener jeg bestemt ikke at Batman Begins var. Dertil er manuskriptet simpelthen for tyndt.

Da jeg første gang hørte om batman begins, og om hvordan de ville gå i en mere realistisk retning og starte forfra på franchisen, var jeg positiv stemt – Særligt med de ret uheldige Shumacher film in mente.
Da Nolan så blev introduceret som instruktør, blev jeg naturligvis mere end almindeligt begejstret for hele ideen om en mere historie-præget Batman film.

Så jeg blev noget skuffet da jeg fandt ud af at Batman Begins ret beset bare er ligesom Shumachers version (her tænker jeg dog kun på 3'eren) forklædt i bedre skuespillere og et mere jordnært design. Men med et lige så over the top og way out there plot, og endda med omtrent lige så fjollede gadgets (nej, bilen kan ikke længere køre op af skyskrabere, men den kan så til gengæld hoppe...). Og med en magisk vandfordampende maskine, en flyvende batman uden fly, og endda endnu flere skurke og helte i filmen end fadæsen "Batman og Robin", så har jeg svært ved at se hvor præcis Batman Begins har fornyet franchisen...eller for den sags skyld forbedret den synderligt.

En anden ting der også træk gevaldigt ned, var de utallige påtagede oneliners, der uden føling blev strøget ud over filmen. Det blev i hvert fald hurtigt trættende for mig, at høre på Batman/Bruce der lige skulle fyre en smartass oneliner af ala "does it come in black?" eller "do you drive stick?". Ligeledes at hver gang Batman troppede op med eller uden hans bil, så skulle en eller anden hjemløs bræge: "Nice suit!", "Nice car!" eller "I gotta get me one of those" ... det er så utrolig billigt og lavpandet komik fra Goyers side.
Det skal dog her siges at fx sammenspillet imellem Bale og Caine fungerede stålende, og den humor der var imellem dem passede godt ind. Personligt ville jeg gerne have set at komikken blev holdt ved de to.

Præmissen for historien er perfekt... det er bare udførselen der fejler (i mine øjne).
Heldigvis er The Dark Knight da også en langt bedre film, der undgår de fleste af BB's tåkrummende elementer.
Det der må ske må ske, måske

Gravatar

#26 filmz-DocDoom 16 år siden

Jeg har netop genset Burtons to film plus 'Batman & Robin'.

Jeg må indrømme, at jeg simpelthen ikke kan se, hvorfor den så udskældte Batman & Robin partout skal spankes så meget, mens Burtons duo altid roses til skyerne. Jeg skal ikke hermed påstå, at B&R er et mesterværk, men det synes jeg bestemt heller ikke, at Burtons film er.

Burtons film gav nyt liv til Batman på lærredet, og omkring årtiskiftet 80/90 var hans film et velkomment pust, ikke mindst i kraft at det gotiske look, der introduceredes. B&R tilføjer bestemt intet som helst nyt hertil; omvendt kan jeg ikke se, at filmen er en hån mod det Burton har skabt (bortset fra The Bat-Nipples). Det gotiske Gotham er bibeholdt og endog meget flot udført, tilmed krydret med en god håndfuld cyperpunk

Der fortsættes med de samme karikerede og noget overspillede skurke, der i.m.o. hverken er bedre eller dårligere udført af Schwarzenegger og Thurman end af Phieffer, Nicholson, DeVito og Walken. Thurman's vamp-stil er til tider for meget af det gode, men er Catwomans ditto ikke også det? Guvernøren synes jeg er decideret i topform, både når han leverer sine oneliners, og når han sørger over den frosne kone.

Freeze's goons på skøjter er lidt fjollede, men på en tåbeligheds-skala når de hverken Jokerens solbrillebærende hangarounds eller Pingvinens raketbærende fjerkoste til sokkeholderne. B&R's største minus er de noget irriterende sidekicks i form af Robin og endnu værre Silverstone som den kække Batgirl, der kan det hele på den halve tid.

Da jeg i sin tid så Burtons første Batman film, var jeg imponeret. Den tilførte hele superhelte-genren en udmærket og velkommen cocktail af seriøsitet/humor, og jeg ville nok smide 5 stjerner efter den dengang. Bedømt med 2008-briller vil jeg nok give alle tre nævnte film 3½ stjerner. De er udmærket popcorn-underholdning med eksplosioner, humor og flotte kulisser, men der er meget lang vej til mesterværk-status for alle tres vedkommende.

De to seneste Batman-film fra Nolan vil jeg begge give 4 stjerner. For Begins vedkommende ville 5 stjerner være nået, hvis ikke actionscenerne var så slemt plaget af dårlig mtv-klipning, og for TDK's vedkommende ville det blive 5, hvis den havde været skåret mere stramt til. Jeg begyndte simpelthen at kede mig bravt hen mod slutningen; ikke mindst raid'et mod gidseltagerne i det mørke højhus fik mig decideret til at gabe og se langt efter salens grønne exit-skilte.

Batman Forever har jeg kun set en enkelt gang, og kan ikke huske andet end en noget overgearet Carrey i tights, hvorfor jeg vil afstå fra at anmelde den.

Da jeg gerne hører, om nogen skulle være enige, tillader jeg mig at smide denne post i et par Bat-tråde. Bær over med mig :-)
That's no moon. It's a space station.
Gravatar

#27 Riqon 16 år siden

#26 -

Så du mener kun, der er en forskel på ½ stjerne mellem den fantastiske "The Dark Knight" og så makværket "Batman og Robin". Hehe, den slags kan du komme temmelig galt af sted med at sige ;)
The only way to beat a troll is to not play their game.
Gravatar

#28 filmz-DocDoom 16 år siden

#27: Hehe, du kom mig i forkøbet :-) Jeg indså selv dette og har netop opgraderet Nolan's film med en ½ stjerne i den anden tråd, hvor jeg havde postede samme indlæg. Skulle lige til at gøre det her også, men du var altså hurtigere. Det var jeg jo selv ude om! Hvis jeg så også lige kan nå at trække ½ stjerne fra både Burtons to film og fra B&R, så er vi oppe på 1½ stjernes forskel!

http://filmz.dk/forum/anmeldelser/batman-robin-s-e...
That's no moon. It's a space station.
Gravatar

#29 NightHawk 16 år siden

Jeg synes Batman & Robin er gennemført elendig i samtlige aspekter, men vil fremfor at lave et mamut indlæg om alle dens minuser i stedet nøjes med at placere den på en Batliste. The Dark Knight er ikke med, da jeg ikke har set den endnu :

1. Batman
2. Batman Returns
3. Batman Begins

4. Batman : Dead End


5. Batman : World's Finest


6. Grayson : Robin Reborn


7. Batman Forever
8. Batman & Robin
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."

Skriv ny kommentar: