– John Doe i “Se7en”

Det er vist ikke gået forbi mange at Mel Gibsons “The Passion of the Christ” er blevet udråbt til en af de mest kontroversielle film i nyere tid. Allerede da Gibson annoncerede at han ville påbegynde sin film om de sidste 12 timer i Jesu liv, var fortalerne og modstanderne straks på gaden. Filmens ankomst har ikke gjort postyret mindre. Hvor de fleste kristne grupper er gået i selvsving og har fejret filmen som var den Jesu genkomst, har modstanderne cirklet omkring biograferne som en anden Kevin McCarthy fra “Invasion of the Body Snatchers”: ”They’re here already! You’re next! You’re next, you’re next…”

Snakken er gået højlydt om filmen skulle være antisemitisk eller ej. Man kan sagtens argumentere for at jøder og kristne ser to forskellige film når de ser “The Passion of the Christ”. Men når der endnu engang er blevet peget fingre handler om det mere om den næsten 2000 år gamle diskussion om hvem det var der dræbte Jesus – end selve Gibsons film, som helt klart lægger skylden over på hele menneskeheden.
Når nogen føler sig trådt over tæerne af filmen, så skyldes det i højere grad Gibsons svaghed til at tegne nuancerede figurer. Akkurat som i “Braveheart”, der er noget sort/hvid i sin fremstilling af de onde englændere og de livsglade/stolte skotter, er de jødiske ypperstepræster i “The Passion of the Christ” tegnet som glubske og sultne ulve, og de romerske afstraffere som familiemedlemmerne i “The Texas Chain Saw Massacre”.

At Pontius Pilatus er en af filmens mest humane figurer må være en joke fra Gibsons side.
[h2]Bibelsk akkurat?[/h2]
I den anden lejr står de fundamentalistiske disciple af Gibsons film, som har skamrost den fordi den passer perfekt ind i deres verdensbillede. Formanden for komiteen af Southern Baptist Convention, USA’s største gruppe af protestanter, Morris H. Chapman, har udtalt til The New York Times: ”Det er som om Herren har lagt noget i vores skød, der kan bruges som en fantastisk katalysator for spirituel opvågning i denne nation.” Nogle af de første præster som så filmen har udtalt sig om den. Tim LaHaye: ”Den er fintfølende overfor Frelseren, bibelsk akkurat og både produktionen og skuespillet er af højeste kvalitet. Det kunne sagtens være Hollywoods prægtigste bedrift til dato.” Cory Engel: ”Her er en chance for os til at bruge moderne teknik til at kommunikere Biblens sandhed.”

Bibelsk akkurat og sand? Når ikke engang de fire Evangelier i “Det Nye Testamente” er enige om hvordan begivenhederne foregik eller skulle have forgået, hvordan kan disse præster med julelys i øjnene så være det?
På sitet christianitytoday.com tager de netop fat i denne problematik og spørger: Er “The Passion of the Christ” en god film fordi den er bibelsk akkurat? Og er den akkurat?

Den kristne filmkritiker Peter T. Chattaway skriver: ”Det er temmelig afslørende at den eneste måde mange kristne kan forsvare et kunstværk på, er ved at bifalde det som en ‘akkurat’ adaptation af Skrifterne.” Chattaway forklarer videre at filmens skildring af korsfæstelsen går imod moderne bibelforskning, og at det er en engel Jesus møder i Getsemane Have, ikke Satan: ”Der er ikke nødvendigvis noget forkert ved den slags kunstneriske friheder, men de er bare ikke særlige ‘akkurate.'”

Flere kristne forkyndere har da også taget forbehold for at Gibson tager sine friheder i forhold til Biblen, og det er på trods af, at filmen læner sig stærkt op af den mere barske “vi er alle syndere med kurs direkte i Helvede” katolske udlægning af lidelseshistorien.

Mange af de kristne som i sin tid forbandede film som “The Last Temptation of Christ” og “Dogma”, fordi de netop tog sig bibelske friheder, har nu valgt at se igennem fingre med hvad de normalt ville forkaste som blasfemi og unødvendig voldsporno, og er altså nu nogle af Gibson-filmens største tilhængere.
[h2]Du er skyldig…[/h2]
Jim Caviezel, der spiller Jesus, har om brutaliteten udtalt til Jyllands-Posten: ”Den er autentisk, og man er nødt til at vise, hvilke pinsler en mand tog på sig for resten af os. Tilskuerne vender øjnene væk, når de ser det, fordi det de ser, er deres egen synd. Denne film tvinger dig til at se dig selv; ikke den måde, som du ønsker at se dig selv på, men som Gud ser dig.” Volden er med til at forstærke dette: ”Jeg kan fortælle, hvad filmen gør for kristne. Den vil fortælle dem, at de bliver straffet voldsomt, fordi de kender sandheden og alligevel tager Kristi krop og begår disse synder. De vil blive stillet til regnskab for dem. Vi vil ikke forholde os til det faktum, at han led så meget. Men det gjorde han. Han var nødt til det.”

Det er rigtig nok en lidelseshistorie, og man føler da også at Gibson banker en over hovedet med korset – hvilket selvfølgelig også er intentionen – men filmen tager det at Jesus døde for vore synder ekstremt bogstaveligt – modsat Evangelierne som er mere abstrakte og naturligvis åndelige i det henseende. Jesus døde ifølge Gibson en voldsom død, det religiøse og menneskelige aspekt af Jesu liv er skubbet i baggrunden.

Da Jesu moder kigger fortabt ind i kameraet til sidst i filmen – giver Gibson tilskueren skylden, men det virker noget absurd når han forinden har ladet Jesus sige: ”Tilgiv dem, thi de ved ikke, hvad de gør.” Men Gibson bliver ved med at råbe: ”Du er skyldig, skyldig, skyldig, skyldig…” Gu er jeg da ej, lyder mit velopdragne svar. ”Du havde ikke nogen som helst magt over mig, hvis ikke det var givet dig ovenfra,” siger Jesus til Pilatus. Gud ofrede sin søn, så kristendommen kunne udfolde sig. Uden sin korsfæstelse havde Jesus bare været en fodnote i historien. Ligeledes besynderligt er det når Gibson i klippefast fugleperspektiv lader Gud fælde en tårer. Hvorfor skulle Gud græde når alt er gået præcis efter planen og derved også ”er fuldbragt”? Om man tror på ham eller ej så er den bibelske Gud ikke ligefrem nogen blød fyr.
Generelt kan man om filmen sige, at Gibson har brugt den store pensel og har smurt tykt på, hvad der heller ikke har været nogen hemmelighed: ”Jeg ville have at den skulle være chokerende og ekstrem. Jeg ville have at den skulle skubbe tilskueren ud over kanten, og det mener jeg også at den gør,” har Gibson udtalt til CNN. Gibson beviste med “Braveheart” at han bestemt ikke nogen tilbageholdende instruktør, og “The Passion of the Christ” fremstår da også som en svulstig affære. Sjovt nok har han ry for at være en naturalistisk instruktør fordi hans voldsscener virker så brutale og lige i ansigtet på beskueren, men hans store penselstrøg siger noget andet.
[h2]I’ll be back![/h2]
Når der bliver smurt så tykt på som der gør, måtte jeg i nogle situationer tage mig selv i ikke at grine for højlydt. Fordi den er så gravalvorlig, og samtidigt har masser af glasur på, bliver den til tider nemlig ufrivillig morsom: bl.a. de surrealistiske udseende børn som plager Judas og den mutantpygmæ som Satan bærer på. Der er også lidt upassende Terminator-stemning over Gibsons fåmælte Jesus, med sine one-liners og det skulende “onde” øje, samt slutningen som varmer op til payback-time til lyden af en trommemaskine. Caviezels Jesus virker mere som en modstandsdygtig maskine end et “menneske”. Apropos Terminatoren, så var jeg f.eks. mere bevæget af dens selvdestruktion i “Terminator”-filmen med den bibelske undertitel: “Judgement Day” – end Gibsons lam – og det er til trods for, at jeg tror på at Guds udsendte engang har betrådt denne jord…

Det er måske ikke pænt at grine af filmen, men det er nogle steder svært lade være.

Hvad har ultravold at gøre i en Jesus-film, kunne man spørge? Men seriøst – hvor mange gider at se endnu en af disse traditionelle Jesus-film hvor personerne render rundt med påklisteret fuldskæg? (Jeg skal nok skåne dig for at komme nærmere ind på hvor tamme disse film som regel er – vil man se tortur, så gå ind og se “The Passion of the Christ” i stedet.)

Hvis Gibsons film nogensinde skulle gøre en forskel var den nødt til at være anderledes, lige på og hård. I vore dage har korset også mere eller minde mistet sin oprindelige værdi som lidelsessymbol. I århundreder har det figureret som udsmykning og hænger dekorativt overalt i kirkerne, så det har – ligesom når Gibson lader Jesus falde i slowmotion igen og igen – mistet sin betydning. Det samme kan vel også siges om volden på film og TV. Så sandheden er nok at Gibson har været nødt til at skrue op for brutaliteten for at få folks opmærksomhed; filmen er i stedet blevet et produkt af tiden vi lever i, fremfor en realistisk og akkurat fortolkning af den bibelske lidelseshistorie.

Når de forskellige omstændigheder omkring “The Passion of the Christ” lægges sammen, er det derfor også ganske tydeligt at se hvorfor det konfliktsky Hollywood ikke har villet røre filmen med en ildtang, og jeg forstår hvis filmen virker på folk – den er flot filmet og allerhelvedes mere udtryksfuld end hovedparten af amerikanske film. Da meningerne om filmen er så forskellige som de er, vil jeg da også anbefale folk at se filmen og danne deres egen mening, men i mine øjne vil “The Passion of the Christ” være at sammenligne med en barnefødsel – hverken smuk eller bevægende når begivenhederne som kommer før og efter er skåret væk…

Klik her for at læse anmeldelsen af filmen.