Den 11. april blev årets CPH PIX-filmfestival kickstartet. Sidste år dækkede Filmz CPH PIX mere grundigt end noget andet dansk medie, og vi satser på at give den mindst lige så meget gas på PIX-fronten i år!
I 2012 havde vi to PIXperter – Johnny Vinther Jensen og Thomas Borgstrup – til at anmelde festivalens film. Duoen nåede at diske op med over 500.000 anslag fordelt på i alt 19 artikler, og i år suppleres PIXpert-veteranen Johnny af de faste Filmz-anmeldere Andreas Holck Høeg-Petersen og Nadia Parbo. Husk at tjekke vores Filmz TV-udsendelse om den filmglade trio, hvori PIXperterne diskuterer PIX, deres filmsmag og årets festivalprogram.
CPH PIX anno 2013 rundede for nylig af. Til og med den 24. april kunne danske filmentusiaster nyde et væld af forskellige film i hovedstadens biografer. På www.cphpix.dk kan du se det fulde program, som også kan findes i papirform i de fleste biografer.
Rapport fra CPH PIX dag #13 – 23. april 2013
Andreas: Bum. Hermed er denne omgangs sidste “rigtige” PIX-dag overstået for mit vedkommende. I morgen venter en enkelt film klokken 22.30, men inden da er der sgu en klassisk arbejdsdag, der lige skal overstås, så det kommer ikke til at føles helt rigtigt… Festivalstemningen brydes, ligesom hvis man tager hjem fra Roskilde Festival tidligt søndag. Så er det lørdag, der er den egentligt sidste dag.
Men min sidste dag her på PIX faldt heldigvis mere end almindeligt godt ud, hvilket først og fremmest skyldtes ekstravisningen af “Doomsday Book”, som jeg ellers med stor ærgrelse havde været nødt til at droppe, da jeg i første omgang planlagde mit personlige PIX-program. Jeg var for en stund bange for, at vreden over den mentale forulempelse, jeg blev udsat for under gårsdagens “The ABCs of Death”, ville blive mit sidste markante indtryk af årets festival. Men tre gange dommedag kom altså ind fra højre og sikrede, at min festival (næsten) sluttede med en af de forgangne to ugers bedste oplevelser!
Johnny: Så er vi næsten ved at være der. Det er nok meget godt, for jeg kan mærke, at jeg er ved at være træt. Ryggen er begyndt at brokke sig, hvis jeg sidder stille for længe, så jeg må hele tiden skifte stilling. Trætheden har også meldt sig, og jeg kan mærke, at jeg begynder at nikke under de mere kedelige eller dårlige film. Og så er der maven, der i dén grad lider under to ugers mindre velbalancerede diæt. Ak ja, vi PIXperter må lide meget.
De sidste par dage har jeg også måttet tage afsked med en hel del af “the usual suspects”, der skal arbejde, eller som jeg ikke når at møde igen, inden festivalen slutter. Vi får vendt og drejet festivalen; diskuteret programudvalg, favoritter og tendenser; udvekslet erfaringer omkring aflysninger, salskift, larmende biografgæster og selvfølgelig vanvittige damer i røde frakker (ikke en reference til dig, Nadia…). På den måde bliver der sat punktum for endnu en filmfestival, og vi skilles med et ”Næste år i Jerusalem” (eller noget, der ligner…).
Nadia: Hvor er det sært at se “almindelige” film, mens en filmfestival står på. Denne formiddag var jeg ude på et af de gængse anmelderjobs for Filmz for at se “Silver Linings Playbook”, og hurtigt slog det mig, hvor forskellige disse Weinstein-producerede publikumspleasere er fra størstedelen af de film, der bliver vist på CPH PIX-festivalen. Og selvom det var rart at kunne læne sig tilbage og mere eller mindre slå hjernen fra i et par timer, begyndte jeg dog hurtigt at længes efter filmfestivalens lidt mere aparte filmoplevelser. Med gru ser jeg frem til en tid uden PIX, hvor man mere aktivt skal opstøve disse obskure titler.
PIX har i denne omgang også givet mig mulighed for at se andre sider af venner, som jeg ellers ikke ville have oplevet. Til visningen af “Citadel” havde jeg for eksempel hevet min (næsten) altid cool ven, Oscar, med, som sad gennem hele visningen med hænderne foran ansigtet, mens han trak vejret noget sporadisk og endda på et tidspunkt udstødte ordene ”nej, hvor er det væmmeligt, det her!” Nogle er bare ikke skabt til gys, men hvor giver det dog en sadistisk nydelse at se dem gennemgå det alligevel!
- Zaytoun / Storbritannien, Israel, Frankrig
Nadia: Krisen mellem Israel og Palæstina har været udgangspunkt for mange film fra Mellemøsten, og i “Zaytoun” bliver den øjensynligt uløselige konflikt gransket på en personlig og nøgtern facon.
Da den unge dreng Fahed mister sin far under et angreb, bliver han overbevist om, at fjenden bærer et enkelt navn: Israel. Det er derfor en glædens dag, da en israelsk pilot styrter ned med sit fly og bliver taget til fange af Fahed og hans palæstinensiske soldatervenner. Men Yoni lover Fahed at tage ham ud af byen til den landsby, som faderen altid talte om, da han var i live, hvis bare Fahed befrier ham fra hans celle. Og langsomt udvikler de to et venskab, der illustrerer, at selvom Israel og Palæstina ligger i evig krig, er der trods alt medmenneskelige mennesker på begge sider.
Det lyder måske som en klichefyldt fortælling, og det er det på sin vis også. Med “Zaytoun” er instruktør Eran Riklis ikke bange for at skildre store følelser på ægte Hollywood-maner. Og det gør ingenting, for det virker. Forholdet mellem den unge Fahed og Yoni, den israelske pilot, er overbevisende og efterlader ingen tvivl om hverken deres fjendskab i starten eller deres venskab til slut. Filmen har et godt flow, et solidt manuskript og et vanvittigt godt komisk afbræk i form af en taxachauffør, der omtaler sig selv i tredje person og i det hele taget føler sig meget uretfærdigt behandlet. Ja, “Zaytou”” er en lidt for poleret og strømlinet affære, men den fungerer godt som en introduktion til denne uendelige konflikt.
4/6
Johnny: Nogle historiske film bruger meget energi på at placere sig i en historisk kontekst, mens andre er tilfredse med at lade folk selv opdage den. Zaytoun er klart blandt de sidstnævnte, og hvis man kender noget til krigen i Libanon i ’82 og dens efterspil, får den en ekstra tragisk dimension. Filmens hovedperson er den palæstinensiske flygtning Fahed, der bor i Shatila-lejren i Beirut. Hans far dør under et luftbombardement, og da en israelsk pilot bliver skudt ned over byen, ser han det som en mulighed for at få hævn. Krigens brutale realiteter får ham dog på andre tanker, og han befrier piloten, Yoni, til gengæld for at blive ført over grænsen til faderens landsby for at opfylde et sidste ønske. Det kræver dog, at de to kan arbejde sammen på en længere rejse gennem et krigshærget Libanon.
Filmen lever mest af alt i samspillet mellem Stephen Dorff og Abdallah El Akal i de to hovedroller. De formår at spille op ad hinanden på forbilledlig vis. Den eneste anke, jeg har, er, at det er, som om filmen springer et par trin over i udviklingen af deres venskab. Jeg får lidt indtrykket af, at man ikke havde tillid til, at dette element kunne bære filmen, og at man derfor valgte at tilføre lidt ekstra humoristisk lokalkolorit. Det gør på ingen måde filmen dårlig, men det forhindrer den i at opnå dens fulde potentiale. Filmen formår at bruge Beirut (selv om de fleste af byscenerne vistnok er filmet i Haifa) og det libanesiske og israelske landskab til stor effekt. I takt med at menneskene forsvinder og landskabet bliver mere øde, tvinges de to i stigende grad til at se og forstå hinanden. Slutningen kunne have været 5 minutter kortere, men ellers er der tale om en god og rørende film.
4/6
Andreas: I 2008 lavede den israelske instruktør, Eran Riklis, den eftertænksomme og komplekse film “Citronlunden”, som på fornem vis granskede Israel/Palæstina-konflikten. Hans nyeste film, “Zaytoun”, er præcis lige så elegant i sin beskrivelse af den svære konflikt, denne gang symboliseret i mødet mellem den palæstinensiske dreng Fahed og den israelske pilot Yoni.
Det er en lille genistreg at lade forholdet mellem de to nationer blive repræsenteret af en dreng opvokset i slum og eksil (Palæstina) og en voksen mand med en militæruddannelse (Israel). Den fælles rejse, som de to må gennemgå, indbefatter naturligvis en karakteromvæltning, hvor de begge må revurdere deres opfattelse af det folk, de har lært er deres fjende. Det kunne lyde som en overfladisk metode til at beskrive en kompleks konflikt, men Riklis formår at udnytte styrkeforholdet mellem et barn og en voksen (der som sagt er en perfekt analogi for styrkeforholdet mellem Palæstina og Israel) til at skabe to forskellige udviklinger for karaktererne, der hele tiden spejler sig i hinanden.
Resultatet er en fornem film, der aldrig bliver prædikende eller forudsigelig, og selvom den har en nogenlunde let tone og flere velfungerende humoristiske indslag, så bliver den heller aldrig useriøs eller for udglattende. Kender man til massakren i Shatila, hvor Fahed i øvrigt lever sit flygtningeliv, vil filmens underliggende, grufulde alvor gøre et stort indtryk. Lad os håbe, at Eran Riklis har mange flere film i sig!
5/6
- Citadel / Irland, Storbritannien
Nadia: Hvis der er noget, der for alvor interesserer (og bekymrer) mig, så er det de sociale skel, der i dén grad opdeler Storbritannien. I mine unge studieår boede jeg i Wales, hvor jeg hver dag var udsat for en tilskuerplads på første række til de utilpassede unge, der opførte sig, som det passede dem. For nu at sige det mildt. Dette problem har mange britiske horrorfilm-instruktører taget til sig (se bare den fremragende og ekstremt realistiske “Eden Lake”) – deriblandt manden bag “Citadel”: Ciarán Foy.
Under en flytning fra deres glædesløse lejlighedskompleks ser den unge Tommy sin højgravide kæreste blive overfaldet. Hun kommer i koma, men den lille datter overlever og skal nu varetages af Tommy, der har store men efter overfaldet. Men det bliver svært for ham at kæmpe sig tilbage til livet, for de hætteklædte overfaldsmænd giver ikke op så let og vil have fat i Tommys barn.
“Citadel” spiller på den (især britiske) frygt over for hætteklædte unge, hvis skumle hensigter aldrig er klare. I rollen som Tommy skildrer Aneurin Barnard mesterligt den angst, der ulmer bag overfladen i de forenede, britiske lande. Men når “Citadel” til sidst beslutter sig for at inddrage et lettere overnaturligt element, dæmpes både ens interessere og skræk, mens en uhensigtsmæssig skepsis begynder at vokse. Men langt hen ad vejen holder “Citadel” sin seer i et jerngreb, indtil den desværre beslutter at droppe den prisværdige politiske dagsorden, der skinner igennem i filmens første, bedste halvdel.
4/6
- Gebo and the Shadow / Portugal, Frankrig
Johnny: Når man filmatiserer ældre skuespil, er det ofte nødvendigt at gøre noget særligt for at sikre, at de bliver relevante i en moderne kontekst. Dette udgør denne films største problem. Vi befinder os et sted i Portugal. Den fattige notar Gebo bor i et lille hus sammen med sin kone og svigerdatter. Sønnen er forsvundet otte år tidligere under ubehagelige omstændigheder, som dog er blevet holdt skjult for moderen. Nu vender han tilbage, og så kan dette lille moralspil rigtigt begynde.
Uheldigvis er det svært at tage personerne alvorligt, da de i dén grad er skematiske arketyper frem for rigtige mennesker. Forfatteren skrev sine stykker i 10’erne og 20’erne, og teksten virker desværre meget bedaget. Det er svært at forstå, at dette er skrevet efter Ibsen. Selve adaptationen har jeg ikke meget at udsætte på. Det er en uhyre teatralsk produktion med tydelige sætstykker, meget kunstig lyssætning og en fremførelse fra skuespillerne i en relativt altmodisch stil. Det har jeg heldigvis aldrig haft problemer med, og her kan man argumentere, at stilen passer til det meget kunstige og pompøse teaterstykke.
Scenografien er smuk og enkel og leverer den rette baggrund til karaktererne. Vigtigst af dem er Gebo, som spilles af den vidunderlige Michael Lonsdale. Han er efter min mening den bedste grund til at se filmen. Jeanne Moreau som en snakkende nabo er også formidabel. De to bør der helt klart laves flere film med, mens man stadig kan. Claudia Cardinale som konen er jeg dog mindre imponeret af. Hendes karakterisering bliver ret skinger, men jeg skal ikke afvise, at det er et bevidst valg fra instruktørens side. Ricardo Trêpa som sønnen bruger desværre alt for meget energi på at levere sine replikker på fransk til at kunne præstere tilfredsstillende skuespil. Iscenesættelsen kan dog i sidste ende ikke redde filmen fra det rædderlige forlæg.
2/6
- Rock and Roll Fuck ‘n’ Lovely / Storbritannien
Andreas: “Rock and Roll Fuck ‘n’ Lovely” er der i grunden ikke så meget at sige om. Det er en rimelig kedelig film, der langtfra er lige så vild, voldsom og anarkistisk, som jeg havde forventet og håbet. Filmen handler meget kort sagt om folkene bag en rock-turné med bandet The Fuckin’ Lovelies, men det er alt det uden om musikken (og altså aldrig musikken), der er i fokus. Således går filmen med, at et i starten meget stort (læs: alt for stort) persongalleri tager en masse stoffer, hvorefter det snævrer ind til, at vi blot følger 3 gutter, der tager mange stoffer. Og så munder det ud i et ikke helt vellykket forsøg på en horrorfilm til sidst.
Altså, jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke fattede videre meget af denne film. Men jeg fik heller ikke opfattelsen af, at der var særligt meget at fatte. Mest af alt er den nok et forsøg på at fange ånden på en sådan turné, men det lykkes alt for sjældent. Resultatet er, at selvom intentionen synes god, så keder man sig igennem det meste af forestillingen, og man efterlades ikke med noget nævneværdigt indtryk. 2 stjerner er måske for hårdt, eller er det? Ærligt talt, når jeg tænker over det, så rager denne film mig en høstblomst…
2/6
Johnny: Filmen åbner med billedet af en død kvinde i opgangen til et lejlighedskompleks i Le Havre. Politiet ankommer, og efterforskningen begynder. Hvis man så tror, at dette er en film om jagten på en morder, tager man grueligt fejl. Denne film handler om naboerne og vidnerne til dette drab og i umiddelbar forlængelse om os selv. Politiet udspørger 37 naboer om, hvad de så eller hørte, men ingen kan hjælpe. De lå alle og sov eller troede, det var et slagsmål, eller også hørte de ingenting. Men så kommer der én mand til, og hans historie er ganske anderledes. De andre 37 vidners udsagn betvivles nu, og sprækkerne i de sociale konstruktioner (hvad enten det er naboskab, kærlighed eller samfundsfølelse) begynder at blive synlige.
Filmens dialog er til tider påfaldende selvbevidst og tydeligvis et produkt af en forfatter snarere end en autentisk person, men modsat andre i salen (der syntes, det var så grinagtigt, at de måtte dele det med os andre) passede det for mig perfekt ind i filmens univers. Dette er en klassisk “problemfilm”. I løbet af en time og et kvarter behandles et emne fra flere aspekter, og instruktøren/forfatteren giver os et oplæg til eftertanke eller debat.
Når filmen samtidig formår at holde tilskuerens interesse gennem spændingsopbygning og karakterisering, så kan jeg ikke vurdere den som andet end vellykket. Yvan Attal som det 38. vidne er lidt af en træmand, hvilket passer til karakteren, men desværre efterlader det os uden noget egentligt identifikationspunkt. Hans kone, spillet af Sophie Quinton, er simpelthen for neurotisk og overgearet til at være sympatisk. Måske er dette ultimativt et plus for filmen, idet vi ikke kan identificere os med den retfærdige mand, men tvinges til at blive en del af de umælende masser, som filmen anklager.
4/6
Andreas: Tak, tak, TAK for, at I valgte at arrangere en ekstravisning af “Doomsday Book”, kære PIX! Her var en af festivalens bedste film – fuld af originale ideer (filosofiske såvel som filmiske), underholdning og galskab. Efter gårsdagens rædselsfulde horror-antologifilm, “The ABCs of Death”, var jeg ellers blevet lidt nervøs for at se endnu en kortfilmskollage, men i “Doomsday Book” er alle tre novellefilm af høj, høj kvalitet, og de supplerer hinanden sublimt.
Den første af filmene er mageløs galskab, der hele tiden balancerer på grænsen mellem det vanvittige og det geniale (og indimellem eksisterer der slet ikke en skillelinje mellem de to). Men at balancegangen holdes så godt afslører, at her uden tvivl er tale om et genis værk. Lige så nemt det ville være at ødelægge filmens sidste “twist” ved at angive filmens overordnede tema, lige så nødigt vil jeg imidlertid ødelægge oplevelsen for nogen, så lad det bare blive ved, at filmen handler om skrald, æbler og zombier – og at filmen er helt eminent! Film nummer 2 hiver den tunge buddhistiske filosofi op af skuffen, da en tjenerrobot pludseligt udvikler kunstig intelligens og muligvis viser sig at være selveste Buddha. Her når hele filmen sit absolutte højdepunkt i afslutningen på denne midterste film, og på denne spegede plads har jeg ikke ord til at beskrive, hvor imponerende det er.
Den sidste film er ligeledes fremragende, men desværre den svageste af de tre. Umiddelbart havde det nok givet god mening at bytte om på film 2 og film 3, da denne 3. film er den mest gakkede af de tre opusser – og måske lige akkurat en smule for gakket. Alt i alt ligger filmene på henholdsvis 6, 6 og 5 stjerner, men jeg lader det være op til læseren her at vurdere, om det så berettiger en samlet vurdering på 5 eller 6 stjerner.
5/6 eller 6/6
