CPH PIX anno 2012 er i fuld gang, og til og med den 29. april kan danske filmentusiaster nyde et væld af forskellige film i hovedstadens biografer. På www.cphpix.dk kan du se det fulde program, som også kan findes i papirform i de fleste biografer.
Filmz har hyret to yderst dedikerede PIX-fans, Thomas Borgstrup og Johnny Vinther Jensen, til at skrive om deres oplevelser under hele festivalen, hvor de tilsammen satser på at se godt 130 film alt i alt. Tjek vores Filmz TV-udsendelse fra marts, hvor d’herrer udtaler sig om årets program og deres forkærlighed for festivalen.
Rapport fra CPH PIX dag #16 – 26. april 2012
Johnny: Kors, hvor er jeg mør. I feel thin; sort of stretched… like butter, scraped over too much bread. I dag tog jeg flere gange mig selv i at sidde og formulere mine anmeldelser under filmene. Det er en virkelig dårlig idé, for så bliver det svært at overgive sig helt til selve filmoplevelsen.
Jeg er bange for, at jeg bliver nødt til at oppe mine sukkerdoser. Dagen bød dog på fantastiske filmoplevelser, og så er det nemmere at overkomme trætheden. Endnu et tegn på, at jeg er ved at være udmattet, er, at min tålmodighed over for forstyrrelser under filmene er ved at være reduceret til nulpunktet. Under dagens sidste visning sad en mand bag mig og spiste peanuts. Han raslede med sin pose i cirka halvdelen af filmens to timers spilletid. Det var kun enorm viljestyrke, der forhindrede mig i at vende mig om, gribe posen og kyle den væk. Pigen, der sad ved siden af mig, må have troet, at jeg var sindssyg.
- Beyond the Black Rainbow, Canada
Thomas: Baseret på traileren (som kan findes på PIX’s hjemmeside) havde jeg glædet mig ret meget til denne film. En ”retro sci-fi”-film, som ser ud, som om den er lavet i starten af 1980’erne, og som lægger stor vægt på billeder og lyde. Det lyder meget prætentiøst og som noget, der på papiret kunne gå begge veje. Men sjovt nok lægger den sig lidt i midten.
Filmen ligner langt hen ad vejen en videoinstallation, der er inspireret af “Cube” og “THX 1138″, og så langt så godt. Men den er desværre lidt for lang til at kunne bære det minimale plot, og selvom der kommer et syret sort/hvidt flashback i midten af filmen, så når man at blive træt af de lange, ordløse passager, hvor der mest af alt er tryk på farverne. Lidt mere plot havde været at foretrække.
3/6
”Beyond the Black Rainbow” vises også den 2. maj 16.30 i Dagmar Teatret.
- Stormfulde Højder (Wuthering Heights), Storbritannien
Thomas: Man skulle tro, at (endnu) en filmatisering af Emily Brontës klassiker fra 1847 ville blive en storslået produktion med fantastiske landskaber i ekstremt bredformat. Men instruktøren Andrea Arnold har i stedet nærmest lavet en dogme-udgave af fortællingen, som er grå, beskidt og optaget i det old school 4:3-format – og det virker! Der er stadig storslået natur, men det smalle format gør, at det hele virker meget mere intimt, og kombineret med nærbilleder af små detaljer gennem hele filmen er det med til virkelig at drage tilskueren ind i fortællingen.
Der, hvor filmen – der primært foregår udendørs i det hårde, nordengelske landskab – for alvor adskiller sig fra dogme-opskriften, er på lydsiden. Der er virkeligt gjort noget ud af lyddesignet! Blæsten er allesteds nærværende, ligesom regn, rusk, fuglefløjt, grene mod ruder og de små insekter i vinduet alle kan høres tydeligt. Sammen med billedsiden gør dette filmen nærmest sanselig: Selvom jeg sad i en blød biografstol, kunne jeg nærmest mærke det våde græs og dufte Cathys hår. Det var lige før, jeg havde lyst til et langt, varmt karbad efter filmen.
Især børneskuespillerne, der portrætterer Heathcliff og Cathrine som unge teenagere, fungerer rigtig godt. Da de bliver voksne og skifter til voksne skuespillere går der lidt mere traditionel “Stolthed og fordom” i den, og slutningen er måske lige i overkanten rent følelsesmæssig. Men jeg var alt i alt meget imponeret og tilfreds.
5/6
”Stormfulde højder” vises ikke igen under årets CPH PIX, men den har almen biografpremiere den 31. maj.
Johnny: Denne film overraskede mig egentlig. Jeg havde ud fra omtalen i programmet forventet mig noget ganske andet.
I en lille hytte bor en skovhugger med sin kone og fem sønner. De har næsten ingen mad, og børnene sulter. Faderen foreslår til sidst, at de tager børnene ud i skoven og efterlader dem der. Den første gang finder de hjem igen, men anden gang spiser en ravn brødkrummerne som det yngste barn, “Tommeliden”, har lagt ud for at kunne finde hjem. Inde i skoven finder de et lille slot, hvor en menneskeædende trold bor med sin kone og fem døtre. Konen advarer dem om at flygte, men lukker dem til sidst ind i huset, hvor trolden desværre finder dem. Med snarrådig list fra Tommeliden ender trolden dog med at slå sine egne døtre ihjel, og drengene flygter. Trolden jagter dem iført sine magiske støvler, der gør ham til en kæmpe, og da han finder dem, sluger han dem helt. Kan Tommeliden mon atter redde dagen?
I programmet er filmen beskrevet som en ”grufuld horrorgendigtning af Grimms eventyr”. Jeg vil vove at gætte på, at forfatteren til den tekst ikke ved, hvem Charles Perrault er. Filmen er egentligt ret tro mod hans version af eventyret. Her er genren dog ikke horror, men snarere allegorisk samfundskritik. I dens opbygning og visuelle stil minder filmen utroligt meget om den fantastiske TV-serie “The Storyteller” – bare uden Jim Henson.
Trolden er her bare en mand med et sært udseende, der til gengæld spilles uovertruffent godt – nej, vent… ondt af Denis Lavant, der har en lang række fantastiske biroller i fransk film bag sig. Filmen er en klassisk fabel og har selvfølgelig en vægtig morale, der dog er blevet tilrettet et moderne samfund (hvilket forklarer afvigelserne fra det oprindelige eventyr). Det kan virke lidt didaktisk og kluntet på et moderne publikum, men jeg synes kun det tæller til filmens fordel, at den er tro mod sin form. Den er nok alligevel for barsk til, at den kan anbefales til småbørn som erstatning for Disney.
5/6
”Le Petit poucet” vises ikke igen under årets CPH PIX.
- New Danish Screen 2012
Som sædvanlig er der under festivalen premiere på nye kortfilm fra denne pulje. Dette år bød på fem film af forskellig længde. Det er altid spændende at se nye talenter i deres vorden, og også i år er der gode bud på fremtidens danske filmfolk
Seven Minutes in the Warsaw Ghetto
Johnny: Uden tvivl den bedste af de fem film. På kun syv minutter fortælles en effektiv og rørende historie om en lille dreng i ghettoen. Jeg har en svaghed for dukkefilm, da den stoflighed, der er i materialerne, giver et ganske unikt udtryk og ofte løfter fortællingen. Denne film er ingen undtagelse, men den formår alligevel at tilføre noget ekstra ved at lade figurernes øjne være realfilmsoptagelser. Jeg er i øvrigt vild med den visuelle stil i filmen – ikke mindst figurernes ansigter, der virker som porcelæn med store revner.
Filmen etablerer sin setting ekstremt godt på kort tid og vil uden tvivl også kunne gøre indtryk på folk, der ikke kender meget til historien. Filmens forfatter var til stede og blev spurgt om den tragiske slutning. Han pointe var, at alt for mange Holocaust-film ender med en forløsning for publikum, hvilket på sin vis forråder den virkelige historie. Kloge ord, fremragende film og en klar anbefaling.
5/6
Nogle gange kommer vinteren om natten
Johnny: Nana er forfatter og er ved at lægge sidste hånd på sin nye bog. Hun er taget til et strandhotel i Sverige, hvor hun håber at kunne gøre bogen færdig. Om natten drømmer hun om at skøjte rundt på isen med en dobbeltgænger. Samtidig er der en uhyggelig lighed mellem Nana og en af tjenerne på hotellet. Hun går i næsten det samme tøj som Nana, og det viser sig, at hun også er forfatter. Hun låner Nana sit nyeste manuskript, der viser sig at være nøjagtig den samme fortælling som den bog, Nana lige har skrevet.
Filmen kommer aldrig med nogen forklaringer på handlingen og undgår fuldstændigt nogen klar forløsning. Det er faktisk det absolut bedste ved den. Der er en stemning af noget mystisk over hele filmen, der virkelig rammer hos publikum. Problemet ligger desværre i dialogen, der er ret kluntet. Instruktøren sagde da også bagefter, at det er hendes første erfaring med at skrive dialog. Det fornægter sig ikke. Jeg aner dog meget potentiale i den lille film, der har nogle skønne billeder og leger meget interessant med motiver og karakterer.
3/6
BRAINY
Johnny: Brian er forsvundet ind i sin egen verden efter bedstefaderens død. Han samler på døde dyr og sender dem op i himlen med balloner, hvor han tror, de kommer til live igen. Han møder nabopigen, hvis kat lige er død, og tilbyder at sende den op også. Hans mor har han svært ved at forholde sig til, mens hun fester og har en ny kæreste. Til sidst tvinges han dog til at konfrontere tabet af bedstefaderen og forholdet til moderen og nabopigen.
En god, lille coming of age-film med nogle gode karakterer. Den er ikke ét minut for lang og økonomiserer godt med sine virkemidler. Den visuelle stil er en lidt mere jordbunden udgave af amerikanske indie-films ”quirkiness”. Uheldigvis lider den af noget mindre godt skuespil fra både Brian og hans mor. Det er utroligt synd, da alt andet sådan set er, som det skal være. Instruktøren er fra New Zealand, og jeg skal ikke afvise, at det er sprogproblemer, der har kastet grus i maskineriet i forhold til personinstruktion. Det ses desværre også med etablerede og i nogle tilfælde feterede instruktører (jo mindre sagt om Chen Kaiges “Killing Me Softly”, jo bedre).
3/6
Dyret
Johnny: Det er svært at spotte nogen sammenhængende idé eller noget formål i denne film. Den åbner med et undergangsscenarie, hvorefter vi følger en sort kat på dens vej gennem en række kraftigt stiliserede scener. Først dør moderen af en nedstyrtende sten, så kommer den gennem en ørken, herefter hvad der ligner en massakre, for at ende ved en sø, hvor den ser afspejlingen af en enhjørning i vandet. Den dykker ned i vandet, hvorefter en sommerfugl flyver op. Det virker mest af alt som et plot, der er improviseret frem over en kasse øl sent en lørdag aften.
At have dyr som sine karakterer i en film er mildt sagt et ambitiøst projekt. Det kræver en instruktør som Jean-Jacques Annaud at bestride den tynde linje mellem naturlighed og antropomorfisme. Til trods for, hvad der på rulleteksterne er krediteret som en “telepatisk dyretræner og -caster” (om det er alvorligt ment eller en joke, ved jeg ikke), fejler denne film eklatant i at inspirere nogen form for indlevelse i sin hovedkarakter. Det, der trods alt tiltaler mig ved filmen, er dens scenografi. Det er nogle yderst interessante tableauer, vi introduceres for. Det redder dog på ingen måde filmen.
2/6
Tabu
Johnny: Jeg elsker, når en instruktør leger med vore forventninger og genreviden. I denne film oplever vi en kernefamilie under pressede omstændigheder. Manden og konen har tydeligvis problemer i deres forhold, men bevarer overfladen for børnenes skyld. En dag opdager de, at deres to piger under en tur i parken har været udsat for en blotter. Sagen meldes til politiet, som anbefaler, at de desuden sender pigerne til psykolog. Forældrene stresser over, hvad der er sket, og frygter, at pigerne ikke har fortalt alt. Presset på dem får også sprækkerne i ægteskabet til at blive større. Først til sidst finder vi ud af, hvad der egentlig skete i parken.
Filmens interessante greb er, at det, der på overfladen er en misbrugsfortælling, i virkeligheden handler om familiens usikkerhed og hemmeligheder. Alt det, der forties til daglig, bringes op til overfladen og fører til en række konfrontationer. Filmen er godt skrevet med en effektiv dialog, mens skuespillet er godt, men ikke fremragende. Claus Riis Østergård som faderen virker lidt utroværdig, mens Marie Hammer Boda som den ældste datter til gengæld brænder igennem med sin teenage-trodsighed. Filmen mangler lige de sidste detaljer for at løfte den helt op.
4/6
Årets “New Danish Screen”-film vises ikke igen under årets CPH PIX.
Johnny: Jeg har modtaget mange anbefalinger af denne film under festivalen. Den lever til fulde op til alt det gode, der er blevet sagt om den.
Curtis er en god mand. Han har en kone og en lille datter. Datteren er døv, men de prøver at lære tegnsprog og vil desuden give hende et såkaldt Cochlear implant, der kan forbedre hendes hørelse. Curtis er vellidt af sine venner, sin familie og sine arbejdskammerater, men på det sidste er han begyndt at få frygtelige mareridt. De begynder med et stormvejr og tung regn, hvorefter personer, han kender godt, overfalder ham eller hans datter. Efterhånden bliver disse mareridt værre og værre, indtil han ikke kan trække vejret, får krampeanfald og begynder at tisse i sengen. Han plages af en frygt for, at et eller andet frygteligt snart skal ske. Han skjuler alt dette for alle omkring sig, men begynder at udbygge det beskyttelsesrum, der er i haven. Efterhånden som presset stiger, bliver det dog sværere og sværere at skjule, at der er noget galt.
Det er vidunderligt at se en film, hvor alt går op i en højere enhed. Denne film er utroligt smukt filmet og eminent klippet. Den har fremragende skuespil, en skarp dialog og et intet mindre end genialt plot. Michael Shannon som Curtis leverer en præstation ud over det sædvanlige, og det er en skamplet på det amerikanske filmakademi, at han ikke var nomineret til en Oscar for rollen.
Vi lever os til fulde ind i Curtis’ dilemma – ikke mindst fordi han på ingen måde er en naiv eller overtroisk karakter. Han er tværtimod yderst rationel og forsøger endda at forklare problemet med en diagnose som skizofren og søger psykologhjælp. Ud over Shannon er der en perlerække af gode skuespillere på rollelisten, hvor jeg også vil fremhæve Jessica Chastain som konen. Filmen opbygger effektivt en trykkende stemning, der endeligt udløses i en herligt uventet slutning. Selvom filmen tager sig god tid, forsvinder trykket aldrig, og vi mister aldrig følingen med historien. Curtis’ visioner/drømme skildres med visuel ekvilibrisme af Adam Stone, som jeg ikke har lagt mærke til før, men nok er værd at undersøge. CGI bliver brugt sparsomt og med stor effekt. Jeg kan ikke umiddelbart komme på nogen kritikpunkter af filmen. Det er kun Jeff Nichols’ anden film efter den i øvrigt også fremragende “Shotgun Stories”, og han er allerede ved at etablere sig som en af de helt store amerikanske instruktører.
6/6
”Take Shelter” vises ikke igen under årets CPH PIX.
