CPH PIX anno 2012 er i fuld gang, og til og med den 29. april kan danske filmentusiaster nyde et væld af forskellige film i hovedstadens biografer. På www.cphpix.dk kan du se det fulde program, som også kan findes i papirform i de fleste biografer.
Filmz har hyret to yderst dedikerede PIX-fans, Thomas Borgstrup og Johnny Vinther Jensen, til at skrive om deres oplevelser under hele festivalen, hvor de tilsammen satser på at se godt 130 film alt i alt. Tjek vores Filmz TV-udsendelse fra marts, hvor d’herrer udtaler sig om årets program og deres forkærlighed for festivalen.
Rapport fra CPH PIX dag #18 – 28. april 2012
Thomas:
Om lidt bli’r her stille
Om lidt er det forbi
Fik du set dét, du ville?
Ja, det gjorde jeg faktisk. Der kom irriterende aflysninger i vejen for enkelte af visningerne, men når man har set noget i nærheden af 55 film på under 20 dage, så er det svært at klage. Især fordi der har været langt flere gode end dårlige film! Der kommer en opsamling på festivalen i løbet af næste uge, så jeg vil ikke konkludere noget i dag. Både fordi jeg stadig har to film tilbage, og især fordi festivalens næstsidste dag bød på en af de bedste film og den absolut værste!
In other news, så blev det i går aftes offentliggjort, at den fransk-canadiske “Monsieur Lazhar” vandt publikumsprisen. Det har jeg intet at indvende imod. Det er en fantastisk film, som fortjener at blive set af så mange som muligt! Og hvis den ikke var sikker på dansk biografdistribution før, så er den i hvert fald helt sikker nu. Tillykke til os alle sammen med det! New Talent Grand Prix gik til den brasilianske “Neighbouring Sounds”, som jeg ikke var synderligt begejstret for. Men jeg var ikke specielt henrykt over nogen af de nominerede film i den konkurrence, så whatever…
Johnny: Dag 18. dag. Jeg husker ikke længere, hvordan himlen ser ud. Der er kun mørke. Et evigt mørke og så de flimrende lys på lærredet. De både trøster mig og skræmmer mig. Jeg husker svagt et andet liv. Et liv med fester, cafébesøg, veltilberedte måltider og søvn. De minder er ved at forsvinde. Jeg er bange. Stemmen siger, at det snart er slut, men han lyver. Han lyver altid. Jeg er så bange. Jeg tror, at jeg kommer til at dø herinde. I mørket. Hvis nogen læser det her, så vil jeg bare sige, at jeg er ked af det. Til Thomas’ mor. Og til min mor. Jeg var meget naiv. Jeg er så ked af det. For ligegyldigt, hvad de siger, så er det min skyld, for det var mit projekt. Jeg ville selv. Jeg ville se 66 film på 19 dage. Jeg ville skrive anmeldelser. Og nu er vi endt her. Åh Gud, nu vender stemmen tilbage: ”It puts its ass in the seat or it gets the hose again!”
- Mercy (Gnade), Tyskland/Norge
Thomas: Hvis filmens tyske titel havde været oversat direkte, ville den hedde “Grace” (“Nåde”) på engelsk i stedet for “Barmhjertighed”, og det ville passe meget bedre til den! For personerne i filmen beder om nåde (eller siger “undskyld”) for deres handlinger, mens det er uklart, om deres ofre vil vise dem barmhjertighed. Men nu hedder den altså “Mercy”.
“Mercy” er i bund og grund et klassisk hverdagsdrama, som vi kender det til hudløshed fra danske film i nyere tid. Og det er ikke så underligt, for manuskriptet er forfattet af danske Kim Fupz Aakeson – i øvrigt hans andet manus på årets festival. Det første var til den svenske “Happy End”, som var ganske fin. Men hvor de danske hverdagsdramaer er kørt lidt fast i, at det altid er de samme skuespillere, der spiller med i dem, så er der her tilført helt nyt blod med en samling tyske og norske skuespillere, som gør det fortrinligt – på både tysk, engelsk og norsk (Birgit Minichmayrs norske med tysk accent lyder næsten som dansk!). Det gør det mere klart, at historien faktisk er rigtig godt håndværk.
Filmens visuelle udtryk er hele vejen igennem lige så knivskarpt og friskt som den nordnorske polarluft, og landskabet bidrager både til en følelse af isolation og med nogle helt enestående naturbilleder! Tysk film er taget til nåde, og “Mercy” er næsten til topkarakter. Den røg direkte ind på min stadig ikke fastlagte festival top 3.
5/6
”Mercy” vises ikke igen under årets CPH PIX.
- Stand-Up, Sit Down, and Visual Art Comedy Today, USA
Thomas: Den her bliver til gengæld ikke taget til nåde! Dens eneste forsvar er, at det ikke er en film, men en samling sketches fra USA’s nye, komiske talenter. Sjældent har jeg set en mere usjov samling af “comedy”. Hvis det her er fremtiden for komisk talenter, så vil jeg hellere sidde som en sur morfar og se “Life of Brian” på repeat! Det mindst usjove indslag var Sacha Baron-Cohen i en enkeltstående “Borat”-sketch, som ikke var nær så sjov taget ud af sin sammenhæng, samt en scene med to stand-up-komikere, som fremførte deres show samtidigt på den samme scene. Det var pudsigt, men det var næppe det nye sort.
Det var ikke kun dét, at de ikke var sjove. Det var decideret pinligt at se på det meste af tiden. Og så kan 70 minutter altså hurtigt komme til at føles som 2½ time! Det er glædeligt, at CPH PIX vil lave en serie om den nye komik, men hvis der er så lidt at finde derude, at de er nødt til at fylde hullerne ud med det her lort, så skulle de måske have ventet et år eller to. Det her var det værste, jeg har set i år! I det mindste havde “The Legend of Kasper Hauser” et lyttteværdigt soundtrack.
1/6
”Stand-Up, Sit Down, and Visual Art Comedy Today” vises ikke igen under årets CPH PIX.
- Atomic Age, Frankrig (L’Age Atomique)
Thomas: En meget, meget lille – og med sine 67 minutter heldigvis også meget kort – film om to fyre, der tåger rundt i Paris en enkelt nat, hvor de støder på et par piger og nogle slagsbrødre og mest af alt filosoferer over tilværelses ulidelige ligegyldighed.
Filmens styrker er en fin musik-side, enkelte betagende billedkompositioner og en dialog, der – muligvis med vilje, muligvis pga. en dårlig oversættelse i teksterne – flere steder virker mere som poesi end som egentlige replikker, man vitterligt ville sige. Filmens største svaghed er, at den er jævnt kedelig.
3/6
”Atomic Age” vises ikke igen under årets CPH PIX.
- Skønheden og Udyret, Frankrig (La belle et la bête)
Thomas: For mit vedkommende blev dagen rundet af med en fransk klassiker. Inden for det seneste år har jeg endelig fået set Disneys udgave af eventyret, så der var ikke mange overraskelser i historien, som dog er lidt mindre pussenusset i denne live action-udgave fra 1946. Om det var det, eller om det var reelle svagheder ved fortællingen, der gjorde, at jeg ikke helt lod mig rive med på dét plan, skal jeg ikke kunne sige. Men det var da en fin historie, bevares!
Der, hvor filmen for alvor tog kegler hos mig, var på det visuelle og tekniske plan. Udyrets make-up virker måske lidt kikset med nutidige øjne, men den var sublim for sin tid. Ligeledes er kostumer og kulisser helt i top. Særligt kulisserne med døre, der åbner af sig selv, store flagrende gardiner, magiske arme og levende statuer er med til at bidrage til en forrygende eventyrstemning, og man kan tydeligt se, hvor film som “Labyrinth” og Joel Schumachers “Phantom of the Opera” har hentet meget af deres inspiration fra. Det var hele filmen værd!
5/6
Johnny: Det er selvfølgelig ikke retfærdigt at sammenligne festivalens øvrige film med Cocteaus mesterværk fra 1946, men I skal ikke snydes for en omtale.
Historien er nok ret velkendt, men vi forsøger alligevel et resume: Belle er den stakkels pige, der bruger sin tid på at betjene sine utaknemmelige søstre. Faderens investeringer har fejlet, og familien er fattig. På en natlig rejse ender faderen på et magisk slot i skoven, hvor han plukker en rose til Belle. Udyret dukker op og kræver hans liv som straf for tyveriet, men tilbyder ham så, at en af hans døtre kan tage hans plads. Mod sin faders ønske tager Belle af sted til slottet, hvor hun først er bange for Udyret, men efterhånden kommer til at holde af ham. Da faderen bliver syg, vender hun hjem til ham, hvor søstrene sammen med Belles bror og den unge mand Avenant, der er forelsket i hende, beslutter sig for at dræbe udyret, så de kan overtage hans rigdomme.
Filmen er et overdådigt udstyrsstykke, hvor ekstravagancen til tider kan virke overvældende. Cocteau benytter sig af pantomime frem for monologer i mange scener, hvilket kan være svært for et moderne publikum at forholde sig til, men hvis man kan overgive sig til dens patos, vil man ikke fortryde det.
Det er meget interessant at se, hvor moderne Cocteaus fortolkning egentlig er. Forholdet mellem Belle og Udyret i slutningen er dobbelttydigt og overraskende sensuelt. Da Jean Marais spiller både Udyret og Avenant gives der yderligere perspektiver til fortolkningen ved dobbeltgængermotivet. Derudover fokuserer instruktøren meget på dikotomien mellem dyr og mennesker (på fransk betyder Bête både udyr og dyr) og på Udyret som en misforstået kimære-skikkelse. En film, som alle filmelskere bør have stående på hylden.
6/6
”Skønheden og udyret” vises ikke igen under årets CPH PIX.
- Father of My Children (Le père de mes enfant), Frankrig
Johnny: Efter min tidligere erfaring med Mie Hansen-Løve, hvor jeg kedede mig, var jeg ret nervøs for at se endnu en af hendes film, igen med en spilletid på 110 minutter. Heldigvis beviste hun, at hun trods alt formår at fortælle en historie.
Filmproduceren Grégoire tilbringer det meste af sin tid i telefonsamtaler. Han producerer primært små kunstfilm, og økonomien er mildt sagt ikke god. Hans kone og tre døtre savner ham, men han har knap nok tid tilovers til at tilbringe weekenden sammen med dem. På hans nye film er en vanvittig og lunefuld svensk instruktør ved at drive hele holdet til vanvid (gad vide, hvem det kan være en reference til?), og omkostningerne bliver ved at stige. Til sidst står det klart, at firmaet ikke kan reddes, og han skyder sig selv. Resten af filmen følger vi de efterladte og deres forsøg på dels at redde hans film, og dels at komme overens med hans selvmord.
Meget ved denne film er reddet ved, at den modsat “Un amour de jeunesse” har en langt mere sympatisk hovedkarakter. Selvom Grégoire (Louis-Do de Lencquesaing, der spillede specialerådgiveren i den anden film) er lidt af en charlatan og langt fra nogen engel, så er han charmerende og idealistisk nok til, at vi kan leve os ind i hans problemer. På det tematiske plan behandler “Father of My Children” den kunstneriske films værdi og berettigelse samt i hvor høj grad, den er et produkt af et ”labour of love”.
Den ældste datter får i anden del af filmen en mere prominent rolle, som hun bærer flot (hun er i øvrigt Lencquesaings datter). Hun befinder sig lige på grænsen til voksenlivet, og faderens død bliver en overgangsrite for hende, omend en brutal én af slagsen. Visuelt er der ikke noget revolutionerende i filmen, men klipningen og filmens rytme er meget bedre her end i Hansen-Løves tidligere opus. En udmærket, men unægteligt meget fransk film om kærligheden, kunsten og familien.
4/6
”Father of My Children” vises ikke igen under årets CPH PIX.
- Norges sønner (Sønner av Norge), Norge
Johnny: Film om hippielivet i 1970’erne, og hvordan specielt børnene håndterede det, er efterhånden blevet en undergenre. Denne film kører dog historien lidt længere frem. Vi befinder os i 1979 på grænsen mellem hippier og punks. Magnus og Lone har et godt, om end meget revolutionsromantisk liv sammen med børnene Peter og Nikolaj. Faderen ynder at protestere mod småborgerligheden og samfundsordenen, som da han fejrer jul med bananer, fordi Jesus repræsenterer en undertrykkende og fordummende religion, og vi lige så godt kan vedkende, at vi er aber.
En dag bliver Lone dræbt i et trafikuheld, og så begynder idyllen at krakelere. Magnus bliver apatisk og depressiv, mens Nikolaj må holde sammen på det hele. Efter at lillebroderen bliver sendt til tanten og onklen, kaster han sig ind i det lokale punkmiljø med faderens helhjertede, om end ikke helt velkomne støtte. Det er svært at være nihilistisk punker i protest mod alt og alle, når din far er trommeslager i dit Sex Pistols-kopiband.
Filmen vælger klogeligt at undgå ren komik som så mange andre film i genren. Selvdestruktion og desillusion er faste elementer i denne film, der ofte flirter med tragedien. Det skulle næsten også være mærkeligt andet i en punkfilm. Sven Nordin er fantastisk i rollen som Magnus. Det er ham, der egenhændigt hæver filmen over det vellavede, men forglemmelige niveau. Hans altfavnende faderskikkelse er en naturkraft i Nikolajs liv, hvilket på godt og ondt driver hans deroute.
Man kan med rette diskutere, om det er et nøjagtigt tidsbillede, men da historien fungerer, har jeg ingen problemer med det. Filmens scenograf har under alle omstændigheder moret sig med at skabe en lang række groteske scenerier. Man kan desuden glæde sig til slutningen, hvor ingen andre end Johnny Rotten dukker op i en birolle.
4/6
”Norges sønner” vises ikke igen under årets CPH PIX.
Johnny: Når man ser mange film, begynder man på et tidspunkt at blive immun overfor de mest almindelige greb. Man kan se, præcis hvilke virkemidler instruktøren anvender og til hvilket formål. Det forhindrer ikke én i at anerkende den gode filmkunst, men det betyder desværre, at den umiddelbare og følelsesmæssige indvirkning udebliver. Engang imellem kommer der så en film, som smutter under radaren og har en overvældende, næsten fysisk effekt.
I “Michael” lever titelfiguren et stille, tilbagetrukket liv i forstaden. På arbejdet er han effektiv og professionel, men holder sig for sig selv. Han har ikke mange venner eller nævneværdigt socialt netværk, og han virker akavet og afvisende, når han endelig har kontakt med andre mennesker. Filmen åbner med, at han kommer hjem. Han laver mad, dækker bord og lukker for vinduesskodderne i hans velsikrede hus. Så går han ned i kælderen, åbner en dør, der er sikret med en gigantisk lås, og lukker en 10-årig dreng ud. De spiser middag sammen uden at tale meget. Drengen virker meget mut, men ikke ophidset. Efter maden ser de fjernsyn, hvorefter drengen igen låses inde i rummet. Michael børster tænder og klæder om, hvorefter han låser sig selv ind i rummet i kælderen. I næste scene ser vi ham stå og vaske sig i skridtet.
Denne rolige, minimalistiske og lidet sensationelle fortællestil er kendetegnende for filmen. Vi ser aldrig de voldsomme scener, men er efterladt til at forestille os dem ud fra konteksten. Det kunne være blevet til en kedelig og ligegyldig film, men i hænderne på Markus Schleinzer bliver det alt andet. Der er en mesterlig klipning i filmen, og instruktøren viser en uovertruffen beherskelse af spændingsopbygning. Jeg forstår ikke, hvordan en debuterende direktør kan udvise så sikkert og formfuldendt håndværk, men giv ham da for Guds skyld penge til flere film!
Michael bliver aldrig til et monster, som det ofte er tilfældet i misbrugsfilm. Han er en ynkelig, lidt ensom og egentlig lun mand, som vi under andre omstændigheder ville have fattet sympati for. Vi oplever gennem filmen hans hverdagsgerninger, der ikke er særligt bemærkelsesværdige. Det er kun gennem vores viden om det, der sker i kælderen, at vi frygter for, hvilke konsekvenser hans humør, helbred eller arbejdssituation kan få for den stakkels dreng. Til tider er han venlig og legende, men hver eneste gang, vi som publikum er ved at være lullet i søvn, lader instruktøren os vide, hvad der ligger under overfladen. Nogle gange med så subtile midler som et blik, en berøring eller en hævet stemme og andre gange mere voldsomt. Det er vigtigt at pointere, at denne vold næsten altid er indirekte fortalt. De eneste voldshandlinger, vi ser, går ud over Michael.
Michael Fuith spiller suverænt godt i hovedrollen, godt suppleret af David Rauchenberger som drengen. Det er utroligt, hvor meget nonverbal kommunikation, de to kan formidle.
Stemningen under filmens sidste 10 minutter var så spændt, at jeg fysisk sad og rystede og havde svært ved at trække vejret. Det er årevis, siden en film har haft den effekt på mig. “Michael” er en uafrystelig og genialt udført thriller/gyser og muligvis festivalens bedste film. Hvis Markus Schleinzer bliver bedre med tid og erfaring, kan vi vente os mere stor filmkunst af denne mand.
6/6
”Michael” vises ikke igen under årets CPH PIX.
- Home For The Weekend (Was bleibt), Tyskland
Johnny: Klassisk, tysk familiedrama – dog i et noget lavere gear end normalt. Marko og hans lille søn, Zowie, tager til bedsteforældrene for at tilbringe weekenden. Her gøres de selskab af broderen Jakob og hans nye kæreste. Faderen har lige trukket sig tilbage fra sit forlag og planlægger at skrive en bog, der dog kræver en længere researchrejse i Mellemøsten. Marko er separeret fra sin kone, men har ikke fortalt det endnu. Jakobs tandlægepraksis går dårligt, og han har brug for at låne penge, men skammer sig over det. Moderen, der i mange år har plaget familien med sin psykiske sygdom, har for nyligt besluttet at stoppe med at tage sin medicin. Over weekenden kommer alle sandhederne ud, og familien må finde en ny balance.
På overfladen lyder det som alt, hvad jeg elsker ved tysk film, men jeg var ikke helt begejstret for denne film. Der er ikke noget at udsætte på formen som sådan. Den byder på godt skuespil. Corinna Harfouch, der er blevet en af mine tyske favoritskuespillere, er fantastisk som moderen. Hendes karakter balancerer hele tiden på en knivsæg, mens hendes frustration over det hele truer med at sende hende ud over kanten.
“Home For The Weekend” er smukt filmet – her er nogle fantastiske villa-interiører og skiftevis truende og idylliske skove. Den eneste anke, jeg har, er sådan set, at jeg havde forventet og håbet på en langt mere dramatisk film. Det er den ikke. Den bruger, som mange af filmene på årets festival, en rolig og langsom fortællerytme, hvor dramaet snarere er at finde mellem linjerne. Det er jeg normalt glad for, men i denne film savnede jeg noget mere voldsomt.
4/6
”Home For The Weekend” vises ikke igen under årets CPH PIX.
