Australieren Revell er en af de mest arbejdsomme og alligevel også en af de mere “usynlige” komponister i filmmusik-branchen. Han er den type som de fleste instruktører elsker at arbejde sammen med – fleksibel og i stand til at arbejde under strenge deadlines. (Scoret til “Tomb Raider” skrev og indspillede han på otte dage).

Men hos den almindelige filmmusik-interesseret er hans navn måske ikke særlig genkendeligt, og det hører sammen med at hans musik heller ikke er det. Eneste mindeværdige undtagelse er scoret til “The Crow”, som Revell ironisk nok har kæmpet hårdt imod at instruktørerne bruger som temptrack (det midlertidige musiklydspor hvor instruktørerne ligger tidligere indspillet musik på filmen inden det endelige score bliver gjort færdigt).
“Daredevil” er Revells til dato størst profilerede opgave. Filmen er tæt polsteret af nutidig rock- og tekno-musik, som gør det vanskeligt for scoret at folde sig ud og skabe sig sin egen identitet, som i f.eks. John Williams’ “Superman” eller Danny Elfmans “Batman” og “Spider-Man”. Det er sikkert også derfor at Revell har fået tjansen i stedet for en af de store velkendte komponister. Scoret skal og får heller ikke lov til at være mere end fyld, og så er der ingen grund til at ansætte en af de dyre drenge til at skrive “usynligt” musik. Med andre ord så er Graeme Revell det perfekte valg til denne slags opgave.

I “Matt Becomes Daredevil” folder temaet sig naturligt nok ud for første gang. Temaet bliver fremført på en elektrisk guitar, som er inspireret af den føromtalte rockmusik som præger filmen. Intentionerne bag temaet er seriøse nok, men temaet kan måske alligevel godt virke lidt kikset og tv-serie agtigt på nogle. På sin egen facon virker det nu meget underholdende alligevel. Det er lidt svært at finde et sted i scoret hvor man kan hænge sin hat, men pga. temaets udfoldelse er dette nummer et udmærket sted at begynde.

Det efterfølgende nummer, “The Kingpin”, lægger ud med et elektronisk teknoinspireret beat som er forfærdeligt ringe – det lyder som en der tilfældigt trykker på keyboardets taster uden mål og pondus. Resten af nummeret lyder som genbrug fra “Tomb Raider” soundtracket.

“Young Matt’s Father” og “Elektra” indeholder mere stille og følsomme øjeblikke og er i fin kontrast til de rå elementer.

De normale kendetegn ved Revels kompositioner er at finde på “Daredevil” soundtracket: den etniske lyd, et minimum af nye musikalske ideer, de bombastiske actionstykker, og en del af numrene indeholder også hvad man må kalde lydeffekter end decideret musik. Sagt på en anden måde så er “Daredevil” soundtracket et standard Graeme Revell score. Revell berører ikke nye territorier – måske på nær de forfærdelige teknobeats som godt kunne været undværet.

Revell scorer sikkert ikke mange nye fans med dette score, men soundtracket fungerer alligevel fint som en slags “Greatest Hits Of Graeme Revell” på godt og ondt.
[h2]Trackliste[/h2]
1: Daredevil Theme (4:39)
2: Young Matt’s Father (1:57)
3: Hell’s Kitchen (2:12)
4: Matt Becomes Daredevil (1:38)
5: The Kingpin (3:51)
6: The Darkest Hour (2:44)
7: Bullseye (2:44)
8: Elektra (4:15)
9: Mistaken Identity (2:50)
10: Nachio’s Assassination (1:11)
11: Elektra vs Bullseye (2:56)
12: Blind Justice (2:09)
13: Church Battle (2:22)
14: Falling Rose (1:11)
15: The Necklace (3:19)

Total spilletid: 40:17

Venligst udlånt af: