Barrys involvering i serien begynder i sommeren 1962, og selvom han har lavet musikken til et par andre film, er han på det tidspunkt mest kendt som frontmanden i det populære Jazz-band The John Barry Seven. Forinden er sangskriveren Monty Norman godt i gang med at skrive underlægningsmusikken til “Dr. No”. Norman responderer udelukkende på filmens eksotiske omgivelser, og er ifølge filmens producere ikke i stand til at lave et potent tema til filmen. De kalder det muntert begravelsesmusik, og hvad gør man så? Man ansætter selvfølgelig en af landets mest hippe katte til at hjælpe til.

Men hvor meget, eller hvor lidt, han hjælper med er uklart. Både Norman og Barry har under ed sværget at de skrev temaet uden hjælp fra den anden. Ganske vist fik Norman rettens ord på at det var ham der skrev temaet, men det er uden tvivl Barrys fingeraftryk på temaet, der gør det til den ørehænger, det stadig er i dag. Delvist baseret på Barrys egen komposition “Bee’s Knees”, og med lidt inspiration fra Henry Mancinis tema til tv-serien “Peter Gunn” og Nelson Riddles “The Untouchables” bliver en klassiker født: “The James Bond Theme”.

Da filmen får premiere er det tydeligt at Monty Normans score skyder forbi målet. Musikken er ganske fornøjelig, men en hårdkogt agent fremstår som alt andet end cool når han associeres med musik som “Under the Mango Tree” og topmålet af umandighed: “Twisting with James”. Derfor kommer det heller ikke som nogen stor overraskelse, at Norman er fortid, og siden hen hører man kun fra ham hver eneste gang folk påstår, at James Bond-temaet er John Barrys opfindelse. Derimod er Barry tilbage i ilden, og opgraderes nu til at skrive hele scoret til James Bonds filmeventyr nummer 2, “From Russia With Love”.

Som tak for tilliden skaber Barry den lyd, der kommer til at karakterisere Bond-serien for altid. Ligesom Mancini gør det på denne tid trækker også Barry på popmusikkens instrumentering og sangform. En gentagen basfigur og et guitarriff, samt poppens iørefaldende kvaliteter, sætter perfekt musik til James Bond. Bond-temaet er nu en del af scoret som vendes og drejes på interessante måder, men også melodien fra filmens titelsang føres med ud i scoret. Foruden at pryde scoret med en farverig og romantisk stemning introducerer Barry et sekundært tema til Bond, som er tilegnet 007’s mere actionprægede udskejelser.

Selvom Barry sætter standarden med “From Russia With Love”, så er det året efter at det for alvor går op i en højere enhed. ”He’s the man, the man with the midas touch”, lyder det i sangteksten til “Goldfinger”. Sætningen er møntet på filmens skurk men kunne ligeså godt være tiltænkt Barry. For ligesom Kong Midas’ hænder efter sigende var i stand til det, bliver også alt hvad Barry rører ved i “Goldfinger” til guld.

For første gang i serien får han fuld kontrol over musikken, hvilket han udnytter til selv at ansætte sangerinden Shirley Bassey, og allerede før sangskriveren har en tekst klar, lader hun sig – udelukkende på baggrund af Barrys melodi – overtale til at indsynge filmens titelsang. Det er også en fantastisk melodi, krydret med en sensuel kraft og brutale horn, hvor Basseys tunge stemme er prikken over i’et. Denne stemning præger resten af soundtracket, som er det bedste eksempel på hvordan den helt specielle Bond-lyd klinger. Scoret byder også på et nummer som ”Into Maimi”, der ikke fornægter Barrys fortid som jazzmand. Soundtracket til “Goldfinger” bliver et stort hit i USA, og Barry modtager passende nok karrierens første guldplade.

“Goldfinger” sætter for alvor fart i Bond-serien, og scoret i “Thunderball” kører videre i samme energiske stil, hvor Barry forsætter sin metode med at inkorpore melodien fra introsangen i sit score, men i dette tilfælde bliver oplevelsen noget anderledes. Som i “From Russia With Love” og “Goldfinger” bestemmer man sig for at ville lave en titelsang, men undervejs vælger producerne at hylde Bonds kælenavn, hvilket betyder at hovedsangen i stedet får titlen “Mr. Kiss Kiss Bang Bang”. Barry skriver som sædvanlig melodien og arbejder den ind i filmens score. Men undervejs får producerne kolde fødder og bestiller alligevel en titelsang. Selvom Barry også er hovedmanden bag melodien i den nye sang, er det for længst for sent at skrive scoret om. Hvilket så betyder at det er sangen ”Thunderball” som åbner filmen, men det er melodien fra “Mr. Kiss Kiss Bang Bang” der efterfølgende og gennemgående understreger filmen.

Året er nu 1967, filmen er “You Only Live Twice” og Sean Connery er ved at være godt træt af James Bond, og selvom han kommer til at opleve at man aldrig skal sige aldrig mere, annoncerer han at dette er hans sidste runde som Bond. “You Only Live Twice” markerer også en drejning fra det seriøse actionorienterede til det mere eksotiske og romantiske. Barrys hovedmelodi, som en vis Robbie Williams mange år senere bruger som fundamentet til sangen “Millennium”, er naturligvis også præget af denne stemning. Barrys sekundære Bond-tema vender desuden tilbage i en lettere skæv version i “You Only Live Twice”.

Den næste og første Bond-film uden Connery bliver filmen med det lettere vanskelige navn “On Her Majesty’s Secret Service” og ideen om en titelsang skrottes af gode grunde. I stedet skriver Barry et kraftfuldt og pulserende hovedtema, som uden tvivl er en af seriens mest spændende melodier. Hvis man leder efter et Bond-soundtrack med interessante melodier og spændende actionmusik i bedste Bond-stil, er det dette. Selvom filmen er uden en egentlig titelsang snydes vi alligevel ikke for en vidunderlig Bond-sang, nemlig ”We Have all the Time in the World”, indsunget af Louis Armstrong. Sangen var Armstrongs første indspilning efter længere tids sygdom, og hans afkræftede men varme stemme giver sangen en vidunderlig og ærlig kvalitet. Sangen bliver også Armstrongs sidste indspilning inden hans død i 1971.

Selvom Barry endnu ikke har truet med at følge i Sean Connerys trætte fodspor, bliver “Diamonds Are Forever” alligevel starten på enden for Barrys Bond-opgaver, da forholdet mellem Barry og Bond-produceren Harry Saltzman begynder at blive anstrengt. Connery er (efter en klækkelig lønforhøjelse) nu vendt tilbage som Bond, så Barry vælger igen at trække på Shirley Bassey til at indsynge endnu en fabelagtig titelmelodi. Men Saltzman udtrykker stor forargelse over Don Blacks sangtekst, som han finder alt for vovet (“Hold one up and then caress it, touch it, stroke it and undress it”). Barry derimod bliver så tosset over producerens harme at han nægter at lave musikken til “Live and Let Die”. Selvom scoret til “Diamonds Are Forever” har sine øjeblikke, bl.a. en række tempofyldte actionnumre, er luften ved at gå lidt ud af ballonen. I “Live and Let Die” tager Paul McCartney sig af hovednummeret, og scoret overlader han til den femte Beatle, George Martin.

Da tiden kommer til “The Man with the Golden Gun” har Barry “fundet” tid i sin kalender til at vende tilbage som hovedansvarlig for musikken, men forholdene er ikke perfekte. Den lettere kiksede titelsang bliver forværret af en sangerinde med ondt i halsen og scoret må han skrive på tre uger. Efter syv Bond-soundtracks begynder Barry nu at virke træt af formlen, og hans arbejde på “Moonraker” og “Octopussy” er efterhånden noget gennemsnitligt. Han kan stadig skrive en smuk melodi, men det energiske er af skiftende kvalitet.

Næste opgave er “A View to a Kill”, som får en af de bedste og mest succesfulde Bond-sange, og Barrys score bærer også noget af den energi som han gav musikken fra Connery-perioden. Det er dog først i 1987 at han for alvor er tilbage i fuld form. “The Living Daylights” markerer debuten for Timothy Dalton, som er meget mere seriøs og troværdig (men hvem vil ikke også være det i forhold til Roger Moore?) som James Bond. Titelsangen bliver lavet i samarbejde med a-ha, men endnu engang er der problemer. Barry er utilfreds med deres tilgang til opgaven; de tre nordmænd mener at de er de moderne og at Barry hører til det forgangne. Barry ender med at inddrage flere af a-ha’s moderne elementer i sit score og følger op på Daltons dysterhed – og til trods for at scorets elektroniske elementer i dag får det til at lide under en dateret 80’er lyd, laver Barry et af sine bedste Bond-scores siden “On Her Majesty’s Secret Service”.

Nu hvor Barry igen har fundet inspirationen og energien, bliver “The Living Daylights” desværre enden på hans lange samarbejde med Bond-filmene. Det er meningen, at han skal stå for musikken til “License to Kill”, men han render ind i en periode med sygdom. Producerne viser dog hjerte ved at udskyde produktionen, men da Barrys sygdom bliver længerevarende tager Michael Kamen med blandet resultat over.

I 1995 er tiden kommet til Pierce Brosnan og “GoldenEye”, hvor producerne prøver at overtale Barry til at gøre comeback, men han beslutter sig for at nok må være nok. Instruktøren Martin Campbell er stærkt interesseret i at få Eric Serra til at lave musikken, men franskmandens bidrag viser sig at være for tamt til Bond. En Bond-film er ganske enkelt ikke en rigtig Bond-film uden en fuldblods version af “The James Bond Theme”, men det er Serra ikke interesseret i at levere, så det ender med at hans dirigent må sammensætte en symfonisk udgave af temaet til filmens store kampvogn-scene.

Fra tid til anden har forskellige komponister forsøgt at følge op på Barrys frække Bond-stil, men først med “Tomorrow Never Dies” lykkes det at finde en værdig efterfølger. David Arnold viser sig at være i stand til at fange stilen, samtidigt med at han inkorporerer egne vellykkede elementer, og med sangen “Surrender” lykkes det oven i købet også Arnold at lave den bedste Bond-sang i årevis. Arnold imponerer producerne så meget at han fra nu af bliver Bond-seriens nye hofkomponist.

I 2001 laver John Barry sit hidtil sidste filmscore til dramaet “Enigma”, og han har siden hen koncentreret sig om mere klassiske værker. Barry har således mere eller mindre trukket sig tilbage fra den kaotiske filmverden med den begrundelse, at han er for gammel og for rig til at finde sig i al dens sludder og vrøvl.

I 2003 er samtlige af John Barrys Bond-soundtracks genudgivet, med forbedret lydkvalitet og forlænget spilletid, som er de tidligere cd’er langt overlegne og efterlader de gamle skiver til et nyt liv som James Bond gadget-frisbees.