– Travis Bickle

Martin Scorsese har med “Taxi Driver” (1976) og “Raging Bull” (1980) opnået stor kritisk opmærksomhed. De var langtfra hans største publikumssucceser. “Cape Fear” og “Det Handler Om Penge” (“The Color Of Money”) var gigantiske pengemaskiner til sammenligning. “Raging Bull” og “Taxi Driver” er fyldt med filmisk intelligens som specielt ved et nærmere eftersyn dukker frem. Begge giver et kompliceret portræt af mænd som ikke fungerer i den gængse verden. Scorsese viser med sin store visuelle sans at de to films hovedpersoners (begge spillet af Robert DeNiro) indre problemer giver sig til udtryk i det ydre.

Jake La Motta er i “Raging Bull” en selvdestruktiv bokser som bruger bokseringen til at opnå den prestige, som han ikke kan få i den virkelige verden. Og når La Motta tager sine problemer med i bokseringen – det eneste lovlige sted han kan afreagere – så giver det sig til udtryk i Scorseses velkomponerede billeder. I den første kamp er La Motta sulten og håbefuld, og derfor er scenen filmet derefter, åbent og lyst. Senere når La Motta har store problemer, bl.a. med at styre sin unge kone, som han mistænker for at gå i seng med alle og enhver, og han igen tager sine problemer med i ringen, så er bokseringen forvandlet til en krigszone. På den måde reflekterer filmens tema måden Scorsese fortæller sin historie på. Det er essensen bag det misbrugte ord, stil.

”Taxi Driver” er et produkt af 70’ernes Amerika og fortvivlelsen over den tabte Vietnamkrig, men det betyder ikke at filmen er uaktuel…
Travis Bickle, modsætningernes mand, er ved at brække sig over byens narkomaner og prostituerede, men han er selv på piller og bruger sin tid i pornobiografer. Han er på diæt, men skovler sukker på sine måltider. En opførsel der gør at han aldrig ankommer til det sted han længtes efter – selvvalgte lidelser oversat til: Jeg er værdiløs, jeg bør forblive alene. Hvis man går tættere på Travis, vil man finde ud af, at han nærmere består af en masse afskilte dele end deciderede modsætninger. Når han støder på nye idéer eller nye indflydelser, fører han dem ud i livet med en næsten fanatisk dedikation…
Antihelten Travis Bickle?
Travis involverer sig i to kvindebekendtskaber, med udgangspunkt i andre folks opfattelser af verden. Betsy er den hvide engel i en mørk verden, i hvert fald inde i Travis’ hoved: ”She was wearing a white dress. She appeared like an angel. Out of this filthy mass… she is alone. They cannot touch her”, skriver han i sin dagbog. Men i virkeligheden er hun bare en perfekt middelmådig person. Hendes første indtræden i filmen er en gudinde værdig. Slowmotion og Bernard Herrmanns romantiske musiktema følger hende. Og for at det ikke skal vare løgn, sidder Scorsese selv i billedet og følger hende med et skævt smil. Overdrevne virkemidler der beskriver Travis’ ophøjelse af hende.

Travis får charmet sig ind hos hende, og hun går ud med ham. Hun falder for hans sentimentale pladder (hans romantiske metoder og hendes betagelse af ham er som taget ud af en eller anden klichéfyldt film – og foregår derfor måske kun inde i Travis’ eget hoved). Selvom han har scoret hende tager han hende med i en skummel pornobiograf. Men den hvide engel er naturligvis ikke skabt til at opholde sig i denne mørke hule, og hun render ud af biffen. Betsy er ikke interesseret i at se Travis mere, og han fordømmer hende. Hun er ligeså kold som alle de andre.

Men at tage drømmepigen med ind og se en erotisk film på første stævnemøde ville nok virke afskrækkende på de fleste kvinder. Hans opførsel er endnu et eksempel på hvordan hans jeg-er-værdiløs,-jeg-bør-forblive-alene-syndrom gennemsyrer hans “virkelighed”. Travis kaster sig i stedet over Iris, en 12-årig prostitueret pige (spillet af Jodie Foster). Han må da kunne redde hende så, men det er hun overhovedet ikke interesseret i – det er hendes alfons forresten heller ikke.
Iagttagelse af iagttageren
Travis Bickle er en tilskuer af verden, og vi er tilskuere af Travis Bickle. Det viser Scorsese i utallige scener – bl.a. når Travis går i biffen for at se erotiske film, ser vi på Travis – i stedet for hvad han ser på. Da en af Travis’ kunder (spillet af Scorsese selv) fortæller ham at han har besluttet sig for at dræbe sin kone, kigger Travis på kunden igennem bagspejlet, i stedet for at vende sig rundt – som ville betyde at han viste interesse. Ved at lægge vægt på iagttagelsesevnen, trækker filmen os, publikum, ind i Travis’ verden, og samtidig bliver vi også frastødt, fordi filmen er ikke interesseret i at få os til at elske Travis Bickle.
Vi bliver hele tiden mindet om, at det er film som vi ser på – og en ikke levende person. F.eks. ser vi i en scene et glas med en brusetablet fra en unaturlig kameravinkel, og der går unaturligt langt tid før der bliver klippet til næste scene. Ved at bruge sådanne metoder giver Scorsese os tid til at tænke og komme ud af Travis’ verden. Det betyder, at vi ikke kommer til at holde af Travis – vi kommer højst til at forstå hans desperation som kommer af ensomhed, meningsløshed og fremmedgørelse.

Men Travis bliver mere og mere magtesløs over at være passiv, og har ikke tid til at vente på syndfloden som vil rense verden for dens udskud. Han tager sagen i egen hånd. Han køber håndvåben, og beslutter at forøve attentat mod senator Palantine, den selvsamme senator som Betsy arbejder for. Det skal nok få folk til at åbne øjnene op for ham. Han anlægger sig en indiansk mohawkfrisure, og er nu klar til det største og sidste opgør. Men Travis fejler og beslutter sig at redde Iris, den 12-årige prostituerede pige.
Filmen ender i et blodbad af et opgør med hendes alfons, hotelbestyreren og en kunde – så blodigt at Scorsese og hans kameramand, Michael Chapman, var nødt til at nedtone farverne for at undgå en x-rating (den højeste klassificering for voldelige og pornografiske scener). Selvom Travis går amok til sidst, så gør samfundet ham til en helt. Han redder pigen, og der hænger rosende avisudklip og et takkebrev fra Iris’ forældre på Travis’ væg. Men igen – kommer disse fra Travis’ egen fantasi eller skal det tages bogstaveligt? Det er op til tilskueren selv at bestemme…
Men som altid bliver fiktionen indhentet af virkeligheden
I 1976 så John Hinckley Jr. “Taxi Driver”. Hinckley var en populær student og idrætsmand i skolen, men oplevede senere stor ensomhed og fortvivlelse. Han blev “besat” af filmen og specielt Jodie Foster, som i høj grad mindede om hans egen mor som også blev kaldt Jodie. Han opsøgte Foster og talte med hende, men hun afviste ham. I 1981 indtalte han en besked på et kassettebånd: ”Jeg har lyst til at gøre noget for hende. Hun skal vide at jeg elsker hende. Jeg vil ikke gøre hende eller nogen noget ondt. Jeg kan ikke gøre nogen fortræd. Jeg er faktisk en kujon”.

Han skrev breve til hende hvor det sidste lød: ”Jeg kan ikke vente mere, jeg er nødt til at gøre noget nu for at imponere dig”. Den 30. marts skød og sårede han Amerikas præsident Ronald Reagan. Hinckley forsvarede sig senere i retten ved at sige: ”Grænsen mellem virkelighed og kunst kan være usynlig. Efter at have set nok hypnotiserede film og nok magiske bøger, udspringer der sig et fantasiliv som enten kan være harmløs eller ganske farlig”. Men Hinckley tager fejl, fordi “Taxi Driver” taler ikke for at vold avler vold, men at passivitet gør det.

[url=oddjob:/taxidriver.html]Klik her for at læse Paul Schraders manuskript[/url]

Her kan du læse mere om John Hinckley Jr.

Litteratur: Kolker, Robert – “A Cinema Of Loneliness”.
Kim, David C. – “Scorsese`s Vision In Hindsight”.

[li]”Die Another Day”

[li]”Far From Heaven”

[li]”Glasskår”

[li]”Monster`s Ball”

[li]”Terror i Høj Fart” – “Derailed”

Tirsdag 21/1

[li]”Bedre End Beckham” – “Bend It Like Beckham”

[li]”Sex & Lucia” – “Lucia Y El Sexo”

Onsdag 22/1

[li]”Bad Company”

[li]”Farlige Intriger” – “Affair Of The Necklace”

[li]”Peter Pan: Special Edition”

[li]TVD1 22.00 ”Colors” (1988)

[li]DR.1 00.00 ”Othello” (1995)

[li]TV.2 00.15 ”Hana-bi: Blomster Og Ild” – “Hana-bi” (1997)
“Psycho” med Anthony Perkins og Vera Miles.

Marion er på flugt med en stor sum penge og søger ly for natten i et afsidesliggende motel. Hun falder i snak med den unge, nervøse bestyrer, Norman Bates, og beslutter at returnere pengene. Men den plan sætter Normans mor en effektiv stopper for.

Norman Bates: ”She just goes a little mad sometimes. We all go a little mad sometimes. Haven’t you?”

[li]TV.3 00.25 ”Psycho” (1960)

Søndag 19/1

[li]DR.1 14.45 ”Legend” (1985)

[li]DR.2 17.30 ”Manden Der Skød Liberty Valance” – “The Man Who Shot Liberty Valance” (1962)

[li]TV.2 20.55 ”Bleeder” (1999)

[li]DR.2 20.55 ”En Vampyrs Bekendelser” – “Interview With The Vampire” (1994)

[li]TV.3 21.00 ”Enemy Of The State” (1998)

Mandag 20/1

[li]TV.3 20.00 ”Nettet” – “The Net” (1995)

Tirsdag 21/1

[li]Zulu 21.00 ”Romper Stomper” (1992)

[li]TV3+ 21.45 ”Det Handler Om Penge” – “The Color Of Money” (1986)

[li]DR.2 23.30 ”Mørkets Time” – “Lektionen In Finsternis (1992)

Onsdag 22/1

[li]TV3+ 20.00 ”Fornuft Og Følelse” – “Sense And Sensibility (1995)

Torsdag 23/1

[li]Zulu 21.25 ”Alien – Genopstandelsen” – “Alien: Resurrection” (1997)

[li]TV.3 21.00 ”10 Things I Hate About You” (1999)

[li]DR.2 20.40 ”Frikendt..?” – “Reversal Of Fortune” (1990)

Fredag 24/1

[li]DR.1 21.40 ”Deep Blue Sea” (1999)

[li]TV.3 21.50 ”Rob Roy” (1995)
“Sling Blade” med Billy Bob Thornton og Dwight Yoakam.

Karl Childers, bliver løsladt efter at have siddet indespærret på en psykiatrisk afdeling, siden han som 12-årig slog sin mor og hendes elsker ihjel. Han vender hjem til barndomsbyen. Karl knytter også et venskab til drengen Frank, og drengens mor, Linda, lader ham bo i deres garage. Snart truer imidlertid en konflikt imellem Karl og Lindas grove og aggressive kæreste, Doyle.

Karl: ”I wanna be baptized.”
Doyle: ”Well get baptized then, I don’t give a shit. Call up a fuckin’ preacher, Goddammit, we can’t baptize ya.”

[li]TV.2 23.40 ”Sling Blade” (1996)

”Blade II” — ”The Matrix Revisited” — ”Spider-Man”

Ugens filmz er tilbage i næste uge med flere filmz.