Man kunne have håbet at verdenssituationen efter 11. september 2001 havde skærpet nysgerrigheden og appetitten efter underholdning med indhold som giver anledning til dialog, men indtil videre ser det ikke sådan ud. I Amerika er det de tyndbenede komedier som fylder biograferne. I Danmark er det de store event-film med masser af reklamepenge i ryggen som har kronede dage. Er vores hverdag virkelig så stresset og usikker at der kun er plads til “junk-food”? Under tyskernes besættelse af Danmark i 40`erne blev de danske film, med deres lette og uforpligtende temaer, et middel til at flygte fra virkeligheden. Men hen imod verdenskrigens afslutning, havde mørklægningen for mange films vedkommende vendt stemningen 180 grader og filmene afslørede, med deres elementer af film-noir og ekspressionisme, en uinspirerende fortvivlelse.

Så hvis én ideologi ikke er at foretrække, vil en mere ligelig fordeling af det lette og det indholdsmæssige være at fortrække. Her kommer så Lars von Triers filmkarriere ind i billedet. På den ene side har hans film udviklet sig til at indeholde det lette melodramatiske, og på anden side indeholder de også tyngde. Men hans film er også vanskelige at sætte mærkat på, og derfor er han særligt udsat for hug. Skuespillerne og pressen kalder von Trier alt fra genial til monster. Er det kejserens nye klæder eller er han en rigtig “idiot”?
Til dem som har opholdt sig på månen de sidste mange år skal det nævnes at sammen med Søren Krav Jacobsen, Kristian Levring og Thomas Vinterberg gik von Trier i Moses’ fodspor og lancerede ti nye bud som fik overskriften Dogme95. Dogme, der har været en kolossal saltvandsindsprøjtning for dansk film, handlede om to ting: skuespillerne og instruktørernes manglende frihed.
Filmens historier, vejen fra ide til udførelse, har været meget kort i forhold til normal procedure, hvilket gav de første film en ægte friskhed. Men med alt for mange Dogme-film på ingen tid forsvandt det friske hurtigt igen.
Lars von Trier har altid elsket at provokere med sit egocentriske pladder – I Cannes i 1991 blev von Trier så sur over kun at få juryens tekniske pris for “Europa”, at han kylede den fra sig ved selve overrækkelsen. Da Trier ryddede Bodil-festen for statuetter i 1995, lige for snuden af Ole Bornedal, fortalte han at han skulle skynde sig hjem til sin babysitter – som var Ole Bornedal som ikke havde andet at lave den aften. Betegnelsen von er også en Trier har tildelt sig selv.

Men under optagelserne kan denne form for tumult mellem Triers eget og skuespillernes ego være til gavn for filmen. Det kan nemlig være en konfrontation der – som man hørte i de legendariske kontroverser med Björk i “Dancer In The Dark” – rummer en vældig energi og et kunstnerisk brændstof. Psykisk og fysisk presset af Trier med sit påtrængende kamera. I filmen “De ydmygede”, som går bag “Idioterne”, får man et godt indblik i hvordan dette fungerer. Han venter på det helt rigtige øjeblik, det hvor skuespillerne slipper kontrollen og stopper med at spille skuespil. Det hvor de giver op, hvor de bliver sårbare, trætte og irriterede. Han vil gerne igennem det professionelle lag og ind til noget andet.

Jesper Jarg, som stod bag kameraet på “De Ydmygede” fortalte til Weekendavisen: ”Lars manipulerer hele tiden, men samtidig må jeg sige, at hvis der er én ting, jeg beundrer Lars for, så er det hans ærlighed. Især i ‘De ydmygede’, hvor han nærmest var sårende ærlig. Jeg havde jo fri adgang til at optage hele indspilningen af ‘Idioterne’, og vi havde lavet den aftale, at han ikke havde nogen indsigelse på min dækning af optagelserne. Men to dage før optagelserne var slut, kom Lars hen og sagde – her Jesper, og så gav han mig nogle små bånd fra en diktafon og fortalte, at han havde lavet dagbog under optagelserne, hvilket jeg ikke anede. Beskeden var, at jeg kunne lytte, og hvis jeg kunne bruge det, kunne jeg bare gøre det… og det kunne jeg selvfølgelig, for der lå en guldgrube af materiale. Manipulationen ligger i, at han trækker den op af hatten, for uden det materiale ville jeg have været nødt til finde en anden måde at fortælle på lydsiden, og nu ser man ‘De ydmygede’ så at sige inde fra ham. Ærligheden ligger i, at det var ved at koste ham hans ægteskab.”
Et interessant element ved de senere von Trier-film, er han tør at lade dem fornærmede og ligefrem grimme i indhold og udseende. Men det er også med til at dele publikum i to lejre: enten hader man filmene eller også elsker man dem. De færreste ser det som en kvalitet at et værk ikke er interesseret i at bekræfte eller behage sit publikum. Da “Breaking The Waves” konkurrerede i hovedkonkurrencen i Cannes, forsøgte Francis Ford Coppola (som var præsident for festivalens jury) netop af samme grund at forhindre palmerne skulle gå til von Trier.
Men hvis “Breaking The Waves” var for anderledes til Cannesfestivalens jury, så tildelte de Triers næste film, “Dancer In The Dark”, guldpalmerne. Filmen gav musical-genren et tiltrængt skub fremad. Von Trier forklarede til indiewire.com:

”Problemet med musicals er at det er svært at acceptere når skuespillerne lige pludselig begynder at synge, hvorimod i en opera er det anderledes fordi der synger de hele tiden. Men det er mere ærværdigt, sådan som jeg også har gjort, at lade hende bruge sin fantasi til at gå ind og ud af musikken”. Og præcis derfor fungerer filmens miks mellem sangene og virkeligheden. Hovedperson Selma i “Dancer In The Dark” opdigter nemlig sin egen verden for at slippe fra von Triers version af virkeligheden – hvor folk ikke udtrykker sig igennem sang.

På trods af Triers rygte som en hård instruktør er skuespillerne meget interesseret i at arbejde sammen med ham, og nu altså også det store udlandet, men det er ikke pga. lønnen. For at medvirke i “Dogville” fik Nicole Kidman bare 166.000 kr. plus et par førsteklasses billetter med flyveren. Ud af filmens budget på 84 mio. kr. har stort set alle stjerneskuespillerne i ‘Dogville’ ikke fået meget mere end de 166.000 kr. Det gælder lige fra Stellan Skarsgård, James Caan til Lauren Bacall.

Når talen falder på Lars von Trier er meningerne spredte, og en del af forklaringen kan findes i en af hans egne film. I “Idioterne” spørger den undrende og nytilkomne Karen, hvorfor de ellers normale unge mennesker bruger det meste af deres tid på “at spasse”. Stoffer forklarer at der bag dette mærkværdige projekt gemmer sig en protest mod det samfund, der bliver rigere og rigere, men ikke gør folk lykkeligere. Derfor leder de unge efter deres egen “indre idiot” – en tilstand som åbner for helt nye værdier: ”At være idiot, det er en luksus. Men det er også et fremskridt. En idiot er fremtidens menneske – hvis man kan finde den idiot, som er lige præcis ens egen idiot”.

Klik [url=reviews-view.php?id=299]her[/url] for at læse anmeldelsen af “Dogville”.

[li][url=movie-view.php?id=580]”Cradle 2 The Grave”[/url]

[li][url=movie-view.php?id=581]”Dark Blue”[/url]

[li][url=movie-view.php?id=229]”Dogville”[/url]

[li][url=movie-view.php?id=526]”National Security”[/url]

Fredag 6/6

[li][url=movie-view.php?id=665]”Eksperimentet”[/url]

[li][url=movie-view.php?id=470]”28 Dage Senere”[/url]

[li][url=movie-view.php?id=614]”The Animatrix”[/url]

[li][url=movie-view.php?id=651]”Emil Fra Lønneberg” – “Emil I Lönneberga”[/url]

[li][url=movie-view.php?id=652]”Emil Og Grissebassen” – “Emil Och Griseknoen”[/url]

[li][url=movie-view.php?id=653]”Nye løjer Med Emil Fra Lønneberg” – “Nya Hyss Av Emil I Lönneberga”[/url]

[li][url=movie-view.php?id=613]”The Transporter”[/url]

[li][url=movie-view.php?id=364]”Venner For Livet” – “The Banger Sisters”[/url]

[li][url=movie-view.php?id=487]”Ya Ya Søstrenes Guddommelige Hemmeligheder”[/url]

Onsdag 4/6

[li][url=movie-view.php?id=448]”Bertram & Co”[/url]

[li][url=movie-view.php?id=94]”Changing Lanes”[/url]

[li][url=movie-view.php?id=366]”Sweet Home Alabama”[/url]

Ingen aner uråd, da Christian begynder sin tale for faderen, som fejrer sin 60-års fødselsdag omgivet af sine voksne børn, sin trofaste kone og venner. Kun Christian ved, at snart vil alle kende sandheden om hans familie og vide, hvorfor han mistede sin tvillingesøster.

Moderen: ”I den forbindelse vil jeg gerne sige rigtig hjertelig velkommen i familien til Gonzarles.”
Helene: “Mor, han hedder Gbatokai!”
Moderen: “Ja, ja … Velkommen Kaj.”
[li]DR.2 20.50 ”Festen” (1998)

[li]Zulu 20.55 ”Dybet” – “The Abyss” (1989)

[li]TV.3 21.00 ”Bandits” (2001)

Mandag 2/6

[li]TV3+ 21.50 ”Mary Reilly” (1996)

Tirsdag 3/6

[li]Zulu 12.55 ”Generalinspektøren” – “The Inspector General” (1949)

[li]TV.3 22.45 ”Hoodlum” (1997)

Onsdag 3/6

[li]Tv3+ 21.50 ”Blindt Raseri” – “Blind Fury” (1989)

[li]Zulu 20.30 ”Beck: Drengene På Nettet” – “Beck” (1997)

Torsdag 4/6
”Menneskejagt” – “North By Northwest”
Med Cary Grant og James Mason.

Reklamemanden Roger Thornhill bliver af en fremmed spionorganisation fejlagtigt antaget for at være den hemmelige agent George Kaplan. Dermed begynder en vild flugt fra både spionerne og myndighederne.

Forundret mand: ”That’s funny, that plane’s dustin’ crops where there ain’t no crops.”

[li]DR.2 20.50 ”Menneskejagt” – “North By Northwest” (1959)

[li]TV.3 21.00 ”Fame” (1980)

Fredag 6/6

[li]TV.3 21.00 ”Forført Til Succes” – “The Secret Of My Success” (1987)

[li]TV3+ 23.00 ”Mumford” (1999)

Lørdag 7/6

[li]TV.2 22.15 ”Dommeren Ser Rødt” – “The Star Chamber” (1983)

[li]TVD1 23.55 ”Gorky Park” (1983)

Læs tidligere Ugens filmz