Okay, der er kommet metervis af bras fra denne genre, men når filmene tager udgangspunkt i vores egen virkelighed kan der ske ting og sager – fordi nogle rædsler kan måske være for slemme at stå ansigt til ansigt med, og derfor fremstilles de i en nemmere metaforisk forklædning. Det er umulighed at dække alle de film som har været med til at yde en forskel, men det skal ikke afholde os fra at kigge på nogle af de interessante… Lights, camera and hacktion!

”Oh, in the name of God! Now I know what it feels like to be God!”

Allerede i filmens kun 2. år (1896) lavede Georges Mèliès verdens første gyserfilm, “Le Manoir du Diable”. Selvom filmens spilletid kun varede 2 minutter var ideen den samme som den er i dag: At udnytte publikums behov for gys. Den første film-vampyr så også dagens lys i Georges Mèliès` film (ikke bogstaveligt selvfølgelig) som også starten på utallige film med monstre i fokus.
Det berømteste må være Frankensteins monster som blev bedraget og svigtet af sin “far” (i modsætning til den gænse opfattelse, så var det doktoren som hed Frankenstein og ikke monstret, selvom det var Dr. Frankenstein som var det virkelige “monster”). Dr. Frankensteins brug af organer fra forskellige døde mennesker var og er stadig en bidende kommentar og kraftig advarsel til fremskridtets hæmningsløse natur.

Da Frankenstein smider sit nyankomne og gigantiske spædbarn på porten, får det konsekvenser for ham og hele hans familie, og på blodigste vis hævner monstret det liv, han aldrig har bedt om at blive skabt til.
Alle som har set “Troldspejlet” ved at Universal Pictures tog denne monstre-genre til sig, (og fik vel egentlig mere anerkendelse for det end de fortjente, MGM og Paramount lavede mindst ligeså gode monstre-film).

Men filmene og flere af skuespillerne, heriblandt Bela Lugosi, blev efterhånden en parodi på sig selv (se i øvrigt Tim Burtons hyldest til denne mand i “Ed Wood”). Og med tiden rendte monstre-genren tom for energi, dog indtil atomalderen og “De Røde” (kommunisterne) satte alarmklokkerne i gang i den vestlige verden.

”They’re here alright! And you’re next!”

I 50’erne, hvor alle så kommunister under sengen, blev de filmiske monstre mere eller mindre brugt som politisk skræmmemiddel. En fremragende film som “Invasion Of The Bodysnatchers” blev produceret under den kolde krig, og på trods af at instruktøren Don Siegel ingen politiske intentioner havde med filmen, blev den alligevel anset som sådan. Men hvad han havde af intentioner var en advarsel mod alle former for ensretning – som kommunismen også bar præg af, men ligeledes også den modstand som bl.a. House of Un-American Activities Commitee lagde for dagen med deres forfølgelse af amerikanere med selv den mindste forbindelse til det kommunistiske parti.

Da det tekniske aspekt af filmproduktionen blev billigere, gjorde det selvfølgelig filmene lettere at producere, men også mere farvestrålende, både blod- og indholdsmæssigt. Det engelske selskab Hammer antydede med deres versioner af “Frankenstein” og “Dracula” 60’ernes begyndende frigørelse. Filmene var ladet med seksuel spænding og bl.a. Dracula i skikkelse af Christopher Lee var en slags kultleder for de mere end (fri)villige “ofre”.

Amerika havde dets modstykke i (dog i en mere uskyldig version) Roger Corman som filmatiserede flere af Edgar Allen Poes værker. Indtil Alfred Hitchcocks “Psycho” fra 1960 havde gyserfilmene haft en vis distance til sit publikum. Det handlede mere om de andre og aldrig publikum selv. Flygt, nu kommer de, lød de tidlige advarsler. Men hvis ondskaben ligger i en selv, hvor kan man så flygte hen…

”I won’t speak of disgusting things because they disgust me!”
“Psycho” er fortalt i et nedtonet tempo hvor omgivelserne og persongalleriet skaber gyset, og alt det blod- og farverige er praktisk talt fjernet helt – selv filmen er i sort/hvid. Det der skræmte publikum mest var at Hitchcock lagde sympatien over på filmens angivelige hovedperson Marion Crane (spillet af Vivian Leigh, mor til den senere “skrigedronning” Jamie Lee Curtis), som både har en affære med en gift mand og senere stjæler $40,000, men da hun får dårlig samvittighed og vil returnere pengene igen, bliver hun straks brutalt myrdet. På overfladen er hovedpersonerne ganske almindelige mennesker, men kigger man nærmere finder man mere end som så.
Spejle er gennemgående i filmen, fordi Marion Crane og Norman Bates begge lever et dobbeltliv. Hun er den slemme pige som prøver at skjule denne side for det småborgerlige miljø, og som både søn og mor står han mildt sagt også i en dobbeltrolle. Den efterfølgende generation af instruktører var tydeligvis opvokset med Hitchcock, men tilførte igen genren blodet som blev ekstremt udpenslende.

”When do we see Jamie Lee’s breasts? I wanna see Jamie Lee’s breasts.”

Selvom splattergysernes originalitet ofte begrænser sig til opfindsomme måder at slå folk ihjel på (helst nøgne piger), så skabte instruktører som Dario Argento (“Suspiria”), John Carpenter (“Halloween”), Wes Craven (“The House On The Left”), David Cronenberg (“Shivers”), Brian De Palma (“Carrie”), Tobe Hooper (“Motorsavsmassakren” – filmen som alle havde en mening om men som få havde set) og George Romero (“The Night Of The Living Dead”) interessante gyserfilm som stadig holder (i nogles tilfælde også flere titler end den der står i parentes). Men af 70’ernes skrækinstruktører er det kun David Cronenberg som kan prale med at have undgået selvparodien. Selvom han har tonet ned for det blodige aspekt er han stadig i stand til at skræmme publikum med sin kontroversielle fascination at den menneskelig krop.
Wes Cravens genoplivning af gyserfilmen står i fuldstændig kontrast til den afdæmpede “Psycho” små 40 år tidligere. Cravens postmoderne selvironiske “Scream”-trilogi er mere sjov og ballade end decideret skræmmende. Og med 3`erens selvparodi på en selvparodi som var selvparodi på en selvparodi over gyserfilmenes virkemidler blev det sidste søm vist hamret i den kiste.

For de gode gys er der blevet meget langt mellem snapsene. De sidste år er de bedste ideer kommet fra Japan eller fra folk med eksotiske navne som Shyamalan (“Den Sjette Sans”) eller Amenábar (“The Others”).
Gysergenren har på måder omformet nationale og personlige kriser til populær underholdning. Fremmedhad eller koldkrigsfrygt affødte en periode af film om angreb fra monstre og rumvæsner som infiltrerede samfundet.

Frygten for seksualiteten og AIDS kan være grunden til en cyklus af brutale film, hvor letbenede teenagere blev slagtet af ubønhørlige og ansigtsløse mordere. Det var dengang, så hvad kan vi forvente os af fremtiden? Lad os følge det paranoide råd som bliver givet i “The Thing From Another World”: ”Watch the skies, everywhere! Keep looking. Keep watching the skies!”

[li][url=movie-view.php?id=597]”Bulletproof Monk”

[li][url=movie-view.php?id=518]”Darkness Falls”[/url]

[li][url=movie-view.php?id=664]”My Little Eye”[/url]

[li][url=movie-view.php?id=588]”The New Guy”[/url]

[li][url=movie-view.php?id=582]”Rabbit-Proof Fence”[/url]

[li][url=movie-view.php?id=654]”Jetlag” – “Décalage Horaire”[/url]

[li][url=movie-view.php?id=420]”Karlsson På Taget” – “Karlsson På Taket”[/url]

[li][url=movie-view.php?id=615]”Knockaround Guys”[/url]

[li][url=movie-view.php?id=463]”The Rules Of Attraction”[/url]

Onsdag 11/6

[li]”Den Røde Drage” – “Red Dragon”

[li][url=movie-view.php?id=655]”Undercover Brother”[/url]

[li]Zulu 13.00 ”Cal” (1984)

[li]DR.1 16.25 ”Prinsen Af Egypten” – “The Prince Of Egypt” (1998)

[li]TVD1 20.35 ”Spitfire Grill” (1996)

[li]DR.2 20.40 ”The Straight Story” (1999)
”Den Grønne Mil” – “The Green Mile”
Med Tom Hanks og David Morse

Paul Edgecomb er vagtchef for afdelingen af dødsdømte i delstatsfængslet i Cold Mountain i 1930’erne. En dag ankommer en ny fange til fængslet, en kæmpestor sort mand kaldet John Coffey, der er anklaget og dømt for at have myrdet to små piger. Paul fornemmer, at denne fange er anderledes og besidder meget usædvanlige evner.

John Coffey: ”Do you leave a light on after bedtime? Because I get a little scared in the dark sometimes. If it’s a strange place.”
[li]TV.3 21.00 ”Den Grønne Mil” – “The Green Mile” (1999)

[li]TV.2 21.10 ”Den Engelske Patient” – “The English Patient” (1996)

[li]TV.3 01.00 ”Lyn Og Torden” – “Thunderbolt And Lightfoot” (1974)

Mandag 9/6

[li]DR.1 08.30 ”Prinsen Af Egypten” – “The Prince Of Egypt” (1998)

[li]TV.3 21.00 ”Sammensværgelsen” – “Just Cause” (1995)

[li]TVD1 21.00 ”Memphis Belle” (1990)

Tirsdag 10/6

[li]TV.3 21.00 ”Min Far” – Dad” (1989)

Onsdag 11/6

[li]Zulu 20.30 ”Beck: Manden Med Ikonerne” – “Beck: Mannen Med Ikonerna” (1997)

Torsdag 12/6

[li]DR.2 20.55 ”Lugten Af penge” – “Where The Money Is” (2000)

[li]TV.3 21.00 ”Det Stærke Køn” – “Steel Magnolias” (1989)

Fredag 13/6

[li]TV.2 21.55 ”Happy, Texas” (1999)
”Morderisk Mareridt” – “A Nightmare On Elm Street”
Med Robert Englund og Heather Langenkamp.

Nancy Thompson plages af en række mareridt, hvor en frygtelig vansiret mand med fingre som knive forsøger at sprætte hende op. Da flere af hendes kammerater lider en blodig død, bliver Nancy overbevist om at manden er i stand til at dræbe i virkeligheden.

Børnesang: ”One, two, Freddy’s coming for you! / Three, four, better lock your door! / Five, six, grab your crucifix! / Seven, eight, better stay up late! / Nine, ten, never sleep again!”
[li]TVD1 22.40 ”Morderisk Mareridt” – “A Nightmare On Elm Street” (1984)

Klik på “The Star Trek Universe” på disk 2. Pil ned til “Main Menu” og så pil til højre og tryk på den vulkanske stol.

[url=articles.php?letter=U]Læs tidligere Ugens filmz[/url]