Fra tid til anden dukker der en film op som prikker til en bestemt trosretning – og hver gang skaber det røre. “Magdalene Søstrene” er baseret på virkelige hændelser om tusinder af unge kvinder, som blev forvist af deres familier og overladt i den strenge katolske kirkes varetægt.
Kvinderne blev sendt til de såkaldte Magdalene-klostre rundt omkring i Irland og Skotland, hvis de ikke hørte ind under de normale adfærdsmønstre for hvad man forventede af en katolsk pige. Hvis forældrene mente at pigerne opførte sig for seksuelt udfordrende, eller måske var blevet gravide uden for ægteskabet, sendte man dem af sted til klostrene, som viste sig mere at være arbejdslejre end deciderede afholdssteder.
Her fik de lov til at arbejde som vaskekoner alle ugens dage, og julen var den eneste rasteplads. I filmen ser man pigerne tale sammen, men samtale var fuldstændigt udelukket i virkeligheds klostre – fordi man mente tavshed hørte til opholdets strenge disciplin og tjente et rensende formål. Så selvom kvinderne arbejdede, spiste sammen og sov i de samme lokaler, så isolerede tavsheden dem fra enhver form for indbyrdes kommunikation. Og hvis man flygtede, så sendte familierne i mange tilfælde bare bud efter politiet, som afleverede pigerne tilbage til klostrene igen.
Nogle kvinder tilbragte år der, andre det meste af livet. Det sidste kloster blev først lukket så sent som i 1996 – da skulle i alt 30.000 kvinder have passeret ind og ud.
Var befolkningen klar over hvad der foregik i klostrene? Ja, fordi hvis man havde opholdt sig i et af Magdalene-klostrene fik man øgenavnet Maggie, og ulydige børn fik at vide at de ville blive sendt til vaskerierne, hvis de ikke opførte sig ordentligt. Men fordi kvinderne var isoleret fra omverden – og de tidligere “indsatte” insisterede på ikke at fortælle hvad der var foregået – er det vanskeligt at vide hvor meget folk egentligt kendte til de virkelige forhold som kvinderne levede under.
[h2]De barmhjertige søstre[/h2]
Phyllis MacMahon, som spiller Søster Augusta i filmen (på det nedenstående billede), var selv nonne i et af de klostre som filmen skildrer. Hun blev optaget i ordenen Sisters of Mercy, og blev overført til et Magdalene-kloster. Hun kendte ikke meget til disse, andet end at de eksisterede, og havde ikke noget begreb om de grusomheder, der fandt sted. Det var først senere hen at det gik op for hende:
”Det var vel steder som hjalp kvinder i knibe, tænkte jeg. For sådan startede det faktisk i sin tid. Kvinden, der startede det hele, ville hjælpe andre kvinder. Hun startede de første vaskerier som en slags tilflugtsarbejdspladser for udstødte kvinder. Victoriatiden så ikke med milde øjne på kvinder der var faldet uden for det pæne selskab. Disse kvinder blev skubbet til side. Præster, nonner og læger er som regel individer, der vil hjælpe andre mennesker. Men hierarkiet i institutioner indfører regler der forvansker motiverne. Nonner er også mennesker. De får smag for magt”.
MacMahon oplevede hurtigt hvordan nonnerne også følte sig som fanger af situationen og lod deres fortvivlelse gå ud over kvinderne i klostrene:
”Vi nonner var ikke uddannede. Vi var ikke socialarbejdere. Men vi blev sat til at styre tingene, som om vi var. Vi havde almagt og der var søstre som glemte alt om deres barmhjertighedsmission og i stedet lod sig rive med som mennesker,” fortalte MacMahon til avisen Politiken. Da virkeligheden gik op for Phyllis MacMahon flygtede hun for altid fra klostret og de “barmhjertige” søstre.
[h2]Propagandafilm?[/h2]
Da filmen stillede op ved Filmfestivalen i Venedig 2002 og vandt, reagerede den katolske kirke i Italien med kardinal Tonini i spidsen: ”Filmen fortæller slet ikke sandheden, og sætter festivalen i et dårligt lys. Kunstneriske betragtninger er i sig selv ikke nok. Jeg er overrasket over at ingen har stillet spørgsmålstegn ved om filmen overhovedet er historisk korrekt”.
Valerio Riva, en af festivalens egne folk, var også en af filmens største kritikere: ”Hovedprisen til filmen er en provokation. Jeg er kritisk over for anklagerne om at den katolske kirke skulle være værre end talibanerne. Det er en utroværdig propagandafilm, og instruktøren kan sammenlignes med Leni Riefenstahl.”
Men filmens instruktør Peter Mullan forstår slet ikke kritikken: ”Jeg kunne slet ikke have fundet på historien selv. Så god en dramatiker er jeg ikke.”
Efter “Magdalene Søstrene” havde vundet Den Gyldne Løve købte Miramax rettighederne til den nordamerikanske distribution af filmen. Men The Catholic League for Religious and Civil Rights (en af Amerikas største grupper af katolikker) bad omgående Disney om at droppe deres søsterselskab Miramax. I en pressemeddelelse fastslog bevægelsens leder William Donohue at:
”Vi placerer en ubøjelig protest imod Miramax’ seneste angreb mod katolicismen. Det mest ærværdige og fornuftige Disney-investorerne kan gøre, er at overbevise Michael Eisner om at Weinstein-drengene skal sendes på porten.” I 1999 anbragte bevægelsen en ligende protest mod Miramax’ “Dogma”. Weinstein-drengene har også tidligere skabt røre i de katolske andedamme med “Priest” og “The Butcher Boy”.
Phyllis MacMahon, som oplevede Magdalene-tilværelsen fra nonnesiden, føler ikke at den katolske kirke alene bærer skylden: ”Alt var så anderledes dengang. Man talte ikke om tingene. De blev tiet ihjel. I familien. I landsbyen. Ingen ville vide det, hvis den mest respektable familiefar gennembankede sine børn. I en landsby var det kun lægen og præsten, der kunne læse og skrive. Det var en magt, som det var svært ikke at blive revet med af. Forhåbentlig vil filmen være med til at der ikke igen opstår sådanne institutioner, hvor mennesker bliver systematisk misbrugt”.
Flere af klostrenes tilhængere har lagt vægt på at for at forstå episoderne, er man også nødt til at tage de historiske briller på. Samfundet var nemlig af den opfattelse at klostrenes hårde disciplin var til for kvindernes eget bedste – og afholdte dem fra et liv på gaden, fra sultedøden eller prostitution. Men det retfærdiggør alligevel ikke kvindernes gudsjammerlige forhold – hvis de altså var sande…?
“Magdalene Søstrene” fik biografpremiere 1. august.
Fredag 15/8
[li]”Identity”
Mandag 11/8
Tirsdag 12/8
[li]”Aflytningen” – “The Conversation”
[li]”The Big Blue” – “Le Grand bleu”
[li]”Once Upon A Time In America”
Onsdag 13/8
[li]”Arven”
Søndag 10/8
”Once Were Warriors”Med Temuera Morrison og Rena Owen.
Jake og Beth elsker at feste igennem med litervis af øl, og Jake slæber tit venner med hjem til improviserede fester med sang og højt humør, men alkoholen får ham ofte til at slå om i et frådende raseri. Efter 18 års ægteskab har Beth vænnet sig til at vågne op med blå mærker efter Jakes anfald, men efter en drukfest, hvor alt går galt, indser hun, at hun må bryde mønstret for både sin egen og sin datters skyld.
Grace Heke: ”People show their true feelings when they’re drunk.”
[li]DR.2 21.00 ”Once Were Warriors” (1994)
Tirsdag 12/8
[li]TV.3 21.00 ”Simon Birch” (1998)
Onsdag 13/8
[li]Zulu 12.55 ”På Weekend Med Genevieve” – “Genevieve” (1953)
[li]TV.3 22.45 ”Livet Længe Leve” – “Awakenings” (1990)
Torsdag 13/8
[li]TV.3 22.45 ”Fisken De Kaldte Wanda” – “A Fish Called Wanda” (1988)
Fredag 14/8
[li]Zulu 20.30 ”True Romance” (1993)
”Arlington Road”
Med Jeff Bridges og Tim Robbins.
Faraday er sikker på at der er noget mærkeligt ved de ellers så venlige nye naboer. Alle mener, det er Faradays indbildning, men alligevel sætter han alt ind på afdække naboens hemmelighed.
Faraday: ”Oh, how many people are you going to kill?”
Lang: ”Well, if I see any strange car parked on my street or if you feel compelled to talk to someone, a federal agent perhaps, I rekon we’re only going to kill one!”
[li]DR.1 21.50 ”Arlington Road” (1999)
[li]TV.2 23.35 ”Forførende Skønhed” – “Stealing Beauty” (1996)
Lørdag 16/8
[li]TV.3 21.00 ”Man On The Moon” (1999)
[li]DR.2 21.05 ”La Strada” (1954)
[li]TVD1 00.10 ”Falken Og Snemanden” – “The Falcon And The Snowman” (1985)
[li]TV.2 00.15 ”The Mission” (1986)
#1 21 år siden
:)