Hvad er virkningsfuldt filmpropaganda? Det afhænger naturligvis af hvem den henvender sig til. Så er det objektivt muligt at forklare hvordan film kan hypnotisere tilskueren?
Den mest berømte propagandafilm af dem alle er Leni Riefenstahls dokumentarfilm “Triumph des Willens”. Filmen fra 1936 beskriver nationalsocialisternes partikongres i Nürnberg i 1934 og folkemassernes hyldest til Adolf Hitler, der fremstilles som Tysklands heroiske frelser.
Leni Riefenstahl så sig selv som en objektiv tilskuer til begivenhederne. Og mente at hun aldrig var gået på kompromis med sin kunstneriske selvstændighed, at hun ikke havde “solgt” sit talent til nazisterne. Efter eget udsagn registrerede hun kun hvad der foregik i Nürnberg, men filmens indledning er et godt eksempel på hvordan en tilsyneladende realistisk situation kan filmes, så den indgår i nazistisk tankegang.
Filmen indledes med teksten: ”Tyve år efter 1. Verdenskrigs udbrud. 16 år efter Tysklands korsfæstelse og 19 måneder efter indledningen til den tyske genfødsel.” Kameraet er anbragt i Hitlers flymaskine, der bryder igennem skylaget og svæver hen over Nürnberg. I næste sekvens transporteres Hitler igennem Nürnberg med håndfladen vendt mod solen, mens han hyldes af folkemasserne. Musikken er af en højtidelig karakter, hvorefter den går over i nazisternes slagsang – Hitler fremstår som en overmenneskelig redningsmand. Samme effekt sigtes der efter når Hitler holder sine taler – han filmes ofte nedefra. Riefenstahls filmsprog er således ikke blot en objektiv tilskuer til begivenhederne – men en del af det, hun filmer.
[h2]Nazismens æstetik[/h2]
Effekten med at filme folk fra frøperspektiv virker i dag nærmere komisk end ærefrygtindgydende. Og det udnyttede Orson Welles tidligt i “Citizen Kane”. Når han filmede hovedpersonen Charles Foster Kane fra frøperspektiv, var det for at latterliggøre Kanes herskesyge fremfor at tillægge ham suverænitet.
Set i lyset af at nazismens æstetik er blevet lig med fascistisk æstetik, er det i dag svært at forstå hvordan “Triumph des Willens” kunne forføre folk. Filmens virkning på det tyske folk skal ses i lyset af de ydre omstændigheder – de fleste mente at Hitler var manden som kunne redde Tyskland ud af den værste økonomiske krise nogensinde.
Men er “Triumph des Willens” en farlig film i dag? Kan den stadig “inspirere”?
Den politiske kommentator Wolfgang Büscher skrev i avisen Die Welt i forbindelse med Leni Riefenstahls hundredårsdag: ”Tyskland har nu i et halvt århundrede beskæftiget sig med ritualer om afstandtagen. Hvis nutidsmennesket på gaden møder skønheden eller klassikken eller nationen, vender det sig bort og siger til sin franske, britiske eller amerikanske ven: Det kender jeg ikke. Har aldrig set det.”
Ved at gemme filmen af vejen er chancerne for at den opnår en mystisk status, som den ikke fortjener, bare større. Og hvis der er noget man kan lære af nazitiden, så er det at passivitet i hvert fald ikke er løsningen.
Den tekniske siden af filmen er stadig imponerende, men hvis man ikke i forvejen er tilhænger af de nazistiske værdier, er filmen fuldstændig ude af stand til at hypnotisere nogen som helst nu til dags. “Triumph des Willens” virker nærmere som skræmmebillede end lokkemiddel.
Propagandafilm er en ting, men hvad så med de almindelige film?
Filmkunst er jo af natur en manipulerende tingest. ”Jeg føler en umådelig tilfredsstillelse ved at kunne frembringe en fælles følelse hos publikum ved hjælp af kunsten,” udtalte Alfred Hitchcock engang. Men selvom Hitchcock elskede at forføre publikum, viste han altid sit publikum hvilke kort han havde på hånden – som betød at tilskuerne fik plads til at tænke over hvilke narrestreger Hitchcock udsatte dem for og hvorfor.
[h2]Hvordan bliver man overbevist?[/h2]
Hvordan er det så muligt at forklare hvordan film kan hypnotisere tilskueren? Steven Spielberg er måske ikke den mest indlysende instruktør at tage frem, men han er den mest respekterede manipulatør af dem alle. Spielbergs “Nærkontakt Af Tredje Grad” er konstrueret på samme måde som hovedpersonen Roy Neary.
Efter en nærkontakt af anden grad, forlader Neary sin familie i jagten på noget som er mere vigtigt, nærkontakt af tredje grad – mødet med noget umenneskeligt. Neary har ikke noget valg. Hans skæbne er bestemt – der er ikke plads til den frie vilje. Det samme gælder for tilskueren som bliver suget ind i Spielbergs fiktive verden – hvor specielt slutningen hvor rumskibet dukker frem af skyerne, er så overvældende at det er svært ikke at overgive sig til filmens ide om venligsindede rumvæsner.
“Nærkontakt Af Tredje Grad” er naturligvis kun en fantasi om en bedre verden – men det samme kan vel siges om “Triumph des Willens”? Begge film bruger manipulationen til at få folk til at “købe” budskabet. En figur dukker frem af skyggerne, for så at redde folket fra den kendte hverdag. Begge film fungerer kun hvis tilskueren overgiver sig passivt og fuldkommen – man kan kun “overbevises” hvis man allerede er overbevist eller vil overbevises.
Afslutningsvis vender vi tilbage til dokumentarfilmen, hvor betydningen af at være opmærksom på hvilke virkemidler der bliver brugt er stigende. Kan eller skal man tage instruktørens valg for gode varer? Michael Moore skabte (bevidst eller ubevidst?) en heftig og tiltrængt debat med “Bowling For Columbine”, som lagde vægt på en personlige vinkel, samtidig med at han brugte masser af filmiske virkemidler for at understrege og fremhæve de centrale elementer i historien. Grænserne for, hvad der regnes for dokumentariske eller fiktive fortælleelementer, er blevet mere flydende…
Fredag 19/9
[li]”Spun”
[li]”Til Højre Ved Den Gule Hund”
[li]”Trillingerne Fra Belleville” – “Les Triplettes De Belleville”
Mandag 15/9
[li]”Once Upon A Time In The Midlands”
Tirsdag 16/9
[li]”Antwone Fisher”
Onsdag 17/9
Mandag 15/9
”El Mariachi”Med Carlos Gallardo og Consuelo Gómez.
Musikeren El Mariachi går gennem livet med en sang i hjertet, et smil på læben og en guitarkasse i hånden. En dag kommer El Mariachi til en lille by, som styres af en lokal mafiabande. Det viser sig at banden venter på, at en lejemorder ved navn Azul kommer til byen. Og denne Azul skulle være let an genkende. Han bærer nemlig altid sine våben i en guitarkasse.
[li]TV.3 22.30 ”El Mariachi: Dræberen” (1992)
Tirsdag 16/9
[li]Zulu 12.00 ”Den Blodige Vej” – “A Walk In The Sun” (1945)
Onsdag 17/9
[li]TVD1 21.00 ”The Talented Mr. Ripley” (1999)
Torsdag 18/9
[li]Zulu 20.55 ”Kontorrotter” – “Office Space” (1999)
Fredag 19/9
”Apollo 13″
Med Tom Hanks og Ed Harris.
Under den 13. rejse med Apolloraketten eksploderer en ilttank og river et stort hul i skroget. Ilten siver langsomt men sikkert ud i rummet, og de tre astronauter kæmper en desperat kamp for at nå tilbage til Jorden i live.
Jim Lovell: ”We just put Sir Isaac Newton in the driver’s seat.”
[li]DR.1 21.40 ”Apollo 13″ (1995)
[li]TV3+ 22.45 ”Nærkontakt Af Tredje Grad” – “Close Encounters of the Third Kind” (1977)
Lørdag 20/9
[li]TV.2 22.40 ”The Opportunists” (2000)
