– Paul Valéry

Med DVD’ens fremkomst er Director’s Cuts, Extended Editions og Special Editions blevet mere populære end nogensinde.

Men der kan være forskellige motiver til hvorfor man udsender en Director’s Cut version af en film. Nogle gange er det for rette fejl. Måske har instruktøren bare fået muligheden for at tilføje materiale (som biografversion ikke tillod) eller ganske enkelt for at tjene ekstra penge på en forbedret udgave.

Selvom fans generelt tager godt imod instruktørgodkendte versioner, så giver det problemer når filmskaberne ikke tager højde for at en film reflekterer tiden den er skabt i.
Hvad sker der når man tager en film fra slutningen af 70’erne, og pynter på den i slutningen af 90’erne – hvor bl.a. det politisk korrekte væsen vandrede om på Jorden? Den famøse scene i “Star Wars: Episode IV”, hvor Greedo lige pludselig skyder før Han Solo, faldt ikke i god jord hos fansene. Ved at lade Greedo affyre det første skyd, blev Han Solos umoralske og sorgløse opførsel – og effekten af hans kovending i slutningen af filmen – reduceret. Lucas nøjes altså ikke kun med at gå tilbage til sin oprindelige version af
filmen, men ændrede også filmen ud fra et andet menneskesyn.

Steven Spielberg rendte også ind i problemer da han ville opgradere “E.T”: ”Hvis publikum tager min film til sig og føler at det er deres film nu, og ikke længere min, så har jeg gjort et godt stykke arbejde som instruktør. Det er tydeligvis det der er sket med “E.T.”. De har adopteret mit barn og så kommer den biologiske far tilbage for at lave ændringer ved deres barn. Jeg forstår deres raseri, men det er også mit barn.”

Robert Zemeckis har en anden holdning til det at pille ved filmene: ”Jeg forstår ikke det med at tilføje scener og omklippe filmen. Det er ligesom at lægge farver på en sort-hvid film. Den er, hvad den er. Sådan var filmen da den udkom og sådan bør den blive ved med at være,” fortæller Zemeckis på kommentarsporet til “Back to the Future”.

Hovedparten af alle film er ejet af filmstudierne, som naturligvis også sidder på magten. Medmindre man er et meget etableret navn eller selv har råd til at betale hele gildet, er det i sidste ende selskaberne der bestemmer hvordan filmene skal se ud. Så hvis folkene som betaler for filmen ikke “forstår” den, betyder det intet om man hedder Orson Welles eller har skabt et mesterværk.
Sergio Leones drømmeprojekt, “Once Upon a Time in America”, blev efterfulgt af 10-minutters stående ovation ved premieren under Cannes Filmfestivalen i 1984. Men det var langt fra hvad filmen opnåede ved første prøvetest i USA. Om det var de næsten 4 timer filmen varede eller filmprojektøren der gik i stykker der skyldtes, at mere end 100 personer ikke vendte tilbage efter pausen, er uklart, men i hvert fald oplevede den amerikanske distributør prøvetesten som en fiasko og udnyttede en klausul i Leone’s kontrakt. De ændrede filmens bevidst anderledes kronologi til en retlinet historie og skar samtidig halvanden time af spilletiden. Amerikanernes maltraktering af “Once Upon a Time in America”, som ironisk nok var Leone’s kærlighedserklæring til Amerika, gav nu overhovedet ingen menig.

James Woods, som spillede Max i filmen, fortalte til New York Times: ”Jeg så tyve minutter af filmen og gik så min vej. Jeg kunne ikke holde det ud. Det er sjovt hvordan denne branche virker: man kan være foran de andre eller ligge og rode nede bagved. Men det her var ligesom at falde over egne fødder lige før målstregen. Det eneste de skulle gøre var at tage filmen og sætte den op i biograferne. Det kunne ikke have gået værre end det gjorde.”
“Once Upon a Time in America” blev naturligvis ingen succes og filmen blev Leones sidste som instruktør.

Først små tyve år efter er filmen – som den oprindeligt så ud – udkommet i sin fulde pragt på DVD og amerikanerne kan nu få puslespillet til at gå op.

Ligeledes hårdt gik det ud over Terry Gilliam da han kæmpede med chefen for Universal, Sid Sheinberg, om hvordan “Brazil” skulle se ud. Sheinberg var utilfreds med Gilliams version af filmen, og forlangte at han skulle skyde nye scener og give filmen en optimistisk slutning. Gilliam nægtede at ændre på filmen, som bare gjorde Sheinberg endnu mere tosset og nu ville han på ingen måde udsende filmen.

”Kære Sid Sheinberg. Hvornår har du tænkt dig at udgive min film, ‘Brazil’?”, skrev Gilliam i en annonce i branchebladet Variety. Slåkampen endte i et kompromis, som ingen af de to kamphaner var tilfredse med. Gilliam gjorde filmen lettere tilgængelig og Sheinberg udsendte “Brazil”. Universal udgav senere en version som lægger sig op ad hvordan Sheinberg havde forestillet sig “Brazil” skulle se ud. The Criterion Collection har både udgivet en Terry Gillam-godkendt version af “Brazil”, samt Sheinbergs optimistiske version på DVD. (Den amerikanske biografversion er dog ikke tilgængelig på DVD nogen steder). Sammenligner man begge versioner får man et unikt indblik i hvor vanskeligt det er at producere ambitiøse film i et ubarmhjertigt kommercielt miljø.
Men hvad gør man hvis man får muligheden for at udgive en Director’s Cut version efter instruktørens død? Omkring slutningen af 90’erne fandt man et memo fra Orson Welles, som indeholdt hans oprindelige plan for hvordan “Touch Of Evil” skulle klippes sammen. De genopbyggede filmen efter Welles memo. Men noget af det mest interessante ved den første version af filmen falmer i denne “Director’s Cut”. Da Wells instruerede filmen var han ganske klar over at der ikke var nogen chance for at han ville få fuldstændige frie hænder til at gøre hvad der passede ham –
så i stedet legede han med studiebossernes og publikums forventninger til genren og filmmediet og gav dem det modsatte af hvad de forventede. Ligesom politimanden (selvfølgelig spillet af Welles selv) der planter bevismateriale i stedet for at lede efter det går imod hvad man forventede af en respekteret politimand, driller Welles også med overdådige og lange kamerature, jazz-inspiret musikscore osv. Metoder som ikke hører hjemme i en politifilm anno 1958.

De er ikke forsvundet i Director’s Cut-versionen, men Welles’ oprør fungerer kun optimalt i en film som er 100% fanget af de begrænsninger som studiet gav ham. Fanget af begrænsninger kan man ikke ligefrem påstå at en Director’s Cut version er. Kun Director’s Cut versionen af “Touch Of Evil” findes på DVD. Selvom det tit ender med at man holder sig til de nyeste udgaver, så er det af filmhistoriske grunde vigtig at de oprindelig film ikke forsvinder.

Set mere generelt ligger det i luften at Director’s Cuts er bedre end biografversionerne, men for James Cameron, som har udgivet op til flere Special Editions, er både biografversionen og den forbedret version Director’s Cut. Med “The Abyss” var det dog lidt vanskeligere: ”Hvis vi genindsatte scener uden at forbedre filmen, ville Special Edition-udgaven være en fiasko. Hvis genindsatte scener får resultatet til at se bedre end hvad vi sendte ud i biograferne, så vil vi se ud som tåber,” udtalte Cameron, som alligevel foretrækker Special Edition-versionen, til CreativeLoafing.com.

I samme boldgade finder vi at Peter Jacksons forlænget version af “Ringenes Herre”-filmene giver et mere sammensat billede af figurerne og historien. Jackson har givet udtryk for at de forlængede udgaver er et alternativ til biografversionerne, i stedet for definitive versioner. Han har hele tiden været klar over, at han ikke har kunnet inkludere alt i biografversionerne, og derfor har taget DVD-mediet til sig.

Så måske bliver DVD stedet hvor instruktørerne kan udfolde sig kreativt fordi er det store pres som hører med til at udgive film i biografen? Flere af filmene er i hvert fald en anderledes (og nogle af dem tilmed bedre) oplevelse på DVD end dem vi ser i biografen…

[li]”Master And Commander: Til Verdens Ende” – “Master And Commander: The Far Side Of The World”[/li]

Fredag 28/11

[li]”Elina: Som Om Jeg Ikke Fandtes”[/li]

[li]”Larger Than Life”[/li]

[li]”Veronica Guerin”[/li]

[li]”Hero” – “Ying Xiong”[/li]

[li]”X-Men 2” – “X-2″[/li]

Onsdag 26/11

[li]”Charlie´s Angels – Uden Hæmninger” – “Charlie´s Angels Full Throttle”[/li]

[li]”A View from the Top”[/li]

[li]TV.3 22.25 ”Mens Du Sov” – “While You Were Sleeping” (1995)[/li]

Tirsdag 25/11

[li]TV3+ 22.15 ”Rushmore” (1998)[/li]

Onsdag 26/11

[li]TVD1 21.00 ”EDtv” (1999)[/li]

Torsdag 27/11

[li]DR.2 23.00 ”Den Sidste Forførelse” – “The Last Seduction” (1994)[/li]

Fredag 28/11
”The Contender”
Med Gary Oldman og Joan Allen

Senator Laine Hanson er udset til at blive den første kvindelige vicepræsident i USA, men den reaktionære Sheldon Runyon leder med lys og lygte efter snavs i Laines fortid. Kermit Newman er ligeledes desperat for at finde noget der kan ødelægge hans modkandidat: ”I want something EMBARRASSING! Something sexual! Little boys, midgets, that sort of thing! Cows! I don’t give a goddamn!”
[li]DR.1 21.45 ”The Contender” (2000)[/li]

[li]TV.2 23.05 ”Dødens Kys” – “Kiss Of Death” (1995)[/li]

Lørdag 29/11

[li]TV3+ 20.00 ”Stuart Little” (1999)[/li]
Læs tidligere Ugens filmz.