Guld alder bliver normalt påklistret en specifik periode, som man husker for ekstraordinær god kvalitet indenfor "et eller andet". Sølv alder er derfor en periode, hvor man mener der ikke er skabt "indhold", ligeså godt i kvalitet, som i guld alderen.
Mht. film, så betegnes 30'erne og 40'erne, som "Golden Age of Motion Pictures", hvor året 1939 oftest nævnes.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Som Bruce siger er vi i 30'erne og 40'erne, og når vi snakker filmmusik så regnes 50'erne typisk også med. Grunden til at perioden blev gylden skyldes en invasion af europæiske talenter som flygtede fra de store krige i Europa. Det var bl.a. folk som Franz Waxman, Miklós Rózsa og Erich Wolfgang Korngold.
Sølvperioden strakte sig over de 2 næste årtier, hvor komponister som John Williams, Jerry Goldsmith og John Barry byggede videre på "forfædrenes" ideer og udviklede deres egne stemmer, men uden Korngold havde John Williams helt sikkert lydt anderledes og uden Rózsa havde Jerry Goldsmith ikke lydt som Jerry Goldsmith etc.
Der er selvfølgelig mange forskellige komponister, som har spillet en større eller mindre rolle og hver periode har også haft deres outsidere, som Bernhard Herrmann, der teknisk set tilhørte den første periode men havde mere tilfælles med den senere, da han tilførte musikken en psykologisk dybde, som var forud for sin tid.
#1 filmz-Center 16 år siden
#2 filmz-Bruce 16 år siden
Mht. film, så betegnes 30'erne og 40'erne, som "Golden Age of Motion Pictures", hvor året 1939 oftest nævnes.
#3 filmz-Center 16 år siden
#4 filmz-Bruce 16 år siden
Og om film:
Her
#5 Michael Andersen 16 år siden
Sølvperioden strakte sig over de 2 næste årtier, hvor komponister som John Williams, Jerry Goldsmith og John Barry byggede videre på "forfædrenes" ideer og udviklede deres egne stemmer, men uden Korngold havde John Williams helt sikkert lydt anderledes og uden Rózsa havde Jerry Goldsmith ikke lydt som Jerry Goldsmith etc.
Der er selvfølgelig mange forskellige komponister, som har spillet en større eller mindre rolle og hver periode har også haft deres outsidere, som Bernhard Herrmann, der teknisk set tilhørte den første periode men havde mere tilfælles med den senere, da han tilførte musikken en psykologisk dybde, som var forud for sin tid.