"Rear Window", ingen tvivl.

#11

Personligt ... kliché, for gu' fanden er det da personligt :D

Der er en stemning i den film, som i ingen andre Hitchcock film og det er i bund og grund denne, som gør forskellen for mig.

Bernard Hermans scores i Vertigo er noget af det smukkeste melodramatiske, jeg har hørt og alligevel har den denne tone af umådelig tristhed, som hele tiden fortæller min underbevidsthed, at dette er og bliver en ulykkelig historie, uanset hvor meget jeg ønsker det modsatte.

Det føles for mig som om, at Hitchcock har al den tid i verden der skal bruges på denne historie. Det er ikke kun kvantitativt tiden der bruges på at skygge Kim Novak. Vi får alt at vide om James Stewart, uden at han eller andre behøver at sige et ord. Vi føler eksakt, hvad han føler, blot ved at betragte situationen fra rattet bag hans bil, i skjul i museet, uden for blomsterhandleren, inde i kirkegården, på hotelværelset, på restauranten.

Scenen i den røde restaurant, hvor James Stewart sidder i baren er så intens, hvor Kom Novak passerer, stopper, Stewart mærker hende og hun drejer hovedet over mod ham, blot for at svinge forbi mod sin mand og gå ud. Igen akkompagneret af Hermanns out of my league score. Det ser så let ud i Hitchcocks hænder, men jeg nærmest dirrer, hver gang jeg ser denne scene.

Og så er der de legendariske shots af Golden Gate, af Stewarts og Novaks rendezvouz i den store red fern skov, hvor det berømte kamerafilter kommer til sin ret, som nærmest giver dette indtrykket af en drøm. Der behøves ikke de store håndbevægelser, eller de vilde plottvists. Opsætningen alene er klassisk.

Og så er der den geniale idé med at afsløre alt halvvejs og pludselig drible filmen ned af en helt anden boldgade. De 5 minutter i retslokalet ved klosteret, hvor Stewart godt nok fremstår ikke skyldig i retsformandens tale, men bliver kørt psykisk helt ned igennem en nedværdigende ironisk enetale, som kun Hitchcock kunne finde på. Læg mærke til Stewart under hele forløbet. Han har aldrig været bedre end i denne film, fordi han er er totalt menneskeliggjort, med alle sine fejl og mangler udstillet til spot og spe. Og vi kan føle det hele, uden at få sat ord på.

Og så er der Kim Novak. Hun er indbegrebet af drømmekvinden, som netop er så unik, at historien overhovedet er spiselig, at Stewart ikke fremstår så patetisk og besat, fordi Hitchcock netop har sat os i hans sko. Stewart er ikke her indbegrebet af the all american man, hvor hæderligheden kommer i første række, som han nærmest var i alle sine andre film.

Suk. Det er svært at forklare, for jeg suger denne film ind, på en helt anden måde end andre film. Det er for mig, den mest vellykkede David Lynch film, som David Lynch aldrig har lavet og den er bare så gudesmuk. Vertigo er filmens Sixtinske Kapel.

14: Jeg er fuldstændigt enig ang. Vertigo! Her det magiske øjeblik, da den stiger til tops i den igangværende filmz-poll om de bedste film: http://www.filmz.dk/forum/item/28678/#207

11: Ang. Psycho: Den var banbrydende, da den så dagens lys, af flere grunde:

Badescenen.
Moder/søn-plottet.

Men set med nutidens øjne er den ikke meget mere end en sort/hvid slasher. Man skal naturligvis bedømme filmen i dens kontekst, men alligevel.

Vertigo derimod fremstår som en evigtgyldigt mesterværk, hvis stemning ikke er set lige før eller siden. Jeg kan ikke formulere det bedre, end Bruce gør ovenfor i 14.

Nu hvor jeg tænker over det:

Hold fast hvor var den mand bare god! Hvor mange andre instruktører har lavet så mange klassikere?

Min stemme gik til "North by Northwest" fantastisk film.