#9 Jeg nævner ikke som sådan at "du skal huske på", men at der er en tendens til, og det med alle film fra andre perioder, at kritik sjældent tager nok afsæt i samtidens status quo, men ofte også bliver farvet med en smule viden i historisk perspektiv. Det er ikke objektivitet jeg søger, for det ved vi begge er en umulighed.
Men en film som denne, hvis karakterer for nogle fremstår som skabeloner og en-dimensionelle, blev lavet i en tid, hvor San Francisco stod som progressiv bannerfører mht. tolerance i spørgsmål angående race- og seksuelle præferencer og hvor man alligevel risikerede liv og lemmer for at udnytte sine frihedsrettigheder. Men som nation var det stadig sprængfarlige emner at tage op og da ikke mindst i kulturelt øjemed, med en mainstream film, som fik premiere inden Martin Luther King blev skudt.
Kan jeg med god samvittighed erklære, at min filmiske illusion er intakt, når jeg vurderer ensemblet, deres baggrund, karakterer og dialog? Er Sidney Poitier ikke et menneske i den præsentation han får?
Han er i allerhøjeste grad et menneske og en fin repræsentation af en sort mand, som har fået en uddannelse som læge og nu kan nyde privilegier, som ikke var mange sorte forundt. Er han en repræsentant for hele den sorte befolkning og vil alle sorte kunne identificere sig med ham? Nej. Men er han så dermed ikke en ligeså virkelig entitet, som hvis han var skabt mindre perfekt, ikke så pæn, arbejdsløs etc. etc. etc.? Jamen ville den hvide kvinde så have forelsket sig i ham? Ville de have mødtes i den tid? Faktum er, at dette er en filmisk illusion om én sort person, som møder én hvid og illusionen skal vel stå sin test, i personernes ageren og ikke i vore forventninger til deres situation!
Poitier har i filmen stadig ikke sluppet rollen, at ligge under for de "hvides dominans". For det første er han høflig grænsende til at være underdanig overfor Tracy/Hepburn, vist ved at han sjældent går i dialog, når man ved, at han er uenig. Masken falder overfor hans egen far, når han kan lade lorten falde nedad i hierakiet og få afløb for sine aggressioner overfor "én med samme hudfarve". Det ser jeg ikke som en skabelon eller et ikke-menneske, men som en følge af de historiske aspekter ved hundrede års raceopdeling. Man smider ikke blot lige konventionerne overbord selvom lovene én dag laves om, men tilpasser sig langsomt, afhængig af de situationer man havner i.
Her er Poitier havnet i en hvid familie, hvor han skal spørge faderen om lov til datterens hånd. Akavet for alle parter og Poitier, som den intelligente mand han er, spiller nærmest uforstående, når der kommer dialog, som gør alle ubekvemt tilpas og redder derved alles ansigt. Rent overlevelsesinstinkt på rygraden for sorte i generationer. Måske lidt for meget "yes Massa" i hans underlæggende retorik, men manden er på overlevelsestur og står som en af de første sorte, siden slaverne kom til landet, som frit menneske og nu måske i stand til at ægte en hvid kvinde.
Jeg mener således, at Guess Who's Coming to Dinner formår at opstille et scenarie, gennem hvilket man lykkes med at fremstille tidens racespørgsmål på ikke kun humoristisk (for det er også en komedie) vis, men også intelligent og empatisk og ikke mindst på en måde, som kunne lokke mange i biograferne, både sorte og hvide. I den henseende bekymrer jeg mig ikke så meget om stereotyper og skabeloner, men mere om de positive budskaber transcenderer lærredet.
Er ret ked af, at du endnu engang giver din topliste sådan en irriterende overskrift!
Faktisk forpligter overskriften Bruce til at lave en top 300 i stedet for kun en top 200, for når der var 300 spartanere, så skal der også være 300 film!
Kramers film siger mig ikke så meget generelt, men har aldrig undersøgt nærmere hvorfor.
Det forstår jeg ikke helt :)
Guess Who's Coming To Dinner har i fint diskuteret, og jeg er enig med Bruce. Poitier skulle være helt perfekt, så publikum ikke kunne udsætte noget dårligt om ham.
I skal også huske på, at Hays Code stadig var i brug i 1967 (omend ikke i samme omfang som tidligere), og et ar punkterne var, at blandede kærlighedsforhold ikke var tilladt.
Inherit The Wind er også absolut en af mine yndlingsfilm og det samme er Judgment At Nuremberg, mens On The Beach, The Defiant Ones og It's A Mad, Mad, Mad, Mad World er til 7/10
Det er film i flertal og det er umiddelbart kun Inherit the wind som jeg værdsætter.
Guess Who's Coming To Dinner har i fint diskuteret, og jeg er enig med Bruce. Poitier skulle være helt perfekt, så publikum ikke kunne udsætte noget dårligt om ham.
Bruce siger jo netop er han er en hel og facetteret person.
Bruce :) Er blevet inspireret af din liste, og har senest erhvervet mig 2001: Space Odyssey, The Shining, Vertigo, Rear Window, Psycho, og There Will Be Blood.
Jeg har set alle de nævnte film før, men det efterhånden lang tid siden, og jeg glæder mig til at gense dem alle. Glæder mig mest til at se 2001, som jeg for første gang så da jeg var 15, og den var ikke helt min kop te. Nu er jeg 19, og er forhåbentlig blevet klogere og mere filmkyndig. ;)
Bruce :) Er blevet inspireret af din liste, og har senest erhvervet mig 2001: Space Odyssey, The Shining, Vertigo, Rear Window, Psycho, og There Will Be Blood.
Jeg har set alle de nævnte film før, men det efterhånden lang tid siden, og jeg glæder mig til at gense dem alle. Glæder mig mest til at se 2001, som jeg for første gang så da jeg var 15, og den var ikke helt min kop te. Nu er jeg 19, og er forhåbentlig blevet klogere og mere filmkyndig. ;)
Det lyder da fantastisk :) Så håber jeg det bliver gode syn. Hvis du efter gensyn med 2001 ikke rigtig har styr på begivenhederne, så gør dig den tjeneste at se denne flash igennem og prøv igen. Det kan i såfald fuldkommen ændre udbyttet af filmen :)
Så fik jeg set 2001: A Space Odyssey, og jeg synes meget mere om den nu end før. Jeg synes det er en utrolig svær film at sætte ord på. Det var ikke nemme 143 min at komme igennem, men som helhed er den en interessant og utrolig flot film. Filmens prolog er muligvis det flotteste jeg nogensinde har set. Nu vil jeg gerne se det link om filmen, og forhåbentlig forstå den endnu mere. :-)
Tak for links. Det var nogle ret underholdende anmeldelser, og jeg kunne ikke undgå at smile da han skrev: ...one of the worst soundtracks ever made. Personligt er jeg meget glad for musikken. :)
Bruce, hvor mange gange skulle du se 2001 før den blev blandt dine favoritter? Var du også sådan lidt blank efter første syn, og blev filmen bare bedre med årene?
#19 Ja jeg fattede hat, da jeg så den i vistnok Rialto i folkeskolen. Havde en Kubrick fan i min gymnasieklasse og han fik mig gelejdet ind på 2001 og Barry Lyndon. Det er indenfor de sidste 10 år, at jeg rigtigt har kunnet værdsætte Kubricks vision, hvor jeg vel har set den 4-5 gange. Og ja, føler den bliver bedre og bedre.
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
#11 Bruce 13 år siden
Men en film som denne, hvis karakterer for nogle fremstår som skabeloner og en-dimensionelle, blev lavet i en tid, hvor San Francisco stod som progressiv bannerfører mht. tolerance i spørgsmål angående race- og seksuelle præferencer og hvor man alligevel risikerede liv og lemmer for at udnytte sine frihedsrettigheder. Men som nation var det stadig sprængfarlige emner at tage op og da ikke mindst i kulturelt øjemed, med en mainstream film, som fik premiere inden Martin Luther King blev skudt.
Kan jeg med god samvittighed erklære, at min filmiske illusion er intakt, når jeg vurderer ensemblet, deres baggrund, karakterer og dialog? Er Sidney Poitier ikke et menneske i den præsentation han får?
Han er i allerhøjeste grad et menneske og en fin repræsentation af en sort mand, som har fået en uddannelse som læge og nu kan nyde privilegier, som ikke var mange sorte forundt. Er han en repræsentant for hele den sorte befolkning og vil alle sorte kunne identificere sig med ham? Nej. Men er han så dermed ikke en ligeså virkelig entitet, som hvis han var skabt mindre perfekt, ikke så pæn, arbejdsløs etc. etc. etc.? Jamen ville den hvide kvinde så have forelsket sig i ham? Ville de have mødtes i den tid? Faktum er, at dette er en filmisk illusion om én sort person, som møder én hvid og illusionen skal vel stå sin test, i personernes ageren og ikke i vore forventninger til deres situation!
Poitier har i filmen stadig ikke sluppet rollen, at ligge under for de "hvides dominans". For det første er han høflig grænsende til at være underdanig overfor Tracy/Hepburn, vist ved at han sjældent går i dialog, når man ved, at han er uenig. Masken falder overfor hans egen far, når han kan lade lorten falde nedad i hierakiet og få afløb for sine aggressioner overfor "én med samme hudfarve". Det ser jeg ikke som en skabelon eller et ikke-menneske, men som en følge af de historiske aspekter ved hundrede års raceopdeling. Man smider ikke blot lige konventionerne overbord selvom lovene én dag laves om, men tilpasser sig langsomt, afhængig af de situationer man havner i.
Her er Poitier havnet i en hvid familie, hvor han skal spørge faderen om lov til datterens hånd. Akavet for alle parter og Poitier, som den intelligente mand han er, spiller nærmest uforstående, når der kommer dialog, som gør alle ubekvemt tilpas og redder derved alles ansigt. Rent overlevelsesinstinkt på rygraden for sorte i generationer. Måske lidt for meget "yes Massa" i hans underlæggende retorik, men manden er på overlevelsestur og står som en af de første sorte, siden slaverne kom til landet, som frit menneske og nu måske i stand til at ægte en hvid kvinde.
Jeg mener således, at Guess Who's Coming to Dinner formår at opstille et scenarie, gennem hvilket man lykkes med at fremstille tidens racespørgsmål på ikke kun humoristisk (for det er også en komedie) vis, men også intelligent og empatisk og ikke mindst på en måde, som kunne lokke mange i biograferne, både sorte og hvide. I den henseende bekymrer jeg mig ikke så meget om stereotyper og skabeloner, men mere om de positive budskaber transcenderer lærredet.
#10 Jeg beklager :)
#12 BN 13 år siden
Faktisk forpligter overskriften Bruce til at lave en top 300 i stedet for kun en top 200, for når der var 300 spartanere, så skal der også være 300 film!
Kom i gang, Bruce !!!!
#13 Skeloboy 13 år siden
Det forstår jeg ikke helt :)
Guess Who's Coming To Dinner har i fint diskuteret, og jeg er enig med Bruce. Poitier skulle være helt perfekt, så publikum ikke kunne udsætte noget dårligt om ham.
I skal også huske på, at Hays Code stadig var i brug i 1967 (omend ikke i samme omfang som tidligere), og et ar punkterne var, at blandede kærlighedsforhold ikke var tilladt.
Inherit The Wind er også absolut en af mine yndlingsfilm og det samme er Judgment At Nuremberg, mens On The Beach, The Defiant Ones og It's A Mad, Mad, Mad, Mad World er til 7/10
#14 jessup 13 år siden
Det er film i flertal og det er umiddelbart kun Inherit the wind som jeg værdsætter.
Guess Who's Coming To Dinner har i fint diskuteret, og jeg er enig med Bruce. Poitier skulle være helt perfekt, så publikum ikke kunne udsætte noget dårligt om ham.
Bruce siger jo netop er han er en hel og facetteret person.
#15 IK 13 år siden
Jeg har set alle de nævnte film før, men det efterhånden lang tid siden, og jeg glæder mig til at gense dem alle. Glæder mig mest til at se 2001, som jeg for første gang så da jeg var 15, og den var ikke helt min kop te. Nu er jeg 19, og er forhåbentlig blevet klogere og mere filmkyndig. ;)
#16 Bruce 13 år siden
Det lyder da fantastisk :) Så håber jeg det bliver gode syn. Hvis du efter gensyn med 2001 ikke rigtig har styr på begivenhederne, så gør dig den tjeneste at se denne flash igennem og prøv igen. Det kan i såfald fuldkommen ændre udbyttet af filmen :)
http://www.kubrick2001.com/
#17 IK 13 år siden
Så fik jeg set 2001: A Space Odyssey, og jeg synes meget mere om den nu end før. Jeg synes det er en utrolig svær film at sætte ord på. Det var ikke nemme 143 min at komme igennem, men som helhed er den en interessant og utrolig flot film. Filmens prolog er muligvis det flotteste jeg nogensinde har set. Nu vil jeg gerne se det link om filmen, og forhåbentlig forstå den endnu mere. :-)
#18 Bruce 13 år siden
Tjek disse tre anmeldelser ud af Joseph Gelmis, fra hhv. 4. april 1968. 20. april 1968 og 5. april 1969 og se hvordan man skifter mening :)
The Kubrick Site er også fuld med "godbidder".
#19 IK 13 år siden
Tak for links. Det var nogle ret underholdende anmeldelser, og jeg kunne ikke undgå at smile da han skrev: ...one of the worst soundtracks ever made. Personligt er jeg meget glad for musikken. :)
Bruce, hvor mange gange skulle du se 2001 før den blev blandt dine favoritter? Var du også sådan lidt blank efter første syn, og blev filmen bare bedre med årene?
#20 Bruce 13 år siden