50-årsdagen markeres i USA med en strøm af film, tv-programmer og nypublicerede lydoptagelser af enhver art.
Amerikanske CBS står bag et af de mere usædvanlige af slagsen.
Tv-stationen har nemlig tænkt sig at "livestreame" den originale nyhedsdækning af mordet - minut for minut - i realtid.
De første bulletiner
Transmissionen, som kan følges via tv-stationens hjemmeside, begynder den 22. november klokken 19.40 dansk tid.
Det var samme tidspunkt, hvor CBS sendte de første breaking news-bulletiner ud til amerikanske radio-lyttere og tv-seere.
Mordet blev ikke transmitteret på tv, men der gik kun 15 minutter, inden programmerne i både radio og fjernsyn blev afbrudt af det chokerende budskab, som nåede halvdelen af alle amerikanere.
En time senere vidste alle i USA, at præsidenten var blevet skudt.
Nyhedsvært kæmpede med gråden
Resten af verden vidste det næsten lige så hurtigt og fulgte de følgende dage med via de første længere satellittransmissioner over Atlanten.
Transmissionen vil blandt andet indeholde et fængslende gensyn med den berømte nyhedsvært Walter Cronkite, der blev synonym med sin tids største begivenheder.
Det var nemlig amerikanernes "Onkel Walter", som døde i 2009, der fortalte nationen, at præsident John F. Kennedy var død efter attentatet i Dallas.
Siddende i skjorteærmer tog Cronkite sine tykke hornbriller af og vendte et øjeblik ansigtet bort, mens han kæmpede med gråden.
Manden, der ellers aldrig afslørede sine personlige holdninger, havde tårer i øjnene.
Fire dage i november
CBS' særprægede genudsendelse fortsætter minut for minut uafbrudt i fire dage med den originale dækning af det højspændte drama.
Seerne bliver dermed også vidner til den direkte tv-dækning af mordet på den formodede gerningsmand Lee Harvey Oswald, som selv måtte lade livet ved et attentat den 24. november i kælderen under politihovedkvarteret i Dallas.
Oswald havde inden da erklæret, at han blot var en tilfældig "syndebuk" og afviste, at han havde skudt både præsidenten og en betjent ved navn J. D. Tippit samme dag.
Men han fik aldrig en retssag.
Konspirationsteorier
Værtshusejeren Jack Ruby drømte om at opnå heltestatus, da han trådte frem blandt de mange pressefolk i kælderen og affyrede sit våben mod Oswald, en tidligere marinesoldat, der i en periode på knap tre år var afhoppet til Sovjet, men siden var vendt tilbage til USA.
I stedet gav han næring til konspirationsteorier om, at et organiseret kriminelt miljø stod bag Kennedy-mordet og forsøgte at forhindre Oswald i at sladre.
Teorierne er aldrig blevet underbygget.
Men de dramatiske sekunder i kælderen blev transmitteret direkte på tv.
Gribende afslutning
Den autentiske og uredigerede transmission fortsætter til og med den gribende afslutning med processionen gennem den sørgende amerikanske hovedstad og begravelsen på bakken over Arlington kirkegården.
Ingen, der oplevede begivenheden dengang, vil sikkert glemme billederne af enken og hendes tårer bag det sorte slør.
Indtrykket blev brændt ind på millioner af nethinder sammen med billedet af lille treårige John John, der som officererne gjorde honnør for sin dræbte far.
Den eksakte tidsplan for ”de fire dage i november” vil blive offentliggjort af CBS, som har samlet sin øvrige dækning af 50-årsdagen på denne hjemmeside.
#1 Highland Park 11 år siden
http://www.jyllands-posten.dk/pictures/NICA_Billed...
I anledning af 50-årsdagen streamer CBS samtlige af de fire skæbnesvangre novemberdages nyhedstransmission i realtid:
Nedtælling til transmissionen.