Jeg vil også lige give mit besyv med, og der er da op til flere nævneværdige film.
The Fountain Moon There will be blood The assassination of Jesse James by the coward Robert Ford Unbreakable Memento Ringenes Herre trilogien Pans Labyrint Lad den rette komme ind The girl who leapt through time Black Swan (hvis 2010 tæller med) (500) Days of Summer The bridge to Terabithia Hero Where the wild things are
"My first girlfriend turned into the moon." "That's rough, buddy."
The Fountain Det er egentlig den bedste film jeg hidtil har set, som ved hvert eneste gensyn rammer mig følelsesmæssigt lige så hårdt som altid.
Moon En af mine favorit science-fiction film, som langsomt men sikkert kryber ind under huden på mig, og fanger mig med forrygende skuespil og eminent stemning.
There will be blood Daniel Day-Lewis, og mere behøves der egentlig ikke at sige. Dog skal filmens musik, smukke billeder og tempo lige nævnes.
The assassination of Jesse James by the coward Robert Ford Umådelig smukt filmet af Roger Deakins, afsindig stærkt skuespil over hele linjen og skide intenst drama hele filmen igennem.
Unbreakable Bedste superheltefilm til dato, hvis du spørger mig. Den langsomme opbygning af karaktererne, tilgangen til emnet og så lige krydret med Bruce Willis bedste præstation.
Memento Nolans mesterværk og klart stærkeste film, der forbliver frisk, uanset antal gensyn. Og som Herrguth skriver, legen med den kronologi i fortællingen.
Ringenes Herre Disse tre film står for mig som et umådeligt værk, vi ikke vil se lignende i mange år. Her bliver Tolkiens univers levendegjort på det store lærred og i stuerne.
Pans Labyrint Denne film af Del Toro overraskede mig meget, da jeg i sin tid så den første gang. To historier som hele tiden berør hinanden, men først til sidst kulminerer på mesterskabelig vis.
Lad den rette komme ind Er det muligt at lave en socialrealistisk film, som har et vampyrelement, uden den mister sin troværdighed og falder til jorden? Lad den rette komme ind er beviset på, dette er muligt. Dyster stemning, intenst drama og godt skuespil.
The girl who leapt through time Dette er en japansk anime, som jeg købte af nysgerrighed uden at have læst eller hørt noget om den før. Det er en fremragende film med en sød historie, god humor og samtidig med den tager sine karakterer og historie seriøst.
(500) Days of Summer Fornem romantisk komedie, der er meget nede på jorden, tager sit emne og sine karaktere seriøst, men med en fin, underspillet humor. Så er Jospeh Gordon-Levitt og Zoey Dechanel herlige i de bærende hovedroller.
The bridge to Terabithia Jeg købte denne film i forventning og håb om en lille, hyggelig familie-fantasyfilm, men var nær tårer, da den sluttede. Ved andet syn, var den mindst lige så hård at overvære.
Hero Umådelig smuk billedside og jeg kan finde på at se filmen alene af den grund. Derudover er kampscenerne flot skruet sammen og historien holder, for mig, ganske fint, trods nogle mener den er tynd.
Where the wild things are Eventyrlig film, jeg ikke kan undgå at lade mig forføre af. Den visuelle side er herlig, og valget om at bruge kostumer til Max' venner og kun bruge CGI til ansigtsbevægelser er yderst fornuftigt.
Og nu vil jeg smutte i svømmehal. :)
"My first girlfriend turned into the moon." "That's rough, buddy."
#12 Så tillad mig, at jeg genbruger allerede forslidte fraser om filmene og som måske KAN virke ude af kontekst, fordi jeg har stjålet dem andet steds fra :)
1) Consequences of Love
Sorrentino er i mine øjne den mest interessante italienske filmskaber, siden Fellini. Stil og substansmæssigt er de vidt forskellige, men de har til fælles, at de udnytter medie, billeder og skuespil på ukonventionel vis, med Sorrentino ekstrem pernitten omkring det visuelle udtryk.
Jeg anede ikke, hvad jeg skulle forvente, da jeg så denne film for nogle år siden og godt det samme, for jeg havde ikke været i nærheden med et gæt.
Vi befinder os på et hotel ved Genevesøen, hvor den midaldrende Titta Di Girolamo på 8. år er indkvarteret. Dagene går med at sidde i baren, i receptionen, spise, være søvnløs og tage et skud heroin hver onsdag kl. 22. Han observerer og analyserer. Tittas liv tog sig en drejning, da han afsluttede en mafia handelstransaktion uheldigt. Gælden skulle indkasseres og Titta måtte udskifte familielivet med hvervet hvidvasker af penge for mafiaen, på ubestemt tid.
Fortællingen er ganske traditionel. Eksekveringen alt andet. Teaterskuespilleren Toni Servillo leverer en spektakulær præstation som Titta og lader publikum komme ind under huden på denne tilsyneladende levende døde, hvis kynisme langsomt bliver brudt ned af hotellets underskønne Sofia, spillet af legenden Anna Magnanis (Roma, città aperta) barnebarn Olivia.
Billedsiden af Luca Bigazzi er intet mindre end et lille under og den ene tilsyneladende enkle billedkomposition efter den anden skiftes til at forbløffe og forundre. Den letbenede visuelle lyrik, Toni Servillos klasseskuespil, små delikate scener med vid, spænding, erotiske undertoner, en flot lydside og så den gennemgående mafia historie smelter sammen og bliver til et stort kunstværk.
At se lyset, giver mening for mig, når talen kommer på denne film.
2) There Will Be Blood
Paul Thomas Andersons film er blevet behørigt hyldet i sin samtid, men jeg er ikke i tvivl om, at endnu mere hæder vil blive den til del som tiden går. Vi her har at gøre med en nyklassiker, en film, som uden tvivl er højt renomeret om halvtres år, som North By Northwest fra 1959 er det i dag.
Daniel Day Lewis' præstation alene er en tour de force, som kun tilfalder få film at få indskrevet i deres fortælling. Fra første klip stjæler hans blotte tilstedværelse fokus i enhver scene. Han er så dæmonisk karismatisk i hans fremtoning og udtryksfuld i de mindste udtryk, at adrenalinen stiger, ved tilløb til en forandring i hans humør. Og så er man ikke engang ved at beskrive filmen endnu!
Filmen bringer i den grad minder frem, om cinematografi hos store instruktører som John Ford og William Wyler, eller specifikt i George Stevens film "The Giant". Goldt, men betagende. Det er forfriskende at se en instruktør af Andersons format prøve kræfter med det storladne episke udtryk, som Coen brødrene også formåede i No Country For Old Men, fremfor at følge koblet af hunde, som manisk kopierer hinanden og nye forsøg på at opfinde fotografisk genialitet. Det er manna fra himlen at se en nutidig instruktør med så selvsikker hånd føre kameraets linse.
Temaet er en symbolsk kamp, som ikke kunne være mere velvalgt, hvad angår aktualitet, mellem religion og kapitalisme, personificeret af prædikanten Eli Sunday og oliespekulanten Daniel Plainview og det giver indimellem ordet bibelbasker ny mening.
Flot visuel præsentation og spektakulært skuespil og så endog krydret med en kontrastfuld minimalistisk lydside, som i den grad tjener helheden ære. Jeg har sgu ikke siden 2001 A Space Odyssey hørt et soundtrack, som var så perfekt understøttende fortællingen. Må vi dog få gavn af P.T. Anderson i mange mange år endnu!
Når en ny film af David Lynch annonceres, så er det klogest ikke at forvente noget. Når man endelig tror, man har fanget "hans stil", så vælter hans næste film altid læsset. Faktum er, at manden kan skrue en traditionel fortælling sammen ligeså let, som en film udelukkende bestående af symbolik og metaforik, baseret på transcendental meditation ... hvad så end det måtte betyde. Lynch overrasker nærmest altid, uanset man bliver skuffet eller imponeret.
3) Summer Hours
Filmen beskriver den følelsesmæssige stærke og sårbare stund, hvor det uundgåelige sker, at forbindelsen til fortiden og minder forlader os, med bortgangen af den sidste forælder. En skillevej som griber forstyrrende ind i livets normale gang, tvinger én til valg og hvor reflektioner om fortiden kommer og går. Den fascinerende globalisering giver os mange muligheder, men risikerer også at rive familier op med rode og miste mere identitet på én generation, som det har taget ti at bygge op.
Det er en meget bevægende og dybfølt historie, men vi skånes for melodrama og effektmageri, som forsøger at empatisere os mere end situationen byder, selvom en sådan tilgang mærkeligt nok, netop viser sig at have mest effekt.
Der er ingen naturlige stop i historien. Assayas viser os at livet går videre og hvorledes vi undervejs tackler konflikterne. Der er flere magiske øjeblikke i filmen, skuespillet er under et, ganske enkelt forrygende, men Assayas opbygger mod slutningen et scenarie ved det gamle hus, som ender op med et øjeblik med teenage barnebarnet Sylvie, som ramte mig som en slaghammer lige i solar plexus. Ingen ord, blot et øjebliks stilhed, der med et deja vu's hastighed, fik én til at genopleve hele historien på ny. Magisk.
Perfekt! Jeg kan slet ikke vente til Assayas' fortsættelse!
4) Mulholland Drive
Mulholland Drive er vintage Lynch. Det er nektar serveret direkte fra menneskets ubevidste jeg, via instruktørens forkærlighed for transcendental meditation. En fortælling som udspiller sig på to planer, hvor man som tilskuer i lang tid kan føle historien udvikle sig ganske lineært, indtil filmen knækker og alt hvad man troede var fakta, pludselig bliver til information uden mening. Det kan føles utroligt frustrerende; men som man skal bruge en såkaldt nøgle af minimal størrelse for at knække krypteret information, skal man også i Mulholland Drive blot "forstå" en lille introduktions sekvens og så er grundlaget for puslespilleta videre samling, på plads.
Således var mit andet gensyn af Mulholland Drive én af de største filmoplevelser, jeg nogensinde har haft. Tilsyneladende vanvid blev pludselig logik og jeg måtte og må stadig, være fuld af forundring og lovord for Lynch's filmiske intellekt. Han er ikke, "som de andre" og gudskelov for det!
Angelo Badalamenti lægger endnu engang lydspor til Lynch's fortælling og med få strofer formår han at skabe en stemning og spænding, som havde vi med Bernard Herrman at gøre. Udover den vanvittigt fascinerende fortælling, indeholder filmen hele to af de mest erotiske scener jeg nogensinde har set på film, hvilket jeg med det samme kan konkludere ikke trækker fra i det samlede resultat.
5) In the Mood for Love
Har vist desværre aldrig fået skrevet noget om denne film og jeg havde "glemt" den på min tidligere Top 200 liste, hvor der vel er sket 30 udskiftninger siden sidste.
Jeg har kun set filmen én gang og er ikke i stand til at gengive med ord lige nu, hvad den rører i mig. Det var en sanselig, til tider spirituel oplevelse, hvor ikke tilkendegivet kærlighed sjældent er set gengivet så intenst, rørende og til et soundtrack, som passer som fod i hose. Vidunderlig billedside, som fortjener en ultimativ HD udgivelse
6) Certified Copy
Kiarostamis Certified Copy er en svær definerbar film. Afgrundsdyb i sin flertydighed, kan søgen efter en endegyldig konklusion synes ligeså forgæves, som at spotte den i Resnais' "Last Year in Marienbad". Fortolkningspotentialet er ligeså varierende omkring filmens narrativ som selve historien og det er altid, især i kølvandet på en film af denne slags, interessant at følge mulighederne til dørs, uagtet at både veje og døre ofte ender med at blive til luft.
Kort fortalt har vi med to personer at gøre. Forfatteren James og en kvindelig kunstinteresseret- og kritiker, som måske hedder Elle, eller blot er ... en hun. Forfatteren James har begået en bog om kunst, som i sin enkelhed hylder tesen "glem originalen, bare få fat i en god kopi", ud fra den påstand at autencitet og originalitet blot er distraktioner fra nydelsen af det aktuelle indhold. Dvæl over hvad og glem hvem, hvor og hvordan! En interessant præmis, som "hun" søger at få uddybet i et interview med hr. James over én dag i Toscana.
Det simrer undervejs med narrative indspark til denne original/kopi tematik, men på så mange planer, at jeg simpelthen ikke kan overskue at have så mange bolde i luften på én gang. Jeg må lade nogle falde, vende tilbage og forsøge og fange dem igen, hvilket jeg føler lykkedes bedre denne gang.
Fra en mand og en kvinde får øjne for hinanden, til forelskelsen uomtvisteligt ophører, har man dannet sig et billede af ens bedre halvdel, som kommer til at ligge til grund for resten af parrets tid med hinanden, på godt og ondt. Et subjektivt positivistisk glansbillede, originalforlægget, billedet på "tilværelsens ulidelig lethed", som vil blive kompromitteret af en en uundgåelig og endeløs række af konflikter på værdier, holdninger, ja selv fælles minder, som alle subjektivt eroderes over tid.
Denne hang til "originalforlægget" i parforhold, udforskes af James og Elle i Toscana, i måske ikke så kronologisk et format, som Kiarostami ellers så grundigt går til værks for at overbevise os om er tilfældet, i første halvdel af filmen. Pludselig rives sikkerhedsnettet væk under os og den filmiske leg begynder. Eller har den allerede været igang længe?
Er den ene dag i Toscana i virkeligheden en metafor for parforholdet, hvor man ender op med at søge det "oprindelige", originalforlægget i ens partner, fordi den "nuværende original" ikke mere passer på "glansbilledet" og man derfor foretrækker "kopien af originalforlægget" som substitut?
En fabelagtig leg med mediet, iscenesat så inciterende, at et emne af tilsyneladende uoverkommelig omfang, alligevel bliver så inspirerende at udforske. Der er ingen objektive sandheder at komme efter i denne film. Temaerne er erfarings- og oplevelsesmæssigt subjektive og individuelle, hvilket på ingen måde mindsker min trang for at gå på opdagelse endnu engang.
At Kiarostami leger med original begrebet bliver ikke mindre underfundigt af, at hans film selv nyder godt af at gå på opdagelse i den europæiske filmskat og derved selv bliver en reference.
Forpulet mesterværk!
7) A Single Man
Designer og modeskaber Tom Fords bidrag til filmverdenen, som jeg skal hilse og sige var alt andet end kun en flot indpakning. Colin Firth giver en tour de force af en præstation, som den engelske homoseksuelle universitetslærer George i Californien, der i 1962 mister sin kæreste gennem 16 år i et biluheld.
Måneder og mange glædesløse dage senere, vågner vi op med George og følger dagen, hvor han endegyldigt vil gøre op med fortiden. Cinematografisk ubesværet manøvrerer Tom Ford rundt med Georges dag iblandet minder fra fortiden med kæresten Jim. Trods et på overfladen engelsk overklasse panser, presser følelserne på og mellem krakeleringerne viser Colin Firth konturerne af et smukt empatisk menneske og på intet tidspunkt føles de homoseksuelle undertoner eller mand mod mand situationerne akavede, påtrængende eller flove. Det er i den grad en præstation at få en heteroseksuel og ikke just ekstatisk voyeur ud i mano-a-mano seksualitet, til at se naturligheden i scenarierne først, fremfor ens egne fordomme.
En helt igennem vidunderlig film!
8) Zodiac
David Fincher er en mand med et umådeligt talent, som han har brugt nogle år på at tøjle. Hans øje for det visuelle er ikke til at komme udenom og modsat kollegaen Michael Mann ser han ud til at være mere konsistent med et højt niveau, selvom en film som Panic Room, mere lignede sleskeri for mediets muligheder fremfor at udnytte det til at fortælle en ordentlig historie.
Seven, The Game og Fight Club viser dog med al tydelighed, at vi har med en mand at gøre, som kan sit kram og som måske er den største arvtager af selveste Hitchcock! I sandhed store ord, men med Zodiac fra 2007, var det ikke mere ord. Her var der en mand, som formåede at leve op til mesterens høje niveau og langsomt kunne bygge et spændingsniveau op, ved brug af virkemidler som akkompagnerede istedet for at tage fokus.
Zodiac er ikke mindre visuelt imponerende end Finchers andre film, blot langt mere spidsfindig i sine effekter, som optræder ofte, men så diskret, at man sjældent lægger mærke til dem. Fincher formår at jonglere om med enorme mængder af information i historien om seriemorderen Zodiac, som aldrig blev fanget, men alligevel med den største lethed, som aldrig taber fokus eller får publikum til at tabe tråden. Alt i alt, er det en mageløs helhed Fincher har produceret, som i mine øjne er komplet fejlfri og den bedste thriller af den gamle garde, som i mange år er produceret.
9) The Pianist
Roman Polanski kan andet og langt mere end charmere små piger med piller og alkohol. Han har begået særdeles varierende film af meget høj kvalitet indenfor flere genrer og så har han lavet det holocaust portræt, som rammer dybest i min hjertehule. Biografien af den polske pianist Wladyslaw Szpilmans liv, fra tyskernes bombardement i september 1939 til krigen slutter i 1945, er en tour de force i filmkunst på alle planer.
Polanski formår at trække en rød tråd igennem de seks år, som i den grad får en til at sætte sig ind i de trængsler og uhyrligheder, der blev begået. Flere gange må man spørge sig selv, om det overhovedet var værd at overleve efter at have oplevet alle disse rædsler, men Szpilman kæmper én dag af gangen. Jeg har stor respekt for Spielbergs Schindlers Liste, men der er én ånd over Polanskis film, som aldrig får mig til at tænke i filmkunst, men blot trækker mig ind i dramaet og i dette tilfælde, foretrækker jeg Polanskis stil.
10) Untergang
Jeg kan ikke gøre for det! Jeg gjorde det, da jeg så Luther og igen da jeg så Baarder Meinhof Komplex. DET ER HITLER! Jo, Bruno Ganz er forevigt monsteret Hitler, der for første gang blev portrætteret som et menneske af Bruno Ganz, uden at ikonisere ham og uden at dæmonisere ham. En hel og aldeles komplet forvandling til verdenshistoriens største skurk (nå ja, lad os lige se bort fra Stalin bare fem minutter).
Ved hjælp af hemmelige optagelser af Hitler i en togvogn til den finske general Mannerheims fødselsdag, først opdaget indenfor de sidste 10 år, var det muligt at høre Hitlers bondske sydtyske tale og derigennem perfektionere Hitlers retorik og accent. Det var et meget afdæmpet publikum, som forlod biografen, da Untergang havde premiere og første gang nogensinde, at publikum havde fået et sandt glimt ind i sjælen på ondskab og tiden da helvede på jord var ved at rinde ud.
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
Hvis jeg skal vælge årtiets absolut bedste film, så vil valget nok falde mellem In the Mood for Love (også kendt som "the greatest love story never told") og Mulholland Dr.
Det er to film, som jeg kan blive ved med at se.
Memento og Irrèversible er også deroppe af.
... and in other news: grave robbers pry rifle from Charlton Hestons cold, dead hands.
Den var squ svær. Der har været mange gode titler og det er også mit favorit årti. Der er mange personlige favoritter herfra, men må erkende, at Nolans film står mig meget nært dette årti. Fincher har også lavet et par pragtværker, og jeg kan nævne flere genre og film, men det bliver for langt og for meget af det samme, som jeg har udtrykt før.
Jeg hørte først om Ballast, da jeg ved et tilfælde stødte på Roger Ebert's favoritfilmliste fra 2008, hvor han havde placeret denne film på førstepladsen. Det fik mig med det samme til at bestille filmen på nettet og for fanden da, hvor er jeg glad for at jeg gjorde det.
Ballast er en tragisk fortælling om en sort families liv, i Delta området i Mississippi. Historien er meget simpel: Lawrence's tvillingebror har begået selvmord og gennem filmen følger vi hvordan hans død, påvirker hans familie. Filmen fortælles med stor tålmodighed og med en sanselighed, der giver filmen så meget sjæl at den næsten ikke er til at bære. Filmen føles så fandens ægte at det gør ondt. De hjerteskærende gode skuespilpræstationer (som vist nok er blevet improviseret frem) bringer os utroligt tæt på de isolerede mennesker i det fattige Delta område og den engelske filmfotograf Lol Crawley, leverer hypnotisk smukke billeder. Ballast ligner ikke nogen anden amerikansk film fra 00'erne. Den er helt sin egen. Se den!!
#11 Neranders 13 år siden
The Fountain
Moon
There will be blood
The assassination of Jesse James by the coward Robert Ford
Unbreakable
Memento
Ringenes Herre trilogien
Pans Labyrint
Lad den rette komme ind
The girl who leapt through time
Black Swan (hvis 2010 tæller med)
(500) Days of Summer
The bridge to Terabithia
Hero
Where the wild things are
"That's rough, buddy."
#12 sluppermand 13 år siden
Glem nu de lister og skriv lidt mere.
#13 Neranders 13 år siden
Det er egentlig den bedste film jeg hidtil har set, som ved hvert eneste gensyn rammer mig følelsesmæssigt lige så hårdt som altid.
Moon
En af mine favorit science-fiction film, som langsomt men sikkert kryber ind under huden på mig, og fanger mig med forrygende skuespil og eminent stemning.
There will be blood
Daniel Day-Lewis, og mere behøves der egentlig ikke at sige. Dog skal filmens musik, smukke billeder og tempo lige nævnes.
The assassination of Jesse James by the coward Robert Ford
Umådelig smukt filmet af Roger Deakins, afsindig stærkt skuespil over hele linjen og skide intenst drama hele filmen igennem.
Unbreakable
Bedste superheltefilm til dato, hvis du spørger mig. Den langsomme opbygning af karaktererne, tilgangen til emnet og så lige krydret med Bruce Willis bedste præstation.
Memento
Nolans mesterværk og klart stærkeste film, der forbliver frisk, uanset antal gensyn. Og som Herrguth skriver, legen med den kronologi i fortællingen.
Ringenes Herre
Disse tre film står for mig som et umådeligt værk, vi ikke vil se lignende i mange år. Her bliver Tolkiens univers levendegjort på det store lærred og i stuerne.
Pans Labyrint
Denne film af Del Toro overraskede mig meget, da jeg i sin tid så den første gang. To historier som hele tiden berør hinanden, men først til sidst kulminerer på mesterskabelig vis.
Lad den rette komme ind
Er det muligt at lave en socialrealistisk film, som har et vampyrelement, uden den mister sin troværdighed og falder til jorden? Lad den rette komme ind er beviset på, dette er muligt. Dyster stemning, intenst drama og godt skuespil.
The girl who leapt through time
Dette er en japansk anime, som jeg købte af nysgerrighed uden at have læst eller hørt noget om den før. Det er en fremragende film med en sød historie, god humor og samtidig med den tager sine karakterer og historie seriøst.
(500) Days of Summer
Fornem romantisk komedie, der er meget nede på jorden, tager sit emne og sine karaktere seriøst, men med en fin, underspillet humor. Så er Jospeh Gordon-Levitt og Zoey Dechanel herlige i de bærende hovedroller.
The bridge to Terabithia
Jeg købte denne film i forventning og håb om en lille, hyggelig familie-fantasyfilm, men var nær tårer, da den sluttede. Ved andet syn, var den mindst lige så hård at overvære.
Hero
Umådelig smuk billedside og jeg kan finde på at se filmen alene af den grund. Derudover er kampscenerne flot skruet sammen og historien holder, for mig, ganske fint, trods nogle mener den er tynd.
Where the wild things are
Eventyrlig film, jeg ikke kan undgå at lade mig forføre af. Den visuelle side er herlig, og valget om at bruge kostumer til Max' venner og kun bruge CGI til ansigtsbevægelser er yderst fornuftigt.
Og nu vil jeg smutte i svømmehal. :)
"That's rough, buddy."
#14 Bruce 13 år siden
1) Consequences of Love
Sorrentino er i mine øjne den mest interessante italienske filmskaber, siden Fellini. Stil og substansmæssigt er de vidt forskellige, men de har til fælles, at de udnytter medie, billeder og skuespil på ukonventionel vis, med Sorrentino ekstrem pernitten omkring det visuelle udtryk.
Jeg anede ikke, hvad jeg skulle forvente, da jeg så denne film for nogle år siden og godt det samme, for jeg havde ikke været i nærheden med et gæt.
Vi befinder os på et hotel ved Genevesøen, hvor den midaldrende Titta Di Girolamo på 8. år er indkvarteret. Dagene går med at sidde i baren, i receptionen, spise, være søvnløs og tage et skud heroin hver onsdag kl. 22. Han observerer og analyserer. Tittas liv tog sig en drejning, da han afsluttede en mafia handelstransaktion uheldigt. Gælden skulle indkasseres og Titta måtte udskifte familielivet med hvervet hvidvasker af penge for mafiaen, på ubestemt tid.
Fortællingen er ganske traditionel. Eksekveringen alt andet. Teaterskuespilleren Toni Servillo leverer en spektakulær præstation som Titta og lader publikum komme ind under huden på denne tilsyneladende levende døde, hvis kynisme langsomt bliver brudt ned af hotellets underskønne Sofia, spillet af legenden Anna Magnanis (Roma, città aperta) barnebarn Olivia.
Billedsiden af Luca Bigazzi er intet mindre end et lille under og den ene tilsyneladende enkle billedkomposition efter den anden skiftes til at forbløffe og forundre. Den letbenede visuelle lyrik, Toni Servillos klasseskuespil, små delikate scener med vid, spænding, erotiske undertoner, en flot lydside og så den gennemgående mafia historie smelter sammen og bliver til et stort kunstværk.
At se lyset, giver mening for mig, når talen kommer på denne film.
2) There Will Be Blood
Paul Thomas Andersons film er blevet behørigt hyldet i sin samtid, men jeg er ikke i tvivl om, at endnu mere hæder vil blive den til del som tiden går. Vi her har at gøre med en nyklassiker, en film, som uden tvivl er højt renomeret om halvtres år, som North By Northwest fra 1959 er det i dag.
Daniel Day Lewis' præstation alene er en tour de force, som kun tilfalder få film at få indskrevet i deres fortælling. Fra første klip stjæler hans blotte tilstedværelse fokus i enhver scene. Han er så dæmonisk karismatisk i hans fremtoning og udtryksfuld i de mindste udtryk, at adrenalinen stiger, ved tilløb til en forandring i hans humør. Og så er man ikke engang ved at beskrive filmen endnu!
Filmen bringer i den grad minder frem, om cinematografi hos store instruktører som John Ford og William Wyler, eller specifikt i George Stevens film "The Giant". Goldt, men betagende. Det er forfriskende at se en instruktør af Andersons format prøve kræfter med det storladne episke udtryk, som Coen brødrene også formåede i No Country For Old Men, fremfor at følge koblet af hunde, som manisk kopierer hinanden og nye forsøg på at opfinde fotografisk genialitet. Det er manna fra himlen at se en nutidig instruktør med så selvsikker hånd føre kameraets linse.
Temaet er en symbolsk kamp, som ikke kunne være mere velvalgt, hvad angår aktualitet, mellem religion og kapitalisme, personificeret af prædikanten Eli Sunday og oliespekulanten Daniel Plainview og det giver indimellem ordet bibelbasker ny mening.
Flot visuel præsentation og spektakulært skuespil og så endog krydret med en kontrastfuld minimalistisk lydside, som i den grad tjener helheden ære. Jeg har sgu ikke siden 2001 A Space Odyssey hørt et soundtrack, som var så perfekt understøttende fortællingen. Må vi dog få gavn af P.T. Anderson i mange mange år endnu!
Når en ny film af David Lynch annonceres, så er det klogest ikke at forvente noget. Når man endelig tror, man har fanget "hans stil", så vælter hans næste film altid læsset. Faktum er, at manden kan skrue en traditionel fortælling sammen ligeså let, som en film udelukkende bestående af symbolik og metaforik, baseret på transcendental meditation ... hvad så end det måtte betyde. Lynch overrasker nærmest altid, uanset man bliver skuffet eller imponeret.
3) Summer Hours
Filmen beskriver den følelsesmæssige stærke og sårbare stund, hvor det uundgåelige sker, at forbindelsen til fortiden og minder forlader os, med bortgangen af den sidste forælder. En skillevej som griber forstyrrende ind i livets normale gang, tvinger én til valg og hvor reflektioner om fortiden kommer og går. Den fascinerende globalisering giver os mange muligheder, men risikerer også at rive familier op med rode og miste mere identitet på én generation, som det har taget ti at bygge op.
Det er en meget bevægende og dybfølt historie, men vi skånes for melodrama og effektmageri, som forsøger at empatisere os mere end situationen byder, selvom en sådan tilgang mærkeligt nok, netop viser sig at have mest effekt.
Der er ingen naturlige stop i historien. Assayas viser os at livet går videre og hvorledes vi undervejs tackler konflikterne. Der er flere magiske øjeblikke i filmen, skuespillet er under et, ganske enkelt forrygende, men Assayas opbygger mod slutningen et scenarie ved det gamle hus, som ender op med et øjeblik med teenage barnebarnet Sylvie, som ramte mig som en slaghammer lige i solar plexus. Ingen ord, blot et øjebliks stilhed, der med et deja vu's hastighed, fik én til at genopleve hele historien på ny. Magisk.
Perfekt! Jeg kan slet ikke vente til Assayas' fortsættelse!
4) Mulholland Drive
Mulholland Drive er vintage Lynch. Det er nektar serveret direkte fra menneskets ubevidste jeg, via instruktørens forkærlighed for transcendental meditation. En fortælling som udspiller sig på to planer, hvor man som tilskuer i lang tid kan føle historien udvikle sig ganske lineært, indtil filmen knækker og alt hvad man troede var fakta, pludselig bliver til information uden mening. Det kan føles utroligt frustrerende; men som man skal bruge en såkaldt nøgle af minimal størrelse for at knække krypteret information, skal man også i Mulholland Drive blot "forstå" en lille introduktions sekvens og så er grundlaget for puslespilleta videre samling, på plads.
Således var mit andet gensyn af Mulholland Drive én af de største filmoplevelser, jeg nogensinde har haft. Tilsyneladende vanvid blev pludselig logik og jeg måtte og må stadig, være fuld af forundring og lovord for Lynch's filmiske intellekt. Han er ikke, "som de andre" og gudskelov for det!
Angelo Badalamenti lægger endnu engang lydspor til Lynch's fortælling og med få strofer formår han at skabe en stemning og spænding, som havde vi med Bernard Herrman at gøre. Udover den vanvittigt fascinerende fortælling, indeholder filmen hele to af de mest erotiske scener jeg nogensinde har set på film, hvilket jeg med det samme kan konkludere ikke trækker fra i det samlede resultat.
5) In the Mood for Love
Har vist desværre aldrig fået skrevet noget om denne film og jeg havde "glemt" den på min tidligere Top 200 liste, hvor der vel er sket 30 udskiftninger siden sidste.
Jeg har kun set filmen én gang og er ikke i stand til at gengive med ord lige nu, hvad den rører i mig. Det var en sanselig, til tider spirituel oplevelse, hvor ikke tilkendegivet kærlighed sjældent er set gengivet så intenst, rørende og til et soundtrack, som passer som fod i hose. Vidunderlig billedside, som fortjener en ultimativ HD udgivelse
6) Certified Copy
Kiarostamis Certified Copy er en svær definerbar film. Afgrundsdyb i sin flertydighed, kan søgen efter en endegyldig konklusion synes ligeså forgæves, som at spotte den i Resnais' "Last Year in Marienbad". Fortolkningspotentialet er ligeså varierende omkring filmens narrativ som selve historien og det er altid, især i kølvandet på en film af denne slags, interessant at følge mulighederne til dørs, uagtet at både veje og døre ofte ender med at blive til luft.
Kort fortalt har vi med to personer at gøre. Forfatteren James og en kvindelig kunstinteresseret- og kritiker, som måske hedder Elle, eller blot er ... en hun. Forfatteren James har begået en bog om kunst, som i sin enkelhed hylder tesen "glem originalen, bare få fat i en god kopi", ud fra den påstand at autencitet og originalitet blot er distraktioner fra nydelsen af det aktuelle indhold. Dvæl over hvad og glem hvem, hvor og hvordan! En interessant præmis, som "hun" søger at få uddybet i et interview med hr. James over én dag i Toscana.
Det simrer undervejs med narrative indspark til denne original/kopi tematik, men på så mange planer, at jeg simpelthen ikke kan overskue at have så mange bolde i luften på én gang. Jeg må lade nogle falde, vende tilbage og forsøge og fange dem igen, hvilket jeg føler lykkedes bedre denne gang.
Fra en mand og en kvinde får øjne for hinanden, til forelskelsen uomtvisteligt ophører, har man dannet sig et billede af ens bedre halvdel, som kommer til at ligge til grund for resten af parrets tid med hinanden, på godt og ondt. Et subjektivt positivistisk glansbillede, originalforlægget, billedet på "tilværelsens ulidelig lethed", som vil blive kompromitteret af en en uundgåelig og endeløs række af konflikter på værdier, holdninger, ja selv fælles minder, som alle subjektivt eroderes over tid.
Denne hang til "originalforlægget" i parforhold, udforskes af James og Elle i Toscana, i måske ikke så kronologisk et format, som Kiarostami ellers så grundigt går til værks for at overbevise os om er tilfældet, i første halvdel af filmen. Pludselig rives sikkerhedsnettet væk under os og den filmiske leg begynder. Eller har den allerede været igang længe?
Er den ene dag i Toscana i virkeligheden en metafor for parforholdet, hvor man ender op med at søge det "oprindelige", originalforlægget i ens partner, fordi den "nuværende original" ikke mere passer på "glansbilledet" og man derfor foretrækker "kopien af originalforlægget" som substitut?
En fabelagtig leg med mediet, iscenesat så inciterende, at et emne af tilsyneladende uoverkommelig omfang, alligevel bliver så inspirerende at udforske. Der er ingen objektive sandheder at komme efter i denne film. Temaerne er erfarings- og oplevelsesmæssigt subjektive og individuelle, hvilket på ingen måde mindsker min trang for at gå på opdagelse endnu engang.
At Kiarostami leger med original begrebet bliver ikke mindre underfundigt af, at hans film selv nyder godt af at gå på opdagelse i den europæiske filmskat og derved selv bliver en reference.
Forpulet mesterværk!
7) A Single Man
Designer og modeskaber Tom Fords bidrag til filmverdenen, som jeg skal hilse og sige var alt andet end kun en flot indpakning. Colin Firth giver en tour de force af en præstation, som den engelske homoseksuelle universitetslærer George i Californien, der i 1962 mister sin kæreste gennem 16 år i et biluheld.
Måneder og mange glædesløse dage senere, vågner vi op med George og følger dagen, hvor han endegyldigt vil gøre op med fortiden. Cinematografisk ubesværet manøvrerer Tom Ford rundt med Georges dag iblandet minder fra fortiden med kæresten Jim. Trods et på overfladen engelsk overklasse panser, presser følelserne på og mellem krakeleringerne viser Colin Firth konturerne af et smukt empatisk menneske og på intet tidspunkt føles de homoseksuelle undertoner eller mand mod mand situationerne akavede, påtrængende eller flove. Det er i den grad en præstation at få en heteroseksuel og ikke just ekstatisk voyeur ud i mano-a-mano seksualitet, til at se naturligheden i scenarierne først, fremfor ens egne fordomme.
En helt igennem vidunderlig film!
8) Zodiac
David Fincher er en mand med et umådeligt talent, som han har brugt nogle år på at tøjle. Hans øje for det visuelle er ikke til at komme udenom og modsat kollegaen Michael Mann ser han ud til at være mere konsistent med et højt niveau, selvom en film som Panic Room, mere lignede sleskeri for mediets muligheder fremfor at udnytte det til at fortælle en ordentlig historie.
Seven, The Game og Fight Club viser dog med al tydelighed, at vi har med en mand at gøre, som kan sit kram og som måske er den største arvtager af selveste Hitchcock! I sandhed store ord, men med Zodiac fra 2007, var det ikke mere ord. Her var der en mand, som formåede at leve op til mesterens høje niveau og langsomt kunne bygge et spændingsniveau op, ved brug af virkemidler som akkompagnerede istedet for at tage fokus.
Zodiac er ikke mindre visuelt imponerende end Finchers andre film, blot langt mere spidsfindig i sine effekter, som optræder ofte, men så diskret, at man sjældent lægger mærke til dem. Fincher formår at jonglere om med enorme mængder af information i historien om seriemorderen Zodiac, som aldrig blev fanget, men alligevel med den største lethed, som aldrig taber fokus eller får publikum til at tabe tråden. Alt i alt, er det en mageløs helhed Fincher har produceret, som i mine øjne er komplet fejlfri og den bedste thriller af den gamle garde, som i mange år er produceret.
9) The Pianist
Roman Polanski kan andet og langt mere end charmere små piger med piller og alkohol. Han har begået særdeles varierende film af meget høj kvalitet indenfor flere genrer og så har han lavet det holocaust portræt, som rammer dybest i min hjertehule. Biografien af den polske pianist Wladyslaw Szpilmans liv, fra tyskernes bombardement i september 1939 til krigen slutter i 1945, er en tour de force i filmkunst på alle planer.
Polanski formår at trække en rød tråd igennem de seks år, som i den grad får en til at sætte sig ind i de trængsler og uhyrligheder, der blev begået. Flere gange må man spørge sig selv, om det overhovedet var værd at overleve efter at have oplevet alle disse rædsler, men Szpilman kæmper én dag af gangen. Jeg har stor respekt for Spielbergs Schindlers Liste, men der er én ånd over Polanskis film, som aldrig får mig til at tænke i filmkunst, men blot trækker mig ind i dramaet og i dette tilfælde, foretrækker jeg Polanskis stil.
10) Untergang
Jeg kan ikke gøre for det! Jeg gjorde det, da jeg så Luther og igen da jeg så Baarder Meinhof Komplex. DET ER HITLER! Jo, Bruno Ganz er forevigt monsteret Hitler, der for første gang blev portrætteret som et menneske af Bruno Ganz, uden at ikonisere ham og uden at dæmonisere ham. En hel og aldeles komplet forvandling til verdenshistoriens største skurk (nå ja, lad os lige se bort fra Stalin bare fem minutter).
Ved hjælp af hemmelige optagelser af Hitler i en togvogn til den finske general Mannerheims fødselsdag, først opdaget indenfor de sidste 10 år, var det muligt at høre Hitlers bondske sydtyske tale og derigennem perfektionere Hitlers retorik og accent. Det var et meget afdæmpet publikum, som forlod biografen, da Untergang havde premiere og første gang nogensinde, at publikum havde fået et sandt glimt ind i sjælen på ondskab og tiden da helvede på jord var ved at rinde ud.
#15 Batsy 13 år siden
#16 sluppermand 13 år siden
Rigtig gode valg Bruce, jeg er enig i dem alle. Har dog ikke set Certified Copy og Summer Hours endnu, men skal der gøres noget ved.
Jeg tror dog, du er kommet til at skrive noget om Mulholland Drive ved den sidste paragraf omkring There Will Be Blood ;)
#17 Bruce 13 år siden
#18 Thomsen 13 år siden
Det er to film, som jeg kan blive ved med at se.
Memento og Irrèversible er også deroppe af.
#19 Babo84 13 år siden
#20 sluppermand 13 år siden
Instrueret af Lance Hammer
Jeg hørte først om Ballast, da jeg ved et tilfælde stødte på Roger Ebert's favoritfilmliste fra 2008, hvor han havde placeret denne film på førstepladsen. Det fik mig med det samme til at bestille filmen på nettet og for fanden da, hvor er jeg glad for at jeg gjorde det.
Ballast er en tragisk fortælling om en sort families liv, i Delta området i Mississippi. Historien er meget simpel: Lawrence's tvillingebror har begået selvmord og gennem filmen følger vi hvordan hans død, påvirker hans familie. Filmen fortælles med stor tålmodighed og med en sanselighed, der giver filmen så meget sjæl at den næsten ikke er til at bære. Filmen føles så fandens ægte at det gør ondt. De hjerteskærende gode skuespilpræstationer (som vist nok er blevet improviseret frem) bringer os utroligt tæt på de isolerede mennesker i det fattige Delta område og den engelske filmfotograf Lol Crawley, leverer hypnotisk smukke billeder. Ballast ligner ikke nogen anden amerikansk film fra 00'erne. Den er helt sin egen. Se den!!