# 119: Du kan med fordel starte med at læse Buffy: Season 8 & Angel: After The Fall, der jo er de officielle fortsættelser, og som i mine øjne også er de klart bedste udgivelser sammen med serierne Spike: Asylum og Spike: Shadow Puppets (der dog ikke helt stemmer overens med de to officielle serer).
De to Buffy- og Angelderier udgives i tradepaperbacks, hvor især Angelserien er en rigtig lækker udgivelse...
Jeg er enig med dig mht. de to slayers duel, men ikke med Buffy’s beslutning om at ofre andre. Som sagt så har hun bevist tidligere, at hun er villig til at ofre andre mennesker. B.la. de potentielle slayers i duellen mod Caleb, eller f. eks Robin Wood, da hans personlige vendetta mod Spike pludselig skaber kaos på de indre linier midt i det store opgør mod The First.
Mht. at ofre andre, så synes jeg, der er den forskel, at hun så vidt jeg husker tidligere kun har været indstillet på at ofre folk, som i en eller anden grad selv har været skyld i, at de endte i en uheldig situation, eller som kendte risikoen ved deres hverv. Jeg synes altid, der har været et skel mellem "de civile" og "soldaterne", selvom Buffy længe har vidst, at det kræver sine ofre at vinde en krig.
Mht. Twilights identitet så lægger det ene interview med Scott Allie op til, at
det kan være en figur fra Angels serie, der er bag masken. I hvert fald må man forvente, at Angel eller Spike dukker op, når grundlaget for at lave season 8 var at kunne bruge Angel-figurer.
Spike er stadigvæk fanget af de smukke kvinder, og han har muligvis aldrig været i en større knibe; han bliver plaget af at se på den gruppe mennesker, som er blevet til en slags zombieagtige væsener…
Det er i sandhed Franco Urru i storform her, skabende en virkelig creepy stemning i Non’s fangekælder med de halvt opløste lig, (så klamt tegnet), og den efterfølgende tortur af Spike med en form for glødende instrument, der konstant bliver boret ind i hans krop. Nu skriver du, at han aldrig har været i større knibe men, jeg synes nu også at han var i pænt store problemer og blev tortureret på samme barske måde i sæson 7, da The First holder ham fanget. Måske er det også derfor, at han har nemmere ved at holde pinslerne ud i Non’s harem.
Andetsteds er kvindegruppens leder ved at udsuge livskraften fra en gruppe slayere, mens hendes "date" Gunn ubekymret ser til. Det viser sig dog hurtigt, at de to ikke har samme mål; kvinden vil bevare status quo, mens Gunn vil ændre verden, og Gunn bliver rasende, da han hører, at Spike og Illyria er hendes fanger…
Igen må jeg sige, at de billeder Urru laver her af de dræbte slayers, som ligner indtørrede lig der har ligget og rådnet i solen, er ekstremt kvalmende, (fornemt tegnet), at se på i en scene, hvor han også får understreget Non’s hårdhed, (fed detalje med alle de forskellige våben hun har siddende i kroppen), og psykopatiske personlighed, da hun bruger en af de halvdøde slayers som en slags dukkespil. Man håber virkelig bare, at Non får en grum skæbne. Ang. Spike og Illyria så er det nu kun sidstnævnte, som Gunn er interesseret i set i forhold til hans endgame. :)
Illyria er dog mere end almindelig svær at dræbe, og hun har fået nok af at være fange og går amok på kvindernes leder.
Illyria er heller ikke tilfreds med, at Spike og Spider har indledt et fysisk forhold, men hun tager alligevel fat i Spike og kysser ham, hvorefter han nærmest sværger troskab til hende.
Selv om det har været en herlig grum oplevelse at følge Spike i fangekælderen, er det nu alligevel befriende at komme udenfor igen, hvor Urru folder sig ud med en række imponerende billeder af Non’s arena/offersted og igen, da Illyria går bersærk i en blodig nævekamp. Kysset med Spike er af den slags ting, ligesom coveret, jeg vil ha’ på nethinden for evigt, når jeg tænker tilbage på Spike – After The Fall.
Jeg brokkede mig ret meget over forudsigeligheden i sidste nummer, men efter dette nummer, tror jeg, at det hele tiden har været meningen, at seriens andet nummer skulle virke forudsigeligt, sådan at Lynch i tredje nummer kunne komme med alle overraskelserne. At Gunn og Connor bliver en del af handlingen gør meget for serien, og næsten alt ser ud til at kunne ske i fjerde nummer, som dog nok bliver mere eller mindre en stor kamp. Jeg tror at vi ser Connors første møde med både Nina og Gwen, og vi ser selvfølgelig, hvordan Spike og/eller Illyria bliver "demon lords".
At Gunn og Connor dukker op, er bestemt et par gedigne og velintegrerede overraskelser. Men jeg synes nu stadig, at part 3 bærer præg af primært at være et transporter manuskript mod finalen og, at det derfor er Urru som tager alt opmærksomheden. Det jeg er mest vild med ang. manuskriptet, er den måde hvormed Brian Lynch får udstillet Spike’s offervilje på. Han nægter at gi’ op under torturen og på vej mod alteret, er han tydeligvis langt mere bekymret for Illyria’s skæbne end sig selv. Vi har set den offervilje før fra Spike i Buffy TVS – sæson 5 , (da han bliver taget til fange af Glory), men det gør nu ikke så meget, da jeg elsker at se Spike i den slags situationer.
-------------
Spike – After The Fall # 4 :
Spike sætter Illyria til at gøre det af med Sadecki dæmonen, der forsøger at forsvare sig ved at tage kontrol over Illyria, men dæmonens forsøg er dømt til at mislykkes;
Der er intet menneskeligt tilbage i hende. Hun søger det menneskelige, forsøger at tvinge det frem, men der er intet andet tilbage end Illyria.
Illyria transformerer sig til Fred for at forsøge at overbevise dæmonen, men Spike får hende til at transformere sig tilbage og gøre en ende på dæmonen.
Synes Lynch og Urru her får gjort rigtig godt brug af den efterhånden klassiske Illyria/Fred skizofreni og udfaldet er jo logisk nok, selv om jeg da helt klart havde håbet på, at det menneskelige i hende havde vundet. Måden Illyria eliminerer Sadecki dæmonen på er igen pænt brutal, men fedt at Urru ikke holder tilbage med de grafiske detaljer, som jo også er det der gir hans illustrationer den nerve, som jeg elsker.
Herefter udfordrer Spike Non til at kæmpe én mod én, og de indleder kampen, mens Spike fortæller tilskuerne, hvor fantastisk han er. Da Non bliver skadet endnu mere, skal hun til at udsuge Jerry, som Spike og Illyria har glemt alt om, og Spike giver Illyria besked på, at få Jerry væk fra området.
Men der er jo intet menneskeligt tilbage i Illyria, og hun dræber Jerry selv i stedet for at redde ham; hans fravær vil styrke flokken.
Må nok sige at de her to scener overlapper hinanden med en sjældent set overraskende effekt. Først sad jeg med et bredt smil og frydede mig over, hvor cool Spike var og så, BANG!, skifter stemningen fuldstændig karakter, da Illyria, (i et både sindssygt flot tegnet og afskyvækkende brutalt oneshot), iskoldt rydder Jerry af vejen. Spike’s chokerede ansigtsudtryk illustrerer perfekt mit eget, for selv om Jerry er en umiddelbart ordinær karakter, ja så Lynch formået at gøre ham til en person man undervejs har fået stor sympati for. Samtidig er denne scene også skræmmende, fordi den viser Illyrias manglende forståelse for den menneskelige race og indikerer verdens mulige undergang, som Jerry dermed bliver et symbol på.
Selvom Spike er hovedpersonen i denne serie, så er seriens formål først og fremmest at gøre det klart for læserne, hvordan det virkelig står til med hensyn til Illyria/Fred.
Og det viser sig, at Freds ofte mærkelige reaktioner i hovedserien er sandsynlige nok, idet der er tale om en til tider overdrevet imitation lavet af Illyria. Den leder i øvrigt op til det i ”Angel - After The Fall” # 14’s kommende opgør mellem Angel og Illyria.
Serien er stærk, men jeg synes nu nok, at Lynchs øvrige Spike-serier har lidt mere at byde på; de kan stå på egne ben og tilføre nye ting til universet, mens denne historie i høj grad er begrænset af sin spinoff-status.
Men hvis man køber Angel: After The Fall, så bør man også investere i denne serie, den uddyber en masse ting i forhold til Spike og især i forhold til Illyria/Fred; der er ikke blot tale om en udgivelse, som kun er smidt på markedet for at tjene lidt ekstra penge.
Jeg er fuldstændig enig ang. Illyria og i resten af din konklusion. Synes ”Spike – After The Fall” har været superfed underholdning, men både Asylum og Shadow Puppets, er mindst et niveau eller to over i deres historie og karakterudvikling. Jeg er desuden ikke enig i Brian Lynch udtalelser om, at ”Spike – After The Fall” er Franco Urru’s bedste præstation. Ingen tvivl om at det er absolut topklasse illustrationer, men jeg synes nu stadigvæk ikke, at de overgår det han skabte i hhv. ”Asylum” og ”Shadow Puppets”.
Mht. Angel – After The Fall : First Night delen så ku’ jeg godt ha’ ønsket mig, at den helt var blevet droppet til fordel for mere fokus på selve hovedplottet, og så sku’ man i stedet ha’ givet de forskellige karakterer i team Angel en miniserie hver, (eller to ad gangen), som Spike’s egen ”After The Fall”.
------------
Og så er det blevet tid til lidt bonus hygge i tråden med en musikvideo, som jeg får det helt store smil på over. Der er modsat den igår, og de to sidste jeg har fundet frem, ikke tale om et juletema, men jeg synes bare denne her var så genialt lavet, at i andre sku' se den. Musik/tekst passer perfekt med billederne. Det er nostalgi trip og samtidig, ja så ku' temaet også sagtens føres over på Spike og Illyria forholdet. Enjoy :)
Spike & Buffy - Hot and Cold :
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Aloha og glædelig jul til alle Buffy & Angel fans i tråden og ude omkring i stuerne. :)
Inden det helt store ædegilde og gaveræs begynder, ja så fik jeg lige tid til at finde et par julevideoer frem samt en ret interessant artikel om Buffy skrevet af Stephen T, hvis side jeg på det varmeste kan anbefale, at man tjekker nærmere ud på et tidspunkt.
Mht. musikken så starter vi med en cool rock cover version af "Whats' This", (fra "Nightmare Before Christmas"), og runder af med en meget smuk og romantisk sang sunget af Sarah McLachlan i en video, der indeholder måske en af de mest hyggeligeste stunder for Buffy, da hun endelig får et øjebliks fred, (på skøjtebanen), fra hele sin superhelterolle og bare kan være sig selv. Elsker bare den scene.
Har bikset en liste sammen her, som sku’ gi’ et overblik over de forskellige udgivelser. :)
Følgende grafiske noveller er samlinger af Dark Horse’s originale "Angel" tegneserie udgivelse på 17 numre, der er sat til at foregå samtidig med tv-seriens Sæson 1. :
Serien blev stoppet efter de 17 numre og senere forsøgt genoplivet i en ny stil. Det blev desværre kun til 4 numre, sat i perioden under tv-seriens sæson 2, som alle efterfølgende blev samlet i denne udgivelse ;
Efter Tv-serien sluttede med sæson 5, røg rettighederne til tegneserieudgivelserne over til firmaet IDW, som udgav 4 grafiske noveller, hvor de 3 af dem foregår kort efter opgøret i finale afsnittet ”Not Fade Away”. Jeg vil anbefale, at du læser dem i denne rækkefølge :
Alle disse udgivelser fra IDW hvor handlinger foregår post sæson 5, kører i hvad man kan kalde for et parallel univers til handlingen i den nye tegneserierække ; After The Fall, som er den officielle opfølger til sæson 5. Du kan sagtens læse begge retninger uden at det bliver forvirrende, da de intet har at gøre med hinanden handlingsmæssigt.
I Angel – After The Fall serien er vi foreløbigt nået til # 15 ud af 17. Når den del stopper, fortsætter Angel og co. med Angel – Aftermath, (nummer 18). Du kan evt. starte med de to samlede udgivelser af "ATF" fra linket i # 126, eller købe dem seperat hvis du hellere vil det.
Hele Dark Horse’s gamle tegneserie der kørte parallelt med de 7 sæsoner på Tv, er udgivet i Omnibus serien vol. 1-7, (# 6 udkommer d. 18 februar), hvor Scott Allie har sat historierne ind i kronologisk rækkefølge. Du kan bruge Omnibus udgivelserne, (der også indeholder Joss Whedon Buffy – Origin som filmen er lavet over), som en perfekt opvarmning, inden du begynder på sæson 8. Her er vi nået til # 20 ud af 40 numre, som du enten kan købe separat eller købe som samlede udgivelser som Rocky’s linker til i # 126.
Kan også på det varmeste anbefale dig at købe Buffy TVS – Panel To Panel, som er en giga bog hvor alle de gamle illustrationer og sketches, samt meget andet guf, er samlet. Du kan se lidt fra den her ;
Og så blev jeg endelig færdig med de sidste kommentarer til Slayers reviews :)
Advarsel! Indeholder Spoilers.
Angel – After The Fall # 12 :
Faktisk er det første gang, jeg nyder Angel mere end Buffy, og det må siges at være noget af en bedrift, når Buffy i øjeblikket bliver skrevet af Whedon. Gwen prøver på, at forklare Connor og Spike sit forræderi… Spike lytter ikke og forsøger at slå hende ihjel, men hun "zapper" ham og er efterladt alene med Connor, der truer med at pudse dragen, der hedder...mod hende
Forholdet/konflikterne mellem Connor og Gwen synes jeg er en godt tænkt ide af Lynch, som både gir karaktererne mere tyngde og samtidig udstiller, at sønnike har ligeså store problemer med at holde på det modsatte køn som sin far. Detaljen med dragens navn er noget der er både sødt og nostalgisk, og set i forhold til Gwen som den nye kæreste ret morsom. Da man så igen bliver introduceret for Angel, i sin metafysiske tilstand, får dragens navn en yderligere symbolsk betydning for hans vilje til at ta’ kampen op igen, efter braget i Not Fade Away, der elegant bringer Cordelia tilbage i serien. Cool detalje at Lynch bruger hende med sit gamle look, for det betyder nemlig at Angels dårlige samvittighed over konstant at bringe sit team i livsfare eller slået ihjel bliver ekstra hård for ham, da det minder ham om de goe gamle dage før Holtz, Connor og Jasmine.
På hotellet går Fred amok ved at slå op i bøger og Wesley afslører overfor Nina sin teori om, hvordan Fred ikke er Fred men en imitation lavet af Illyria. Wesley forsvinder dog pludselig fra rummet, hvorefter Fred bliver til Illyria og gennembanker Nina, fordi hun ikke kan svare på, hvor Wesley er.
Selve scenariet hvor Illyrias sind koger over og tidsperioderne overlapper hinanden, er virkelig godt udført. Og dialogen mellem hende og Nina er perfekt i sin beskrivelse af gudindens mentale tilstand. Men jeg undrer mig så samtidig over detaljen med Ninas skiftende hårfarve hér, som jeg går ud fra må være noget af en brøler hos farvelæggeren.
Shanshu-profetien handler, (til Gunns meget store utilfredshed), med sikkerhed om Angel ; alt hvad Wolfram og Hart har planlagt siden starten på Angels egen serie, har handlet om at få Angel knækket og over på firmaets side. Herefter viser Wesley Angel, hvordan hans skæbne med sikkerhed vil blive ; Angel vil være på det ondes side ved verdens undergang.
Må sige at jeg finder Angels forbløffelse over at høre om Shanshu profetien for temmelig besynderlig, da han gir udtryk for at han troede den var rettet mod Spike. Hmm…det spørgsmål mener jeg da ellers blev afklaret i sæson 5 i Not Fade Away. Synes godt nok også at Wolfram & Harts store plan for Angel, kan være en anelse svær at finde logik i og få overblik over, når man læser historie første gang. Hvis Angel skal være på de ondes side som vampyr når dommedag finder sted, hvorfor så gøre ham til menneske og risikere at han dør inden ? Strider den genistreg ikke helt imod Wolfram & Harts egen plan?
---------------
Angel – After The Fall # 13 :
Et andet sted er Angel gået i chok over det syn, som Wesley viste ham i sidste nummer, mens Cordy stiller spørgsmålstegn ved, om synet er ægte. L.A. fyldes med ondsindede drager, der alle søger imod Conner og Gwen. Angels drage forsøger at redde de to, men bliver selv slået ihjel ad de andre drager. Herefter er Connor parat til at ofre sig for Gwen, men Gwen får overbevist Connor om, at han må redde sig selv og finde Angel, og hun dør i sin kamp mod dragerne.
Fornuftigt at Brian Lynch indleder med Spike’s vej tilbage mod bygningen og mødet med de tre slayers, som kommer til at fungere som en sjov lille vignette kontra de følgende siders meget deprimerende tone, der allerede bliver slået an med Gwens og Cordelias tragiske og episke skæbner, der står malet i Connors fortabte ansigt. Alt sammen smukt illustreret af Stephen Mooney.
Gunn bliver dog stoppet af Connor, der gennembanker ham. Connor er ikke overbevist om at synet er ægte, og genbruger Kates tale fra First Night til at overbevise Angel om, at han skal fortsætte sin kamp.
Det er scener som dem her og Connors monolog der nu, synes jeg, gør ham til en karakter man holder ligeså meget af som resten af teamet. Han er i sandhed vokset med opgaven og er blevet det menneske, moralsk og etisk set, som Angel ønskede og har samtidig påtaget sig det ansvar hans kræfter forpligter til, men som Angel også gerne helst havde set, at han havde holdt sig væk fra af frygt for at miste ham.
Men ind kommer Spike, der fortæller, at det ikke er svært at vække folk til live igen, når man er i helvedet.
En cool lille ”Sunnydale” reference fra Spike igen, meget passende omringet af tre slayers.
Ude på gaden render Gunn ind i Illyria, og ved at være patetisk får han hende til at blive til "Fred"…
Lynch fortsætter sit topniveau fra sidste nummer, og Mooney gør det bedre, end han gjorde sidst, så ingen klager herfra. Jeg er overbevist om, at alt kan ske nu, og side 12 fik næsten øjnene til at falde ud af hovedet på mig!
Scenen mellem Gunn og Illyria/Fred er fornemt udført med stor overraskelseseffekt og indikere så også med al tydelighed, at Gunn på ingen måde har nogen følelser tilbage. Tænk bare på hvor tynget af skyld han var over at ha’ slået Fred ihjel og skabt Illyria tilbage i sæson 5. Mht. side 12…der fik jeg lige et mindre chok! Min første indskydelse var ; ”Nej , det gør de bare fanme ikke”. Og da slet ikke på så uværdig en måde for karakteren.
---------------
Angel – After The Fall # 14 :
Ved synet af den halvdøde Angel begynder Spike at fortælle, at han har klaret sig igennem værre; dels ved Sunnydales ødelæggelse og dels for 5 minutter siden, hvor han blev…pga. en "time-loop". Men som den bevidstløse Angel gør opmærksom på, så er Spike meget mærket af situationen og overrasket over, at Angel er et menneske.
Igen som i # 13 åbner Lynch med lidt comic relief. Denne gang falder det dog til jorden med et brag, da man atter skal udsættes for den helt igennem umorsomme og ligegyldige karakter Grooselaar. Hvorfor Whedon og Lynch har ment det var strengt nødvendigt at bringe krigeren fra Pylea retur til tegneserien må stå hen i det uvisse, da han har intet interessant at byde ind med. Det bliver dog heldigvis hurtigt afløst af en meget rørende scene som med al tydelighed viser, trods hans dialog siger noget andet, hvor meget Spike holder af Angel.
Det rabler tilsyneladende for Gunn, for han sammenligner det, at Illyria bærer en maske som Fred med, at han selv bærer en maske som vampyr; han har åbenbart ikke selv fattet, at han er en vampyr.
Gunns måde at reagere på i # 14 finder jeg for helt modstridende med, hvad han gjorde sidst. Nu har han lige pludselig fået moralske skrupler igen trods at ha’ slået Fred ihjel for anden gang. Han er som sagt ikke til at blive helt klog på, så det ang. masken han taler om, tolker jeg også som et mentalt sammenbrud. Det er i det hele taget noget mystisk, at han som vampyr uden sjæl, ser sig selv som menneske trods de ting han er i færd med, alle indikere det modsatte. Da Angel var i sin Angelus tilstand i tv-serien anså han jo på ingen måde sig selv som menneske, så hvorfor Gunn vælger at betragte sig selv anderledes forstår jeg ikke rigtig.
Spike, Wesley og Gunn må indse, at Gunns time-loop ikke kan hele Angel; han har været såret alt for længe, og Spike foreslår en alternativ måde at redde Angel på; han kan gøre ham til vampyr. Dette forslag forkastes uden videre af Connor, der mener, at dette i al for høj grad ville stemme overens med Wolfram and Harts planer.
Desperationen hos både Connor og Spike her er ret interessant at følge og begge har tydeligvis ikke helt overblikket over, hvad de skal stille op med Angel. En mindre detalje hvor jeg synes Lynch latterliggøre de tre slayes under Spike og Connors dialog, blev jeg dog lidt irriteret over at se. Så havde det faktisk været bedre, hvis de slet ikke havde sagt noget.
Wesley finder Illyria, der er hårdt såret, og en af de bedste scener mellem de to udspiller sig.
Helt enig i at det er en stærk scene. Præcis ligeså rørende som de to karakterers afsked i ”Not Fade Away” og hvad Illyria angår, ligeså personlig knusende som den sidste scene i historien om hende i Angel – Spotlight.
Gunn giver herefter Betta George besked på, at han skal få Illyria til at sende dem alle tilbage til før "The Fall". Ikke overraskende har Illyria ikke tænkt sig at tage imod ordrer; hun har fået nok af selve eksistensen og vil kollapse tiden. Den vanvittige Gunn synes ikke, at dette er en dårlig idé.
Et brag af en cliffhanger der bliver lagt op til på de sidste sider med Illyrias forvandling, Angels genfødsel og Gunn, hvis motiver det nærmest er umulig at finde hoved og hale på efterhånden, psykotiske anfald.
Bryan Lynch's niveau falder lidt i dette nummer, men andet er også uundgåeligt; han kan ikke blive ved med at hive ligeså mange kaniner op af hatten, som han har gjort i de to foregående numre, og niveauet er stadigvæk meget højt. Der er tale om et nummer, der i høj grad er actionpræget, og det gør ikke noget efter to numre med utrolig meget dialog; nu skal historien nemlig fremad.
Dette var Mooneys sidste nummer, men jeg håber og tror, at vi nok skal se mere til ham.
Nu er det ikke fordi jeg absolut skal være Rasmus modsat hér, men jeg har det noget ambivalent ang. ”Angel – After The Fall” netop i denne periode med, # 12, # 13 og # 14, hvor jeg synes serien, selv om den stadig er spændende at følge, er inde i en periode af alt for svingende kvalitet både manuskriptmæssigt, men så sandelig også illustrationsmæssigt set. Synes handlingen har det med at træde vande en del steder mht. hovedplottet, og det føles lidt som om man tager et skridt frem og to tilbage nogle gange med lidt for mange unødvendige dialoger, der skaber stilstand frem for fremdrift. Lynch formår dog samtidig at smide en række solide pointer ind undervejs, hvilket betyder at det alligevel aldrig går hen og bliver uinteressant. De to erstatninger for Franco Urru har jeg også et noget blandet forhold til. Synes Nick Runge generelt har været en fiasko for serien, også selv om han har haft sine momenter med især side 20-21 i # 12, der er bragende flot tegnet.
Stephen Mooney synes jeg faktisk, hvis jeg skal være helt ærlig, også skuffer mig en hel del med en streg der ofte er for forkrampet og mekanisk, (især i første halvdel af # 12), og helt mangler den udstråling og nerve som Franco Urru formåede at gi’ karaktererne og serien generelt. Mooney bliver dog markant bedre og holder et ganske solidt niveau, (dog med enkelte svipsere undervejs), næsten hele vejen hjem. I finalen har han dog, efter min mening, givet Gunn et besynderligt ansigt som virker lettere akavet at se på. Nu hvor Franco Urru og Brian Lynch’s Spike – After The Fall har kørt sideløbende med ”Angel”, synes jeg kontrasten og niveauet mellem Urru og Runge/Mooney er blevet endnu mere tydelig. Som jeg ser det mener jeg ikke, at de to er i samme liga som Urru og derfor er jeg mere end glad for at se ham vende tilbage og få sluttet ”After The Fall” af med manér.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
No one hurts. If no one exists råber Illyria ud over gaderne. Gunn brokker sig over hendes følelsesudbrud, mens Betta George gør opmærksom på, at han selv er skyld i disse. Groo forsøger sammen med Spiders gruppe at bekæmpe den enorme dæmon, men møder endeligt mellem Illyrias kæber med ordene: This death is hardly glorious enough.
Wesley og Angel diskuterer, om Fred er inde i Illyria, og konklusionen lyder: If there was a glimmer of Fred inside, she'd stop it. That's not her. Fred's gone. Herfter gør de to klar til et opgør med monsteret, men Gunns forvirrede og utilfreds vagter vil ikke lade dem komme tæt på, hvilekt fører til et opgør mellem disse og de tre slayere.
Wolfram and Hart taler til Angel; de vil ikke lade ham dø. På samme tid sker der et udfald i tiden, sådan at Angel ser glimt fra sin fremtid; hvori han som vampyr er slagmarkens eneste overlevende fra det endelige slag mellem godt og ondt, og han er klar over, at Illyria prøver på at tage motivationen fra ham. Da dette går op for ham, ved han, at han ikke længere må kæmpe på grund af Shanshu-profetien, men på trods af den.
Da tidsudfaldet er færdigt gør de overlevende klar til at gøre det af med Illyria, men Gunn stiller sig i vejen, og med Angels flammende sværd
hugger han Conner ned
og herefter begynder et opgør mellem Gunn og Angel. Dette opgør får Angel til at indse, at han er i stand til at blive det ondes hærfører; han er i stand til at hugge sine "venner" (Gunn og Illyria) ned.
Angel udarbejder en plan til, hvordan de stopper Illyria. Betta George skal bombadere hende med Wesleys og Spikes minder om Fred, og det gør fisken så, og Illyria ser, at hun på ingen måde gør, havd Fred ville have gjort, hvorefter Wolfram and Harts hær udnytter chancen for at slå hende ihjel.
Den afsluttende scene er After The Falls stærkeste.
Conner dør, mens han fortæller Angel, at han er en god mand; vampyr eller ej.
Vurdering: Dette nummer udstiller virkelig seriens svage og stærke sider. Groosalogs død har jeg ventet længe på; de mange figurer har på mange måder skadet serien, idet flere af dem ikke har fået plads til at udvikle sig eller gøre så meget andet end "bare at være der", og netop Groo har bare irriteret mig, fordi han har været forsøgt brugt som comic relief uden at være sjov. I relation til mit brok over mænden af figurer, er det også værd at bemærke, at Nina tilsyneladende er blevet glemt helt i mængden; vi har ikke set noget til hende siden Gwens forræderi, hvilket må siges at være utilfredsstillende; enten er hun en del af serien, eller også er hun ikke. Mange af dødsfaldene påvirker mig slet heller ikke; der er for mange ligegyldige, undværlige figurer med; dragen havde jo begrænset personlighed, Gwen kendte man ike ret godt, og både Groo og Spikes hær (som tilsyneladende også døde) er figurer, som man vidste kunne ofres, og det samme gælder for de tre slayere, som sikkert også kradser af i en ikek alt for fjern fremtid.
Nummerets store twist (kun nærmere omtalt i spoilers) overraskede mig virkelig; jeg kan godt se, at det giver masser af mening at
slå Conner ihjel, men figuren havde så meget uudnyttet potentiale, og jeg havde virkelig håbet på, at se ham på egen hånd. Men scenen er udført på en fantastisk og meget rørende måde. Som Angel selv siger, så er det virkelig verdens undergang for ham. Angels liv er og bliver tragisk
Jeg har aldrig regnet med, at Gunns store plan skulle give mening; han er jo fuldstændig sindssyg og patetisk, og forvirringen synes også at være total for hans vagter. Jeg kan godt lide, at der ikke er en overordnet stor plan, som vi kan følge med i, men blot en totalt vanvittig persons tilfældige tanker; det er noget anderledes i universet. Dog synes jeg ikke helt, at Gunn er nogen værdig hovedskurk i de to sidste numre, men mon ikke han også får hjælp fra noge af de kendte ansigter fra Wolfram & Hart eller lignende?? Han synes i hvert fald ret ufarlig ved siden af den gigantiske Illyria, som nu også må hvile i fred. At hun mødte sin skæbne så jeg som ret uundgåeligt, og jeg forventer, at Wesley følger efter; ellers tror jeg, at for mange spøgelsesjokes fra Angels 5. sæson vil blive genbrugt i forsættelserne til After The Fall.
Jeg synes i øvrigt at Urru tegner under niveau i dette nummer...
Om fremtiden for Angel og co Ifølge wikipedia skal Lynch skrive en fortsættelse til Angel: Aftermath, og her begynder jeg sgu at stå lidt af. Meningen med After The Fall var jo netop at sætte et punktum i Angel-serien; ikke at starte en "ongoing series", og i den forbindelse frygter jeg for fremtiden. Mange af de mere interessante figurer er døde, og at Angel/Spike og en eller to andre overlevende skal starte en ny grundstamme til en "Angel-klike", synes jeg umiddelbart ikke om. De to vil aldrig kunne se i øjnene, at de har et meget tæt bånd; der skal være nogle personer, som er i stand til at fungere som "lim" imellem dem. Jeg tror heller aldrig, at jeg vil acceptere en gruppe, som mere eller mindre består af nye figurer fra tegneserierne som et fast ståsted for Angel-franchisen.
Jeg tror lidt for meget, at der er gået pengemaskine i IDWs tilgang til serien.
#121 Slettet Bruger [2495802190] 16 år siden
De to Buffy- og Angelderier udgives i tradepaperbacks, hvor især Angelserien er en rigtig lækker udgivelse...
#122 Slettet Bruger [2495802190] 16 år siden
Mht. at ofre andre, så synes jeg, der er den forskel, at hun så vidt jeg husker tidligere kun har været indstillet på at ofre folk, som i en eller anden grad selv har været skyld i, at de endte i en uheldig situation, eller som kendte risikoen ved deres hverv. Jeg synes altid, der har været et skel mellem "de civile" og "soldaterne", selvom Buffy længe har vidst, at det kræver sine ofre at vinde en krig.
#123 Slettet Bruger [2495802190] 16 år siden
#124 NightHawk 16 år siden
Advarsel! Indeholder Spoilers.
Spike – After The Fall # 3 :
Det er i sandhed Franco Urru i storform her, skabende en virkelig creepy stemning i Non’s fangekælder med de halvt opløste lig, (så klamt tegnet), og den efterfølgende tortur af Spike med en form for glødende instrument, der konstant bliver boret ind i hans krop. Nu skriver du, at han aldrig har været i større knibe men, jeg synes nu også at han var i pænt store problemer og blev tortureret på samme barske måde i sæson 7, da The First holder ham fanget. Måske er det også derfor, at han har nemmere ved at holde pinslerne ud i Non’s harem.
Igen må jeg sige, at de billeder Urru laver her af de dræbte slayers, som ligner indtørrede lig der har ligget og rådnet i solen, er ekstremt kvalmende, (fornemt tegnet), at se på i en scene, hvor han også får understreget Non’s hårdhed, (fed detalje med alle de forskellige våben hun har siddende i kroppen), og psykopatiske personlighed, da hun bruger en af de halvdøde slayers som en slags dukkespil. Man håber virkelig bare, at Non får en grum skæbne. Ang. Spike og Illyria så er det nu kun sidstnævnte, som Gunn er interesseret i set i forhold til hans endgame. :)
Selv om det har været en herlig grum oplevelse at følge Spike i fangekælderen, er det nu alligevel befriende at komme udenfor igen, hvor Urru folder sig ud med en række imponerende billeder af Non’s arena/offersted og igen, da Illyria går bersærk i en blodig nævekamp. Kysset med Spike er af den slags ting, ligesom coveret, jeg vil ha’ på nethinden for evigt, når jeg tænker tilbage på Spike – After The Fall.
At Gunn og Connor dukker op, er bestemt et par gedigne og velintegrerede overraskelser. Men jeg synes nu stadig, at part 3 bærer præg af primært at være et transporter manuskript mod finalen og, at det derfor er Urru som tager alt opmærksomheden. Det jeg er mest vild med ang. manuskriptet, er den måde hvormed Brian Lynch får udstillet Spike’s offervilje på. Han nægter at gi’ op under torturen og på vej mod alteret, er han tydeligvis langt mere bekymret for Illyria’s skæbne end sig selv. Vi har set den offervilje før fra Spike i Buffy TVS – sæson 5 , (da han bliver taget til fange af Glory), men det gør nu ikke så meget, da jeg elsker at se Spike i den slags situationer.
-------------
Spike – After The Fall # 4 :
Synes Lynch og Urru her får gjort rigtig godt brug af den efterhånden klassiske Illyria/Fred skizofreni og udfaldet er jo logisk nok, selv om jeg da helt klart havde håbet på, at det menneskelige i hende havde vundet. Måden Illyria eliminerer Sadecki dæmonen på er igen pænt brutal, men fedt at Urru ikke holder tilbage med de grafiske detaljer, som jo også er det der gir hans illustrationer den nerve, som jeg elsker.
Må nok sige at de her to scener overlapper hinanden med en sjældent set overraskende effekt. Først sad jeg med et bredt smil og frydede mig over, hvor cool Spike var og så, BANG!, skifter stemningen fuldstændig karakter, da Illyria, (i et både sindssygt flot tegnet og afskyvækkende brutalt oneshot), iskoldt rydder Jerry af vejen. Spike’s chokerede ansigtsudtryk illustrerer perfekt mit eget, for selv om Jerry er en umiddelbart ordinær karakter, ja så Lynch formået at gøre ham til en person man undervejs har fået stor sympati for. Samtidig er denne scene også skræmmende, fordi den viser Illyrias manglende forståelse for den menneskelige race og indikerer verdens mulige undergang, som Jerry dermed bliver et symbol på.
Jeg er fuldstændig enig ang. Illyria og i resten af din konklusion. Synes ”Spike – After The Fall” har været superfed underholdning, men både Asylum og Shadow Puppets, er mindst et niveau eller to over i deres historie og karakterudvikling. Jeg er desuden ikke enig i Brian Lynch udtalelser om, at ”Spike – After The Fall” er Franco Urru’s bedste præstation. Ingen tvivl om at det er absolut topklasse illustrationer, men jeg synes nu stadigvæk ikke, at de overgår det han skabte i hhv. ”Asylum” og ”Shadow Puppets”.
Mht. Angel – After The Fall : First Night delen så ku’ jeg godt ha’ ønsket mig, at den helt var blevet droppet til fordel for mere fokus på selve hovedplottet, og så sku’ man i stedet ha’ givet de forskellige karakterer i team Angel en miniserie hver, (eller to ad gangen), som Spike’s egen ”After The Fall”.
------------
Og så er det blevet tid til lidt bonus hygge i tråden med en musikvideo, som jeg får det helt store smil på over. Der er modsat den igår, og de to sidste jeg har fundet frem, ikke tale om et juletema, men jeg synes bare denne her var så genialt lavet, at i andre sku' se den. Musik/tekst passer perfekt med billederne. Det er nostalgi trip og samtidig, ja så ku' temaet også sagtens føres over på Spike og Illyria forholdet. Enjoy :)
Spike & Buffy - Hot and Cold :
#125 Herrguth 16 år siden
http://www.play.com/Books/Books/4-/3445885/-/Produ...
#119 Lyder rigtig godt med en samlet liste. Vil meget gerne i gang med at læse lidt Buffy og Angel.
#126 rockysds 16 år siden
The Long Way Home (#1-5)
No Future for You (#6-10)
Wolves at the Gate (#11-15)
og de to Angel: After the Fall
After the Fall (#1-5)
First Night (#6-8)
Dem kan du alle sikkert gå i gang med. :)
#127 NightHawk 16 år siden
Inden det helt store ædegilde og gaveræs begynder, ja så fik jeg lige tid til at finde et par julevideoer frem samt en ret interessant artikel om Buffy skrevet af Stephen T, hvis side jeg på det varmeste kan anbefale, at man tjekker nærmere ud på et tidspunkt.
Mht. musikken så starter vi med en cool rock cover version af "Whats' This", (fra "Nightmare Before Christmas"), og runder af med en meget smuk og romantisk sang sunget af Sarah McLachlan i en video, der indeholder måske en af de mest hyggeligeste stunder for Buffy, da hun endelig får et øjebliks fred, (på skøjtebanen), fra hele sin superhelterolle og bare kan være sig selv. Elsker bare den scene.
Buffy The Vampire Slayer - What's This? :
Buffy's Character Development over the Series :
http://stormwreath.livejournal.com/57723.html
Buffy & Angel - Christmas :
Håber i alle sammen får en rigtig god jul og en masse labre gaver. :)
#128 NightHawk 16 år siden
Har bikset en liste sammen her, som sku’ gi’ et overblik over de forskellige udgivelser. :)
Følgende grafiske noveller er samlinger af Dark Horse’s originale "Angel" tegneserie udgivelse på 17 numre, der er sat til at foregå samtidig med tv-seriens Sæson 1. :
Angel – Surrogates :
http://www.amazon.co.uk/Angel-Surrogates-Christoph...
Angel – Earthly Possessions :
http://www.amazon.co.uk/Angel-Earthly-Possessions-...
Angel - Hunting Ground :
http://www.amazon.co.uk/Angel-Hunting-Ground-Chris...
Angel - Strange Bedfellows :
http://www.amazon.co.uk/Angel-Strange-Bedfellows-O...
Angel - Autumnal :
http://www.amazon.co.uk/Angel-Autumnal-Christopher...
Serien blev stoppet efter de 17 numre og senere forsøgt genoplivet i en ny stil. Det blev desværre kun til 4 numre, sat i perioden under tv-seriens sæson 2, som alle efterfølgende blev samlet i denne udgivelse ;
Angel – Long Night’s Journey :
http://www.amazon.co.uk/Angel-Nights-Journey-Joss-...
Efter Tv-serien sluttede med sæson 5, røg rettighederne til tegneserieudgivelserne over til firmaet IDW, som udgav 4 grafiske noveller, hvor de 3 af dem foregår kort efter opgøret i finale afsnittet ”Not Fade Away”. Jeg vil anbefale, at du læser dem i denne rækkefølge :
1 – Angel – Spotlight :
(De 4 af historierne der er samlet her foregår parallelt med sæson 5. Den sidste om Doyle foregår lige inden sæson 1.)
http://www.amazon.co.uk/Angel-Spotlight-Bob-Gill/d...
2 – Angel – The Curse :
http://www.amazon.co.uk/Angel-Curse-David-Messina/...
3 – Angel – Old Friends :
http://www.amazon.co.uk/Angel-Old-Friends-IDW-Publ...
4 – Angel – Auld Lang Syne :
http://www.amazon.co.uk/Angel-Auld-Lang-Publishing...
Alle 4 grafiske noveller er også samlet i denne Angel – Omnibus :
http://www.amazon.co.uk/Angel-Omnibus-Elena-Casagr...
Desuden udgav IDW også 4 grafiske noveller med Spike, som du kan læse i denne rækkefølge :
1 – Spike vs. Dracula :
(Handlingen foregår fra 1890 – 1969. Og sidste kapitel under sæson 5 hvor Spike stadig er spøgelse.)
http://www.amazon.co.uk/Spike-vs-Dracula-Joe-Corro...
2 – Spike – (En samling af 3 historier der foregår i sæson 5)
http://www.amazon.co.uk/Spike-Fernando-Goni/dp/160...
3 – Spike – Asylum – (Handlingen foregår et stykke tid efter sæson 5)
http://www.amazon.co.uk/Spike-Asylum-Franco-Urru/d...
4 – Spike – Shadow Puppets – (Opfølger til “Asylum”)
http://www.amazon.co.uk/Spike-Shadow-Puppets-Brian...
Alle disse udgivelser fra IDW hvor handlinger foregår post sæson 5, kører i hvad man kan kalde for et parallel univers til handlingen i den nye tegneserierække ; After The Fall, som er den officielle opfølger til sæson 5. Du kan sagtens læse begge retninger uden at det bliver forvirrende, da de intet har at gøre med hinanden handlingsmæssigt.
Spike – After The Fall :
http://www.comicsbulletin.com/news/121392940799763...
(miniserie på 4 numre som du kan læse, inden du tar hul på Angel – ATF)
Cover # 1 & 4 :
http://www.tfaw.com/Profile/Spike-After-The-Fall-1...
http://www.tfaw.com/Comics/Profile/Spike-After-The...
I Angel – After The Fall serien er vi foreløbigt nået til # 15 ud af 17. Når den del stopper, fortsætter Angel og co. med Angel – Aftermath, (nummer 18). Du kan evt. starte med de to samlede udgivelser af "ATF" fra linket i # 126, eller købe dem seperat hvis du hellere vil det.
ATF – Cover # 1 & 15 :
http://www.tfaw.com/Profile/Angel-After-The-Fall-1...
http://www.tfaw.com/Comics/Profile/Angel-After-The...
----------------
Buffy The Vampire Slayer :
Hele Dark Horse’s gamle tegneserie der kørte parallelt med de 7 sæsoner på Tv, er udgivet i Omnibus serien vol. 1-7, (# 6 udkommer d. 18 februar), hvor Scott Allie har sat historierne ind i kronologisk rækkefølge. Du kan bruge Omnibus udgivelserne, (der også indeholder Joss Whedon Buffy – Origin som filmen er lavet over), som en perfekt opvarmning, inden du begynder på sæson 8. Her er vi nået til # 20 ud af 40 numre, som du enten kan købe separat eller købe som samlede udgivelser som Rocky’s linker til i # 126.
Buffy TVS – Omnibus. Vol 1-5 :
http://www.amazon.co.uk/Buffy-Vampire-Slayer-Omnib...
http://www.amazon.co.uk/Buffy-Omnibus-v-Vampire-Sl...
http://www.amazon.co.uk/Buffy-Omnibus-v-Vampire-Sl...
Buffy TVS – Sæson 8 :
Cover # 1 & 20 :
http://www.tfaw.com/Profile/Buffy-The-Vampire-Slay...
http://www.tfaw.com/Profile/Buffy-The-Vampire-Slay...
Kan også på det varmeste anbefale dig at købe Buffy TVS – Panel To Panel, som er en giga bog hvor alle de gamle illustrationer og sketches, samt meget andet guf, er samlet. Du kan se lidt fra den her ;
http://www.darkhorse.com/Features/Flip-Books/721/B...
#129 NightHawk 16 år siden
Advarsel! Indeholder Spoilers.
Angel – After The Fall # 12 :
Forholdet/konflikterne mellem Connor og Gwen synes jeg er en godt tænkt ide af Lynch, som både gir karaktererne mere tyngde og samtidig udstiller, at sønnike har ligeså store problemer med at holde på det modsatte køn som sin far. Detaljen med dragens navn er noget der er både sødt og nostalgisk, og set i forhold til Gwen som den nye kæreste ret morsom. Da man så igen bliver introduceret for Angel, i sin metafysiske tilstand, får dragens navn en yderligere symbolsk betydning for hans vilje til at ta’ kampen op igen, efter braget i Not Fade Away, der elegant bringer Cordelia tilbage i serien. Cool detalje at Lynch bruger hende med sit gamle look, for det betyder nemlig at Angels dårlige samvittighed over konstant at bringe sit team i livsfare eller slået ihjel bliver ekstra hård for ham, da det minder ham om de goe gamle dage før Holtz, Connor og Jasmine.
Selve scenariet hvor Illyrias sind koger over og tidsperioderne overlapper hinanden, er virkelig godt udført. Og dialogen mellem hende og Nina er perfekt i sin beskrivelse af gudindens mentale tilstand. Men jeg undrer mig så samtidig over detaljen med Ninas skiftende hårfarve hér, som jeg går ud fra må være noget af en brøler hos farvelæggeren.
Må sige at jeg finder Angels forbløffelse over at høre om Shanshu profetien for temmelig besynderlig, da han gir udtryk for at han troede den var rettet mod Spike. Hmm…det spørgsmål mener jeg da ellers blev afklaret i sæson 5 i Not Fade Away. Synes godt nok også at Wolfram & Harts store plan for Angel, kan være en anelse svær at finde logik i og få overblik over, når man læser historie første gang. Hvis Angel skal være på de ondes side som vampyr når dommedag finder sted, hvorfor så gøre ham til menneske og risikere at han dør inden ? Strider den genistreg ikke helt imod Wolfram & Harts egen plan?
---------------
Angel – After The Fall # 13 :
Fornuftigt at Brian Lynch indleder med Spike’s vej tilbage mod bygningen og mødet med de tre slayers, som kommer til at fungere som en sjov lille vignette kontra de følgende siders meget deprimerende tone, der allerede bliver slået an med Gwens og Cordelias tragiske og episke skæbner, der står malet i Connors fortabte ansigt. Alt sammen smukt illustreret af Stephen Mooney.
Det er scener som dem her og Connors monolog der nu, synes jeg, gør ham til en karakter man holder ligeså meget af som resten af teamet. Han er i sandhed vokset med opgaven og er blevet det menneske, moralsk og etisk set, som Angel ønskede og har samtidig påtaget sig det ansvar hans kræfter forpligter til, men som Angel også gerne helst havde set, at han havde holdt sig væk fra af frygt for at miste ham.
En cool lille ”Sunnydale” reference fra Spike igen, meget passende omringet af tre slayers.
Scenen mellem Gunn og Illyria/Fred er fornemt udført med stor overraskelseseffekt og indikere så også med al tydelighed, at Gunn på ingen måde har nogen følelser tilbage. Tænk bare på hvor tynget af skyld han var over at ha’ slået Fred ihjel og skabt Illyria tilbage i sæson 5. Mht. side 12…der fik jeg lige et mindre chok! Min første indskydelse var ; ”Nej , det gør de bare fanme ikke”. Og da slet ikke på så uværdig en måde for karakteren.
---------------
Angel – After The Fall # 14 :
Igen som i # 13 åbner Lynch med lidt comic relief. Denne gang falder det dog til jorden med et brag, da man atter skal udsættes for den helt igennem umorsomme og ligegyldige karakter Grooselaar. Hvorfor Whedon og Lynch har ment det var strengt nødvendigt at bringe krigeren fra Pylea retur til tegneserien må stå hen i det uvisse, da han har intet interessant at byde ind med. Det bliver dog heldigvis hurtigt afløst af en meget rørende scene som med al tydelighed viser, trods hans dialog siger noget andet, hvor meget Spike holder af Angel.
Gunns måde at reagere på i # 14 finder jeg for helt modstridende med, hvad han gjorde sidst. Nu har han lige pludselig fået moralske skrupler igen trods at ha’ slået Fred ihjel for anden gang. Han er som sagt ikke til at blive helt klog på, så det ang. masken han taler om, tolker jeg også som et mentalt sammenbrud. Det er i det hele taget noget mystisk, at han som vampyr uden sjæl, ser sig selv som menneske trods de ting han er i færd med, alle indikere det modsatte. Da Angel var i sin Angelus tilstand i tv-serien anså han jo på ingen måde sig selv som menneske, så hvorfor Gunn vælger at betragte sig selv anderledes forstår jeg ikke rigtig.
Desperationen hos både Connor og Spike her er ret interessant at følge og begge har tydeligvis ikke helt overblikket over, hvad de skal stille op med Angel. En mindre detalje hvor jeg synes Lynch latterliggøre de tre slayes under Spike og Connors dialog, blev jeg dog lidt irriteret over at se. Så havde det faktisk været bedre, hvis de slet ikke havde sagt noget.
Helt enig i at det er en stærk scene. Præcis ligeså rørende som de to karakterers afsked i ”Not Fade Away” og hvad Illyria angår, ligeså personlig knusende som den sidste scene i historien om hende i Angel – Spotlight.
Et brag af en cliffhanger der bliver lagt op til på de sidste sider med Illyrias forvandling, Angels genfødsel og Gunn, hvis motiver det nærmest er umulig at finde hoved og hale på efterhånden, psykotiske anfald.
Nu er det ikke fordi jeg absolut skal være Rasmus modsat hér, men jeg har det noget ambivalent ang. ”Angel – After The Fall” netop i denne periode med, # 12, # 13 og # 14, hvor jeg synes serien, selv om den stadig er spændende at følge, er inde i en periode af alt for svingende kvalitet både manuskriptmæssigt, men så sandelig også illustrationsmæssigt set. Synes handlingen har det med at træde vande en del steder mht. hovedplottet, og det føles lidt som om man tager et skridt frem og to tilbage nogle gange med lidt for mange unødvendige dialoger, der skaber stilstand frem for fremdrift. Lynch formår dog samtidig at smide en række solide pointer ind undervejs, hvilket betyder at det alligevel aldrig går hen og bliver uinteressant. De to erstatninger for Franco Urru har jeg også et noget blandet forhold til. Synes Nick Runge generelt har været en fiasko for serien, også selv om han har haft sine momenter med især side 20-21 i # 12, der er bragende flot tegnet.
Stephen Mooney synes jeg faktisk, hvis jeg skal være helt ærlig, også skuffer mig en hel del med en streg der ofte er for forkrampet og mekanisk, (især i første halvdel af # 12), og helt mangler den udstråling og nerve som Franco Urru formåede at gi’ karaktererne og serien generelt. Mooney bliver dog markant bedre og holder et ganske solidt niveau, (dog med enkelte svipsere undervejs), næsten hele vejen hjem. I finalen har han dog, efter min mening, givet Gunn et besynderligt ansigt som virker lettere akavet at se på. Nu hvor Franco Urru og Brian Lynch’s Spike – After The Fall har kørt sideløbende med ”Angel”, synes jeg kontrasten og niveauet mellem Urru og Runge/Mooney er blevet endnu mere tydelig. Som jeg ser det mener jeg ikke, at de to er i samme liga som Urru og derfor er jeg mere end glad for at se ham vende tilbage og få sluttet ”After The Fall” af med manér.
#130 Slettet Bruger [2495802190] 16 år siden
No one hurts. If no one exists råber Illyria ud over gaderne. Gunn brokker sig over hendes følelsesudbrud, mens Betta George gør opmærksom på, at han selv er skyld i disse.
Groo forsøger sammen med Spiders gruppe at bekæmpe den enorme dæmon, men møder endeligt mellem Illyrias kæber med ordene: This death is hardly glorious enough.
Wesley og Angel diskuterer, om Fred er inde i Illyria, og konklusionen lyder: If there was a glimmer of Fred inside, she'd stop it. That's not her. Fred's gone. Herfter gør de to klar til et opgør med monsteret, men Gunns forvirrede og utilfreds vagter vil ikke lade dem komme tæt på, hvilekt fører til et opgør mellem disse og de tre slayere.
Wolfram and Hart taler til Angel; de vil ikke lade ham dø. På samme tid sker der et udfald i tiden, sådan at Angel ser glimt fra sin fremtid; hvori han som vampyr er slagmarkens eneste overlevende fra det endelige slag mellem godt og ondt, og han er klar over, at Illyria prøver på at tage motivationen fra ham. Da dette går op for ham, ved han, at han ikke længere må kæmpe på grund af Shanshu-profetien, men på trods af den.
Da tidsudfaldet er færdigt gør de overlevende klar til at gøre det af med Illyria, men Gunn stiller sig i vejen, og med Angels flammende sværd
Angel udarbejder en plan til, hvordan de stopper Illyria. Betta George skal bombadere hende med Wesleys og Spikes minder om Fred, og det gør fisken så, og Illyria ser, at hun på ingen måde gør, havd Fred ville have gjort, hvorefter Wolfram and Harts hær udnytter chancen for at slå hende ihjel.
Den afsluttende scene er After The Falls stærkeste.
Vurdering:
Dette nummer udstiller virkelig seriens svage og stærke sider. Groosalogs død har jeg ventet længe på; de mange figurer har på mange måder skadet serien, idet flere af dem ikke har fået plads til at udvikle sig eller gøre så meget andet end "bare at være der", og netop Groo har bare irriteret mig, fordi han har været forsøgt brugt som comic relief uden at være sjov. I relation til mit brok over mænden af figurer, er det også værd at bemærke, at Nina tilsyneladende er blevet glemt helt i mængden; vi har ikke set noget til hende siden Gwens forræderi, hvilket må siges at være utilfredsstillende; enten er hun en del af serien, eller også er hun ikke.
Mange af dødsfaldene påvirker mig slet heller ikke; der er for mange ligegyldige, undværlige figurer med; dragen havde jo begrænset personlighed, Gwen kendte man ike ret godt, og både Groo og Spikes hær (som tilsyneladende også døde) er figurer, som man vidste kunne ofres, og det samme gælder for de tre slayere, som sikkert også kradser af i en ikek alt for fjern fremtid.
Nummerets store twist (kun nærmere omtalt i spoilers) overraskede mig virkelig; jeg kan godt se, at det giver masser af mening at
Jeg har aldrig regnet med, at Gunns store plan skulle give mening; han er jo fuldstændig sindssyg og patetisk, og forvirringen synes også at være total for hans vagter. Jeg kan godt lide, at der ikke er en overordnet stor plan, som vi kan følge med i, men blot en totalt vanvittig persons tilfældige tanker; det er noget anderledes i universet. Dog synes jeg ikke helt, at Gunn er nogen værdig hovedskurk i de to sidste numre, men mon ikke han også får hjælp fra noge af de kendte ansigter fra Wolfram & Hart eller lignende??
Han synes i hvert fald ret ufarlig ved siden af den gigantiske Illyria, som nu også må hvile i fred. At hun mødte sin skæbne så jeg som ret uundgåeligt, og jeg forventer, at Wesley følger efter; ellers tror jeg, at for mange spøgelsesjokes fra Angels 5. sæson vil blive genbrugt i forsættelserne til After The Fall.
Jeg synes i øvrigt at Urru tegner under niveau i dette nummer...
Om fremtiden for Angel og co
Ifølge wikipedia skal Lynch skrive en fortsættelse til Angel: Aftermath, og her begynder jeg sgu at stå lidt af. Meningen med After The Fall var jo netop at sætte et punktum i Angel-serien; ikke at starte en "ongoing series", og i den forbindelse frygter jeg for fremtiden. Mange af de mere interessante figurer er døde, og at Angel/Spike og en eller to andre overlevende skal starte en ny grundstamme til en "Angel-klike", synes jeg umiddelbart ikke om. De to vil aldrig kunne se i øjnene, at de har et meget tæt bånd; der skal være nogle personer, som er i stand til at fungere som "lim" imellem dem. Jeg tror heller aldrig, at jeg vil acceptere en gruppe, som mere eller mindre består af nye figurer fra tegneserierne som et fast ståsted for Angel-franchisen.
Jeg tror lidt for meget, at der er gået pengemaskine i IDWs tilgang til serien.