”I am all powerful. I could break you in half, right now, and not shed a tear. Yet I don’t. How does that make me a monster?”
Peter David lægger for i den første af fem historier om team Angel, der omhandler Illyria og hendes følelsesmæssige problemer med at forstå, hvad det er der definerer den menneskelige sjæl og ligger til grund for hvorfor vi handler og tænker som vi gør, når spørgsmålet falder på etik og moral, tilgivelse og fortrydelse. Udsendt af Wolfram & Hart bliver Illyria sat til at befri en seriemorder hvis retssag hun forinden overværer med stor undren, da en af ofrenes bekendte forsøger at få omstødt dommen fra dødsstraf til livstid, så morderen forhåbentlig undervejs i fængslet kan nå frem til en forståelse af hvad hans forbrydelser har ødelagt for en masse mennesker. Dommeren viser dog ingen nåde for den iskolde og psykopatiske Alex Rich og sender ham straks af sted mod et topsikret fængsel i ødemarken, mens Illyria tænker tilbage på en filosofisk diskussion hun havde tidligere med Wesley om hans likvidering af Knox, der sammen med Illyria var skyld i hans elskede Fred’s død.
”I see so when you kill three innocent humans, you don’t feel you’ve forsaken your own humanity. Instead you simply dehumanize them. You think of each one of them as an animal…a thing…a vessel…to do with as you will.”
Wes mener sagtens hans handlinger kan forsvares, men Illyria har svært ved at se forskellen i hvorfor det han har gjort er mere retfærdigt, end hvad hun har gjort mod Fred. For et mord er vel et mord ligegyldigt hvad? Tankerne afbrydes brat igen, da Illyria er tilbage i ødemarken og i de næste par minutter udnytter sin styrke maksimalt til at befri den kyniske morder, inden hun bringer ham videre til et aftalt sted i det klippefyldte landskab. Her venter der dog morderen noget af en overraskelse efter Illyria har forhørt ham om, hvorfor han ikke føler anger over sine gerninger. Svaret er kort og brutalt, meget passende med Alex Rich egen skæbne efterfølgende. Hans ord gør dog stort indtryk på Illyria, der beslutter sig for, inden sin tilbagevenden til Wolfram & Hart, at besøge Fred’s forældre, inspireret af retssagen tidligere, i et forsøg på nå ind til kernen af sine følelser omkring Freds død. Resultatet er hjerteskærende og ligeså den efterfølgende diskussion med Wes meget smukt illustreret af Nicola Scott, hvis streg lægger sig tæt op af David Messinas uden dog at være ligeså indbydende i sit look. Peter David har jeg til gengæld intet at indvende imod. At han på så få sider kan få fortalt så mange vigtige pointer om den menneskelige gråzone af moral og etik, er simpelthen imponerende og er uden tvivl den historie, der efterlod mig med det største indtryk og som klart har mest på hjerte i novellen. Jeg fik stor respekt for Illyria efter at ha’ læst denne del.
”I kill demons and walk around with briefcases crammed with unmarked twenties...and I think, “This is not what my mama raised me for”.”
Efter at ha’ været helt oppe og ringe skal jeg da lige love for, at man kommer helt ned på jorden igen med Dan Jolleys uinspirerede, stærkt forudsigelige og gennemført kedelige historie om Gunn’ s problemer med finde sin gamle fighting spirit, som han føler er gået tabt i tiden hvor han har arbejdet for Wolfram & Hart. Efter endnu en mission med Angel og co. føler han sig helt ned i kuldkælderen psykisk, men bliver reddet i ellevte time da hans tante LaTonya ringer for at bede ham om at hjælpe med at få hans nevø Mario ud af køerne på en hardcore bande i L.A. Opkaldet kommer som sendt fra himlen og Gunn melder sig omgående til opgaven. Der er dog ingen hjælp at hente fra de andre, da de bliver nød til at ta’ et smut til Makedonien og møde en troldmand ang. Wes beskadigede øjne fra den tidligere nævnte kamp. Det passer Gunn så ganske udmærket, da han føler at duellen mod banden er hans chance for at genrejse sig personligt.
”All things considered…I’d rather be in Macedonia.”
Første møde på en bar downtown går fuldstændig galt og Gunn ender tilbage i rendestenen gennembanket og ydmyget. I stedet for at synke helt hen i selvmedlidenhed får han dog rejst sig igen og vender tilbage til Wolfram & Hart for en makeover komplet med gammel street kluns og en fancy tohåndsøkse som Jolley la’ karakteren udstille med, i et lige lovlig nemt tiltag der skal vise at Gunn er tilbage i sit gamle og mere hårdtslående jeg. Med nyfunden energi opsporer han senere banden i en skummel og afsidesliggende fightklub hvor et tiltænkt kup fra banden af stedets pengeboks går galt, hvilket Gunn udnytter til dels at få befriet sin nevø og samtidig, ved at battle mod en pompøs vampyr wrestler under deres flugt, vise at han stadig er en badass uden sidestykke. Ja, man kan just ikke påstå, at Dan Jolley er typen der går efter det mere subtile og lagrede i sin handling, der kører kækt derud af og er ligeså hurtigt glemt igen efterfølgende med sit unuancerede plot. Bedre bliver det heller ikke af, at Jolley så samtidig er i selskab med Mark Pellington, hvis streg gav mig dårlige flashback til en hvis mr. Ryan Sook fra Buffy – Omnibus udgivelserne.
”Things are different now, Spike. I just want what’s best for her.”
Så står det straks væsentligt bedre til i Scott Tiptons del om Wes, selv om denne er den ultimativt svageste historie, jeg indtil videre har set fra hans hånd. Vi starter i hallen hos Wolfram & Hart i perioden hvor Fred og Knox havde en mindre flirt kørende lige for næsen af Wes der, forkrampet og frustreret over sin egen alt for flinke fremfærd, finder sig selv efterladt på den romantiske sidelinie på bænken af indskiftere med knuste hjerter, der aldrig får den ønskede spilletid. Mens Wes slukøret ser til i kulissen, stikker Spike, (her i sin spøgelses tilstand), til Wes indre problemer og forstår ikke hvorfor han er så tilbageholden over for den kvinde, han tydeligvis elsker højere end noget andet. Ved et tilfælde dukker der pludselig en mulighed op for at ændre på situationen, da Knox bliver dødeligt forgiftet af en pakke sendt fra et konkurrerende advokatfirma, der er tæt på at tabe en sag mod Wolfram & Hart. Spike opfordrer Wes til ikke at foretage sig noget og på den måde fjerne sin konkurrent, men det strider helt imod Wes æresprincipper og desuden vil han under ingen omstændigheder være med til at se Fred lide pga. han egne egoistiske motiver.
”I know this much, mate…I gave up everything for love once…and it hurts like hell.”
Wes tager derfor, med Spike på slæb, til advokatfirmaet og viser her så megen truende adfærd at chefen på stedet hurtigt overdrager ham oplysningerne på den magiker de har brugt og som er den eneste der kan vende forbandelsen af Knox igen. Mens duoen fortsætter mod næste mål, gør Spike atter et forsøg på at ændre på Wes opfattelse af situationen. Men Wes nægter at la’ sig bøje for de lokkende ord og i stedet slår manipulationen bagslag for Spike, der bliver mindet om at han tidligere i forhold til Buffy har været ude i præcis samme følelsesmæssig turbulens. Da det umage makkerpar, efter en mindre duel mod magikeren, vender hjem til Wolfram & Harts hospitalsafdeling, er det med stor succes. Men glæden er ingen steder at finde hos Wes, da det eneste han opnår blot er at forlænge sin egen pinefulde situation, smukt illustreret af Mike Norton i sidste frame hvor Wes spejlbillede i vinduet til Knox stue både bliver af ham selv og Spike på én og samme gang. Om det er bevidst, og ku’ man sige genialt, tænkt af Scott Tipton og Mike Norton, eller om det er ubevidst, må være op til folk selv at bedømme. Ligegyldigt hvad så fungerer det immervæk stærkt som symbolsk værdi i et plot der godt ku’ ha tålt mere dybde, men som alligevel fungere godt hjulpet på vej af en bundsolid billedside.
”This is who I am. Allen Francis doyle. Half demon, drunk, two steps away from homeless, and with gambling issues to boot. A real diamond in the rough, eh?”
Men, men, men... selv om Mike Norton holder et højt niveau, ja så kan han stadigvæk ikke nå en mand som David Messina til sokkeholderne, når det kommer til f.eks at skabe stemning og atmosfære i en historie, som kun Messina, (ud over Franco Urru), kan gøre, delvist i form af deres eminente sans for brug af skygger på og omkring karaktererne. Med sig på to mands teamet har han Jeff Marioette og så er man allerede på forhånd klar over, at de følgende sider bliver læsning i topklasse. I 4 del af ”Angel – Spotlight” bliver der sat fokus på Doyle og dagene der leder op til hans senere møde med Angel, som man kan se i sæson 1 af tv-serien. Dette er uden tvivl den mest barske og blodige del af den grafiske novelle og der bliver da heller ikke lagt fingre imellem her, hvor vi møder Doyle beskidt og fortumlet, flakkende omkring i snuskede gyder i den mindre glamourøse del af L.A. i gang med at drikke sig fra sans og samling i et forsøg på at holde de voldsomt belastende og smertefulde fremtidssyn ud, (en ting der for øvrigt går igen i Go Ask Malice bogen, hvor Faiths kontaktperson Killian forsøger det samme), alt imens han desperat forsøger at undgå, at blive helt skizofren via sin eneste ven den ligeså drikfældige Misty der, selvom hun har hjertet på rette sted, er endt med et deprimerende og sørgelig liv.
Kort efter deres veje skilles igen i det pulserende men dystre natteliv, får Doyle et syn om at Misty er i stor fare.
“Im no hero. Not by a long shot. Obviously L.A. needs someone who is. And the powers that be have pointed me toward a likely candidate…guess it’s time I paid him a visit.”
Da han på et tidligere tidspunkt valgte ikke at udnytte sine evner, hvilket førte til en bekendts død, sværger Doyle at det aldrig må ske igen og reagerer derfor omgående på de skræmmende billeder, der flakker hektisk rundt på nethinden. Nu må han ud på en hektisk jagt efter sin veninde, inden synet bliver til realitet. Senere lykkedes det ham endelig at findere frem til gerningsstedet, et usselt motel, hvor der venter ham et grufuldt syn, da han finder Misty tortureret og flået på mest bestialske vis, som Messina får illustreret med uhyggelig og lettere kvalmende effekt. Selv om Doyle på ingen måde ser sig selv som en helt, føler han at mordet ikke skal gå ustraffet hen og hurtigt optager han jagten på gerningsmanden der just har forladt stedet, hvilket fører ham frem til en pervers og storbarmet vampyr, der ernærer sig ved at fungere som en slags organ pusher. Inden Doyle får samlet mod nok, får han endnu et syn der skal vise sig at være det, der leder ham og Angel på deres første mission i tv-serien.
”Yeah. I know my dad is really angel, and that everything I remember about the Reilly’s is fake. But it still feels real you know?”
I sidste del tager Jay Faerber læseren med en tur på college, hvor Connor under en telefonsamtale med sin plejefar fortæller, at han er ved at lave et stamtræ over familien som en ekstra opgave. Men alt er langtfra idyl og piger i lidt for stramme bukser og inden længe dukker blot et af flere maltraktere lig op på og omkring universitetets område. På gerningsstedet forsøger Connor at få informationer fra en ung politimand, som dog hurtigt bliver irettesat af den lettere stressede kriminalbetjent Cavanough. Hjemme på værelset begynder Connor at få bange anelser og bliver nervøs for om det er hans gamle jeg The Destroyer, der er vendt tilbage i hans bevidsthed og fået ham til at myrde løs. Senere på dagen ryger Connor og hans ven Avery i klammeri med et flok gutter fra universitetets loge og Connor kommer ubevidst til at bruge sin overnaturlige styrke for at redde de to for at ende som hakkebøf. Ergo bliver han nød til at forklare Avery om sin fortid og hvem han i virkeligheden er, men det tager Avery med ophøjet ro da han selv har et par fætre, der tidligere har været en del af Gunns bande.
”You’ve got to learn how to suppress those primal urges…or they’ll control you.”
Til gengæld er informationen om Connors falske minder af sin nye familie og det at han ved Angel via magi har placeret dem i hans hukommelse mere forvirrende, hvilket Connor kun kan gi’ Avery ret i, da han føler sig lettere skitzo med de mange tanker flydende rund i hovedet. Da Connor vågner næste dag har endnu et mord fundet sted og politiet er nu sikker på, at forbrydelserne bliver begået af en selvbestaltet vigilante. Det gør kun Connor endnu mere nervøs, for fremgangsmåden ku’ sagtens være hans egen. For at få opklaret mysteriet én gang for alle vælger han at følge efter Cavanough og ender i hvad der skal vise sig, at være en situation der er mere speget end som så.
Denne del må siges, sammen med Gunn’s, at være ”Spotlights” absolut svageste, selvom Jay Faerber afslutningsvis i sin finale glimrende får visualiseret Connor’s udvikling fra følelseskold kampmaskine, som vi så i tv-serien, og frem til en person, der for alvor har taget ved lære af Angels mange lektioner i, hvad det vil sige at være en superhelt. Bob Gills illustrationer er dog decideret klodsede på samtlige sider, synes jeg, og hjælper absolut ikke på helhedsindtrykket.
Samlet set er det her i "Spotlight" tydeligt hvorfor det primært er Scott Tipton, Peter David og Jeff Marioette der har stået for de andre grafiske noveller i ”Angel” serien. De er nemlig kort og godt bedre historiefortællere. Desuden synes jeg også at det står klart, at ingen af de andre tegnere her i novellen når David Messina’s niveau, selvom både Nicola Scott og Mike Norton lægger sig solidt i hans kølvand. Hvad Mark Pellington og Bob Gill angår, håber jeg aldrig vi ser noget til de to herrer igen på samme måde, som jeg håber man heller ikke skal udsættes for mere af Ryan Sook.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Joss Whedon (W), Jeph Loeb (W), Karl Moline (P), Eric Wight (P), Ethen Beavers (P), Adam Van Wyk (P), Andy Owens (I), Michelle Madsen (C), Lee Loughridge (C), Jo Chen (A), and Georges Jeanty (A)
On sale May 6 FC, 136 pages $15.95 TPB, 7" x 10"
Willow and Buffy head to New York City to unlock the secrets of Buffy's mysterious scythe, when something goes terribly awry. Buffy is propelled into a dystopian future where there's only one Slayer--Fray, the title character of Joss Whedon's 2001 series, the first comic he ever wrote. Their uneasy alliance falls apart, leading to the death of a major character from the TV series, while back in the twenty-first century, the Scotland base falls prey to a mystical bomb courtesy of the Biggest Bad--Twilight.
- The first two volumes of Buffy Season Eight have combined to sell over 160,000 copies!
- Includes the highly anticipated Buffy/Fray crossover, "Time of Your Life," and "After These Messages . . . We'll Be Right Back," written by Jeph Loeb (Batman: The Long Halloween)!
- "Joss Whedon, the man, the myth, the legend, writes the comic with the same genius as he did the show. The art, penciled by Georges Jeanty, is as faboo as the writing." -Janet Evanovich, New York Times best-selling author of Hard Eight.
Kelley Armstrong (w) • Dave Ross (a) • Gabriel Rodriguez, Nick Runge (c)
As Angel and the remaining survivors from their sojourn to Hell attempt to rebuild their lives and find purpose once again, they must also contend with the threat of a vengeful Lord, a mysterious cat-changer and a winged being from beyond…
In Europe, war ravages nations, but a greater darkness than human conflict calls Angel back across the ocean from his distant home in America—bodies of combatants found drained of blood, and signs of an ancient evil once more abroad in the world. Writer/artist John Byrne tells an untold tale of Angel’s WWI exploits!
Til næste weekend ligger følgende anmeldelser klar : Angel – Long Nights Journey, jeg kan tease lidt og sige, at hvis man holdt af Karl Moline og Andy Owens stil i Fray, ja så vil man også elske den her i Dark Horse’s gamle 4 delte miniserie. Derudover er der kommentarer til de forskellige tegneserier ; Buffy TVS – Season 8 # 18 og 19, Angel – After The Fall # 12, 13, 14 samt Spike – After The Fall # 3 og 4. Hvis jeg kan nå det, skriver jeg også om Jane Espenson og Cliff Richards Haunted fra Omnibus vol. 5.
Vi ses! :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Skrevet af Brett Matthews & Joss Whedon. Tegnet af Mel Rubi & Chris Dreier.
Angel : ”You can dish it out big guy…now let’s see how you take it…”
I Dark Horse’s gamle miniserie fra 2002 skal vi en tur tilbage i tiden cirka omkring starten på sæson 2 af tv-serien. Angel er i fuld færd med at redde en lille dreng ud af kløerne på et par skumle Kryll dæmoner, alt imens Wes i den anden ende af L.A. må gøre sit bedste for at holde sig opdateret på Angels mission via computeren og samtidig sørge for, at fungere som moralsk opbakning for Cordelia, der er i gang med et større reklamejob for en obskur ansigtscreme. Da Angel pga. sine oldschool principper ikke gider og rende rundt med sin mobil tændt hele tiden, er Wes ved at gå ud af sit gode skind af frustration over ikke at ku’ komme i kontakt med ham og vælger i stedet, på Cordelias opfordring, at få fat på freelanceren Gunn, der allerede befinder sig i det pulserende natteliv på jagt efter vampyrer, for at opspore mr. Tall dark and handsome og høre om alt går som det skal.
Angel : ”No offence but IM not good with this kind of heat. Irish and all...”
Da drengen er blevet afleveret tilbage til sin far, der betragter det som et guddommeligt mirakel, er Angel så dumsmart at smide sin bimlende mobil i kloakken. Men det skal han dog hurtigt komme til at fortryde, da han sekunder senere pludselig bliver overrumplet af en sensuel men dødsensfarlig slangekvinde, inden håndlanger nummer to, et gigantisk lavamonster kaldet Core, søger at udslette ham fra jordens overflade, begge med mantraen - foræder - syngende fra deres læber. Mens Angel prøver at fatte hvad der foregår, mødes Gunn med Wes og Cordelia der straks tager af sted mod epicentret af kaos downtown. Inden længe befinder de sig side om side med Angel i et brag af en kamp, hvor en tredje udsendt lejemorder, en ridder med et magisk sværd, blander sig, muligvis udsendt af en ukendt men stærkt frygtet big bad, som Gunn under sine vampyrjagter har hørt rygter om sku’ ha’ noget stort under opsejling.
Cordelia : ”Yuck. Dont you know any stories that DON’T headline the undead OR have pools of blood in them NOR prominently feature the eating of brains?”
Efter med stort besvær at ha’ afværget første angreb og samtidig været så heldige at få taget ridderen til fange, står teamet stadig uforstående overfor hele scenariet. Tilbage på hotel Hyperion lykkedes det dem dog at komme nærmere bagmandens oprindelse, da Wes oversætter et nyligt placeret kinesisk symbol, på ridderens rustning, der går helt tilbage til 1320 og en uovervindelig dæmonjager, som hurtigt vækker dårlige minder frem hos Angel, der pludselig erindrer at ha’ krydset klinger med selv samme selvoptagede fjols kaldet Zheng – Den Perfekte i 1920’ernes London. Efter Angels tur ned af mindernes allé, er teamet stadigvæk ikke blevet en pind klogere på Zhengs hævnmotiv og før de kan nå at foretage sig yderligere, dukker slynglen pludselig op med sit følge og bortfører en målløs Angel for øjnene af et endnu mere måbende team, hvor kun Gunn er snarrådig nok til at optage forfølgelsen af Zhengs imponerende luftskib. Mens Gunn hænger i med det yderste af neglene udenfor, forklarer Zheng sin plan for sin nemesis indenfor. En plan der omhandler intet mindre end sigøjnerforbandelsen og… Angels sjæl.
---------------
Meget mod sædvane er Joss Whedon, (i selskab med Brett Matthews), gået efter at skabe en historie med ”Long Night’s Journey”, der helt bevidst koncentrerer sig om at være all-out action i sådan et tempo, at man får helt sved på panden når man sidder og læser den. Først i kapitel 3 bliver der skruet bare lidt ned for tempoet og givet plads til lidt mere dybde i plottet, da Whedon og Matthews beskriver Zhengs baggrund, hans møde med Angel og endelig den nok så berømte sigøjnerlegende om Angels sjæl i kapitel 4. Derudover kører der en lettere kryptisk sidehistorie med faderen til den dreng Angel redder i starten, som jeg lige ved første gennemlæsning fandt for noget kejtet udført. Men som med alt Whedon laver, ja så viste det sig, at det ekstra plot faktisk gir rigtig god mening, set i forhold til pointen om mirakler kontra Angels sjæl. Primært er handlingen og dialogen dog ellers generelt holdt til et minimum og selv om der dukker enkelte guldkorn og referencer op undervejs, er det tydeligt at fokus er lagt på de mange kampscener, som til gengæld også er vandvittigt imponerende at se på, når Angel både solo og med resten af teamet går i direkte konfrontation med de tre udsendte håndlangere og endelig hovedskurken selv i den nervepirrende finale sat i de højere luftlag i Zhengs moderne luftskib.
Heldigvis for Joss Whedon og Brett Matthews har de allieret sig med et par yderst talentfulde tegnere ; Mel Rubi og Chris Dreier, hvis illustrationer jeg uden at blinke vil mene er på fuld højde med Karl Moline og Andy Owens arbejde i hhv. Fray og senest i Buffy – Season 8 ; Time of Your Life 1- 4. Der er så meget liv, energi og detalje i hver enkelt figur og scene at det, (især i kampscenerne), nærmest føles som om man f. eks får Angels fod lige i synet, når han lige lovlig overmodigt forsøger at nedlægge Core med et højtsvævende vristspark. For slet ikke at snakke om de scener hvor hhv. den vildt sexede slangekvinde Slith, eller den pompøse ridder, (rustningen og hans sværd er et kapitel for sig), gør deres entré. Faktisk er alle tre håndlanger så imponerende og kreativt tænkt, at de overgår Zheng der ender med at må stå i skyggen på den front kontra de tre mindre skurkes farvestrålende design. Hos team Angel har Rubi og Dreier fået lov til at udfolde sig på samme måde som Moline og Owens, hvilket vil sige at karaktererne, (uden at afvige alt for meget fra skuespillerne i tv-serien), har fået et mere frit tegneseriebaseret look over sig. Og det fungerer, ligesom hos Buffy, særdeles glimrende dog med den forskel, at det her i ”Long Night’s Journey” desværre ikke lykkedes at ramme Cordelia med lige stor præcision hver gang. Der er f. eks et par steder hvor hendes hals er gjort unødvendig tynd, så hun nærmest ligner en mannequin, hvilket ikke ser særlig cool ud.
Stilmæssigt er der dog ang. selve historien ikke en finger at sætte på Rubi og Dreier, der desuden også viser deres klasse i hhv. kapitel 3’ flashback sekvens i 1920 holdt i en flot gammeldags gulnet stil og i kapitel 4’s hop tilbage til 1880’erne i en sort/hvid gotisk stil. Begge gir så samtidig også et tiltrængt break fra den nutidige og mere svulstige streg. Afslutningsvis skal de to farvedesignere Michelle Madsen og Dave Stewart også roses for et solidt stykke arbejde, som er ren guf for øjnene. De fire personer her får virkelig skabt magi sammen, der siger spar to og havde Whedon og Matthews ikke haft dem at læne sig op af, var ”Long Nights Journey” nok gået over i afdelingen for det let forglemmelige. Det kan jeg så nu konstatere, at den heldigvis ikke gør. Men det er vel at mærke illustrationerne og ikke historien, man skal købe denne grafiske novelle for.
Bagerst i ”Long Night’s Journey” finder man for øvrigt et ret interessant sketchgalleri med kommentarer fra både Brett Matthews og Scott Allie. I galleriet kan man også se en sketch af Buffy, som Mel Rubi lavede da han forsøgte at blive hyret som tegner i hendes serie. Han fik ikke jobbet dengang, men nu har jeg så set hans tegning af den blonde slayer og jeg mener absolut, at Rubi er kvalificeret til på et tidspunkt at få chancen enten i sæson 8, eller en evt. standalone grafisk novelle.
Her kommer et par kommentarer til den sidste omgang tegneserier anmeldt af Slayer. :)
Buffy TVS – Sæson 8 # 18 - "Time of Your Life" Part 3 :
Andetsteds flygter Xander på Dawns hesteryg, indtil Dawn smider ham af, og føler sig som om hun ; "was ridden hard and put away wet", (hvad kan man mon så udlede af det... hmm).
Haha, ja så kan Whedon vist næsten heller ikke presse mere ud af den joke, selv om det nu stadig er ret morsomt og med til at skabe en god pingpong imellem Xander og Dawn. Synes også det er værd at bemærke med dialogen her, at det denne gang er Dawn selv, der er i det lumre hjørne og Whedon får, (selv om det godt kan være det bare er mig der overfortolker), sendt et solidt signal om at Dawn nu i både krop og sjæl er trådt ind i de voksnes rækker.
De to bliver overrumplet af det enteagtige væsen Lolelahn, der ikke er tilfreds med deres tilstedeværelse i skoven…
Hmm, ja lige præcis det her indslag, var jeg ikke synderligt begejstret over at se. Synes det bliver lidt for Lord of The Rings agtigt, da disse træ og plantevæsner dukker op og jeg ville hellere ha’ haft, at Whedon havde brugt mere plads på Dawn og Xanders forhold.
På samme tid er Buffy ved at lære at "flyve bil", og overraskende nok, (not), er hun ikke et naturtalent.
Hehe, jeg ku’ næsten gætte det ud fra variant coveret i sin tid, at Buffy ville ende i den situation og så er det jo heldigvis fedt at se, hvor perfekt Whedon får udført denne klassiske running joke, understreget på den mest klukkende sjove måde med Fray’s citat, der refererer tilbage til afsnittet Band Candy i sæson 3.
Fray : ”Summers…You drive like a spaz!” :D
Buffy vil lade vampyrerne dræbe menneskene og herefter følge efter dem hjem til deres skjulested; det er bedre set ud fra overvejelser om "the big picture".
Det ku’ umiddelbart sagtens tolkes som om, at Buffy bliver gjort lige lovlig barsk og kynisk her, og Fray er da også noget forbløffet over hendes reaktion. Men det stemmer nu helt overens med den udvikling som Buffy gennemgik i sæson 7, hvor hun i kampen mod The First i flere tilfælde blev tvunget ud i den slags valg om at ofre folk til fordel for ”The bigger picture”/ verdens undergang.
Saga Vasuki synes at være et farligt bekendtskab for Willow… Hun synes at være en djævel på Willows skuldre.
Jep, er helt enig med dig, og den konklusion går også fint i tråd med de mange eksempler vi har set i både tv-serien og de gamle tegneserier. En kontakt til et overnaturligt væsen fører som regel aldrig noget godt med sig. Et godt eksempel her ku’ f. eks være da Willow og co. bringer Buffy tilbage fra graven i sæson 6.
Konflikten mellem Fray og Buffy forekommer mig at være en anelse forceret, og jeg tror mest af alt, at Buffys vilje til at ofre andre menneskers liv hænger sammen med, at hun ikke tror på, at hun gør en forskel efter at have læst "spoilers" fra Frays bøger...
Jeg er enig med dig mht. de to slayers duel, men ikke med Buffy’s beslutning om at ofre andre. Som sagt så har hun bevist tidligere, at hun er villig til at ofre andre mennesker. B.la. de potentielle slayers i duellen mod Caleb, eller f. eks Robin Wood, da hans personlige vendetta mod Spike pludselig skaber kaos på de indre linier midt i det store opgør mod The First.
Buffy TVS – Sæson 8 # 19 ; ”Time of Your Life” Part 4 :
I nutiden forbereder en større gruppe fantasivæsener samt Dawn og Xander sig på at blive udslettet af Amys hær, og Dawn og Xander har endnu et par øjeblikke med masser af subtext.
Desværre bare ikke nok øjeblikke/stunder, synes jeg. Hmm… de skovvæsener her bryder jeg mig bare virkelig ikke om, selv om Molines tegninger er ganske flotte at se på.
Buffy er på flugt, men hun render ind i Fray, der er kommet til sig selv og ikke vil lade Buffy tage tilbage i tiden, og de to begynder deres uundgåelige opgør.
Andetsteds skændes Amy og Warren om, hvis skyld det er, at deres hær har fejlet, men de bliver afbrudt da Twilight får en gæst, som er den samme person, som Buffy mødtes med i New York.
Opgøret er virkelig cool lavet. Her får de to tøser sgu uddelt en solid omgang tørre tæsk lækkert tegnet af Moline og Owens. Sjov lille reference der bliver lavet ang. Buffys stramtsiddende kjole, som Fray bemærker ikke er specielt smart at slås i. Hehe, det minder mig om sæson 6 og afsnittet Flooded, hvor Buffy er gået fallit og må søge lån i banken iført et meget nobelt, stilfuldt og stramt outfit, da stedet selvfølgelig bliver udsat for et røveri af The Geek trio.
Ang. Buffy’s mystery date,
Riley Finn
, som højst overraskende dukker op hos Amy og co. , ja så var jeg faktisk indtil nu også rimelig sikker på, at det var ham der var Twillight. Jeg læste andetsteds, at Twillight muligvis ku’ være Xander fra fremtiden, meeen det forslag gir nu ikke rigtig nogen mening hos mig.
Dark Willow dukker op, og det står klart for Buffy, at Willow har bragt hende til fremtiden for selv at blive slået ihjel af hende, hvorefter hun med tårer i øjnene gør det af med sin nærmeste ven, inden hun hopper gennem tidsportalen. Herefter bryder Buffy grædende sammen foran nutidswillow.
Det ultimativt stærkeste øjeblik i hele Time of Your Life delen, hvis du spørger mig. Selv om der er masser af action og magi, (og det bestemt også er mega fedt), ja så er det alligevel først, når det går ind og bliver personligt i historien, at det for alvor gør indtryk på mig.
Jeg kan godt lide nummeret, men det lider virkelig under, at der skal presses så meget handling ind. Hele dette storyarc havde været bedre, hvis Whedon havde brugt et nummer mere på historien, eller hvis flere af Frays fjender og venner var blevet udeladt fra historien. Så kunne de følelsesladede samtaler mellem Willow og Buffy have fået mere plads, og Willows motivationer kunne være uddybet væsentligt.
Et eksempel på, at mange af figurerne ikke spiller en større rolle, er, at Harth alene tjener som et instrument til at få læserne til at tro, at Willow nødvendigvis er gået helt mørk.
Jeg synes, at dette storyarc er "sæsonens" svageste, men det sgu stadigvæk rigtigt godt.
Jeg kan ikke være andet end enig i din vurdering og vil så lige tilføje, at jeg slet ikke synes Harth fungerer i ”Time of Your Life”. Det der gjorde ham til en interessant karakter i Fray, var netop hans forbindelse til Fray og hele bror/søster tvistet, som blev udnyttet til perfektion af Joss Whedon. Men det vil så samtidig også sige, at der ikke rigtig er mere at komme efter her ang. den karakter i sæson 8 og det ender faktisk med, (hvilket garanteret ikke var Whedons hensigt), at Harth bliver udstillet som en temmelig ligegyldig skurk, hvis manglende gennemslagskraft bliver understreget af at Dark Willow, (i et flot nyt design for øvrigt), uden at gøre meget væsen af sig, klart overstråler ham.
Mere om ”Angel & Spike – After The Fall”, i morgen. :)
Apropos de to gentlemen så har jeg fundet en julevideo frem, som er virkelig charmerende og meget morsomt lavet, med en subtext man næppe kan ta' fejl af. ;)
Angel & Spike - All I Want For Christmas Is You :
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Super cool endelig at se klip fra filmen. Ser umidelbart ud til at SMG leverer endnu en toppræstation, i hvad der lyder som et ret interessant plot. Men det bliver jo nok som sædvanlig kun på DVD, at fans i Danmark får mulighed for at se filmen. Det betyder jo så, at man må vente til omkring juni/juli/august før den udkommer på R1. Suk!
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Wow, Veronika Decides To Die ser faktisk rigtig interessant ud, og det ligner da en af SMG's bedste præstationer til dato. Glæder mig helt til at se den. Mangler stadig at se "The Air I Breathe" og "Suburban Girl", så det kunne være de skulle bestilles hjem efter jul.
Ser også lige Dushku's "The Alphabet Killer" kommer på R1 DVD til januar. Så må den jo hellere ryge i kurven også... :)
#116 Har du set Amber Bensons "Chance" og "Lovers, Liars and lunatics"? Har så ofte overvejet at købe dem fra deres officielle sider. Men de er bare så pokkers dyre...
Ja, det ser meget lovende ud. SMG's måde at spille på her, minder en del om samme underspillede/afdæmpede måde hun spiller på i hhv. The Return og The Air I Breathe, (to fremragende film for øvrigt), hvilket er to af hendes bedste præstationer.
Jeg har skrevet anmeldelse af både The Air I Breathe og Suburban Girl. De ligger i den nyeste "What we Saw" tråd, hvis du har lyst til at læse dem. :)
Jeg bestiller også The Alphabet Killer, trods de noget forskellige anmeldelser, ligeså snart der går løn ind igen :)
Har heller ikke fået set Amber Benson's Chance og Lovers, Liars and Lunatics endnu, men jeg havde tænkt på også at bestille dem hjem her efter jul sammen med "The Alphabet Killer", og så skriver jeg anmeldelser af alle tre film. Skal nok huske at gi' et heads up, når de ligger klar. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Jeg har da selvfølgelig læst dine anmeldelser, og jeg følger også ivrigt med i denne tråd. Skriver bare ikke så ofte i denne tråd, da jeg ikke har så meget intelligent at sige. Har kun set Buffy/Angel-serierne (dem har jeg til gengæld så også set mange gange), og ville gerne læse Buffy sæson 8. Men synes det virker så uoverskueligt, med mange udgivelser, så jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte...
Lyder godt med anmeldelser af Amber Bensons film. Dem vil jeg se frem til. Dine anmeldelser er rigtig gode, så keep up the good work.
Selv er jeg ikke så pjattet med "The Return", men SMG spiller rigtig godt i den.
Kan godt forstå, at du synes det virker uoverskueligt med så mange udgivelser og titler. Det tog også mig et godt stykke tid før, jeg havde fået overblik over de 3 tegneserier's, (Angel, Buffy og Spike), kronologiske rækkefølge fra dengang de to Tv-serier kørte og frem til i dag.
Jeg kan lave en liste over de forskellige tegneserier og i hvilken rækkefølge du kan læse dem. Så lægger jeg det op i tråden senere på ugen. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#111 NightHawk 16 år siden
Angel – Spotlight : 120 sider.
http://www.joecorroney.com/comics101/content/2006/...
Skrevet af ; Peter David, Dan Jolley, Scott Tipton, Jeff Marioette og Jay Faerber.
Tegnet af ; Nicola Scott, Mark Pellington, Mike Norton, David Messina og Bob Gill.
Illyria :
http://prettythings.pullbot.com/artworks/110659/ac...
”I am all powerful. I could break you in half, right now, and not shed a tear. Yet I don’t. How does that make me a monster?”
Peter David lægger for i den første af fem historier om team Angel, der omhandler Illyria og hendes følelsesmæssige problemer med at forstå, hvad det er der definerer den menneskelige sjæl og ligger til grund for hvorfor vi handler og tænker som vi gør, når spørgsmålet falder på etik og moral, tilgivelse og fortrydelse. Udsendt af Wolfram & Hart bliver Illyria sat til at befri en seriemorder hvis retssag hun forinden overværer med stor undren, da en af ofrenes bekendte forsøger at få omstødt dommen fra dødsstraf til livstid, så morderen forhåbentlig undervejs i fængslet kan nå frem til en forståelse af hvad hans forbrydelser har ødelagt for en masse mennesker. Dommeren viser dog ingen nåde for den iskolde og psykopatiske Alex Rich og sender ham straks af sted mod et topsikret fængsel i ødemarken, mens Illyria tænker tilbage på en filosofisk diskussion hun havde tidligere med Wesley om hans likvidering af Knox, der sammen med Illyria var skyld i hans elskede Fred’s død.
”I see so when you kill three innocent humans, you don’t feel you’ve forsaken your own humanity. Instead you simply dehumanize them. You think of each one of them as an animal…a thing…a vessel…to do with as you will.”
Wes mener sagtens hans handlinger kan forsvares, men Illyria har svært ved at se forskellen i hvorfor det han har gjort er mere retfærdigt, end hvad hun har gjort mod Fred. For et mord er vel et mord ligegyldigt hvad? Tankerne afbrydes brat igen, da Illyria er tilbage i ødemarken og i de næste par minutter udnytter sin styrke maksimalt til at befri den kyniske morder, inden hun bringer ham videre til et aftalt sted i det klippefyldte landskab. Her venter der dog morderen noget af en overraskelse efter Illyria har forhørt ham om, hvorfor han ikke føler anger over sine gerninger. Svaret er kort og brutalt, meget passende med Alex Rich egen skæbne efterfølgende. Hans ord gør dog stort indtryk på Illyria, der beslutter sig for, inden sin tilbagevenden til Wolfram & Hart, at besøge Fred’s forældre, inspireret af retssagen tidligere, i et forsøg på nå ind til kernen af sine følelser omkring Freds død. Resultatet er hjerteskærende og ligeså den efterfølgende diskussion med Wes meget smukt illustreret af Nicola Scott, hvis streg lægger sig tæt op af David Messinas uden dog at være ligeså indbydende i sit look. Peter David har jeg til gengæld intet at indvende imod. At han på så få sider kan få fortalt så mange vigtige pointer om den menneskelige gråzone af moral og etik, er simpelthen imponerende og er uden tvivl den historie, der efterlod mig med det største indtryk og som klart har mest på hjerte i novellen. Jeg fik stor respekt for Illyria efter at ha’ læst denne del.
Gunn :
http://www.chananjasangelsite.de/images/images9/ch...
”I kill demons and walk around with briefcases crammed with unmarked twenties...and I think, “This is not what my mama raised me for”.”
Efter at ha’ været helt oppe og ringe skal jeg da lige love for, at man kommer helt ned på jorden igen med Dan Jolleys uinspirerede, stærkt forudsigelige og gennemført kedelige historie om Gunn’ s problemer med finde sin gamle fighting spirit, som han føler er gået tabt i tiden hvor han har arbejdet for Wolfram & Hart. Efter endnu en mission med Angel og co. føler han sig helt ned i kuldkælderen psykisk, men bliver reddet i ellevte time da hans tante LaTonya ringer for at bede ham om at hjælpe med at få hans nevø Mario ud af køerne på en hardcore bande i L.A. Opkaldet kommer som sendt fra himlen og Gunn melder sig omgående til opgaven. Der er dog ingen hjælp at hente fra de andre, da de bliver nød til at ta’ et smut til Makedonien og møde en troldmand ang. Wes beskadigede øjne fra den tidligere nævnte kamp. Det passer Gunn så ganske udmærket, da han føler at duellen mod banden er hans chance for at genrejse sig personligt.
”All things considered…I’d rather be in Macedonia.”
Første møde på en bar downtown går fuldstændig galt og Gunn ender tilbage i rendestenen gennembanket og ydmyget. I stedet for at synke helt hen i selvmedlidenhed får han dog rejst sig igen og vender tilbage til Wolfram & Hart for en makeover komplet med gammel street kluns og en fancy tohåndsøkse som Jolley la’ karakteren udstille med, i et lige lovlig nemt tiltag der skal vise at Gunn er tilbage i sit gamle og mere hårdtslående jeg. Med nyfunden energi opsporer han senere banden i en skummel og afsidesliggende fightklub hvor et tiltænkt kup fra banden af stedets pengeboks går galt, hvilket Gunn udnytter til dels at få befriet sin nevø og samtidig, ved at battle mod en pompøs vampyr wrestler under deres flugt, vise at han stadig er en badass uden sidestykke. Ja, man kan just ikke påstå, at Dan Jolley er typen der går efter det mere subtile og lagrede i sin handling, der kører kækt derud af og er ligeså hurtigt glemt igen efterfølgende med sit unuancerede plot. Bedre bliver det heller ikke af, at Jolley så samtidig er i selskab med Mark Pellington, hvis streg gav mig dårlige flashback til en hvis mr. Ryan Sook fra Buffy – Omnibus udgivelserne.
Wesley :
http://www.idwpublishing.com/images/mayupdate/wesl...
”Things are different now, Spike. I just want what’s best for her.”
Så står det straks væsentligt bedre til i Scott Tiptons del om Wes, selv om denne er den ultimativt svageste historie, jeg indtil videre har set fra hans hånd. Vi starter i hallen hos Wolfram & Hart i perioden hvor Fred og Knox havde en mindre flirt kørende lige for næsen af Wes der, forkrampet og frustreret over sin egen alt for flinke fremfærd, finder sig selv efterladt på den romantiske sidelinie på bænken af indskiftere med knuste hjerter, der aldrig får den ønskede spilletid. Mens Wes slukøret ser til i kulissen, stikker Spike, (her i sin spøgelses tilstand), til Wes indre problemer og forstår ikke hvorfor han er så tilbageholden over for den kvinde, han tydeligvis elsker højere end noget andet. Ved et tilfælde dukker der pludselig en mulighed op for at ændre på situationen, da Knox bliver dødeligt forgiftet af en pakke sendt fra et konkurrerende advokatfirma, der er tæt på at tabe en sag mod Wolfram & Hart. Spike opfordrer Wes til ikke at foretage sig noget og på den måde fjerne sin konkurrent, men det strider helt imod Wes æresprincipper og desuden vil han under ingen omstændigheder være med til at se Fred lide pga. han egne egoistiske motiver.
”I know this much, mate…I gave up everything for love once…and it hurts like hell.”
Wes tager derfor, med Spike på slæb, til advokatfirmaet og viser her så megen truende adfærd at chefen på stedet hurtigt overdrager ham oplysningerne på den magiker de har brugt og som er den eneste der kan vende forbandelsen af Knox igen. Mens duoen fortsætter mod næste mål, gør Spike atter et forsøg på at ændre på Wes opfattelse af situationen. Men Wes nægter at la’ sig bøje for de lokkende ord og i stedet slår manipulationen bagslag for Spike, der bliver mindet om at han tidligere i forhold til Buffy har været ude i præcis samme følelsesmæssig turbulens. Da det umage makkerpar, efter en mindre duel mod magikeren, vender hjem til Wolfram & Harts hospitalsafdeling, er det med stor succes. Men glæden er ingen steder at finde hos Wes, da det eneste han opnår blot er at forlænge sin egen pinefulde situation, smukt illustreret af Mike Norton i sidste frame hvor Wes spejlbillede i vinduet til Knox stue både bliver af ham selv og Spike på én og samme gang. Om det er bevidst, og ku’ man sige genialt, tænkt af Scott Tipton og Mike Norton, eller om det er ubevidst, må være op til folk selv at bedømme. Ligegyldigt hvad så fungerer det immervæk stærkt som symbolsk værdi i et plot der godt ku’ ha tålt mere dybde, men som alligevel fungere godt hjulpet på vej af en bundsolid billedside.
Doyle :
http://www.comicbookresources.com/news/preview.php...
”This is who I am. Allen Francis doyle. Half demon, drunk, two steps away from homeless, and with gambling issues to boot. A real diamond in the rough, eh?”
Men, men, men... selv om Mike Norton holder et højt niveau, ja så kan han stadigvæk ikke nå en mand som David Messina til sokkeholderne, når det kommer til f.eks at skabe stemning og atmosfære i en historie, som kun Messina, (ud over Franco Urru), kan gøre, delvist i form af deres eminente sans for brug af skygger på og omkring karaktererne. Med sig på to mands teamet har han Jeff Marioette og så er man allerede på forhånd klar over, at de følgende sider bliver læsning i topklasse. I 4 del af ”Angel – Spotlight” bliver der sat fokus på Doyle og dagene der leder op til hans senere møde med Angel, som man kan se i sæson 1 af tv-serien. Dette er uden tvivl den mest barske og blodige del af den grafiske novelle og der bliver da heller ikke lagt fingre imellem her, hvor vi møder Doyle beskidt og fortumlet, flakkende omkring i snuskede gyder i den mindre glamourøse del af L.A. i gang med at drikke sig fra sans og samling i et forsøg på at holde de voldsomt belastende og smertefulde fremtidssyn ud, (en ting der for øvrigt går igen i Go Ask Malice bogen, hvor Faiths kontaktperson Killian forsøger det samme), alt imens han desperat forsøger at undgå, at blive helt skizofren via sin eneste ven den ligeså drikfældige Misty der, selvom hun har hjertet på rette sted, er endt med et deprimerende og sørgelig liv.
Kort efter deres veje skilles igen i det pulserende men dystre natteliv, får Doyle et syn om at Misty er i stor fare.
http://www.comicbookresources.com/news/preview.php...
“Im no hero. Not by a long shot. Obviously L.A. needs someone who is. And the powers that be have pointed me toward a likely candidate…guess it’s time I paid him a visit.”
Da han på et tidligere tidspunkt valgte ikke at udnytte sine evner, hvilket førte til en bekendts død, sværger Doyle at det aldrig må ske igen og reagerer derfor omgående på de skræmmende billeder, der flakker hektisk rundt på nethinden. Nu må han ud på en hektisk jagt efter sin veninde, inden synet bliver til realitet. Senere lykkedes det ham endelig at findere frem til gerningsstedet, et usselt motel, hvor der venter ham et grufuldt syn, da han finder Misty tortureret og flået på mest bestialske vis, som Messina får illustreret med uhyggelig og lettere kvalmende effekt. Selv om Doyle på ingen måde ser sig selv som en helt, føler han at mordet ikke skal gå ustraffet hen og hurtigt optager han jagten på gerningsmanden der just har forladt stedet, hvilket fører ham frem til en pervers og storbarmet vampyr, der ernærer sig ved at fungere som en slags organ pusher. Inden Doyle får samlet mod nok, får han endnu et syn der skal vise sig at være det, der leder ham og Angel på deres første mission i tv-serien.
http://www.comicbookresources.com/news/preview.php...
Connor :
http://www.zaldivacomics.com/images/comics/aug16_0...
”Yeah. I know my dad is really angel, and that everything I remember about the Reilly’s is fake. But it still feels real you know?”
I sidste del tager Jay Faerber læseren med en tur på college, hvor Connor under en telefonsamtale med sin plejefar fortæller, at han er ved at lave et stamtræ over familien som en ekstra opgave. Men alt er langtfra idyl og piger i lidt for stramme bukser og inden længe dukker blot et af flere maltraktere lig op på og omkring universitetets område. På gerningsstedet forsøger Connor at få informationer fra en ung politimand, som dog hurtigt bliver irettesat af den lettere stressede kriminalbetjent Cavanough. Hjemme på værelset begynder Connor at få bange anelser og bliver nervøs for om det er hans gamle jeg The Destroyer, der er vendt tilbage i hans bevidsthed og fået ham til at myrde løs. Senere på dagen ryger Connor og hans ven Avery i klammeri med et flok gutter fra universitetets loge og Connor kommer ubevidst til at bruge sin overnaturlige styrke for at redde de to for at ende som hakkebøf. Ergo bliver han nød til at forklare Avery om sin fortid og hvem han i virkeligheden er, men det tager Avery med ophøjet ro da han selv har et par fætre, der tidligere har været en del af Gunns bande.
”You’ve got to learn how to suppress those primal urges…or they’ll control you.”
Til gengæld er informationen om Connors falske minder af sin nye familie og det at han ved Angel via magi har placeret dem i hans hukommelse mere forvirrende, hvilket Connor kun kan gi’ Avery ret i, da han føler sig lettere skitzo med de mange tanker flydende rund i hovedet. Da Connor vågner næste dag har endnu et mord fundet sted og politiet er nu sikker på, at forbrydelserne bliver begået af en selvbestaltet vigilante. Det gør kun Connor endnu mere nervøs, for fremgangsmåden ku’ sagtens være hans egen. For at få opklaret mysteriet én gang for alle vælger han at følge efter Cavanough og ender i hvad der skal vise sig, at være en situation der er mere speget end som så.
Denne del må siges, sammen med Gunn’s, at være ”Spotlights” absolut svageste, selvom Jay Faerber afslutningsvis i sin finale glimrende får visualiseret Connor’s udvikling fra følelseskold kampmaskine, som vi så i tv-serien, og frem til en person, der for alvor har taget ved lære af Angels mange lektioner i, hvad det vil sige at være en superhelt. Bob Gills illustrationer er dog decideret klodsede på samtlige sider, synes jeg, og hjælper absolut ikke på helhedsindtrykket.
Samlet set er det her i "Spotlight" tydeligt hvorfor det primært er Scott Tipton, Peter David og Jeff Marioette der har stået for de andre grafiske noveller i ”Angel” serien. De er nemlig kort og godt bedre historiefortællere. Desuden synes jeg også at det står klart, at ingen af de andre tegnere her i novellen når David Messina’s niveau, selvom både Nicola Scott og Mike Norton lægger sig solidt i hans kølvand. Hvad Mark Pellington og Bob Gill angår, håber jeg aldrig vi ser noget til de to herrer igen på samme måde, som jeg håber man heller ikke skal udsættes for mere af Ryan Sook.
#112 NightHawk 16 år siden
Buffy TVS - Season 8 # 20. Preview på 6 Sider :
http://splashpage.mtv.com/2008/12/02/exclusive-pre...
Buffy TVS – Time of Your Life ; Volume 4. Paperback Cover :
http://www.comicbookresources.com/news/preview2.ph...
Eliza Dushku ; Om sin nyeste film “Nobel Son” og DollHouse : http://www.tvguide.com/News/Eliza-Dushku-Bares-100...
http://www.moviesonline.ca/movienews_16008.html
Time Magezine – DollHouse pilot Review :
http://tunedin.blogs.time.com/2008/12/04/i-have-se...
Dr. Horrible’s Sing-Along Blog. Soundtrack ude d. 15 December : http://www.amazon.com/dp/B001M5UDH2
Scott Allie ; On The Art of Storytelling In Comics :
http://splashpage.mtv.com/2008/12/05/guest-blog-da...
#113 NightHawk 16 år siden
Angel – After The Fall # 16 ; Variant Cover, (Alex Garner) :
http://alexgarner.deviantart.com/art/Angel-After-t...
Skal helt klart ha’ # 16 med dette cover, når det udkommer.
Angel – Aftermath, (#19) ; Cover, (Kelly Armstrong) :
http://comicsnewsi.net/g/?mode=view&album=IDW%...
Angel – Blood and Trenches # 1 ; Cover, (John Byrne) :
http://comicsnewsi.net/g/?mode=view&album=IDW%...
Angel – Not Fade Away ; Comic Book Adaptation, (Stephen Mooney :
http://www.moondog-themoonblog.blogspot.com/
Illyria – Before The Aftermath ; Cover, (Stephen Mooney) :
http://moondog-themoonblog.blogspot.com/2008/12/go...
Var slet ikke klar over at Mooney var i gang med at lave en selvstændig historie om Illyria, men den skal selvfølgelig også læses, når den tid kommer.
The Alphabet Killer – Review :
http://movies.nytimes.com/2008/12/12/movies/12alph...
Dr. Horrible’s Sing-Along Blog – DVD Review :
http://www.cliqueclack.com/tv/2008/12/12/dr-horrib...
Shows That Are Funny And Serious At the Same Time - Artikel :
http://blog.macleans.ca/2008/12/12/shows-that-are-...
Joss Whedon ; om den turbulente skabelse af “DollHouse” :
http://www.syfyportal.com/news425652.html
Serien får premiere 13. februar 2009.
Til næste weekend ligger følgende anmeldelser klar : Angel – Long Nights Journey, jeg kan tease lidt og sige, at hvis man holdt af Karl Moline og Andy Owens stil i Fray, ja så vil man også elske den her i Dark Horse’s gamle 4 delte miniserie. Derudover er der kommentarer til de forskellige tegneserier ; Buffy TVS – Season 8 # 18 og 19, Angel – After The Fall # 12, 13, 14 samt Spike – After The Fall # 3 og 4. Hvis jeg kan nå det, skriver jeg også om Jane Espenson og Cliff Richards Haunted fra Omnibus vol. 5.
Vi ses! :)
#114 NightHawk 16 år siden
Angel – Long Night’s Journey :
http://www.amazon.co.uk/Angel-Nights-Journey-Joss-...
Skrevet af Brett Matthews & Joss Whedon. Tegnet af Mel Rubi & Chris Dreier.
Angel : ”You can dish it out big guy…now let’s see how you take it…”
I Dark Horse’s gamle miniserie fra 2002 skal vi en tur tilbage i tiden cirka omkring starten på sæson 2 af tv-serien. Angel er i fuld færd med at redde en lille dreng ud af kløerne på et par skumle Kryll dæmoner, alt imens Wes i den anden ende af L.A. må gøre sit bedste for at holde sig opdateret på Angels mission via computeren og samtidig sørge for, at fungere som moralsk opbakning for Cordelia, der er i gang med et større reklamejob for en obskur ansigtscreme. Da Angel pga. sine oldschool principper ikke gider og rende rundt med sin mobil tændt hele tiden, er Wes ved at gå ud af sit gode skind af frustration over ikke at ku’ komme i kontakt med ham og vælger i stedet, på Cordelias opfordring, at få fat på freelanceren Gunn, der allerede befinder sig i det pulserende natteliv på jagt efter vampyrer, for at opspore mr. Tall dark and handsome og høre om alt går som det skal.
Angel : ”No offence but IM not good with this kind of heat. Irish and all...”
Da drengen er blevet afleveret tilbage til sin far, der betragter det som et guddommeligt mirakel, er Angel så dumsmart at smide sin bimlende mobil i kloakken. Men det skal han dog hurtigt komme til at fortryde, da han sekunder senere pludselig bliver overrumplet af en sensuel men dødsensfarlig slangekvinde, inden håndlanger nummer to, et gigantisk lavamonster kaldet Core, søger at udslette ham fra jordens overflade, begge med mantraen - foræder - syngende fra deres læber. Mens Angel prøver at fatte hvad der foregår, mødes Gunn med Wes og Cordelia der straks tager af sted mod epicentret af kaos downtown. Inden længe befinder de sig side om side med Angel i et brag af en kamp, hvor en tredje udsendt lejemorder, en ridder med et magisk sværd, blander sig, muligvis udsendt af en ukendt men stærkt frygtet big bad, som Gunn under sine vampyrjagter har hørt rygter om sku’ ha’ noget stort under opsejling.
Cordelia : ”Yuck. Dont you know any stories that DON’T headline the undead OR have pools of blood in them NOR prominently feature the eating of brains?”
Efter med stort besvær at ha’ afværget første angreb og samtidig været så heldige at få taget ridderen til fange, står teamet stadig uforstående overfor hele scenariet. Tilbage på hotel Hyperion lykkedes det dem dog at komme nærmere bagmandens oprindelse, da Wes oversætter et nyligt placeret kinesisk symbol, på ridderens rustning, der går helt tilbage til 1320 og en uovervindelig dæmonjager, som hurtigt vækker dårlige minder frem hos Angel, der pludselig erindrer at ha’ krydset klinger med selv samme selvoptagede fjols kaldet Zheng – Den Perfekte i 1920’ernes London. Efter Angels tur ned af mindernes allé, er teamet stadigvæk ikke blevet en pind klogere på Zhengs hævnmotiv og før de kan nå at foretage sig yderligere, dukker slynglen pludselig op med sit følge og bortfører en målløs Angel for øjnene af et endnu mere måbende team, hvor kun Gunn er snarrådig nok til at optage forfølgelsen af Zhengs imponerende luftskib. Mens Gunn hænger i med det yderste af neglene udenfor, forklarer Zheng sin plan for sin nemesis indenfor. En plan der omhandler intet mindre end sigøjnerforbandelsen og… Angels sjæl.
---------------
Meget mod sædvane er Joss Whedon, (i selskab med Brett Matthews), gået efter at skabe en historie med ”Long Night’s Journey”, der helt bevidst koncentrerer sig om at være all-out action i sådan et tempo, at man får helt sved på panden når man sidder og læser den. Først i kapitel 3 bliver der skruet bare lidt ned for tempoet og givet plads til lidt mere dybde i plottet, da Whedon og Matthews beskriver Zhengs baggrund, hans møde med Angel og endelig den nok så berømte sigøjnerlegende om Angels sjæl i kapitel 4. Derudover kører der en lettere kryptisk sidehistorie med faderen til den dreng Angel redder i starten, som jeg lige ved første gennemlæsning fandt for noget kejtet udført. Men som med alt Whedon laver, ja så viste det sig, at det ekstra plot faktisk gir rigtig god mening, set i forhold til pointen om mirakler kontra Angels sjæl. Primært er handlingen og dialogen dog ellers generelt holdt til et minimum og selv om der dukker enkelte guldkorn og referencer op undervejs, er det tydeligt at fokus er lagt på de mange kampscener, som til gengæld også er vandvittigt imponerende at se på, når Angel både solo og med resten af teamet går i direkte konfrontation med de tre udsendte håndlangere og endelig hovedskurken selv i den nervepirrende finale sat i de højere luftlag i Zhengs moderne luftskib.
Heldigvis for Joss Whedon og Brett Matthews har de allieret sig med et par yderst talentfulde tegnere ; Mel Rubi og Chris Dreier, hvis illustrationer jeg uden at blinke vil mene er på fuld højde med Karl Moline og Andy Owens arbejde i hhv. Fray og senest i Buffy – Season 8 ; Time of Your Life 1- 4. Der er så meget liv, energi og detalje i hver enkelt figur og scene at det, (især i kampscenerne), nærmest føles som om man f. eks får Angels fod lige i synet, når han lige lovlig overmodigt forsøger at nedlægge Core med et højtsvævende vristspark. For slet ikke at snakke om de scener hvor hhv. den vildt sexede slangekvinde Slith, eller den pompøse ridder, (rustningen og hans sværd er et kapitel for sig), gør deres entré. Faktisk er alle tre håndlanger så imponerende og kreativt tænkt, at de overgår Zheng der ender med at må stå i skyggen på den front kontra de tre mindre skurkes farvestrålende design. Hos team Angel har Rubi og Dreier fået lov til at udfolde sig på samme måde som Moline og Owens, hvilket vil sige at karaktererne, (uden at afvige alt for meget fra skuespillerne i tv-serien), har fået et mere frit tegneseriebaseret look over sig. Og det fungerer, ligesom hos Buffy, særdeles glimrende dog med den forskel, at det her i ”Long Night’s Journey” desværre ikke lykkedes at ramme Cordelia med lige stor præcision hver gang. Der er f. eks et par steder hvor hendes hals er gjort unødvendig tynd, så hun nærmest ligner en mannequin, hvilket ikke ser særlig cool ud.
Stilmæssigt er der dog ang. selve historien ikke en finger at sætte på Rubi og Dreier, der desuden også viser deres klasse i hhv. kapitel 3’ flashback sekvens i 1920 holdt i en flot gammeldags gulnet stil og i kapitel 4’s hop tilbage til 1880’erne i en sort/hvid gotisk stil. Begge gir så samtidig også et tiltrængt break fra den nutidige og mere svulstige streg. Afslutningsvis skal de to farvedesignere Michelle Madsen og Dave Stewart også roses for et solidt stykke arbejde, som er ren guf for øjnene. De fire personer her får virkelig skabt magi sammen, der siger spar to og havde Whedon og Matthews ikke haft dem at læne sig op af, var ”Long Nights Journey” nok gået over i afdelingen for det let forglemmelige. Det kan jeg så nu konstatere, at den heldigvis ikke gør. Men det er vel at mærke illustrationerne og ikke historien, man skal købe denne grafiske novelle for.
Bagerst i ”Long Night’s Journey” finder man for øvrigt et ret interessant sketchgalleri med kommentarer fra både Brett Matthews og Scott Allie. I galleriet kan man også se en sketch af Buffy, som Mel Rubi lavede da han forsøgte at blive hyret som tegner i hendes serie. Han fik ikke jobbet dengang, men nu har jeg så set hans tegning af den blonde slayer og jeg mener absolut, at Rubi er kvalificeret til på et tidspunkt at få chancen enten i sæson 8, eller en evt. standalone grafisk novelle.
Cover # 1 – 4 : Long Night’s Journey :
http://www.darkhorse.com/Comics/Previews/00-587
http://www.darkhorse.com/Comics/Previews/00-607
http://www.darkhorse.com/Comics/Previews/00-616
http://www.darkhorse.com/Comics/Previews/00-623
#115 NightHawk 16 år siden
Buffy TVS – Sæson 8 # 18 - "Time of Your Life" Part 3 :
Haha, ja så kan Whedon vist næsten heller ikke presse mere ud af den joke, selv om det nu stadig er ret morsomt og med til at skabe en god pingpong imellem Xander og Dawn. Synes også det er værd at bemærke med dialogen her, at det denne gang er Dawn selv, der er i det lumre hjørne og Whedon får, (selv om det godt kan være det bare er mig der overfortolker), sendt et solidt signal om at Dawn nu i både krop og sjæl er trådt ind i de voksnes rækker.
Hmm, ja lige præcis det her indslag, var jeg ikke synderligt begejstret over at se. Synes det bliver lidt for Lord of The Rings agtigt, da disse træ og plantevæsner dukker op og jeg ville hellere ha’ haft, at Whedon havde brugt mere plads på Dawn og Xanders forhold.
Hehe, jeg ku’ næsten gætte det ud fra variant coveret i sin tid, at Buffy ville ende i den situation og så er det jo heldigvis fedt at se, hvor perfekt Whedon får udført denne klassiske running joke, understreget på den mest klukkende sjove måde med Fray’s citat, der refererer tilbage til afsnittet Band Candy i sæson 3.
Fray : ”Summers…You drive like a spaz!” :D
Det ku’ umiddelbart sagtens tolkes som om, at Buffy bliver gjort lige lovlig barsk og kynisk her, og Fray er da også noget forbløffet over hendes reaktion. Men det stemmer nu helt overens med den udvikling som Buffy gennemgik i sæson 7, hvor hun i kampen mod The First i flere tilfælde blev tvunget ud i den slags valg om at ofre folk til fordel for ”The bigger picture”/ verdens undergang.
Jep, er helt enig med dig, og den konklusion går også fint i tråd med de mange eksempler vi har set i både tv-serien og de gamle tegneserier. En kontakt til et overnaturligt væsen fører som regel aldrig noget godt med sig. Et godt eksempel her ku’ f. eks være da Willow og co. bringer Buffy tilbage fra graven i sæson 6.
Jeg er enig med dig mht. de to slayers duel, men ikke med Buffy’s beslutning om at ofre andre. Som sagt så har hun bevist tidligere, at hun er villig til at ofre andre mennesker. B.la. de potentielle slayers i duellen mod Caleb, eller f. eks Robin Wood, da hans personlige vendetta mod Spike pludselig skaber kaos på de indre linier midt i det store opgør mod The First.
Buffy TVS – Sæson 8 # 19 ; ”Time of Your Life” Part 4 :
Desværre bare ikke nok øjeblikke/stunder, synes jeg. Hmm… de skovvæsener her bryder jeg mig bare virkelig ikke om, selv om Molines tegninger er ganske flotte at se på.
Opgøret er virkelig cool lavet. Her får de to tøser sgu uddelt en solid omgang tørre tæsk lækkert tegnet af Moline og Owens. Sjov lille reference der bliver lavet ang. Buffys stramtsiddende kjole, som Fray bemærker ikke er specielt smart at slås i. Hehe, det minder mig om sæson 6 og afsnittet Flooded, hvor Buffy er gået fallit og må søge lån i banken iført et meget nobelt, stilfuldt og stramt outfit, da stedet selvfølgelig bliver udsat for et røveri af The Geek trio.
Ang. Buffy’s mystery date,
Det ultimativt stærkeste øjeblik i hele Time of Your Life delen, hvis du spørger mig. Selv om der er masser af action og magi, (og det bestemt også er mega fedt), ja så er det alligevel først, når det går ind og bliver personligt i historien, at det for alvor gør indtryk på mig.
Jeg kan ikke være andet end enig i din vurdering og vil så lige tilføje, at jeg slet ikke synes Harth fungerer i ”Time of Your Life”. Det der gjorde ham til en interessant karakter i Fray, var netop hans forbindelse til Fray og hele bror/søster tvistet, som blev udnyttet til perfektion af Joss Whedon. Men det vil så samtidig også sige, at der ikke rigtig er mere at komme efter her ang. den karakter i sæson 8 og det ender faktisk med, (hvilket garanteret ikke var Whedons hensigt), at Harth bliver udstillet som en temmelig ligegyldig skurk, hvis manglende gennemslagskraft bliver understreget af at Dark Willow, (i et flot nyt design for øvrigt), uden at gøre meget væsen af sig, klart overstråler ham.
Mere om ”Angel & Spike – After The Fall”, i morgen. :)
Apropos de to gentlemen så har jeg fundet en julevideo frem, som er virkelig charmerende og meget morsomt lavet, med en subtext man næppe kan ta' fejl af. ;)
Angel & Spike - All I Want For Christmas Is You :
#116 NightHawk 16 år siden
Angel – After The Fall # 15 – Preview ; 5 sider. :
http://comicbookresources.com/?page=preview&id...
Angel – “Not Fade Away” – Preview, (Stephen Mooney) :
http://moondog-themoonblog.blogspot.com/2008/12/ad...
Angel – “Smile Time” – Preview ; 5 sider, (Tipton & Messina) :
http://ryalltime.blogspot.com/2008/12/angel-smile-...
Buffy TVS – Season 8 # 20 – Interview med Jeph Loeb og 6 siders preview :
http://www.comicbookresources.com/?page=article&am...
Buffy TVS – Season 8 # 20/The Animated Series – Interview med Eric Wight :
http://www.slayalive.com/index.cgi?board=rebuff&am...
Buffy TVS – Season 8 # 21 – Preview ; 5 sider. (Harmony returns) :
http://www.newsarama.com/php/multimedia/album.php?...
The Future of Buffy TVS – Season 8 ; Interview med Scott Allie :
http://www.slayalive.com/index.cgi?board=buffyseas...
Jane Espenson om hendes kommende ”Oz” tegneserie i 5 dele :
http://www.scifi.com/scifiwire/index.php?category=...
Interview med Amy Acker – From ”Angel” to ”DollHouse” :
http://www.stuffwelike.com/stuffwelike/2008/12/15/...
Interview med David Boreanaz :
http://draftmag.com/magazine/articles/13
DollHouse – Exclusive clip :
http://ausiellofiles.ew.com/2008/12/exclusive-doll...
DollHouse – Pilot Episode ; IGN Review :
http://tv.ign.com/articles/940/940128p1.html
The Alphabet Killer – Variety Review :
http://www.variety.com/review/VE1117939227.html?ca...
Veronika Decides To Die – Trailer til Sarah Michelle Gellars nye film :
http://www.veronikadecidestodiethemovie.com/
Super cool endelig at se klip fra filmen. Ser umidelbart ud til at SMG leverer endnu en toppræstation, i hvad der lyder som et ret interessant plot. Men det bliver jo nok som sædvanlig kun på DVD, at fans i Danmark får mulighed for at se filmen. Det betyder jo så, at man må vente til omkring juni/juli/august før den udkommer på R1. Suk!
#117 Herrguth 16 år siden
Mangler stadig at se "The Air I Breathe" og "Suburban Girl", så det kunne være de skulle bestilles hjem efter jul.
Ser også lige Dushku's "The Alphabet Killer" kommer på R1 DVD til januar. Så må den jo hellere ryge i kurven også... :)
#116 Har du set Amber Bensons "Chance" og "Lovers, Liars and lunatics"?
Har så ofte overvejet at købe dem fra deres officielle sider. Men de er bare så pokkers dyre...
#118 NightHawk 16 år siden
Ja, det ser meget lovende ud. SMG's måde at spille på her, minder en del om samme underspillede/afdæmpede måde hun spiller på i hhv. The Return og The Air I Breathe, (to fremragende film for øvrigt), hvilket er to af hendes bedste præstationer.
Jeg har skrevet anmeldelse af både The Air I Breathe og Suburban Girl. De ligger i den nyeste "What we Saw" tråd, hvis du har lyst til at læse dem. :)
Jeg bestiller også The Alphabet Killer, trods de noget forskellige anmeldelser, ligeså snart der går løn ind igen :)
Har heller ikke fået set Amber Benson's Chance og Lovers, Liars and Lunatics endnu, men jeg havde tænkt på også at bestille dem hjem her efter jul sammen med "The Alphabet Killer", og så skriver jeg anmeldelser af alle tre film. Skal nok huske at gi' et heads up, når de ligger klar. :)
#119 Herrguth 16 år siden
Lyder godt med anmeldelser af Amber Bensons film. Dem vil jeg se frem til.
Dine anmeldelser er rigtig gode, så keep up the good work.
Selv er jeg ikke så pjattet med "The Return", men SMG spiller rigtig godt i den.
#120 NightHawk 16 år siden
Jeg takker. :)
Kan godt forstå, at du synes det virker uoverskueligt med så mange udgivelser og titler. Det tog også mig et godt stykke tid før, jeg havde fået overblik over de 3 tegneserier's, (Angel, Buffy og Spike), kronologiske rækkefølge fra dengang de to Tv-serier kørte og frem til i dag.
Jeg kan lave en liste over de forskellige tegneserier og i hvilken rækkefølge du kan læse dem. Så lægger jeg det op i tråden senere på ugen. :)