Især undrer jeg mig over, at folk overhovedet ikke er skræmte over, at der findes vampyrer, og at disse dræber folk for åbent TV - det irriterer mig faktisk rigtigt, rigtigt meget; jeg ville forestille mig vild panik, hvis vampyrers eksistens blev bevist på TV:o)
Har fået læst den nu, og må sige jeg er ganske enig i din vurdering. Især udplukket jeg har citeret. Det er éen ting at kritisere alle disse tomhjernet realityshows, men at bruge "OHMYGODVAMPSAREREAL" til dette virker underligt og useriøst. Men måske de ønsker at inddrage dette aspekt (vamps are real) uden at bruge 117 afsnit på det. Dunno.
Faith : ”They all leave you. That’s your theme song, isn’t it? Sing along if you want. Angel left you. Even your father left. But the mayor became my father. And he won’t leave me.”
Mens flammehavet fra den sønderbombede Sunnydale Highschool knitrer mod den Californiske nattehimmel med Buffy og co. som tilfredse tilskuere, overvåges de selv i total uvidenhed fra oven af den sejlivede skurk de ellers troede totalt besejret, nemlig Richard Wilkins III, Sunnydales tidligere borgmester og Faiths tidligere beskytter og faderfigur, der trods det kun at befinde sig i et åndeligt legeme sværger en grusom hævn over Buffy for de ting hun har lagt i ruiner, ikke mindst Wilkins højt elskede Dark Slayer der befinder sig i dyb koma på hospitalet. 2 uger senere efter det store opgør ligger Buffy slumrende på sit værelse, men søvnen er alt andet end behagelig, for i drømmeland bliver tingene på makaber vis vendt på hovedet, da hun står ansigt til ansigt med Faith der modsat Buffys tøvende fremfærd er iskold og ovenpå i sådan en grad, at Buffy ikke kan forhindre at hun, modsat sidst, pludselig selv står tilbage som det hårdt sårede offer. Næste dag da solens første stråler rammer Sunnydale, gør Wilkins sig sine tanker om hvad han kan stille op i sin nuværende tilstand og opdager at han kan besætte og animere allerede døde ting. Selv om han ikke er meget for det, bliver en halvrådden krage første trin på vejen til at få ryddet Buffy af vejen én gang for alle.
Buffy : ”IM of my game. Way off. I can’t even see the game from here. I don’t know if it has to do with the dreams or not...I screamed earlier tonight when I saw that first vampire. Then I let Giles get hurt...IM exhausted. It’s like, I gave up everything I had for that fight on graduation day, and now...now I have to find more, and maybe it’s just not there.”
Imens Xander og Willow tager afsked med Cordelia der er på vej til L.A., våger Wilkins over Faith og fortæller hende om sin plan. Senere da mørket atter har sænket sig, er Xander taget med Buffy på patrulje og midt i begges deprimerende snak om at ha’ mistet deres kærester, bliver de pludselig overfaldet af en glubsk vampyr. Buffy går højst uventet først i chok, inden hun på vanlig vis sender krybet retur til helvede for øjnene af Xander, samt Willow og Giles der er dukket op i mellemtiden, som undrer sig over hendes spøjse reaktion på angrebet, hvilket Buffy forklare mellem linjerne skyldes en bizar drøm hun har haft om Faith. Imens i hospitalets kapel besætter Wilkins et lig, da kragen så småt er ved at gå i opløsning. Ved kirkegården beslutter Giles og Xander sig for at tjekke drømmens betydning ud, mens Buffy følges ad videre med Willow, der forsøger at muntre hende op inden hun selv daffer hjemad. Alene blandt gravstenene slentrer en bekendt fra highschool, Hogan, pludselig forbi, men i stedet for at la’ ham gå sender Buffy ham i en anden retning for at beskytte ham med alvorlige konsekvenser til følge. Wilkins der i mellemtiden har besat en langt stærkere vampyr dræber Hogan og er nær ved at ta' livet af Buffy, som dog med hjælp fra Xander og Giles, (der igen igen bliver slået ud), får vendt slagets gang.
Mens Giles er til observation på hospitalet, forklarer Xander om liget på kirkegården, som ingen fatter hvordan er havnet dér og Buffy gir igen udtryk for, at hun ikke helt kan kapere den mystiske og meget livagtige drøm, som nu også er skyd i hendes manglende overblik og Hogans død. Xander gør sit bedste for at trøste hende og tager med Willow og Oz på patrulje, mens Buffy tager med Giles hjem for at passe på ham, bruger hun tiden til at filosofere over om vampyren mon kan være del af en større plan og falder så småt i søvn. På kirkegården deler teamet sig, da Willow og Oz pga. fuldmånen i hast skal ha’ fundet et bur, og Xander må selv stå for den videre efterforskning. Tynget af situationen og det faktum at han føler sig udenfor de andres kommende collegetid, tager han hjemad og overvejer et kort sekund om han sku’ blive og bakke Buffy op, men overhøre så sine forældres skænderier fra kælderen og bliver dermed bekræftet om, at det nok er tid til luftforandring. Andetsteds render Oz og Wilow på en gruppe mystiske militærfolk nær college men tænker ikke nærmere over det, da de selv er travlt optaget. Hos Giles ender Buffy igen i drømmeland overfor Faith, der denne gang har fået selskab af Angel, som overraskende ender med at være både Faiths elsker og Buffys morder.
Wilkins : ”My goodness how alone she is. Our Goldilocks. No wait, by golly, what am I thinking? She’s not alone at all...I’m here.”
Buffy vågner skræmt og fortumlet, mens Xander hjælper Willow med at holde Oz bag lås. Andetsteds tager Wilkins korporlig form i endnu en vampyr, dræber en student og stalker efterfølgende Buffy der lidt efter finder liget og på ny føler sig tynget af skyld. På vej til at genforenes med hende bliver Willow angrebet af Wilkins, der kommer til at tale over sig, inden Willow får held til at trylle sig væk. Før Wilkins kan nå at reagere, bliver han overrumplet af militærenheden The Initiative og slæbt med til den hemmelige base under jorden, hvor chefen Maggie Walsh beordrer ham disekteret, (mums). Willow når lidt efter frem til Giles og sammen finder de ud af, at en ånd højst sandsynligt står bag de forskellige angreb på Buffy, der hjemme hos sig selv bliver dolket og dræbt af Faith i en drøm der sender Buffy halvvejs sovende mod Faiths lejlighed. På vejen dertil passere hun Xander på vej ud af byen, der i stedet for at fortsætte bekymret følger efter hende. I The Initiatives laboratorium ser Wilkins sit snit til, mens han bliver skåret i småstykker, at skifte krop til et muskuløst monster og optage jagten på Buffy...
---------------
Forventningerne til Jane Espensons første lange historie i Buffy regi var ventet med stor spænding fra min side og det store spørgsmål var så efter lang tids venten, om historien nu også ku’ leve op til den mindre hype, jeg selv havde skabt og svaret er enkelt… ja det ku’ den så absolut. For er der nogen der kan formå at bevare overblikket og linke subtext med tekst ud over Joss Whedon selv, er det Jane Espenson. I ”Haunted” spiller hun på de forskellige karakterers frygt for isolation og angsten for at miste, bedst illustreret i form af de to duellanter Buffy og Richard Wilkins, der er tæt forbundet gennem hele handlingen via Faith trods hendes koma. I hendes fysiske tilstand bliver vi gjort bekendt med Wilkins angst for at miste den sidste forbindelse han har til den eneste person han har haft oprigtige følelser for, nemlig Faith som er at betragte som en datter for ham. Dette bliver genialt illustreret, da Wilkins, (stik modsat den hypersensitive og bakterieskræmte person man husker fra tv-serien), pga. af sin kærlighed til Faith, må tvinge sig selv ind i diverse mere eller mindre halvrådne og ildelugtene kadavere. Samtidig har Wilkins hævnplaner for at eliminerer det tætteste Faith kommer på en søster, Buffy, en skræmmende bivirkning, der betyder at får han succes, ja så tager han også sig selv med i faldet og ender med at miste alt.
I sit ambivalente forsøg på at få skovlen under den blonde Slayer, bliver Faith både hans hjælper men også hans akilleshæl, da hun først er med til at svække Buffy via de tre drømmesekvenser, hvor især part to med savnet af Angel og hendes far bliver en central brik i det store puslespil om at knække hende psykisk og efterfølgende fysisk. Men, (og det følgende indikere klart at søsterbåndet er stærkere end det faderlige), i selv samme drømme ja så ender de fysiske og verbale dueller mod Faith faktisk med at blive dels et selvtillids boost for Buffy, der ellers er tæt på at miste gejsten i virkelighedens verden, men også selve løsningen på det afsluttende opgør, hvor både Xanders følelse af at stå uden for, (være isoleret/her set i forhold til de andres College fremtid), og Willows angst for at miste, (ang. Oz varulve problemer), fører dem sammen med Buffy og er med til at redde hendes liv. Det bliver så at sige the Scoobie’s, (familien), som Faith i virkeligheden ønsker at blive en del af, der overtrumfer Richard Wilkins, (faderrollen), som hun i bund og grund godt ved udnytter hende, men som hun alligevel har knyttet sig til i mangel af bedre. Til sidst laver Espenson så en finurlig sammenkædning til det familiære, da eftervirkningerne af Wilkins flugt fra The Initiatives underjordiske base, bliver starten på skabelsen af cyborgen Adam og hans moderbinding til den øverste leder, professor Maggie Walsh.
Der er, som jeg vurderer det, tale om en lille perle her fra Espenson, der vokser ved flere gennemlæsninger og som også er fascinerede at se på ang. Cliff Richards elegante og dynamiske streg, som virkelig brager igennem i de flotte drømmescenarier.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Take Back The Night : 12 sider, skrevet Tom Fassbinder og tegnet af Cliff Richard
Buffy : ”Stakes. They’re just not for vampires anymore. Let’s see how you do against someone who fights back.”
Til en fest på College forsøger en lummer sjuft at score en af de kvindelige studerende, som dog klat og tydeligt afviser hans platte scorereplik og derfor straks bliver beskyldt for at være lesbisk, (suk). Lidt efter på vej hjem bliver hun brutalt overfaldet af et par slimede kryb. Buffy der tilfældigvis er i nærheden på patrulje overværer det og skrider straks til handling. Men selv om hun får uddelt godt med cirkelspark, kan hun intet stille op med hensyn til pigen, der pludselig og temmelig klamt opløses i små insekter. Næste dag mødes Buffy med Xander, Willow og Giles for at snakke motiv og lægge strategi mod kæmpeinsekterne, inden hende og Willow senere tager til et anti-voldtægts møde på campus. Midt i foredraget dukker Xander op med intentionen om at score, men opdager så mega pinligt hvor han er, da Willow og Buffy pænt irriteret gør ham opmærksom på det. Midt i skænderiet bliver salen angrebet af de tre insekter, der spreder vild panik. Xander bliver slået ud og Willow kidnappes, før Buffy kan nå at optage jagten. Da hun får indhentet de tre kryb er straffen nådesløs og hård, Willow bliver reddet og Buffy tager så at sige natten tilbage med et smørret grin, efterladende The Initiatives, der kommer for sent, hjælp ubrugelig.
I denne første ud af tre middelmådige short stories gør debuterende forfatter Tom Fassbinder absolut intet for at underspille budskabet om voldtægt og straf i en historie, hvis metaforer er nærmest patetisk ringe og de mandlige karakter til grin. Man kan desuden stille spørgsmålstegn ang. moralen i ”Take Back The Night”, for Fassbinder her indikerer jo her med al tydelighed faktisk, at det er ok at slå sine overfaldsmænd ihjel. Selvfølgelig skal de straffes, det siger sig selv, men signalet om at udføre selvtægt med et stort smil på læben, synes jeg et eller sted er helt forkert og jeg bryder mig faktisk ikke om den måde hvorpå Buffy, som den rollemodel karakteren nu engang er for unge piger/kvinder, bliver brugt på her, eller sku jeg rettere sige udnyttet på af Fassbinder.
Killing Time : 8 sider, skrevet af Doug Petrie og tegnet af Cliff Richard
Buffy : ”Okay. Beat the clock before do-rag takes form. Piece of…cake.”
Midt i en hæsblæsende storm foretager tre piger fra studentergruppen Sigma Chi et farligt indvielsesritual i klokketårnet nær centrum af Sunnydale for at hidkalde dæmonen Ragginor, der kan kontrollere tiden. Ritualet går dog grueligt galt og mens stormen når orkanagtige højder, når Buffy i mellemtiden frem. Hun opdager hurtigt at hun er overmatchet og ringer derfor straks, efter en kort flyvetur, hjem til Willow for at få de eksakte instruktioner til at besejre den tilsyneladende uovervindelige dæmon. Da det står klart at dens magt ligger i klokketårnets ur, må Buffy nu ud i kamp mod tiden for at ku’ nå at destruere det, inden Ragginor manifesterer sig i al hans grufulde vælde og får tid og rum til at kollapse. Midt i forsøget på at knække den ene viser i to dele, bliver Buffy slået omkuld og falder ud af tårnet. Klar over at der nu skal tænkes hurtigt snyder hun Ragginor til at morfe til en giga bille og mens hun holder snakken gående løsriver viseren sig og spidder den arrogante dæmon, hvilket øjeblikkeligt bringer Sunnydale ud af farezonen.
Tjae, i ”Killing Time” skal goe’ gamle Doug Petrie vist være glad for, at Cliff Richards illustrationer er så forrygende at se på, for de tager unægtelig en god portion opmærksomhed fra denne ellers beskedne omgang kreeret af Joss Whedons højre hånd. Selve punchlinen/dæmonen Ragginors skæbne er nu ganske godt fundet på, selv om den opmærksomme læser højst sandsynlig havde regnet det tvist ud lang tid i forvejen. Mht. om slutningen kopiere Fear Itself hvor Buffy træder på dæmonen, så synes jeg ikke den i ”Killing Time” er det samme, da Ragginor må være af en pæn stor størrelse, efter som den bliver spiddet på viseren fra klokketårnet.
---------
Til næste weekend ligger megahistorien Blood of Carthage klar. Ugen efter resten af Omnibus vol. 5. Så tager jeg en mindre pause for at skrive på andre ting, inden jeg starter op igen her i tråden med de to første af de gamle Angel udgivelser fra Dark Horse. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Indholder store spoilers for såvel dette som det foregående nummer
Angel sidder med sin søns lig mellem hænderne, og han har vel nærmest mistet modet på at fortsætte sin kamp, og han tænker: Bullets, sword through the chest, losing my soul - I thought I knew pain, mens Gunn igen vender på en tallerken og sympatisk holder sig væk fra Angel, så han kan sørge i fred.
En drage udtrykker Wolfram and Harts vilje, idet den prøvet at fortælle Angel, hvordan spillereglerne herefter er: Han skal tage sit følge med tilbage til hotellet, og så kan de sende Conners lig over (endda rengjort og klar til at blive begravet), og de spilleregler vil Angel ikke leve med; han angriber dragen og slår den ihjel. Spike overbeviser Wesley om, at han ikke behøver at bekymre sig om Angels sikkerhed; Wolfram and Hart vil ikke slå deres vigtigste skakbrik ihjel, og herefter gør Wesley dette klart form W&H's hær, at denne ikke må røre Angel.
W&H gør det klart, at hvis der sker noget med Angel vil de redde ham tidligere i hans tidslinie; han skal være uskadt, og herefter er Angel og Wesleys plan klar; de skal have nulstillet tiden til tidspunktet, hvor de kæmpede i Not Fade Away. Wesley forlader gruppen, mens Angel siger: Thank you, Rogue Demon Hunter; Wesleys tid er slut.
Angel sætter en meget forvirret Spike til at holde hæren på afstand, mens han tager fat i Gunn og indleder en kamp med denne. Herefter får han Gunn til at gøre det af med ham. W&H er rasende, og Wesley forklarer med sine sidste ord Spike, hvad der foregår, og beder ham om at holde godt øje med, at Illyria holder sig på deres side, inden går over til Illyrias lig.
Spike kommer til sig selv midt i kampen fra Not Fade Away, men han kan huske alt, hvad der er sket, og det kan Illyria, der kæmper ved hans side, også. Angel står også i gyden og er igen vampyr. Illyria bekæmper horderne af dæmoner, mens hun meget mere menneskelig end før angrer for at have gjort det af med Fred, og Cordelia (dragen) kommer hende til hjælp.
Angel stikker af fra kampen for at redde den døende Gunn, der beder Angel om at lade ham dø. Sorry Charles, It's not that easy er svaret. Angel forsøger at redde Gunn ved at tage ham med til W&H's bygning, men det har tilsyndelandende være omkostningsfuldt at spole tiden tilbage, og kontorbygningen er erstattet af en Doublemeat Palace-restaurent. Herefter bringer Angel Gunn til det nærmeste hospital, hvor det viser sig, at LA's befolkning også kan huske det hele; befolkningen kender til eksistensen af vampyrer og dæmoner, og den husker Angel som helten, der reddede dem.
Udenfor hospitalet forenes Angel og Conner, og Angel bryder sammen i tårer. Deres møde bliver afbrudt, da folk vil sige tak til Angel...
Vurdering - indeholder også store spoilers:
Jeg starter med illustrationerne, og de er i mine øjne Urrus bedste; især de to første sider, Gunn stående med det flammende sværd, og Angels tårer til sidst. Fantastisk; og jeg kan ikke engang lide tegnestilen:o)
Historien har jeg det meget ambivalent med; jeg bryder mig ikke om, at der langt hen af vejen er tale om et reboot; jeg er godt klar over at historien i høj grad får betydning for fremtiden, når alle spillerne kan huske det hele, men jeg synes, at alle de mange følelsesmæssige højdepunkter i serien bliver udhuldet af, at de 'faktisk ikke er sket'; Conner og Illyrias dødsfald var to af historiens højdepunkter og nogle af de modigste dele, og det selvom jeg ikke var tilfreds med Conners død, og nu har Conners død nærmest ingen betydning, mens Illyrias død nok får større konsekvenser, fordi den har udviklet hende til at forstå menneskelige følelser.
Rebootet betyder, at alle de døde figurer stadig er i universet, og jeg var ellers godt tilfred med Groosaloogs død, men Lynch snakker endda løst og lidt jokende om at lave et Groo-oneshot, og den tanke giver mig kuldegysninger; Groo har heller ikke i Lynchs hænder været udnerholdende.
Jeg synes at flere af figurerne har udtjent deres levetid: Illyria var altid mest interessant sammen med Wesley, men hun kan blive interessant nok med den nye udvikling, selvom hun nok i mine øjne nåede højdepunktet i forhold til min interesse i hende, da hun viste sin sande form, og Gunn er jeg egentlig mest af alt bare træt af; han er uden tvivl den faste figuer i serien, som har sagt mig mindst, og uanset, havd han har gjort i After The Fall, så er intet forandret; han angrer for sin synder - jeg håber at han dør, og i mine tanker var han allerede afskrevet som død et halvt minut efter slutningen på Not Fade Away
Lynchs egene figurer fra serien er blevet udviklet så lidt, så et gensyn med dem umiddelbart vil efterlade mig upåvirket; Spider, Non, Betta George, de tre slayere osv. har ikke vist mere end et glimt af deres personlighed og er deres udvikling er udeblevet totalt pga. figurmængden.
Af de overlevende figurer håber jeg egentlig kun på, at Angel, Spike, Conner & Illyria fortsat er en del af 'castet' i Aftermath, hvor det i øvrigt er officielt, at overleverne bliver ledsaget af Kate.
I forhold til Buffy # 21 kan nummeret forklare, hvorfor LA's befolkning er så upåvirkede af afsløringerne af vampyrenes eksistens, og hvorfor denne er så klar til at hylde Hamony, som stjernen i et realityshow...
Meget af min uvilje mod rebootet skyldes dog utvivlsomt, at jeg - i henhold til de første udmeldinger - altid har set "After The Fall" som den (midlertidige) afslutning for Angel og dennes hold, og ikke 'bare' som et setup til "Angel - The Neverending Story of a vampire"... Jeg frygtede hele tiden, at det ikke ville blive sådan, men med Whedons farvel til serien, ved jeg ikke om jeg fortsætter med at læse ret længe efter # 17.
# 144: Et gensyn med Bech og Tok var en rigtig god nyhed; Bech er klart den Lynchskabte figur, som jeg bedst kan lide, og Tok får en klar andenplads. Jeg håber, at det bliver en "Buffyverse" udgivelse uden nogle af ansigterne fra TV-serien; det kunne være meget interessant og superfeds; selvom jeg også gerne så de to tøser møde Spike igen på et tidspunkt.
Harmonys MTV-blog lider meget under det, som jeg til dels kritiserede Buffy # 21 for; den prøver for meget på at tydeliggøre kritikken af MTV-generationen og sammenligneligheden mellem hende og Paris Hilton, men teksten om, at andre udgør solen og planeterne, der drejer rundt om "Harmonys jord" var perfekt ramt:o)
Og nu kommer Dollhouse's premiere tæt på; det bliver fantastisk... Jeg har lige varmet op med mit nyindkøbte Tru Calling-bokssæt, og det bliver rart at se Eliza Dushku i noget (ordentligt) igen!
Har du tilfældigvis set Fire & Ice med bl.a. Amy Acker? Hvis ikke, så spar endelig dig selv for den; magen til elendig dialog/film skal man lede længe efter.
# 148: Den havde jeg faktisk slet ikke hørt om, men tak for tippet. Jeg har dog også en formodningsregel om, at fantasy-film, man slet ikke hører om, som udgangspunkt bare er dårlige; for genren få jo så meget opmærksomhed, at man alligevel hører om næsten alle film indenfor genren...
Buffy : ”Fun in the sun, A jellystone park-size picnic, bonfire after dark…It’s all good. All work and no play makes Buffy a dull slayer.”
I en af få fredelige stunder nyder Buffy, Xander og Willow en oldschool picnic ved en dæmning, et sted kun forbeholdt for collegestuderende, i udkanten af byen. Men trods de hyggelige omstændigheder fornemmer Buffy ondskaben hænge i luften, da de midt i maden får øje på en skummel og for dem ukendt borg på den anden side. Mens de sidder og småsnakker, bliver de afbrudt af Buffys gamle veninde Felicia og dennes date den arrogante Joe Burges, som især Xander husker som et knap så fedt bekendtskab fra sin highschool dage. Lidt senere da trioen er på vej hjem møder der dem hurtigt et skrækkeligt syn, da de opdager at Felicia og Joe er kørt galt. Hårdt sårede får Buffy hjulpet dem ud af bilen, da Joe pludselig mumler noget der får koldsveden frem hos både Xander og Willow, som straks får et flashback til deres barndom og de første rygter om den lokale bøhmand kaldet Mad Jack, hvor Willows mor også samtidig advarede hende mod at være ligeså uansvarlig som den fjollede og vovede Xander. Tilbage i nutiden igen får Buffy der er taget hen til Giles overraskende besøg fra stikkeren Tergazzi, der beder dem skynde sig til Willys bar, hvor en grusom massakre har fundet sted. Lidt efter befinder Buffy og Giles sig midt i det blodige kaos og Buffy får straks en mistanke om hvem der ku’ stå bag, da hun opdager en tidligere fjende, teenageren Brad, (vi mødte karakteren i omnibus 3), siddende alene tilbage i lokalet. Han viser sig dog hurtigt at være helt uskyldig. Hjemme hos Giles igen diskuterer scobbies om hvem bagmanden kan være. Giles tror det er en helt ny dæmon de har med at gøre, mens Buffy derimod er overbevist om, at det er legenden Mad Jack der er på spil igen. Mens de andre leder efter mere info, tager Buffy solo af sted mod borgen ved dæmningen, som højst sandsynligt ku’ være det ideelle gemmested for monstret.
Buffy : ”So you’re the bogeyman? Gotta say I’m not impressed. If you’re waiting for me to flee in terror? Not gonna happen.”
Buffy har ikke listet sig rundt særligt længe i området, da hun render på den groteske Mad Jack der efter en kort duel ender med at miste hovedet, og så sku’ den sag jo være løst. Men så let skal det dog ikke gå og da Willow dagen efter fortæller, at liget af Brad er blevet fundet maltrakteret som dem fra Willys bar, er alle klar over at den mystiske morder stadig er på fri fod og at Buffy har nakket den forkerte. Samtidig i den anden ende af byen kontakter dæmonen Xerxes sin mester fra det hinsides og kalder ham til byen. Andetsteds er Spike på vej til en våbenhandel, men finder sin dealer Jax myrdet, (som Brad og de andre ofre), og får med held selv afværget et angreb fra Xerxes der efterfølgende flygter, efterladende Spike der kender bæstet undrende over dens pludselige tilstedeværelse i Sunnydale. Dagen efter under det årlige tivoli/karneval fortæller Buffy til Willow og Xander, at hun ikke rigtig kan se det fornuftige i at ofre så meget tid på sine studier, når hendes fremtid samtidig er så dyster. Giles dukker dog heldigvis op og får tankerne nogenlunde på afstand, da han beretter om Jax skæbne. Buffy inspirer til straks at gå i gang med lidt detektivarbejde og vil denne gang være helt sikker på ikke at ta’ fejl igen. Imens får Willow atter et flashback til barndommen og en campingtur med Xander, der nær havde kostet dem livet.
Buffy : ”Lately I just...don’t care enough, I guess. Apathy thy name is Buffy. Thing is, Will, college is your natural habitat. It isn’t mine.”
Willow : ”I stopped being Gillian to Xanders Skipper a long time ago. I’m just me, now, an I can take care of myself.”
Buffy beder Willow tjekke alle detaljer efter som hun plejer, men Willow er træt af altid at sku’ agere sidekick og påvirket af sine flashbacks hvor hun lod sig styre af Xander, laver hun et mindre mytteri så det i stedet ender med at Giles må påtage sig den opgave, da Willow hellere vil på patrulje ved dæmningen med Buffy og Xander. Knap er de ankommet dertil, før de pludselig bliver overfaldet af tre vampyrer, der synes at befinde sig i en trancelignende tilstand mumlende noget om en dæmon kaldet Ky-Laag. Efter en kort men heftig battle tager de retur til Giles, der i mellemtiden holder møde med Tergazzi, for at tjekke selv samme dæmon nærmere efter. Mens Buffy undervejs stadig fabler om sin usikkerhed ang. fremtiden, kommer Xander i tanke om at han skal mødes med Anya, som tilfældigvis bliver overfaldet af Xerxes samtidig, på The Bronze. Heldigvis for hende er de andre lige i nærheden og får sendt Xerxes på flugt. Senere hjemme hos Giles kan han berette fra sine bøger, at Xerxes er håndlanger for lederen af kulten ”Blood of Carthage”, en gammel demon lord kaldet Vranka. Buffy og co. forstår dog stadig ikke grunden til de mange mord, der både inkluderer dæmoner og mennesker, og Willow foreslår derfor at hun via en seance tager kontakt til den tidligere slayer, nu åndelig guide, Lucy Hannover der forklarer dem at Ky-Laag er en oldgammel og magtfuld dæmon, hvis eneste ønske er at lægge jorden øde. Begravet i sit fængsel under jorden vågner dæmonen hver 10’ende år og forsøger at lokke svagere væsner til at hjælpe den med at undslippe. Imens Hannover hjælper Buffy og co., følger Spike efter Xerxes og finder frem til Vraka og resterne af kultens skjulested. Hos Giles erfarer Buffy til sin skræk fra Lucy Hannover, at hun ved at dræbe Mad Jack, har gjort det nemmere for Ky-Laag at slippe løs, da Jack var udsendt af Vraka som en salgs fangevogter.
Buffy : ”The cost of not doing my homework on Mad Jack may be thousands of lives. I want a life. But I don’t want anyone else to pay for it.”
Buffy får straks dårlig samvittighed og føler at hendes fejl skyldes, at hun skal koncentrer sig om både college og slayerpligten på én og samme tid. For ikke at begå flere dumheder beslutter hun sig derfor resolut at ta’ ud og vogte ved dæmningen igen. Imens i sin nyligt indrettede base sværger Vraka hævn over Buffy, for at ha’ ”hjulpet” Ky-Laag, og sender derefter Xerxes af sted for at få fat på Spike, som Vraka også har et horn i siden på, da Spike, (fordi Drusilla var kidnappet af en rivaliserende bande), for lang tid siden i Venedig spolerede ”Blood of Carthages” planer om at overtage magten i underverdenen. I nutiden bliver Giles og co. kontaktet af Spike, der ud over at vide hvem der står bag mordene også kan berette at Ky-Laags mål er at få ramt på Vraka. Spike der selv er i farezonen, allierer sig derfor snedigt med scoobies som ekstra gardering. Ved dæmningen får Buffy pludselig masser at se til, da Vrakas håndlangere, de smækre tvillingesøstre Xiu og Xau med følge af Xerxes sætter alt ind på at eliminere den blonde slayer definitivt. Imens hos Giles dukker Vrakas højre hånd, en gusten dværg kaldet Harim op får at få has på Spike. Efter et par drabelige kampe hos Giles og ved dæmningen ender Buffy og co. med at lave en våbenhvile med Vraka og i stedet sammen forsøge at besejre den altødelæggende Ky-Laag.
-----------------------------
I den anden af Omnibus vol. 5’s lange historier tager Christopher Golden, i hvad man roligt kan betegne som hans svendestykke i tegneserie regi, læseren med på et gigantisk eventyr, der involvere op til flere sidehistorier, flashbacks, tre forskellige tegnestilstilarter, et enormt persongalleri, barndomstraumer og spekulationer om fremtiden, hævnplaner, alliancer og et hav af drabelige dueller. Således kommer man både til Rom og Venedig i fortiden og et smut til New York i nutiden, inden det hele ender tilbage i centrum af Sunnydale i et forrygende og eksplosivt opgør med den gigantiske Ky-Laag. Normalt når det er Christopher Golden der står for manuskriptet, kan man være sikker på en solid omgang kulørt ramasjang i gaden og det får man så sandelig også rigeligt af i ”Blood of Carthage”, der dog så til gengæld også indeholder en ligeså stor modvægt af indre/ydre konflikter hos Buffy, Willow og skurken Vraka, der lagt sammen alle handler om at ku’ omstille sig ved at være i stand til at kombinere fortiden med nutid og udvikle sig i en ny og forbedret retning.
Til at linke de tre hovedpersoner sammen, (Giles, Xander, Anya og Spike, der stadigvæk på dette tidspunkt er en outsider til scoobier’ne, agerer her biroller), benytter Golden sig af monstret og Sunnydale legenden Mad Jack, der først bliver brugt til at vise Willows idoldyrkelse af Xander i Chynna Glugsons manga-inspirerede flashbacks. En idoldyrkelse som Willow kæmper for at komme væk fra, for at styrke sit eget jeg i løbet af handlingen og som også går glimrende i tråd med hendes søgen efter selvstændighed og personlige udvikling i tv-seriens fjerde sæson, hvor Tara senere bliver en yderligere del af Willows rejse fra fordoms rolle som sidekick og frem til den magtfulde og betydningsfulde del af Buffys team, der sidestiller hende med, og nogen vil måske endda mene overgår, den blonde slayer i styrke og lederegenskaber. For Buffy der samtidig slås med en større og større tvivl om betydningen af en uddannelse kombineret med de negative fremtidsudsigter som slayer, kommer bekendtskabet med Mad Jack via Willow som en kærkommen lejlighed for at få luft for sine frustrationer. Men duellen mod selv samme ender med at få alvorlige konsekvenser og ender, i stedet for at styrke hende, med at bringe hende så meget ud af kurs psykisk, at hun er tæt på at droppe ud af College.
Willow prøver på almindelig vis at tale hende til fornuft, men får først ændret Buffys tankegang, da hun via magi får kontakt til Lucy Hannover, der ligesom Willow ender med, lige inden, under og efter det store opgør mod Ky-Laag, at få en betydningsfuld dobbeltrolle, verbalt og fysisk, for Buffys fremtidsplaner på dette tidspunkt i hendes balancegang mellem et almindeligt liv og rollen/pligten som superhelt. For Vraka betyder elimineringen af Mad Jack den ultimative trussel for både hans eget og hans tidligere magtfulde kults eksistens og det tvinger ham ikke blot ud i lyset, men også ud i en tid han synes at være alt for oldnordisk i tankegang til at ku’ kapere, og for at ha’ en chance for at overleve må den stædige gamle dæmon æde sin stolthed og samarbejde med fjenden, i dette tilfælde Buffy og co. Alliancen her kommer via Spike og således bliver hans birolle den mest vigtige i handlingen. En interessant detalje ang. Spike’s to alliancer, han får skabt med Vraka, der er værd at lægge mærke til, er at den første han laver i fortiden er for at redde hans elskede Drusilla, mens den i nutiden ender med, selv om motivet er ren egoistisk tænkt, at betyde hans senere store kærlighed, Buffys, overlevelse.
Tager vi et kig på illustrationerne til ”Blood of Carthage”, er der som sagt tale om tre forskellige stilarter. Willow og Xanders barndom er lavet i den velkendte japanske mangastil med store øjne og brede smil, og er perfekt til at udstille karakterernes, på dette tidspunkt i deres liv, uskyldighed. I flashback scenerne med Vraka og kulten i Venedig og Rom tages en helt anden og mere grov stil i brug fra tegnerne Paul Lee og Brian Horton, som man også kan opleve i første del af den grafiske novelle Angel – Hunting Ground. Der er tale om et spøjst mix af malertekniker og oldschool tegnestil, som man husker det fra f. eks Lee Falks Fantomet. Scott Allie er, ud fra hvad man kan læse i ”Hunting Ground”, vild med stilen, men jeg er dog ikke ligefrem nogen stor fan og er glad for, at det kun er i de forholdsvis korte flashbackscener, at man skal se på det. Ellers er det le grand champion Cliff Richards, der står bag illustrationerne i vanlig elegant og dynamisk udtryk i hhv. varme og stemningsfulde scener som f. eks ved karnevalet, de mere dystre af slagsen når Buffy slås med sine følelser, de creepy af slagsen som jagten på Mad Jack ved borgen om natten, de magiske med Lucy Hannover, for slet ikke at snakke om de, igen igen, fantastiske kampscener, hvor især Buffys duel mod Xerxes og Vraka i trætoppene, samt slutningen med Ky-Laag er en sand fryd for øjet.
Christopher Goldens bedste historie uden tvivl og godt mht. det samlede niveau i Vol. 5, som holdes solidt oppe indtil videre. Nu er det så op til Hearts of The Slayer og Oz in Nepal, at slutte ordentligt af og et eller andet siger mig, efter at ha’ bladret dem hurtigt igennem, at de også vil gøre lige præcis det.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#141 loki 16 år siden
Har fået læst den nu, og må sige jeg er ganske enig i din vurdering. Især udplukket jeg har citeret. Det er éen ting at kritisere alle disse tomhjernet realityshows, men at bruge "OHMYGODVAMPSAREREAL" til dette virker underligt og useriøst. Men måske de ønsker at inddrage dette aspekt (vamps are real) uden at bruge 117 afsnit på det. Dunno.
#142 NightHawk 16 år siden
Buffy The Vampire Slayer – Omnibus Vol. 5
Haunted : 92 sider, skrevet af Jane Espenson og tegnet af Cliff Richard
http://buffycomics.hellmouthcentral.com/covers/hau...
http://buffycomics.hellmouthcentral.com/covers/hau...
http://buffycomics.hellmouthcentral.com/covers/hau...
http://buffycomics.hellmouthcentral.com/covers/hau...
Faith : ”They all leave you. That’s your theme song, isn’t it? Sing along if you want. Angel left you. Even your father left. But the mayor became my father. And he won’t leave me.”
Mens flammehavet fra den sønderbombede Sunnydale Highschool knitrer mod den Californiske nattehimmel med Buffy og co. som tilfredse tilskuere, overvåges de selv i total uvidenhed fra oven af den sejlivede skurk de ellers troede totalt besejret, nemlig Richard Wilkins III, Sunnydales tidligere borgmester og Faiths tidligere beskytter og faderfigur, der trods det kun at befinde sig i et åndeligt legeme sværger en grusom hævn over Buffy for de ting hun har lagt i ruiner, ikke mindst Wilkins højt elskede Dark Slayer der befinder sig i dyb koma på hospitalet. 2 uger senere efter det store opgør ligger Buffy slumrende på sit værelse, men søvnen er alt andet end behagelig, for i drømmeland bliver tingene på makaber vis vendt på hovedet, da hun står ansigt til ansigt med Faith der modsat Buffys tøvende fremfærd er iskold og ovenpå i sådan en grad, at Buffy ikke kan forhindre at hun, modsat sidst, pludselig selv står tilbage som det hårdt sårede offer. Næste dag da solens første stråler rammer Sunnydale, gør Wilkins sig sine tanker om hvad han kan stille op i sin nuværende tilstand og opdager at han kan besætte og animere allerede døde ting. Selv om han ikke er meget for det, bliver en halvrådden krage første trin på vejen til at få ryddet Buffy af vejen én gang for alle.
Buffy : ”IM of my game. Way off. I can’t even see the game from here. I don’t know if it has to do with the dreams or not...I screamed earlier tonight when I saw that first vampire. Then I let Giles get hurt...IM exhausted. It’s like, I gave up everything I had for that fight on graduation day, and now...now I have to find more, and maybe it’s just not there.”
Imens Xander og Willow tager afsked med Cordelia der er på vej til L.A., våger Wilkins over Faith og fortæller hende om sin plan. Senere da mørket atter har sænket sig, er Xander taget med Buffy på patrulje og midt i begges deprimerende snak om at ha’ mistet deres kærester, bliver de pludselig overfaldet af en glubsk vampyr. Buffy går højst uventet først i chok, inden hun på vanlig vis sender krybet retur til helvede for øjnene af Xander, samt Willow og Giles der er dukket op i mellemtiden, som undrer sig over hendes spøjse reaktion på angrebet, hvilket Buffy forklare mellem linjerne skyldes en bizar drøm hun har haft om Faith. Imens i hospitalets kapel besætter Wilkins et lig, da kragen så småt er ved at gå i opløsning. Ved kirkegården beslutter Giles og Xander sig for at tjekke drømmens betydning ud, mens Buffy følges ad videre med Willow, der forsøger at muntre hende op inden hun selv daffer hjemad. Alene blandt gravstenene slentrer en bekendt fra highschool, Hogan, pludselig forbi, men i stedet for at la’ ham gå sender Buffy ham i en anden retning for at beskytte ham med alvorlige konsekvenser til følge. Wilkins der i mellemtiden har besat en langt stærkere vampyr dræber Hogan og er nær ved at ta' livet af Buffy, som dog med hjælp fra Xander og Giles, (der igen igen bliver slået ud), får vendt slagets gang.
Mens Giles er til observation på hospitalet, forklarer Xander om liget på kirkegården, som ingen fatter hvordan er havnet dér og Buffy gir igen udtryk for, at hun ikke helt kan kapere den mystiske og meget livagtige drøm, som nu også er skyd i hendes manglende overblik og Hogans død. Xander gør sit bedste for at trøste hende og tager med Willow og Oz på patrulje, mens Buffy tager med Giles hjem for at passe på ham, bruger hun tiden til at filosofere over om vampyren mon kan være del af en større plan og falder så småt i søvn. På kirkegården deler teamet sig, da Willow og Oz pga. fuldmånen i hast skal ha’ fundet et bur, og Xander må selv stå for den videre efterforskning. Tynget af situationen og det faktum at han føler sig udenfor de andres kommende collegetid, tager han hjemad og overvejer et kort sekund om han sku’ blive og bakke Buffy op, men overhøre så sine forældres skænderier fra kælderen og bliver dermed bekræftet om, at det nok er tid til luftforandring. Andetsteds render Oz og Wilow på en gruppe mystiske militærfolk nær college men tænker ikke nærmere over det, da de selv er travlt optaget. Hos Giles ender Buffy igen i drømmeland overfor Faith, der denne gang har fået selskab af Angel, som overraskende ender med at være både Faiths elsker og Buffys morder.
Wilkins : ”My goodness how alone she is. Our Goldilocks. No wait, by golly, what am I thinking? She’s not alone at all...I’m here.”
Buffy vågner skræmt og fortumlet, mens Xander hjælper Willow med at holde Oz bag lås. Andetsteds tager Wilkins korporlig form i endnu en vampyr, dræber en student og stalker efterfølgende Buffy der lidt efter finder liget og på ny føler sig tynget af skyld. På vej til at genforenes med hende bliver Willow angrebet af Wilkins, der kommer til at tale over sig, inden Willow får held til at trylle sig væk. Før Wilkins kan nå at reagere, bliver han overrumplet af militærenheden The Initiative og slæbt med til den hemmelige base under jorden, hvor chefen Maggie Walsh beordrer ham disekteret, (mums). Willow når lidt efter frem til Giles og sammen finder de ud af, at en ånd højst sandsynligt står bag de forskellige angreb på Buffy, der hjemme hos sig selv bliver dolket og dræbt af Faith i en drøm der sender Buffy halvvejs sovende mod Faiths lejlighed. På vejen dertil passere hun Xander på vej ud af byen, der i stedet for at fortsætte bekymret følger efter hende. I The Initiatives laboratorium ser Wilkins sit snit til, mens han bliver skåret i småstykker, at skifte krop til et muskuløst monster og optage jagten på Buffy...
---------------
Forventningerne til Jane Espensons første lange historie i Buffy regi var ventet med stor spænding fra min side og det store spørgsmål var så efter lang tids venten, om historien nu også ku’ leve op til den mindre hype, jeg selv havde skabt og svaret er enkelt… ja det ku’ den så absolut. For er der nogen der kan formå at bevare overblikket og linke subtext med tekst ud over Joss Whedon selv, er det Jane Espenson. I ”Haunted” spiller hun på de forskellige karakterers frygt for isolation og angsten for at miste, bedst illustreret i form af de to duellanter Buffy og Richard Wilkins, der er tæt forbundet gennem hele handlingen via Faith trods hendes koma. I hendes fysiske tilstand bliver vi gjort bekendt med Wilkins angst for at miste den sidste forbindelse han har til den eneste person han har haft oprigtige følelser for, nemlig Faith som er at betragte som en datter for ham. Dette bliver genialt illustreret, da Wilkins, (stik modsat den hypersensitive og bakterieskræmte person man husker fra tv-serien), pga. af sin kærlighed til Faith, må tvinge sig selv ind i diverse mere eller mindre halvrådne og ildelugtene kadavere. Samtidig har Wilkins hævnplaner for at eliminerer det tætteste Faith kommer på en søster, Buffy, en skræmmende bivirkning, der betyder at får han succes, ja så tager han også sig selv med i faldet og ender med at miste alt.
I sit ambivalente forsøg på at få skovlen under den blonde Slayer, bliver Faith både hans hjælper men også hans akilleshæl, da hun først er med til at svække Buffy via de tre drømmesekvenser, hvor især part to med savnet af Angel og hendes far bliver en central brik i det store puslespil om at knække hende psykisk og efterfølgende fysisk. Men, (og det følgende indikere klart at søsterbåndet er stærkere end det faderlige), i selv samme drømme ja så ender de fysiske og verbale dueller mod Faith faktisk med at blive dels et selvtillids boost for Buffy, der ellers er tæt på at miste gejsten i virkelighedens verden, men også selve løsningen på det afsluttende opgør, hvor både Xanders følelse af at stå uden for, (være isoleret/her set i forhold til de andres College fremtid), og Willows angst for at miste, (ang. Oz varulve problemer), fører dem sammen med Buffy og er med til at redde hendes liv. Det bliver så at sige the Scoobie’s, (familien), som Faith i virkeligheden ønsker at blive en del af, der overtrumfer Richard Wilkins, (faderrollen), som hun i bund og grund godt ved udnytter hende, men som hun alligevel har knyttet sig til i mangel af bedre. Til sidst laver Espenson så en finurlig sammenkædning til det familiære, da eftervirkningerne af Wilkins flugt fra The Initiatives underjordiske base, bliver starten på skabelsen af cyborgen Adam og hans moderbinding til den øverste leder, professor Maggie Walsh.
Der er, som jeg vurderer det, tale om en lille perle her fra Espenson, der vokser ved flere gennemlæsninger og som også er fascinerede at se på ang. Cliff Richards elegante og dynamiske streg, som virkelig brager igennem i de flotte drømmescenarier.
#143 NightHawk 16 år siden
Take Back The Night : 12 sider, skrevet Tom Fassbinder og tegnet af Cliff Richard
Buffy : ”Stakes. They’re just not for vampires anymore. Let’s see how you do against someone who fights back.”
Til en fest på College forsøger en lummer sjuft at score en af de kvindelige studerende, som dog klat og tydeligt afviser hans platte scorereplik og derfor straks bliver beskyldt for at være lesbisk, (suk). Lidt efter på vej hjem bliver hun brutalt overfaldet af et par slimede kryb. Buffy der tilfældigvis er i nærheden på patrulje overværer det og skrider straks til handling. Men selv om hun får uddelt godt med cirkelspark, kan hun intet stille op med hensyn til pigen, der pludselig og temmelig klamt opløses i små insekter. Næste dag mødes Buffy med Xander, Willow og Giles for at snakke motiv og lægge strategi mod kæmpeinsekterne, inden hende og Willow senere tager til et anti-voldtægts møde på campus. Midt i foredraget dukker Xander op med intentionen om at score, men opdager så mega pinligt hvor han er, da Willow og Buffy pænt irriteret gør ham opmærksom på det. Midt i skænderiet bliver salen angrebet af de tre insekter, der spreder vild panik. Xander bliver slået ud og Willow kidnappes, før Buffy kan nå at optage jagten. Da hun får indhentet de tre kryb er straffen nådesløs og hård, Willow bliver reddet og Buffy tager så at sige natten tilbage med et smørret grin, efterladende The Initiatives, der kommer for sent, hjælp ubrugelig.
I denne første ud af tre middelmådige short stories gør debuterende forfatter Tom Fassbinder absolut intet for at underspille budskabet om voldtægt og straf i en historie, hvis metaforer er nærmest patetisk ringe og de mandlige karakter til grin. Man kan desuden stille spørgsmålstegn ang. moralen i ”Take Back The Night”, for Fassbinder her indikerer jo her med al tydelighed faktisk, at det er ok at slå sine overfaldsmænd ihjel. Selvfølgelig skal de straffes, det siger sig selv, men signalet om at udføre selvtægt med et stort smil på læben, synes jeg et eller sted er helt forkert og jeg bryder mig faktisk ikke om den måde hvorpå Buffy, som den rollemodel karakteren nu engang er for unge piger/kvinder, bliver brugt på her, eller sku jeg rettere sige udnyttet på af Fassbinder.
Killing Time : 8 sider, skrevet af Doug Petrie og tegnet af Cliff Richard
Buffy : ”Okay. Beat the clock before do-rag takes form. Piece of…cake.”
Midt i en hæsblæsende storm foretager tre piger fra studentergruppen Sigma Chi et farligt indvielsesritual i klokketårnet nær centrum af Sunnydale for at hidkalde dæmonen Ragginor, der kan kontrollere tiden. Ritualet går dog grueligt galt og mens stormen når orkanagtige højder, når Buffy i mellemtiden frem. Hun opdager hurtigt at hun er overmatchet og ringer derfor straks, efter en kort flyvetur, hjem til Willow for at få de eksakte instruktioner til at besejre den tilsyneladende uovervindelige dæmon. Da det står klart at dens magt ligger i klokketårnets ur, må Buffy nu ud i kamp mod tiden for at ku’ nå at destruere det, inden Ragginor manifesterer sig i al hans grufulde vælde og får tid og rum til at kollapse. Midt i forsøget på at knække den ene viser i to dele, bliver Buffy slået omkuld og falder ud af tårnet. Klar over at der nu skal tænkes hurtigt snyder hun Ragginor til at morfe til en giga bille og mens hun holder snakken gående løsriver viseren sig og spidder den arrogante dæmon, hvilket øjeblikkeligt bringer Sunnydale ud af farezonen.
Tjae, i ”Killing Time” skal goe’ gamle Doug Petrie vist være glad for, at Cliff Richards illustrationer er så forrygende at se på, for de tager unægtelig en god portion opmærksomhed fra denne ellers beskedne omgang kreeret af Joss Whedons højre hånd. Selve punchlinen/dæmonen Ragginors skæbne er nu ganske godt fundet på, selv om den opmærksomme læser højst sandsynlig havde regnet det tvist ud lang tid i forvejen. Mht. om slutningen kopiere Fear Itself hvor Buffy træder på dæmonen, så synes jeg ikke den i ”Killing Time” er det samme, da Ragginor må være af en pæn stor størrelse, efter som den bliver spiddet på viseren fra klokketårnet.
---------
Til næste weekend ligger megahistorien Blood of Carthage klar. Ugen efter resten af Omnibus vol. 5. Så tager jeg en mindre pause for at skrive på andre ting, inden jeg starter op igen her i tråden med de to første af de gamle Angel udgivelser fra Dark Horse. :)
#144 NightHawk 16 år siden
Angel – After The Fall # 16 ; Cover, (Urru) + 5 siders Preview :
http://www.whedon.info/Angel-After-The-Fall-Comic-...
Angel – After The Fall # 16 ; Brian Lynch, (Indeholder Spoilers!) : http://bloglynch.blogspot.com/2009/01/issue-16.htm...
Angel – Aftermath, (# 20) ; Cover :
http://www.whedon.info/Angel-After-The-Fall-Comic-...
Angel/Spike ; Beck & Tok, vender tilbage i 2009 - Brian Lynch :
http://bloglynch.blogspot.com/2009/01/whatever-hap...
Buffy TVS – Season 8 ; Dark Horse Update :
http://www.darkhorse.com/Zones/Buffy
Buffy TVS – Season 8 ; Interview med Mercedes McNab :
http://buffyfest.blogspot.com/2009/01/mercedes-bit...
Buffy TVS – Season 8 # 22 ; Preview på 3 sider :
http://www.darkhorse.com/Comics/Previews/15-330?pa...
Interview med Amy Acker – From “Angel” to “DollHouse” part 2 :
http://www.stuffwelike.com/stuffwelike/2009/01/15/...
Interview med David Boreanaz – Directing “Bones” :
http://link.brightcove.com/services/player/bcpid72...
Interview med David Fury :
http://buffyfest.blogspot.com/2009/01/exclusive-in...
Interview med Eliza Dushku – "DollHouse" :
http://link.brightcove.com/services/player/bcpid72...
All About “DollHouse” :
http://www.fox.com/dollhouse/
Sarah Michelle Gellars – “Possession” ; Direct to DVD? :
http://shocktillyoudrop.com/news/dvdnews.php?id=91...
#145 Slettet Bruger [2495802190] 16 år siden
Indholder store spoilers for såvel dette som det foregående nummer
Angel sidder med sin søns lig mellem hænderne, og han har vel nærmest mistet modet på at fortsætte sin kamp, og han tænker: Bullets, sword through the chest, losing my soul - I thought I knew pain, mens Gunn igen vender på en tallerken og sympatisk holder sig væk fra Angel, så han kan sørge i fred.
En drage udtrykker Wolfram and Harts vilje, idet den prøvet at fortælle Angel, hvordan spillereglerne herefter er: Han skal tage sit følge med tilbage til hotellet, og så kan de sende Conners lig over (endda rengjort og klar til at blive begravet), og de spilleregler vil Angel ikke leve med; han angriber dragen og slår den ihjel. Spike overbeviser Wesley om, at han ikke behøver at bekymre sig om Angels sikkerhed; Wolfram and Hart vil ikke slå deres vigtigste skakbrik ihjel, og herefter gør Wesley dette klart form W&H's hær, at denne ikke må røre Angel.
W&H gør det klart, at hvis der sker noget med Angel vil de redde ham tidligere i hans tidslinie; han skal være uskadt, og herefter er Angel og Wesleys plan klar; de skal have nulstillet tiden til tidspunktet, hvor de kæmpede i Not Fade Away. Wesley forlader gruppen, mens Angel siger: Thank you, Rogue Demon Hunter; Wesleys tid er slut.
Angel sætter en meget forvirret Spike til at holde hæren på afstand, mens han tager fat i Gunn og indleder en kamp med denne. Herefter får han Gunn til at gøre det af med ham.
W&H er rasende, og Wesley forklarer med sine sidste ord Spike, hvad der foregår, og beder ham om at holde godt øje med, at Illyria holder sig på deres side, inden går over til Illyrias lig.
Spike kommer til sig selv midt i kampen fra Not Fade Away, men han kan huske alt, hvad der er sket, og det kan Illyria, der kæmper ved hans side, også. Angel står også i gyden og er igen vampyr. Illyria bekæmper horderne af dæmoner, mens hun meget mere menneskelig end før angrer for at have gjort det af med Fred, og Cordelia (dragen) kommer hende til hjælp.
Angel stikker af fra kampen for at redde den døende Gunn, der beder Angel om at lade ham dø. Sorry Charles, It's not that easy er svaret. Angel forsøger at redde Gunn ved at tage ham med til W&H's bygning, men det har tilsyndelandende være omkostningsfuldt at spole tiden tilbage, og kontorbygningen er erstattet af en Doublemeat Palace-restaurent. Herefter bringer Angel Gunn til det nærmeste hospital, hvor det viser sig, at LA's befolkning også kan huske det hele; befolkningen kender til eksistensen af vampyrer og dæmoner, og den husker Angel som helten, der reddede dem.
Udenfor hospitalet forenes Angel og Conner, og Angel bryder sammen i tårer. Deres møde bliver afbrudt, da folk vil sige tak til Angel...
Vurdering - indeholder også store spoilers:
Jeg starter med illustrationerne, og de er i mine øjne Urrus bedste; især de to første sider, Gunn stående med det flammende sværd, og Angels tårer til sidst. Fantastisk; og jeg kan ikke engang lide tegnestilen:o)
Historien har jeg det meget ambivalent med; jeg bryder mig ikke om, at der langt hen af vejen er tale om et reboot; jeg er godt klar over at historien i høj grad får betydning for fremtiden, når alle spillerne kan huske det hele, men jeg synes, at alle de mange følelsesmæssige højdepunkter i serien bliver udhuldet af, at de 'faktisk ikke er sket'; Conner og Illyrias dødsfald var to af historiens højdepunkter og nogle af de modigste dele, og det selvom jeg ikke var tilfreds med Conners død, og nu har Conners død nærmest ingen betydning, mens Illyrias død nok får større konsekvenser, fordi den har udviklet hende til at forstå menneskelige følelser.
Rebootet betyder, at alle de døde figurer stadig er i universet, og jeg var ellers godt tilfred med Groosaloogs død, men Lynch snakker endda løst og lidt jokende om at lave et Groo-oneshot, og den tanke giver mig kuldegysninger; Groo har heller ikke i Lynchs hænder været udnerholdende.
Jeg synes at flere af figurerne har udtjent deres levetid: Illyria var altid mest interessant sammen med Wesley, men hun kan blive interessant nok med den nye udvikling, selvom hun nok i mine øjne nåede højdepunktet i forhold til min interesse i hende, da hun viste sin sande form, og Gunn er jeg egentlig mest af alt bare træt af; han er uden tvivl den faste figuer i serien, som har sagt mig mindst, og uanset, havd han har gjort i After The Fall, så er intet forandret; han angrer for sin synder - jeg håber at han dør, og i mine tanker var han allerede afskrevet som død et halvt minut efter slutningen på Not Fade Away
Lynchs egene figurer fra serien er blevet udviklet så lidt, så et gensyn med dem umiddelbart vil efterlade mig upåvirket; Spider, Non, Betta George, de tre slayere osv. har ikke vist mere end et glimt af deres personlighed og er deres udvikling er udeblevet totalt pga. figurmængden.
Af de overlevende figurer håber jeg egentlig kun på, at Angel, Spike, Conner & Illyria fortsat er en del af 'castet' i Aftermath, hvor det i øvrigt er officielt, at overleverne bliver ledsaget af Kate.
I forhold til Buffy # 21 kan nummeret forklare, hvorfor LA's befolkning er så upåvirkede af afsløringerne af vampyrenes eksistens, og hvorfor denne er så klar til at hylde Hamony, som stjernen i et realityshow...
#146 Slettet Bruger [2495802190] 16 år siden
Meget af min uvilje mod rebootet skyldes dog utvivlsomt, at jeg - i henhold til de første udmeldinger - altid har set "After The Fall" som den (midlertidige) afslutning for Angel og dennes hold, og ikke 'bare' som et setup til "Angel - The Neverending Story of a vampire"... Jeg frygtede hele tiden, at det ikke ville blive sådan, men med Whedons farvel til serien, ved jeg ikke om jeg fortsætter med at læse ret længe efter # 17.
#147 Slettet Bruger [2495802190] 16 år siden
Harmonys MTV-blog lider meget under det, som jeg til dels kritiserede Buffy # 21 for; den prøver for meget på at tydeliggøre kritikken af MTV-generationen og sammenligneligheden mellem hende og Paris Hilton, men teksten om, at andre udgør solen og planeterne, der drejer rundt om "Harmonys jord" var perfekt ramt:o)
Og nu kommer Dollhouse's premiere tæt på; det bliver fantastisk... Jeg har lige varmet op med mit nyindkøbte Tru Calling-bokssæt, og det bliver rart at se Eliza Dushku i noget (ordentligt) igen!
#148 loki 16 år siden
#149 Slettet Bruger [2495802190] 16 år siden
#150 NightHawk 16 år siden
Buffy The Vampire Slayer – Omnibus Vol. 5
Blood Of Carthage : 126 sider, skrevet af Christopher Golden. Tegnet af Cliff Richard
http://www.darkhorse.com/Books/40-250/Buffy-the-Va...
Buffy : ”Fun in the sun, A jellystone park-size picnic, bonfire after dark…It’s all good. All work and no play makes Buffy a dull slayer.”
I en af få fredelige stunder nyder Buffy, Xander og Willow en oldschool picnic ved en dæmning, et sted kun forbeholdt for collegestuderende, i udkanten af byen. Men trods de hyggelige omstændigheder fornemmer Buffy ondskaben hænge i luften, da de midt i maden får øje på en skummel og for dem ukendt borg på den anden side. Mens de sidder og småsnakker, bliver de afbrudt af Buffys gamle veninde Felicia og dennes date den arrogante Joe Burges, som især Xander husker som et knap så fedt bekendtskab fra sin highschool dage. Lidt senere da trioen er på vej hjem møder der dem hurtigt et skrækkeligt syn, da de opdager at Felicia og Joe er kørt galt. Hårdt sårede får Buffy hjulpet dem ud af bilen, da Joe pludselig mumler noget der får koldsveden frem hos både Xander og Willow, som straks får et flashback til deres barndom og de første rygter om den lokale bøhmand kaldet Mad Jack, hvor Willows mor også samtidig advarede hende mod at være ligeså uansvarlig som den fjollede og vovede Xander. Tilbage i nutiden igen får Buffy der er taget hen til Giles overraskende besøg fra stikkeren Tergazzi, der beder dem skynde sig til Willys bar, hvor en grusom massakre har fundet sted. Lidt efter befinder Buffy og Giles sig midt i det blodige kaos og Buffy får straks en mistanke om hvem der ku’ stå bag, da hun opdager en tidligere fjende, teenageren Brad, (vi mødte karakteren i omnibus 3), siddende alene tilbage i lokalet. Han viser sig dog hurtigt at være helt uskyldig. Hjemme hos Giles igen diskuterer scobbies om hvem bagmanden kan være. Giles tror det er en helt ny dæmon de har med at gøre, mens Buffy derimod er overbevist om, at det er legenden Mad Jack der er på spil igen. Mens de andre leder efter mere info, tager Buffy solo af sted mod borgen ved dæmningen, som højst sandsynligt ku’ være det ideelle gemmested for monstret.
Buffy : ”So you’re the bogeyman? Gotta say I’m not impressed. If you’re waiting for me to flee in terror? Not gonna happen.”
Buffy har ikke listet sig rundt særligt længe i området, da hun render på den groteske Mad Jack der efter en kort duel ender med at miste hovedet, og så sku’ den sag jo være løst. Men så let skal det dog ikke gå og da Willow dagen efter fortæller, at liget af Brad er blevet fundet maltrakteret som dem fra Willys bar, er alle klar over at den mystiske morder stadig er på fri fod og at Buffy har nakket den forkerte. Samtidig i den anden ende af byen kontakter dæmonen Xerxes sin mester fra det hinsides og kalder ham til byen. Andetsteds er Spike på vej til en våbenhandel, men finder sin dealer Jax myrdet, (som Brad og de andre ofre), og får med held selv afværget et angreb fra Xerxes der efterfølgende flygter, efterladende Spike der kender bæstet undrende over dens pludselige tilstedeværelse i Sunnydale. Dagen efter under det årlige tivoli/karneval fortæller Buffy til Willow og Xander, at hun ikke rigtig kan se det fornuftige i at ofre så meget tid på sine studier, når hendes fremtid samtidig er så dyster. Giles dukker dog heldigvis op og får tankerne nogenlunde på afstand, da han beretter om Jax skæbne. Buffy inspirer til straks at gå i gang med lidt detektivarbejde og vil denne gang være helt sikker på ikke at ta’ fejl igen. Imens får Willow atter et flashback til barndommen og en campingtur med Xander, der nær havde kostet dem livet.
Buffy : ”Lately I just...don’t care enough, I guess. Apathy thy name is Buffy. Thing is, Will, college is your natural habitat. It isn’t mine.”
Willow : ”I stopped being Gillian to Xanders Skipper a long time ago. I’m just me, now, an I can take care of myself.”
Buffy beder Willow tjekke alle detaljer efter som hun plejer, men Willow er træt af altid at sku’ agere sidekick og påvirket af sine flashbacks hvor hun lod sig styre af Xander, laver hun et mindre mytteri så det i stedet ender med at Giles må påtage sig den opgave, da Willow hellere vil på patrulje ved dæmningen med Buffy og Xander. Knap er de ankommet dertil, før de pludselig bliver overfaldet af tre vampyrer, der synes at befinde sig i en trancelignende tilstand mumlende noget om en dæmon kaldet Ky-Laag. Efter en kort men heftig battle tager de retur til Giles, der i mellemtiden holder møde med Tergazzi, for at tjekke selv samme dæmon nærmere efter. Mens Buffy undervejs stadig fabler om sin usikkerhed ang. fremtiden, kommer Xander i tanke om at han skal mødes med Anya, som tilfældigvis bliver overfaldet af Xerxes samtidig, på The Bronze. Heldigvis for hende er de andre lige i nærheden og får sendt Xerxes på flugt. Senere hjemme hos Giles kan han berette fra sine bøger, at Xerxes er håndlanger for lederen af kulten ”Blood of Carthage”, en gammel demon lord kaldet Vranka. Buffy og co. forstår dog stadig ikke grunden til de mange mord, der både inkluderer dæmoner og mennesker, og Willow foreslår derfor at hun via en seance tager kontakt til den tidligere slayer, nu åndelig guide, Lucy Hannover der forklarer dem at Ky-Laag er en oldgammel og magtfuld dæmon, hvis eneste ønske er at lægge jorden øde. Begravet i sit fængsel under jorden vågner dæmonen hver 10’ende år og forsøger at lokke svagere væsner til at hjælpe den med at undslippe. Imens Hannover hjælper Buffy og co., følger Spike efter Xerxes og finder frem til Vraka og resterne af kultens skjulested. Hos Giles erfarer Buffy til sin skræk fra Lucy Hannover, at hun ved at dræbe Mad Jack, har gjort det nemmere for Ky-Laag at slippe løs, da Jack var udsendt af Vraka som en salgs fangevogter.
Buffy : ”The cost of not doing my homework on Mad Jack may be thousands of lives. I want a life. But I don’t want anyone else to pay for it.”
Buffy får straks dårlig samvittighed og føler at hendes fejl skyldes, at hun skal koncentrer sig om både college og slayerpligten på én og samme tid. For ikke at begå flere dumheder beslutter hun sig derfor resolut at ta’ ud og vogte ved dæmningen igen. Imens i sin nyligt indrettede base sværger Vraka hævn over Buffy, for at ha’ ”hjulpet” Ky-Laag, og sender derefter Xerxes af sted for at få fat på Spike, som Vraka også har et horn i siden på, da Spike, (fordi Drusilla var kidnappet af en rivaliserende bande), for lang tid siden i Venedig spolerede ”Blood of Carthages” planer om at overtage magten i underverdenen. I nutiden bliver Giles og co. kontaktet af Spike, der ud over at vide hvem der står bag mordene også kan berette at Ky-Laags mål er at få ramt på Vraka. Spike der selv er i farezonen, allierer sig derfor snedigt med scoobies som ekstra gardering. Ved dæmningen får Buffy pludselig masser at se til, da Vrakas håndlangere, de smækre tvillingesøstre Xiu og Xau med følge af Xerxes sætter alt ind på at eliminere den blonde slayer definitivt. Imens hos Giles dukker Vrakas højre hånd, en gusten dværg kaldet Harim op får at få has på Spike. Efter et par drabelige kampe hos Giles og ved dæmningen ender Buffy og co. med at lave en våbenhvile med Vraka og i stedet sammen forsøge at besejre den altødelæggende Ky-Laag.
-----------------------------
I den anden af Omnibus vol. 5’s lange historier tager Christopher Golden, i hvad man roligt kan betegne som hans svendestykke i tegneserie regi, læseren med på et gigantisk eventyr, der involvere op til flere sidehistorier, flashbacks, tre forskellige tegnestilstilarter, et enormt persongalleri, barndomstraumer og spekulationer om fremtiden, hævnplaner, alliancer og et hav af drabelige dueller. Således kommer man både til Rom og Venedig i fortiden og et smut til New York i nutiden, inden det hele ender tilbage i centrum af Sunnydale i et forrygende og eksplosivt opgør med den gigantiske Ky-Laag. Normalt når det er Christopher Golden der står for manuskriptet, kan man være sikker på en solid omgang kulørt ramasjang i gaden og det får man så sandelig også rigeligt af i ”Blood of Carthage”, der dog så til gengæld også indeholder en ligeså stor modvægt af indre/ydre konflikter hos Buffy, Willow og skurken Vraka, der lagt sammen alle handler om at ku’ omstille sig ved at være i stand til at kombinere fortiden med nutid og udvikle sig i en ny og forbedret retning.
Til at linke de tre hovedpersoner sammen, (Giles, Xander, Anya og Spike, der stadigvæk på dette tidspunkt er en outsider til scoobier’ne, agerer her biroller), benytter Golden sig af monstret og Sunnydale legenden Mad Jack, der først bliver brugt til at vise Willows idoldyrkelse af Xander i Chynna Glugsons manga-inspirerede flashbacks. En idoldyrkelse som Willow kæmper for at komme væk fra, for at styrke sit eget jeg i løbet af handlingen og som også går glimrende i tråd med hendes søgen efter selvstændighed og personlige udvikling i tv-seriens fjerde sæson, hvor Tara senere bliver en yderligere del af Willows rejse fra fordoms rolle som sidekick og frem til den magtfulde og betydningsfulde del af Buffys team, der sidestiller hende med, og nogen vil måske endda mene overgår, den blonde slayer i styrke og lederegenskaber. For Buffy der samtidig slås med en større og større tvivl om betydningen af en uddannelse kombineret med de negative fremtidsudsigter som slayer, kommer bekendtskabet med Mad Jack via Willow som en kærkommen lejlighed for at få luft for sine frustrationer. Men duellen mod selv samme ender med at få alvorlige konsekvenser og ender, i stedet for at styrke hende, med at bringe hende så meget ud af kurs psykisk, at hun er tæt på at droppe ud af College.
Willow prøver på almindelig vis at tale hende til fornuft, men får først ændret Buffys tankegang, da hun via magi får kontakt til Lucy Hannover, der ligesom Willow ender med, lige inden, under og efter det store opgør mod Ky-Laag, at få en betydningsfuld dobbeltrolle, verbalt og fysisk, for Buffys fremtidsplaner på dette tidspunkt i hendes balancegang mellem et almindeligt liv og rollen/pligten som superhelt. For Vraka betyder elimineringen af Mad Jack den ultimative trussel for både hans eget og hans tidligere magtfulde kults eksistens og det tvinger ham ikke blot ud i lyset, men også ud i en tid han synes at være alt for oldnordisk i tankegang til at ku’ kapere, og for at ha’ en chance for at overleve må den stædige gamle dæmon æde sin stolthed og samarbejde med fjenden, i dette tilfælde Buffy og co. Alliancen her kommer via Spike og således bliver hans birolle den mest vigtige i handlingen. En interessant detalje ang. Spike’s to alliancer, han får skabt med Vraka, der er værd at lægge mærke til, er at den første han laver i fortiden er for at redde hans elskede Drusilla, mens den i nutiden ender med, selv om motivet er ren egoistisk tænkt, at betyde hans senere store kærlighed, Buffys, overlevelse.
Tager vi et kig på illustrationerne til ”Blood of Carthage”, er der som sagt tale om tre forskellige stilarter. Willow og Xanders barndom er lavet i den velkendte japanske mangastil med store øjne og brede smil, og er perfekt til at udstille karakterernes, på dette tidspunkt i deres liv, uskyldighed. I flashback scenerne med Vraka og kulten i Venedig og Rom tages en helt anden og mere grov stil i brug fra tegnerne Paul Lee og Brian Horton, som man også kan opleve i første del af den grafiske novelle Angel – Hunting Ground. Der er tale om et spøjst mix af malertekniker og oldschool tegnestil, som man husker det fra f. eks Lee Falks Fantomet. Scott Allie er, ud fra hvad man kan læse i ”Hunting Ground”, vild med stilen, men jeg er dog ikke ligefrem nogen stor fan og er glad for, at det kun er i de forholdsvis korte flashbackscener, at man skal se på det. Ellers er det le grand champion Cliff Richards, der står bag illustrationerne i vanlig elegant og dynamisk udtryk i hhv. varme og stemningsfulde scener som f. eks ved karnevalet, de mere dystre af slagsen når Buffy slås med sine følelser, de creepy af slagsen som jagten på Mad Jack ved borgen om natten, de magiske med Lucy Hannover, for slet ikke at snakke om de, igen igen, fantastiske kampscener, hvor især Buffys duel mod Xerxes og Vraka i trætoppene, samt slutningen med Ky-Laag er en sand fryd for øjet.
Christopher Goldens bedste historie uden tvivl og godt mht. det samlede niveau i Vol. 5, som holdes solidt oppe indtil videre. Nu er det så op til Hearts of The Slayer og Oz in Nepal, at slutte ordentligt af og et eller andet siger mig, efter at ha’ bladret dem hurtigt igennem, at de også vil gøre lige præcis det.