En meget lille og ligegyldig historie relateret til # 22, der udkom i dag. Men det er jo gratis, så det er værd at chekke ud og håbe, at man synes bedre om det, end jeg gør...
# 150: Jeg er meget enig i, at det er Goldens bedste historie, selvom det siger mindre, når det kommer fra mig; jeg er jo ikke ligefrem begrejstret for manden... Hearts of The Slayer og Oz synes jeg til gengæld var helt og aldeles ligegyldige og kedelige...
Nu hvor jeg lige mangler det sidste ang. de to historier plus den korte af Tom Fassbender, så er jeg ikke enig med dig ang. Heart of a Slayer, men er stort set enig med dig ang. Oz. Har lige modtaget # 20 & 21 af Buffy, så skriver også et par kommentarer til dine reviews til weekenden. Skulle også ha' modtaget Angel ATF # 15, men her havde PowerStar lagt # 15 af "Buffy" med i stedet. Flot! :P Så kommentarer til det og # 16 må blive næste gang jeg bestiller tegneserier igen. :)
Lød forøvrigt hyggeligt med din Tru Calling opvarmning sidst. Den skal jeg også ha' genset her en af dagene. :)
Kan forresten ikke se dit link til MySpace på den computer jeg sidder ved, men tjekker det ud senere. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
# 152: Mht. interviewet med Kelly Armstrong, så kan det ikke anbefales at læse det, hvis man ikke vil spoiles i forhold til After The Fall # 16...
Og mht. Myspace-"historien", så vandt den lidt ved genlæsning, hvor jeg var lidt mere vågen og fangede Hello Kitty-referencerne mm, men det er bare begrænset, hvor meget man får ud af en to-siders historie:o)
Angående Tru Calling, så er det faktisk første gang jeg har set serien, siden den blev sendt i TV første gang, hvor jeg tit gik glip af afsnit pga weekendarbejde; og jeg var da godt nok ærgelig, da jeg løb tør for afsnit, for serien havde jo slet ikke udtømt sit potentiale. I øvrigt har jeg bare en ting for Dushku - hun har været med i meget crap, men hun formår altid at få et eller andte ud af sine roller alligevel...
Satsu er på jagt efter en dæmom med fire arme, og Kennedy kommer hende til undsætning under kampen, hvor Satsu overraskes af dæmonens hale. Kennedy er til Satsus store utilfedshed sendt for at evaluere, hvordan hun klarer det som holdleder.
Kennedy: "Don't be a brat, slinky. That's my profession, and I don't like amateurs crowding me".
De to slayere sender hurtigt dæmonen på flugt, hvorefter de disuterer det at være en lesbisk slayer og usandsynliggør muligheden for, at Buffy er lesbisk.
Kennedy: "But sleeping beauty wasn't gay. And neither is Buffy. (...) You, gay. Buffy, not.".
Herefter åbner de en sæk, som dæmonen bar rundt på med en lille "Vampy Cat" i plys; en prototype af en vare der er forudbestilt i massevis. Andetsteds dukker dæmonen op hos sin herre, der er med til at producere "Vampy Cats", og herren slår dæmonen ihjel. I Satsus lejr begynder vampyrkatten at bevæge på sig, og den sniger sig ind på en sovende Satsu.
Næste morgen mødes Kennedy med synet af Satsu i en Kimono, der signalerer at hun er gifteklar.
Satsu: "My parents bought it for me. Before I destroyed them with my gayness. (...) Girls should kiss boys and have their babies".
Kennedy forsøger at få satsu til at møde en magiker, men Satsu pander hende én, og de to piger ender i en kamp, der først afsluttes, da Satsu kaster op og derved får vampyrkatten ud af sit system, hvorefter slayerne med lethed får gjort det af med den.
Senere opsøger slayerne producenterne af kattene, men disse er alle sammen udsugede for liv. Undersøgelsen af fabrikken afslører dog, at der netop er sendt en sending af vampyrkatte afsted mod Skotland.
Senere har Kennedy og Satsu infiltreret skibet, hvor de overraskes af et stort antal katte, der forsøger at hoppe i de to pigers munde, så de kan besætte disse. Da kattene næsten er besejrede bliver disse tilsammen til en kæmpekat, og afslører at de er blevet sendt af Twilight.
Herefter gør Satsu plan B klar. Hun tænder for et nødblus, så hendes slayeres ubåd kan gøre det af med fjendes båd.
Kennedy: Your eval's so getting a smiley face".
Herefter kontakter de to slayere Buffy, og Satsu foreslår at de eliminierer Harmony, der igen er i medierne, hvor hun kritiserer slayerene for at gøre det af med de "søde missekatte", men Buffy gør det klart, at hun ikke vil gøre en martyr ud af Harmony.
Nummeret slutter med, at Satsu gør det klart for Kennedy, at hun leder efter de andre lesbiske fisk i havet i stedet for at mukke over Buffy.
Vurdering:
Et godt nummer med fokus på Satsu og Kennedy og som i høj grad tager stilling til, om Buffy er lesbisk eller ej. Først og fremmest synes jeg, det er fedt, at Kennedy, som mange fans hader, får meget plads i dette nummer, og så synes jeg også at "The Swell"/vampyrkattene er en sjov og andlerledes fjende (selvom man ikke kan undgå at tænke på historien The Latest Craze).
Der kommer et par over-the-top elementer; fx da en vampyrkat råber: "Eat their fucking ovaries!" og så selve introduktionen af en U-båd... Men når dialogen kører og historien udvikler figurer, der ikke har fået meget plads, ja så er jeg stadig meget tilfreds.
Da jeg har været ramt af en omgang ”fantastisk sjov” influenza, startende i torsdags, har jeg ikke fået skrevet så meget som jeg gerne ville, men har alligevel forsøgt at få lavet noget alligevel, selv om energien slet ikke var til det. Har skrevet kommentarer til # 20 og sidder og retter et par småting til de sidste tre historier fra omnibus 5. Kommentarer til # 21 plus de to filmanmeldelser, (Chance og The Alphabet Killer), jeg var startet på, ligger klar til på lørdag. :)
Advarsel! Indeholder Spoilers.
Buffy: Season 8 # 20: After These Messages - We'll Be Right Back
Nummeret indledes af en monolog, hvori Buffy brokker sig over, at hun aldrig får tid til bare at slappe af og sove, hvorefter Xander vækker hende, fordi hun (indsmurt i mudder) ligger og sover i hans seng. What about "Don't wake me even if there's another apocalypse!" don't you get? er Buffys svar.
I en helt anden tid (og grafisk stil) vågner Buffy op, da hendes mor råber, at hun skal skynde sig, så hun ikke kommer for sent i skole, hvilket fører til en sjov "genforeningsscene" mellem Buffy og hendes mor, som Joyce selvfølgelig ingenting forstår af. Scenen slutter brat, da Buffy får at vide, at hun ikke må komme til fest, hvis hun kommer for sent i skole.
Idéen med at la’ George Jeantry åbne jubilæumsnummeret, her endda i en tone der er lige en tand mere grum og dyster end vi er vandt til af fra ham, synes jeg er blændende godt tænkt set i forhold til den knivskarpe kontrast det gir, når der kort efter skiftes over i den polerede og uskyldige tegnefilmsstreg. Bare ta’ åbningsbilledet med en sammenbidt og dybt fokuseret Buffy der uden tøven kapper hovedet af et monster, mens blodet sprøjter rundt, og dernæst videre gennem pløre og regnvejr, og så åbningsbilledet hvor hun vågner i sin seng hjemme i huset i en T-shirt med den meget sigende tekst "Relax" i de meget klare farvetoninger. Synes den overgang er så fedt lavet og den efterfølgende genforeningsscene med Joyce er blot den første af flere kløgtige metapåfund, hvor Buffyverset anno sæson 1 smelter sammen med nutidens sæson 8.
I Sunnydale High School er alt ved det gamle; Willow bliver terroriseret af Cordelia (og Harmony??), mens Xander bliver jordet af Snyder, hvilket Buffy reagerer på ved grinende at fortælle dem om de fire personers fremtid. Hun er lige ved at fortælle Willow, at hun vil blive lesbisk, og hun må bruge Giles som undskyldning for at slutte samtalen brat.
På kirkegården snakker trekløveret løs om den kommende fest, mens Giles forsøger at overbevise Buffy om, at hun har vigtige ting at tage sige til, "Morgalas disciple" udgør en trussel. De fire finder senere frem til disse disciple, og Buffy gør det af med 3 stk., mens Xander leger kommentator, herefter vil Giles have at de skal udforske disciplenes planer noget mere, men Buffy, Willow og Xander skynder sig af sted; de skal være klar til festen.
Synes Jeff Loeb med scenerne på Sunnydale high ret godt fanger måden karaktererne taler på og til hinanden i sæson 1. Willows kejtethed, Xanders fjumrende charme og Cordelias sarkastiske og dybt nedladende tone er alle ramt, synes jeg, lige på kornet. Og igen mikses referencer til fremtiden glimrende ind i tidsperioden, hvor både Xanders fascination for pirater, og Willows endnu ikke opdagede lesbiske side har humoristisk slagside. Mht. joken ang. Cordelia så ser jeg nu ikke noget malplaceret eller usmageligt i det overhoved, da Buffy og co. jo stort set altid joker med døden, især når det involverer dem selv, som Buffy f. eks synger i Once More With Feeling ; ”Hey…I died twice!” Og hvor tit har Cordelia ikke omvendt fyret jokes af om andre i situationer, der har været højst upassende. Jeg synes ikke det sætter Buffy i dårligt lys eller noget i den stil, når joken blot er lavet som ren komisk reference med samme selvironiske tone, som der altid har været.
Scenen på kirkegården kan jeg også rigtig godt li’ fordi den udstiller, at Buffys tanker og krop ikke følger hinanden men er to separate universer, da hun overraskende taber pælen i hovedet på sig selv, hvor hun ellers troede hendes lange erfaring med våben hang ved. Også en sjov detalje mht. Buffys manglende evne til at huske navnene på modstanderne korrekt ; ”Disciples of Morgala”/Diciples of Morgan Freeman. I sæson 2 var der f. eks Kakistoz, der blev til ”Kissing Toast” og dommedagsdæmonen Acathla der blev omtalt som Alfalfa, (lederen af ”De Pokkers Møgunger” serien). De to scener efter kampen mod disciplene, (først på kirkegården med Giles og dernæst afskeden med Joyce hjemme på værelset), synes jeg er meget sigende dels mht. det ansvar Buffy konstant slæber rundt på, og som hun ikke engang kan blive fri for i et alternativt univers, og dels meget rørende, med Joyce kommentar ”You can allways come back again”., hvortil Buffy blot svarer med et perfekt ramt desillusioneret udtryk, der gir den ellers muntre tegnestil solidt modspil ; ”Right…”
På vej til festen møder Buffy sin gamle flamme, Angel, og de får en akavet ikke-diskussion om deres forhold, ligesom de taler om, hvorvidt man skal fortælle folk om deres fremtid, hvis man kender den, og Angel overbeviser hende om, at der næppe vil kunne komme noget godt ud af det. Herefter siger Angel, at det var godt hun stoppede de fem disciple, og det tal begynder Buffy at tænke over på sin vej til fest. Buffy finder hurtigt de sidste to disciple, men de når lige at vække dragen Morgala til live og herefter følger det opgør mellem dragen og Buffy, som vi kender fra traileren til "Buffy The Animated Series".
Herefter vågner Buffy op, og Xander siger: You closed your eyes for like four seconds, hvilket jeg vender tilbage til nedenfor. Willow kommer ind i rummet, og Buffy omfavner hende; hun har tilsyneladende besluttet sig for ikke at fortælle Willow om fremtiden.
Scenen på taget hvor Buffy møder Angel, er virkelig flot lavet ren stilmæssigt og her træder Andy Owens fornemme farvelægninger for alvor i karakter med hhv. Buffys gyldne hår og Angels knaldrøde trøje mod den blå aftenhimmel. Snakken om fremtiden er igen en godt udført ide, fordi man i første omgang tror det er Angels fremtid Buffy refererer til, (det ku’ f. eks være ang. at hun dræber ham i sæson 2). Men i stedet som det viser sig senere, handler det jo i virkeligheden om Willow. Afslutningen på scenen er igen et meget morsomt illusionsbrud, da Buffy, i hovedet, frisk springer ud fra bygningen uden at tænke på, at hendes sæson 1 krop ved hvordan hun skal lande på den rigtige måde. Også en herlig måde der bliver leget med tegnefilmsmediet på, da Buffy forsøger at få styr på, hvad Angel sagde til hende tidligere. Det lille karakterskifte/splittelsen af lyst og ansvar nederst på siden hvor Buffy først prøver at ignorere men alligevel følger sin pligt er skarpt udført, ligesom den afsluttende slapstick del efter kampen mod dragen, hvor Cordelia får sin straf for at svine Buffy til, også er det.
Da Buffy er tilbage igen i George Jeantrys stil, så får man lige endnu en både visuel og verbal genistreg kombineret i det meget flotte og stemningsfulde oneshot, hvor Buffy med sit beskidte og livstrætte ansigtsudtryk og slidt battle-outfit står i skærende kontrast til Wights varme, smilende og polerede,(uskyldige), tegnefilmsillustrerede galleri af den originale scoobiegang i baggrunden. Fortid og nutid, bristede drømme kontra dystre fremtidsudsigter, hvor Buffys ord om at forsøge at ændre fortiden, nu handler ligeså meget om hende selv som om Willow, meget sigende med de afsluttende ord der også referere til Angels åbningsmonolog i Not Fade Away ; ”But for one brief shiny moment..."
Vurdering:
You closed your eyes for like four seconds siger Xander, og denne beskrivelse siger alt om, hvad jeg syntes om nummeret; det var da sjovt nok at se Buffy tilbage i tiden, men det var en meget kort og meget overfladisk oplevelse.
Jeg synes slet ikke Loeb fangede figurernes "stemmer", og selvom jeg grinede flere gange, så synes jeg, at der konstant prøves alt for hårdt på at klemme jokes ind overalt. Buffys måde at snakke om Cordys død på var også lidt tåbelig i mine ører; de var ganske vist ikke de bedste venner, men de kendte hinanden godt alligevel. Jeg er jævnt skuffet, og jeg synes faktisk, at nummeret er decideret ringe. Hvis "The Animated Series" altid prøvede ligeså hårdt på at være sjov, så tror jeg, at det var godt, den ikke blev til noget. Yack!
Jeg er slet ikke enig med dig i din vurdering af # 20, som jeg på alle måder synes lever op til sin jubilæumstitel ved at ta’ sæson 1 og sæson 8 og blande sammen på den måde den gør og både få bragt en masse nostalgi på banen, samtidig med at historien i det alternative tegnefilmsunivers også bruges til at udstille Buffys følelser og tanker i den nutidige handling. Som sagt tidligere synes jeg at Loeb rammer helt præcist i sin dialog, for sådan snakkede karaktererne da tilbage i sæson 1 af tv-serien og mængden af jokes synes jeg nu heller ikke der er noget galt med. Det bliver måske lidt sammenpresset på skolen f. eks, men det ku’ vel næppe ha’ været anderledes pga. historiens længde. Joken om Cordelias død mener jeg heller ikke, at der en noget mærkeligt ved og så gode veninder har de nu heller aldrig været, at den slags jokes er tåbelige/usmagelige. Tænk bare på hvor mange gange Cordelia har svinet Buffy til i tv-serien.
Ja, jeg synes faktisk at nr. 20 We’ll Be Right Back ligesom det første standalone nr. 5 The Chain, på hver deres måde naturligvis, har været særdeles fremragende i måden at formidle en historie i historien på og har begge været med til at udvide rammerne indenfor sæson 8’s univers handlingsmæssigt og stilmæssigt. Jeg synes Joss Whedon kan være mere end stolt over hvad Loeb, Wright, Jeantry og Owens har skabt med dette nostalgiske og humoristiske syretrip og det vil for altid også være et nummer af sæson 8, som vil stå mit Buffyhjerte meget nær. :)
Og så får i ikke mere for den 25 øre folkens! ;)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Buffy : ” You don’t get It ugly…You have to die NOW!...Because you’re keeping me from my boyfriend”.
I en kirke i Sunnydale 1840 holder den lokale præst en tordnende tale om gud og satan, da et monstrøst og frådende bæst brager ind igennem den ene rude, med hvad der ligner kriger fra middelalderen lige i hælene. Inden præsten og de få kirkegængere kan nå at forstå, hvad der kun kan være et signal fra helvede om jordens undergang, farer jægeren og den jagede videre ud og hen over den støvede og mudrede hovedvej, krydser en heftig gunfight mellem to cowboys, inden de atter forsvinder ligeså brat som de opstod, da en portal åbnes og suger dem begge ind. Sunnydale 1976 ; på en parkeringsplads er to junkies ved at ta’ et fix, da den ene af dem makabert bliver revet i to dele, da portalen åbnes inde i ham. Hans ven indsmurt i blod er i total chok, men ligesom han skal til at reagere, forsvinder de to duellanter nok en gang og ender endelig i nutidens Sunnydale. Her må Willow og Xander ligeledes opleve skræk og rædsel, dog ikke af samme kaliber men tæt på, da The Bronze er i fuld gang med et ”herligt” karaokearrangement, mens de utålmodigt venter på at Buffy skal dukke op. Imens på college kommer hun pludselig i tanke om hendes aftale og må, desværre for Riley, brat afslutte deres ”træningstime”.
Buffy : ”How many slayers do I have to deal with? I’m supposed to be the slayer! First you’re a cheerleader, then some guy’s throwing knives at you and you’re THE SLAYER, but no wait! There are other slayers…bad ones, Jamaican ones, vampire ones and now this?”
Mens Buffy mødes med Willow og Xander, bliver Riley, på sin patrulje, slået ned af bæstet fra tidligere. På the Bronze prøver en lidt for klam dude at score Buffy. Ham får hun hurtigt nok af og daffer i stedet, for ikke at la’ temperamentet løbe af med sig, ud for lidt frisk luft. Men det la’ stodderen sig ikke slå ud af og forsætter ihærdigt på at indsmigre sig, hvilket dog hurtigt får alvorlige konsekvenser, da bæstet springer frem fra skyggerne og kløver ham i to. Buffy er dog vand til lidt af hvert, så hun bevarer roen og går straks til angreb på det næsten usårlige monster. Buffy indser hurtigt at der skal skrappere midler til og trækker, med de meget passende ord ”We’re gonna need a bigger boat”, en big ass gun op af tasken. (tjek billede på side 254, det er sgu da for cool). Efterhånden som alt synes at prelle af og Buffy føler sig totalt smadret selv, får hun uventet hjælp fra middelalder krigeren som heldigt for begge sender monstret ind i en ny portal. Da Buffy vil takke for hjælpen slår den lettere ensporede kriger hende i stedet ud for øjnene af Willow og Xander. Lidt efter hos Giles bliver de alle klogere på hvem deres nye medhjælper er, da Giles forklare hun er en slayer, der har jagtet bæstet fra det 11 århundrede. Buffy er tydeligvis ikke vild med tanken om endnu et slayer team og bedre bliver stemningen ikke mellem hende og Adja, da hun kalder Buffy for en uvidende jomfru.
Giles : ”The name she kept calling you, Nastjana, it means “savior”. Actually it means THE SAVIOR!”
Buffy : ”I understand. It was ether her or me. So we chose her”.
Efter lidt mere snusen rundt i sine bøger lærer Giles til sin skræk af monstret kun kan standses ved at ofre en slayers hjerte og derfor beder han bekymret Buffy om at indstille jagten sammen med Adja, da monstret kort efter brager gennem væggen i et angreb, der i stedet sender den på flugt. Adja fortsætter derfor solo, men det har Buffy ikke tænkt sig at finde sig i, så hun blæser på Giles formaninger, (som sædvanlig fristes man til at sige), og optager, selv om hun knap kan stå på benene af de tæsk hun fik tidligere, forfølgelsen med en goddiebag af våben. Lidt senere indhenter hun Adja og pludselig opstår der en hvis form for respekt de to imellem, da de bliver ofre for en flok blodsugere i parken. Imens er Giles blevet klar over Adjas skæbne og skynder sig af sted til parken med følge af Xander og Willow. Da de når frem møder der dem ligesom Buffy et rædselsvækkende syn, da Adja vælge at ofre sig og få stoppet bæstet én gang for alle. Buffy er næsten mundlam, da Giles lidt efter forklarer at Adja var udsendt ifølge profetien i hans bøger som hendes beskytter og at hendes skæbne langt tid i forvejen var lagt fast. Ordene hjælper dog ikke det store på Buffy, der blot stirrer tomt ud i luften…
-----------------
Må nok sige at Tom Fassbender med sin anden historie i volume 5 stiger gevaldigt i graderne hos mig med en handling som, trods det at være forholdsvis lige ud af landevejen, faktisk har mere på hjerte, end man sku’ tro. For ved pludselig at inddrage en slayer fra fortiden i Buffys følelsesregister, bliver konfrontationen atter en reminder, (de to gange tidligere var Kendra og Faith), om hvordan hun selv ku’ ha endt som, havde det ikke været fordi Buffy helt mod sædvane holdt fast i sin familie og venner. Samtidig bliver den primitive Adja også et billede på fremtiden og det konstante pres og ansvar som superhelt/slayer Buffy må leve under der er så enormt, at hun har svært ved at ku’ forstå og kapere det, fornemt illustreret i den dystre og deprimerende afslutning hvor Adja ofrer sig for Buffys skyld, fordi Buffy er udset i profetierne til at være den ultimative slayer, der skal redde menneskeheden, her meget rammende beskrevet i nærmest bibelske toner, som The Savior, intet mindre. Det fører naturligvis tankerne hen på sæson 5’s finale afsnit The Gift, hvor Buffy ofrer sig for menneskeheden og redder verden. Problemet er bare at verden langt fra er færdig med at blive reddet og aldrig bliver det definitivt, i Fasbbenders historie symboliseret i form af det utrættelige monster, og så må hun retur igen og fortsætte hvor hun slap, hvilket leder mine tanker hen på, at når Buffy i ”Heart of a Slayer” bliver udråbt som The Savior, ja så ku’ det faktisk sagtens sættes i forbindelse med plottrådene i den nulevende sæson 8, hvilket gir en cool sammenhørighed de to illustrerede udgivelser imellem.
Og så over til den visuelle side. Selv om Christopher Goldens ”Blood of Carthage” er et sandt festfyrværkeri af kulørt ramasjang, har Cliff Richards streg i ”Heart of a Slayer” mere dybde forstået på den måde, at historiens tone generelt er meget dyster og mørk i stemning. Man kan tydeligt mærke den her deprimerende ballast som Buffy må slæbe rundt på undervejs og som kun bliver forværret og forstærket i hendes duel, (som er blevet en af mine alltime favorites i tegneserie regi), mod det svulstige monster, der bliver hakket, dolket, sparket og skudt til smadder, men som bliver ved med at komme igen og dræner Buffy for energi både fysisk og psykisk. Synes også det er en cool detalje, at Fassbender og Richards bevarer Buffys gennembankede look historien ud, hvilket er med til bevare den mere alvorlige tone mht. det overordnede tema. Og så vil jeg da lige fremhæve Buffys big gun igen, for det er sgu et fedt våben, der bestemt er med til at få hende til at blive ekstra badass og som jeg godt ku’ ha’ tænkt mig var blevet brugt i tv-serien. For øvrigt også et ret flot cover den ellers så udskældte Ryan Sook har lavet til historien. Helt klart noget af det flotteste fra hans side.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Cemetery of Lost Love : 22 sider, af Christopher Golden. Tegnet af Cliff Richards
Verona : ”You interfered, now you’re going to pay the price!”
Buffy : ”Interfered? What are you talking about? Wait…you…I saved you”.
Verona : ”No. You damned me to mortality”.
På det sædvanlige makeout sted i skoven nær Sunnydale bliver en ung kvinde noget chokeret, da hendes date viser sig at være vampyr. Heldigvis er Buffy samtidig på patrulje og fyren med det spidse overbid ender hurtig som støv i vinden. Næste dag i Maggie Walsh’s psykologitime snakker Buffy med Willow, der er temmelig deprimeret over at Oz er rejst væk og Buffy anbefaler hende derfor at kigge sig omkring efter en anden, (og det ved vi jo godt hvem bliver ;) ). Da Buffy lidt efter vil ta’ sig en snack fra tasken, møder der dem et klamt syn i form af et hav af maddiker, som sekundet efter er overalt, skabende vil panik i klasselokalet. Senere under frokosten i kantinen hvor de to tøser har fået selskab af Xander, (ugens gæst :D), går snakken omkring de slimede maddiker og Xander får med det samme brækfornemmelser i vanlig stil. For at gøre ondt værre må Xander springe for livet, da en hær af rotter pludselig stormer cafeteriet. Senere på collegeværelset bestemmer Buffy sig for solo at ta’ affære og daffer af sted mod kirkegården, efterladende Willow mutters alene tilbage. Hun skynder sig derfor hurtigt at ta’ hen til Giles og ringer til Xander undervejs om at møde dem der.
På kirkegården får Buffy bekræftet sin fornemmelse for at opspore ondskaben, da hun spotter et mystisk rødt pulserende lys fra en af krypterne og griber en voodoo kult på fersk gerning i at fremtrylle ånden Baron Samedi. I et kort sekund er Buffy uopmærksom og bliver slået ud og befinder sig efterfølgende spændt fast til et alter som næste offer. Og tingene skal hurtigt blive endnu mere skumle, da lederen af kulten viser sig at være pigen fra tidligere som Buffy reddede. I 11’te time valser Spike heldigvis forbi og ser straks sit snit til en rask fight, hvilket bliver Buffys redning. Spike bliver dog midlertidig forblændet af Samedis ”Drusilla illusion”, men det gir lige akkurat Buffy tid nok til at slippe fri og uddele tørre tæsk. Skuffet over hendes manglende evne til at levere varen, ender Samedi i stedet med at ta’ Veronas liv som straf og smider hende i en grav. Imens hjælper Buffy Spike på fødderne igen, men han afslår fornærmet og antyder at han kun kom forbi for at slås, (yeah right Spike din sjover). Da han er smuttet ud i natten igen tager Buffy til Giles og får noget af et chok, da Samedi åbner døren. Buffy vågner pludselig brat op i sin seng og ånder lettet op over at det hele blot var et mareridt, men har samtidig svært ved at ryste det af sig igen, da hun indser at hun er rædselsslagen for at være alene.
----------------
Christopher Goldens korte historie kan med rette betegnes som værende ren fyld, men har nu alligevel sin berettigelse ved det, at den sin enkle opbygning til trods, fungerer som en brik i volume 5’s samlede tema om angsten for at miste hinanden og ikke mindst sig selv, (som det sidste billede tydeligt illustrerer), i en periode hvor Buffy og co. tumler med store spekulationer om fremtiden kontra den evige kamp mod det onde. ”Cemetery of Lost Love” andet og selvstændige tema kommer via den forskruede og magtliderlige Verona, der er et af seriens og vampyrmytologiens klassiske eksempler på followers. Vi så eksempler på det tilbage i sæson 2 med Buffys ven Ford og hans følge, samt i sæson 1 af Angel hvor en falmende tv-stjerne også var villig til at la’ sig omvende for at opnå evig ungdom og magt. I alle tre tilfælde er moralen den samme ; gab ikke over mere end du kan magte ;)
Andet ”tema” er Buffy og Spikes spirende flirt, som godt nok er et mindre skænderi, men som alligevel så småt antyder hvad der er i vente ang. de to, der elsker at hade hinanden og hader at elske hinanden men alligevel er det fordi, at de er tættere forbundet end de selv vil være ved. Ja, det er unægtelig ikke det store WOW! ved denne korte historie, men lidt har også ret og desuden er der jo altid Cliff Richards smukke streg at sidde og nyde. Her kommer den til størst effekt på kirkegården, da Buffy battler en flok zombier og på et tidspunkt smadrer næven tværs igennem ansigtet på én af de halvrådne lig, (umm, bon appetit). Men fedt ser det ud og hele scenen trækker klart historien op på underholdningsbarometeret.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
”He remembered the night he left Sunnydale, left Willow behind. His dream takes him back to the beginning of this journey. It’s not a pleasant dream…”
Et sted i en aflåst boks i downtown Hong Kong går Oz, atter forvandlet til sit varulvejeg, amok under den sidste af sine tre nætters forbandelse og lykkedes med, efter nærmest at ha’ pulveriseret en ståldør, at slippe fri. Ude på den anden side venter der dog det frådende bæst uventet hård modstand, da Oz oppassere, ud over at være bekendte af Giles, alle viser sig at være særdeles stærke blå ilddæmoner, (minder i design om Sorte springer fra ”X-Men”). Da de efter lidt tumult får lagt bæstet ned, ryger Oz af bar udmattelse en tur i drømmeland og tænker tilbage på den gang hans nevø Jordy, (der havde forbandelsen i blodet), bed ham, det første møde med Willow, senere affæren med den dragende Veruca, og sidst det smertelige brud med Willow der betød han måtte forlade Sunnydale måske for evigt. Da Oz senere vågner igen splitternøgen blandt et bundt af kæder, fortæller Giles gamle ven Quinx ham at han straks, da han kun vil være menneske i en måned frem inden næste fuldmåne, må ta’ kontakt til magikeren Wuxi. Da Oz et stykke tid efter træder ind i Wuxi’s butik, befinder han sig pludselig midt i et opgør, hvor en lokal bande prøver at tvinge beskyttelsespenge ud af den gamle magiker. Oz ender få sekunder efter ude på gaden igen, hvor han opdager, mens han kommer på fødderne igen, at Quinx datter Jinah er fulgt efter ham og vil med på hans tur til Nepal, som Wuxi skal hjælpe ham med.
Jinah : ”I don’t need to be protected from you, Oz. I don’t want to be. I’ve seen what you are and I’m not afraid. I’ve got another face too. I know what it’s like to have a monster inside”.
Oz : ”No, you really don’t. What’s in you? It’s still you. The thing inside me? It’ll kill you if you give it a chance”.
For at undgå at tingene kører helt af sporet inden de er begyndt, kaster Oz sig frygtløst ind i kampen for at forsvare Wuxi, men han har nu aldrig været kendt som den mest adrætte af scoobierne og så er det jo heldigvis godt, at han har den sværd svingende Jinah i nærheden til at sørge for at han ikke ender som dekoration på væggen. Efter banden er onduleret fortæller Oz om sin fortid til Wuxi, der hurtig bliver klar over at der ikke er nogen tid at spilde, hvis Oz skal ha’ en chance for at finde en kur, der kan stoppe varulven fra at dukke frem igen, og hurtigere end man kan sige abracadabra, befinder de tre sig i Tibets sneklædte bjerglandskab med udsigt til det kloster, som er målet for Oz’s rejse. Wuxi forsvinder igen og Oz og Jinah må nu ud på en længere vandretur, der undervejs tager dem forbi en gruppe nomader, hvis lejr er i noget nær kaos efter et blodig angreb. Da mørket efterhånden sænker sig, beslutter de for at slå lejr og Oz fortæller lidt mere om sin fortid til Jinah, der efterfølgende gør sit for at overbevise ham om, at hun forstår hans problemer, hvilket Oz dog bliver lettere fornærmet over. Senere næste dag når Oz og Jinah langt om længe frem til klostret og her møder der dem noget af et syn, da de får åbnet døren og finder alle munkene massakreret og stedet hærget. Master Shantou som er den eneste overlevende, fortæller at en gammel fjende, dæmonen Muztag der med tiden er blevet mere og mere magtfuld, står bag angrebet. Oz synes ikke der er nogen grund til at blive, men Jinah får ham overbevist og Shantou lover at han så til gengæld vil gøre hvad han kan med de ting han har tilbage, for at hjælpe Oz med sit varulveproblem.
Master Shantou : ”He cannot force a change. It must happen as simply and as naturally as the coming of the dawn.”
Imens hos Lord Muztag bliver de tilfangetagne munke forsøgt omvendt som slaver af dæmonens magikere Whispers, men de gør det åbenbart ikke hurtigt nok så den stærkt utålmodige Muztag ender i bar raseri med at flå hovedet af den stakkels munk og så får magikerne pludselig travlt med at opgradere deres mojo. Tilbage ved klostret får Oz spirituelle råd om at holde sit indre monstre nede, alt imens Shantou forbereder en urtemikstur, der måske er den definitive løsning på problemet. Samme aften er fuldmånen tilbage. Jinah hjælper Oz med selv at blande miksturen korrekt, men han vil ikke ha hende med videre uden for i tilfælde af, at det ikke sku’ virke og beder hende derfor blive hos Shantou. De følgende dage mens Oz prøver at få kontrol over sig selv, slår Lord Muztag til mod en række landsbyer for at vise sin magt. Et par dage senere i et uopmærksomt øjeblik imens Oz fortæller Jinah hvor meget han savner Willow, slår Muztag og hans hær til ved klostret og kidnapper Shantou før de andre kan nå at reagere. Oz og Jinah bliver enige om straks at gi’ sig i kast med et redningsforsøg, så de tager til den nærliggende landsby for at få hjælp, uvidende om hvad der tidligere er sket. Alligevel får de to dog tiltrængt backup, da to nyligt ankomne og hævngerrige nomader vælger at slutte sig til deres team. Nu loaded med guns, magi og hævn tager de fire af sted mod Muztags borg…
----------------
Christopher Golden runder volume 5 af ved at ta’ os med et smut til Hong Kong siden Tibet og for første gang vise den spirituelle rejse som Oz, tvunget af omstændighederne og Willows sikkerhed, må ta’ af sted på efter sit rendevouz med Veruca tilbage i sæson 4’s Wild At Heart, som man også får det fortalt i de flotte og detaljerede flashbacks, hvis scener er nærmest tro kopi af de rigtige scener fra tv-serien. Dermed bliver der holdt solidt fast i Sunnydale trods det, at man næsten ikke kan komme længere væk. Quinx forbindelse til Giles betyder så også, at scoobierne bliver hos ham, selv om det dog kun er i ånden. Som fysisk erstatning for de andre får Oz den smukke Jinah med som makker, og selv om hun lægger kraftigt an på ham fra begyndelsen, er forholdet dømt til aldrig at blive mere end et crush, fordi Jinah ved, (under sit menneskelig jeg), at være fuldblodsdæmon, og er både sød og sexet, minder Oz om Veruca. Dermed bliver Oz bekræftet i, at han under huden skjuler et dødsensfarligt monster, som han vil gøre alt for at fjerne fra både krop og sjæl, og som kun Willow, i sin egenskab af at være menneske, kan aflede hans negative tanker om sig selv med.
Til gengæld får Jinah den funktion i historien, at hun i Oz søgen efter kontrol netop bliver et forbillede under deres ophold i Tibet og det drabelige opgør med Muztag og hans klan på, at bæstet og mennesket kan eksistere i samme krop uden, at den menneskelige psyke kommer til at lide under det. Selv om Master Shantous mirakelkur og Shauntou selv for den sags skyld er gjort til Oz samlede mål for rejsen, har Christopher Golden lavet det som en form for McGuffin effekt og understreger derved med Jinahs rolle, at det er rejsen og ikke selve målet, der i sidste ende vil få vital betydning for Oz’s fremtid. Men alting har sin pris og mens han daffer rundt i Tibet og omegn i jagten på sjælefred og kontrol, mister han samtidig uvidende kontrollen over sit livs kærlighed, da Willow som bekendt forelsker sig hovedkulds i Tara hjemme i Sunnydale ; en historie som det bliver interessant at følge i den kommende volume 6.
Illustrationsmæssigt set har Vol. 5 stået helt i Cliff Richards tegn, men her i den sidste del har Logan Lubera taget over i en meget anderledes og poleret stil, som det tog sin tid for mig at vænne mig til. Ved en gennemlæsning yderligere faldt jeg dog for hans streg og visuelt set er der tale om en omgang særdeles flotte og labre illustrationer med masser af drive, nerve og dynamik i actionscenerne, især når Jinah går i blue demon mode og Oz ditto forvandler sig til en frådende varulv. Blodet bliver der bestemt heller ikke sparet på og det gør duellen mod Muztag til sidst til en forrygende kamp i sig selv. Modsat får Lubera også skabt en fornem nostalgisk stemning i sine gullige flashback billeder, samt gjort både Jinah og scenerne mellem hende og Oz både varme, romantiske og humoristiske. At betragte Luberas måde at tegne på kan i første omgang virke lidt for pompøse ligesom hans landskabsbillede af bjergene i Tibet, da Oz og Jinah lige er ankommet dertil. Men læner man sig lige lidt tilbage, tager en dyb vejtræning og får sunket sanseindtrykket, ja så er der ingen tvivl om, at det han har præsteret her er yderst gennemført og svært imponerende.
Samlet set synes jeg ikke, at volume 5 har skuffet på nogen måde. Tværtimod faktisk. De korte historier har som sædvanlig været det svage led, men det var som forventet og betyder egentlig intet, når de to største historier Haunted og Blood of Carthage modsat har levet fuld ud op til mine forventninger. At de to så yderlige bliver bakket solidt op af både The Heart of a Slayer og egentlig også Oz er kun en ekstra uventet bonus, som jeg kun kan glæde mig over som læser og fan af Buffyverset.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Dette nummer starter med, at en harm Harmony ikke kan komme ind på en eksklusiv klub, fordi hun har medbragt sine to vovser. Heldigvis ser hun et kendt ansigt (Andy Dick, som jeg ikke aner, hvem er), og hun udsuger ham for blod, mens paparazzierne klikker løs på deres kameraer; Harm vil have sine 15 minutters berømmelse. Harm er dog ikke tilfreds med at ende sin tid som kendis på denne måde, og hun opsøger MTV og overbeviser dem om, at hun skal have sit eget reality show.
Harmony: "... and you can just follow me around, and watch my life, see me with my friends, who you can cast people for and I'll mostly be biting people at wild parties and you can call it Harmony Bites!" Producer: " Hmm... I dunno. Seems like it needs a villain" Harmony: " No, see, that's the hook! With me you get a hero... With a villain built within"
Senere sidder Buffy og Willow og kigger i tøseblade, da de chokerede ser en artikel om Harmony "Sexiest Girl (not) Alive".
Jeg vil klart mene, at du kan være ekstremt glad for ikke at vide hvem Andy Dick er, for han er nok en af de mest umorsomme såkaldt komikere, der dukkede frem da MTV var på sit højeste. Dicks gimmick var en blanding af tåbelig slapstick og provokationer/jokes ud i lokumshumor af absolut værste skuffe, så man kan med god samvittighed sagtens mene, at Jeantry og Espenson gør verden en stor tjeneste ved at la’ Harmony ta’ livet af Dick og dermed spare fremtiden for flere verbale pinsler ;) Synes for øvrigt at det er en ret cool detalje der bliver lavet, da Harmony efterfølgende forklarer sit mord, hvor hendes karakter bryder den fjerde mur ved at tale direkte til læseren, som på den måde bliver tvunget til at forholde sig mere filosofisk til det just skete, frem for blot at betragte det som ren horroreffekt. Hehe, og så bliver Espenson da vist lige pænt lummer nederst på siden med sin overskrift ; ”Hot Vamp Gets Taste of A. Dick”. :D
Idéen med at la’ Harmony benytte sig af det overfladiske MTV som spejlbillede på sig selv, er perfekt ramt i forhold til karakteren og udstiller glimrende den kombination af skønhedsfiksering og grådighed, der kendetegner den del af den leflende underholdningsbranche.
Andetsteds ønsker en 16-årig pige at forlade den pigebande, som hun er en del af, og mens hun bliver straffet for at sige stop, aktiveres hendes slayer-kræfter, hvorefter hun med lethed får overstået sit opgør med banden. Herefter går hun igennem byens gader, hvor hun på en Tv-skærm ser den reklame med Andrew og Vi, som vi kender fra # 5. Ikke længe efter opsøges hun af Andrew, der sætter hende i forbindelse med Buffy, der forsøger at overbevise slayeren om, at hun skal være en del af deres gruppe. Buffy: "We'll protect you. We'll train you. You'll be part of a family... Togetherness! Unity! Sisterhood!"
Kan godt li’ den her forvandlingsscene der også samtidig, vil jeg mene, er en homage til Faith, både pga. pigens look, tatoveringen og sociale status. Ligesom Faith har pigen her folk omkring sig, men hun er alligevel alene, da de personer hun er en del af kun er ude på at udnytte hende. Da hun endelig får chancen for at slippe ud af miljøet og sin sociale status, tager hun den med det samme i et klart signal om, at hun gerne vil ændre på sit liv/vil mere med sit liv. Hun er så godt nok stadig alene i den efterfølgende tid og melder sig derpå ind i en ny ”bande”, dog med den væsentlige forskel, at de nye personer her bekymrer sig om hende…Og dog, for med Andrews monolog om vampyrers adfærd siger han samtidig noget, som nemt ku’ overføres til det at være menig slayer i Buffys enorme hær ; ”They take advantage of the weak ones…people without protectors, people who turn toward power because they have none, and then find themselves victimized by it”. Her vælger den anonyme pige pga. sin fortid at gå solo, hvilket bliver ligeså skæbnesvangert og hendes fremtid bliver dermed symbolsk mht. konsekvenserne af den manglende tillid til andre.
Den sang har slayeren hørt før, så hun smækker røret på, og opsøger en tatovør der kan fjerne medlemsmærket fra hendes sidste søsterskab. Her møder hun Harmony og Clem, der sammen med et tv-hold er ude og kigge efter en tatovering til Harm, og bliver inviteret til en fest hos Harmony samme aften, og her er hendes planer om at jage lagt. Til festen får slayeren fat i en træpæl, og hun forsøger at overmande Harm, der med en del held spidder den stakkels pige, hvorefter hun suger hendes blod. Buffy og de andre er blandt seerne, og Willow kommer med en konstatering: "Variety.com says it's making ratings history and setting download records", og folkene på MTV er da også yderst begejstrede: "All the show needed was a villain! And now we have thousands of them. [...] There's a whole slayer army. very organized, very violent. Best villains since the nazis! Better!"
Willow: "Buffy, it seems like the world doesn't know we're the good guys."
Buffy: " No. They do. They have to. Right? They can tell who's wearing the white hats.
En på mange måder absurd finale hvor alt går mod forventning. Måden den groupiehungrende og blitzlysfikserede skare bliver udstillet på samt kynismen fra tv-selskabet, fungerer som det skal og selv om man måske godt ku’ sige, at det er et letkøbt trick at benytte sig af fra Espensons side, ja så er det nu desværre skræmmende realistisk og korrekt observeret uden de store former for udenomssnak. Selve duellen med den anonyme slayer og Harmony synes jeg er ret fedt lavet, med masser af dynamik i Jeantrys illustrationer inklusiv en cool detalje med træpælen, der bliver skabt efter at slayeren deler et clipboard i to. Med det i hånden havde det været oplagt at la’ Harmony blive spiddet på det i ren og skær poetic justice, men så tvister Espenson det overraskende både til fordel for afslutningen på kampen, men også set i forhold til den symbolske værdi clipboarded får ved det, at medierne nu er en ligeså stor trussel for Buffy og co.’s eksistens, som vampyrerne og mørkets kræfter også er det.
Vurdering:
Som jeg har nævnt ovenfor, så er Harmony ikke en af de figurer, som jeg savnede eller håbede på at se igen, så jeg er som udgangspunkt negativt indstillet på trods af, at nummeret er skrevet af Jane Espenson, der er en af mine yndlingsforfattere, og Harm påvirker da også nummeret på godt og ondt; det er nok det nummer, jeg har de mest ambivalente følelser overfor, men jeg hader det i hvert fald ikke, ligesom jeg gør med # 20.
Først og fremmest er tonen i nummeret umiddelbart lige så lys som tonerne i Harmonys hår, og det bliver til tider lidt for meget; især set i forhold til at nummeret er sæsonens store omdrejningspunkt for den negative udvikling for Team Buffy. Især undrer jeg mig over, at folk overhovedet ikke er skræmte over, at der findes vampyrer, og at disse dræber folk for åbent TV - det irriterer mig faktisk rigtigt, rigtigt meget; jeg ville forestille mig vild panik, hvis vampyrers eksistens blev bevist på TV:o)
Jeg var så, som skrevet tidligere, meget begejstret for # 20 og er ganske godt tilfreds også mht. Jane Espensons historie her, hvor MTV kritikken dog ikke gjorde noget stort indtryk, selv om den var perfekt ramt. Eller sagt på en anden måde så er den kritik ikke noget nyt og har derfor ikke den store åbenbaringseffekt på mig. Det der omvendt gør historien god, er ang. den indflydelse det får på Buffy og co’s fremtid, samt beskrivelsen af den fortabte og anonyme slayer som forsøger at gøre en god gerning, men som aldrig bliver krediteret af omverdenen for den. På den måde hænger det også solidt sammen med nr. 5’s The Chain, hvor en pige med nyligt fundne slayerkræfter påtager sig opgaven som Buffys dobbeltgænger der dør under sin mission og efterlades som en anonym og ukrediteret soldat.
Mht. hele problematikken omkring vampyrernes synlighed i medierne, så forklares den jo f. eks ved i starten, at det kun er et enkelt bid som bliver en slags metafor over en form for lykkefølelse og dermed ikke involverer noget, der ku’ indikere at det er farligt at omgås en ”vampyr”. Og når jeg skriver det i anførelsestegn, så er det fordi det er mit indtryk at folk et eller andet sted har overbevist sig selv om, at hele vampyrelementet blot er en ny form for gimmick i reality-verdenen. Senere da Harmony dræber slayeren for åben skærm, er det jo hende der fremstår som offeret der forsvarer sig selv mod en gal stalker og derfor betragtes hun som den stakkels mediepersonlighed/divaen med alt hvad der dertil hører af malplaceret sympati fra en pøbel, der er mere interesserede i at være en del af V.I.P.’en, (magtens centrum hvor alle er ens), end at prøve at forstå den gruppe af outsidere fra et alternativt miljø og alternativ livsstil, som Buffy og co. repræsenterer og som er nemmere at rette et had imod.
På den anden side er Harmony det perfekte udgangspunkt for at kritisere min generations MTV-kultur; flere gange tænker man Paris Hilton-wannabe om hende, og det er også åbenlyst, at Espenson ikke er tilfreds med, at Tv-stationer i for høj grad handler alene med økonomien for øje og ikke tænker på kvalitet eller moral. Espenson udpensler uden tvivl sit budskab i lidt for høj grad, og Harmony behøver i hvert fald ikke at rende rundt med små hunde på armen, for at læseren skal tænke Paris Hilton; sammenligningen er jo mildest talt meget oplagt, og alle med en nogenlunde normal IQ skulle gerne være i stand til at fange budskabet uden.
Nummeret er dog rigtigt sjovt, og det er rart at se Clem igen. Desuden udgør Harm og Clem et godt makkerpar, selvom jeg er glad for, at de næppe vil være hovedpersoner i flere af sæsonens historier. Jeg synes også det er fedt, at Buffys manglende ledelsesevner ift. det at lede en hær vises, uden at Buffy fremstår som en dårlig person, (ligesom overraskende mange fans faktisk synes hun er); hun har blot ikke tid til at undersøge hver enkelt slayers forhold og indrette sig efter disse; hendes overskud og ressourcer er ikke til det. I øvrigt synes jeg, at Dawns comic relief baggrundsscene er totalt genial, og jeg glæder mig til at se, hvad det forandrede verdensbillede fører til over de næste par numre!
Jeg er enig i din beskrivelse af Espensons forhold til MTV generationen, så den vil jeg ikke kommentere yderligere på. I stedet studser jeg over det du skriver ang. Buffys manglende ledelsesevner? For som jeg ser det, er Buffy da ikke på nogen som helst måde skyld i den anonyme slayers skæbne. Det er jo slayeren selv der vælger at afbryde forbindelsen til Buffy og gå solo. Buffy kan jo ikke tvinge nogen til at være en del af hendes team og har så vidt jeg ved heller aldrig gjort det, men kun opfordret til det. Så, slayerens død står helt for egen regning og kan ikke, efter min bedste overbevisning, tilskrives at være Buffys skyld eller et bevis på manglende lederevner. Så hvordan nogle fans kan mene, at Buffy fremstår som et dårligt/negativt forbillede, kan jeg slet ikke nikke genkendende til. Hvis man har den opfattelse er mit bedste bud, at man ikke har taget sig tid nok til at læse billederne/historien godt nok.
Hehe, ja de scener med Dawn er ret geniale. Troede ikke de ku’ finde på flere hestejokes, men ser ud til at de har haft et par stykker mere liggende på lageret. :D
Nu ser jeg frem til at læse nr. 22 med Satsu baben og Kennedy, samt at se hvad du har skrevet om den historie. Som sædvanlig må du væbne dig med tålmodighed, men jeg skriver kommentarer ligeså snart det lander i postkassen. :)
Tjek forøvrigt de helt nye covers til Buffy TVS - Season 8 # 25 ud nedenunder. Original coveret er lidt halvklamt hvis i spørger mig, men til gengæl er jeg ret vild med variant coveret, der også er en sjov homage til # 4's originale cover :
I stedet studser jeg over det du skriver ang. Buffys manglende ledelsesevner? For som jeg ser det, er Buffy da ikke på nogen som helst måde skyld i den anonyme slayers skæbne. Det er jo slayeren selv der vælger at afbryde forbindelsen til Buffy og gå solo. Buffy kan jo ikke tvinge nogen til at være en del af hendes team og har så vidt jeg ved heller aldrig gjort det, men kun opfordret til det. Så, slayerens død står helt for egen regning og kan ikke, efter min bedste overbevisning, tilskrives at være Buffys skyld eller et bevis på manglende lederevner.
Jeg mener heller ikke, at hun er en dårlig leder, men blot at hun er (stadigvæk) lidt for uskolet ift. det at lede en hær. Havde Buffy haft større ressourcer og mere tid, mener jeg at hun kunne have haft en helt anden tilgangsvinkel til at lokke slayeren til - "We'll protect you. We'll train you. You'll be part of a family... Togetherness! Unity! Sisterhood!" er ikke en måde man kan lokke med et tidligere bandemedlem på, hvis denne oprigtigt vil forandre sig selv og sin situation, men jeg synes heller ikke, at der er noget at bebrejde hende; hun har alt for meget at se til... Men nej, jeg kan heller ikke forstår den massive kritik af Buffy (og hendes ledelse, som man ofte støder på), og jeg kan kun ryste på hovedet over den.
I øvrigt er jeg også glad for # 21, men jeg har altid meget store (for store) forventninger til Espenson, så jeg er nem at skuffe. Mht. medieversionen af vampyrerne, så giver Angel: After The Fall 16-17 en dybere forklaring...
#151 Slettet Bruger [2495802190] 16 år siden
http://myspace.com/darkhorsepresents?issuenum=19&a...
En meget lille og ligegyldig historie relateret til # 22, der udkom i dag. Men det er jo gratis, så det er værd at chekke ud og håbe, at man synes bedre om det, end jeg gør...
# 150: Jeg er meget enig i, at det er Goldens bedste historie, selvom det siger mindre, når det kommer fra mig; jeg er jo ikke ligefrem begrejstret for manden... Hearts of The Slayer og Oz synes jeg til gengæld var helt og aldeles ligegyldige og kedelige...
#152 NightHawk 16 år siden
Angel – Aftermath, ( # 18-21) Covers af Nick Runge :
http://buffycomics.hellmouthcentral.com/
Angel – Aftermath, (# 21) Cover :
http://ryalltime.blogspot.com/2009/01/angel-21-sta...
Angel – Aftermath ; Interview med Kelly Armstrong :
http://popculturezoo.com/archives/1940
Buffy TVS – Season 8 # 22 ; Preview på 7 Sider :
http://www.newsarama.com/php/multimedia/album.php?...
Buffy TVS – Season 8 # 23 ; Preview på 2 Sider :
http://www.darkhorse.com/Comics/Previews/15-331?pa...
Buffy TVS – Season 8 ; Nomireret til en Glaad Media Award :
http://www.glaad.org/mediaawards/20thAnnual/nomine...
Buffy TVS & Team Angel – Remember To Smile :D
-------------
Interview med Mark Lutz – Groosalugg Taler Ud :
http://buffyfest.blogspot.com/2009/01/exclusive-in...
Interview med Nathan Fillion – About ”Wonder Woman” :
http://www.comicbookresources.com/?page=article&am...
Interview med Joss Whedon – The Faith of DollHouse :
http://www.thedailybeast.com/blogs-and-stories/200...
http://thetvaddict.com/2009/01/30/exclusive-interv...
http://www.tvweek.com/news/2009/02/joss_whedon_on_...
DollHouse on MySpace :
http://www.myspace.com/dollhouseonfox
-------------
Amber Benson’s Official Blog :
http://amberbensonwrotethis.blogspot.com/
Sci-Fi & Supernatural Serier der blev stoppet for tidligt :
http://www.televisionwithoutpity.com/show/brillian...
# 151 -
Nu hvor jeg lige mangler det sidste ang. de to historier plus den korte af Tom Fassbender, så er jeg ikke enig med dig ang. Heart of a Slayer, men er stort set enig med dig ang. Oz. Har lige modtaget # 20 & 21 af Buffy, så skriver også et par kommentarer til dine reviews til weekenden. Skulle også ha' modtaget Angel ATF # 15, men her havde PowerStar lagt # 15 af "Buffy" med i stedet. Flot! :P Så kommentarer til det og # 16 må blive næste gang jeg bestiller tegneserier igen. :)
Lød forøvrigt hyggeligt med din Tru Calling opvarmning sidst. Den skal jeg også ha' genset her en af dagene. :)
Kan forresten ikke se dit link til MySpace på den computer jeg sidder ved, men tjekker det ud senere. :)
#153 Slettet Bruger [2495802190] 16 år siden
Og mht. Myspace-"historien", så vandt den lidt ved genlæsning, hvor jeg var lidt mere vågen og fangede Hello Kitty-referencerne mm, men det er bare begrænset, hvor meget man får ud af en to-siders historie:o)
Angående Tru Calling, så er det faktisk første gang jeg har set serien, siden den blev sendt i TV første gang, hvor jeg tit gik glip af afsnit pga weekendarbejde; og jeg var da godt nok ærgelig, da jeg løb tør for afsnit, for serien havde jo slet ikke udtømt sit potentiale. I øvrigt har jeg bare en ting for Dushku - hun har været med i meget crap, men hun formår altid at få et eller andte ud af sine roller alligevel...
#154 Slettet Bruger [2495802190] 16 år siden
Satsu er på jagt efter en dæmom med fire arme, og Kennedy kommer hende til undsætning under kampen, hvor Satsu overraskes af dæmonens hale. Kennedy er til Satsus store utilfedshed sendt for at evaluere, hvordan hun klarer det som holdleder.
Kennedy: "Don't be a brat, slinky. That's my profession, and I don't like amateurs crowding me".
De to slayere sender hurtigt dæmonen på flugt, hvorefter de disuterer det at være en lesbisk slayer og usandsynliggør muligheden for, at Buffy er lesbisk.
Kennedy: "But sleeping beauty wasn't gay. And neither is Buffy. (...) You, gay. Buffy, not.".
Herefter åbner de en sæk, som dæmonen bar rundt på med en lille "Vampy Cat" i plys; en prototype af en vare der er forudbestilt i massevis. Andetsteds dukker dæmonen op hos sin herre, der er med til at producere "Vampy Cats", og herren slår dæmonen ihjel.
I Satsus lejr begynder vampyrkatten at bevæge på sig, og den sniger sig ind på en sovende Satsu.
Næste morgen mødes Kennedy med synet af Satsu i en Kimono, der signalerer at hun er gifteklar.
Satsu: "My parents bought it for me. Before I destroyed them with my gayness. (...) Girls should kiss boys and have their babies".
Kennedy forsøger at få satsu til at møde en magiker, men Satsu pander hende én, og de to piger ender i en kamp, der først afsluttes, da Satsu kaster op og derved får vampyrkatten ud af sit system, hvorefter slayerne med lethed får gjort det af med den.
Senere opsøger slayerne producenterne af kattene, men disse er alle sammen udsugede for liv. Undersøgelsen af fabrikken afslører dog, at der netop er sendt en sending af vampyrkatte afsted mod Skotland.
Senere har Kennedy og Satsu infiltreret skibet, hvor de overraskes af et stort antal katte, der forsøger at hoppe i de to pigers munde, så de kan besætte disse. Da kattene næsten er besejrede bliver disse tilsammen til en kæmpekat, og afslører at de er blevet sendt af Twilight.
Herefter gør Satsu plan B klar. Hun tænder for et nødblus, så hendes slayeres ubåd kan gøre det af med fjendes båd.
Kennedy: Your eval's so getting a smiley face".
Herefter kontakter de to slayere Buffy, og Satsu foreslår at de eliminierer Harmony, der igen er i medierne, hvor hun kritiserer slayerene for at gøre det af med de "søde missekatte", men Buffy gør det klart, at hun ikke vil gøre en martyr ud af Harmony.
Nummeret slutter med, at Satsu gør det klart for Kennedy, at hun leder efter de andre lesbiske fisk i havet i stedet for at mukke over Buffy.
Vurdering:
Et godt nummer med fokus på Satsu og Kennedy og som i høj grad tager stilling til, om Buffy er lesbisk eller ej. Først og fremmest synes jeg, det er fedt, at Kennedy, som mange fans hader, får meget plads i dette nummer, og så synes jeg også at "The Swell"/vampyrkattene er en sjov og andlerledes fjende (selvom man ikke kan undgå at tænke på historien The Latest Craze).
Der kommer et par over-the-top elementer; fx da en vampyrkat råber: "Eat their fucking ovaries!" og så selve introduktionen af en U-båd... Men når dialogen kører og historien udvikler figurer, der ikke har fået meget plads, ja så er jeg stadig meget tilfreds.
#155 NightHawk 16 år siden
Advarsel! Indeholder Spoilers.
Buffy: Season 8 # 20: After These Messages - We'll Be Right Back
http://www.darkhorse.com/Comics/Previews/15-328?pa...
http://www.darkhorse.com/Comics/Previews/15-740?pa...
Idéen med at la’ George Jeantry åbne jubilæumsnummeret, her endda i en tone der er lige en tand mere grum og dyster end vi er vandt til af fra ham, synes jeg er blændende godt tænkt set i forhold til den knivskarpe kontrast det gir, når der kort efter skiftes over i den polerede og uskyldige tegnefilmsstreg. Bare ta’ åbningsbilledet med en sammenbidt og dybt fokuseret Buffy der uden tøven kapper hovedet af et monster, mens blodet sprøjter rundt, og dernæst videre gennem pløre og regnvejr, og så åbningsbilledet hvor hun vågner i sin seng hjemme i huset i en T-shirt med den meget sigende tekst "Relax" i de meget klare farvetoninger. Synes den overgang er så fedt lavet og den efterfølgende genforeningsscene med Joyce er blot den første af flere kløgtige metapåfund, hvor Buffyverset anno sæson 1 smelter sammen med nutidens sæson 8.
Synes Jeff Loeb med scenerne på Sunnydale high ret godt fanger måden karaktererne taler på og til hinanden i sæson 1. Willows kejtethed, Xanders fjumrende charme og Cordelias sarkastiske og dybt nedladende tone er alle ramt, synes jeg, lige på kornet. Og igen mikses referencer til fremtiden glimrende ind i tidsperioden, hvor både Xanders fascination for pirater, og Willows endnu ikke opdagede lesbiske side har humoristisk slagside. Mht. joken ang. Cordelia så ser jeg nu ikke noget malplaceret eller usmageligt i det overhoved, da Buffy og co. jo stort set altid joker med døden, især når det involverer dem selv, som Buffy f. eks synger i Once More With Feeling ; ”Hey…I died twice!” Og hvor tit har Cordelia ikke omvendt fyret jokes af om andre i situationer, der har været højst upassende. Jeg synes ikke det sætter Buffy i dårligt lys eller noget i den stil, når joken blot er lavet som ren komisk reference med samme selvironiske tone, som der altid har været.
Scenen på kirkegården kan jeg også rigtig godt li’ fordi den udstiller, at Buffys tanker og krop ikke følger hinanden men er to separate universer, da hun overraskende taber pælen i hovedet på sig selv, hvor hun ellers troede hendes lange erfaring med våben hang ved. Også en sjov detalje mht. Buffys manglende evne til at huske navnene på modstanderne korrekt ; ”Disciples of Morgala”/Diciples of Morgan Freeman. I sæson 2 var der f. eks Kakistoz, der blev til ”Kissing Toast” og dommedagsdæmonen Acathla der blev omtalt som Alfalfa, (lederen af ”De Pokkers Møgunger” serien). De to scener efter kampen mod disciplene, (først på kirkegården med Giles og dernæst afskeden med Joyce hjemme på værelset), synes jeg er meget sigende dels mht. det ansvar Buffy konstant slæber rundt på, og som hun ikke engang kan blive fri for i et alternativt univers, og dels meget rørende, med Joyce kommentar ”You can allways come back again”., hvortil Buffy blot svarer med et perfekt ramt desillusioneret udtryk, der gir den ellers muntre tegnestil solidt modspil ; ”Right…”
Scenen på taget hvor Buffy møder Angel, er virkelig flot lavet ren stilmæssigt og her træder Andy Owens fornemme farvelægninger for alvor i karakter med hhv. Buffys gyldne hår og Angels knaldrøde trøje mod den blå aftenhimmel. Snakken om fremtiden er igen en godt udført ide, fordi man i første omgang tror det er Angels fremtid Buffy refererer til, (det ku’ f. eks være ang. at hun dræber ham i sæson 2). Men i stedet som det viser sig senere, handler det jo i virkeligheden om Willow. Afslutningen på scenen er igen et meget morsomt illusionsbrud, da Buffy, i hovedet, frisk springer ud fra bygningen uden at tænke på, at hendes sæson 1 krop ved hvordan hun skal lande på den rigtige måde. Også en herlig måde der bliver leget med tegnefilmsmediet på, da Buffy forsøger at få styr på, hvad Angel sagde til hende tidligere. Det lille karakterskifte/splittelsen af lyst og ansvar nederst på siden hvor Buffy først prøver at ignorere men alligevel følger sin pligt er skarpt udført, ligesom den afsluttende slapstick del efter kampen mod dragen, hvor Cordelia får sin straf for at svine Buffy til, også er det.
Da Buffy er tilbage igen i George Jeantrys stil, så får man lige endnu en både visuel og verbal genistreg kombineret i det meget flotte og stemningsfulde oneshot, hvor Buffy med sit beskidte og livstrætte ansigtsudtryk og slidt battle-outfit står i skærende kontrast til Wights varme, smilende og polerede,(uskyldige), tegnefilmsillustrerede galleri af den originale scoobiegang i baggrunden. Fortid og nutid, bristede drømme kontra dystre fremtidsudsigter, hvor Buffys ord om at forsøge at ændre fortiden, nu handler ligeså meget om hende selv som om Willow, meget sigende med de afsluttende ord der også referere til Angels åbningsmonolog i Not Fade Away ; ”But for one brief shiny moment..."
Jeg er slet ikke enig med dig i din vurdering af # 20, som jeg på alle måder synes lever op til sin jubilæumstitel ved at ta’ sæson 1 og sæson 8 og blande sammen på den måde den gør og både få bragt en masse nostalgi på banen, samtidig med at historien i det alternative tegnefilmsunivers også bruges til at udstille Buffys følelser og tanker i den nutidige handling. Som sagt tidligere synes jeg at Loeb rammer helt præcist i sin dialog, for sådan snakkede karaktererne da tilbage i sæson 1 af tv-serien og mængden af jokes synes jeg nu heller ikke der er noget galt med. Det bliver måske lidt sammenpresset på skolen f. eks, men det ku’ vel næppe ha’ været anderledes pga. historiens længde. Joken om Cordelias død mener jeg heller ikke, at der en noget mærkeligt ved og så gode veninder har de nu heller aldrig været, at den slags jokes er tåbelige/usmagelige. Tænk bare på hvor mange gange Cordelia har svinet Buffy til i tv-serien.
Ja, jeg synes faktisk at nr. 20 We’ll Be Right Back ligesom det første standalone nr. 5 The Chain, på hver deres måde naturligvis, har været særdeles fremragende i måden at formidle en historie i historien på og har begge været med til at udvide rammerne indenfor sæson 8’s univers handlingsmæssigt og stilmæssigt. Jeg synes Joss Whedon kan være mere end stolt over hvad Loeb, Wright, Jeantry og Owens har skabt med dette nostalgiske og humoristiske syretrip og det vil for altid også være et nummer af sæson 8, som vil stå mit Buffyhjerte meget nær. :)
Og så får i ikke mere for den 25 øre folkens! ;)
#156 NightHawk 16 år siden
Advarsel! Indeholder Spoilers.
Buffy The Vampire Slayer – Omnibus Vol. 5
The Heart of a Slayer : 46 sider. Skrevet af Tom Fassbender. Tegnet af Cliff Richards
http://www.darkhorse.com/Comics/Previews/00-047
Buffy : ” You don’t get It ugly…You have to die NOW!...Because you’re keeping me from my boyfriend”.
I en kirke i Sunnydale 1840 holder den lokale præst en tordnende tale om gud og satan, da et monstrøst og frådende bæst brager ind igennem den ene rude, med hvad der ligner kriger fra middelalderen lige i hælene. Inden præsten og de få kirkegængere kan nå at forstå, hvad der kun kan være et signal fra helvede om jordens undergang, farer jægeren og den jagede videre ud og hen over den støvede og mudrede hovedvej, krydser en heftig gunfight mellem to cowboys, inden de atter forsvinder ligeså brat som de opstod, da en portal åbnes og suger dem begge ind. Sunnydale 1976 ; på en parkeringsplads er to junkies ved at ta’ et fix, da den ene af dem makabert bliver revet i to dele, da portalen åbnes inde i ham. Hans ven indsmurt i blod er i total chok, men ligesom han skal til at reagere, forsvinder de to duellanter nok en gang og ender endelig i nutidens Sunnydale. Her må Willow og Xander ligeledes opleve skræk og rædsel, dog ikke af samme kaliber men tæt på, da The Bronze er i fuld gang med et ”herligt” karaokearrangement, mens de utålmodigt venter på at Buffy skal dukke op. Imens på college kommer hun pludselig i tanke om hendes aftale og må, desværre for Riley, brat afslutte deres ”træningstime”.
Buffy : ”How many slayers do I have to deal with? I’m supposed to be the slayer! First you’re a cheerleader, then some guy’s throwing knives at you and you’re THE SLAYER, but no wait! There are other slayers…bad ones, Jamaican ones, vampire ones and now this?”
Mens Buffy mødes med Willow og Xander, bliver Riley, på sin patrulje, slået ned af bæstet fra tidligere. På the Bronze prøver en lidt for klam dude at score Buffy. Ham får hun hurtigt nok af og daffer i stedet, for ikke at la’ temperamentet løbe af med sig, ud for lidt frisk luft. Men det la’ stodderen sig ikke slå ud af og forsætter ihærdigt på at indsmigre sig, hvilket dog hurtigt får alvorlige konsekvenser, da bæstet springer frem fra skyggerne og kløver ham i to. Buffy er dog vand til lidt af hvert, så hun bevarer roen og går straks til angreb på det næsten usårlige monster. Buffy indser hurtigt at der skal skrappere midler til og trækker, med de meget passende ord ”We’re gonna need a bigger boat”, en big ass gun op af tasken. (tjek billede på side 254, det er sgu da for cool). Efterhånden som alt synes at prelle af og Buffy føler sig totalt smadret selv, får hun uventet hjælp fra middelalder krigeren som heldigt for begge sender monstret ind i en ny portal. Da Buffy vil takke for hjælpen slår den lettere ensporede kriger hende i stedet ud for øjnene af Willow og Xander. Lidt efter hos Giles bliver de alle klogere på hvem deres nye medhjælper er, da Giles forklare hun er en slayer, der har jagtet bæstet fra det 11 århundrede. Buffy er tydeligvis ikke vild med tanken om endnu et slayer team og bedre bliver stemningen ikke mellem hende og Adja, da hun kalder Buffy for en uvidende jomfru.
Giles : ”The name she kept calling you, Nastjana, it means “savior”. Actually it means THE SAVIOR!”
Buffy : ”I understand. It was ether her or me. So we chose her”.
Efter lidt mere snusen rundt i sine bøger lærer Giles til sin skræk af monstret kun kan standses ved at ofre en slayers hjerte og derfor beder han bekymret Buffy om at indstille jagten sammen med Adja, da monstret kort efter brager gennem væggen i et angreb, der i stedet sender den på flugt. Adja fortsætter derfor solo, men det har Buffy ikke tænkt sig at finde sig i, så hun blæser på Giles formaninger, (som sædvanlig fristes man til at sige), og optager, selv om hun knap kan stå på benene af de tæsk hun fik tidligere, forfølgelsen med en goddiebag af våben. Lidt senere indhenter hun Adja og pludselig opstår der en hvis form for respekt de to imellem, da de bliver ofre for en flok blodsugere i parken. Imens er Giles blevet klar over Adjas skæbne og skynder sig af sted til parken med følge af Xander og Willow. Da de når frem møder der dem ligesom Buffy et rædselsvækkende syn, da Adja vælge at ofre sig og få stoppet bæstet én gang for alle. Buffy er næsten mundlam, da Giles lidt efter forklarer at Adja var udsendt ifølge profetien i hans bøger som hendes beskytter og at hendes skæbne langt tid i forvejen var lagt fast. Ordene hjælper dog ikke det store på Buffy, der blot stirrer tomt ud i luften…
-----------------
Må nok sige at Tom Fassbender med sin anden historie i volume 5 stiger gevaldigt i graderne hos mig med en handling som, trods det at være forholdsvis lige ud af landevejen, faktisk har mere på hjerte, end man sku’ tro. For ved pludselig at inddrage en slayer fra fortiden i Buffys følelsesregister, bliver konfrontationen atter en reminder, (de to gange tidligere var Kendra og Faith), om hvordan hun selv ku’ ha endt som, havde det ikke været fordi Buffy helt mod sædvane holdt fast i sin familie og venner. Samtidig bliver den primitive Adja også et billede på fremtiden og det konstante pres og ansvar som superhelt/slayer Buffy må leve under der er så enormt, at hun har svært ved at ku’ forstå og kapere det, fornemt illustreret i den dystre og deprimerende afslutning hvor Adja ofrer sig for Buffys skyld, fordi Buffy er udset i profetierne til at være den ultimative slayer, der skal redde menneskeheden, her meget rammende beskrevet i nærmest bibelske toner, som The Savior, intet mindre. Det fører naturligvis tankerne hen på sæson 5’s finale afsnit The Gift, hvor Buffy ofrer sig for menneskeheden og redder verden. Problemet er bare at verden langt fra er færdig med at blive reddet og aldrig bliver det definitivt, i Fasbbenders historie symboliseret i form af det utrættelige monster, og så må hun retur igen og fortsætte hvor hun slap, hvilket leder mine tanker hen på, at når Buffy i ”Heart of a Slayer” bliver udråbt som The Savior, ja så ku’ det faktisk sagtens sættes i forbindelse med plottrådene i den nulevende sæson 8, hvilket gir en cool sammenhørighed de to illustrerede udgivelser imellem.
Og så over til den visuelle side. Selv om Christopher Goldens ”Blood of Carthage” er et sandt festfyrværkeri af kulørt ramasjang, har Cliff Richards streg i ”Heart of a Slayer” mere dybde forstået på den måde, at historiens tone generelt er meget dyster og mørk i stemning. Man kan tydeligt mærke den her deprimerende ballast som Buffy må slæbe rundt på undervejs og som kun bliver forværret og forstærket i hendes duel, (som er blevet en af mine alltime favorites i tegneserie regi), mod det svulstige monster, der bliver hakket, dolket, sparket og skudt til smadder, men som bliver ved med at komme igen og dræner Buffy for energi både fysisk og psykisk. Synes også det er en cool detalje, at Fassbender og Richards bevarer Buffys gennembankede look historien ud, hvilket er med til bevare den mere alvorlige tone mht. det overordnede tema. Og så vil jeg da lige fremhæve Buffys big gun igen, for det er sgu et fedt våben, der bestemt er med til at få hende til at blive ekstra badass og som jeg godt ku’ ha’ tænkt mig var blevet brugt i tv-serien. For øvrigt også et ret flot cover den ellers så udskældte Ryan Sook har lavet til historien. Helt klart noget af det flotteste fra hans side.
#157 NightHawk 16 år siden
Cemetery of Lost Love : 22 sider, af Christopher Golden. Tegnet af Cliff Richards
Verona : ”You interfered, now you’re going to pay the price!”
Buffy : ”Interfered? What are you talking about? Wait…you…I saved you”.
Verona : ”No. You damned me to mortality”.
På det sædvanlige makeout sted i skoven nær Sunnydale bliver en ung kvinde noget chokeret, da hendes date viser sig at være vampyr. Heldigvis er Buffy samtidig på patrulje og fyren med det spidse overbid ender hurtig som støv i vinden. Næste dag i Maggie Walsh’s psykologitime snakker Buffy med Willow, der er temmelig deprimeret over at Oz er rejst væk og Buffy anbefaler hende derfor at kigge sig omkring efter en anden, (og det ved vi jo godt hvem bliver ;) ). Da Buffy lidt efter vil ta’ sig en snack fra tasken, møder der dem et klamt syn i form af et hav af maddiker, som sekundet efter er overalt, skabende vil panik i klasselokalet. Senere under frokosten i kantinen hvor de to tøser har fået selskab af Xander, (ugens gæst :D), går snakken omkring de slimede maddiker og Xander får med det samme brækfornemmelser i vanlig stil. For at gøre ondt værre må Xander springe for livet, da en hær af rotter pludselig stormer cafeteriet. Senere på collegeværelset bestemmer Buffy sig for solo at ta’ affære og daffer af sted mod kirkegården, efterladende Willow mutters alene tilbage. Hun skynder sig derfor hurtigt at ta’ hen til Giles og ringer til Xander undervejs om at møde dem der.
På kirkegården får Buffy bekræftet sin fornemmelse for at opspore ondskaben, da hun spotter et mystisk rødt pulserende lys fra en af krypterne og griber en voodoo kult på fersk gerning i at fremtrylle ånden Baron Samedi. I et kort sekund er Buffy uopmærksom og bliver slået ud og befinder sig efterfølgende spændt fast til et alter som næste offer. Og tingene skal hurtigt blive endnu mere skumle, da lederen af kulten viser sig at være pigen fra tidligere som Buffy reddede. I 11’te time valser Spike heldigvis forbi og ser straks sit snit til en rask fight, hvilket bliver Buffys redning. Spike bliver dog midlertidig forblændet af Samedis ”Drusilla illusion”, men det gir lige akkurat Buffy tid nok til at slippe fri og uddele tørre tæsk. Skuffet over hendes manglende evne til at levere varen, ender Samedi i stedet med at ta’ Veronas liv som straf og smider hende i en grav. Imens hjælper Buffy Spike på fødderne igen, men han afslår fornærmet og antyder at han kun kom forbi for at slås, (yeah right Spike din sjover). Da han er smuttet ud i natten igen tager Buffy til Giles og får noget af et chok, da Samedi åbner døren. Buffy vågner pludselig brat op i sin seng og ånder lettet op over at det hele blot var et mareridt, men har samtidig svært ved at ryste det af sig igen, da hun indser at hun er rædselsslagen for at være alene.
----------------
Christopher Goldens korte historie kan med rette betegnes som værende ren fyld, men har nu alligevel sin berettigelse ved det, at den sin enkle opbygning til trods, fungerer som en brik i volume 5’s samlede tema om angsten for at miste hinanden og ikke mindst sig selv, (som det sidste billede tydeligt illustrerer), i en periode hvor Buffy og co. tumler med store spekulationer om fremtiden kontra den evige kamp mod det onde. ”Cemetery of Lost Love” andet og selvstændige tema kommer via den forskruede og magtliderlige Verona, der er et af seriens og vampyrmytologiens klassiske eksempler på followers. Vi så eksempler på det tilbage i sæson 2 med Buffys ven Ford og hans følge, samt i sæson 1 af Angel hvor en falmende tv-stjerne også var villig til at la’ sig omvende for at opnå evig ungdom og magt. I alle tre tilfælde er moralen den samme ; gab ikke over mere end du kan magte ;)
Andet ”tema” er Buffy og Spikes spirende flirt, som godt nok er et mindre skænderi, men som alligevel så småt antyder hvad der er i vente ang. de to, der elsker at hade hinanden og hader at elske hinanden men alligevel er det fordi, at de er tættere forbundet end de selv vil være ved. Ja, det er unægtelig ikke det store WOW! ved denne korte historie, men lidt har også ret og desuden er der jo altid Cliff Richards smukke streg at sidde og nyde. Her kommer den til størst effekt på kirkegården, da Buffy battler en flok zombier og på et tidspunkt smadrer næven tværs igennem ansigtet på én af de halvrådne lig, (umm, bon appetit). Men fedt ser det ud og hele scenen trækker klart historien op på underholdningsbarometeret.
#158 NightHawk 16 år siden
Oz : 66 sider. Skrevet af Christopher Golden. Tegnet af Logan Lubera
http://www.darkhorse.com/Comics/Previews/00-326
http://www.darkhorse.com/Comics/Previews/00-335
http://www.darkhorse.com/Comics/Previews/00-342
”He remembered the night he left Sunnydale, left Willow behind. His dream takes him back to the beginning of this journey. It’s not a pleasant dream…”
Et sted i en aflåst boks i downtown Hong Kong går Oz, atter forvandlet til sit varulvejeg, amok under den sidste af sine tre nætters forbandelse og lykkedes med, efter nærmest at ha’ pulveriseret en ståldør, at slippe fri. Ude på den anden side venter der dog det frådende bæst uventet hård modstand, da Oz oppassere, ud over at være bekendte af Giles, alle viser sig at være særdeles stærke blå ilddæmoner, (minder i design om Sorte springer fra ”X-Men”). Da de efter lidt tumult får lagt bæstet ned, ryger Oz af bar udmattelse en tur i drømmeland og tænker tilbage på den gang hans nevø Jordy, (der havde forbandelsen i blodet), bed ham, det første møde med Willow, senere affæren med den dragende Veruca, og sidst det smertelige brud med Willow der betød han måtte forlade Sunnydale måske for evigt. Da Oz senere vågner igen splitternøgen blandt et bundt af kæder, fortæller Giles gamle ven Quinx ham at han straks, da han kun vil være menneske i en måned frem inden næste fuldmåne, må ta’ kontakt til magikeren Wuxi. Da Oz et stykke tid efter træder ind i Wuxi’s butik, befinder han sig pludselig midt i et opgør, hvor en lokal bande prøver at tvinge beskyttelsespenge ud af den gamle magiker. Oz ender få sekunder efter ude på gaden igen, hvor han opdager, mens han kommer på fødderne igen, at Quinx datter Jinah er fulgt efter ham og vil med på hans tur til Nepal, som Wuxi skal hjælpe ham med.
Jinah : ”I don’t need to be protected from you, Oz. I don’t want to be. I’ve seen what you are and I’m not afraid. I’ve got another face too. I know what it’s like to have a monster inside”.
Oz : ”No, you really don’t. What’s in you? It’s still you. The thing inside me? It’ll kill you if you give it a chance”.
For at undgå at tingene kører helt af sporet inden de er begyndt, kaster Oz sig frygtløst ind i kampen for at forsvare Wuxi, men han har nu aldrig været kendt som den mest adrætte af scoobierne og så er det jo heldigvis godt, at han har den sværd svingende Jinah i nærheden til at sørge for at han ikke ender som dekoration på væggen. Efter banden er onduleret fortæller Oz om sin fortid til Wuxi, der hurtig bliver klar over at der ikke er nogen tid at spilde, hvis Oz skal ha’ en chance for at finde en kur, der kan stoppe varulven fra at dukke frem igen, og hurtigere end man kan sige abracadabra, befinder de tre sig i Tibets sneklædte bjerglandskab med udsigt til det kloster, som er målet for Oz’s rejse. Wuxi forsvinder igen og Oz og Jinah må nu ud på en længere vandretur, der undervejs tager dem forbi en gruppe nomader, hvis lejr er i noget nær kaos efter et blodig angreb. Da mørket efterhånden sænker sig, beslutter de for at slå lejr og Oz fortæller lidt mere om sin fortid til Jinah, der efterfølgende gør sit for at overbevise ham om, at hun forstår hans problemer, hvilket Oz dog bliver lettere fornærmet over. Senere næste dag når Oz og Jinah langt om længe frem til klostret og her møder der dem noget af et syn, da de får åbnet døren og finder alle munkene massakreret og stedet hærget. Master Shantou som er den eneste overlevende, fortæller at en gammel fjende, dæmonen Muztag der med tiden er blevet mere og mere magtfuld, står bag angrebet. Oz synes ikke der er nogen grund til at blive, men Jinah får ham overbevist og Shantou lover at han så til gengæld vil gøre hvad han kan med de ting han har tilbage, for at hjælpe Oz med sit varulveproblem.
Master Shantou : ”He cannot force a change. It must happen as simply and as naturally as the coming of the dawn.”
Imens hos Lord Muztag bliver de tilfangetagne munke forsøgt omvendt som slaver af dæmonens magikere Whispers, men de gør det åbenbart ikke hurtigt nok så den stærkt utålmodige Muztag ender i bar raseri med at flå hovedet af den stakkels munk og så får magikerne pludselig travlt med at opgradere deres mojo. Tilbage ved klostret får Oz spirituelle råd om at holde sit indre monstre nede, alt imens Shantou forbereder en urtemikstur, der måske er den definitive løsning på problemet. Samme aften er fuldmånen tilbage. Jinah hjælper Oz med selv at blande miksturen korrekt, men han vil ikke ha hende med videre uden for i tilfælde af, at det ikke sku’ virke og beder hende derfor blive hos Shantou. De følgende dage mens Oz prøver at få kontrol over sig selv, slår Lord Muztag til mod en række landsbyer for at vise sin magt. Et par dage senere i et uopmærksomt øjeblik imens Oz fortæller Jinah hvor meget han savner Willow, slår Muztag og hans hær til ved klostret og kidnapper Shantou før de andre kan nå at reagere. Oz og Jinah bliver enige om straks at gi’ sig i kast med et redningsforsøg, så de tager til den nærliggende landsby for at få hjælp, uvidende om hvad der tidligere er sket. Alligevel får de to dog tiltrængt backup, da to nyligt ankomne og hævngerrige nomader vælger at slutte sig til deres team. Nu loaded med guns, magi og hævn tager de fire af sted mod Muztags borg…
----------------
Christopher Golden runder volume 5 af ved at ta’ os med et smut til Hong Kong siden Tibet og for første gang vise den spirituelle rejse som Oz, tvunget af omstændighederne og Willows sikkerhed, må ta’ af sted på efter sit rendevouz med Veruca tilbage i sæson 4’s Wild At Heart, som man også får det fortalt i de flotte og detaljerede flashbacks, hvis scener er nærmest tro kopi af de rigtige scener fra tv-serien. Dermed bliver der holdt solidt fast i Sunnydale trods det, at man næsten ikke kan komme længere væk. Quinx forbindelse til Giles betyder så også, at scoobierne bliver hos ham, selv om det dog kun er i ånden. Som fysisk erstatning for de andre får Oz den smukke Jinah med som makker, og selv om hun lægger kraftigt an på ham fra begyndelsen, er forholdet dømt til aldrig at blive mere end et crush, fordi Jinah ved, (under sit menneskelig jeg), at være fuldblodsdæmon, og er både sød og sexet, minder Oz om Veruca. Dermed bliver Oz bekræftet i, at han under huden skjuler et dødsensfarligt monster, som han vil gøre alt for at fjerne fra både krop og sjæl, og som kun Willow, i sin egenskab af at være menneske, kan aflede hans negative tanker om sig selv med.
Til gengæld får Jinah den funktion i historien, at hun i Oz søgen efter kontrol netop bliver et forbillede under deres ophold i Tibet og det drabelige opgør med Muztag og hans klan på, at bæstet og mennesket kan eksistere i samme krop uden, at den menneskelige psyke kommer til at lide under det. Selv om Master Shantous mirakelkur og Shauntou selv for den sags skyld er gjort til Oz samlede mål for rejsen, har Christopher Golden lavet det som en form for McGuffin effekt og understreger derved med Jinahs rolle, at det er rejsen og ikke selve målet, der i sidste ende vil få vital betydning for Oz’s fremtid. Men alting har sin pris og mens han daffer rundt i Tibet og omegn i jagten på sjælefred og kontrol, mister han samtidig uvidende kontrollen over sit livs kærlighed, da Willow som bekendt forelsker sig hovedkulds i Tara hjemme i Sunnydale ; en historie som det bliver interessant at følge i den kommende volume 6.
Illustrationsmæssigt set har Vol. 5 stået helt i Cliff Richards tegn, men her i den sidste del har Logan Lubera taget over i en meget anderledes og poleret stil, som det tog sin tid for mig at vænne mig til. Ved en gennemlæsning yderligere faldt jeg dog for hans streg og visuelt set er der tale om en omgang særdeles flotte og labre illustrationer med masser af drive, nerve og dynamik i actionscenerne, især når Jinah går i blue demon mode og Oz ditto forvandler sig til en frådende varulv. Blodet bliver der bestemt heller ikke sparet på og det gør duellen mod Muztag til sidst til en forrygende kamp i sig selv. Modsat får Lubera også skabt en fornem nostalgisk stemning i sine gullige flashback billeder, samt gjort både Jinah og scenerne mellem hende og Oz både varme, romantiske og humoristiske. At betragte Luberas måde at tegne på kan i første omgang virke lidt for pompøse ligesom hans landskabsbillede af bjergene i Tibet, da Oz og Jinah lige er ankommet dertil. Men læner man sig lige lidt tilbage, tager en dyb vejtræning og får sunket sanseindtrykket, ja så er der ingen tvivl om, at det han har præsteret her er yderst gennemført og svært imponerende.
Samlet set synes jeg ikke, at volume 5 har skuffet på nogen måde. Tværtimod faktisk. De korte historier har som sædvanlig været det svage led, men det var som forventet og betyder egentlig intet, når de to største historier Haunted og Blood of Carthage modsat har levet fuld ud op til mine forventninger. At de to så yderlige bliver bakket solidt op af både The Heart of a Slayer og egentlig også Oz er kun en ekstra uventet bonus, som jeg kun kan glæde mig over som læser og fan af Buffyverset.
#159 NightHawk 16 år siden
Advarsel! Indeholder Spoilers.
Buffy The Vampire Slayer - Season 8 # 21 : Harmonic Divergence :
http://www.darkhorse.com/Comics/Previews/15-329
http://www.darkhorse.com/Comics/Previews/15-741
Jeg vil klart mene, at du kan være ekstremt glad for ikke at vide hvem Andy Dick er, for han er nok en af de mest umorsomme såkaldt komikere, der dukkede frem da MTV var på sit højeste. Dicks gimmick var en blanding af tåbelig slapstick og provokationer/jokes ud i lokumshumor af absolut værste skuffe, så man kan med god samvittighed sagtens mene, at Jeantry og Espenson gør verden en stor tjeneste ved at la’ Harmony ta’ livet af Dick og dermed spare fremtiden for flere verbale pinsler ;) Synes for øvrigt at det er en ret cool detalje der bliver lavet, da Harmony efterfølgende forklarer sit mord, hvor hendes karakter bryder den fjerde mur ved at tale direkte til læseren, som på den måde bliver tvunget til at forholde sig mere filosofisk til det just skete, frem for blot at betragte det som ren horroreffekt. Hehe, og så bliver Espenson da vist lige pænt lummer nederst på siden med sin overskrift ; ”Hot Vamp Gets Taste of A. Dick”. :D
Idéen med at la’ Harmony benytte sig af det overfladiske MTV som spejlbillede på sig selv, er perfekt ramt i forhold til karakteren og udstiller glimrende den kombination af skønhedsfiksering og grådighed, der kendetegner den del af den leflende underholdningsbranche.
Kan godt li’ den her forvandlingsscene der også samtidig, vil jeg mene, er en homage til Faith, både pga. pigens look, tatoveringen og sociale status. Ligesom Faith har pigen her folk omkring sig, men hun er alligevel alene, da de personer hun er en del af kun er ude på at udnytte hende. Da hun endelig får chancen for at slippe ud af miljøet og sin sociale status, tager hun den med det samme i et klart signal om, at hun gerne vil ændre på sit liv/vil mere med sit liv. Hun er så godt nok stadig alene i den efterfølgende tid og melder sig derpå ind i en ny ”bande”, dog med den væsentlige forskel, at de nye personer her bekymrer sig om hende…Og dog, for med Andrews monolog om vampyrers adfærd siger han samtidig noget, som nemt ku’ overføres til det at være menig slayer i Buffys enorme hær ; ”They take advantage of the weak ones…people without protectors, people who turn toward power because they have none, and then find themselves victimized by it”. Her vælger den anonyme pige pga. sin fortid at gå solo, hvilket bliver ligeså skæbnesvangert og hendes fremtid bliver dermed symbolsk mht. konsekvenserne af den manglende tillid til andre.
En på mange måder absurd finale hvor alt går mod forventning. Måden den groupiehungrende og blitzlysfikserede skare bliver udstillet på samt kynismen fra tv-selskabet, fungerer som det skal og selv om man måske godt ku’ sige, at det er et letkøbt trick at benytte sig af fra Espensons side, ja så er det nu desværre skræmmende realistisk og korrekt observeret uden de store former for udenomssnak. Selve duellen med den anonyme slayer og Harmony synes jeg er ret fedt lavet, med masser af dynamik i Jeantrys illustrationer inklusiv en cool detalje med træpælen, der bliver skabt efter at slayeren deler et clipboard i to. Med det i hånden havde det været oplagt at la’ Harmony blive spiddet på det i ren og skær poetic justice, men så tvister Espenson det overraskende både til fordel for afslutningen på kampen, men også set i forhold til den symbolske værdi clipboarded får ved det, at medierne nu er en ligeså stor trussel for Buffy og co.’s eksistens, som vampyrerne og mørkets kræfter også er det.
Jeg var så, som skrevet tidligere, meget begejstret for # 20 og er ganske godt tilfreds også mht. Jane Espensons historie her, hvor MTV kritikken dog ikke gjorde noget stort indtryk, selv om den var perfekt ramt. Eller sagt på en anden måde så er den kritik ikke noget nyt og har derfor ikke den store åbenbaringseffekt på mig. Det der omvendt gør historien god, er ang. den indflydelse det får på Buffy og co’s fremtid, samt beskrivelsen af den fortabte og anonyme slayer som forsøger at gøre en god gerning, men som aldrig bliver krediteret af omverdenen for den. På den måde hænger det også solidt sammen med nr. 5’s The Chain, hvor en pige med nyligt fundne slayerkræfter påtager sig opgaven som Buffys dobbeltgænger der dør under sin mission og efterlades som en anonym og ukrediteret soldat.
Mht. hele problematikken omkring vampyrernes synlighed i medierne, så forklares den jo f. eks ved i starten, at det kun er et enkelt bid som bliver en slags metafor over en form for lykkefølelse og dermed ikke involverer noget, der ku’ indikere at det er farligt at omgås en ”vampyr”. Og når jeg skriver det i anførelsestegn, så er det fordi det er mit indtryk at folk et eller andet sted har overbevist sig selv om, at hele vampyrelementet blot er en ny form for gimmick i reality-verdenen. Senere da Harmony dræber slayeren for åben skærm, er det jo hende der fremstår som offeret der forsvarer sig selv mod en gal stalker og derfor betragtes hun som den stakkels mediepersonlighed/divaen med alt hvad der dertil hører af malplaceret sympati fra en pøbel, der er mere interesserede i at være en del af V.I.P.’en, (magtens centrum hvor alle er ens), end at prøve at forstå den gruppe af outsidere fra et alternativt miljø og alternativ livsstil, som Buffy og co. repræsenterer og som er nemmere at rette et had imod.
Jeg er enig i din beskrivelse af Espensons forhold til MTV generationen, så den vil jeg ikke kommentere yderligere på. I stedet studser jeg over det du skriver ang. Buffys manglende ledelsesevner? For som jeg ser det, er Buffy da ikke på nogen som helst måde skyld i den anonyme slayers skæbne. Det er jo slayeren selv der vælger at afbryde forbindelsen til Buffy og gå solo. Buffy kan jo ikke tvinge nogen til at være en del af hendes team og har så vidt jeg ved heller aldrig gjort det, men kun opfordret til det. Så, slayerens død står helt for egen regning og kan ikke, efter min bedste overbevisning, tilskrives at være Buffys skyld eller et bevis på manglende lederevner. Så hvordan nogle fans kan mene, at Buffy fremstår som et dårligt/negativt forbillede, kan jeg slet ikke nikke genkendende til. Hvis man har den opfattelse er mit bedste bud, at man ikke har taget sig tid nok til at læse billederne/historien godt nok.
Hehe, ja de scener med Dawn er ret geniale. Troede ikke de ku’ finde på flere hestejokes, men ser ud til at de har haft et par stykker mere liggende på lageret. :D
Nu ser jeg frem til at læse nr. 22 med Satsu baben og Kennedy, samt at se hvad du har skrevet om den historie. Som sædvanlig må du væbne dig med tålmodighed, men jeg skriver kommentarer ligeså snart det lander i postkassen. :)
Tjek forøvrigt de helt nye covers til Buffy TVS - Season 8 # 25 ud nedenunder. Original coveret er lidt halvklamt hvis i spørger mig, men til gengæl er jeg ret vild med variant coveret, der også er en sjov homage til # 4's originale cover :
http://www.darkhorse.com/Comics/15-333/Buffy-the-V...
http://www.darkhorse.com/Comics/15-745/Buffy-the-V...
Og her # 4's cover :
http://www.darkhorse.com/Comics/14-114/Buffy-the-V...
#160 Slettet Bruger [2495802190] 16 år siden
Jeg mener heller ikke, at hun er en dårlig leder, men blot at hun er (stadigvæk) lidt for uskolet ift. det at lede en hær. Havde Buffy haft større ressourcer og mere tid, mener jeg at hun kunne have haft en helt anden tilgangsvinkel til at lokke slayeren til - "We'll protect you. We'll train you. You'll be part of a family... Togetherness! Unity! Sisterhood!" er ikke en måde man kan lokke med et tidligere bandemedlem på, hvis denne oprigtigt vil forandre sig selv og sin situation, men jeg synes heller ikke, at der er noget at bebrejde hende; hun har alt for meget at se til...
Men nej, jeg kan heller ikke forstår den massive kritik af Buffy (og hendes ledelse, som man ofte støder på), og jeg kan kun ryste på hovedet over den.
I øvrigt er jeg også glad for # 21, men jeg har altid meget store (for store) forventninger til Espenson, så jeg er nem at skuffe. Mht. medieversionen af vampyrerne, så giver Angel: After The Fall 16-17 en dybere forklaring...