Satsu er på jagt efter en dæmon med fire arme, og Kennedy kommer hende til undsætning under kampen, hvor Satsu overraskes af dæmonens hale. Kennedy er til Satsus store utilfredshed sendt for at evaluere, hvordan hun klarer det som holdleder.
Kennedy : "Don't be a brat, slinky. That's my profession, and I don't like amateurs crowding me".
De to slayers sender hurtigt dæmonen på flugt, hvorefter de diskuterer det at være en lesbisk slayer og usandsynliggør muligheden for, at Buffy er lesbisk.
Kennedy : "But sleeping beauty wasn't gay. And neither is Buffy. (...) You, gay. Buffy, not."
Steven DeKnight og George Jeantry åbner med en supercool intro, der viser Satsu både som hun gerne vil opfattes og opfatter sig selv i et herligt fyrigt, (eller som Amber Benson ville betegne hende…en frisky vixen), portræt stående på en smadret truck der samtidig også udstiller, at hun stadig er lidt af en grønskolling når det kommer til at være commander in chief med det store forkromede overblik, som det kaos der omrander hende og den efterfølgende duel mod dæmonen glimrende illustrere. Og så… introducing Kennedy til en ret interessant dialog som ikke blot stiller spørgsmålstegn ved Buffy og Satsus forhold, men som også er Swell’s overordnede tema om homoseksualitet og de fordomme og had der desværre stadig eksistere i verden og som Vampyre Cats bamserne bliver symbolet på. Men først vil jeg dog lige gå Kennedys og Satsus dialog igennem, for den er nemlig slet ikke så ligetil som det bliver fremstillet i linjerne ovenfor :
Kennedy : ”Look Buffy Didn’t send me, okay? I Volunteered.”
Satsu : ”Because You’re the other lesbian.”
Kennedy : “Because I wanted you to know you’re not the only fool to ever wrinkle sheets with a straight girl.”
Satsu : “I’t wasn’t just wrinkles. It was true love”.
Kennedy : “Yeah, yeah. Everybody knows the story. Your kiss brought Buffy out of a mystical coma. But sleeping beauty wasn’t gay. And neither is Buffy. Despite recently taking a skinny dip in that pool.”
Satsu : ”It was more than a dip. It was a plunge. A big wet…”
Kennedy : ”You had a thing, I get it! Time to towel off and face the hetero. You gay, Buffy not! My advice? Lose the cinnamon lippy gloss you laid on her, and try kissing someone who can give you their heart. Not just their body.”
Satsu : ”But I really love cinnamon.”
Kennedy : “Yeah, it’s great. But there are a lot of other flavors out there. Maybe it’s time to try a new one.”
Du skriver at de med denne dialog usandsynliggør muligheden for at Buffy er lesbisk, men det synes jeg slet ikke er tilfældet, for som jeg læser det er den konklusion udelukkende Kennedys egen ligesom hendes mening om betydningen af Buffy og Satsus forhold også står helt for egen regning. For hvorfra ved hun hvad Buffy og Satsu føler indeni? og hvad kender hun egentlig til de to kvinders meget intime nætter de var sammen? Ja, ingenting faktisk end hvad hun har hørt andetsteds fra og dermed bliver hendes ord også, selvom hun selv er lesbisk, ikke til andet i sidste ende end et rent gæt. Og selv om Kennedy prøver at tromle sine synspunkter hen over hovedet på Satsu, ja så fortæller Satsus svar jo klart og tydeligt modsat, at hun slet ikke deler Kennedys vurdering. Så der bliver derfor ikke i den scene her givet noget endegyldigt svar på Buffys seksuelle orientering og det gør der egentlig heller ikke til sidst, men mere om det længere nede.
Herefter åbner de en sæk, som dæmonen bar rundt på med en lille "Vampyr Cat" i plys; en prototype af en vare der er forudbestilt i massevis. Andetsteds dukker dæmonen op hos sin herre, der er med til at producere "Vampy Cats", og herren slår dæmonen ihjel. I Satsus lejr begynder vampyrkatten at bevæge på sig, og den sniger sig ind på en sovende Satsu.
Næste morgen mødes Kennedy med synet af Satsu i en Kimono, der signalerer at hun er gifteklar.
Satsu : "My parents bought it for me. Before I destroyed them with my gayness. (...) Girls should kiss boys and have their babies".
Kennedy forsøger at få Satsu til at møde en magiker, men Satsu pander hende én, og de to piger ender i en kamp, der først afsluttes, da Satsu kaster op og derved får vampyrkatten ud af sit system, hvorefter slayerne med lethed får gjort det af med den.
Og så skal jeg da ellers lige love for, at Steven DeKnight og George Jeantry skifter over i en temmelig ubehagelig tone, der først bliver slået an i ondskabens center af mørke og råddenskab og efterfølgende via den tilsyneladende uskyldigt udseende vampyr Cat dukke, der fører handlingen ind i scenerne dagen derpå mellem Kennedy og Satsu, hvor dialogen dog hurtigt bringer den negative atmosfære tilbage endnu stærkere og mere kvalmende end før i kombination med og i skærende kontrast til de følgende siders varme og lyse farver med Satsu omklamret af en traditionel japansk dragt dækkende stort set hele hendes homoseksuelle krop med en ny, og ifølge det monster der har besat hende, bedre og korrekt heteroseksuel hud, som forvandler Satsu til en skræmmende og ulækker homofob, der bliver værre og værre at høre på :
Satsu : “Ahh they were so right! The whole kissing girls thing? Bleehh!...Mmm, babies! We should make some like normal girls, instead of running around hitting people all the time... With the hacking and the chopping and the staking! We should be ashamed of ourselves, bringing so much misery into the world...Take your stinking paws of me, you damn dirty slayer!...We’re nothing but a bunch of self-righteous little ovaries!...We’re the evil ones! And we’re going to get what we deserve!...That the best you got, girl licker?”
Meget symbolsk brækker Satsu efterfølgende monstret/dukken ud igen og jeg var tæt på at gøre det samme, da jeg læste det her. Men det er også mit klare indtryk, at det lige præcis er den følelse DeKnight, Jeantry og Whedon gerne vil fremprovokere hos læseren.
Senere opsøger slayerne producenterne af kattene, men disse er alle sammen udsugede for liv. Undersøgelsen af fabrikken afslører dog, at der netop er sendt en sending af vampyrkatte af sted mod Skotland.
Senere har Kennedy og Satsu infiltreret skibet, hvor de overraskes af et stort antal katte, der forsøger at hoppe i de to pigers munde, så de kan besætte disse. Da kattene næsten er besejrede bliver disse tilsammen til en kæmpekat, og afslører at de er blevet sendt af Twilight.
Herefter gør Satsu plan B klar. Hun tænder for et nødblus, så hendes slayers ubåd kan gøre det af med fjendes båd.
Kennedy: “Your eval's so getting a smiley face".
Selv om man selvfølgelig skal passe på med ikke at ligge for meget i så forholdsvis lidt mht. til første scene her, er det alligevel værd at bemærke, at Satsus første tanker ligger vdr. Buffys personlige sikkerhed, hvorimod Kennedy tænker mere i overordnede træk på hele hovedkvarterets skæbne. Det efterfølgende slag på skibet er jo forrygende effektivt og medrivende lavet, da Satsu og Kennedy i fællesskab går i direkte konfrontation med de afskyelige små bæster og gir dem som de har fortjent, inden Satsu sætter plan B i værk mod gigamonstret The Swell i et brag af en finale, der sender et kraftigt signal om et fællesskab og sammenhold outsiderne/slayerne imellem som kan overvinde alt, så længe de bliver ved at bakke hinanden op i de udfordringer som ikke blot den umiddelbare fjende, (Twillight og co.), men hele verden sætter op på deres vej mod at skabe et bedre og mere tolerant samfund.
Satsu : ”It’s not the sparks he should be afraid of…It’s the fire.”
Herefter kontakter de to slayers Buffy, og Satsu foreslår at de eliminerer Harmony, der igen er i medierne, hvor hun kritiserer slayerne for at gøre det af med de "søde missekatte", men Buffy gør det klart, at hun ikke vil gøre en martyr ud af Harmony.
Nummeret slutter med, at Satsu gør det klart for Kennedy, at hun leder efter de andre lesbiske fisk i havet i stedet for at mukke over Buffy.
En rigtig god afslutning på Swell der viser Harmony fra sin sædvanlige manipulerende side i en sjov scene hos talkshowværten Larry King, hvor hun atter får sympatien over på vampyrernes side. Men hvad der er mere interessant at følge er dialogen mellem Satsu og Buffy, der i sin fokusering mod Twilligt og den optrappende konflikt glemmer at rose Satsu for hendes indsats i Tokyo. Buffy gir ikke Satsu skylden for at tingene er eskaleret efterfølgende, (det er jo egentlig også udelukkende Harmonys fortjeneste), men Satsu får alligevel den følelse og skuffelsen bliver dernæst yderligere forstærket ved det at Satsu der, ud over kampen mod The Swell også betragter missionen som en redning af sin elskede Buffys hjerte, ikke får de ønskede følelser retur.
Buffy : ”We’re hated and feared more than the bloodsucking undead. We need to stop being whatever we’ve been and focus. Be more than human. Or the less than is gonna win.”
Satsu : ”Buffy’s right. The world’s coming apart. It’s time to stop being who we were…and get a new flavor. “
Jeg vil ikke benægte, at der selvfølgelig finder et brud sted mellem de to slayers til sidst, (alene læbepomaden i skraldespanden siger alt), men måden det sker på fortæller ikke mig endegyldigt om det er definitivt slut, (Scott Allie nævner også i sin Q & A, at Satsu fortsat vil spille en rolle i resten af sæson 8), eller for den sags skyld om Buffy er lesbisk eller ej. Selv om Kennedy gør hvad hun kan for at ta’ modet fra Satsu med sin opfølgende replik : ”Not the hey-guess-what?-you-turned-me-gay speech you're probably hoping for, huh?”, ja så ser jeg faktisk ikke noget forkert i den måde Buffy reagere på da hun toner frem på skærmen. Ligesom man også har set det i tv-serien, så har hun det med at overse folks følelser, når der skal træffes store og vigtige beslutninger, der kan betyde liv og død for teamet, men dermed betyder det jo ikke at hun, når stormen atter har lagt sig, ikke vil finde tid til at ta’ et forhold seriøst igen. Det har vi set både ang. Angel og Spike, så hvorfor sku’ det være anderledes med Satsu? Jeg vælger derfor at se på det således at forholdet står på standby, og Buffy betragter jeg stadig som værende biseksuel, indtil vi hører andet fra hende selv. :)
Vurdering:
Et godt nummer med fokus på Satsu og Kennedy og som i høj grad tager stilling til, om Buffy er lesbisk eller ej. Først og fremmest synes jeg, det er fedt, at Kennedy, som mange fans hader, får meget plads i dette nummer, og så synes jeg også at "The Swell"/vampyrkattene er en sjov og anderledes fjende (selvom man ikke kan undgå at tænke på historien The Latest Craze).
Der kommer et par over-the-top elementer; fx da en vampyrkat råber: "Eat their fucking ovaries!" og så selve introduktionen af en U-båd... Men når dialogen kører og historien udvikler figurer, der ikke har fået meget plads, ja så er jeg stadig meget tilfreds.
Som sagt så er jeg ikke enig i det første du skriver her om Buffy, men ellers så deler jeg samme opfattelse af Kennedy, som jeg indrømmet også var en af dem som synes mindre godt om i tv-serien. Men det skyldtes måske nok i sidste ende, at hun var så markant anderledes og frembrusende end Tara. Ku’ desuden også langt bedre li’ Amber Bensons måde at spille på end Iyari Limon og det har jo klart nok også en hvis betydning. Men helt enig med dig i at Kennedy i illustreret form har fået en revival hos flere fans og Swell er bestemt endnu et trin på vejen i den positive retning for karakteren. Satsu vil jeg mene, efter at ha’ set hende in action her, med nemhed ku’ få sin egen spin-off serie, hvis ønsket om det sku’ finde sted. Hun har i mine øjne klart potentialet til at komme op på højde med både Buffy, Faith og Fray.
Mht. de over-the-top indslag du nævner, så vil jeg godt dig ret i at scenen med ubåden lige ved første øjekast virker lidt vildt. Men på den anden side så er der sgu også noget ret cool over pludselig at se Satsus team bag roret på sådan et monstrum. Noget jeg godt kan finde latterligt er når nogle fans i Q & A delen vælger at gå op i, i mine øjne, ligegyldige tekniske detaljer om hvordan Slayerne har lært at betjene en ubåd, (spørgsmål jeg også fornemmer Scott Allie selv synes er fjollede), i stedet for at spørge ind til f. eks det homoseksuelle tema som gennemsyrer Swell, men mange synes at styre helt uden om i Q & A’en, hvilket fører mig hen til de små sataner af nogle skurke, (hvad ku’ nemlig være mere creepy end en ganske tuttenuttet plysbamse/dukke, bare tænk på Smile Time & Shaddow Puppets, der viser sig at være et frådende perverst bæst), som er blændende godt tænkt, især set i forhold til den effekt det har i at udstille den homofobi og kvindeundertrykkelse, som er to af de emner der interesserer Joss Whedon mest i at få bekæmpet og forhåbentlig med tiden få fjernet helt.
Så når DeKnight vælger at skrive "Eat their fucking ovaries!", ja så lyder det bestemt ulækkert perverst og barskt og virker over-the-top, men det skal det også være for at man som læser husker alvoren i temaet i dette vigtige og fremragende nummer # 22 længe efter, at man har lagt det fra sig igen. Jeg vil desuden ud over den suveræne historie og de flotte tegninger huske Swell for hvad der er blevet en af mine yndlingsreplikker fra sæson 8 og en reminder om, at der stadig midt i al elendigheden er plads til et humoristisk indslag der varmer helt ind i hjertet.
Satsu : ”If Buffy want’s to review my ass, she can do it herself. Won’t be the first time.” ;)
Fandt forøvrigt den her fanvideo med Buffy & Satsu som jeg synes var ret godt lavet og som foreløbigt bliver punktum for de to slayers affære...meeen nu får vi se hvad Whedon og co. finder på senere hen :
Buffy & Satsu - White Flag
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Du skriver at de med denne dialog usandsynliggør muligheden for at Buffy er lesbisk, men det synes jeg slet ikke er tilfældet, for som jeg læser det er den konklusion udelukkende Kennedys egen ligesom hendes mening om betydningen af Buffy og Satsus forhold også står helt for egen regning. For hvorfra ved hun hvad Buffy og Satsu føler indeni? og hvad kender hun egentlig til de to kvinders meget intime nætter de var sammen? Ja, ingenting faktisk end hvad hun har hørt andetsteds fra og dermed bliver hendes ord også, selvom hun selv er lesbisk, ikke til andet i sidste ende end et rent gæt. Og selv om Kennedy prøver at tromle sine synspunkter hen over hovedet på Satsu, ja så fortæller Satsus svar jo klart og tydeligt modsat, at hun slet ikke deler Kennedys vurdering. Så der bliver derfor ikke i den scene her givet noget endegyldigt svar på Buffys seksuelle orientering og det gør der egentlig heller ikke til sidst, men mere om det længere nede.
Her ser jeg meget Kennedys insisteren som en direkte besked fra Whedon (& DeKnight) og som et forsøg på at overbevise de fans, der ikke brød sig om, at Buffy (ligepludselig) var biseksuel/lesbisk, om at der ikke skal lægges for meget i det, men forskellen i vores opfattelser hænger nok også sammen med forskellen på, hvordan vi har opfattet Whedons kommentarer om Buffy og Satsu.
Mht. de over-the-top indslag du nævner, så vil jeg godt dig ret i at scenen med ubåden lige ved første øjekast virker lidt vildt. Men på den anden side så er der sgu også noget ret cool over pludselig at se Satsus team bag roret på sådan et monstrum. Noget jeg godt kan finde latterligt er når nogle fans i Q & A delen vælger at gå op i, i mine øjne, ligegyldige tekniske detaljer om hvordan Slayerne har lært at betjene en ubåd, (spørgsmål jeg også fornemmer Scott Allie selv synes er fjollede), i stedet for at spørge ind til f. eks det homoseksuelle tema som gennemsyrer Swell
Jeg under mig også over de mange spørgsmål om ubåden. Jeg synes ganske vist, at det er lidt for meget over-the-top, men det er sgu en ret ligegyldig detalje, som jeg ikke tillægger ret meget betydning, når bare historien kører så flydende som den gør...
Buffy The Vampire Slayer - Season 8 # 23: Predators and Prey
Omdrejningspunktet for dette nummer er Andrew, og forholdet mellem ham og Buffy. Jeg har ikke været den store Andrew-fan i denne sæson indtil videre; jeg har ikke noget imod ham som leder af sin egen slayercelle, men indtil videre har han bare været væsentligt sjovere i sæson 6-7 end i sæson 8, hvilket formentlig hænger sammen med Tom Lenks måde at spille ham på. Det var derfor med en vis skepsis, at jeg begyndte at læse nummeret...
Men min skepsis forsvandt heldigvis ret hurtigt. Allerede de første par sider overbeviste mig om, at han kan fungere i tegneserieform også. En indre monolig afslører at Andrew ser sig selv som en del af Scooby-familien, mens han løber gennem slayernes HQ for at fortælle Buffy nogle gode nyheder, blot for at blive mødt med en sarkastisk kommentar, da han åbner døren.
Buffy: "Andrew, if you slam that door one more time, I will make you eat it."
Andrew fortæller ivrigt, at han har opsporet et link til Simone Doffler - den slayer med pink hår, der har haft et problematisk forhold til loven og sine respektive celleledere. Simones second-in-command (Nisha) er blevet fanget af en edderkoppe-dæmon, som Andrew kender lokationen på. Willow og Xander bliver efterladt i hovedkvarteret, mens Andrew og Buffy tager på tur.
Andrew: "Road trip! Sweet!"
Og her følger de paneler med mest tekst, jeg nogensinde har set - Andrew ævler løs om alt fra overvejelser om, hvordan superman ville klare sig mod et lyssværd, hvordan Lee's vægtforøgelse påvirkede Dualla i Battlestar Galactica til, hvem der er den bedste Bond, og det vsier sig, at Buffy og Andrew begge har en svaghed for Daniel Craig (som Buffy også fantaserede om i # 10), selvom Andre 'ikke har en mening om Craigs strandløve-scene'...
Buffy: "Andrew, are we geek-bonding? You and me? Who'd have thunk?"
De to når frem til Nisha, som de redder, efter hun har afsløret, at denne dæmontype kun fortsat eksisterer, fordi Andrew har lavet eksperimenter under sin tid som leder af den italienske slayer-gruppe.
Andrew: "So... I'm thinking, does it really matter HOW we got Nisha in custody?"
Buffy begynder at skælde Andrew ud, da Simone dukker op og pander hende én, og her kommer Buffy og Simones forskellige opfattelser af verden til udtryk under en diskussion, der slutter, idet Simone skyder dæmonen og forsvinder.
Andrew afslører sine bevæggrunde for sine handlinger - han føler sig skyldig over Simones fald til den mørke side, især fordi han gerne vil leve op til Scoobiernes tillid, som selv Buffy må indrømme, at han har fortjent. De to bliver enige om, at opspore Simone, da Andrew frygter, at hun vil bruge dæmonen som et våben.
De sporer Simone til Italien, hvor hun har overtaget en hel ø sammen med sine slayere, og der er selvfølgelig tale om et baghold, der fører til endnu en konfrontation mellem de to slayere - både verbalt og fysisk. Simone mener, at de skal bruge de kræfter, de er blevet givet, fordi de alligevel vil blive nødt til at bruge dem på grund af almindelige menneskers frygte, mens Buffy mener de skal bruge deres kræfter i det godes tjeneste.
(Her tænker jeg med det samme *host*X-Men-konflikt*host*; ligheden er slående...
Simone: "It's a war. No such thing as inncoent."
Simone vil gerne give Buffy dæmonen tilbage, hvis hun får Andrew til gengæld; hun er ikke tilfreds med, at "én som ham" har været leder over én som hende selv.
(fortsat fra sidste indlæg, da jeg kom til at trykke 'indsend':o)
Simone: "Also he's incredibly annoying." Buffy: "Yeah, well, that part you get used to. But you're not taking him"
De to kæmper igen, og da Simone trækker sit elskede skydevåben har hun overtaget, men heldigvis kommer den italienske slayersquad Andrew (og Buffy, der føler sig lidt overset) til hjælp. Slayerne tør ikke starte en decideret kamp mod Simone, da de ved at det vil føre til brug af skydevåben, og de må efterlade øen i Simones varetægt, idet de trækker dig tilbage med Andrew og Buffy. Buffy får dog det sidste ord, da hun på vej ud af døren sørger for, at dæmonen slipper løs og overfalder Simones gruppe. Denne scene minder om dengang, hvor Angel lukkede repræsentanter fra Wolfram & Hart inde sammen med Darla og Drusilla.
Senere reflekterer Andrew og Buffy over situationen.
Buffy: "Yeah, your're part of the family. Get used to screwing up for good reasons, it's what we do."
Vurdering: Et stærkt nummer, der som sagt får Andrew til at virke i tegneserieform. Nummeret behandler først og fremmest konflikten mellem Simone og Buffy, og den er ganske interessant omend ikke overvældende i originalitet. Jeg håber at Faith får lov til at stå for det endelige opgør med Simone og vise hende, hvem der bestemmer.
Jeg tror, at Andrew træder lidt i baggrunden for nu indtil et uundgåeligt opgør med Warren senere i sæsonen - der er ved at være mange figurer i spil, og sæsonen har snart kun tre kapitler tilbage, og her skal der jo også være plads til Giles, Faith, Oz og Satsu, der formentlig alle spiller en større rolle end ham.
Angel # 19: Aftermath pt. 2 of 5 - serien er åbenbart blevet reduceret med et nummer, efter After The Fall blev tilsvarende udviddet.
Nummeret starter direkte, hvor sidste nummer slap; Dez er ved at snige sig ind på en sovende Angel, der dog slår ud efter hende, så snart hun kommer for tæt på med sin træpæl, hvorved der indledes en mindre kamp.
Angel: "I've never seen a naked assassin before. Is that supposed to distract med" Dez: "Heaven forbid. That would be terribly unprofessional. Is it working?"
Dez er dog ikke en helt almindelig snigmorder, og mens hun er tæt på at gøre det af med Angel, giver hun ham et tilbud; hun vil undlade at slå ham ihjel, hvis han hjælper hende med at dræbe en demon lord, som hun står i gæld til.
Dez: "I want free of my debt. I'm sure you want free of those annoying assassination attempts. I believe I know a wayto solve both our problems."
Andetsteds jagter Kate og Conner en kvinde, der lider af efterveerne fra turen til helvede, da de bliver mødt af et baghold af en gruppe af disse muterede mennesker. Heldigvis kommer Gwen de to til hjælp, og da Kate mener, at hjælpen er nødvendig, accepterer Conner den meget modvilligt.
Conner: "Fine. But then she's gone. And don't turn your back on her. She'll stick a knife in it."
Gwen ønsker imidlertid at blive hængende for at bevise sin loyalitet, og selvom Conner gør det klart, at han ikke ønsker hendes selskab, følger hun stadig med de to, da de indfinder sig i 'Angel Investigations', hvor Angel og Dez har lagt planer om, at de sammen skal gøre det af med den demon lord, der volder Dez problemer.
Kate lader Angel vide, at hun ikke stoler på Dez, men det fører ikke til nærmere uoverensstemmelser, da Angel også formoder, at Dez ikke fortæller ham hele sin plan. Angel og Dez tager afsted med Conner og Kate lige i hælene.
På vejen ud af døren truer Conner Gwen med, at det får konsekvenser, hvis hun bliver ved med at følge efter ham, mens Kate giver hende besked på at udforske Dez's baggrund, hvis hun insisterer på at hjælpe.
Da Dez og Angel opsøger deres demon lord, forventer denne Angel hoved på et sølvfad, men i stedet gør Angel kæmper mod hans vagter, mens Dez slår ham ihjel, og fortæller at hun i virkeligheden arbejder fra en anden demon lord, der vil frame Angel for at have slået denne demon lord ihjel. En ny kamp mellem de to indledes, og den fører til, at en af vagterne slipper væk, hvorfor Angel regner med at sandheden kommer ud. Han mener at de tilbageværende demon lords får alt for travlt med at kæmpe mod hinanden til at bekymre sig om ham og Conner. Dez og Angel skilles for nu.
Da Angel, Conner og Kate er tilbage i kirken, går Angel og Conner efter meget overtalelse fra Kates side med til, at Gwen hjælper dem med efterforskingen, mens de ikke vil have hende med i felten.
I en gyde overfalder Dez i sin katteskikkelse et tilfældigt menneske blot for at blive til sig selv og undskylde; hun kan ikke styre sig i sin katteform. Herefter opsøger hun Angel og co. igen og fortæller at hun har lavet en fangst for dem, og de diskuterer, hvilket væsen hun egentlig er, hvorefter hun afslører at hun er en almindelige "were-kitty". Kate fortæller herefter Conner, at hun vil holde godt øje med Dez uden at fortælle Angel noget, og til det formål bruger hun herefter Gwen.
Senere har Angel, Conner og Kate fulgt Dez's instruktioner til, hvor fangsten er, og de ender på et hospital, hvor en patient skifter skikkelse, så han ligner en engel, hvorefter han fortæller, at han har en besked fra Cordelia...
Vurdering: Jeg kan godt lide forholdet mellem Angel og Conner, og dialogerne mellem Angel og Dez, men Dez begynder at irritere mig lidt; der er alt for meget Catwoman over hende - for det første er der selve kattelementet, for det andet befinder hun sig i en gråzone mellem godt og ondt, og hun er muligvis Angels nye flamme (frygter jeg).
Kate minder mindre og mindre om sig selv, jo længere jeg når med at gense serien. Hun er ret så meget ved siden af og afspejler en helt anden type person, end hun er i TV-serien. Og hvad værre er, så synes jeg det er alt for tidligt at bringe Cordelias navn op igen; hun har lige akkurat været med i After The Fall, og det synes totalt unødvendigt at inkludere navnet her.
Der sker heller ikke det store i nummeret - hvis denne historie skal nå at påvirke figurerne og læserne skal der virkelig til at ske noget; handlingskurven for serien ville mere eller mindre være en lige streg, hvis jeg skulle tegne den. Dette hænger lidt sammen med, at heltene ikke synes at være i reel fare, fordi det tilsyneladende er meget nemt at gøre det af med disse demon lords.
Jeg begynder lidt at synes, at Aftermath på mange måder føles som fanfiction.
Jeg var ikke specielt glad for tegneren i sidste nummer, men syntes at han tegnede meget normalt i forhold til genren, men jeg har efterhånden et par problemer med ham. I den indledende scene ligner Angel en Bruce Banner, der er ved at blive til Hulk; hans muskler er totalt overdimensionerede (og det gør det ikke bedre, at farvelæggeren også fucker op her). Og Kate ligner heller ikke sig selv overhovedet.
Skrevet af Christopher Golden & Tom Sniegoski. Tegnet af Brian Horton & Paul Lee
”The script is a starmaker, the kind of challenge every serious actress dreams of...The producers took one look at me, and I had the part. Okay, third audition, but still. Cordelia Chase is back on top. I’m telling you...this is the best thing that’s ever happened to me...”
Efter en smuttur forbi Buffy og co. er det atter blevet tid til et trip tilbage i tiden til Angel Investigations og det tredje af Dark Horse opsamlingshæfter, der denne gang byder på introduktionen af Wesley, hele to historier, og to nye og meget forskellige stilarter set i forhold til Christian Zaniers skarpe og sexede streg. Men mere om det senere, for jeg starter vanen tro med et resume.
Oven på de tragiske omstændigheder ang. Doyle nyder Angel en stille dag på kontoret, men bliver hurtig afbrudt af Cordelia, der er sikker på at hendes store chance indenfor skuespillerfaget, endelig er oprundet med rollen i en lowbudget Blair Witch Project inspireret gyserfilm. Efter en lang dag i skovens mulm og mørke må Cordelia dog indse, at det hele måske bliver knap så sjov en oplevelse, som hun havde regnet med. Imens hjemme på kontoret finder Angel Cordelias manuskript og bliver straks urolig, da titlen ”Helm of Haraxis” synes at forekomme temmelig bekendt. Og Angels bange anelser skal vise sig at holde stik, for imens hos ”Helm produktions” er et par dæmoner i fuld færd med at sætte en større plan i værk og bruge castet på filmen som lokkemad mod en flok skovdæmoner, der når at kappe hovedet af den ene af medskuespillerne før Cordelia og den anden hovedrolle Casey opdager at noget er grueligt galt.
Mere eller mindre i chok skynder de sig at flygte med en horde dæmoner i hælene mod det aftalte sted i deres manuskript, hvor resten af filmholdet forhåbentlig vil komme dem i møde. I mellemtiden har Angel via stikkeren Zeke, (Doyles gamle ven), fundet ud af hvilken magt Haraxis har og hvor den holdes bevogtet. Klar over at Cordelia nu er i stor fare, skynder han sig prompte i retning mod grotten i skoven hvor hende og Casey kæmper det bedste de har lært for at overleve natten over. Angel kommer heldigvis til undsætning i sidste øjeblik, men glæden bliver kortvarigt, for pludselig befinder de tre sig komplet omringet af en flok rasende vogtere, alt imens de to djævle andetsteds foretager deres næste træk for at sikre sig det magiske og magtfulde våben Haraxis…
--------------------------------
Ved første øjekast er Hunting Ground ikke ligefrem noget at rynke brynene over, men har trods det forholdsvis begrænsede sidetal alligevel noget på hjerte i en historie, der i høj grad handler mest om bearbejdelsen af Doyles tragiske dødsfald, som betyder at Cordelias jagt på succes, (der samtidig også fungere som en flugt fra Angel investigations og de dårlige minder), bliver en form for terapeutisk rejse, der både gør det klart for hende hvor hun hører til, samt tvinger Angel ud af sin deprimerende tilstand og gør at han kan redde stumperne af sit team og dermed sig selv fra at falde helt ned i mørket. Skønt jeg synes det er lidt ærgerligt, at Golden og Sniegoski ikke har tiltro nok til at læserne selv kan finde ud af hvilken film, der bliver refereret til mht. Cordelias projekt og den alt for tydeligt sarkastisk metafor hvor de to skurke viser sig at være djævle forklædt som filmproducenter, ja så fungere resten af det simple metamanuskript ganske glimrende, selvom det dog først er til sidst, at underholdningsbarometeret ryger helt i top, da Cordelia, trods kun at være i besiddelse af en cute pyjamas, viser køligt overblik og rutine i mødet med skovdæmonerne og efterfølgende de to djævle. Samme stigende kurve, dog på følelsesbarometeret, finder man interessant nok under huden på Angel der i sit parallelle opklaringsarbejde munder ud i et sandt raserianfald mod vogterne, da han endelig finder frem til Cordelia, hvis situation minder ham om hvor ufattelig tæt han har været på, at miste alt han holder kært.
Illustrationerne i denne oneshot står makkerparret Paul Lee & Brian Horton for, hvilket er noget af en omvæltning pludselig at sku’ til at se de kendte figurer i hvad jeg bedst kan beskrive som en meget rå nærmest skitseagtig form, der samtidig også har et gammeldags nostalgisk Lee Falk agtig præg over sig. Når man dog lige har vænnet sig til stilskiftet, ja så synes jeg faktisk det lykkedes Horton & Lee at ramme karaktererne ret præcist med deres markante streg. Til gengæld mener jeg ikke de får held med at skabe tilpas en creepy stemning i skoven, ligesom actionscenerne også virker noget mekaniske og stive set over hele linjen, hvilket netop er pga. den gammeldags dynamik i billederne. Som opfølger på Hunting Ground har Scott Allie skrevet en tre siders artikel om Brian Hortons arbejdsproces, bl. a. ved en gennemgang af tilblivelsen af coveret. Det er ganske interessant læsning, også selv om man evt. ikke sku’ være den store fan af hans måde at tegne på.
Beneath The Surface : 44 sider.
Skrevet af Christopher Golden & Tom Sniegoski. Tegnet af Eric Powell
”Transient found this one. Thought there’d be a reward for calling it in. Same M.O. as the last two. Guy was ripped up pretty bad. Throat torn at so much the head’s near off, and the body’s covered with claw marks or something. I’m glad this is your case.”
Mens Angel er på vej hjem i den sene nattetime, lurer en skummel dæmon i skyggerne og sværger en grusom hævn over ham. Næste dag tidligt om morgenen modtager en søvnig Kate Lockley et opkald fra sin kollega Jim og må haste af sted til gerningsstedet nær en kloakudledning, hvor endnu et grotesk skamferet lig, det tredje i rækken, er blevet opdaget. Jim ved at liget er myrdet andetsteds og flyttet dertil hvilket undrer Kate, der finder det bizart at morderen har gjort det så nemt for dem at finde hans ofre. Hjemme på kontoret forsøger Wesley og Cordelia at få overblik over, hvem der kunne stå bag de psykotiske mord og overvejer om de måske har med et menneske at gøre, en mulighed som Angel, der kommer direkte fra lighuset, dog hurtigt usandsynliggør. Derimod viser det sig, at de tre mord alle er dukket op i den tunnel som Angel har benyttet det sidste stykke tid og Wesley er derfor ret sikker på, at morderen højst sandsynligt er ude på at få rettet søgelyset mod Angel, der beslutter sig for at de hellere må tjekke tunnelsystemet nærmere efter med det samme. Imens Kate undersøger sagen andetsteds, begiver Angel og Wesley sig af sted i det støvede og slimede tunnelsystem, hvor de efter lidt vandren pludselig render på en mærkværdig Frankenstein agtig person i færd med at gnaske en rotte i sig.
”It does sound like you guys jumped the gun. Not everything that looks evil actually is. I learned the hard way that you can’t judge a demon by it’s cover.”
Wesley går straks i panik og hiver arsenalet af magisk remser frem, mens Angel prøver at holde bæstet, der kalder sig for Abner, tilbage på mere traditionel håndfast manér. Da Wesley pludselig kommer i problemer, vælger Angel at koncentrere sig om hans sikkerhed og lader Abner flygte videre ud i mørket. Mens de halter tilbage mod kontoret for at lappe Wesley sammen, dukker Kate op selv samme sted og indikere overfor Cordelia, at Angel er en af hendes mistænkte. Efter lidt snusen i krogene bliver Cordelia lettere irriteret på hende og Kate vælger, stærk i tvivl om hun skal følge op på sin mistanke, at ta' tilbage til stationen. Kort efter dukker Angel og Wesley op og mens Cordelia renser Wesleys sår, kommer Angel i tvivl om Abner overhovedet har noget med mordene at gøre, eller om han blot blev bange over det uventede besøg. Da mørket atter har sænket sig over L.A., sker der pludselig ting og sager ved politistationen, da de finder et nyt lig, denne gang arrangeret i selskab med en tegning i blod af en engel rundt om sig, i kælderetagen ved udgangen til tunnelsystemet. Kate beder om at få forseglet døren og lægger derefter en detaljeret plan med sin kollega, der skal få skovlen under morderen. Imens begir Angel, modvilligt med assistance fra Wesley, sig tilbage i tunnelen. Mens Cordelia nervøst må se sine bedste venner forsvinde ud i mørket, render Jim og to af betjentene pludselig på den rigtige morder, der straks sætter et vildt og blodigt angreb ind…
-----------------------------------
I anden del af albummet fortsætter Golden & Sniegoski temaet om Angels frygt for at miste sit fundament i form af sit team denne gang via Wesley, der udgør den symbolske værdi, skildret bedst i scenerne under jorden hvor jagten på den bestialske morder også bliver et spejlbillede, i duellen mod Abner, på Angels tidligere usle liv som han har kæmpet for at komme ud af siden mødet med Whistler og Buffy, der for evigt ændrede hans verden/fremtid og som han vil gøre alt for at holde sammen på. Parallelt med Angel og co’s opklaringsarbejde drager Golden & Sniegoski godt brug af Kate Lockley, der må balancere hårfint, som man også ofte så i tv-seriens to første sæsoner, på grænsen mellem sine egne erfaringer og sin viden om Angels dæmoniske side, som hun på dette tidspunkt endnu ikke er fuld ud overbevist om hun kan stole på. Desværre gøres der ikke noget for at skabe spænding om hvorvidt Angel er skyldig eller ej, hvilket jeg godt mener Golden ku’ ha’ prøvet på bare sån for at gi’ historien lidt ekstra tiltrængt krydderi. Det der til gengæld gør Beneath The Surface interessant, er hvorledes de to sideløbende jagter fra hhv. politiet og Angel & Wesley kombineres i det snørklede tunnelsystem, der dels åbner Kates øjne i en mere tolerant retning i forhold til hendes negative overbevisning om det overnaturlige, men som samtidig også bliver en reminder for Angel, der absurd nok selv er ved at bevæge sig ned af samme snæversynede vej i forsøget på at lægge fortiden bag sig. For begges tilfælde bliver den kluntede og sørgmodige Abner redningen i mere end en forstand i den både nervepirrende, blodige og afslutningsvis meget rørende finale.
Beneath The Surface byder for første gang på illustrationer fra Eric Powell der også er bedre kendt som skaberen bag den prisvindende The Goon, der for nylig modtog en Eisnar award som bedste nye tegneserie. Og det er nu meget passende, for er der noget Eric Powells stil minder om, ja så er det faktisk goe gamle Will Eisnar og i særdeleshed hans klassiske The Spirit værker. Jeg indrømmer blankt, at det tog noget tid at vænne sig til den stilform der med sin bløde og løse streg ikke rammer karaktererne specielt godt efter min smag, men derimod har helt sin egen oldschool nostalgiske charme i sine miljøbeskrivelser og øvrige figurer, hvor især Kates makker Jim er kreeret som en klassisk detektivtype fra 40’erne og 50’erne, hvor film noir genren havde sin storhedstid. Derudover skal Powell bestemt også roses for den atmosfære han får skabt undervejs i handlingen, startende med et par yderst detaljerede halvrådne og maltrakterede lig og senere da han tager os med ned i mørket, hvor Powell åbner finalen med et af de mest klamme og kvalmende billeder jeg længe har set, da Angel og Wesley finder ligene af et par betjente. Ind imellem de blodig scener lykkedes Powell også fornemt med at skabe høj intensitet, da Angel og Kate Lockley konfronterer hinanden med Kate tegnet i en vinkel, der perfekt udstiller hendes frustration og frygt, inden man når frem til historiens closing shot, der ud over at være usandsynligt smukt, minder én om hvorfor Angel og Whedons univers i det hele taget er og bliver ved med at være så fedt et sted at opholde sig i trods de til tider ubehagelige emner.
Så tager vi en dyb vejrtrækning og gør klar til opfølgeren Autumnal, hvor vi skal helt ned i det følelsesmæssige mørke, når Angel kaster sig ud i kampen mod ondskaben denne gang i form af pædofili og børnemishandling. Fanme ikke noget sjov oplevelse at læse, men jeg kom dog igennem selv om jeg fik kvalme et par gange undervejs.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Skrevet af Christopher Golden & Tom Sniegoski. Tegnet af Christian Zanier.
Cordelia : ”What’s wrong whit this picture? The big bad demon hunter is afraid of rats?”
Angel : ”I’m not afraid of rats, Cordelia. It’s just...there’s history.”
1956 i "Dream Land" forlystelsesparken får et bikerpar, Pepper og Ronnie, læst deres fremtid af en spåmand. Men hans forudsigelser om at Pepper vil finde en bedre mand falder bestemt ikke i god jord hos kæresten, der er nær at ved at hive hovedet af den gamle mand som straks advarer dem om at foretage sig mere, pralende med at ha’ kontakt til de magtfulde guder the old ones. Da spåmanden er lettere beruset, tager de har ham ikke alvorligt og forlader teltet igen, mens den nu svært fornærmede gammelfar fortsætter sin mumlen, der uheldigvis udmunder i at han i sin brandert når at fremmane et yderst nasty rottemonster, der lusker væk i ud i mørket efter han er faldet i søvn. 1978 og "Dream Land" parken har ligget uberørt hen et godt stykke tid, da en ny ejer planlægger at renovere stedet og sender et par folk ud for at undersøge det nærmere. Kort tid efter deres ankomst ender de stakkels mænd som føde for en koppel af blodtørstige rotter. Tilbage i nutiden på kontoret i L.A. opdager Cordelia til sin skræk, at deres kaffeskab har haft besøg af rotter, hvilket Angel overhører og efterfølgende får et flashback, der minder ham om hans deprimerende periode i rendestenen tilbage i 60’erne i New York, som Wesley den efterfølgende dag beskriver for Cordelia som svar på hendes spørgsmål om Angels had til de små behårede bæster.
“Don’t you have friends you’re own age? Ever heard the phrase “You gotta pay The Piper”?...I’m him! Close your eyes and hold on to me, Ashley...Looks like Milton isn’t the only monster around here after all.”
Mens Wesley overtager hendes mad efter den letter kvalme historie, får Cordelia et ”syn” om en lille pige der er blevet bortført til en tivolilignede park. Selv samme sted holder en bande hardcore kriminelle møde om pigens, der er datter af en lokal rigmand, videre skæbne. Og chefen, den kyniske Lucius, har rigeligt at se til, for ikke blot skal han sørge for at planen forløber gnidningsfrit, men han skal også holde den pædofile Milton fra at voldtage den lille pige, som efterfølgende bliver låst inde i et usselt lokale. Mens hun ligger og ønsker hun var hjemme i sin egen varme og trygge seng, begynder det pludselig at krible i skyggerne og overalt i det faldefærdige tivoli popper gyselige røde øjne frem i et skræmmende antal, just samtidig som Angel har fundet vej til tivoliet og skuer med gru ud over de hærgede forlystelser. Imens benytter den klamme Milton chancen til, da pigen skal på wc, at begynde at gramse på hende. Heldigvis dukker Angel op i sidste øjeblik og sender stodderen i gulvet med et solidt punch til kæben, der sender dråber af blod i retning mod de glubske djævlerotter, som straks retter deres appetit i deres retning og omringer dem fuldstændigt alt, imens Angel gør hvad han kan for at trøste og beskytte det skræmte barn.
-------------------------------------
Bortset fra en enkelt scene, den på burgerbaren, er resten af handlingen i Vermin, meget passende set i forhold til dets dystre og deprimerende tema, hensat til at foregå om natten hvad end vi er tilbage i fortiden eller fremme i nutiden, hvor dialogen i samme åndedrag meget atypisk næsten er renset fra sarkastiske bemærkninger under Angels jagt på en flok kyniske kriminelle og en yderst creepy pædofil. Samtidig følges der solidt op på Beneath The Surface’s rottetraume, som Angel dermed får chancen for at få gjort op med sideløbende, da Golden & Sniegoski elegant og hamrende effektivt snører den magiske overnaturlige indledning sammen med kidnapningsplottet, hvis hårrejsende finale er genialt placeret i et hærget og desillusioneret tivoli, der for længst har mistet sin charme og som nu er på vej til at ta’ endnu et offer og den sidste rest af uskyld med sig i graven i skikkelse af den lille pige Ashley. Da Angel endelig dukker op, er resten af handlingen stort set én lang jagt på ham og Ashley sat i værk af fortidens traume via de blodtørstige rotter, som Angel smart nok bruger til at rydde ud iblandt nutidens menneskelige kryb ved at ha’ dem liggende i kølvandet på sig. Hans egen indre redning der dermed også bliver Ashleys kommer dog først, da Angel står ansigt til ansigt med den grotesk udseende rottekonge i et opgør, der sende både fortidens og nutidens monstre retur til helvede hvor de hører til.
Christian Zanier er atter tilbage bag rattet og styrer med usvigelig sikker hånd rundt i det svært ubehagelige manuskript med en perlerække af illustrationer, der alle er proppet med detaljer, atmosfære og en sjælden set kuldsort stemning i stort set hvert eneste billede. Kontrasten i hans tegninger både af kidnapperne og forlystelsesparken i blege og depri farvetoninger sat overfor Ashleys varme farver, lyse blonde hår og tårevædede blå øjne, er skræmmende effektivt lavet og dermed er væmmelsen allerede helt oppe og ringe inden den perverse Milton får smag for mere. I det øjeblik savner man brændende at nogen gør noget og derfor bliver det oneshot Zanier kreere på side 17 af Angel på vej ind i parken med L.A.’s højhuse i baggrunden også desto ekstra fedt at se på, da man nu er klar over at redningen er indenfor rækkevidde. Zanier følger dernæst op med tre billeder, der om end gør et endnu større indtryk ; først på side 24, igen i et oneshot, hvor Angel flygter med Ashley på armen, efterladende den paniske Milton til de glubske rotter og dernæst mødet med rottekongen under jorden, samt den allersidste side som på alle måder brænder sig fast på nethinden.
Skrevet af Christopher Golden & Tom Sniegoski. Tegnet af Eric Powell.
”This is the second time in two weeks I’ve had to pull a kid out of an ugly situation. If this girl’s a monster, I’ll deal whit that. But I’m hoping I get to her before she becomes one. If you can find her, don’t touch her. Just call me.”
Angel vågner brat efter et hæsligt mareridt og overhører Wesley og Cordelia snakke om en mordsag der ifølge avisen nu har krævet sit tredje offer, men til gengæld ikke har ét eneste spor ang. gerningsmanden. Wesley kan dog fortælle at alle tre ofre er døde ved at bryde i flammer og Angel spekulere på, om det mon kan være en med pyrotekniske evner der står bag. Da ild er en af de ting som Angel ikke er usårlig imod, anbefaler Cordelia ham at overlade sagen til dem, men det vil han ikke høre tale om og vil egentlig også gerne ha’ en pause fra at tænke på sit mareridt fra før. I samme sekund falder Cordelia om i store smerter oven på endnu et ”syn”. Andetsteds i en beskidt gyde downtown forsøger pigen fra synet at gemme sig, men bliver opdaget af en hjemløs mand der sin venlige attitude til trods ender i et flammehav, da han kommer for tæt på. Lidt senere finder politiet frem til liget. Kate Lockley, der er sat på sagen, finder mordet får højst besynderligt, så da hun spotter Angel i folkemængden bag afspærringen, tager hun straks fat i ham. Han fortæller hende hvad han ved og advarer hende samtidig om at ta’ sig i agt for den uforudsigelige pige. Lidt senere, efter Gunn og hans vampyrjager team har nakket endnu et monster, opsøger Angel ham og beder ham om at holde et vågen øje med pigen og gi ham et praj sku’ hun dukke op i nabolaget. To dage senere søger hun tilflugt i kælderen hos en lokal narkopusher og skal lige til at ta' sig en lur, da Angel overasker hende og forklare, at han er der for at hjælpe. Da Angel spørger nærmere ind til hvorfor hun er stukket af hjemmefra, fortæller hun ham noget han ville ønske han aldrig havde hørt…
-----------------------------
I Little Girl Lost holdes der atter fast i temaet om børnemishandling, som denne gang tager skridtet videre og ser på eftervirkningerne af det udsatte barn, Bethany, der ud over at være offer for sin fordrukne stedfars vold og trusler også via magi tvinger en forbandelse ned over hende, der tvinger Bethany ud i en række af tragiske og traumatiske hændelse, der påfører hende en yderst uretfærdig byrde af skyld, der vejer så tungt på hendes spinkle skuldre, at kun mødet med Angel redder hende fra at begå selvmord. Omvendt ender hun også med at redde ham fra sin skyldsplagede fortid ved, at vise ham tillid nok til at komme tæt på sig og derved får begge ved at tro på hinanden synkront fjernet de lig i lasten, de hver især slæber rundt på. Hvor det i Vermin kun var Angel der var i fokus, får han nu yderligere assistance fra Wesley og Cordelia, der må træde til for at hjælpe ham med at bryde Bethanys ”gave” fra helvede og få hævn over den perverse stedfar. På den måde sørger Golden & Sniegoski atter for at knytte teamet tæt sammen, inden der bliver taget hul på sidste kapitel om Angel Investigations i Strange Bedfellows.
Eric Powell vender tilbage i Little Girl Lost med det bedste han, efter min mening, har lavet so far. Alene indledningen med Angels mareridt illustreret i stort set sort/hvid, er helt igennem creepy lavet og sætter straks tonen for resten af historien, hvor der veksles mellem Bethanys følelser af hhv. afmagt og skyld, tegnet i blå/sorte blege farvetoninger, og efterfølgende frustration, panik og vrede i buldrende orange, rød og gul når forbandelsen tager over i et grufuldt flammehav. Side 11 og frem der skildrer hendes møde med Angel i narkobulen, flashbacket med stedfaderen og senere det første offer, samt opgøret og den efterfølgende hævn, skildrer Powell på mesterlig manér med en række billeder, der efterlader et solidt indryk af en skæbne man virkelig føler for og med pga. de ting hun har måttet gå igennem. Autumnal er meget mørk og dyster samlet set og kun i få glimt er der blevet plads til den velkendte humor, men det gør nu ikke særlig meget for alt i alt er der tale om to fremragende historier, som sætter en tyk streg under kvaliteten af Dark Horse’s originale tegneserie.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Written by Kelley Armstrong, art by Dave Ross, covers by Gabriel Rodriguez and Nick Runge. The fallout from the Fall has left Angel beset by problems both mortal and from Above, and it all comes to a head here. Angel and the Potentates face one menace while Connor and Dez have their own problems to deal with. And what about the guy with the actual wings...?
Once and future(?) Druzilla, actress Juliet Landau, is co-writing two issues of ANGEL, 24 and 25, with Brian Lynch. The two issues will look at what was going on with Dru when Los Angeles went to hell. Juliet recently did an interview about the project, the first public chat about these issues. So along with a link to her interview, it seems a good time to join her in showing a bit more about the project, in the form of Nick Runge's variant covers for the two issues. Franco Urru's covers will be forthcoming...
Angel: Blood and Trenches #2 will arrive in stores on April 1 from IDW Publishing. The issue is written by John Byrne, with art and cover by Byrne. Here's how IDW describes the issue: "Under attack from an unknown enemy, the crew of the scoutship Fortune face death, hard choices, and the worst fears of fragile humans far from home in the unforgiving vastness of space."
Written, art and cover by John Byrne. The concluding issue of John Byrne's Angel WWI epic! Half a mile above the blood soaked battlefields of France, Angel must face an ancient and terrible evil, while the fate of an Empire hangs in the balance.
Da jeg læste # 22’s brevkasse afdeling for nylig, blev jeg meget rørt, (ligesom Scott Allie og sikkert mange andre), over lige pludselig at være vidne til at en longtime “Buffy” fan spurgte sin kæreste om hun ville gifte sig med ham. Nedenunder kan i læse svaret på det store spørgsmål.
Dette galleri kan jeg varmt anbefale, at man tjekker ud. Usansynligt flotte covers/illustrationer der også indeholder lidt ”Firefly”. Det sidste billede er ret cute, hvis i spørger mig. ;)
Ud over at ha’ haft et mindre crush på Amber Benson siden Tara dagene, er jeg også blevet temmelig lun på hendes nye bog “Deaths Daughter”. Så den vil jeg bestille hjem og så skriver jeg lidt om den i tråden ligeså snart den er læst færdigt. :)
Næste uge har jeg Strange Bedfellows klar + kommentarer til Slayers reviews af Angel - After The Fall # 15,16,17,18 og Buffy TVS - Season 8 # 23. Og ugen efter starter jeg op med de første anmeldelser af Buffy TVS - Omnibus Vol. 6 & Angel - Blood and Trenches : Part 1.
På gensyn amigoz! :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
The book you hold in your hands is the final collection derived from the first “Angel” series published by Dark Horse comics. The book ran seventeen issues, and here you have stories from the fourth and seventeenth issues, with a little something extra about vampire hookers tossed in the middle. Christopher Golden, later joined by his writing partner Tom Sniegoski, was there from the very beginning with Angel, writing the first miniseries - collected as “The Hollower” – through these stories. He followed the gradual evolution of the TV series in that first year. Doyle makes a brief appearance in “The Changeling Wife”, but was long dead by the time our titular story, “Strange Bedfellows”, rolled around. The last story in this book includes another dead guy, phantom Dennis, making his first appearance, as it were, in the comics.
The regular artist on the series, Christian Zanier, really got to strut his stuff on the title story, as he’s maybe best known for drawing the ladies, scantily clad and otherwise. Christian drew twelve of those original seventeen issues of “Angel”, and the rest was drawn by Eric Powell, making him disproportionately represented in this volume. Covers, more often than not, were drawn by Jeff Matsuda, including the “Pretty Woman” homage featured on the back cover of this book.
Developing a comic series in the shadow of a popular TV show involves evolution on two levels. We had to develop a comic we believed in, while watching as the show searched for it’s own direction. (When Golden & Zanier were writing and drawing issue one of “Angel”, we still hadn’t seen a final draft of the show’s debut script.) With the stories in, “Strange Bedfellows”, Golden & co. run a gamut of emotions preying on fear, attraction, humor, and revulsion, tending towards the dark heart of what Joss Whedon and David Greenwalt laid out in their first year of shows. Enjoy.
Scott Allie
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Skrevet af Christopher Golden. Tegnet af Eric Powell.
”His name is Angel. He helps people who need it. They aren’t always grateful. Then again he isn’t really doing it for them. Within him lies a constant struggle between his human soul, and the demon which entered his flesh when he became a vampire. He is determined that the human side of him will win that struggle. To that end, he walks among mortal humans, coming to their aid when darkness threatens. His reward is nothing more than their company. Being around them, he hopes, will help him hang onto what remains of his humanity.”
I et lettere skummelt nabolag er en mand, uvidende om den reelle fare, i færd med at få sig en omgang hård sex af en prostitueret hvis speciale er vampyrfetich, (hmm, spooky ;) ). Heldigt for ham er Angel tilfældigvis i nærheden og når at rydde blodsugeren af vejen til kundes store utilfredshed. Småirriteret over den utaknemmelige lummergøj slentrer Angel hjemad i aftenmørket og filosofere over sit liv, da hans tanker pludselig afbrydes af et heftigt skænderi. Da en mand skal til at uddele tørre tæsk til sin kone, skrider Angel resolut ind og kort efter er Rob Koenig anholdt af politiet. Ligesom med situationen tidligere venter der igen ingen tak og Angel tager derefter kontakt til Kate Lockley, som forstår hans frustration, men intet kan gøre med mindre kvinden samarbejder. Angel er sikker på at Koenig ikke har tænkt sig at stoppe og vælger derfor at ta' ud og overvåge deres hjem. Her bliver han dog, efter en mindre kontrovers, nød til at smutte igen undrende sig over deres mærkelige parforhold. På kontoret har Cordelia i mellemtiden problemer med computeren, da Doyle dukker op med aftenkaffen klar til at assistere hende i at tjekke op på den voldelige ægtemand. Da Angel lidt senere dukker op, er der ifølge Koenigs cv ingen tvivl om, at han er en skidt karakter, men Angel er samtidig mistænksom om hans kone Cassie ikke også skjuler et og andet. Da Angel vender tilbage til deres hus, er Koenig på vej væk alt imens der pludselig vælter flammer ud af det ene vindue. Koenig bliver slået bevidstløs og Angel sætter nu alle kræfter ind på at redde Cassie. Indenfor venter der ham dog noget af en uventet overraskelse…
---------------------------------------
Første historie i sidste opsamlingshæfte tager Angel ud på en moralsk rutsjebanetur, når Golden lader den almindelige verdens retssamfund kolliderer med den overnaturlige verdens junglelov i bedste øje for øje klausul, da Angel bliver involveret i ægteparret Rob og Cassies skærmydsler der gør, at han i sidste ende, da alle brikkerne er fladet på plads i sagen, må træffe et valg som sikkert ikke alle læsere er enige med ham eller Golden i. For med sit løfte om at beskytte menneskeheden fra dæmoner, monstre osv. bliver Angel samtidig nød til at gå på kompromis med selv samme mantra, da han vælger at beskytte Koenig, (der trods sin menneskelige status er et ægte monster), fra et overnaturligt væsen, hvis intentioner i bund og grund er retfærdige nok set i forhold til hvilken afstumpet og syg person Koenig er. Selvfølgelig er moralen, (modsat den i Buffy TVS - Omnibus 5’s ”Take Back The Night”), om at la retssystemet ta’ over og vurdere straffen frem for at ty til selvtægt prisværdig i alt sin enkelthed og forståelig nok set i forhold til Angels road to redemption overfor menneskeheden, men et eller andet sted så synes jeg sgu alligevel at mr. wifebeater slipper for let.
Nå men, inden der går for meget The Punisher i mit review, springer jeg videre til Eric Powell hvis illustrationer jeg her i hans tredje historie, er kommet til at holde ret meget af. Måske var det i bund og grund blot en tilvænningsproces, dont know, men i The Changeling Wife & senere i Phantom Dennis synes jeg han rammer karaktererne væsentligt bedre trods sin bløde og runde streg. Igen gør han også fornemt brug af film noir effekter, bedst i starten, f. eks med sit oneshot af Angel på side 3 og efterfølgende besøget på politistationen og stakeout’et af Koenigs hus, som alt sammen skaber en herlig mystisk stemning inden finalen, hvor han så til gengæld skifter over i et forrygende sansebombardement af flammer og magi, der fungerer perfekt som baggrundstæppe til Angels indædte kamp mod sin nyeste fjende og sin egen moralske overbevisning.
Skrevet af Christopher Golden & Tom Sniegoski. Tegnet af Christian Zanier
Candy : ”Wait a minute. You’re Angel, aren’t you, mmm? You interrupted my dinner, honey, but ain’t no reason we can’t move right on to dessert.”
Angel : ”Are you going for seductive? It’s not working. On the other hand, just being near you has me thinking about penetration.”
På et snusket motel i den lurvede ende af L.A. føres en forretningsmand ind på et værelse af en prostitueret og gør sig klar til lidt late afternoon delight, da han opdager at kvinden på sengen har planer om at gi’ udtrykket ”eat you out” en helt ny betydning. Imens andetsteds er Angel, Wesley og Cordelia på sporet af en bande gravrøvere, som Angel tager sig mere end kærligt af i en blodig fight, der næsten får Cordelia og Wesley til at brække sig og samtidig spekulere på om deres chefs humør ikke er mere sort end det plejer. Det får de dog ikke spurgt nærmere ind til, for pludselig falder Codelia om pga. et syn og Angel ender kort efter ved motellet fra tidligere, der nu er brændt ned til grunden sammen med liget af kongresmedlemmet Jack Charles. Efter et hurtigt kig på gerningsstedet tager Angel kontakt til Kate, der dog ikke lige umiddelbart er til nogen hjælp. De bliver dog enige om at holde hinanden opdateret ang. dødsfaldet. Imens på kontoret er Cordelia klar til at ta’ på en date trods Wesleys, der er stærkt bekymret og jaloux, mange advarsler. Mens Wesley må underholde sig selv, tager Angel forbi lighuset for at tjekke Jack Charles nærmere efter og finder to bidemærker der klar beviser, at han har været offer for en vampyr. Andetsteds er selv samme smækre maneater i gang med en ny kunde, som hun er på nippet til at flå struben ud på, da Angel brutalt sparker døren ind og sender den liderlige blodsuger på flugt.
Allegra : “My girls don’t kill. Sure, they give a little pain, even take a little too. But only with consent, only for pleasure. The men who come here know what they want, and we give it to them. Everybody wins. But nobody dies. Live and let live. Bleed and let bleed. I’d think you’d understand. You fight your own urges, don’t you? We’re kindred spirits, you and I.”
Det lykkedes ham dog ret hurtigt at indhente hende igen, men under sit forhør dukker Candys 5 labre veninder op og omringer ”stakkels” Angel, der nu må kæmpe sit bedste for at holde de smækre men dødbringende ladies på afstand. Undervejs i den hektiske slåskamp erfarer han at Candy er eftersøgt at sit eget crew, inden han brat bliver slået bevidstløs. Lidt senere er han atter tilbage på kontoret, hvor Wesley i mellemtiden har hygget sig med at slibe våben hele natten, til stor morskab for Cordelia hvis date dog heller ikke ligefrem var nogen form for festfyrværkeri, men trods alt var mere afdæmpet end Angels dulledyst. Imens på politistationen erfarer Kate fra sine kolleger, at Jack Charles var død før branden og hans krop tømt for blod og hun tilbyder derfor straks sin assistance. Kort efter får hun fat på sin informer, Luisa, der leder hende på sporet af et bordel i Santa Monica, (bestyret af den karismatiske Dyanna Allegra), som Angel og Wesley netop samtidig er i færd med at infiltrerer. Da Angel ikke ligefrem er et geni ud i skuespillets kunst, bliver den dynamiske duo hurtigt afsløret og selvom the ladies ønsker hævn, sætter Allegra dem på plads og beder dem i stedet ta’ sig kærligt af Wesley, mens hun får sig en snak med Angel om hvordan de i fællesskab bedst kan løse problemet ang. den illoyale Candy O. og hendes blodrus. Hjemme på kontoret har Cordelia overtaget den sure pligt med våbenpudsningen, da Jay Farnham fra advokatfirmaet lige ved siden af kigger forbi og straks vækker gnisten i hende. På bordellet forsøger Allegra at forfører Angel og forklare ham, at han ikke behøver at frygte hende eller hendes babes. Det er han nu ganske kold i røven overfor, men laver alligevel herefter en deal med hende, da hun gir ham spor, der kan føre ham til Candy…
----------------------------------------------
I hæftets hovedhistorie er makkerparret Golden & Sniegoski atter samlet og dermed bliver niveauet også prompte løftet markant oven på The Changeling Wife, der faktisk ender med at blive klædt helt af til skindet set i forhold til den nerve, drive og erotisk slagkraft, der bliver trumfet igennem i den til tider lettere pornografiske handling, som meget passende har fået titlen Strange Bedfellows. I det hele taget er der dømt lummer subtext for alle pengene ikke blot for Angels vedkommende men også ang. Wesley og Cordelia, der får afløb undervejs for deres forskellige seksuelle frustrationer ved at gi’ våbenlageret en ordentlig omgang med pudsekluden i sådan et omfang, at Angel fremover burde overveje at bære solbriller for ikke at blive blændet af sit eget sværd. Angel selv derimod håndterer sin mangel på sex, som han af gode grunde ikke kan ha’, på en noget mere hårdtslående facon, hvilket han i første omgang la’ gå ud over de tre gravrøvere, men som han i princippet først mentalt får lettet trykket over i sit efterfølgende opgør med den voluminøst udfordrende og skruplidderlige saftpresser og blodsuger Candy O af to omgange, afbrudt af et volds-orgie, i ordets bedste forstand, mod et team af hotte babes udsendt af bordel dronningen Dyanna Allegra, der modsat sine ansatte både kan blæse og ha’ mel i munden samtidig, i hendes blanding af forførelse og analyse af Angels tab kontra sin forbandelse og den superheltegerning der har fulgt med den.
Derved sørger Golden og Sniegoski også for at holde benene på jorden og ikke kun i vejret ind imellem deres sjofle men meget morsomme dialog og Christian Zaniers, kan man vist roligt sige, saftige illustrationer af de yderst spartansk klædte kvinder, som Angel er oppe imod med hhv. Candys whitetrash look og Dyanna Allegras barokinspirerede kjoler/korsetter outfit som bedste og mest sexede eksempler. Zanier må i det hele taget siges, at ha en slags midas touch når det drejer sig om at tegne kvinder, for selv Cordelia og Kate Lockley, (som jeg for øvrigt synes er tegnet bedst af Zanier), kan man næsten ikke få sig selv til at bladre væk fra igen, skønt de begge på ingen måde går udfordrende klædt. Ud over de smækre tøser byder Strange Bedfellows på hans sædvanlige mørke og fantastisk stemningsfulde billeder, samt Angel i en igen herlig blanding af badass og coolnes defineret med den skarpe hårdt skårede streg, der er Zanier når han er allerbedst.
Skrevet af Christopher Golden & Tom Sniegoski. Tegnet af Eric Powell.
”Los Angeles, California. The apartment of Cordelia Chase. Of course, Cordelia isn’t the only person who lives here. All right...maybe “lives” is a bad choice of words.”
I Cordelias lejlighed er hendes roomate, spøgelset Dennis, i fuld gang med tv-serien “I love Lucy”, men bliver pludselig nød til at afbryde hyggen, da Angel og co. møgbeskidte og nedslidte vender hjem efter endnu en barsk mission, der har betydet at deres kontor er sprunget i luften og trioen nu er på flugt fra en dæmon kult, der vil fremkalde dommedag ved hjælp af et magisk objekt/organ ved navn ”The Heart of Jonnas”, som nu er i deres varetægt. For at få arbejdsro til at få skovlen under de fanatiske dæmoner, beslutter Angel at der er bedst hvis de skjuler objektet hos Cordelia der, mens ham og Wesley prædiker om ansvar og apokalypse på vej ud af døren, er mere interesseret i at slappe af med et bad og noget hygge. Cordelia beder Dennis om hjælp til at finde et godt skjulested og daffer så ud på badeværelset. En omgang bobler senere snupper hun lidt tv og chips, går sine regninger igennem og hapser lidt natmad, inden hun langt om længe falder i dyb søvn, hvorpå Dennis lægger dynene over hende og fortsætter hvor han slap med sit tv maraton. Senere på natten sker der pludselig ting og sager, da en udsendt dusørjæger fra kulten bryder ind i lejligheden og får sig noget af et chok, da dens tilsyneladende uvidende offer i sofaen viser sig at være et spøgelse og endda et ret hårdtslående et af slagsen. Cordelia vågner brat af larmen og åbner forsigtig soveværelsesdøren da synet af en temmelig pissed dæmon, der er på vej tilbage i lejligheden efter Dennis har sendt ham og en sofa ud af vinduet, rammer hendes søvnige øjne…
--------------------------------------------
I sidste omgang med kliken tager Golden & Sniegoski os med en tur hjem hos Cordelia og en fortælling der lægger ultimativ vægt på humoren, som dermed bliver et hyggeligt og muntert punktum for de første historier om Angel Investigations, hvoraf Wesley og Angel dog kun fungerer som ydre ramme i Phantom Dennis. Fokus ligger i stedet på søde Cordelia og hendes forhold til sin usynlige partner, som i deres måde at supplerer hinanden på minder om et gammelt ægtepar, bedst illustreret i scenerne kort efter det magiske objekt er blevet skjult og man følger hendes hverdags trummerum. Venskabet, der tangerer kærlighed, bliver derefter yderligere understreget, da idyllen ødelægges af dusørjægeren/indbrudstyven, som får Dennis følelser for Cordelia at smage for fuld styrke i et opgør, (hvor alt i lejligheden bliver brugt som våben), lavet i en klukkende morsom oldschool slapstick stil, der samtidig er symbolsk i sin beskrivelse af Dennis som stammer fra en helt anden tidsperiode. Eric Powell har tydeligvis haft det usandsynligt sjovt med sine illustrationer denne gang og kaster sig ud i nogle absurd komiske indslag, hvor dæmonen bliver udsat for ren Tom & Jerry, (eller Cordelia & Dennis), bøllebank der indledes med en slåskamp, hvor Powell elegant drager inspiration fra de klassiske Invisible Man historier.
Efter at ha’ været igennem et par meget dystre plots, er det sgu meget rart at slutte af med et smil på læben, som man i den grad må sige at både Strange Bedfellows og Phantom Dennis leverer til absolut topscorer. Alt i alt har de 5 udgivelser, trods et par manuskripter på det jævne, været overraskende og imponerede fed underholdning med masser af nerve, sjæl og ikke mindst hjerte bag de kuldegysende gode illustrationer. Derfor er det på en måde også lidt trist nu at sku’ ta’ afsked med en serie, som efter min mening havde fortjent en større opbakning og en langt længere levetid end blot de 17 numre som det blev til.
Bagerst i dette hæfte finder man for øvrigt en interessant lille 3 siders historie, Point of Order, skrevet af David Fury og tegnet af alles favorit her i tråden, (Not! ;) ) Ryan Sook, der ud over at sende en, på det her tidspunkt ukendt, reference frem i tiden til After The Falls udvikling, også formår trods sin ultra korte længe at ha’ et chokerende og overrumplende plottvist.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#171 NightHawk 16 år siden
Advarsel! Indeholder Spoilers.
Buffy The Vampire Slayer – Sæson 8 # 22 : Swell :
http://www.darkhorse.com/Comics/Previews/15-330
http://www.darkhorse.com/Comics/Previews/15-742
Steven DeKnight og George Jeantry åbner med en supercool intro, der viser Satsu både som hun gerne vil opfattes og opfatter sig selv i et herligt fyrigt, (eller som Amber Benson ville betegne hende…en frisky vixen), portræt stående på en smadret truck der samtidig også udstiller, at hun stadig er lidt af en grønskolling når det kommer til at være commander in chief med det store forkromede overblik, som det kaos der omrander hende og den efterfølgende duel mod dæmonen glimrende illustrere. Og så… introducing Kennedy til en ret interessant dialog som ikke blot stiller spørgsmålstegn ved Buffy og Satsus forhold, men som også er Swell’s overordnede tema om homoseksualitet og de fordomme og had der desværre stadig eksistere i verden og som Vampyre Cats bamserne bliver symbolet på. Men først vil jeg dog lige gå Kennedys og Satsus dialog igennem, for den er nemlig slet ikke så ligetil som det bliver fremstillet i linjerne ovenfor :
Kennedy : ”Look Buffy Didn’t send me, okay? I Volunteered.”
Satsu : ”Because You’re the other lesbian.”
Kennedy : “Because I wanted you to know you’re not the only fool to ever wrinkle sheets with a straight girl.”
Satsu : “I’t wasn’t just wrinkles. It was true love”.
Kennedy : “Yeah, yeah. Everybody knows the story. Your kiss brought Buffy out of a mystical coma. But sleeping beauty wasn’t gay. And neither is Buffy. Despite recently taking a skinny dip in that pool.”
Satsu : ”It was more than a dip. It was a plunge. A big wet…”
Kennedy : ”You had a thing, I get it! Time to towel off and face the hetero. You gay, Buffy not! My advice? Lose the cinnamon lippy gloss you laid on her, and try kissing someone who can give you their heart. Not just their body.”
Satsu : ”But I really love cinnamon.”
Kennedy : “Yeah, it’s great. But there are a lot of other flavors out there. Maybe it’s time to try a new one.”
Du skriver at de med denne dialog usandsynliggør muligheden for at Buffy er lesbisk, men det synes jeg slet ikke er tilfældet, for som jeg læser det er den konklusion udelukkende Kennedys egen ligesom hendes mening om betydningen af Buffy og Satsus forhold også står helt for egen regning. For hvorfra ved hun hvad Buffy og Satsu føler indeni? og hvad kender hun egentlig til de to kvinders meget intime nætter de var sammen? Ja, ingenting faktisk end hvad hun har hørt andetsteds fra og dermed bliver hendes ord også, selvom hun selv er lesbisk, ikke til andet i sidste ende end et rent gæt. Og selv om Kennedy prøver at tromle sine synspunkter hen over hovedet på Satsu, ja så fortæller Satsus svar jo klart og tydeligt modsat, at hun slet ikke deler Kennedys vurdering. Så der bliver derfor ikke i den scene her givet noget endegyldigt svar på Buffys seksuelle orientering og det gør der egentlig heller ikke til sidst, men mere om det længere nede.
Og så skal jeg da ellers lige love for, at Steven DeKnight og George Jeantry skifter over i en temmelig ubehagelig tone, der først bliver slået an i ondskabens center af mørke og råddenskab og efterfølgende via den tilsyneladende uskyldigt udseende vampyr Cat dukke, der fører handlingen ind i scenerne dagen derpå mellem Kennedy og Satsu, hvor dialogen dog hurtigt bringer den negative atmosfære tilbage endnu stærkere og mere kvalmende end før i kombination med og i skærende kontrast til de følgende siders varme og lyse farver med Satsu omklamret af en traditionel japansk dragt dækkende stort set hele hendes homoseksuelle krop med en ny, og ifølge det monster der har besat hende, bedre og korrekt heteroseksuel hud, som forvandler Satsu til en skræmmende og ulækker homofob, der bliver værre og værre at høre på :
Satsu : “Ahh they were so right! The whole kissing girls thing? Bleehh!...Mmm, babies! We should make some like normal girls, instead of running around hitting people all the time... With the hacking and the chopping and the staking! We should be ashamed of ourselves, bringing so much misery into the world...Take your stinking paws of me, you damn dirty slayer!...We’re nothing but a bunch of self-righteous little ovaries!...We’re the evil ones! And we’re going to get what we deserve!...That the best you got, girl licker?”
Meget symbolsk brækker Satsu efterfølgende monstret/dukken ud igen og jeg var tæt på at gøre det samme, da jeg læste det her. Men det er også mit klare indtryk, at det lige præcis er den følelse DeKnight, Jeantry og Whedon gerne vil fremprovokere hos læseren.
Selv om man selvfølgelig skal passe på med ikke at ligge for meget i så forholdsvis lidt mht. til første scene her, er det alligevel værd at bemærke, at Satsus første tanker ligger vdr. Buffys personlige sikkerhed, hvorimod Kennedy tænker mere i overordnede træk på hele hovedkvarterets skæbne. Det efterfølgende slag på skibet er jo forrygende effektivt og medrivende lavet, da Satsu og Kennedy i fællesskab går i direkte konfrontation med de afskyelige små bæster og gir dem som de har fortjent, inden Satsu sætter plan B i værk mod gigamonstret The Swell i et brag af en finale, der sender et kraftigt signal om et fællesskab og sammenhold outsiderne/slayerne imellem som kan overvinde alt, så længe de bliver ved at bakke hinanden op i de udfordringer som ikke blot den umiddelbare fjende, (Twillight og co.), men hele verden sætter op på deres vej mod at skabe et bedre og mere tolerant samfund.
Satsu : ”It’s not the sparks he should be afraid of…It’s the fire.”
En rigtig god afslutning på Swell der viser Harmony fra sin sædvanlige manipulerende side i en sjov scene hos talkshowværten Larry King, hvor hun atter får sympatien over på vampyrernes side. Men hvad der er mere interessant at følge er dialogen mellem Satsu og Buffy, der i sin fokusering mod Twilligt og den optrappende konflikt glemmer at rose Satsu for hendes indsats i Tokyo. Buffy gir ikke Satsu skylden for at tingene er eskaleret efterfølgende, (det er jo egentlig også udelukkende Harmonys fortjeneste), men Satsu får alligevel den følelse og skuffelsen bliver dernæst yderligere forstærket ved det at Satsu der, ud over kampen mod The Swell også betragter missionen som en redning af sin elskede Buffys hjerte, ikke får de ønskede følelser retur.
Buffy : ”We’re hated and feared more than the bloodsucking undead. We need to stop being whatever we’ve been and focus. Be more than human. Or the less than is gonna win.”
Satsu : ”Buffy’s right. The world’s coming apart. It’s time to stop being who we were…and get a new flavor. “
Jeg vil ikke benægte, at der selvfølgelig finder et brud sted mellem de to slayers til sidst, (alene læbepomaden i skraldespanden siger alt), men måden det sker på fortæller ikke mig endegyldigt om det er definitivt slut, (Scott Allie nævner også i sin Q & A, at Satsu fortsat vil spille en rolle i resten af sæson 8), eller for den sags skyld om Buffy er lesbisk eller ej. Selv om Kennedy gør hvad hun kan for at ta’ modet fra Satsu med sin opfølgende replik : ”Not the hey-guess-what?-you-turned-me-gay speech you're probably hoping for, huh?”, ja så ser jeg faktisk ikke noget forkert i den måde Buffy reagere på da hun toner frem på skærmen. Ligesom man også har set det i tv-serien, så har hun det med at overse folks følelser, når der skal træffes store og vigtige beslutninger, der kan betyde liv og død for teamet, men dermed betyder det jo ikke at hun, når stormen atter har lagt sig, ikke vil finde tid til at ta’ et forhold seriøst igen. Det har vi set både ang. Angel og Spike, så hvorfor sku’ det være anderledes med Satsu? Jeg vælger derfor at se på det således at forholdet står på standby, og Buffy betragter jeg stadig som værende biseksuel, indtil vi hører andet fra hende selv. :)
Som sagt så er jeg ikke enig i det første du skriver her om Buffy, men ellers så deler jeg samme opfattelse af Kennedy, som jeg indrømmet også var en af dem som synes mindre godt om i tv-serien. Men det skyldtes måske nok i sidste ende, at hun var så markant anderledes og frembrusende end Tara. Ku’ desuden også langt bedre li’ Amber Bensons måde at spille på end Iyari Limon og det har jo klart nok også en hvis betydning. Men helt enig med dig i at Kennedy i illustreret form har fået en revival hos flere fans og Swell er bestemt endnu et trin på vejen i den positive retning for karakteren. Satsu vil jeg mene, efter at ha’ set hende in action her, med nemhed ku’ få sin egen spin-off serie, hvis ønsket om det sku’ finde sted. Hun har i mine øjne klart potentialet til at komme op på højde med både Buffy, Faith og Fray.
Mht. de over-the-top indslag du nævner, så vil jeg godt dig ret i at scenen med ubåden lige ved første øjekast virker lidt vildt. Men på den anden side så er der sgu også noget ret cool over pludselig at se Satsus team bag roret på sådan et monstrum. Noget jeg godt kan finde latterligt er når nogle fans i Q & A delen vælger at gå op i, i mine øjne, ligegyldige tekniske detaljer om hvordan Slayerne har lært at betjene en ubåd, (spørgsmål jeg også fornemmer Scott Allie selv synes er fjollede), i stedet for at spørge ind til f. eks det homoseksuelle tema som gennemsyrer Swell, men mange synes at styre helt uden om i Q & A’en, hvilket fører mig hen til de små sataner af nogle skurke, (hvad ku’ nemlig være mere creepy end en ganske tuttenuttet plysbamse/dukke, bare tænk på Smile Time & Shaddow Puppets, der viser sig at være et frådende perverst bæst), som er blændende godt tænkt, især set i forhold til den effekt det har i at udstille den homofobi og kvindeundertrykkelse, som er to af de emner der interesserer Joss Whedon mest i at få bekæmpet og forhåbentlig med tiden få fjernet helt.
Så når DeKnight vælger at skrive "Eat their fucking ovaries!", ja så lyder det bestemt ulækkert perverst og barskt og virker over-the-top, men det skal det også være for at man som læser husker alvoren i temaet i dette vigtige og fremragende nummer # 22 længe efter, at man har lagt det fra sig igen. Jeg vil desuden ud over den suveræne historie og de flotte tegninger huske Swell for hvad der er blevet en af mine yndlingsreplikker fra sæson 8 og en reminder om, at der stadig midt i al elendigheden er plads til et humoristisk indslag der varmer helt ind i hjertet.
Satsu : ”If Buffy want’s to review my ass, she can do it herself. Won’t be the first time.” ;)
Fandt forøvrigt den her fanvideo med Buffy & Satsu som jeg synes var ret godt lavet og som foreløbigt bliver punktum for de to slayers affære...meeen nu får vi se hvad Whedon og co. finder på senere hen :
Buffy & Satsu - White Flag
#172 Slettet Bruger [2495802190] 16 år siden
Her ser jeg meget Kennedys insisteren som en direkte besked fra Whedon (& DeKnight) og som et forsøg på at overbevise de fans, der ikke brød sig om, at Buffy (ligepludselig) var biseksuel/lesbisk, om at der ikke skal lægges for meget i det, men forskellen i vores opfattelser hænger nok også sammen med forskellen på, hvordan vi har opfattet Whedons kommentarer om Buffy og Satsu.
Jeg under mig også over de mange spørgsmål om ubåden. Jeg synes ganske vist, at det er lidt for meget over-the-top, men det er sgu en ret ligegyldig detalje, som jeg ikke tillægger ret meget betydning, når bare historien kører så flydende som den gør...
#173 Slettet Bruger [2495802190] 16 år siden
Omdrejningspunktet for dette nummer er Andrew, og forholdet mellem ham og Buffy. Jeg har ikke været den store Andrew-fan i denne sæson indtil videre; jeg har ikke noget imod ham som leder af sin egen slayercelle, men indtil videre har han bare været væsentligt sjovere i sæson 6-7 end i sæson 8, hvilket formentlig hænger sammen med Tom Lenks måde at spille ham på. Det var derfor med en vis skepsis, at jeg begyndte at læse nummeret...
Men min skepsis forsvandt heldigvis ret hurtigt. Allerede de første par sider overbeviste mig om, at han kan fungere i tegneserieform også. En indre monolig afslører at Andrew ser sig selv som en del af Scooby-familien, mens han løber gennem slayernes HQ for at fortælle Buffy nogle gode nyheder, blot for at blive mødt med en sarkastisk kommentar, da han åbner døren.
Buffy: "Andrew, if you slam that door one more time, I will make you eat it."
Andrew fortæller ivrigt, at han har opsporet et link til Simone Doffler - den slayer med pink hår, der har haft et problematisk forhold til loven og sine respektive celleledere. Simones second-in-command (Nisha) er blevet fanget af en edderkoppe-dæmon, som Andrew kender lokationen på. Willow og Xander bliver efterladt i hovedkvarteret, mens Andrew og Buffy tager på tur.
Andrew: "Road trip! Sweet!"
Og her følger de paneler med mest tekst, jeg nogensinde har set - Andrew ævler løs om alt fra overvejelser om, hvordan superman ville klare sig mod et lyssværd, hvordan Lee's vægtforøgelse påvirkede Dualla i Battlestar Galactica til, hvem der er den bedste Bond, og det vsier sig, at Buffy og Andrew begge har en svaghed for Daniel Craig (som Buffy også fantaserede om i # 10), selvom Andre 'ikke har en mening om Craigs strandløve-scene'...
Buffy: "Andrew, are we geek-bonding? You and me? Who'd have thunk?"
De to når frem til Nisha, som de redder, efter hun har afsløret, at denne dæmontype kun fortsat eksisterer, fordi Andrew har lavet eksperimenter under sin tid som leder af den italienske slayer-gruppe.
Andrew: "So... I'm thinking, does it really matter HOW we got Nisha in custody?"
Buffy begynder at skælde Andrew ud, da Simone dukker op og pander hende én, og her kommer Buffy og Simones forskellige opfattelser af verden til udtryk under en diskussion, der slutter, idet Simone skyder dæmonen og forsvinder.
Andrew afslører sine bevæggrunde for sine handlinger - han føler sig skyldig over Simones fald til den mørke side, især fordi han gerne vil leve op til Scoobiernes tillid, som selv Buffy må indrømme, at han har fortjent. De to bliver enige om, at opspore Simone, da Andrew frygter, at hun vil bruge dæmonen som et våben.
De sporer Simone til Italien, hvor hun har overtaget en hel ø sammen med sine slayere, og der er selvfølgelig tale om et baghold, der fører til endnu en konfrontation mellem de to slayere - både verbalt og fysisk. Simone mener, at de skal bruge de kræfter, de er blevet givet, fordi de alligevel vil blive nødt til at bruge dem på grund af almindelige menneskers frygte, mens Buffy mener de skal bruge deres kræfter i det godes tjeneste.
(Her tænker jeg med det samme *host*X-Men-konflikt*host*; ligheden er slående...
Simone: "It's a war. No such thing as inncoent."
Simone vil gerne give Buffy dæmonen tilbage, hvis hun får Andrew til gengæld; hun er ikke tilfreds med, at "én som ham" har været leder over én som hende selv.
#174 Slettet Bruger [2495802190] 16 år siden
Simone: "Also he's incredibly annoying."
Buffy: "Yeah, well, that part you get used to. But you're not taking him"
De to kæmper igen, og da Simone trækker sit elskede skydevåben har hun overtaget, men heldigvis kommer den italienske slayersquad Andrew (og Buffy, der føler sig lidt overset) til hjælp. Slayerne tør ikke starte en decideret kamp mod Simone, da de ved at det vil føre til brug af skydevåben, og de må efterlade øen i Simones varetægt, idet de trækker dig tilbage med Andrew og Buffy. Buffy får dog det sidste ord, da hun på vej ud af døren sørger for, at dæmonen slipper løs og overfalder Simones gruppe. Denne scene minder om dengang, hvor Angel lukkede repræsentanter fra Wolfram & Hart inde sammen med Darla og Drusilla.
Senere reflekterer Andrew og Buffy over situationen.
Buffy: "Yeah, your're part of the family. Get used to screwing up for good reasons, it's what we do."
Vurdering:
Et stærkt nummer, der som sagt får Andrew til at virke i tegneserieform. Nummeret behandler først og fremmest konflikten mellem Simone og Buffy, og den er ganske interessant omend ikke overvældende i originalitet. Jeg håber at Faith får lov til at stå for det endelige opgør med Simone og vise hende, hvem der bestemmer.
Jeg tror, at Andrew træder lidt i baggrunden for nu indtil et uundgåeligt opgør med Warren senere i sæsonen - der er ved at være mange figurer i spil, og sæsonen har snart kun tre kapitler tilbage, og her skal der jo også være plads til Giles, Faith, Oz og Satsu, der formentlig alle spiller en større rolle end ham.
#175 Slettet Bruger [2495802190] 16 år siden
Nummeret starter direkte, hvor sidste nummer slap; Dez er ved at snige sig ind på en sovende Angel, der dog slår ud efter hende, så snart hun kommer for tæt på med sin træpæl, hvorved der indledes en mindre kamp.
Angel: "I've never seen a naked assassin before. Is that supposed to distract med"
Dez: "Heaven forbid. That would be terribly unprofessional. Is it working?"
Dez er dog ikke en helt almindelig snigmorder, og mens hun er tæt på at gøre det af med Angel, giver hun ham et tilbud; hun vil undlade at slå ham ihjel, hvis han hjælper hende med at dræbe en demon lord, som hun står i gæld til.
Dez: "I want free of my debt. I'm sure you want free of those annoying assassination attempts. I believe I know a wayto solve both our problems."
Andetsteds jagter Kate og Conner en kvinde, der lider af efterveerne fra turen til helvede, da de bliver mødt af et baghold af en gruppe af disse muterede mennesker. Heldigvis kommer Gwen de to til hjælp, og da Kate mener, at hjælpen er nødvendig, accepterer Conner den meget modvilligt.
Conner: "Fine. But then she's gone. And don't turn your back on her. She'll stick a knife in it."
Gwen ønsker imidlertid at blive hængende for at bevise sin loyalitet, og selvom Conner gør det klart, at han ikke ønsker hendes selskab, følger hun stadig med de to, da de indfinder sig i 'Angel Investigations', hvor Angel og Dez har lagt planer om, at de sammen skal gøre det af med den demon lord, der volder Dez problemer.
Kate lader Angel vide, at hun ikke stoler på Dez, men det fører ikke til nærmere uoverensstemmelser, da Angel også formoder, at Dez ikke fortæller ham hele sin plan. Angel og Dez tager afsted med Conner og Kate lige i hælene.
På vejen ud af døren truer Conner Gwen med, at det får konsekvenser, hvis hun bliver ved med at følge efter ham, mens Kate giver hende besked på at udforske Dez's baggrund, hvis hun insisterer på at hjælpe.
Da Dez og Angel opsøger deres demon lord, forventer denne Angel hoved på et sølvfad, men i stedet gør Angel kæmper mod hans vagter, mens Dez slår ham ihjel, og fortæller at hun i virkeligheden arbejder fra en anden demon lord, der vil frame Angel for at have slået denne demon lord ihjel. En ny kamp mellem de to indledes, og den fører til, at en af vagterne slipper væk, hvorfor Angel regner med at sandheden kommer ud. Han mener at de tilbageværende demon lords får alt for travlt med at kæmpe mod hinanden til at bekymre sig om ham og Conner. Dez og Angel skilles for nu.
Da Angel, Conner og Kate er tilbage i kirken, går Angel og Conner efter meget overtalelse fra Kates side med til, at Gwen hjælper dem med efterforskingen, mens de ikke vil have hende med i felten.
I en gyde overfalder Dez i sin katteskikkelse et tilfældigt menneske blot for at blive til sig selv og undskylde; hun kan ikke styre sig i sin katteform. Herefter opsøger hun Angel og co. igen og fortæller at hun har lavet en fangst for dem, og de diskuterer, hvilket væsen
hun egentlig er, hvorefter hun afslører at hun er en almindelige "were-kitty". Kate fortæller herefter Conner, at hun vil holde godt øje med Dez uden at fortælle Angel noget, og til det formål bruger hun herefter Gwen.
Senere har Angel, Conner og Kate fulgt Dez's instruktioner til, hvor fangsten er, og de ender på et hospital, hvor en patient skifter skikkelse, så han ligner en engel, hvorefter han fortæller, at han har en besked fra Cordelia...
Vurdering:
Jeg kan godt lide forholdet mellem Angel og Conner, og dialogerne mellem Angel og Dez, men Dez begynder at irritere mig lidt; der er alt for meget Catwoman over hende - for det første er der selve kattelementet, for det andet befinder hun sig i en gråzone mellem godt og ondt, og hun er muligvis Angels nye flamme (frygter jeg).
Kate minder mindre og mindre om sig selv, jo længere jeg når med at gense serien. Hun er ret så meget ved siden af og afspejler en helt anden type person, end hun er i TV-serien. Og hvad værre er, så synes jeg det er alt for tidligt at bringe Cordelias navn op igen; hun har lige akkurat været med i After The Fall, og det synes totalt unødvendigt at inkludere navnet her.
Der sker heller ikke det store i nummeret - hvis denne historie skal nå at påvirke figurerne og læserne skal der virkelig til at ske noget; handlingskurven for serien ville mere eller mindre være en lige streg, hvis jeg skulle tegne den. Dette hænger lidt sammen med, at heltene ikke synes at være i reel fare, fordi det tilsyneladende er meget nemt at gøre det af med disse demon lords.
Jeg begynder lidt at synes, at Aftermath på mange måder føles som fanfiction.
Jeg var ikke specielt glad for tegneren i sidste nummer, men syntes at han tegnede meget normalt i forhold til genren, men jeg har efterhånden et par problemer med ham. I den indledende scene ligner Angel en Bruce Banner, der er ved at blive til Hulk; hans muskler er totalt overdimensionerede (og det gør det ikke bedre, at farvelæggeren også fucker op her). Og Kate ligner heller ikke sig selv overhovedet.
Jeg håber, at næste nummer er noget bedre.
#176 NightHawk 16 år siden
Angel – Hunting Ground ; (Indeholder ”Hunting Ground” og ”Beneath The Surface”)
Hunting Ground : 24 sider.
http://www.amazon.co.uk/Angel-Hunting-Ground-Chris...
Skrevet af Christopher Golden & Tom Sniegoski. Tegnet af Brian Horton & Paul Lee
”The script is a starmaker, the kind of challenge every serious actress dreams of...The producers took one look at me, and I had the part. Okay, third audition, but still. Cordelia Chase is back on top. I’m telling you...this is the best thing that’s ever happened to me...”
Efter en smuttur forbi Buffy og co. er det atter blevet tid til et trip tilbage i tiden til Angel Investigations og det tredje af Dark Horse opsamlingshæfter, der denne gang byder på introduktionen af Wesley, hele to historier, og to nye og meget forskellige stilarter set i forhold til Christian Zaniers skarpe og sexede streg. Men mere om det senere, for jeg starter vanen tro med et resume.
Oven på de tragiske omstændigheder ang. Doyle nyder Angel en stille dag på kontoret, men bliver hurtig afbrudt af Cordelia, der er sikker på at hendes store chance indenfor skuespillerfaget, endelig er oprundet med rollen i en lowbudget Blair Witch Project inspireret gyserfilm. Efter en lang dag i skovens mulm og mørke må Cordelia dog indse, at det hele måske bliver knap så sjov en oplevelse, som hun havde regnet med. Imens hjemme på kontoret finder Angel Cordelias manuskript og bliver straks urolig, da titlen ”Helm of Haraxis” synes at forekomme temmelig bekendt. Og Angels bange anelser skal vise sig at holde stik, for imens hos ”Helm produktions” er et par dæmoner i fuld færd med at sætte en større plan i værk og bruge castet på filmen som lokkemad mod en flok skovdæmoner, der når at kappe hovedet af den ene af medskuespillerne før Cordelia og den anden hovedrolle Casey opdager at noget er grueligt galt.
Mere eller mindre i chok skynder de sig at flygte med en horde dæmoner i hælene mod det aftalte sted i deres manuskript, hvor resten af filmholdet forhåbentlig vil komme dem i møde. I mellemtiden har Angel via stikkeren Zeke, (Doyles gamle ven), fundet ud af hvilken magt Haraxis har og hvor den holdes bevogtet. Klar over at Cordelia nu er i stor fare, skynder han sig prompte i retning mod grotten i skoven hvor hende og Casey kæmper det bedste de har lært for at overleve natten over. Angel kommer heldigvis til undsætning i sidste øjeblik, men glæden bliver kortvarigt, for pludselig befinder de tre sig komplet omringet af en flok rasende vogtere, alt imens de to djævle andetsteds foretager deres næste træk for at sikre sig det magiske og magtfulde våben Haraxis…
--------------------------------
Ved første øjekast er Hunting Ground ikke ligefrem noget at rynke brynene over, men har trods det forholdsvis begrænsede sidetal alligevel noget på hjerte i en historie, der i høj grad handler mest om bearbejdelsen af Doyles tragiske dødsfald, som betyder at Cordelias jagt på succes, (der samtidig også fungere som en flugt fra Angel investigations og de dårlige minder), bliver en form for terapeutisk rejse, der både gør det klart for hende hvor hun hører til, samt tvinger Angel ud af sin deprimerende tilstand og gør at han kan redde stumperne af sit team og dermed sig selv fra at falde helt ned i mørket. Skønt jeg synes det er lidt ærgerligt, at Golden og Sniegoski ikke har tiltro nok til at læserne selv kan finde ud af hvilken film, der bliver refereret til mht. Cordelias projekt og den alt for tydeligt sarkastisk metafor hvor de to skurke viser sig at være djævle forklædt som filmproducenter, ja så fungere resten af det simple metamanuskript ganske glimrende, selvom det dog først er til sidst, at underholdningsbarometeret ryger helt i top, da Cordelia, trods kun at være i besiddelse af en cute pyjamas, viser køligt overblik og rutine i mødet med skovdæmonerne og efterfølgende de to djævle. Samme stigende kurve, dog på følelsesbarometeret, finder man interessant nok under huden på Angel der i sit parallelle opklaringsarbejde munder ud i et sandt raserianfald mod vogterne, da han endelig finder frem til Cordelia, hvis situation minder ham om hvor ufattelig tæt han har været på, at miste alt han holder kært.
Illustrationerne i denne oneshot står makkerparret Paul Lee & Brian Horton for, hvilket er noget af en omvæltning pludselig at sku’ til at se de kendte figurer i hvad jeg bedst kan beskrive som en meget rå nærmest skitseagtig form, der samtidig også har et gammeldags nostalgisk Lee Falk agtig præg over sig. Når man dog lige har vænnet sig til stilskiftet, ja så synes jeg faktisk det lykkedes Horton & Lee at ramme karaktererne ret præcist med deres markante streg. Til gengæld mener jeg ikke de får held med at skabe tilpas en creepy stemning i skoven, ligesom actionscenerne også virker noget mekaniske og stive set over hele linjen, hvilket netop er pga. den gammeldags dynamik i billederne. Som opfølger på Hunting Ground har Scott Allie skrevet en tre siders artikel om Brian Hortons arbejdsproces, bl. a. ved en gennemgang af tilblivelsen af coveret. Det er ganske interessant læsning, også selv om man evt. ikke sku’ være den store fan af hans måde at tegne på.
Beneath The Surface : 44 sider.
Skrevet af Christopher Golden & Tom Sniegoski. Tegnet af Eric Powell
http://www.darkhorse.com/Comics/99-461/Angel-8
http://www.darkhorse.com/Comics/99-467/Angel-9
”Transient found this one. Thought there’d be a reward for calling it in. Same M.O. as the last two. Guy was ripped up pretty bad. Throat torn at so much the head’s near off, and the body’s covered with claw marks or something. I’m glad this is your case.”
Mens Angel er på vej hjem i den sene nattetime, lurer en skummel dæmon i skyggerne og sværger en grusom hævn over ham. Næste dag tidligt om morgenen modtager en søvnig Kate Lockley et opkald fra sin kollega Jim og må haste af sted til gerningsstedet nær en kloakudledning, hvor endnu et grotesk skamferet lig, det tredje i rækken, er blevet opdaget. Jim ved at liget er myrdet andetsteds og flyttet dertil hvilket undrer Kate, der finder det bizart at morderen har gjort det så nemt for dem at finde hans ofre. Hjemme på kontoret forsøger Wesley og Cordelia at få overblik over, hvem der kunne stå bag de psykotiske mord og overvejer om de måske har med et menneske at gøre, en mulighed som Angel, der kommer direkte fra lighuset, dog hurtigt usandsynliggør. Derimod viser det sig, at de tre mord alle er dukket op i den tunnel som Angel har benyttet det sidste stykke tid og Wesley er derfor ret sikker på, at morderen højst sandsynligt er ude på at få rettet søgelyset mod Angel, der beslutter sig for at de hellere må tjekke tunnelsystemet nærmere efter med det samme. Imens Kate undersøger sagen andetsteds, begiver Angel og Wesley sig af sted i det støvede og slimede tunnelsystem, hvor de efter lidt vandren pludselig render på en mærkværdig Frankenstein agtig person i færd med at gnaske en rotte i sig.
”It does sound like you guys jumped the gun. Not everything that looks evil actually is. I learned the hard way that you can’t judge a demon by it’s cover.”
Wesley går straks i panik og hiver arsenalet af magisk remser frem, mens Angel prøver at holde bæstet, der kalder sig for Abner, tilbage på mere traditionel håndfast manér. Da Wesley pludselig kommer i problemer, vælger Angel at koncentrere sig om hans sikkerhed og lader Abner flygte videre ud i mørket. Mens de halter tilbage mod kontoret for at lappe Wesley sammen, dukker Kate op selv samme sted og indikere overfor Cordelia, at Angel er en af hendes mistænkte. Efter lidt snusen i krogene bliver Cordelia lettere irriteret på hende og Kate vælger, stærk i tvivl om hun skal følge op på sin mistanke, at ta' tilbage til stationen. Kort efter dukker Angel og Wesley op og mens Cordelia renser Wesleys sår, kommer Angel i tvivl om Abner overhovedet har noget med mordene at gøre, eller om han blot blev bange over det uventede besøg. Da mørket atter har sænket sig over L.A., sker der pludselig ting og sager ved politistationen, da de finder et nyt lig, denne gang arrangeret i selskab med en tegning i blod af en engel rundt om sig, i kælderetagen ved udgangen til tunnelsystemet. Kate beder om at få forseglet døren og lægger derefter en detaljeret plan med sin kollega, der skal få skovlen under morderen. Imens begir Angel, modvilligt med assistance fra Wesley, sig tilbage i tunnelen. Mens Cordelia nervøst må se sine bedste venner forsvinde ud i mørket, render Jim og to af betjentene pludselig på den rigtige morder, der straks sætter et vildt og blodigt angreb ind…
-----------------------------------
I anden del af albummet fortsætter Golden & Sniegoski temaet om Angels frygt for at miste sit fundament i form af sit team denne gang via Wesley, der udgør den symbolske værdi, skildret bedst i scenerne under jorden hvor jagten på den bestialske morder også bliver et spejlbillede, i duellen mod Abner, på Angels tidligere usle liv som han har kæmpet for at komme ud af siden mødet med Whistler og Buffy, der for evigt ændrede hans verden/fremtid og som han vil gøre alt for at holde sammen på. Parallelt med Angel og co’s opklaringsarbejde drager Golden & Sniegoski godt brug af Kate Lockley, der må balancere hårfint, som man også ofte så i tv-seriens to første sæsoner, på grænsen mellem sine egne erfaringer og sin viden om Angels dæmoniske side, som hun på dette tidspunkt endnu ikke er fuld ud overbevist om hun kan stole på. Desværre gøres der ikke noget for at skabe spænding om hvorvidt Angel er skyldig eller ej, hvilket jeg godt mener Golden ku’ ha’ prøvet på bare sån for at gi’ historien lidt ekstra tiltrængt krydderi. Det der til gengæld gør Beneath The Surface interessant, er hvorledes de to sideløbende jagter fra hhv. politiet og Angel & Wesley kombineres i det snørklede tunnelsystem, der dels åbner Kates øjne i en mere tolerant retning i forhold til hendes negative overbevisning om det overnaturlige, men som samtidig også bliver en reminder for Angel, der absurd nok selv er ved at bevæge sig ned af samme snæversynede vej i forsøget på at lægge fortiden bag sig. For begges tilfælde bliver den kluntede og sørgmodige Abner redningen i mere end en forstand i den både nervepirrende, blodige og afslutningsvis meget rørende finale.
Beneath The Surface byder for første gang på illustrationer fra Eric Powell der også er bedre kendt som skaberen bag den prisvindende The Goon, der for nylig modtog en Eisnar award som bedste nye tegneserie. Og det er nu meget passende, for er der noget Eric Powells stil minder om, ja så er det faktisk goe gamle Will Eisnar og i særdeleshed hans klassiske The Spirit værker. Jeg indrømmer blankt, at det tog noget tid at vænne sig til den stilform der med sin bløde og løse streg ikke rammer karaktererne specielt godt efter min smag, men derimod har helt sin egen oldschool nostalgiske charme i sine miljøbeskrivelser og øvrige figurer, hvor især Kates makker Jim er kreeret som en klassisk detektivtype fra 40’erne og 50’erne, hvor film noir genren havde sin storhedstid. Derudover skal Powell bestemt også roses for den atmosfære han får skabt undervejs i handlingen, startende med et par yderst detaljerede halvrådne og maltrakterede lig og senere da han tager os med ned i mørket, hvor Powell åbner finalen med et af de mest klamme og kvalmende billeder jeg længe har set, da Angel og Wesley finder ligene af et par betjente. Ind imellem de blodig scener lykkedes Powell også fornemt med at skabe høj intensitet, da Angel og Kate Lockley konfronterer hinanden med Kate tegnet i en vinkel, der perfekt udstiller hendes frustration og frygt, inden man når frem til historiens closing shot, der ud over at være usandsynligt smukt, minder én om hvorfor Angel og Whedons univers i det hele taget er og bliver ved med at være så fedt et sted at opholde sig i trods de til tider ubehagelige emner.
Så tager vi en dyb vejrtrækning og gør klar til opfølgeren Autumnal, hvor vi skal helt ned i det følelsesmæssige mørke, når Angel kaster sig ud i kampen mod ondskaben denne gang i form af pædofili og børnemishandling. Fanme ikke noget sjov oplevelse at læse, men jeg kom dog igennem selv om jeg fik kvalme et par gange undervejs.
#177 NightHawk 16 år siden
Angel – Autumnal ; (Indeholder de to historier ”Vermin” og ”Little Girl Lost”)
http://www.amazon.co.uk/Angel-Autumnal-Christopher...
Vermin : 44 Sider.
http://www.darkhorse.com/Comics/99-486/Angel-12
http://www.darkhorse.com/Comics/00-140/Angel-13
Skrevet af Christopher Golden & Tom Sniegoski. Tegnet af Christian Zanier.
Cordelia : ”What’s wrong whit this picture? The big bad demon hunter is afraid of rats?”
Angel : ”I’m not afraid of rats, Cordelia. It’s just...there’s history.”
1956 i "Dream Land" forlystelsesparken får et bikerpar, Pepper og Ronnie, læst deres fremtid af en spåmand. Men hans forudsigelser om at Pepper vil finde en bedre mand falder bestemt ikke i god jord hos kæresten, der er nær at ved at hive hovedet af den gamle mand som straks advarer dem om at foretage sig mere, pralende med at ha’ kontakt til de magtfulde guder the old ones. Da spåmanden er lettere beruset, tager de har ham ikke alvorligt og forlader teltet igen, mens den nu svært fornærmede gammelfar fortsætter sin mumlen, der uheldigvis udmunder i at han i sin brandert når at fremmane et yderst nasty rottemonster, der lusker væk i ud i mørket efter han er faldet i søvn. 1978 og "Dream Land" parken har ligget uberørt hen et godt stykke tid, da en ny ejer planlægger at renovere stedet og sender et par folk ud for at undersøge det nærmere. Kort tid efter deres ankomst ender de stakkels mænd som føde for en koppel af blodtørstige rotter. Tilbage i nutiden på kontoret i L.A. opdager Cordelia til sin skræk, at deres kaffeskab har haft besøg af rotter, hvilket Angel overhører og efterfølgende får et flashback, der minder ham om hans deprimerende periode i rendestenen tilbage i 60’erne i New York, som Wesley den efterfølgende dag beskriver for Cordelia som svar på hendes spørgsmål om Angels had til de små behårede bæster.
“Don’t you have friends you’re own age? Ever heard the phrase “You gotta pay The Piper”?...I’m him! Close your eyes and hold on to me, Ashley...Looks like Milton isn’t the only monster around here after all.”
Mens Wesley overtager hendes mad efter den letter kvalme historie, får Cordelia et ”syn”
om en lille pige der er blevet bortført til en tivolilignede park. Selv samme sted holder en bande hardcore kriminelle møde om pigens, der er datter af en lokal rigmand, videre skæbne. Og chefen, den kyniske Lucius, har rigeligt at se til, for ikke blot skal han sørge for at planen forløber gnidningsfrit, men han skal også holde den pædofile Milton fra at voldtage den lille pige, som efterfølgende bliver låst inde i et usselt lokale. Mens hun ligger og ønsker hun var hjemme i sin egen varme og trygge seng, begynder det pludselig at krible i skyggerne og overalt i det faldefærdige tivoli popper gyselige røde øjne frem i et skræmmende antal, just samtidig som Angel har fundet vej til tivoliet og skuer med gru ud over de hærgede forlystelser. Imens benytter den klamme Milton chancen til, da pigen skal på wc, at begynde at gramse på hende. Heldigvis dukker Angel op i sidste øjeblik og sender stodderen i gulvet med et solidt punch til kæben, der sender dråber af blod i retning mod de glubske djævlerotter, som straks retter deres appetit i deres retning og omringer dem fuldstændigt alt, imens Angel gør hvad han kan for at trøste og beskytte det skræmte barn.
-------------------------------------
Bortset fra en enkelt scene, den på burgerbaren, er resten af handlingen i Vermin, meget passende set i forhold til dets dystre og deprimerende tema, hensat til at foregå om natten hvad end vi er tilbage i fortiden eller fremme i nutiden, hvor dialogen i samme åndedrag meget atypisk næsten er renset fra sarkastiske bemærkninger under Angels jagt på en flok kyniske kriminelle og en yderst creepy pædofil. Samtidig følges der solidt op på Beneath The Surface’s rottetraume, som Angel dermed får chancen for at få gjort op med sideløbende, da Golden & Sniegoski elegant og hamrende effektivt snører den magiske overnaturlige indledning sammen med kidnapningsplottet, hvis hårrejsende finale er genialt placeret i et hærget og desillusioneret tivoli, der for længst har mistet sin charme og som nu er på vej til at ta’ endnu et offer og den sidste rest af uskyld med sig i graven i skikkelse af den lille pige Ashley. Da Angel endelig dukker op, er resten af handlingen stort set én lang jagt på ham og Ashley sat i værk af fortidens traume via de blodtørstige rotter, som Angel smart nok bruger til at rydde ud iblandt nutidens menneskelige kryb ved at ha’ dem liggende i kølvandet på sig. Hans egen indre redning der dermed også bliver Ashleys kommer dog først, da Angel står ansigt til ansigt med den grotesk udseende rottekonge i et opgør, der sende både fortidens og nutidens monstre retur til helvede hvor de hører til.
Christian Zanier er atter tilbage bag rattet og styrer med usvigelig sikker hånd rundt i det svært ubehagelige manuskript med en perlerække af illustrationer, der alle er proppet med detaljer, atmosfære og en sjælden set kuldsort stemning i stort set hvert eneste billede. Kontrasten i hans tegninger både af kidnapperne og forlystelsesparken i blege og depri farvetoninger sat overfor Ashleys varme farver, lyse blonde hår og tårevædede blå øjne, er skræmmende effektivt lavet og dermed er væmmelsen allerede helt oppe og ringe inden den perverse Milton får smag for mere. I det øjeblik savner man brændende at nogen gør noget og derfor bliver det oneshot Zanier kreere på side 17 af Angel på vej ind i parken med L.A.’s højhuse i baggrunden også desto ekstra fedt at se på, da man nu er klar over at redningen er indenfor rækkevidde. Zanier følger dernæst op med tre billeder, der om end gør et endnu større indtryk ; først på side 24, igen i et oneshot, hvor Angel flygter med Ashley på armen, efterladende den paniske Milton til de glubske rotter og dernæst mødet med rottekongen under jorden, samt den allersidste side som på alle måder brænder sig fast på nethinden.
Little Girl Lost : 22 Sider.
http://www.darkhorse.com/Comics/00-159/Angel-14
Skrevet af Christopher Golden & Tom Sniegoski. Tegnet af Eric Powell.
”This is the second time in two weeks I’ve had to pull a kid out of an ugly situation. If this girl’s a monster, I’ll deal whit that. But I’m hoping I get to her before she becomes one. If you can find her, don’t touch her. Just call me.”
Angel vågner brat efter et hæsligt mareridt og overhører Wesley og Cordelia snakke om en mordsag der ifølge avisen nu har krævet sit tredje offer, men til gengæld ikke har ét eneste spor ang. gerningsmanden. Wesley kan dog fortælle at alle tre ofre er døde ved at bryde i flammer og Angel spekulere på, om det mon kan være en med pyrotekniske evner der står bag. Da ild er en af de ting som Angel ikke er usårlig imod, anbefaler Cordelia ham at overlade sagen til dem, men det vil han ikke høre tale om og vil egentlig også gerne ha’ en pause fra at tænke på sit mareridt fra før. I samme sekund falder Cordelia om i store smerter oven på endnu et ”syn”. Andetsteds i en beskidt gyde downtown forsøger pigen fra synet at gemme sig, men bliver opdaget af en hjemløs mand der sin venlige attitude til trods ender i et flammehav, da han kommer for tæt på. Lidt senere finder politiet frem til liget. Kate Lockley, der er sat på sagen, finder mordet får højst besynderligt, så da hun spotter Angel i folkemængden bag afspærringen, tager hun straks fat i ham. Han fortæller hende hvad han ved og advarer hende samtidig om at ta’ sig i agt for den uforudsigelige pige. Lidt senere, efter Gunn og hans vampyrjager team har nakket endnu et monster, opsøger Angel ham og beder ham om at holde et vågen øje med pigen og gi ham et praj sku’ hun dukke op i nabolaget. To dage senere søger hun tilflugt i kælderen hos en lokal narkopusher og skal lige til at ta' sig en lur, da Angel overasker hende og forklare, at han er der for at hjælpe. Da Angel spørger nærmere ind til hvorfor hun er stukket af hjemmefra, fortæller hun ham noget han ville ønske han aldrig havde hørt…
-----------------------------
I Little Girl Lost holdes der atter fast i temaet om børnemishandling, som denne gang tager skridtet videre og ser på eftervirkningerne af det udsatte barn, Bethany, der ud over at være offer for sin fordrukne stedfars vold og trusler også via magi tvinger en forbandelse ned over hende, der tvinger Bethany ud i en række af tragiske og traumatiske hændelse, der påfører hende en yderst uretfærdig byrde af skyld, der vejer så tungt på hendes spinkle skuldre, at kun mødet med Angel redder hende fra at begå selvmord. Omvendt ender hun også med at redde ham fra sin skyldsplagede fortid ved, at vise ham tillid nok til at komme tæt på sig og derved får begge ved at tro på hinanden synkront fjernet de lig i lasten, de hver især slæber rundt på. Hvor det i Vermin kun var Angel der var i fokus, får han nu yderligere assistance fra Wesley og Cordelia, der må træde til for at hjælpe ham med at bryde Bethanys ”gave” fra helvede og få hævn over den perverse stedfar. På den måde sørger Golden & Sniegoski atter for at knytte teamet tæt sammen, inden der bliver taget hul på sidste kapitel om Angel Investigations i Strange Bedfellows.
Eric Powell vender tilbage i Little Girl Lost med det bedste han, efter min mening, har lavet so far. Alene indledningen med Angels mareridt illustreret i stort set sort/hvid, er helt igennem creepy lavet og sætter straks tonen for resten af historien, hvor der veksles mellem Bethanys følelser af hhv. afmagt og skyld, tegnet i blå/sorte blege farvetoninger, og efterfølgende frustration, panik og vrede i buldrende orange, rød og gul når forbandelsen tager over i et grufuldt flammehav. Side 11 og frem der skildrer hendes møde med Angel i narkobulen, flashbacket med stedfaderen og senere det første offer, samt opgøret og den efterfølgende hævn, skildrer Powell på mesterlig manér med en række billeder, der efterlader et solidt indryk af en skæbne man virkelig føler for og med pga. de ting hun har måttet gå igennem. Autumnal er meget mørk og dyster samlet set og kun i få glimt er der blevet plads til den velkendte humor, men det gør nu ikke særlig meget for alt i alt er der tale om to fremragende historier, som sætter en tyk streg under kvaliteten af Dark Horse’s originale tegneserie.
#178 NightHawk 16 år siden
Må nok sige at jeg glæder mig ekstremt meget til at læse de her kommende ”Angel” udgivelser, især mht. Drusilla’s comeback.
Angel – Aftermath, (#19) : 5 siders preview :
http://www.comicscontinuum.com/stories/0903/12/ang...
http://www.comicscontinuum.com/stories/0903/12/ang...
http://www.comicscontinuum.com/stories/0903/12/ang...
http://www.comicscontinuum.com/stories/0903/12/ang...
http://www.comicscontinuum.com/stories/0903/12/ang...
Angel – Aftermath, (#22) – Cover :
http://www.comicscontinuum.com/stories/0903/25/ang...
Angel # 23 – Variant Cover af Nick Runge :
http://1.bp.blogspot.com/_sWu0-rmtFZM/SceOsV4O50I/...
Angel # 24 & 25 – Interview med Juliet Landau :
http://buffycomics.hellmouthcentral.com/html/inter...
Angel # 24 & 25 – Variant Covers :
http://4.bp.blogspot.com/_sWu0-rmtFZM/SclOFiFmMSI/...
http://3.bp.blogspot.com/_sWu0-rmtFZM/SclOF_p0JXI/...
Angel – Blood & Trenches, Part 2 – Preview + Cover :
http://www.comicscontinuum.com/stories/0903/26/ang...
http://www.comicscontinuum.com/stories/0903/26/ang...
http://www.comicscontinuum.com/stories/0903/26/ang...
http://www.comicscontinuum.com/stories/0903/26/ang...
http://www.comicscontinuum.com/stories/0903/26/ang...
http://www.comicscontinuum.com/stories/0903/26/ang...
Angel – Blood & Trenches, Part 4 – Cover :
http://www.comicscontinuum.com/stories/0903/25/ang...
Da jeg læste # 22’s brevkasse afdeling for nylig, blev jeg meget rørt, (ligesom Scott Allie og sikkert mange andre), over lige pludselig at være vidne til at en longtime “Buffy” fan spurgte sin kæreste om hun ville gifte sig med ham. Nedenunder kan i læse svaret på det store spørgsmål.
Buffy TVS – Season 8 # 22 : Dillons Wedding Proposal? : http://www.darkhorse.com/Zones/Buffy
Buffy TVS – Season 8 # 24, “Safe” : 2 siders preview
http://www.darkhorse.com/Comics/Previews/15-332?pa...
Dette galleri kan jeg varmt anbefale, at man tjekker ud. Usansynligt flotte covers/illustrationer der også indeholder lidt ”Firefly”. Det sidste billede er ret cute, hvis i spørger mig. ;)
Buffy TVS – Season 8 : Joan Chen – Cover Galleri. :
http://www.darkhorse.com/Features/Artist-Gallery/1...
Jeg er klar til også at hapse denne udgivelse, når man kan købe den til juni. Snupper nok den med Joan Chens cover.
Buffy TVS - Tales of The Vampires 2009 + Covers :
http://www.darkhorse.com/Press-Releases/1682/Whedo...
http://www.darkhorse.com/Comics/16-374/Buffy-the-V...
http://www.darkhorse.com/Comics/16-429/Buffy-the-V...
Buffy The Vampire Slayer – 3 Artikler der er værd at læse! :
http://slayageonline.com/essays/slayage27/Hoffmann...
http://slayageonline.com/essays/slayage27/Jarvis.h...
http://slayageonline.com/essays/slayage27/Loftis.h...
Buffy TVS – ”Music, Sound And Silence”, Bog. Udkommer til September :
http://www.ashgate.com/default.aspx?page=637&c...
Buffy TVS – Season 8 ; George Jeantry – Q & A Part 2 :
http://slayaliveforums.proboards.com/index.cgi?boa...
SlayerLit – Video Interviews med Tom Sniegoski & Amber Benson, m.m. :
http://www.slayerlit.us/interviews.htm
------------------------------------------
Ja, og så ser det ud til, at “DollHouse” er kommet op i gear efter de sidste par anmeldelser. Skal den købes…det tror jeg nok den skal.
DollHouse – Joss Whedon Interview :
http://cityofangel.com/behindTheScenes/bts6/whedon...
http://www.tvguide.com/News/Whedon-Dollhouse-stron...
Vildt flot og fedt lavet fanvideo der burger klip fra episode 1-3 med musik af et af mine yndlingsband, Snow Patrol. Enjoy!
DollHouse – “Somewhere A Clock Is Ticking”, Musikvideo :
DollHouse – Episode 5 “True Beliver” – Review :
http://www.avclub.com/articles/true-believer,25113...
DollHouse – Episode # 6 “Man On The street” – Teaser + Interview & Reviews :
http://community.post-gazette.com/blogs/tunedin/ar...
http://latimesblogs.latimes.com/showtracker/2009/0...
http://uk.eonline.com/uberblog/watch_with_kristin/...
http://www.televisionwithoutpity.com/telefile/2009...
http://www.ifmagazine.com/review.asp?article=3113
http://watching-tv.ew.com/2009/03/dollhouse-joss.h...
http://www.avclub.com/articles/man-on-the-street,2...
DollHouse – Episode # 7 “Echoes” – Teaser Trailer + Reviews :
http://tvspoilers-odi.blogspot.com/2009/03/dollhou...
http://blog.zap2it.com/ithappenedlastnight/2009/03...
http://www.tvsquad.com/2009/03/28/dollhouse-echoes...
http://www.avclub.com/articles/echoes,25850/
http://uk.tv.ign.com/articles/967/967545p1.html
http://www.ifmagazine.com/review.asp?article=3133
http://www.cliqueclack.com/tv/2009/03/28/dollhouse...
DollHouse – Episode # 8 “The Awakening” – Teaser Trailer :
-----------------------------------------
Ud over at ha’ haft et mindre crush på Amber Benson siden Tara dagene, er jeg også blevet temmelig lun på hendes nye bog “Deaths Daughter”. Så den vil jeg bestille hjem og så skriver jeg lidt om den i tråden ligeså snart den er læst færdigt. :)
Amber Benson – Interview ; “Deaths Daughter” :
http://www.sfbg.com/blogs/pixel_vision/2009/03/int...
http://www.amazon.com/gp/product/0441016944/ref=s9...
David Boreanaz – Interview ; “Bones” – Sæson 4 :
http://popwatch.ew.com/popwatch/2009/03/david-bore...
Og tjek så oldschool Boreanaz ud her. He still got mad skills :D
Endnu en meget fascinerende og interessant artikel som kan varmt anbefales.
Dr. Horrible Sing A-Long Blog – Breaking The Ninth Wall, (Rhonda Wilcox) :
http://criticalstudiesintelevision.com/index.php?s...
Eliza Dushku – Nomineret til Fangoria Award for “The Alphabet Killer” :
http://www.esplatter.com/news.php?id=1195
James Marsters – Interview ; “Buffy”,” Smallville” & “Touchwood” :
http://uk.tv.ign.com/articles/965/965663p1.html
Nathan Fillion – Interview om sin nye serie “Castle” :
http://tv.ign.com/articles/962/962647p1.html
http://www.ifmagazine.com/feature.asp?article=3289
Sarah Michelle Gellar’s “Possession” – DVD Cover :
http://www.bloody-disgusting.com/news/15586
Næste uge har jeg Strange Bedfellows klar + kommentarer til Slayers reviews af Angel - After The Fall # 15,16,17,18 og Buffy TVS - Season 8 # 23. Og ugen efter starter jeg op med de første anmeldelser af Buffy TVS - Omnibus Vol. 6 & Angel - Blood and Trenches : Part 1.
På gensyn amigoz! :)
#179 NightHawk 16 år siden
#180 NightHawk 16 år siden
Angel – Strange Bedfellows :
http://www.amazon.co.uk/Angel-Strange-Bedfellows-O...
(Indeholder ; ”The Changeling Wife”, ”Strange Bedfellows” og ”Phantom Dennis”)
The Changeling Wife : 22 sider.
http://www.darkhorse.com/Comics/Previews/99-149
Skrevet af Christopher Golden. Tegnet af Eric Powell.
”His name is Angel. He helps people who need it. They aren’t always grateful. Then again he isn’t really doing it for them. Within him lies a constant struggle between his human soul, and the demon which entered his flesh when he became a vampire. He is determined that the human side of him will win that struggle. To that end, he walks among mortal humans, coming to their aid when darkness threatens. His reward is nothing more than their company. Being around them, he hopes, will help him hang onto what remains of his humanity.”
I et lettere skummelt nabolag er en mand, uvidende om den reelle fare, i færd med at få sig en omgang hård sex af en prostitueret hvis speciale er vampyrfetich, (hmm, spooky ;) ). Heldigt for ham er Angel tilfældigvis i nærheden og når at rydde blodsugeren af vejen til kundes store utilfredshed. Småirriteret over den utaknemmelige lummergøj slentrer Angel hjemad i aftenmørket og filosofere over sit liv, da hans tanker pludselig afbrydes af et heftigt skænderi. Da en mand skal til at uddele tørre tæsk til sin kone, skrider Angel resolut ind og kort efter er Rob Koenig anholdt af politiet. Ligesom med situationen tidligere venter der igen ingen tak og Angel tager derefter kontakt til Kate Lockley, som forstår hans frustration, men intet kan gøre med mindre kvinden samarbejder. Angel er sikker på at Koenig ikke har tænkt sig at stoppe og vælger derfor at ta' ud og overvåge deres hjem. Her bliver han dog, efter en mindre kontrovers, nød til at smutte igen undrende sig over deres mærkelige parforhold. På kontoret har Cordelia i mellemtiden problemer med computeren, da Doyle dukker op med aftenkaffen klar til at assistere hende i at tjekke op på den voldelige ægtemand. Da Angel lidt senere dukker op, er der ifølge Koenigs cv ingen tvivl om, at han er en skidt karakter, men Angel er samtidig mistænksom om hans kone Cassie ikke også skjuler et og andet. Da Angel vender tilbage til deres hus, er Koenig på vej væk alt imens der pludselig vælter flammer ud af det ene vindue. Koenig bliver slået bevidstløs og Angel sætter nu alle kræfter ind på at redde Cassie. Indenfor venter der ham dog noget af en uventet overraskelse…
---------------------------------------
Første historie i sidste opsamlingshæfte tager Angel ud på en moralsk rutsjebanetur, når Golden lader den almindelige verdens retssamfund kolliderer med den overnaturlige verdens junglelov i bedste øje for øje klausul, da Angel bliver involveret i ægteparret Rob og Cassies skærmydsler der gør, at han i sidste ende, da alle brikkerne er fladet på plads i sagen, må træffe et valg som sikkert ikke alle læsere er enige med ham eller Golden i. For med sit løfte om at beskytte menneskeheden fra dæmoner, monstre osv. bliver Angel samtidig nød til at gå på kompromis med selv samme mantra, da han vælger at beskytte Koenig, (der trods sin menneskelige status er et ægte monster), fra et overnaturligt væsen, hvis intentioner i bund og grund er retfærdige nok set i forhold til hvilken afstumpet og syg person Koenig er. Selvfølgelig er moralen, (modsat den i Buffy TVS - Omnibus 5’s ”Take Back The Night”), om at la retssystemet ta’ over og vurdere straffen frem for at ty til selvtægt prisværdig i alt sin enkelthed og forståelig nok set i forhold til Angels road to redemption overfor menneskeheden, men et eller andet sted så synes jeg sgu alligevel at mr. wifebeater slipper for let.
Nå men, inden der går for meget The Punisher i mit review, springer jeg videre til Eric Powell hvis illustrationer jeg her i hans tredje historie, er kommet til at holde ret meget af. Måske var det i bund og grund blot en tilvænningsproces, dont know, men i The Changeling Wife & senere i Phantom Dennis synes jeg han rammer karaktererne væsentligt bedre trods sin bløde og runde streg. Igen gør han også fornemt brug af film noir effekter, bedst i starten, f. eks med sit oneshot af Angel på side 3 og efterfølgende besøget på politistationen og stakeout’et af Koenigs hus, som alt sammen skaber en herlig mystisk stemning inden finalen, hvor han så til gengæld skifter over i et forrygende sansebombardement af flammer og magi, der fungerer perfekt som baggrundstæppe til Angels indædte kamp mod sin nyeste fjende og sin egen moralske overbevisning.
Strange Bedfellows : 44 sider.
http://www.darkhorse.com/Comics/Previews/99-474
http://www.darkhorse.com/Comics/Previews/99-479
Skrevet af Christopher Golden & Tom Sniegoski. Tegnet af Christian Zanier
Candy : ”Wait a minute. You’re Angel, aren’t you, mmm? You interrupted my dinner, honey, but ain’t no reason we can’t move right on to dessert.”
Angel : ”Are you going for seductive? It’s not working. On the other hand, just being near you has me thinking about penetration.”
På et snusket motel i den lurvede ende af L.A. føres en forretningsmand ind på et værelse af en prostitueret og gør sig klar til lidt late afternoon delight, da han opdager at kvinden på sengen har planer om at gi’ udtrykket ”eat you out” en helt ny betydning. Imens andetsteds er Angel, Wesley og Cordelia på sporet af en bande gravrøvere, som Angel tager sig mere end kærligt af i en blodig fight, der næsten får Cordelia og Wesley til at brække sig og samtidig spekulere på om deres chefs humør ikke er mere sort end det plejer. Det får de dog ikke spurgt nærmere ind til, for pludselig falder Codelia om pga. et syn og Angel ender kort efter ved motellet fra tidligere, der nu er brændt ned til grunden sammen med liget af kongresmedlemmet Jack Charles. Efter et hurtigt kig på gerningsstedet tager Angel kontakt til Kate, der dog ikke lige umiddelbart er til nogen hjælp. De bliver dog enige om at holde hinanden opdateret ang. dødsfaldet. Imens på kontoret er Cordelia klar til at ta’ på en date trods Wesleys, der er stærkt bekymret og jaloux, mange advarsler. Mens Wesley må underholde sig selv, tager Angel forbi lighuset for at tjekke Jack Charles nærmere efter og finder to bidemærker der klar beviser, at han har været offer for en vampyr. Andetsteds er selv samme smækre maneater i gang med en ny kunde, som hun er på nippet til at flå struben ud på, da Angel brutalt sparker døren ind og sender den liderlige blodsuger på flugt.
Allegra : “My girls don’t kill. Sure, they give a little pain, even take a little too. But only with consent, only for pleasure. The men who come here know what they want, and we give it to them. Everybody wins. But nobody dies. Live and let live. Bleed and let bleed. I’d think you’d understand. You fight your own urges, don’t you? We’re kindred spirits, you and I.”
Det lykkedes ham dog ret hurtigt at indhente hende igen, men under sit forhør dukker Candys 5 labre veninder op og omringer ”stakkels” Angel, der nu må kæmpe sit bedste for at holde de smækre men dødbringende ladies på afstand. Undervejs i den hektiske slåskamp erfarer han at Candy er eftersøgt at sit eget crew, inden han brat bliver slået bevidstløs. Lidt senere er han atter tilbage på kontoret, hvor Wesley i mellemtiden har hygget sig med at slibe våben hele natten, til stor morskab for Cordelia hvis date dog heller ikke ligefrem var nogen form for festfyrværkeri, men trods alt var mere afdæmpet end Angels dulledyst. Imens på politistationen erfarer Kate fra sine kolleger, at Jack Charles var død før branden og hans krop tømt for blod og hun tilbyder derfor straks sin assistance. Kort efter får hun fat på sin informer, Luisa, der leder hende på sporet af et bordel i Santa Monica, (bestyret af den karismatiske Dyanna Allegra), som Angel og Wesley netop samtidig er i færd med at infiltrerer. Da Angel ikke ligefrem er et geni ud i skuespillets kunst, bliver den dynamiske duo hurtigt afsløret og selvom the ladies ønsker hævn, sætter Allegra dem på plads og beder dem i stedet ta’ sig kærligt af Wesley, mens hun får sig en snak med Angel om hvordan de i fællesskab bedst kan løse problemet ang. den illoyale Candy O. og hendes blodrus. Hjemme på kontoret har Cordelia overtaget den sure pligt med våbenpudsningen, da Jay Farnham fra advokatfirmaet lige ved siden af kigger forbi og straks vækker gnisten i hende. På bordellet forsøger Allegra at forfører Angel og forklare ham, at han ikke behøver at frygte hende eller hendes babes. Det er han nu ganske kold i røven overfor, men laver alligevel herefter en deal med hende, da hun gir ham spor, der kan føre ham til Candy…
----------------------------------------------
I hæftets hovedhistorie er makkerparret Golden & Sniegoski atter samlet og dermed bliver niveauet også prompte løftet markant oven på The Changeling Wife, der faktisk ender med at blive klædt helt af til skindet set i forhold til den nerve, drive og erotisk slagkraft, der bliver trumfet igennem i den til tider lettere pornografiske handling, som meget passende har fået titlen Strange Bedfellows. I det hele taget er der dømt lummer subtext for alle pengene ikke blot for Angels vedkommende men også ang. Wesley og Cordelia, der får afløb undervejs for deres forskellige seksuelle frustrationer ved at gi’ våbenlageret en ordentlig omgang med pudsekluden i sådan et omfang, at Angel fremover burde overveje at bære solbriller for ikke at blive blændet af sit eget sværd. Angel selv derimod håndterer sin mangel på sex, som han af gode grunde ikke kan ha’, på en noget mere hårdtslående facon, hvilket han i første omgang la’ gå ud over de tre gravrøvere, men som han i princippet først mentalt får lettet trykket over i sit efterfølgende opgør med den voluminøst udfordrende og skruplidderlige saftpresser og blodsuger Candy O af to omgange, afbrudt af et volds-orgie, i ordets bedste forstand, mod et team af hotte babes udsendt af bordel dronningen Dyanna Allegra, der modsat sine ansatte både kan blæse og ha’ mel i munden samtidig, i hendes blanding af forførelse og analyse af Angels tab kontra sin forbandelse og den superheltegerning der har fulgt med den.
Derved sørger Golden og Sniegoski også for at holde benene på jorden og ikke kun i vejret ind imellem deres sjofle men meget morsomme dialog og Christian Zaniers, kan man vist roligt sige, saftige illustrationer af de yderst spartansk klædte kvinder, som Angel er oppe imod med hhv. Candys whitetrash look og Dyanna Allegras barokinspirerede kjoler/korsetter outfit som bedste og mest sexede eksempler. Zanier må i det hele taget siges, at ha en slags midas touch når det drejer sig om at tegne kvinder, for selv Cordelia og Kate Lockley, (som jeg for øvrigt synes er tegnet bedst af Zanier), kan man næsten ikke få sig selv til at bladre væk fra igen, skønt de begge på ingen måde går udfordrende klædt. Ud over de smækre tøser byder Strange Bedfellows på hans sædvanlige mørke og fantastisk stemningsfulde billeder, samt Angel i en igen herlig blanding af badass og coolnes defineret med den skarpe hårdt skårede streg, der er Zanier når han er allerbedst.
Phantom Dennis : 22 sider.
http://www.darkhorse.com/Comics/Previews/00-362
Skrevet af Christopher Golden & Tom Sniegoski. Tegnet af Eric Powell.
”Los Angeles, California. The apartment of Cordelia Chase. Of course, Cordelia isn’t the only person who lives here. All right...maybe “lives” is a bad choice of words.”
I Cordelias lejlighed er hendes roomate, spøgelset Dennis, i fuld gang med tv-serien “I love Lucy”, men bliver pludselig nød til at afbryde hyggen, da Angel og co. møgbeskidte og nedslidte vender hjem efter endnu en barsk mission, der har betydet at deres kontor er sprunget i luften og trioen nu er på flugt fra en dæmon kult, der vil fremkalde dommedag ved hjælp af et magisk objekt/organ ved navn ”The Heart of Jonnas”, som nu er i deres varetægt. For at få arbejdsro til at få skovlen under de fanatiske dæmoner, beslutter Angel at der er bedst hvis de skjuler objektet hos Cordelia der, mens ham og Wesley prædiker om ansvar og apokalypse på vej ud af døren, er mere interesseret i at slappe af med et bad og noget hygge. Cordelia beder Dennis om hjælp til at finde et godt skjulested og daffer så ud på badeværelset. En omgang bobler senere snupper hun lidt tv og chips, går sine regninger igennem og hapser lidt natmad, inden hun langt om længe falder i dyb søvn, hvorpå Dennis lægger dynene over hende og fortsætter hvor han slap med sit tv maraton. Senere på natten sker der pludselig ting og sager, da en udsendt dusørjæger fra kulten bryder ind i lejligheden og får sig noget af et chok, da dens tilsyneladende uvidende offer i sofaen viser sig at være et spøgelse og endda et ret hårdtslående et af slagsen. Cordelia vågner brat af larmen og åbner forsigtig soveværelsesdøren da synet af en temmelig pissed dæmon, der er på vej tilbage i lejligheden efter Dennis har sendt ham og en sofa ud af vinduet, rammer hendes søvnige øjne…
--------------------------------------------
I sidste omgang med kliken tager Golden & Sniegoski os med en tur hjem hos Cordelia og en fortælling der lægger ultimativ vægt på humoren, som dermed bliver et hyggeligt og muntert punktum for de første historier om Angel Investigations, hvoraf Wesley og Angel dog kun fungerer som ydre ramme i Phantom Dennis. Fokus ligger i stedet på søde Cordelia og hendes forhold til sin usynlige partner, som i deres måde at supplerer hinanden på minder om et gammelt ægtepar, bedst illustreret i scenerne kort efter det magiske objekt er blevet skjult og man følger hendes hverdags trummerum. Venskabet, der tangerer kærlighed, bliver derefter yderligere understreget, da idyllen ødelægges af dusørjægeren/indbrudstyven, som får Dennis følelser for Cordelia at smage for fuld styrke i et opgør, (hvor alt i lejligheden bliver brugt som våben), lavet i en klukkende morsom oldschool slapstick stil, der samtidig er symbolsk i sin beskrivelse af Dennis som stammer fra en helt anden tidsperiode. Eric Powell har tydeligvis haft det usandsynligt sjovt med sine illustrationer denne gang og kaster sig ud i nogle absurd komiske indslag, hvor dæmonen bliver udsat for ren Tom & Jerry, (eller Cordelia & Dennis), bøllebank der indledes med en slåskamp, hvor Powell elegant drager inspiration fra de klassiske Invisible Man historier.
Efter at ha’ været igennem et par meget dystre plots, er det sgu meget rart at slutte af med et smil på læben, som man i den grad må sige at både Strange Bedfellows og Phantom Dennis leverer til absolut topscorer. Alt i alt har de 5 udgivelser, trods et par manuskripter på det jævne, været overraskende og imponerede fed underholdning med masser af nerve, sjæl og ikke mindst hjerte bag de kuldegysende gode illustrationer. Derfor er det på en måde også lidt trist nu at sku’ ta’ afsked med en serie, som efter min mening havde fortjent en større opbakning og en langt længere levetid end blot de 17 numre som det blev til.
Bagerst i dette hæfte finder man for øvrigt en interessant lille 3 siders historie, Point of Order, skrevet af David Fury og tegnet af alles favorit her i tråden, (Not! ;) ) Ryan Sook, der ud over at sende en, på det her tidspunkt ukendt, reference frem i tiden til After The Falls udvikling, også formår trods sin ultra korte længe at ha’ et chokerende og overrumplende plottvist.