Og stort tillykke med prisen herfra. Sjovt/interessant for øvrigt at sidde og læse de forskellige kommentarer nedenunder, set i lyset af den debat vi har haft her i tråden ang. betydningen af Buffy og Satsu’s forhold, for de tegner faktisk et ret godt billede af den forskellige opfattelse jeg og Slayer f. eks har på det område, (se # 172). Har lige hapset 3 ud som dækker hele vejen rundt :
Riker : ”I'm not sure why it won. Buffy's not a lesbian--she simply experimented”.
Redeem147 : ” I would assume the award is more in recognition of Satsu. And I still say Buffy was having far too nice a time to merely be experimenting. Sexuality - kinda one of those complicated things.”
JCapra : “I don't know if it's because of the way Buffy is or isn't queer, but more the way the writers treat the concept of sexuality. The fact that Willow and Buffy had that whole conversation about how Satsu wasn't a phase for Buffy, that Satsu and Kennedy talked about the "straight girl" thing (which is a really common experience among the lesbitypes), etc. is kind of a big deal. Those are usually only conversations we see in media intended for a lgbt audience. It's nice that the Buffyverse is still a queer-friendly safe space.”
Hvis i ikke har set denne tribute endnu, kan den absout anbefales at læse igennem. Damn det er godt nok underligt, at han ligepludselig ikke er her mere. :(
En ung slayer ved navn Courtney er i kamp mod en vampyr, og tingene går ikke helt optimalt for hende, men heldigvis kommer Faith og Giles hende til hjælp.
Courtney: "Oh my god! You're her! You're Buffy!" Faith: "She's calling me names, G.!
Coutney håber fejlagtigt at de to er dukket op for at træne hende, men de er der alene for at chekke op på hende, efter hun er stukket af fra sin slayersquad. Hun er dog ikke stukket af, fordi hun ikke er på Buffys side, men fordi hun er overvældet af opgaven og søger et sted kaldet "Slayer Sanctuary".
Courtney: "Yeah. For slayers that don't want to be... You know... We get to choose whether we want to be chosen or not."
Faith og Giles lytter forundrede til hendes historie om stedet, og de bliver med det samme enige om, at de hellere må undersøge stedet nærmere; de er dog uenige om, hvad formålet med en sådan undersøgelse er.
Faith: "We're not recruiting, Giles. I know things are worse out there, but if these girls want to sit it out, that's their call." Courtney: "I think Mr. Giles is right. If all the chosen who were in hiding saw you, Faith, saw what you could do, how you've inspired me, they would rejoin the war. They'd choose to be chosen again." Faith: "Right, I'll tell all the baby slayers about my first time, how I--"
De tre tager frem tid stedet i tog, hvorfra de ser at dette er omringet af vampyrer, der ikke kan komme ind. På stedet mødes de af en tidligere watcher kaldet Duncan Fillworthe, der leder fristedet og ivrigt forsvarer ideen bag, mens Faith begynder at undre sig over, hvor alle disse piger egentligt er henne af.
Da diskussionen når sit højdepunkt bliver denne afbrudt af en lidt for venlig dame, der vil føre Faith og Courtney hen til de andre slayere; Faith under sig over, at der ikke er nogle børn i byen, mens hun noterer sig, at det føles som en fælde.
Da Faith åbner døren indtil slayerne, mødes hun af en vampyr fra hendes fortid; en der slap væk under hendes første angreb på en vampyrrede, og han fortæller hoverende om, hvor mange han har slået ihjel og pint. Faith farer på ham, mens Coutney undrende ser til; Faith står jo bare og slår ud i den tomme luft. Courtney ser dog ikke de gigantiske fangearme, der er ved at omringe hende selv.
På samme tid er Giles ved at komme til bunds i, hvordan byen bliver beskyttet mod vampyrer; disse er bange for en dæmon der længe har levet i byen og brugt byens børn som næringskilde på grund af deres lighed med vampyrer; de er styrede af deres behov.
Andetsteds er Faith ved at blive besejret af sine syner, og efterhånden som Courtney bliver pakket ind i fangearme, møder hun sine egne syner i form af sine forældre, der er sammen igen alene for hendes skyld.
Fillworthe fortæller Giles om, hvordan byen løb tør for børn, og om hvordan byrådet begyndte at lokke unge slayere til i stedet, og han tilbyder en rasende Giles et sted at bo i byen, mens han manipulerende fortæller Giles, at han er blevet forrådt af Buffy allerede, da hun forelskede sig i en vampyr og på den måde tillod, at Jenny Calender blev slået ihjel. Giles haster afsted fra rådet, der har fuld tiltro til, at dæmonen også vil gøre det af med ham, men alligevel vælger også at sende Dillworthe efter ham.
Faith er imidlertid komemt til sig selv, og hun sørger for, at Fillworthe bliver dæmonens didste måltid. Herefter bliver trioen mødt af en gruppe rasende folk fra byen, der bebrejder dem for ikke længere at være sikre.
Faith: "... We don't let people die. Not even crappy ones. You people wanna live? Then you fight."
Herefter gør byens beboere sig kalr til at slås mod vampyrerne sammen med Faith, Giles og Courtney.
Vurdering: Der er ikke noget galt med dette nummer, men jeg føler mig bestemt heller ikke overvældet af det; det er som om Jim Krueger ikke har specielt meget på hjerte, og nummeret tjener tilsyneladende mest som en slags afklaring på, hvordan det går med Faith og Giles. Og jeg kan heller ikke så godt "høre figurernes stemmer" (det lyder ikke så sundt), som jeg plejer at kunne. Omvendt tjener nummeret dette formål til fulde, og jeg har ikke yderligere kritik af det.
Cliff Richards vikarierer for Jeanty, og det gør han (som altid) meget godt og stabilt.
No one hurts. If no one exists ; råber Illyria ud over gaderne. Gunn brokker sig over hendes følelsesudbrud, mens Betta George gør opmærksom på, at han selv er skyld i disse. Groo forsøger sammen med Spiders gruppe at bekæmpe den enorme dæmon, men møder sit endeligt mellem Illyrias kæber med ordene: This death is hardly glorious enough. Wesley og Angel diskuterer, om Fred er inde i Illyria, og konklusionen lyder: If there was a glimmer of Fred inside, she'd stop it. That's not her. Fred's gone. Herefter gør de to klar til et opgør med monsteret, men Gunns forvirrede og utilfreds vagter vil ikke lade dem komme tæt på, hvilket fører til et opgør mellem disse og de tre slayere.
Uh yeah, så er Franco Urru endelig tilbage og det med lidt af et brag må man nok sige i hans fortsættelse af Nick Runges dommedagsbrag, som ud over at være en sandt fryd for øjnene også laver en fornem reference til spin-off serien Spike - After the Fall, da Illyria hævner sig på sine tidligere fangevogteres, (nu Spikes loyale team af kvinder), tortur af hende med en brutalt nedslagtning, der stinker af had og vrede. I kølvandet på det billede virker Grooselogs angreb temmelig tamt og kikset, ligesom figuren generelt gør efter at være vendt tilbage til sit gamle jeg. Den efterfølgende diskussion mellem Angel og Wesley om Illyaris skæbne er på alle måder ufattelig trist, især set i lyset af at Wesley nu mister Fred til hende én gang til. Fedt for øvrigt med den lille reference der bliver lavet til Buffy via Angels kommentarer om de tre slayers evner.
Wolfram and Hart taler til Angel; de vil ikke lade ham dø. På samme tid sker der et udfald i tiden, sådan at Angel ser glimt fra sin fremtid; hvori han som vampyr er slagmarkens eneste overlevende fra det endelige slag mellem godt og ondt, og han er klar over, at Illyria prøver på at tage motivationen fra ham. Da dette går op for ham, ved han, at han ikke længere må kæmpe på grund af Shanshu-profetien, men på trods af den. Da tidsudfaldet er færdigt gør de overlevende klar til at gøre det af med Illyria, men Gunn stiller sig i vejen, og med Angels flammende sværd hugger han Connor ned og herefter begynder et opgør mellem Gunn og Angel. Dette opgør får Angel til at indse, at han er i stand til at blive det ondes hærfører; han er i stand til at hugge sine "venner" (Gunn og Illyria) ned.
Ekstremt flot og skræmmende tegnet af Urru da Angel ser hvad fremtiden/skæbnen byder på, elegant kædet sammen med Illyrias opfordring til at slå hende/den ihjel, i hvad der bliver en iscenesættelse af hendes ønske om at begå selvmord og slippe fra en verden, som hun ikke forstår. Smart skrevet af Brian Lynch som på den måde slår to fluer med et smæk og her understreger at teamets overlevelse ligegyldigt hvad, ender med at kræve sine ofre trods en evt. sejr. Den efterfølgende dialog/monolog Spike har inden opgøret, synes jeg er ret interessant fordi det ud over Urrus billede, der tydeligt viser at det piner Spike at sku’ slå en person han har elsket ihjel, også siger noget om den indre kamp ham og Angel konstant har med at adskille monstret fra mennesket.
Man ku’ også godt i disse scener tolke Connors bemærkning om dragen Cordelias skæbne som en reminder til Angel om, at han ikke kan ændre på fortiden. Cordelia er død og kommer ikke igen. Derimod kan fremtiden ændres hvis han er villig til det, hvilket man vist roligt kan konkluderer at han er. Duellen imod Gunn og håndlangeren Tank udstiller helt præcist, som du også skriver, den hårfine grænse Angel konstant balancere på i ”After The Fall”, hvor hans to sider mentalt overlapper hinanden i sådan en grad, at det er utroligt han ikke, ligesom Gunn, også er blevet skizofren. En af grundende, og den stærkeste vil jeg også mene, til at Angel alligevel holder benene på jorden er, at han stadig, trods mange skærmydsler over årene, har fået opbakning både fysisk og moralsk fra sit bagland, hvoraf Spike og Connor på trods af at være dem han har haft flest skænderier med, også er dem han holder allermest af, og dem der har reddet ham når det brændte allermest på, (hvis man ser på de sidste par sæsoner), også selvom deres bevæggrunde ofte har været lidt mudrede.
Angel udarbejder en plan til, hvordan de stopper Illyria. Betta George skal bombardere hende med Wesleys og Spikes minder om Fred, og det gør fisken så, og Illyria ser, at hun på ingen måde gør, hvad Fred ville have gjort, hvorefter Wolfram and Harts hær udnytter chancen for at slå hende ihjel. Den afsluttende scene er After The Falls stærkeste. Connor dør, mens han fortæller Angel, at han er en god mand; vampyr eller ej.
En sjov detalje som Lynch laver her, da Spike omtaler sin venskab med Betta George. Kontinuitetsmæssigt fungere det ikke, men referencen til det parallelle forløb i Asylum og Shaddow Puppets er nu alligevel en meget sjov injoke. Lynchs løsning på at besejre Illyria synes jeg er en mindre genistreg, (solidt understøttet af Urrus stemningsfulde og nostalgiske flashbacks), hvor han benytter sig af en gammel og klassisk Joss Whedon opfindelse helt tilbage fra sæson 2 af Buffy, da Angel ytrede de berømte ord til Spike og Drusilla ang. Buffys skæbne : ”To kill this girl you have to love her!”, som rammer plet i en montage fra nogle af de bedste scener mellem Wesley, Fred og Spike, der sætter et flot punktum på Illyrias skæbne, hvor tragisk den end måtte synes at forekomme. Den afsluttende scene mellem Angel og Connor er jeg helt enig med dig i er suverænt flot lavet, og det er derfor nærsten umuligt ikke at få en klump i halsen i det øjeblik man læser de sidste sider. Stor kudus til Lynch og Urru for det nummer her.
Vurdering: Dette nummer udstiller virkelig seriens svage og stærke sider. Groosalogs død har jeg ventet længe på; de mange figurer har på mange måder skadet serien, idet flere af dem ikke har fået plads til at udvikle sig eller gøre så meget andet end "bare at være der", og netop Groo har bare irriteret mig, fordi han har været forsøgt brugt som comic relief uden at være sjov. I relation til mit brok over mængden af figurer, er det også værd at bemærke, at Nina tilsyneladende er blevet glemt helt i mængden; vi har ikke set noget til hende siden Gwens forræderi, hvilket må siges at være utilfredsstillende; enten er hun en del af serien, eller også er hun ikke.
Mange af dødsfaldene påvirker mig slet heller ikke; der er for mange ligegyldige, undværlige figurer med; dragen havde jo begrænset personlighed, Gwen kendte man ikke ret godt, og både Groo og Spikes hær (som tilsyneladende også døde) er figurer, som man vidste kunne ofres, og det samme gælder for de tre slayere, som sikkert også kradser af i en ikke alt for fjern fremtid.
Nummerets store twist (kun nærmere omtalt i spoilers) overraskede mig virkelig; jeg kan godt se, at det giver masser af mening at slå Connor ihjel, men figuren havde så meget uudnyttet potentiale, og jeg havde virkelig håbet på, at se ham på egen hånd. Men scenen er udført på en fantastisk og meget rørende måde. Som Angel selv siger, så er det virkelig verdens undergang for ham. Angels liv er og bliver tragisk
Mht. Groosalog så kan jeg ikke være andet end enig. Han har modsat da karakteren optrådte i sæson 3 af Angel, ikke haft nogen betydning på noget som helst plan for Angel og co. i ”After The Fall” andet end blot at være til stede. Forstår ikke helt hvorfor Whedon og Lynch har ment at Groo absolut sku’ være med, når de ikke har villet bruge ham til noget. Det er klart et større minus i serien samlet set. Derimod ser jeg ingen problemer i den måde Nina, indtil videre er blevet integreret i historien på. Hun har spillet en betydningsfuld rolle midtvejs i plottet og der er efterfølgende blevet lagt op til, at hun i fremtiden ku’ være en love interest for Angel. Så karakteren, synes jeg, har derfor haft sin berettigelse i ”ATF”. Mht. de forskellige dødsfald så ser jeg som sagt dragens død som ganske betydningsfuld, pga. den symbolske værdi den udgør for Angel ang. Cordelia og fortiden.
Gwen synes jeg nu man har fået et udmærket kendskab til i tv-serien, som jeg da går ud fra alle der læser tegneserien har set. Her bliver hendes tragiske fortid, som har resulteret i hvordan hun er som voksen, samt de problemer det har ført med sig da fortalt meget detaljeret. Samme traumer overfører Lynch perfekt videre i tegneserien, hvor Gwens evner først bliver beskrevet som værende en forbandelse ang. sin første date samt affæren/flirten med Connor og siden hen som en gave, da hun redder Connors liv. Jeg synes da Gwen er særdeles godt beskrevet og hendes oprindelseshistorie får desuden stor betydning for Connors personlige udvikling og er dermed en stor medfaktor til et af ”ATF”’s vigtigste plottråde. Spikes hær af smækre ladies bliver også brugt til andet end blot fyld, med deres link til Illyria og Spike - After the Fal. De tre slayers kan jeg så til gengæld ikke tillægge nogen større betydning andet end, at deres død ku’ ses som et tegn på at de generelt er på vej imod deres egen dommedag i Buffyverset. Men det er blot et rent gæt. Connors dødsscene var jeg også rørt over og selv om den set retrospektiv med de efterfølgende numre i baghovedet mister noget af sin gennemslagskræft, ja så synes jeg nu stadig at den er så stærkt kreeret af Urru og Lynch, at den alligevel formår at gøre et solidt indtryk, hvilket jo så samtidig også er en stor kudus til Joss Whedon og den måde han opbygger og udvikler sine karakterer og deres liv på.
Jeg har aldrig regnet med, at Gunns store plan skulle give mening; han er jo fuldstændig sindssyg og patetisk, og forvirringen synes også at være total for hans vagter. Jeg kan godt lide, at der ikke er en overordnet stor plan, som vi kan følge med i, men blot en totalt vanvittig persons tilfældige tanker; det er noget anderledes i universet. Dog synes jeg ikke helt, at Gunn er nogen værdig hovedskurk i de to sidste numre, men mon ikke han også får hjælp fra nogle af de kendte ansigter fra Wolfram & Hart eller lignende??
Han synes i hvert fald ret ufarlig ved siden af den gigantiske Illyria, som nu også må hvile i fred. At hun mødte sin skæbne så jeg som ret uundgåeligt, og jeg forventer, at Wesley følger efter; ellers tror jeg, at for mange spøgelsesjokes fra Angels 5. sæson vil blive genbrugt i forsættelserne til After The Fall.
Jeg synes i øvrigt at Urru tegner under niveau i dette nummer...
Mht. Gunn så er hans rolle hvad man kalder for en klassisk McGuffin, dvs. at Whedon og Lynch hele tiden blot har brugt ham som det store fascinerende mysterium, som aldrig har været meningen sku’ gi’ nogen mening andet end at holde nysgerrigheden ved lige hos læseren. ”Skurken”/”skurkene” har derimod hele tiden været Angel & Illyria, og dermed har hele formålet med dommedagsscenariet i ”ATF” været én lang kamp for de to karakterer, hvis duel ud i at bekæmpe det indre monster og redde deres menneskelige sjæl, har ryddet op i fortiden, nulstillet den negative retning de var på vej ud af i nutiden, og skabt et håb for fremtiden, samtidig med at der i kølvandet på denne kamp nu er blevet skabt endnu stærkere og mere familiære bånd imellem Angel og Connor. Det er mit bedste bud på hvad Whedon & Lynch har haft i tankerne.
Du skriver til sidst at Urru tegner under niveau? Ku’ du ikke komme med et par eksempler på det, for det kan jeg ikke rigtigt se hvorfor du synes. :)
Om fremtiden for Angel og co Ifølge wikipedia skal Lynch skrive en fortsættelse til Angel: Aftermath, og her begynder jeg sgu at stå lidt af. Meningen med After The Fall var jo netop at sætte et punktum i Angel-serien; ikke at starte en "ongoing series", og i den forbindelse frygter jeg for fremtiden. Mange af de mere interessante figurer er døde, og at Angel/Spike og en eller to andre overlevende skal starte en ny grundstamme til en "Angel-klike", synes jeg umiddelbart ikke om. De to vil aldrig kunne se i øjnene, at de har et meget tæt bånd; der skal være nogle personer, som er i stand til at fungere som "lim" imellem dem. Jeg tror heller aldrig, at jeg vil acceptere en gruppe, som mere eller mindre består af nye figurer fra tegneserierne som et fast ståsted for Angel-franchisen. Jeg tror lidt for meget, at der er gået pengemaskine i IDWs tilgang til serien.
Jeg har nu aldrig haft opfattelsen af, at After The Fall sku være et punktum. Har der da været nogen officielle udmeldinger på det punkt?
Nu udviklede historien jo sig i en noget anden og uforudset retning efter du skrev dit review her, så jeg vil hellere kommentere på det du skriver om Angel & Spike, for det er ikke jeg helt enig i. Jeg mener nemlig modsat, at de efterhånden har accepteret det brødrelignede bånd der ligger imellem dem, hvilket jeg også syntes både sæson 5 og ”AFT” har givet et par eksempler på, f. eks med duoens meget underholdende tur til Rom i The Girl In Question, eller da Angel var millimeter fra at dø som menneske i ”ATF”. En historie som den i Spike - Lost & Found er for øvrigt et glimrende eksempel på, at det sagtens ville ku’ fungere med de to karakterer sammen. Mht. det sidste du skriver, ja så ser jeg nu ikke noget problem i, at der bliver skiftet ud på team Angel. Egentlig så synes jeg kun det ville være naturligt efter så mange år med de samme figurer. Der hvor jeg til gengæld godt kan følge dig i, at der er gået pengemaskine i IDW, er ang. de her grafiske noveller af historier vi allerede har fået fortalt/set som Smile Time eller Not Fade Away. Det synes jeg virker temmelig overflødigt og spild af tegnernes tid, og det er ikke noget jeg har tænkt mig at bruge penge på.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Angel sidder med sin søns lig mellem hænderne, og han har vel nærmest mistet modet på at fortsætte sin kamp, og tænker: Bullets, sword through the chest, losing my soul - I thought I knew pain, mens Gunn igen vender på en tallerken og sympatisk holder sig væk fra Angel, så han kan sørge i fred.
En drage udtrykker Wolfram and Harts vilje, idet den prøvet at fortælle Angel, hvordan spillereglerne herefter er: Han skal tage sit følge med tilbage til hotellet, og så kan de sende Connors lig over (endda rengjort og klar til at blive begravet), og de spilleregler vil Angel ikke leve med; han angriber dragen og slår den ihjel. Spike overbeviser Wesley om, at han ikke behøver at bekymre sig om Angels sikkerhed; Wolfram and Hart vil ikke slå deres vigtigste skakbrik ihjel, og herefter gør Wesley dette klart for W&H's hær, at denne ikke må røre Angel.
Hvis man ikke blev ramt i hjertet af Connors dødsscene i # 15, ja så sørger Franco Urru da helt sikkert for at man gør det med sine to første billeder, der smukt og meget stemningsfuldt kombinerer Connors fødsel i sæson 3 og hans død i After The Fall med Angel siddende i præcis samme positur, understregende den absolutte lykkefølelse og den absolutte rædsel på én og samme gang. Efter at ha’ tænkt lidt mere over det, er Gunns skiftende handlinger egentlig ikke så mystiske endda, for jeg tror man skal se hans skizofreni som et billede på den konflikt, der også kører mellem monster og menneske hos både Angel og Illyria og som også er det underliggende tema for hele serien.
W&H gør det klart, at hvis der sker noget med Angel vil de redde ham tidligere i hans tidslinje; han skal være uskadt, og herefter er Angel og Wesleys plan klar; de skal have nulstillet tiden til tidspunktet, hvor de kæmpede i Not Fade Away. Wesley forlader gruppen, mens Angel siger: Thank you, Rogue Demon Hunter; Wesleys tid er slut.
Angel sætter en meget forvirret Spike til at holde hæren på afstand, mens han tager fat i Gunn og indleder en kamp med denne. Herefter får han Gunn til at gøre det af med ham. W&H er rasende, og Wesley forklarer med sine sidste ord Spike, hvad der foregår, og beder ham om at holde godt øje med, at Illyria holder sig på deres side, inden han går over til Illyrias lig.
Elsker den sidste hilsen der bliver sendt her til Wesley. Et flot punktum for karakteren der refererer tilbage til hans samarbejde med Angel i sæson 1. Og så skal jeg da lige love for, at Lynch og især Urru sætter fut under kedlerne med Angels raid mod Gunn i en storm af ildkugler, der matcher sæson 4’s ligeså fuldstændigt i visuel nydelse. Fedt er det desuden at se Spike som leder af de tre slayers, en rolle han ikke ligefrem er uvant med, samt hans samarbejde med Betta George, der her i de sidste numre har fået lov at fungere på samme overbevisende facon, som Lynch sørgede for i hhv. Aylum og Shaddow Puppets. Tilbage ved Angel og Gunn igen laver Urru virkelig nogle lækre illustrationer, der gir gåsehud på den fede måde, afsluttende med det ubercoole oneshot af Gunns eliminering af Angel. Kæft det er flot tegnet! Dernæst er det interessant at følge Spikes reaktion, for her får man et rigtig godt indtryk af hvor meget Angel betyder for ham, hvilket igen er en understregning af, at de trods mange kontroverser alligevel elsker/holder af hinanden.
Spike kommer til sig selv midt i kampen fra Not Fade Away, men han kan huske alt, hvad der er sket, og det kan Illyria, der kæmper ved hans side, også. Angel står også i gyden og er igen vampyr. Illyria bekæmper horderne af dæmoner, mens hun meget mere menneskelig end før og angrer for at have gjort det af med Fred, og Cordelia (dragen) kommer hende til hjælp.
Angel stikker af fra kampen for at redde den døende Gunn, der beder Angel om at lade ham dø. Sorry Charles, It's not that easy er svaret. Angel forsøger at redde Gunn ved at tage ham med til W&H's bygning, men det har tilsyneladende være omkostningsfuldt at spole tiden tilbage, og kontorbygningen er erstattet af en Doublemeat Palace restaurant. Herefter bringer Angel Gunn til det nærmeste hospital, hvor det viser sig, at LA's befolkning også kan huske det hele; befolkningen kender til eksistensen af vampyrer og dæmoner, og den husker Angel som helten, der reddede dem.
Udenfor hospitalet forenes Angel og Connor, og Angel bryder sammen i tårer. Deres møde bliver afbrudt, da folk vil sige tak til Angel...
Fin detalje ang. Illyrias begyndende assimilation af det menneskelige sind der bliver lavet i starten og afslutningen af kampscenerne, der skifter fra den bragende farvestrålende magiske ildstorm og nu over i et dystert beskidt regnvejrslook i et forrygende battle, der gir et medrivende indblik i den nærmest uoverskuelige krig, som igen byder på et helt fantastisk oneshot af Angel med Spike og Illyria i fuld gang med at uddele tørre tæsk i baggrunden. For øvrigt; Gotta love that Dragon! og herligt igen at se det teamwork der er mellem Spike, der trofast følger ordre, og Angel. Må sige at det sgu et eller andet sted, selv om turen i helvede bestemt har været underholde, at det er rart igen at befinde sig i almindelige omgivelser, inden den hjerteskærende genforening mellem Angel og Connor finder sted.
Vurdering - indeholder også store spoilers:
Jeg starter med illustrationerne, og de er i mine øjne Urrus bedste; især de to første sider, Gunn stående med det flammende sværd, og Angels tårer til sidst. Fantastisk; og jeg kan ikke engang lide tegnestilen:o)
Historien har jeg det meget ambivalent med; jeg bryder mig ikke om, at der langt hen af vejen er tale om et reboot; jeg er godt klar over at historien i høj grad får betydning for fremtiden, når alle spillerne kan huske det hele, men jeg synes, at alle de mange følelsesmæssige højdepunkter i serien bliver udhulet af, at de 'faktisk ikke er sket'; Connor og Illyrias dødsfald var to af historiens højdepunkter og nogle af de modigste dele, og det selvom jeg ikke var tilfreds med Connors død, og nu har Conners død nærmest ingen betydning, mens Illyrias død nok får større konsekvenser, fordi den har udviklet hende til at forstå menneskelige følelser.
Rebootet betyder, at alle de døde figurer stadig er i universet, og jeg var ellers godt tilfreds med Groosalogs død, men Lynch snakker endda løst og lidt jokende om at lave et Groo-oneshot, og den tanke giver mig kuldegysninger; Groo har heller ikke i Lynchs hænder været underholdende.
Jeg er helt enig med det første du skriver og jeg begynder så småt at fornemme, at du er lidt af en skabsfan af Urru. Bare indrøm det, manden er jo genial, hehe. ;)
Hmm, ja jeg synes nu reboot’et er en ret god ide, netop pga. at Lynch bevarer Team A og folks i al almindelighed hukommelse, da det på sigt nok skal komme til at byde på et par interessante konflikter. Jeg kan godt følge dig i, at du synes ”dødsfaldene” mister deres effekt ved at handlingen starter forfra, men på den anden side så mener jeg nu stadigvæk at selv samme scener holder efterfølgende og fortsat gør et stærkt indtryk på mig, fordi jeg vælger at vurdere ”dødsfaldene” ud fra det moment de sker i og ikke i en større overordnet sammenhæng med tilbagevirkende kraft. For hvis man ser det med den vinkel, ja så ku’ man i princippet ligeså godt sige det samme om Angels død i sæson 2 og hans return i sæson 3, Buffy’s storslåede død i The Gift og return i sæson 6, eller Spikes død i Chosen og return i sæson 5 af Angel. Men alle nævnte scener er nogle som står som højdepunkter i serien for mange fans og stadig, nok mest med ”The Gift”, rammer lige i hjertet, når man genser det afsnit, også selvom man ved at Buffy genopstår. Derfor synes jeg heller ikke, at hverken Illyria eller Connors død bliver forringet ved at bringe dem tilbage. Desuden så har Connors død jo fundet sted, også selv om tiden blev spolet tilbage, og har været reel nok for de to personer som det efterfølgende har knyttet stærkere sammen end før.
Jeg synes at flere af figurerne har udtjent deres levetid: Illyria var altid mest interessant sammen med Wesley, men hun kan blive interessant nok med den nye udvikling, selvom hun nok i mine øjne nåede højdepunktet i forhold til min interesse i hende, da hun viste sin sande form, og Gunn er jeg egentlig mest af alt bare træt af; han er uden tvivl den faste figurer i serien, som har sagt mig mindst, og uanset, hvad han har gjort i After The Fall, så er intet forandret; han angrer for sin synder - jeg håber at han dør, og i mine tanker var han allerede afskrevet som død et halvt minut efter slutningen på Not Fade Away.
Lynchs egne figurer fra serien er blevet udviklet så lidt, så et gensyn med dem umiddelbart vil efterlade mig upåvirket; Spider, Non, Betta George, de tre slayere osv. har ikke vist mere end et glimt af deres personlighed og er deres udvikling er udeblevet totalt pga. figurmængden. Af de overlevende figurer håber jeg egentlig kun på, at Angel, Spike, Connor & Illyria fortsat er en del af 'castet' i Aftermath, hvor det i øvrigt er officielt, at overleverne bliver ledsaget af Kate.
I forhold til Buffy # 21 kan nummeret forklare, hvorfor L.A.'s befolkning er så upåvirkede af afsløringerne af vampyrernes eksistens, og hvorfor denne er så klar til at hylde Harmony, som stjernen i et reality-show... Meget af min uvilje mod rebootet skyldes dog utvivlsomt, at jeg - i henhold til de første udmeldinger - altid har set "After The Fall" som den (midlertidige) afslutning for Angel og dennes hold, og ikke 'bare' som et setup til "Angel - The Neverending Story of a vampire"... Jeg frygtede hele tiden, at det ikke ville blive sådan, men med Whedons farvel til serien, ved jeg ikke om jeg fortsætter med at læse ret længe efter # 17.
Jeg hopper lige herned og fortsætter omkring Illyria og hendes død/revival. Den har, som du også skriver, været ret fascinerende at følge netop pga. hendes udvikling mod det mere menneskelige. Men det er jo trods alt kun en forlænget introduktion på dette punkt som, nu hvor hun endelig har accepteret sin menneskelige side, først for alvor bliver interessant at følge på samme måde som det var at se Anya i Buffy. Den konflikt interessere mig langt mere end at se Illyrias sande form som storslået monster, selv om det bestemt var et meget underholdende indslag.
Jeg er ikke enig ang. Gunn, for den karakter synes jeg har været ret spændende at følge helt tilbage fra sæson 1’s slutning og frem til nu. Det er jo en kæmpe udvikling han har gennemgået fra streetsmart bandeleder, så freelancer og senere som fast medlem af Team A hvor trekantsdramaet mellem Gunn, Wesley og Fred startede og udviklede sig katastrofalt i sæson 5, da Gunn blev korrumperet af Wolfram & Heart, hvilket resulterede i skabelsen af Illyria. Jeg vil klart mene, at han har haft mindst ligeså stor betydning for serien generelt som resten af teamet og hans rolle og vandvittige dommedagsplan, som jeg ser det, fungerer perfekt som afslutning på hans personlige road to redemtion mht. Illyria problematikken. Dermed er jeg så også enig med dig i, at hans rolle nu er udspillet og karakteren behøver egentlig ikke at vende tilbage, selv om det dog ikke ville gøre mig noget hvis han gjorde.
Ang. Lynchs nye figurer ville det at vi kun er blevet præsenteret forholdsvis kort for dem, så netop ikke være en god grund til at se mere til dem i de kommende story arcs? Betta George f. eks ville jeg gerne ha’ med igen, Spider siger mig så til gengæld ikke det store, og Non, som jeg var ret vild med som skurk, kommer vi med sikkerhed til at se mere til i # 23.
Jeg kan huske jeg forsøgte mig med en forklaring på, hvorfor folk lige pludselig accepterede vampyrer i Buffy # 21 og den hang så vidt jeg ved også nogenlunde sammen. Men det hele gir jo klart og tydeligt mening nu efter man har læst After The Fall, hvilket det så også er et must at man gør hvis udviklingen i Buffy – season 8 skal gi’ nogen mening. Igen et godt eksempel på hvor uadskillelige disse to serier er og igen en understregning af, at Angel frem for at sku’ betragtes som en spin-off serie, i stedet er og vedbliver at være en integreret og forlænget arm af Buffy TVS. Jeg har også altid selv betragtet de to tv-serier, frem for at være på hhv. 7 og 5 sæsoner, som én lang serie på 12 sæsoner, der nu forsat hænger sammen i tegneserie regi skønt det, at der er tale om to forskellige udgivelses navne ved hhv. ”Dark Horse” og ”IDW”.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Nummeret begynder en måned efter slutningen på # 16, hvor alt vendte tilbage til "normalt", og hvor Angel blev en af L.A.'s større kendisser. Vores helt prøver sammen med Nina på at finde ud af, hvad der er blevet af Wolfram and Hart, men deres søgen synes ikke at føre til nogen resultater. Angel hverken vil eller kan vende sig til at være et kendt ansigt, og han rejser jo ikke ligefrem diskret på drageryg, så dragen overgives til Groo, der også er vendt tilbage fra de døde.
L.A.'s befolkning forsøger at lade som om, at alt igen er normalt, men situationen er jo netop ikke den samme, for de husker deres gerninger og beslutninger, og det samme gør sig gældende for de Demon Lords, der plagede Angel i starten af After The Fall, og disse tager da også en grum hævn over "haj-dæmonen", der forrådte dem alle.
Ja så blev det store slag overstået og det er ret besynderligt på en måde, at sidde og læse ATF nu hvor tempoet er blevet hevet helt ud og pulsen nede på det normale igen. Men på den anden side er det så alligevel også meget hyggeligt bare at ku’ læne sig tilbage og nyde de første sider, hvor jeg især elsker detaljen med Jerry, (Spikes makker fra Spike - After The Fall, der brutalt blev slået ihjel tidligere af Illyria), der frier til sin kæreste, og morede mig godt over billede af ”haj-dæmonen” og den på én gang groteske og traditionelle måde den er blevet hængt op på. Og fanme fedt endelig at sige farvel til Groosalog. Må han for evigt være fanget i sin egen verden og et limbo af the happy dance!
Gwen sidder på stranden med den mand, som hun ved et uheld slog ihjel i First Night, men hun vil ikke berøres. Andetsteds går Spike og Illyria hver til sit. Angel og Nina dropper eftersøgningen for den aktuelle dag, og Angel forlader den del af biblioteket, der er dedikeret til Wesley og Fred, mens han tænker over, hvor meget han savner dem og Cordelia.
Spike er et andet sted i kamp mod Kr'ph, der igen forsøger at fange Betta George, da han bliver afbrudt af sin mobiltelefon. Herefter mødes han med Angel; Kr'ph har han besejret og puttet i sit bagagerum. Kr'ph fortæller dem, at de forskellige Demon Lords vil have hævn, og det går op for Angel, at de naturligvis vil starte med at gøre det af med Gunn, der ligger bevidstløs på hospitalet.
Omvendt er illustrationerne af Gwen, Spike og Illyria helt over i den anden ende af følelsesregistret og temmelig deprimerende, men de bliver så heldigvis hurtigt erstattet med Wesley og Freds genforening, (i himlen gætter jeg på), og den efterfølgende smukke hyldest til begge karakterer via billede af indgraveringen på biblioteket. Elegant og meget enkelt skrevet af Lynch og fornemt tegnet af Urru hvis action-orienterede streg vender tilbage, dog kun kortvarigt, i Spike og Betta Georges herlige duel mod Kr’ph som trods det at ha’ et temmelig irriterende og halvkedeligt navn, er den demon lord jeg synes der er mest imponerende kreeret. Duellen bliver så samtidig også et godt eksempel på Spike og Betta Georges venskab, ligesom den respekt jeg nævnte tidligere og som har ligget under hunden på Angel & Spike længere end man sku’ tro, definitiv bliver slået fast på de efterfølgende sider med deres både morsomme og rørende dialog.
På vejen hen mod Gunn diskuterer de to igen Shanshu-profetien, og Betta George afslører for dem, at de begge to udviser taknemmelighed overfor hinanden i deres tanker. De kører til Silverlake, hvor hospitalet ligger, og Burge og hans søn angriber dem. De to dæmoner bliver dog afbrudt af Illyria, der holder et spiddet hoved fra en Demon Lord i sine hænder; hun vil ikke lade dæmonerne komme i nærheden af Gunn eller Silverlake. Herefter smutter Illyria igen, og Spike og Angel tager deres afsked med hinanden for nu, inden Angel går ind til Gunn, der bliver våget over af Lorne. Angel rækker Lorne et nyt Angel Investigations-visitkort, og han vandrer alene ud i natten.
Interessant lille kommentar Angel knytter til Burge, (da han og Spike står ansigt til ansigt med dæmonen og dennes søn), som i virkeligheden mere handler om hans eget forhold til Connor og den nye chance han har fået for at være en større del af hans liv. Er vild med det billede Urru laver, da Illyria troner frem på taget med månen i baggrunden som i samme omfang også glimrende viser, at hun trods alt langtfra er så menneskelig som Angel ønsker. Hmm, ja og så er det jo også ret ærgerligt synes jeg, nu hvor Angel og Spike langt om længe havde accepteret hinanden, at deres veje skilles og jeg håber da at Spike snart vender tilbage til serien. Hvis ikke så må Whedon meget gerne sende ham over i Buffy TVS.
Angels besøg på hospitalet fik mig til at tvivle på, om Gunn’s rolle egentlig er udspillet, for efter Angels monolog at dømme ligger der stadig mulighed for at udforske de nye traumer Gunn har fået ind under huden efter sine gerninger i After the Fall og derfor kan karakteren så alligevel vise sig at være et interessant bekendtskab fremover.
Vurdering : Et nummer, der er ret ligegyldigt som et standalone nummer; det tjener mest som en epilog til serien, og et nummer der afklarer status quo inden Aftermath skal begynde; disse opgaver opfylder nummeret dog glimrende.
Alt i alt synes jeg at After The Fall har svinget fra meget middelmådigt (starten), til under middel (meget af First Night), til mesterligt (#9-14) og så til middelmådigt igen (slutningen). Jeg håber at Lynch afgrænser sine Spike (og Dru) historier lidt mere i stil med Buffy Season 8, men det har jeg også læst skulle være planen, og det ville bortviske mange af de problemer med flowet, som After The Fall har lidt af; det begrænsede persongalleri i Spike-serien vil formentlig også være en fordel...
Ved ikke om jeg ligefrem vil kalde det for et ligegyldigt nummer, men vil godt gi’ dig ret i at det oven på den forrygende afslutningen i # 16 virker en smule tamt, når man sætter det op imod hinanden. Dog er der små facetter i epilogen som gør det værd at læse og tre højdepunkter, (stemningsbillederne i starten, Spikes kamp mod Kr’ph og det afsluttende billede af Angel der vandrer solo ud i natten), fra Franco Urru som dermed også bliver en flot og fornem sidste hilsen fra en tegner der i mine øjne har tilført en helt unik energi til Angel serien.
Bortset fra First Night delen, som vi vel godt kan betegne som en mindre katastrofe uden at fornærme nogen, så er min opfattelse af niveauet i After The Fall en hel del anderledes end din. Starten synes jeg set retrospektiv fungerer ganske fint og først da Whedon & Lynch vælger den famøse ”First Night” går det galt og her går serien mere eller mindre i stå. Da man så er tilbage i hovedplottet stiger niveauet hurtigt igen op på et højt plan indtil nr. 12-14, (tegnet af Nick Runge i en alt for svingende i kvalitet), hvor jeg synes historien atter ryger ind i en lettere frustrende følelse af at træde vande med et meget ujævnt hakkende flow hvilket, som vi også har snakket om tidligere, mest skyldes den meget dialog og forklaring/opsumering af plottet som skal nås, inden den store finale der starter i # 15. Om det er pga. Urrus tilbagevenden skal jeg ikke ku’ udelukke, men finalen synes jeg er helt igennem fremragende udført både på det actionmæssige og følelsesmæssige plan, som jeg også fornemmer du var begejstret for, og derfor undrer mig over, at du nu synes kun var en middelmådig oplevelse?
Kombineret med spin-off serien Spike-After The Fall synes jeg Angel – After The Fall trods et par udsving har været alle pengene værd og har budt på alle de klassiske dyder, der gør at man elsker disse karakterer og det univers de befinder sig i. For at det hele ku’ havde været perfekt sku’ ”First Night” dog være droppet, og så sku’ Franco Urru ha’ tegnet samtlige numre. Jeg er ked af at se ham forlade serien, men glæder mig så samtidig til at få noget helt nyt og forhåbentlig ligeså godt serveret, når makkerparret Kelly Armstrong og tegner Dave Ross fortsætte Angel sagaen med Aftermath.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Angel ved ikke rigtigt, hvad han skal gøre af sig selv, efter han har fået LA ud af helvedesdimensionen og er blevet berømt og berygtet over hele byen; de forskellige demon lords sender snigmordere efter ham, som han besejrer uden problemer - efter han har brugt dem til at snakke om sine problemer med.
Han beslutter hurtigt, at han vil genåbne "Angel Investigations", og han beder Connor om hjælp. Connor må dog skuffe sin far; han vil gerne hjælpe til, når der er brug for det, men han vil også gerne vise, at han kan stå på egne ben. Under deres samtale lægger Gwen en besked på Connors telefonsvarer - Connor tager ikke telefonen, når hun ringer. Det ser ud til at Angel må klare sig selv; Gunn er ved at få det bedre, men skal stadig have tid til at komme sig, og Illyria bruger tilsyneladende sin tid sammen med ham, Angel ved ikke, hvad Spike laver, og Lorne er tilsyneladende ved at åbne en café (der sikkert har en karaokemaskine).
Hehe, synes sgu det er fedt den her måde Kelly Armstrong åbner på med Angel herlig kynisk og sarkastisk under sin aflivning af de mange udsendte håndlangere, solidt kombineret med hans klarsyn om sin fremtid i L.A. Scenen efterfølgende mellem Angel og Connor er ret spøjs fordi den og deres samtale virker som om man i en helt anden verden. Meget atypisk nærmest forstads drama agtigt i sin udførelse. Detaljen ang. Gwen fanger min interesse og her ligger der bestemt en mulighed for på sigt at ku’ skabe en spændende konflikt. Men det kan måske godt være at den aldrig bliver til noget, for de næste billeder viser jo nærmest at man ikke skal regne med at se nogle fra det gamle team igen lige foreløbigt.
En aften hvor Angel kæmper i L.A.'s gader, får han dog uventet hjælp, da Kate med en effektivitet der kan give flere slayere konkurrence springer ind i billeder og gør det af med en vampyr for næsen af ham; hun har hørt om hans planer om genåbning og ønsker at hjælpe; hun savner at gøre en forskel. Kate har et forslag til et nyt hovedkvarter; en lokal kirke.
Kate får en historie om genåbningen i avisen, og det viser sig at der er mange, der gerne vil i kontakt med Angel, bare fordi han er kendt, og ikke fordi de har brug for hjælp, hvilket sender ham ud i en række pinlige og farlige situationer.
En dag overraskes de to helte i kirken af to medlemmer af byrådet, der skal hjælpe med at håndtere konsekvenserne af magiudladningen i forbindelse med befrielsen fra helvedet, men Angel afviser dem; han ønsker ikke hjælp fra fremmede. Men Angel og Kate har stadigvæk meget svært ved at udføre deres arbejde pga. Angels kendisstatus, og Angel er så irriteret, så det er ved at koste en kvinde, som faktisk har brug for hjælp, livet. Hun bliver forfulgt af en mand med en overnaturlig styrke.
Hmm, og så er Kate back in bussines må man nok sige, i et helt nyt smækkert look komplet med et cool battleoutfit og masser af attitude. Det er lige før man ikke kan genkende hende, men hun har trods alt været igennem en lang udvikling og har længe haft et ønske om at ku’ gøre mere end blot at fungere som betjent, hvor hun jo heller ikke ligefrem fik nogen større respekt. Den kan hun så få nu og chancen ser det ud til at hun har grebet for fuld musik, solidt præsenteret af Kelly Armstrong der lidt efter følger flot op med sin spooky præsentation et par nye ansigter i form af de to mystiske byrådsmedlemmer, samtidig med at flowet holdes elegant kørende med Angel og Kates diskussion om deres arbejdsproces.
Angel begynder at støde Kate fra sig, men Connor opsøger ham og går med til at arbejde sammen med dem på deltid. Byrådet opsøger igen Angel og tilbyder ham et job - de vil have, at han skal hjælpe dem med deres mission; manden med overnaturlig styrke er et resultat af turen til helvedet og tilbage igen, og der er flere med samme problemer som ham. Da de to 'byrådsmedlemmer' kan hjælpe med at finde ud af, hvilke klienter der har brug for hjælp, og hvilke der blot vil have en fotograf, indgår Angel og co. et samarbejde med disse.
I skyggerne ser man et par katteøjne, der overvåger samtalen, og katteøjnene følger Angel til hans seng, hvor en panter dukker op og forhandler sig til en kvinde, der vil spidde Angel med en træpæl...
Her sidder jeg og undrer mig lidt over, at Angel tager imod de to udsendte fra byrådets tilbud om hjælp, for de minder unægtelig en del om Wolfram & Heart i deres måde at agere på. Hvorfor han vælger at stole på dem har jeg lidt svært ved at gennemskue, da hans samarbejde med disse typer tidligere gentagne gange har vist sig at være katastrofalt. Men så er det jo godt han har både Connor og Kate til at holde øje med dem og det ser der også ud til, at han har brug for, for det lader lidt til at Angel har lullet sig selv i søvn og virker en smule uoplagt her til at starte med.
Vurdering: Nummeret føles på én gang som et friskt pust og som en ret ligegyldig efterfølger til After The Fall. Der er meget sæson 1-stemning over det hele; Angel prøver at finde ud af, hvad hans mission og motivation er, og han samler et nyt hold til at bekæmpe ondskaben, og det klæder på flere måder serien at "komme videre" igen...
På den anden side, så føles det som om, der ikke er så meget på spil; Wolfram and Hart er væk (for nu), og de forskellige Demon Lords føles ikke som en rigtig trussel (de var trods alt for feje til selv at slås med Angel, selvom de var fem mod én)... Men man kan nok ikke rigtigt vurdere nummeret alene; så jeg vil vente med at danne en rigtig mening om nummeret, indtil jeg ved mere om historien. Kate føles lidt 'ved siden af' og afspejler ikke rigtigt den Kate jeg kan huske; hun virker mere som en ny slayer end den "gode gamle Kate", men jeg kan ikke rigtigt sætte fingeren på hvorfor. Connor er som man kunne håbe ikke en pivet teenager mere, men en ung mand, og jeg synes, at hans personlighed er ret godt ramt, sådan at han er den samme som før, men stadigvæk har udviklet sig.
Jeg har læst meget kritik af tegneren, men jeg kan egentlig godt lide ham, selvom han tegner mindre "specielt" end alle de foregående tegnere på serien...
Jeg er helt enig i det meste du skriver i din vurdering af # 18, der tydeligvis bærer præg af at være stilhed før stormen kørende i et forholdsvis roligt tempo, som gir god plads til at få sat den kommende Aftermath historie op. Det jeg hæfter mig ved som det absolut mest positive, er den måde hvorpå Kelly Armstrong lykkedes med at glide ind i Angel-universet på. Hun sørger meget bevidst for at lægge stille ud, hvilket bl.a. scenen mellem Angel og Connor i køkkenet er et godt eksempel på, og benytter sig desuden af et ganske smart og effektiv fortælleteknik der gør, at handlingen trods en del dialog hele tiden holdes kørende og i fremdrift. Kun på ét punkt vover Armstrong sig ud på gyngende grund, nemlig da hun præsenteres en helt ny og funky udgave af Kate Lockley, hvis forvandling jeg dog ingen problemer har med at acceptere. Ja, jeg synes faktisk det er ganske naturligt udvikling af karakteren, som trods det nu at være transformeret til et kampklar babe stadig har bevaret sin skeptiske og kritiske attitude fra sin karriere i politiet, selv om den indrømmet langt fra er ligeså meget in your face som tidligere. Du har ret i at hun og den måde hendes outfit med de mange træpæle spændt om låret snildt ku forveksles med en slayer og derfor håber jeg også på, at man i de kommende numre ser hende i nogle situationer hvor hun bliver såret, så man kan se den forskel der er og skal være på et almindeligt menneske og en slayer med superstyrke, for at serien ikke mister sin troværdighed.
Hvad den nye tegner Dave Ross angår, ja så er jeg nu også ganske godt tilfreds med hans tegnestil, selvom den indtil videre er lidt for pæn og poleret til min smag. Håber han byder på lidt mere kant i de kommende numre.
Kommentarer til Buffy - Season 8 # 23 har jeg klar i løbet af næste uge. :)
# 182 -
Har du fået læst nogle af de gamle "Angel" udgivelser fra Dark Horse ? Og hvis ja, hvad synes du så om dem ? :)
# 183 -
Lyder jo rigtig godt. Så krydser vi fingre for, at alt går som det skal når SMG junior kommer til verden. :) Husk for øvrigt at kigge med i tråden på tirsdag. Her har jeg en Sarah Michelle Gellar, birthday special klar. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Du skriver til sidst at Urru tegner under niveau? Ku’ du ikke komme med et par eksempler på det, for det kan jeg ikke rigtigt se hvorfor du synes. :)
Jeg er på ferie, så jeg har ikke lige adgang til tegneserierne, men jeg husker, at jeg synes mange af billederne var lidt gnidrede i det, og at jeg syntes der var et par mærkelige valg fra farvelæggerens side. Så vidt jeg husker var det nogle af de første sider jeg studsede over.
# 185:
Hmm, ja jeg synes nu reboot’et er en ret god ide, netop pga. at Lynch bevarer Team A og folks i al almindelighed hukommelse, da det på sigt nok skal komme til at byde på et par interessante konflikter. Jeg kan godt følge dig i, at du synes ”dødsfaldene” mister deres effekt ved at handlingen starter forfra, men på den anden side så mener jeg nu stadigvæk at selv samme scener holder efterfølgende og fortsat gør et stærkt indtryk på mig, fordi jeg vælger at vurdere ”dødsfaldene” ud fra det moment de sker i og ikke i en større overordnet sammenhæng med tilbagevirkende kraft. For hvis man ser det med den vinkel, ja så ku’ man i princippet ligeså godt sige det samme om Angels død i sæson 2 og hans return i sæson 3, Buffy’s storslåede død i The Gift og return i sæson 6, eller Spikes død i Chosen og return i sæson 5 af Angel. Men alle nævnte scener er nogle som står som højdepunkter i serien for mange fans og stadig, nok mest med ”The Gift”, rammer lige i hjertet, når man genser det afsnit, også selvom man ved at Buffy genopstår. Derfor synes jeg heller ikke, at hverken Illyria eller Connors død bliver forringet ved at bringe dem tilbage. Desuden så har Connors død jo fundet sted, også selv om tiden blev spolet tilbage, og har været reel nok for de to personer som det efterfølgende har knyttet stærkere sammen end før.
Hvis det 'bare' var et enkelt dødsfald, der blev 'nulstillet'. havde jeg nok heller ikke haft de samme problemer, men jeg er generelt meget imod genoplivninger af døde figurer, og at så mange figurer dør, blot for at blive genoplivet unmiddelbart efter, kan jeg ikke se meningen med - så kunne man måske have nøjes med et par af de mest betydningsfulde af slagsen, og så droppet dem, der ikke betød det store. Jeg havde også et par problemer med både Angels og Spikes tilbagevendener, selvom jeg endte med at acceptere begge, fordi de alligevel betød så meget for figurernes udvikling.
Jeg håber virkelig også, at Whedon aldrig bukker under for presset og bringer Tara og/eller Anya tilbage, selvom jeg virkelig godt kunne lide figurene.
# 186:
Bortset fra First Night delen, som vi vel godt kan betegne som en mindre katastrofe uden at fornærme nogen, så er min opfattelse af niveauet i After The Fall en hel del anderledes end din. Starten synes jeg set retrospektiv fungerer ganske fint og først da Whedon & Lynch vælger den famøse ”First Night” går det galt og her går serien mere eller mindre i stå. Da man så er tilbage i hovedplottet stiger niveauet hurtigt igen op på et højt plan indtil nr. 12-14, (tegnet af Nick Runge i en alt for svingende i kvalitet), hvor jeg synes historien atter ryger ind i en lettere frustrende følelse af at træde vande med et meget ujævnt hakkende flow hvilket, som vi også har snakket om tidligere, mest skyldes den meget dialog og forklaring/opsumering af plottet som skal nås, inden den store finale der starter i # 15. Om det er pga. Urrus tilbagevenden skal jeg ikke ku’ udelukke, men finalen synes jeg er helt igennem fremragende udført både på det actionmæssige og følelsesmæssige plan, som jeg også fornemmer du var begejstret for, og derfor undrer mig over, at du nu synes kun var en middelmådig oplevelse?
Du har ret i, at jeg modsiger mig selv her; men meget af min entusiasme overfor slutningen blev slukket lidt, da jeg blev skuffet over rebootet, som jeg lidt opfatter som den nemme vej ud i forhold til afslutningen af serien - på trods af at historien har medført meget betydelig udvikling af figurerne, så synes jeg lidt, at man sidder tilbage med en tom følelse bagefter. Jeg synes stadig at serien og slutningen er god, men en opretholdelse af de modigste elementer i historien, havde gjort slutningen bedre (måske endda mesterlig) i mine øjne.
I forhold til, om serien burde have sat et punktum for Angels hold, så var det netop det, som de allerførste udmeldinger mht. serien gik på; at man skulle have den afslutning, man 'aldrig fik' pga. den meget specielle afslutning på Not Fade Away, som jeg dog rigtigt godt kunne lide.
Mht. nr. 12-14, så er det for øvrigt (med undtagelse af 2 sider) ikke tegnet af Nick Runge, men af Stephen Mooney; der dog er meget af samme skole som Runge...
Mht. de ældre ANgel-udgivelser, så har jeg læst dem alle undtagen Autumnal, og som altid, når det kommer til Christopher Golden, er jeg ikke helt så begejstret som dig, men jeg smider lige nogle kommentarer i den nærmeste fremtid.
Hmm, ja jeg mente også Stephen Mooney ang. # 12-14. Sku' nok lige ha' tjekket bedre efter. Må dog indrømme, selv om det ikke bør være nogen undskyldning, at det godt kan være lidt svært, at huske alle navne og hvilke dele de hører til, når vi har gang i så mange historier og tegnere samtidig. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Så er der 2 stk's ektremt flotte covers oppe af...
Buffy TVS - Season 8 # 26 - "Retreat":
Team Buffy has become all about sneaky in a world where Slayers are now feared and hated, and vampires would rank at the top of a popularity poll. All hands are on deck as Scotland's brand-newest Slayer headquarters comes under attack; but, when things get more than a little fried, Buffy has to punt. There are yaks.
Series artist Georges Jeanty, writer Jane Espenson, and executive producer Joss Whedon present Buffy on the defensive in "Retreat."
Jane Espenson, acclaimed television writer (Buffy, Battlestar Galactica), returns to Season Eight, bringing more radical revelations and more . . . familiar faces.
#181 NightHawk 16 år siden
Buffy TVS – Season 8, vinder GLAAD Award for ”Outstanding Comic Book" :
http://whedonesque.com/comments/19676#more
Og stort tillykke med prisen herfra. Sjovt/interessant for øvrigt at sidde og læse de forskellige kommentarer nedenunder, set i lyset af den debat vi har haft her i tråden ang. betydningen af Buffy og Satsu’s forhold, for de tegner faktisk et ret godt billede af den forskellige opfattelse jeg og Slayer f. eks har på det område, (se # 172). Har lige hapset 3 ud som dækker hele vejen rundt :
Og så skal vi igen en tur på rygtebørsen.
Buffy TVS – Nye rygter om en evt. film ser dagens lys…? :
http://www.showbizspy.com/article/183535/sarah-mic...
-----------------------------------
DollHouse – Episode # 8 ”Needs”/(“The Awakening”) – Reviews :
http://tv.ign.com/articles/969/969175p1.html
http://www.avclub.com/articles/needs,26206/
http://www.ifmagazine.com/review.asp?article=3152
http://www.tvsquad.com/2009/04/04/dollhouse-needs/
http://blog.zap2it.com/ithappenedlastnight/2009/04...
http://www.tvguide.com/Episode-Recaps/dollhouse/Do...
----------------------------------
Hvis i ikke har set denne tribute endnu, kan den absout anbefales at læse igennem. Damn det er godt nok underligt, at han ligepludselig ikke er her mere. :(
Andy Hallett – One last Encore :
http://cityofangel.com/behindTheScenes/bts6/hallet...
Amber Benson – ”Death’s Daughter” ; Part II :
http://ifmagazine.com/feature.asp?article=3301
James Marsers – Frisk på en evt. ”Spike” spin-off serie :
http://scifiwire.com/2009/04/angels-james-marsters...
#182 Slettet Bruger [2495802190] 16 år siden
En ung slayer ved navn Courtney er i kamp mod en vampyr, og tingene går ikke helt optimalt for hende, men heldigvis kommer Faith og Giles hende til hjælp.
Courtney: "Oh my god! You're her! You're Buffy!"
Faith: "She's calling me names, G.!
Coutney håber fejlagtigt at de to er dukket op for at træne hende, men de er der alene for at chekke op på hende, efter hun er stukket af fra sin slayersquad. Hun er dog ikke stukket af, fordi hun ikke er på Buffys side, men fordi hun er overvældet af opgaven og søger et sted kaldet "Slayer Sanctuary".
Courtney: "Yeah. For slayers that don't want to be... You know... We get to choose whether we want to be chosen or not."
Faith og Giles lytter forundrede til hendes historie om stedet, og de bliver med det samme enige om, at de hellere må undersøge stedet nærmere; de er dog uenige om, hvad formålet med en sådan undersøgelse er.
Faith: "We're not recruiting, Giles. I know things are worse out there, but if these girls want to sit it out, that's their call."
Courtney: "I think Mr. Giles is right. If all the chosen who were in hiding saw you, Faith, saw what you could do, how you've inspired me, they would rejoin the war. They'd choose to be chosen again."
Faith: "Right, I'll tell all the baby slayers about my first time, how I--"
De tre tager frem tid stedet i tog, hvorfra de ser at dette er omringet af vampyrer, der ikke kan komme ind. På stedet mødes de af en tidligere watcher kaldet Duncan Fillworthe, der leder fristedet og ivrigt forsvarer ideen bag, mens Faith begynder at undre sig over, hvor alle disse piger egentligt er henne af.
Da diskussionen når sit højdepunkt bliver denne afbrudt af en lidt for venlig dame, der vil føre Faith og Courtney hen til de andre slayere; Faith under sig over, at der ikke er nogle børn i byen, mens hun noterer sig, at det føles som en fælde.
Da Faith åbner døren indtil slayerne, mødes hun af en vampyr fra hendes fortid; en der slap væk under hendes første angreb på en vampyrrede, og han fortæller hoverende om, hvor mange han har slået ihjel og pint. Faith farer på ham, mens Coutney undrende ser til; Faith står jo bare og slår ud i den tomme luft. Courtney ser dog ikke de gigantiske fangearme, der er ved at omringe hende selv.
På samme tid er Giles ved at komme til bunds i, hvordan byen bliver beskyttet mod vampyrer; disse er bange for en dæmon der længe har levet i byen og brugt byens børn som næringskilde på grund af deres lighed med vampyrer; de er styrede af deres behov.
Andetsteds er Faith ved at blive besejret af sine syner, og efterhånden som Courtney bliver pakket ind i fangearme, møder hun sine egne syner i form af sine forældre, der er sammen igen alene for hendes skyld.
Fillworthe fortæller Giles om, hvordan byen løb tør for børn, og om hvordan byrådet begyndte at lokke unge slayere til i stedet, og han tilbyder en rasende Giles et sted at bo i byen, mens han manipulerende fortæller Giles, at han er blevet forrådt af Buffy allerede, da hun forelskede sig i en vampyr og på den måde tillod, at Jenny Calender blev slået ihjel.
Giles haster afsted fra rådet, der har fuld tiltro til, at dæmonen også vil gøre det af med ham, men alligevel vælger også at sende Dillworthe efter ham.
Faith er imidlertid komemt til sig selv, og hun sørger for, at Fillworthe bliver dæmonens didste måltid. Herefter bliver trioen mødt af en gruppe rasende folk fra byen, der bebrejder dem for ikke længere at være sikre.
Faith: "... We don't let people die. Not even crappy ones. You people wanna live? Then you fight."
Herefter gør byens beboere sig kalr til at slås mod vampyrerne sammen med Faith, Giles og Courtney.
Vurdering:
Der er ikke noget galt med dette nummer, men jeg føler mig bestemt heller ikke overvældet af det; det er som om Jim Krueger ikke har specielt meget på hjerte, og nummeret tjener tilsyneladende mest som en slags afklaring på, hvordan det går med Faith og Giles. Og jeg kan heller ikke så godt "høre figurernes stemmer" (det lyder ikke så sundt), som jeg plejer at kunne. Omvendt tjener nummeret dette formål til fulde, og jeg har ikke yderligere kritik af det.
Cliff Richards vikarierer for Jeanty, og det gør han (som altid) meget godt og stabilt.
#183 tiany 16 år siden
http://www.people.com/people/article/0,,20271621,0...
#184 NightHawk 16 år siden
Advarsel! Indeholder Spoilers.
Angel - After The Fall # 15 :
http://apps.facebook.com/comicbooks/editions/angel...
Uh yeah, så er Franco Urru endelig tilbage og det med lidt af et brag må man nok sige i hans fortsættelse af Nick Runges dommedagsbrag, som ud over at være en sandt fryd for øjnene også laver en fornem reference til spin-off serien Spike - After the Fall, da Illyria hævner sig på sine tidligere fangevogteres, (nu Spikes loyale team af kvinder), tortur af hende med en brutalt nedslagtning, der stinker af had og vrede. I kølvandet på det billede virker Grooselogs angreb temmelig tamt og kikset, ligesom figuren generelt gør efter at være vendt tilbage til sit gamle jeg. Den efterfølgende diskussion mellem Angel og Wesley om Illyaris skæbne er på alle måder ufattelig trist, især set i lyset af at Wesley nu mister Fred til hende én gang til. Fedt for øvrigt med den lille reference der bliver lavet til Buffy via Angels kommentarer om de tre slayers evner.
Ekstremt flot og skræmmende tegnet af Urru da Angel ser hvad fremtiden/skæbnen byder på, elegant kædet sammen med Illyrias opfordring til at slå hende/den ihjel, i hvad der bliver en iscenesættelse af hendes ønske om at begå selvmord og slippe fra en verden, som hun ikke forstår. Smart skrevet af Brian Lynch som på den måde slår to fluer med et smæk og her understreger at teamets overlevelse ligegyldigt hvad, ender med at kræve sine ofre trods en evt. sejr. Den efterfølgende dialog/monolog Spike har inden opgøret, synes jeg er ret interessant fordi det ud over Urrus billede, der tydeligt viser at det piner Spike at sku’ slå en person han har elsket ihjel, også siger noget om den indre kamp ham og Angel konstant har med at adskille monstret fra mennesket.
Man ku’ også godt i disse scener tolke Connors bemærkning om dragen Cordelias skæbne som en reminder til Angel om, at han ikke kan ændre på fortiden. Cordelia er død og kommer ikke igen. Derimod kan fremtiden ændres hvis han er villig til det, hvilket man vist roligt kan konkluderer at han er. Duellen imod Gunn og håndlangeren Tank udstiller helt præcist, som du også skriver, den hårfine grænse Angel konstant balancere på i ”After The Fall”, hvor hans to sider mentalt overlapper hinanden i sådan en grad, at det er utroligt han ikke, ligesom Gunn, også er blevet skizofren. En af grundende, og den stærkeste vil jeg også mene, til at Angel alligevel holder benene på jorden er, at han stadig, trods mange skærmydsler over årene, har fået opbakning både fysisk og moralsk fra sit bagland, hvoraf Spike og Connor på trods af at være dem han har haft flest skænderier med, også er dem han holder allermest af, og dem der har reddet ham når det brændte allermest på, (hvis man ser på de sidste par sæsoner), også selvom deres bevæggrunde ofte har været lidt mudrede.
En sjov detalje som Lynch laver her, da Spike omtaler sin venskab med Betta George. Kontinuitetsmæssigt fungere det ikke, men referencen til det parallelle forløb i Asylum og Shaddow Puppets er nu alligevel en meget sjov injoke. Lynchs løsning på at besejre Illyria synes jeg er en mindre genistreg, (solidt understøttet af Urrus stemningsfulde og nostalgiske flashbacks), hvor han benytter sig af en gammel og klassisk Joss Whedon opfindelse helt tilbage fra sæson 2 af Buffy, da Angel ytrede de berømte ord til Spike og Drusilla ang. Buffys skæbne : ”To kill this girl you have to love her!”, som rammer plet i en montage fra nogle af de bedste scener mellem Wesley, Fred og Spike, der sætter et flot punktum på Illyrias skæbne, hvor tragisk den end måtte synes at forekomme. Den afsluttende scene mellem Angel og Connor er jeg helt enig med dig i er suverænt flot lavet, og det er derfor nærsten umuligt ikke at få en klump i halsen i det øjeblik man læser de sidste sider. Stor kudus til Lynch og Urru for det nummer her.
Mht. Groosalog så kan jeg ikke være andet end enig. Han har modsat da karakteren optrådte i sæson 3 af Angel, ikke haft nogen betydning på noget som helst plan for Angel og co. i ”After The Fall” andet end blot at være til stede. Forstår ikke helt hvorfor Whedon og Lynch har ment at Groo absolut sku’ være med, når de ikke har villet bruge ham til noget. Det er klart et større minus i serien samlet set. Derimod ser jeg ingen problemer i den måde Nina, indtil videre er blevet integreret i historien på. Hun har spillet en betydningsfuld rolle midtvejs i plottet og der er efterfølgende blevet lagt op til, at hun i fremtiden ku’ være en love interest for Angel. Så karakteren, synes jeg, har derfor haft sin berettigelse i ”ATF”. Mht. de forskellige dødsfald så ser jeg som sagt dragens død som ganske betydningsfuld, pga. den symbolske værdi den udgør for Angel ang. Cordelia og fortiden.
Gwen synes jeg nu man har fået et udmærket kendskab til i tv-serien, som jeg da går ud fra alle der læser tegneserien har set. Her bliver hendes tragiske fortid, som har resulteret i hvordan hun er som voksen, samt de problemer det har ført med sig da fortalt meget detaljeret. Samme traumer overfører Lynch perfekt videre i tegneserien, hvor Gwens evner først bliver beskrevet som værende en forbandelse ang. sin første date samt affæren/flirten med Connor og siden hen som en gave, da hun redder Connors liv. Jeg synes da Gwen er særdeles godt beskrevet og hendes oprindelseshistorie får desuden stor betydning for Connors personlige udvikling og er dermed en stor medfaktor til et af ”ATF”’s vigtigste plottråde. Spikes hær af smækre ladies bliver også brugt til andet end blot fyld, med deres link til Illyria og Spike - After the Fal. De tre slayers kan jeg så til gengæld ikke tillægge nogen større betydning andet end, at deres død ku’ ses som et tegn på at de generelt er på vej imod deres egen dommedag i Buffyverset. Men det er blot et rent gæt.
Connors dødsscene var jeg også rørt over og selv om den set retrospektiv med de efterfølgende numre i baghovedet mister noget af sin gennemslagskræft, ja så synes jeg nu stadig at den er så stærkt kreeret af Urru og Lynch, at den alligevel formår at gøre et solidt indtryk, hvilket jo så samtidig også er en stor kudus til Joss Whedon og den måde han opbygger og udvikler sine karakterer og deres liv på.
Mht. Gunn så er hans rolle hvad man kalder for en klassisk McGuffin, dvs. at Whedon og Lynch hele tiden blot har brugt ham som det store fascinerende mysterium, som aldrig har været meningen sku’ gi’ nogen mening andet end at holde nysgerrigheden ved lige hos læseren. ”Skurken”/”skurkene” har derimod hele tiden været Angel & Illyria, og dermed har hele formålet med dommedagsscenariet i ”ATF” været én lang kamp for de to karakterer, hvis duel ud i at bekæmpe det indre monster og redde deres menneskelige sjæl, har ryddet op i fortiden, nulstillet den negative retning de var på vej ud af i nutiden, og skabt et håb for fremtiden, samtidig med at der i kølvandet på denne kamp nu er blevet skabt endnu stærkere og mere familiære bånd imellem Angel og Connor. Det er mit bedste bud på hvad Whedon & Lynch har haft i tankerne.
Du skriver til sidst at Urru tegner under niveau? Ku’ du ikke komme med et par eksempler på det, for det kan jeg ikke rigtigt se hvorfor du synes. :)
Jeg har nu aldrig haft opfattelsen af, at After The Fall sku være et punktum. Har der da været nogen officielle udmeldinger på det punkt?
Nu udviklede historien jo sig i en noget anden og uforudset retning efter du skrev dit review her, så jeg vil hellere kommentere på det du skriver om Angel & Spike, for det er ikke jeg helt enig i. Jeg mener nemlig modsat, at de efterhånden har accepteret det brødrelignede bånd der ligger imellem dem, hvilket jeg også syntes både sæson 5 og ”AFT” har givet et par eksempler på, f. eks med duoens meget underholdende tur til Rom i The Girl In Question, eller da Angel var millimeter fra at dø som menneske i ”ATF”. En historie som den i Spike - Lost & Found er for øvrigt et glimrende eksempel på, at det sagtens ville ku’ fungere med de to karakterer sammen. Mht. det sidste du skriver, ja så ser jeg nu ikke noget problem i, at der bliver skiftet ud på team Angel. Egentlig så synes jeg kun det ville være naturligt efter så mange år med de samme figurer. Der hvor jeg til gengæld godt kan følge dig i, at der er gået pengemaskine i IDW, er ang. de her grafiske noveller af historier vi allerede har fået fortalt/set som Smile Time eller Not Fade Away. Det synes jeg virker temmelig overflødigt og spild af tegnernes tid, og det er ikke noget jeg har tænkt mig at bruge penge på.
#185 NightHawk 16 år siden
Angel - After The Fall # 16 :
http://apps.facebook.com/comicbooks/editions/angel...
Hvis man ikke blev ramt i hjertet af Connors dødsscene i # 15, ja så sørger Franco Urru da helt sikkert for at man gør det med sine to første billeder, der smukt og meget stemningsfuldt kombinerer Connors fødsel i sæson 3 og hans død i After The Fall med Angel siddende i præcis samme positur, understregende den absolutte lykkefølelse og den absolutte rædsel på én og samme gang. Efter at ha’ tænkt lidt mere over det, er Gunns skiftende handlinger egentlig ikke så mystiske endda, for jeg tror man skal se hans skizofreni som et billede på den konflikt, der også kører mellem monster og menneske hos både Angel og Illyria og som også er det underliggende tema for hele serien.
Elsker den sidste hilsen der bliver sendt her til Wesley. Et flot punktum for karakteren der refererer tilbage til hans samarbejde med Angel i sæson 1. Og så skal jeg da lige love for, at Lynch og især Urru sætter fut under kedlerne med Angels raid mod Gunn i en storm af ildkugler, der matcher sæson 4’s ligeså fuldstændigt i visuel nydelse. Fedt er det desuden at se Spike som leder af de tre slayers, en rolle han ikke ligefrem er uvant med, samt hans samarbejde med Betta George, der her i de sidste numre har fået lov at fungere på samme overbevisende facon, som Lynch sørgede for i hhv. Aylum og Shaddow Puppets. Tilbage ved Angel og Gunn igen laver Urru virkelig nogle lækre illustrationer, der gir gåsehud på den fede måde, afsluttende med det ubercoole oneshot af Gunns eliminering af Angel. Kæft det er flot tegnet! Dernæst er det interessant at følge Spikes reaktion, for her får man et rigtig godt indtryk af hvor meget Angel betyder for ham, hvilket igen er en understregning af, at de trods mange kontroverser alligevel elsker/holder af hinanden.
Fin detalje ang. Illyrias begyndende assimilation af det menneskelige sind der bliver lavet i starten og afslutningen af kampscenerne, der skifter fra den bragende farvestrålende magiske ildstorm og nu over i et dystert beskidt regnvejrslook i et forrygende battle, der gir et medrivende indblik i den nærmest uoverskuelige krig, som igen byder på et helt fantastisk oneshot af Angel med Spike og Illyria i fuld gang med at uddele tørre tæsk i baggrunden. For øvrigt; Gotta love that Dragon! og herligt igen at se det teamwork der er mellem Spike, der trofast følger ordre, og Angel. Må sige at det sgu et eller andet sted, selv om turen i helvede bestemt har været underholde, at det er rart igen at befinde sig i almindelige omgivelser, inden den hjerteskærende genforening mellem Angel og Connor finder sted.
Jeg er helt enig med det første du skriver og jeg begynder så småt at fornemme, at du er lidt af en skabsfan af Urru. Bare indrøm det, manden er jo genial, hehe. ;)
Hmm, ja jeg synes nu reboot’et er en ret god ide, netop pga. at Lynch bevarer Team A og folks i al almindelighed hukommelse, da det på sigt nok skal komme til at byde på et par interessante konflikter. Jeg kan godt følge dig i, at du synes ”dødsfaldene” mister deres effekt ved at handlingen starter forfra, men på den anden side så mener jeg nu stadigvæk at selv samme scener holder efterfølgende og fortsat gør et stærkt indtryk på mig, fordi jeg vælger at vurdere ”dødsfaldene” ud fra det moment de sker i og ikke i en større overordnet sammenhæng med tilbagevirkende kraft. For hvis man ser det med den vinkel, ja så ku’ man i princippet ligeså godt sige det samme om Angels død i sæson 2 og hans return i sæson 3, Buffy’s storslåede død i The Gift og return i sæson 6, eller Spikes død i Chosen og return i sæson 5 af Angel. Men alle nævnte scener er nogle som står som højdepunkter i serien for mange fans og stadig, nok mest med ”The Gift”, rammer lige i hjertet, når man genser det afsnit, også selvom man ved at Buffy genopstår. Derfor synes jeg heller ikke, at hverken Illyria eller Connors død bliver forringet ved at bringe dem tilbage. Desuden så har Connors død jo fundet sted, også selv om tiden blev spolet tilbage, og har været reel nok for de to personer som det efterfølgende har knyttet stærkere sammen end før.
Jeg hopper lige herned og fortsætter omkring Illyria og hendes død/revival. Den har, som du også skriver, været ret fascinerende at følge netop pga. hendes udvikling mod det mere menneskelige. Men det er jo trods alt kun en forlænget introduktion på dette punkt som, nu hvor hun endelig har accepteret sin menneskelige side, først for alvor bliver interessant at følge på samme måde som det var at se Anya i Buffy. Den konflikt interessere mig langt mere end at se Illyrias sande form som storslået monster, selv om det bestemt var et meget underholdende indslag.
Jeg er ikke enig ang. Gunn, for den karakter synes jeg har været ret spændende at følge helt tilbage fra sæson 1’s slutning og frem til nu. Det er jo en kæmpe udvikling han har gennemgået fra streetsmart bandeleder, så freelancer og senere som fast medlem af Team A hvor trekantsdramaet mellem Gunn, Wesley og Fred startede og udviklede sig katastrofalt i sæson 5, da Gunn blev korrumperet af Wolfram & Heart, hvilket resulterede i skabelsen af Illyria. Jeg vil klart mene, at han har haft mindst ligeså stor betydning for serien generelt som resten af teamet og hans rolle og vandvittige dommedagsplan, som jeg ser det, fungerer perfekt som afslutning på hans personlige road to redemtion mht. Illyria problematikken. Dermed er jeg så også enig med dig i, at hans rolle nu er udspillet og karakteren behøver egentlig ikke at vende tilbage, selv om det dog ikke ville gøre mig noget hvis han gjorde.
Ang. Lynchs nye figurer ville det at vi kun er blevet præsenteret forholdsvis kort for dem, så netop ikke være en god grund til at se mere til dem i de kommende story arcs? Betta George f. eks ville jeg gerne ha’ med igen, Spider siger mig så til gengæld ikke det store, og Non, som jeg var ret vild med som skurk, kommer vi med sikkerhed til at se mere til i # 23.
Jeg kan huske jeg forsøgte mig med en forklaring på, hvorfor folk lige pludselig accepterede vampyrer i Buffy # 21 og den hang så vidt jeg ved også nogenlunde sammen. Men det hele gir jo klart og tydeligt mening nu efter man har læst After The Fall, hvilket det så også er et must at man gør hvis udviklingen i Buffy – season 8 skal gi’ nogen mening. Igen et godt eksempel på hvor uadskillelige disse to serier er og igen en understregning af, at Angel frem for at sku’ betragtes som en spin-off serie, i stedet er og vedbliver at være en integreret og forlænget arm af Buffy TVS. Jeg har også altid selv betragtet de to tv-serier, frem for at være på hhv. 7 og 5 sæsoner, som én lang serie på 12 sæsoner, der nu forsat hænger sammen i tegneserie regi skønt det, at der er tale om to forskellige udgivelses navne ved hhv. ”Dark Horse” og ”IDW”.
#186 NightHawk 16 år siden
Angel - After The Fall # 17 :
http://apps.facebook.com/comicbooks/editions/angel...
Ja så blev det store slag overstået og det er ret besynderligt på en måde, at sidde og læse ATF nu hvor tempoet er blevet hevet helt ud og pulsen nede på det normale igen. Men på den anden side er det så alligevel også meget hyggeligt bare at ku’ læne sig tilbage og nyde de første sider, hvor jeg især elsker detaljen med Jerry, (Spikes makker fra Spike - After The Fall, der brutalt blev slået ihjel tidligere af Illyria), der frier til sin kæreste, og morede mig godt over billede af ”haj-dæmonen” og den på én gang groteske og traditionelle måde den er blevet hængt op på. Og fanme fedt endelig at sige farvel til Groosalog. Må han for evigt være fanget i sin egen verden og et limbo af the happy dance!
Omvendt er illustrationerne af Gwen, Spike og Illyria helt over i den anden ende af følelsesregistret og temmelig deprimerende, men de bliver så heldigvis hurtigt erstattet med Wesley og Freds genforening, (i himlen gætter jeg på), og den efterfølgende smukke hyldest til begge karakterer via billede af indgraveringen på biblioteket. Elegant og meget enkelt skrevet af Lynch og fornemt tegnet af Urru hvis action-orienterede streg vender tilbage, dog kun kortvarigt, i Spike og Betta Georges herlige duel mod Kr’ph som trods det at ha’ et temmelig irriterende og halvkedeligt navn, er den demon lord jeg synes der er mest imponerende kreeret. Duellen bliver så samtidig også et godt eksempel på Spike og Betta Georges venskab, ligesom den respekt jeg nævnte tidligere og som har ligget under hunden på Angel & Spike længere end man sku’ tro, definitiv bliver slået fast på de efterfølgende sider med deres både morsomme og rørende dialog.
Interessant lille kommentar Angel knytter til Burge, (da han og Spike står ansigt til ansigt med dæmonen og dennes søn), som i virkeligheden mere handler om hans eget forhold til Connor og den nye chance han har fået for at være en større del af hans liv. Er vild med det billede Urru laver, da Illyria troner frem på taget med månen i baggrunden som i samme omfang også glimrende viser, at hun trods alt langtfra er så menneskelig som Angel ønsker. Hmm, ja og så er det jo også ret ærgerligt synes jeg, nu hvor Angel og Spike langt om længe havde accepteret hinanden, at deres veje skilles og jeg håber da at Spike snart vender tilbage til serien. Hvis ikke så må Whedon meget gerne sende ham over i Buffy TVS.
Angels besøg på hospitalet fik mig til at tvivle på, om Gunn’s rolle egentlig er udspillet, for efter Angels monolog at dømme ligger der stadig mulighed for at udforske de nye traumer Gunn har fået ind under huden efter sine gerninger i After the Fall og derfor kan karakteren så alligevel vise sig at være et interessant bekendtskab fremover.
Ved ikke om jeg ligefrem vil kalde det for et ligegyldigt nummer, men vil godt gi’ dig ret i at det oven på den forrygende afslutningen i # 16 virker en smule tamt, når man sætter det op imod hinanden. Dog er der små facetter i epilogen som gør det værd at læse og tre højdepunkter, (stemningsbillederne i starten, Spikes kamp mod Kr’ph og det afsluttende billede af Angel der vandrer solo ud i natten), fra Franco Urru som dermed også bliver en flot og fornem sidste hilsen fra en tegner der i mine øjne har tilført en helt unik energi til Angel serien.
Bortset fra First Night delen, som vi vel godt kan betegne som en mindre katastrofe uden at fornærme nogen, så er min opfattelse af niveauet i After The Fall en hel del anderledes end din. Starten synes jeg set retrospektiv fungerer ganske fint og først da Whedon & Lynch vælger den famøse ”First Night” går det galt og her går serien mere eller mindre i stå. Da man så er tilbage i hovedplottet stiger niveauet hurtigt igen op på et højt plan indtil nr. 12-14, (tegnet af Nick Runge i en alt for svingende i kvalitet), hvor jeg synes historien atter ryger ind i en lettere frustrende følelse af at træde vande med et meget ujævnt hakkende flow hvilket, som vi også har snakket om tidligere, mest skyldes den meget dialog og forklaring/opsumering af plottet som skal nås, inden den store finale der starter i # 15. Om det er pga. Urrus tilbagevenden skal jeg ikke ku’ udelukke, men finalen synes jeg er helt igennem fremragende udført både på det actionmæssige og følelsesmæssige plan, som jeg også fornemmer du var begejstret for, og derfor undrer mig over, at du nu synes kun var en middelmådig oplevelse?
Kombineret med spin-off serien Spike-After The Fall synes jeg Angel – After The Fall trods et par udsving har været alle pengene værd og har budt på alle de klassiske dyder, der gør at man elsker disse karakterer og det univers de befinder sig i. For at det hele ku’ havde været perfekt sku’ ”First Night” dog være droppet, og så sku’ Franco Urru ha’ tegnet samtlige numre. Jeg er ked af at se ham forlade serien, men glæder mig så samtidig til at få noget helt nyt og forhåbentlig ligeså godt serveret, når makkerparret Kelly Armstrong og tegner Dave Ross fortsætte Angel sagaen med Aftermath.
#187 NightHawk 16 år siden
Angel # 18: Aftermath pt. 1 of 6 :
http://www.whedon.info/local/cache-vignettes/L504x...
Hehe, synes sgu det er fedt den her måde Kelly Armstrong åbner på med Angel herlig kynisk og sarkastisk under sin aflivning af de mange udsendte håndlangere, solidt kombineret med hans klarsyn om sin fremtid i L.A. Scenen efterfølgende mellem Angel og Connor er ret spøjs fordi den og deres samtale virker som om man i en helt anden verden. Meget atypisk nærmest forstads drama agtigt i sin udførelse. Detaljen ang. Gwen fanger min interesse og her ligger der bestemt en mulighed for på sigt at ku’ skabe en spændende konflikt. Men det kan måske godt være at den aldrig bliver til noget, for de næste billeder viser jo nærmest at man ikke skal regne med at se nogle fra det gamle team igen lige foreløbigt.
Hmm, og så er Kate back in bussines må man nok sige, i et helt nyt smækkert look komplet med et cool battleoutfit og masser af attitude. Det er lige før man ikke kan genkende hende, men hun har trods alt været igennem en lang udvikling og har længe haft et ønske om at ku’ gøre mere end blot at fungere som betjent, hvor hun jo heller ikke ligefrem fik nogen større respekt. Den kan hun så få nu og chancen ser det ud til at hun har grebet for fuld musik, solidt præsenteret af Kelly Armstrong der lidt efter følger flot op med sin spooky præsentation et par nye ansigter i form af de to mystiske byrådsmedlemmer, samtidig med at flowet holdes elegant kørende med Angel og Kates diskussion om deres arbejdsproces.
Her sidder jeg og undrer mig lidt over, at Angel tager imod de to udsendte fra byrådets tilbud om hjælp, for de minder unægtelig en del om Wolfram & Heart i deres måde at agere på. Hvorfor han vælger at stole på dem har jeg lidt svært ved at gennemskue, da hans samarbejde med disse typer tidligere gentagne gange har vist sig at være katastrofalt. Men så er det jo godt han har både Connor og Kate til at holde øje med dem og det ser der også ud til, at han har brug for, for det lader lidt til at Angel har lullet sig selv i søvn og virker en smule uoplagt her til at starte med.
Jeg er helt enig i det meste du skriver i din vurdering af # 18, der tydeligvis bærer præg af at være stilhed før stormen kørende i et forholdsvis roligt tempo, som gir god plads til at få sat den kommende Aftermath historie op. Det jeg hæfter mig ved som det absolut mest positive, er den måde hvorpå Kelly Armstrong lykkedes med at glide ind i Angel-universet på. Hun sørger meget bevidst for at lægge stille ud, hvilket bl.a. scenen mellem Angel og Connor i køkkenet er et godt eksempel på, og benytter sig desuden af et ganske smart og effektiv fortælleteknik der gør, at handlingen trods en del dialog hele tiden holdes kørende og i fremdrift. Kun på ét punkt vover Armstrong sig ud på gyngende grund, nemlig da hun præsenteres en helt ny og funky udgave af Kate Lockley, hvis forvandling jeg dog ingen problemer har med at acceptere. Ja, jeg synes faktisk det er ganske naturligt udvikling af karakteren, som trods det nu at være transformeret til et kampklar babe stadig har bevaret sin skeptiske og kritiske attitude fra sin karriere i politiet, selv om den indrømmet langt fra er ligeså meget in your face som tidligere. Du har ret i at hun og den måde hendes outfit med de mange træpæle spændt om låret snildt ku forveksles med en slayer og derfor håber jeg også på, at man i de kommende numre ser hende i nogle situationer hvor hun bliver såret, så man kan se den forskel der er og skal være på et almindeligt menneske og en slayer med superstyrke, for at serien ikke mister sin troværdighed.
Hvad den nye tegner Dave Ross angår, ja så er jeg nu også ganske godt tilfreds med hans tegnestil, selvom den indtil videre er lidt for pæn og poleret til min smag. Håber han byder på lidt mere kant i de kommende numre.
Kommentarer til Buffy - Season 8 # 23 har jeg klar i løbet af næste uge. :)
# 182 -
Har du fået læst nogle af de gamle "Angel" udgivelser fra Dark Horse ? Og hvis ja, hvad synes du så om dem ? :)
# 183 -
Lyder jo rigtig godt. Så krydser vi fingre for, at alt går som det skal når SMG junior kommer til verden. :) Husk for øvrigt at kigge med i tråden på tirsdag. Her har jeg en Sarah Michelle Gellar, birthday special klar. :)
#188 Slettet Bruger [2495802190] 16 år siden
Jeg er på ferie, så jeg har ikke lige adgang til tegneserierne, men jeg husker, at jeg synes mange af billederne var lidt gnidrede i det, og at jeg syntes der var et par mærkelige valg fra farvelæggerens side. Så vidt jeg husker var det nogle af de første sider jeg studsede over.
# 185:
Hvis det 'bare' var et enkelt dødsfald, der blev 'nulstillet'. havde jeg nok heller ikke haft de samme problemer, men jeg er generelt meget imod genoplivninger af døde figurer, og at så mange figurer dør, blot for at blive genoplivet unmiddelbart efter, kan jeg ikke se meningen med - så kunne man måske have nøjes med et par af de mest betydningsfulde af slagsen, og så droppet dem, der ikke betød det store. Jeg havde også et par problemer med både Angels og Spikes tilbagevendener, selvom jeg endte med at acceptere begge, fordi de alligevel betød så meget for figurernes udvikling.
Jeg håber virkelig også, at Whedon aldrig bukker under for presset og bringer Tara og/eller Anya tilbage, selvom jeg virkelig godt kunne lide figurene.
# 186:
Du har ret i, at jeg modsiger mig selv her; men meget af min entusiasme overfor slutningen blev slukket lidt, da jeg blev skuffet over rebootet, som jeg lidt opfatter som den nemme vej ud i forhold til afslutningen af serien - på trods af at historien har medført meget betydelig udvikling af figurerne, så synes jeg lidt, at man sidder tilbage med en tom følelse bagefter. Jeg synes stadig at serien og slutningen er god, men en opretholdelse af de modigste elementer i historien, havde gjort slutningen bedre (måske endda mesterlig) i mine øjne.
I forhold til, om serien burde have sat et punktum for Angels hold, så var det netop det, som de allerførste udmeldinger mht. serien gik på; at man skulle have den afslutning, man 'aldrig fik' pga. den meget specielle afslutning på Not Fade Away, som jeg dog rigtigt godt kunne lide.
Mht. nr. 12-14, så er det for øvrigt (med undtagelse af 2 sider) ikke tegnet af Nick Runge, men af Stephen Mooney; der dog er meget af samme skole som Runge...
Mht. de ældre ANgel-udgivelser, så har jeg læst dem alle undtagen Autumnal, og som altid, når det kommer til Christopher Golden, er jeg ikke helt så begejstret som dig, men jeg smider lige nogle kommentarer i den nærmeste fremtid.
#189 NightHawk 16 år siden
Hmm, ja jeg mente også Stephen Mooney ang. # 12-14. Sku' nok lige ha' tjekket bedre efter. Må dog indrømme, selv om det ikke bør være nogen undskyldning, at det godt kan være lidt svært, at huske alle navne og hvilke dele de hører til, når vi har gang i så mange historier og tegnere samtidig. :)
#190 NightHawk 16 år siden
Buffy TVS - Season 8 # 26 - "Retreat":
http://www.darkhorse.com/Comics/Previews/15-334
http://www.darkhorse.com/Comics/Previews/16-496