Jep, så blev det minsanten d. 14 April nok engang og det betyder jo selvfølgelig at vores alle sammens yndlingsslayer, altid søde, sexede, smukke og rap i replikken Sarah Michelle Gellar blir 32 år i dag. Derfor har jeg efter lang tids søgen fundet en tributevideo og et interview frem, som meget passende dækker den smækre slayer. Musikvideoen har et ret sjov indledning og en ret tilbagelænet og cool sang, der gir perfekt mening, når den rammer omkvædet. Enjoy!
SMG – Musikvideo :
Nedenunder følger et meget morsomt klip da Sarah besøger Conan O' Brien tilbage i 2002. Hun er der i princippet pga. "Scooby Doo" premieren, men interview'et kommer hurtigt til at handle om noget helt andet til Conans store fornøjelse. Læn jer tilbage og nyd de to i en herlig ping-pong, som jeg har grint højt af ved flere gensyn :
SMG – Conan O’Brien :
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Angel #20 will arrive in stores on April 22 from IDW Publishing. The issue is written by Kelley Armstrong, with art by Dave Ross and covers by Gabriel Rodriguez and Nick Runge.
Here's how IDW describes the issue:
"Angel's attempts to return to normal have been upended by the cat-changer Dez. But who is she, and where does she come from? Find out here, even as a larger question -- namely, who is Angel's angelic visitor from beyond, and who sent him here? -- comes to light. "
Fandt et gammelt interview forleden, som jeg synes var ret sjovt. Kan varmt anbefales. :)
James Marsters, Boreanaz, Acker & Richards ; Angel – Season 5 Interview :
Hvis i endnu ikke har set klippet nedenunder, så læn jer tilbage og nyd en stak guldkorn fra mesteren himself. Dette er beviset på at der kun eksistere én gud…og hans navn er Joss Whedon. ;)
Joss Whedon On Humanism – Lifetime Achivement Award Speech :
”Move the promised land to Jamaica” :D
"Faith in God means believing absolutely in something with no proof whatsoever. Faith in humanity means believing absolutely in something with a HUGE amount of proof to the contrary. WE are the true believers."
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Omdrejningspunktet for dette nummer er Andrew, og forholdet mellem ham og Buffy. Jeg har ikke været den store Andrew-fan i denne sæson indtil videre; jeg har ikke noget imod ham som leder af sin egen slayercelle, men indtil videre har han bare været væsentligt sjovere i sæson 6-7 end i sæson 8, hvilket formentlig hænger sammen med Tom Lenks måde at spille ham på. Det var derfor med en vis skepsis, at jeg begyndte at læse nummeret...
Men min skepsis forsvandt heldigvis ret hurtigt. Allerede de første par sider overbeviste mig om, at han kan fungere i tegneserieform også. En indre monolog afslører at Andrew ser sig selv som en del af Scooby-familien, mens han løber gennem slayernes HQ for at fortælle Buffy nogle gode nyheder, blot for at blive mødt med en sarkastisk kommentar, da han åbner døren.
Buffy: "Andrew, if you slam that door one more time, I will make you eat it."
Jeg er helt på bølgelængde med dig i det første afsnit, for det var præcis også de samme følelser jeg sad med, da man gik fra at følge karaktererne i levende live til nu pludselig at sku’ opleve dem i illustreret form. Og Andrew er nok den sværeste figur, at få omsat på en tilpas tilfredsstillende måde netop pga. Tom Lenks måde at portrættere sin rolle, der i den grad levede højt på hans brug af kropssprog og ansigtsmimik, som var det primære værktøj til at få formidlet humoren igennem skærmen. Dialogen er Whedon og co. derimod sluppet rigtig godt fra og fanger Andrews måde at tale på, men kropsproget er som sagt en helt anden og langt sværere proces at arbejde med i tegneserieregi og her mangler jeg stadigvæk at blive fuldkommen overbevist. Synes dog at dette nummer viser, at de bevæger sig i den ønskede retning, så der er håb forude for dem af os der stadig er en smule skeptiske.
Kan for øvrigt godt li’ den måde Drew Greenberg åbner historien på, der igen spiller på det forløb man også så i sæson 7 hvor Andrews opfattelse af virkeligheden kontra Buffys ikke helt stemmer overens. Men hendes efterfølgende nærmest undskyldende måde at reagere på, da hun kommer til at overfuse ham, viser så også at deres forhold har udviklet sig i en klart positiv retning, hvorimod Buffy før hen op til flere gange ku’ ha’ dræbt ham sine øjne, hvis det var muligt. Respekten opnåede Andrew dog til sidst, mere præcist i Chosen og med sin vogterstatus i sæson 5 af Angel, som der nu fornemt bliver bygget videre på i Predators and Prey.
Andrew fortæller ivrigt, at han har opsporet et link til Simone Doffler - den slayer med pink hår, der har haft et problematisk forhold til loven og sine respektive celleledere. Simones second-in-command (Nisha) er blevet fanget af en edderkoppe-dæmon, som Andrew kender lokationen på. Willow og Xander bliver efterladt i hovedkvarteret, mens Andrew og Buffy tager på tur.
Andrew: "Road trip! Sweet!"
Og her følger de paneler med mest tekst, jeg nogensinde har set - Andrew ævler løs om alt fra overvejelser om, hvordan Superman ville klare sig mod et lyssværd, hvordan Lee's vægtforøgelse påvirkede Dualla i Battlestar Galactica til, hvem der er den bedste Bond, og det viser sig, at Buffy og Andrew begge har en svaghed for Daniel Craig (som Buffy også fantaserede om i # 10), selvom Andrew 'ikke har en mening om Craigs strandløve-scene'...
Buffy: "Andrew, are we geek-bonding? You and me? Who'd have thunk?"
De to når frem til Nisha, som de redder, efter hun har afsløret, at denne dæmontype kun fortsat eksisterer, fordi Andrew har lavet eksperimenter under sin tid som leder af den italienske slayer-gruppe.
Andrew: "So... I'm thinking, does it really matter HOW we got Nisha in custody?”
Og her begynder historien så for alvor at blive fascinerende, da Greenberg sætter problembarnet Simone Doffler, (hvis handlinger nu er specielt uheldige pga. den situation som Angel i After The Fall har skabt, hvor vampyrer bliver set på som heltene og slayers som skurkene af resten af verden), op imod temaet om hvor grænsen går for hvor langt Buffy og co. kan tillade sig at gå med den magt, som de har til rådighed for at få bragt styr på tropperne og alle til at dele samme overbevisning som den Buffy står for. Og hermed er linjerne trukket skarpt op i en konfrontation, som minder mig om noget vi tidligere har læst i sæson 8, men mere om det længere nede.
Hvad sker der for resten lige for Andrew aka. Mr. vendekåbe ang. Daniel Craig? Har han virkelig allerede svigtet sit store idol Timothy Dalton? :) Hmm, og det at han ikke sku’ ha’ lagt mærke til Craigs badebukser er da så nok den største løgn, når man tænker på Andrews fanboy tilbedelse, (med en kraftig subtext), af mandlige idoler så som Warren, Spike og Dalton.
Fik mig sgu et godt grin over Andrews lange rant, især den joke om Hellen Keller og så den med Pierce Brosnan og Miss. Doubtfire, som Buffy fyrer af til sidst. :D
Buffy begynder at skælde Andrew ud, da Simone dukker op og pander hende én, og her kommer Buffy og Simones forskellige opfattelser af verden til udtryk under en diskussion, der slutter, idet Simone skyder dæmonen og forsvinder. Andrew afslører sine bevæggrunde for sine handlinger - han føler sig skyldig over Simones fald til den mørke side, især fordi han gerne vil leve op til Scoobiernes tillid, som selv Buffy må indrømme, at han har fortjent. De to bliver enige om, at opspore Simone, da Andrew frygter, at hun vil bruge dæmonen som et våben.
De sporer Simone til Italien, hvor hun har overtaget en hel ø sammen med sine slayere, og der er selvfølgelig tale om et baghold, der fører til endnu en konfrontation mellem de to slayere - både verbalt og fysisk. Simone mener, at de skal bruge de kræfter, de er blevet givet, fordi de alligevel vil blive nødt til at bruge dem på grund af almindelige menneskers frygt, mens Buffy mener de skal bruge deres kræfter i det godes tjeneste. (Her tænker jeg med det samme *host*X-Men-konflikt*host*; ligheden er slående...
Simone: "It's a war. No such thing as innocent."
Hele det her scenarie med Andrews skyldfølelse over at ha’ mistet Simone og den måde hun selv efterfølgende agerer på, hvor hun betragter sig selv som et bedre/højerestående menneske pga. sine super-evner, minder mig om præcis det samme forløb man så tilbage i sæson 3 ang. Faith og Wesley og senere med kulminationen på de to slayers med det vidt forskellige livssyn i deres konfrontation i Graduation Day, hvor Buffy ikke så nogen anden løsning end at rydde den på dette tidspunkt fortabte Faith af vejen. Hun kom dog heldigvis af en meget lang omvej tilbage på sporet igen og i No Future For You er rollerne nu byttet om, så det er Faith der står for at sku’ eliminere en renegade slayer i form af overklassepigen Lady Genevieve, der ligesom Simone også lider af mere eller mindre af storhedsvanvid og overdreven arrogance, og ikke har meget til overs for det almindelige menneske som begge ønskede/ønsker at kontrollere, hvorimod Buffy ser det som sin pligt at forsvare og hjælpe menneskeheden, også selvom den i nogle tilfælde ikke har fortjent det.
Simone vil gerne give Buffy dæmonen tilbage, hvis hun får Andrew til gengæld; hun er ikke tilfreds med, at "én som ham" har været leder over én som hende selv.
Simone: "Also he's incredibly annoying." Buffy: "Yeah, well, that part you get used to. But you're not taking him"
De to kæmper igen, og da Simone trækker sit elskede skydevåben har hun overtaget, men heldigvis kommer den italienske slayersquad Andrew (og Buffy, der føler sig lidt overset) til hjælp. Slayerne tør ikke starte en decideret kamp mod Simone, da de ved at det vil føre til brug af skydevåben, og de må efterlade øen i Simones varetægt, idet de trækker dig tilbage med Andrew og Buffy. Buffy får dog det sidste ord, da hun på vej ud af døren sørger for, at dæmonen slipper løs og overfalder Simones gruppe. Denne scene minder om dengang, hvor Angel lukkede repræsentanter fra Wolfram & Hart inde sammen med Darla og Drusilla. Senere reflekterer Andrew og Buffy over situationen.
Buffy: "Yeah, you're part of the family. Get used to screwing up for good reasons, it's what we do."
Da Greenberg tager os med ind i finalen, får man virkelig et godt og skræmmende indtryk af, (kort men effektivt beskrevet af George Jeantrys illustrationer af det kollapsede samfund på øen og den lille pige), hvor dybt afsporet Simone i bund og grund er. Kombineret med hendes kommentar til Andrew, som hun tydeligvis betragter som værende et underklassemenneske, er grænsen mellem hende og den nazistiske tankegang ligeså hårfin som Simones trimmede punkerfrisure. Og man ku’ endda gå så vidt som at sige, at grænsen slet ikke eksisterer, men det vil jeg dog vente lidt med indtil vi har set Simone i nogle flere situationer, der kan definere om hun virkelig er så forskruet som Predators and Prey gir udtryk for. Faith formåede at ændre sig, så man ved jo aldrig. Men så igen er der situationen vdr. Genevieve, som også skal tages med i den samlede vurdering, for hvis hun blev betragtet som en trussel der var bedst at rydde af vejen, ja så kan man da på nuværende tidspunkt også sagtens synes det samme om Simone Doffler. Hvor om alting er så væmmes jeg ved de holdninger hun trumfer igennem og som hun desværre og mindst ligeså skræmmende har fået andre til at indordne sig under, hvilket også siger en del om de slayers hun har i sin hær tydelige mangel på selvstændighed. Da Buffy og Andrew står ansigt til ansigt med Simone, siger det følgende alt om hvor forkert hun betragter verden :
Simone : ”They wanted us to live under their rules, now we make them live under ours. We bring our oppressors to their knees. We can be the agents of change and fear we were meant to be. It’s Who We Are!”
Buffy : ”It’s not who I am!”
Her illustrerer Simone åbenlyst at hun er kommet på afveje, for filosofien om at sætte hårdt mod hårdt og gi’ igen af samme skuffe mod dem der ikke forstår deres livsstil, vil jo aldrig føre noget godt med sig og hjælper på ingen måde slayerne ud af den situation de befinder sig i, eller i at opnå forståelse og accept fra den almindelige borger, og i fællesskab med dem, (hvilket er Buffys mission) bekæmpe den ondskab der netop søger at skabe splittelse og kaste menneskeheden ud i det totale kaos, hvor alle bekriger hinanden frem for at nå til enighed. Jeg kan ikke undgå at læse en tung tung subtext i Predators and Prey og i andre kan sikker godt gætte jer til hvad jeg hentyder til, da det i den grad også var det det forrige nummer Swell handlede om. Dermed er det heller ikke nogen tilfældighed, at det er Andrew der agerer dynamisk duo med Buffy, der i sit forsvar af ham og sin overbevisning, (læs ; Joss Whedons overbevisning), sætter alt ind på at værne om både mangfoldigheden og forskelligheden, samt et alternativ til hvad der af nogen stadig opfattes som værende den normale måde at leve på. En alternativ livsstil som vel at mærke er præcis ligeså normal og naturlig i mine øjne og som Buffy, (efter sin affære med Satsu og generelle holdning), samt Andrew, (hvis seksualitet dog altid kun har ligget i subtext, selv om det er mere end tydeligt hvad han er), i Predators and Prey begge bliver bannerførere for med en offervilje, hvor selv udsigten til at få en kugle for panden ikke får Buffy til at fravige sine principper :
Buffy : Simone? Keep the demon, don’t keep the demon. I don’t care. I’ll find a way to stop you. But Andrew comes with me. I don’t walk away from my people. Because that’s who I am!”
Til gengæld bryder hun så efterfølgende med sin "No Guns" politik, som man også husker den fra tv-serien, men udelukkende kun pga. Andrews sikkerhed, hvilket igen siger en hel del om hvor langt Buffy er villig til at gå i forsvaret af sin overbevisning. Og så er det desuden fedt at se Buffy fra en mere kynisk side mht., (og det er for øvrigt godt set), referencen til Angel dog med den forskel, at Buffys syn på verden er langt mere positivt end Angels var, da han lavede samme stunt. Heldigvis da. God afslutning med Buffy og Andrew hvor der nu slet ikke længere kan være nogen tvivl om, at han er kommet full circle siden sine dage som Buffys modstander.
Vurdering:
Et stærkt nummer, der som sagt får Andrew til at virke i tegneserieform. Nummeret behandler først og fremmest konflikten mellem Simone og Buffy, og den er ganske interessant om end ikke overvældende i originalitet. Jeg håber at Faith får lov til at stå for det endelige opgør med Simone og vise hende, hvem der bestemmer.
Jeg tror, at Andrew træder lidt i baggrunden for nu indtil et uundgåeligt opgør med Warren senere i sæsonen - der er ved at være mange figurer i spil, og sæsonen har snart kun tre kapitler tilbage, og her skal der jo også være plads til Giles, Faith, Oz og Satsu, der formentlig alle spiller en større rolle end ham.
Jeg ku’ ikke være mere enig i det første du skriver her og du har helt ret i at konflikten mellem de to slayers ikke er super original, da vi tidligere har set lignede ting med både Buffy og Faith, samt Faith og Genevieve. Men det fungere til gengæld perfekt i at få udstillet Buffys livssyn/politiske holdninger og lægger desuden en pæn stor cliffhanger ud ang. Simones fremtid, som jeg ser frem til med spænding. Jeg fornemmer, ligesom mig selv, at du heller ikke er specielt vild med Simone og jeg bakker derfor fuld ud op om, at hun trænger til en solid røvfuld. Men jeg så nødig at det igen bliver Faith der skal ud og optræde som skraldemand, for det synes jeg ikke vil være nogen sund udvikling for hende og det ville også samtidig være noget af et tilbageskridt for karakteren som helhed. Jeg tror egentlig heller ikke, at Giles vil udsætte hende for endnu en ”Mission Assasination”, da han også selv var i stor tvivl om, om han sku’ sende Faith efter Genevieve i sin tid. Et interessant træk ku’ derimod være hvis det var Buffy selv der måtte stå for likvideringen, eller at hun beordrer Satsu til det, hvilket så ku’ medføre en lang række interessante ydre og indre konflikter.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Hmm, ja og så lader det til at der har været en del knurren i kulissen tidligere ang. James Marsters medvirken til et oneshot i den gamle Dark Horse serie. Sjovt nok var han ikke tilfreds med den måde Ryan Sook havde tegnet ham og Drusilla på. Det kan jeg jo så kun være enig med ham i. I linket nedenunder gør Scott Allie sit bedste for at glatte tingene ud igen. Det der står til sidst i Allies artikel ang. Ryan Sook og ”Buffy TVS – Season 8”, fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. Godt det aldrig blev en realitet.
En ny fan gir sit bud på de 5 bedste scener i "Buffy". Jeg er helt enig med hende, men ku’ sagtens komme i tanke om mange flere højdepunkter fra serien.
Jeg har holdt skrivepause i denne uge, men fortsætter grifleriet igen inden for de næste par dage, hvilket betyder at de første reviews af Buffy TVS – Omnibus. Vol. 6 ligger klar i tråden til næste weekend. ;)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Skrevet af Tom Fassbender & Jim Pascoe. Tegnet af Cliff Richards.
”The legend says a race of demons, the Gefa’ar, search the known worlds and abduct the best fighters to compete for their entertainment. As the story goes, once you’ve been captured, there’s no way back”.
Efter at ha’ sovet hos Riley på kollegiet forbereder Buffy sig på sin natlige patrulje, da Riley forsøger at overtale hende til at ta' ham med. Grundet episoden tidligere der nær var ved at koste ham livet, afviser hun ham bastant og efterlader sin sårede kriger, i mere en én forstand, alene tilbage i trygge rammer. Samtidig i L.A. kæmper Angel en brav kamp mod en flok dæmoner i hårdfører rustninger, men må til sidst sande at han er oppe imod overmagten og ender bevidstløs, med et mystisk bånd fastlås om halsen, på den kolde asfalt. Tilbage i Sunnydale er Buffy taget et smut forbi sit barndomshjem for at besøge sin mor, der spøger bekymret ind til hvordan det går og indikere mellem linjerne, at hun føler sig temmelig alene i det store hus. Buffy vælger at gå, da hun synes samtalen nærmer sig et krydsforhør og ænser derfor ikke de sidste ord der hænger i luften, men som hun senere for evigt vil huske i kølvandet på den kommende tragedie. Slentrende rundt i gaderne i sine egne tanker bliver hun pludselig overfaldet af samme dæmoner, som fik has på Angel og vågner kort efter op i en gladiator lignende arenas fangekælder side om side med sin gamle flamme. Efter at ha’ rystet chokket af sig begynder de to straks at lægge en strategi til et flugtforsøg, som viser sig at være et rent psykisk anliggende, da hhv. Giles og co. i Sunnydale samt Wesley og Cordelia i L.A. desperat forsøger at vække Buffy og Angels kroppe til live igen. Tilbage i arenaen efter en duel til døden erfarer Buffy og Angel fra en af de andre krigere at løsningen til at slippe ud ligger gemt i deres eget sind og det fælles bånd de deler. Spørgsmålet er nu bare helt præcist hvad og om de overhoved når at finde ud af det, inden det er for sent.
I den første og bedste af makkerparret Fassbender & Pascoes shortstories bliver der set indad i Buffys følelsesregister, hvilket kommer på den ultimative loyalitetsprøve under hende og Angels flugtforsøg fra Gefa’arenes mentale lockdown. Scenen i starten med Riley fungerer derfor som et godt eksempel på Buffys evige problem med at knytte sig fuld ud til ham og kommer samtidig til at stå i skærende kontrast til Buffys langt mere, for hende, betydningsfulde forhold til Angel, som hun trods det at de i princippet ikke er sammen af kød og blod, viser sine følelser for uden nogen former for hæmninger. Riley er jo lykkelig uvidende om situationens alvor, men historien bliver igen en understregning for læseren om, at Buffy aldrig for alvor har elsket ham af hele sit hjerte, enkelt men ganske genialt illustreret i symbolværdien af den omfavnelse som både Angel og Buffys mor Joyce får, med hver deres betydning, men Riley til gengæld ikke opnår.
Det burde egentligt være overflødigt at kommentere på kvaliteten af Cliff Richards illustrationer, som jeg da derfor også blot vil nøjes med at bemærke som sædvanlig befinder sig på samme høje niveau. Et niveau han for øvrigt holder resten af omnibus udgivelsen ud.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Skrevet af Jane Espenson. Tegnet af Cliff Richards.
”I couldn’t sleep. The feeling that something very big was on its way. I don’t sleep well. Ever. I’m not sure what the paintings mean. But they help me think. About symbols and danger and loss and the day the cosmic bill will come true”.
Jonathan er i frit fald, med en smækker prinsesse klamrende fast til sig, på vej mod jorden i et hæsblæsende tempo fra et brændende fly. Med køligt overblik lykkedes det ham at indhente kidnapperen fra flyet, der er i besiddelse af den eneste faldskærm, klikke den på prinsessen og herefter på mirakuløs vis indhente flyet i luften, få det landet og undgå at det styrter ned midt i Sunnydale. Efter at ha’ taget afsked med prinsessen venter Buffy trofast på sit forbillede, som dog ikke har nogen videre brug for hendes support. Atter hjemme i sit overdådige mansion begynder den kølige facade dog at smuldre, da Jonathan tager et nærmere kig på det russiske symbol han tidligere rev af kidnapperens jakke under duellen i luften og fornemmer at der er udfordringer på vej så store, at selv han ikke kan ordne sagerne på egen hånd. Efterhånden som spekulationerne stiger, bliver han mere og mere nervøs og søger tilbage til sit gamle værelse i barndomshjemmet, for at mindes en tid hvor alting var lang mindre kompliceret.
”Jonathan’s innocent bystanders killed in battle. That’s more like it. Maybe it feels right to the witch, but I smell a death trap and I’m getting out. And if you know what’s good for you, Betty, you’ll get out too”.
Tvunget af omstændighederne og inspireret af sin dagbog beslutter han sig for at ta' kontakt til Buffy og bede hende og resten af scoobygang om at samarbejde i et nyt team Jonathan mod den kommende trussel fra en russisk vampyr organisation kaldet Zada, der viser sig at være inspirationskilden for det senere amerikanske projekt, og Rileys tidligere militære arbejdsplads, The Initiative. Lidt efter hos Giles forklarer Jonathan de andre om sin plan og alle melder sig straks til tjeneste, da det pudsigt nok føles som det rigtige at gøre. Spike er derimod den eneste der har bevaret sin kritiske sans og springer med det samme fra med en stærk fornemmelse af, at Jonathan trods sine superevner ikke magter opgaven som leder. Da Spike er forduftet, sætter Jonathan de andre ind i Zadas plan for Sunnydale, der til alles skræk betyder et forsøg på at åbne porten til helvede under byen og skabe totalt kaos. Team J tager alle en dyb vejrtrækning og begiver sig derpå i samlet flok mod kloaksystemet under den nedbrændte highschool, hvor Jonathans arrogance er tæt på at få store konsekvenser for resten af teamet.
I Jane Espensons short story skal vi et hop tilbage i tiden til sæson 4 og afsnittet Superstar, hvor nørden Jonathan, efter at ha’ fusket med magi, gjorde sig selv til det altoverskyggende idol på samtlige områder i Sunnydale og reducerede Buffy og co. til rene statister i skabelsen af en verden, hvor han var at betragte som krydsningen mellem supermand og gud. Men alting har en pris, især når man som ham springer over hvor gærdet er lavest og uden at ha’ gjort sig fortjent til det opnår magt og berømmelse, hvilket han måtte sande i slutningen af selv samme afsnit også selv om hans intentioner i bund og grund udsprang af gode gerninger. ”Superstar” var i sin tid offer for en hel del kritik fra flere fans, der ikke brød sig om den episode fordi man mente, at det virkede som om der blev gjort grin med de rigtige Buffy fans, som Jonathan i serien og specielt i dette afsnit var symbolsk med. Jeg kan for så vidt godt følge dem der har haft det indtryk, for det virker temmelig brutalt den måde Jonathans drøm om at være som sit forbillede bliver revet i stykker på og han efterfølgende med bukket hoved, desillusioneret og ydmygende må fade tilbage til sin næsten usynlige status som nørd. Men jeg mener så samtidig også, at hele forløbet måske nok bliver overfolket lige lovligt negativt. For formålet med ”Superstar” er ikke som jeg ser det et forsøg på at udstille nogen, men i stedet et budskab om frem for at lade sig forblinde af idoldyrkelse, at være tro mod sig selv og sine egne følelser, som det også er det Buffy siger mellem linjerne til Jonathan i den afsluttende scene. Ud over at der så også ligger en morale i at arbejde hårdt for at opnå den heltestatus som f. eks Buffy har, ender Jonathan foruden med at hjælpe hende med at få indsigt i sit forhold til Riley og gjort hende bevidst om, at det fungerer alt andet end perfekt.
I "Codename : Comrades" genbruger Espenson i princippet sin historie fra "Superstar", og drager igen parallelle handlingsforløb hvor militærenheden The Initiative indgår, denne gang dog kun som reference til plottets skurke, den russiske organisation Zada, der også bliver årsagen til at Jonathan må bryde sin egocentriske livsstil og søge fællesskabet, et ord der sjovt nok netop er kendetegnende for det gamle Rusland som Zada står for, men som nu bliver brugt som effektivt våben imod dem fra deres amerikanske modstandere, der udnytter at russerne har stirret sig blind på kapitalismen, hvor hver mand er sig selv nærmest, i forsøget på at overtage verdensherredømmet og i samme åndedrag glemt at arbejde som en enhed. Dette tema er det der sammen med Jonathans realisering af behovet for teamwork, hvad der efter min mening gør ”Codename : Comrades” interessant. Men samtidig synes jeg også, at man mister en del sympati for Jonathan til sidst i plottet, fordi han ikke synes at ha’ lært noget som helst ved at ha’ sat sit team og specielt Giles i livsfare. Allerede her burde han nemlig ha’ indset, at hans jagt på succes og fiflen med magi efterfølgende burde være stoppet. Men det forhindre gerrigheden og grådigheden i ham at gøre og så må han lære det på den hårde måde, hvilket han så også gør i ”Superstar”.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Skrevet af Christopher Golden & Tom Sniegoski. Tegnet af Eric Powell.
”I’m…I’m not even certain I want to be a watcher anymore, Rupert. Their secrecy and paranoia are so self-destructive”.
”Of course I can understand wanting to make up for past transgressions. But being a watcher is not the only way to wage war upon the forces of darkness.”
Året er 2000, stedet er London, mere præcist i de støvede arkiver under Vogternes hovedkvarter. Under en gennemgang af diverse oldgamle og magiske skrifter viser et øjebliks uopmærksomhed sig at blive skæbnesvangert med katastrofale konsekvenser til følge for Mr. Lassitter og hans assistent Thornton. Imens i Sunnydale holder Buffy og Giles deres daglige møde. Da Buffy er daffet videre ud i natten, modtager Giles et opkald fra en tidligere kollega, Micaela Tomasi, om Archie Lassitters tragiske død og tager straks af sted til England for at deltage i begravelsen. Da vogternes råd og speciel den øverste chef Quintin Travers hører om Giles ankomst, markere de øjeblikkeligt deres modvilje og beordrer Tomasi til at holde Giles i kort snor under hans ophold. Lidt efter dukker han op i hovedkvarteret og spørger straks ind til omstændighederne ang. Lassiters død men opnår intet, da rådet har valgt at gi’ sig selv mundkurv på overfor den tidligere vogter, nu irriterende outsider. Dagen efter oven på begravelsen tager Giles og Micaela sig en gravøl på en nærliggende pub og under deres snak erfarer han, ud over at Micaela også er i kridthuset hos Quintin Travers og co., at rådet har skjult sandheden om Lassitter, der i virkeligheden begik selvmord i arkivet for at forhindre en dæmonisk virus i at sprede sig til befolkningen.
”You arrogant fool. I’d like to see you try to have us removed. If what Rupert told me is true, your own secrecy may have brought the apocalypse.”
Trods sandsynligheden for at blive definitivt bortvist trodser Micaela sin frygt og fører Giles ned i arkivet, hvor virussen er holdt i karantæne efter at ha’ krævet to ofre yderligere til Giles store rædsel, da han ser det muterede bæst i al dens horrible vælde. Han genkender straks hvad de har med at gøre fra sin tid som Lassiters lærling og forsikrer derfor hende om at de må handle hurtigt, da virussen er langt sværere at kontrollere end som så. Micaela får herefter straks fat på Travers, da det overraskende viser sig at roden til det hele, medaljonen Amon-rathna, er pist borte fra sin boks. Efter et større skænderi med den stædige Travers, bliver Giles klar over at medaljonen befinder sig hos en af de ansatte, Graham Locke, der er ekspert i rituel magi. Problemet er bare at ingen har hørt fra ham i flere dage og så tager det ikke Giles mange sekunder at regne ud, hvad der er sket. Inden de dog når frem til hans lejlighed, når han på makaber vis at ta’ livet af en kvinde og selv om Giles forsøger at stoppe monstret med et helligt sværd og Micaela, (der viser sig at være lidt af en wicka), med magi, lykkedes det bæstet af undslippe med medaljonen, hvilket betyder at den dynamiske duo nu må ud på en længere jagt, der bringer dem et godt stykke ud på landet til Lockes hjemby, hvor endnu en bizar oplevelse venter dem.
I Golden & Sniesgoski’s makabre plot må Buffy træde i baggrunden til fordel for Giles, der i sin jagt på at stoppe en altødelæggende virus fra fortiden i at gøre et grusomt comeback i nutiden, endnu en gang må krydse klinger med det emsige vogterråd og dets stivnakkede chef Quintin Travers, hvis gammeldags fremgangsmåde og tankegang bliver udstillet og pillet fra hinanden af den person, der er den største torn i øjet på det gamle system, fordi han konstant udfordrer og kritisere deres arbejdsmetoder. Samtidig er rådet fuldt ud klar over, at Giles er et uvurderlig våben i kampen mod ondskaben og derfor kan de ikke risikere, selv om det piner dem, at afskære ham fuldstændig fra deres hemmelighedsfulde loge. Til alt held for Giles får han muligheden for at få en fod inden for døren, da han finder en allieret i den ligeledes rebelske og ildesete vogter på prøve Micaela Tomasi, hvis fortid der bliver refereret til, og det er første gang jeg har oplevet det, serien af bøger/noveller, der kører parallelt med både tv og tegneserien.
(Disse bøger, trods det at flere af forfatterne er anerkendte i Buffy/Angel universet, betragtes normalt ikke som en del af den officielle canon, men det brydes der som sagt med i ”Beyond The Pale” ved at gøre opmærksom på, at man kan læse om Micaelas kontrovers med vogterådet i The Gatekeeper Trilogy, som man kan læse mere om her) ;
Dermed bliver begge, uden at det dog skal ses på en bombastisk facon, symbolsk med individualistens kamp mod det etablerede system som har spillet fallit og hvis regelsæt trænger til en go gammeldavs rusketur der kan forny tankegangen, hvilket Giles og Micaela er mere end parat til at kæmpe for og ændre på i et teamwork der går nye veje og lykkedes, hvilket viser sig i sidste ende at betyde overlevelsen af den menneskelige race.
I ”Beyond The Pale” står Eric Powell for illustrationerne og ligesom jeg ikke troede han ku’ tegne mere klamt, (på den fede måde), ja så hiver han minsandten lige et par af de absolut mes ulækre og vamle billeder frem han til dato har lavet, når han la’ den dæmoniske virus udfolde sig for fuld kraft og assimilere sine ofre til et monster bedst sammenlignet med det man kender fra John Carpenters The Thing. Når det så er sagt er resten af illustrationerne ret flotte og stemningsfulde og jeg må indrømme, at jeg på nuværende tidspunkt er kommet til at holde ret meget af hans specielle stil.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Skrevet af Tom Fassbender & Jim Pascoe. Tegnet af Cliff Richards.
”You know I think you’re the greatest, Riley Finn, so please be honest with me. You won’t hurt my feelings if you’re honest”.
Buffy og Riley er på vej mod kollegiet efter at ha’ været i byen og spise, da Buffy som tak for en hyggelig aften, og en reminder om hvad hun føler for ham, overasker Riley med en gave i form af en halskæde af sølv. Frem for at gøre hende glad og ta' imod gaven, går Riley i baglås og la’ i stedet sin gammeldags mandchauvinistiske holdninger skinne igennem til Buffys store irritation. Midt i skænderiet bliver de uhøfligt afbrudt af en bande vampyrer, som trods flere forsøg ikke trænger igennem, heller ikke da alle parter kort efter befinder sig i en større slåskamp, hvor Buffy og Riley la’ deres frustrationer gå ud over blodsugerne, inden de atter finder trøst i hinandens arme.
Der er ikke det store at komme efter i Fassbender & Pascoes anden short story, der mest af alt fungere som en kort vignette og opfølger til temaet fra ”City of Despair”, ved at udstille Rileys manglende evne til at kommunikere med Buffy og igen understrege at deres forhold knirker i krogene, selvom dette problem med halskæden er ovre i hvad man roligt kan betegne som småtingsafdelingen. Et eller andet sted kan jeg ikke la’ vær med at tænke, at det for så vidt er helt ok at de to går fra hinanden, når han handler som han gør her, hvor blot et simpelt tak ku’ ha’ ændret på hele forløbet.
Punish Me With Kisses : 8 sider.
Skrevet af Jamie S. Rich & Chynna Glugston. Tegnet af Chynna Glugston
”I must say, I’m not sure if I understand the way you modern girls like to dress, but that doesn’t mean I don’t like it”.
”Uh-oh. I think my cross-dressing attracted the wrong kind of ghost.”
Under sine studier af de store bøger om magi har Tara læst om en sjælden blomst, en snowflower, hvis blade når de knuses og blandes i en mikstur, vil gi’ dem der er så heldige at finde én et powerboost af en anden verden og dermed en opgradering af ens egne magiske evner. Nu vil heldet det, at Tara er blevet bekendt med hvor hende og Willow kan finde blomsten og herpå begir de to kærester sig af sted mod et tilsyneladende uskyldigt og fredeligt Bed & Breakfast i udkanten af Sunnydale. Inden længe går det dog op for de to tøser, at det langt fra er tilfældet og efter en kort samtale med stedets ejer Mr. Wooster erfarer de, at huset er hjemsøgt af et spøgelse ved navn Camille, der har for vane at jage de mandlige gæster på porten. For at få ro til deres oprindelige projekt beslutter de sig for at hjælpe ejeren og lægger en plan for at få skovlen under Camille, der betyder at de må gå undercover som straight par og Tara forklæde sig som mand. Rolleskiftet ender med at Camilles mand Ogden, (også et spøgelse), højst uventet dukker op, inden den jaloux kone ankommer til værelset og starter et større skænderi, der fortæller grunden til hendes spøgeri på stedet.
Rich & Glugstons bidrag, et vaskeægte kærlighedsmysterium, fungere på sin vis glimrende trods sin ultra korte længde, men er også lidt for tuttenuttet og kæk i sin fortælleform, (understøttet af Glugstons sprælske manga stil som jeg slet ikke snuppe), der dog alligevel formår at underholde i sin beskrivelse af Tara og Willows forhold, som her holdes udelukkende i subtext, stik modsat Amber Bensons hjertevarme og langt bedre Wannablessedbe, der bringer følelserne de to kvinder imellem helt frem i lyset.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Englen fra sidste nummer tager igen menneskelig form, mens Angel ser sig forvirret omkring og fidner ud af, at folkene omkring ham inklusive Kate og Conner intet har registreret, og at han hellere må lade som ingenting for nu.
Andetsteds følger Gwen efter den mystiske Dez frem til en mere eller mindre tom bygning, hvori hun filmer Dez, der forvandler en de mænd, der lider under efterveerne fra Wolfram and Harts magiudladning, til en vild gorilla, hvorefter hun kontakter én, som skal komme og hente ham.
Tilbage i kirken beslutter Angel sig for, at han ikke længere stoler på byrådsmedlemmerne, og at han selv må holde de sindssyge folk fanget, indtil han kan hjælpe dem. Angel begynder at tvivle på, at han rent faktisk så en engel tidligere.
Efterfølgende viser Gwen sin optagelse til Kate, og de to følger igen efter Dez hen til den tomme bygning, hvor de to kvinder overmander Dez og fanger hende i et kælderrum, og det er tydeligt at det er Gwen, der står for den hårde linie, mens Kate mener, at de måske er gået over stregen.
Angel opsøger englen, "James" på hospitalet, og det viser sig, at han via magi frit kan gå ud og ind, uden at folk omkring dem opdager noget; han er blevet på hospitalet, fordi han ikke uden hjælp kunne passere de horder af dæmoner, der har skjult sig udenfor hospitalets indgang, og de to indleder en vild kampfor at komme væk. Herefter forklarer James, at "The Powers That Be" havde sendt en hel hær af krigerengle til at hjælpe Angels gruppe i helvedet, men at disse mere eller mindre kom for sent, og at de aldrig fik nogle ordrer om at vende hjem, men i stedet blev fanget én efter én, og Cordelia har givet James besked på at søge hjælp hos Angel.
Herefter får Angel besked på at skille sig af med byrådet, der ikke bliver overraskede over den efterfølgende konfrontation og smilende giver ham løn og takker for hans hidtidige arbejde, mens de lader ham vide, at de ved alt om hans møde med engel James, som de hævder, at de selv ville have sluppet fri, hvis det ikke var for de truende dæmoner udenfor hospitalet. De advarer ham i øvrigt om, at James har en skjult dagsorden, og fortæller ham, at han blot skal kalde, når han igen får brug for deres hjælp.
Vurdering: Endelig sker der noget i Aftermath, hvis største problem vist må være, at der er rigtigt, rigtigt mange bolde i luften i forhold til, at der kun er to numre tilbage; handlingen skulle nok umiddelbart være gået i gang noget før.
Kate er mere afdæmpet, hvilket også gør, at hun er mere in-character end tidligere i serien, og nummerets bedste scener er dem mellem Gwen, Kate og Dez, og den sidste af disse viser sig også at have en ganske interessant baggrundshistorie.
Jeg har dog stadig visse problemer med Aftermath; hele ideen med krigerengle synes ikke rigtigt at passe ind i Buffys univers, og vi fik i "After The Fall" at vide, at The Powers That Be netop ikke kunne hjælpe gruppen i helvedet; der er altså lidt anstregt kontinuitet. Men stadigvæk er det ret svært at forholde sig overordnet til historien; for det føles endnu som om, den lige er ved at begynde.
Jeg hader tegneren (Dave Ross), og han får mig ligefrem til at savne Urru!
#191 NightHawk 16 år siden
Aloha! Og stort tillykke:)
Jep, så blev det minsanten d. 14 April nok engang og det betyder jo selvfølgelig at vores alle sammens yndlingsslayer, altid søde, sexede, smukke og rap i replikken Sarah Michelle Gellar blir 32 år i dag. Derfor har jeg efter lang tids søgen fundet en tributevideo og et interview frem, som meget passende dækker den smækre slayer. Musikvideoen har et ret sjov indledning og en ret tilbagelænet og cool sang, der gir perfekt mening, når den rammer omkvædet. Enjoy!
SMG – Musikvideo :
Nedenunder følger et meget morsomt klip da Sarah besøger Conan O' Brien tilbage i 2002. Hun er der i princippet pga. "Scooby Doo" premieren, men interview'et kommer hurtigt til at handle om noget helt andet til Conans store fornøjelse. Læn jer tilbage og nyd de to i en herlig ping-pong, som jeg har grint højt af ved flere gensyn :
SMG – Conan O’Brien :
#192 tiany 16 år siden
Scooby doo...ITS GOT BOOBS!
#193 NightHawk 16 år siden
Buffy TVS – Season 8 # 24 – ”Safe” ; Q & A med Scott Allie :
http://slayaliveforums.proboards.com/index.cgi?boa...
Buffy TVS – Season 8 ; Jo Chen – Nomineret til en Eisner Award :
http://www.comicbookresources.com/?page=article&am...
Angel # 20 – Preview :
http://www.comicscontinuum.com/stories/0904/17/ang...
http://www.comicscontinuum.com/stories/0904/17/ang...
http://www.comicscontinuum.com/stories/0904/17/ang...
http://www.comicscontinuum.com/stories/0904/17/ang...
http://www.comicscontinuum.com/stories/0904/17/ang...
http://www.comicscontinuum.com/stories/0904/17/ang...
Angel # 23 – Preview :
http://3.bp.blogspot.com/_npCa0ZKo4i8/See7WtOb8QI/...
-------------------------------------------------
DollHouse – Detaljer om DVD & Blu-Ray udgivelserne. :
http://www.tvshowsondvd.com/news/Dollhouse-Season-...
DollHouse – Episode 13/14 ; The Big Confusion :
http://sepinwall.blogspot.com/2009/04/dollhouse-13...
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/story...
Skal lige advare mod klippet nedenunder. Det kan føre til akut svimmelhed og hedeture. :D
DollHouse – Episode 9 ; “A Spy In The House of Love”. Klip & Reviews :
http://www.avclub.com/articles/a-spy-in-the-house-...
http://www.tvsquad.com/2009/04/11/dollhouse-a-spy-...
http://watching-tv.ew.com/2009/04/dollhouse-joss.h...
http://sepinwall.blogspot.com/2009/04/dollhouse-sp...
http://www.ifmagazine.com/review.asp?article=3172
DollHouse – Episode 10 ; “Haunted” – Teaser Trailer :
DollHouse – Joss Whedon about The future of the Show :
http://scifiwire.com/2009/04/joss-whedon-speculate...
DollHouse – Joss Whedon : The Survival of DH :
http://scifiwire.com/2009/04/joss-whedon-what-it-w...
DollHouse – Eliza Dushku on why Fox might renew the Show :
http://scifiwire.com/2009/04/dollhouses-eliza-dush...
--------------------------------------------------
James Marsters & Son – Jam session :
Fandt et gammelt interview forleden, som jeg synes var ret sjovt. Kan varmt anbefales. :)
James Marsters, Boreanaz, Acker & Richards ; Angel – Season 5 Interview :
Hvis i endnu ikke har set klippet nedenunder, så læn jer tilbage og nyd en stak guldkorn fra mesteren himself. Dette er beviset på at der kun eksistere én gud…og hans navn er Joss Whedon. ;)
Joss Whedon On Humanism – Lifetime Achivement Award Speech :
”Move the promised land to Jamaica” :D
"Faith in God means believing absolutely in something with no proof whatsoever. Faith in humanity means believing absolutely in something with a HUGE amount of proof to the contrary. WE are the true believers."
#194 NightHawk 16 år siden
Buffy The Vampire Slayer - Season 8 # 23: Predators and Prey :
http://www.darkhorse.com/Comics/Previews/15-331
http://www.darkhorse.com/Comics/Previews/15-743
Jeg er helt på bølgelængde med dig i det første afsnit, for det var præcis også de samme følelser jeg sad med, da man gik fra at følge karaktererne i levende live til nu pludselig at sku’ opleve dem i illustreret form. Og Andrew er nok den sværeste figur, at få omsat på en tilpas tilfredsstillende måde netop pga. Tom Lenks måde at portrættere sin rolle, der i den grad levede højt på hans brug af kropssprog og ansigtsmimik, som var det primære værktøj til at få formidlet humoren igennem skærmen. Dialogen er Whedon og co. derimod sluppet rigtig godt fra og fanger Andrews måde at tale på, men kropsproget er som sagt en helt anden og langt sværere proces at arbejde med i tegneserieregi og her mangler jeg stadigvæk at blive fuldkommen overbevist. Synes dog at dette nummer viser, at de bevæger sig i den ønskede retning, så der er håb forude for dem af os der stadig er en smule skeptiske.
Kan for øvrigt godt li’ den måde Drew Greenberg åbner historien på, der igen spiller på det forløb man også så i sæson 7 hvor Andrews opfattelse af virkeligheden kontra Buffys ikke helt stemmer overens. Men hendes efterfølgende nærmest undskyldende måde at reagere på, da hun kommer til at overfuse ham, viser så også at deres forhold har udviklet sig i en klart positiv retning, hvorimod Buffy før hen op til flere gange ku’ ha’ dræbt ham sine øjne, hvis det var muligt. Respekten opnåede Andrew dog til sidst, mere præcist i Chosen og med sin vogterstatus i sæson 5 af Angel, som der nu fornemt bliver bygget videre på i Predators and Prey.
Og her begynder historien så for alvor at blive fascinerende, da Greenberg sætter problembarnet Simone Doffler, (hvis handlinger nu er specielt uheldige pga. den situation som Angel i After The Fall har skabt, hvor vampyrer bliver set på som heltene og slayers som skurkene af resten af verden), op imod temaet om hvor grænsen går for hvor langt Buffy og co. kan tillade sig at gå med den magt, som de har til rådighed for at få bragt styr på tropperne og alle til at dele samme overbevisning som den Buffy står for. Og hermed er linjerne trukket skarpt op i en konfrontation, som minder mig om noget vi tidligere har læst i sæson 8, men mere om det længere nede.
Hvad sker der for resten lige for Andrew aka. Mr. vendekåbe ang. Daniel Craig? Har han virkelig allerede svigtet sit store idol Timothy Dalton? :) Hmm, og det at han ikke sku’ ha’ lagt mærke til Craigs badebukser er da så nok den største løgn, når man tænker på Andrews fanboy tilbedelse, (med en kraftig subtext), af mandlige idoler så som Warren, Spike og Dalton.
Fik mig sgu et godt grin over Andrews lange rant, især den joke om Hellen Keller og så den med Pierce Brosnan og Miss. Doubtfire, som Buffy fyrer af til sidst. :D
Hele det her scenarie med Andrews skyldfølelse over at ha’ mistet Simone og den måde hun selv efterfølgende agerer på, hvor hun betragter sig selv som et bedre/højerestående menneske pga. sine super-evner, minder mig om præcis det samme forløb man så tilbage i sæson 3 ang. Faith og Wesley og senere med kulminationen på de to slayers med det vidt forskellige livssyn i deres konfrontation i Graduation Day, hvor Buffy ikke så nogen anden løsning end at rydde den på dette tidspunkt fortabte Faith af vejen. Hun kom dog heldigvis af en meget lang omvej tilbage på sporet igen og i No Future For You er rollerne nu byttet om, så det er Faith der står for at sku’ eliminere en renegade slayer i form af overklassepigen Lady Genevieve, der ligesom Simone også lider af mere eller mindre af storhedsvanvid og overdreven arrogance, og ikke har meget til overs for det almindelige menneske som begge ønskede/ønsker at kontrollere, hvorimod Buffy ser det som sin pligt at forsvare og hjælpe menneskeheden, også selvom den i nogle tilfælde ikke har fortjent det.
Da Greenberg tager os med ind i finalen, får man virkelig et godt og skræmmende indtryk af, (kort men effektivt beskrevet af George Jeantrys illustrationer af det kollapsede samfund på øen og den lille pige), hvor dybt afsporet Simone i bund og grund er. Kombineret med hendes kommentar til Andrew, som hun tydeligvis betragter som værende et underklassemenneske, er grænsen mellem hende og den nazistiske tankegang ligeså hårfin som Simones trimmede punkerfrisure. Og man ku’ endda gå så vidt som at sige, at grænsen slet ikke eksisterer, men det vil jeg dog vente lidt med indtil vi har set Simone i nogle flere situationer, der kan definere om hun virkelig er så forskruet som Predators and Prey gir udtryk for. Faith formåede at ændre sig, så man ved jo aldrig. Men så igen er der situationen vdr. Genevieve, som også skal tages med i den samlede vurdering, for hvis hun blev betragtet som en trussel der var bedst at rydde af vejen, ja så kan man da på nuværende tidspunkt også sagtens synes det samme om Simone Doffler. Hvor om alting er så væmmes jeg ved de holdninger hun trumfer igennem og som hun desværre og mindst ligeså skræmmende har fået andre til at indordne sig under, hvilket også siger en del om de slayers hun har i sin hær tydelige mangel på selvstændighed. Da Buffy og Andrew står ansigt til ansigt med Simone, siger det følgende alt om hvor forkert hun betragter verden :
Simone : ”They wanted us to live under their rules, now we make them live under ours. We bring our oppressors to their knees. We can be the agents of change and fear we were meant to be. It’s Who We Are!”
Buffy : ”It’s not who I am!”
Her illustrerer Simone åbenlyst at hun er kommet på afveje, for filosofien om at sætte hårdt mod hårdt og gi’ igen af samme skuffe mod dem der ikke forstår deres livsstil, vil jo aldrig føre noget godt med sig og hjælper på ingen måde slayerne ud af den situation de befinder sig i, eller i at opnå forståelse og accept fra den almindelige borger, og i fællesskab med dem, (hvilket er Buffys mission) bekæmpe den ondskab der netop søger at skabe splittelse og kaste menneskeheden ud i det totale kaos, hvor alle bekriger hinanden frem for at nå til enighed. Jeg kan ikke undgå at læse en tung tung subtext i Predators and Prey og i andre kan sikker godt gætte jer til hvad jeg hentyder til, da det i den grad også var det det forrige nummer Swell handlede om. Dermed er det heller ikke nogen tilfældighed, at det er Andrew der agerer dynamisk duo med Buffy, der i sit forsvar af ham og sin overbevisning, (læs ; Joss Whedons overbevisning), sætter alt ind på at værne om både mangfoldigheden og forskelligheden, samt et alternativ til hvad der af nogen stadig opfattes som værende den normale måde at leve på. En alternativ livsstil som vel at mærke er præcis ligeså normal og naturlig i mine øjne og som Buffy, (efter sin affære med Satsu og generelle holdning), samt Andrew, (hvis seksualitet dog altid kun har ligget i subtext, selv om det er mere end tydeligt hvad han er), i Predators and Prey begge bliver bannerførere for med en offervilje, hvor selv udsigten til at få en kugle for panden ikke får Buffy til at fravige sine principper :
Buffy : Simone? Keep the demon, don’t keep the demon. I don’t care. I’ll find a way to stop you. But Andrew comes with me. I don’t walk away from my people. Because that’s who I am!”
Til gengæld bryder hun så efterfølgende med sin "No Guns" politik, som man også husker den fra tv-serien, men udelukkende kun pga. Andrews sikkerhed, hvilket igen siger en hel del om hvor langt Buffy er villig til at gå i forsvaret af sin overbevisning. Og så er det desuden fedt at se Buffy fra en mere kynisk side mht., (og det er for øvrigt godt set), referencen til Angel dog med den forskel, at Buffys syn på verden er langt mere positivt end Angels var, da han lavede samme stunt. Heldigvis da. God afslutning med Buffy og Andrew hvor der nu slet ikke længere kan være nogen tvivl om, at han er kommet full circle siden sine dage som Buffys modstander.
Jeg ku’ ikke være mere enig i det første du skriver her og du har helt ret i at konflikten mellem de to slayers ikke er super original, da vi tidligere har set lignede ting med både Buffy og Faith, samt Faith og Genevieve. Men det fungere til gengæld perfekt i at få udstillet Buffys livssyn/politiske holdninger og lægger desuden en pæn stor cliffhanger ud ang. Simones fremtid, som jeg ser frem til med spænding. Jeg fornemmer, ligesom mig selv, at du heller ikke er specielt vild med Simone og jeg bakker derfor fuld ud op om, at hun trænger til en solid røvfuld. Men jeg så nødig at det igen bliver Faith der skal ud og optræde som skraldemand, for det synes jeg ikke vil være nogen sund udvikling for hende og det ville også samtidig være noget af et tilbageskridt for karakteren som helhed. Jeg tror egentlig heller ikke, at Giles vil udsætte hende for endnu en ”Mission Assasination”, da han også selv var i stor tvivl om, om han sku’ sende Faith efter Genevieve i sin tid. Et interessant træk ku’ derimod være hvis det var Buffy selv der måtte stå for likvideringen, eller at hun beordrer Satsu til det, hvilket så ku’ medføre en lang række interessante ydre og indre konflikter.
#195 NightHawk 16 år siden
Vi lægger ud med en ret interessant artikel, (hvoraf de to første dele ud af fire er færdiggjort), som linker Buffy med DollHouse.
Buffy To DollHouse – Part 1 & 2 :
http://notaplanet.wordpress.com/2009/04/21/joss-wh...
http://notaplanet.wordpress.com/2009/04/23/joss-wh...
Hmm, ja og så lader det til at der har været en del knurren i kulissen tidligere ang. James Marsters medvirken til et oneshot i den gamle Dark Horse serie. Sjovt nok var han ikke tilfreds med den måde Ryan Sook havde tegnet ham og Drusilla på. Det kan jeg jo så kun være enig med ham i. I linket nedenunder gør Scott Allie sit bedste for at glatte tingene ud igen. Det der står til sidst i Allies artikel ang. Ryan Sook og ”Buffy TVS – Season 8”, fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. Godt det aldrig blev en realitet.
Buffy TVS – James Marsters, “A Rude Awakening” :
http://splashpage.mtv.com/2009/04/21/exclusive-wri...
Buffy TVS – Season 8 ; Dark Horse Response To James Marsters :
http://splashpage.mtv.com/2009/04/21/dark-horse-re...
En ny fan gir sit bud på de 5 bedste scener i "Buffy". Jeg er helt enig med hende, men ku’ sagtens komme i tanke om mange flere højdepunkter fra serien.
Buffy TVS – Jane After Dark ; Top Five Moments :
http://www.tvsquad.com/2009/04/25/jane-after-dark-...
--------------------------------------------------------
DollHouse – Joss Whedon on renewal chances + much more : http://featuresblogs.chicagotribune.com/entertainm...
DollHouse – Episode 10, “Haunted”; klip & Reviews :
http://www.avclub.com/articles/haunted,27152/
http://blog.zap2it.com/ithappenedlastnight/2009/04...
http://sepinwall.blogspot.com/2009/04/dollhouse-ha...
http://www.tvsquad.com/2009/04/25/dollhouse-haunte...
http://blogs.pioneerlocal.com/entertainment/2009/0...
DollHouse – Episode 11, “Briar Rose” ; Teaser Trailer :
Eliza Dushku – Bonnie Hunt Interview :
Jeg har holdt skrivepause i denne uge, men fortsætter grifleriet igen inden for de næste par dage, hvilket betyder at de første reviews af Buffy TVS – Omnibus. Vol. 6 ligger klar i tråden til næste weekend. ;)
#196 NightHawk 16 år siden
Buffy The Vampire Slayer – Omnibus. Vol. 6
City of Despair : 16 sider.
http://buffycomics.hellmouthcentral.com/covers/BTV...
Skrevet af Tom Fassbender & Jim Pascoe. Tegnet af Cliff Richards.
”The legend says a race of demons, the Gefa’ar, search the known worlds and abduct the best fighters to compete for their entertainment. As the story goes, once you’ve been captured, there’s no way back”.
Efter at ha’ sovet hos Riley på kollegiet forbereder Buffy sig på sin natlige patrulje, da Riley forsøger at overtale hende til at ta' ham med. Grundet episoden tidligere der nær var ved at koste ham livet, afviser hun ham bastant og efterlader sin sårede kriger, i mere en én forstand, alene tilbage i trygge rammer. Samtidig i L.A. kæmper Angel en brav kamp mod en flok dæmoner i hårdfører rustninger, men må til sidst sande at han er oppe imod overmagten og ender bevidstløs, med et mystisk bånd fastlås om halsen, på den kolde asfalt. Tilbage i Sunnydale er Buffy taget et smut forbi sit barndomshjem for at besøge sin mor, der spøger bekymret ind til hvordan det går og indikere mellem linjerne, at hun føler sig temmelig alene i det store hus. Buffy vælger at gå, da hun synes samtalen nærmer sig et krydsforhør og ænser derfor ikke de sidste ord der hænger i luften, men som hun senere for evigt vil huske i kølvandet på den kommende tragedie. Slentrende rundt i gaderne i sine egne tanker bliver hun pludselig overfaldet af samme dæmoner, som fik has på Angel og vågner kort efter op i en gladiator lignende arenas fangekælder side om side med sin gamle flamme. Efter at ha’ rystet chokket af sig begynder de to straks at lægge en strategi til et flugtforsøg, som viser sig at være et rent psykisk anliggende, da hhv. Giles og co. i Sunnydale samt Wesley og Cordelia i L.A. desperat forsøger at vække Buffy og Angels kroppe til live igen. Tilbage i arenaen efter en duel til døden erfarer Buffy og Angel fra en af de andre krigere at løsningen til at slippe ud ligger gemt i deres eget sind og det fælles bånd de deler. Spørgsmålet er nu bare helt præcist hvad og om de overhoved når at finde ud af det, inden det er for sent.
--------------------------------------------------
I den første og bedste af makkerparret Fassbender & Pascoes shortstories bliver der set indad i Buffys følelsesregister, hvilket kommer på den ultimative loyalitetsprøve under hende og Angels flugtforsøg fra Gefa’arenes mentale lockdown. Scenen i starten med Riley fungerer derfor som et godt eksempel på Buffys evige problem med at knytte sig fuld ud til ham og kommer samtidig til at stå i skærende kontrast til Buffys langt mere, for hende, betydningsfulde forhold til Angel, som hun trods det at de i princippet ikke er sammen af kød og blod, viser sine følelser for uden nogen former for hæmninger. Riley er jo lykkelig uvidende om situationens alvor, men historien bliver igen en understregning for læseren om, at Buffy aldrig for alvor har elsket ham af hele sit hjerte, enkelt men ganske genialt illustreret i symbolværdien af den omfavnelse som både Angel og Buffys mor Joyce får, med hver deres betydning, men Riley til gengæld ikke opnår.
Det burde egentligt være overflødigt at kommentere på kvaliteten af Cliff Richards illustrationer, som jeg da derfor også blot vil nøjes med at bemærke som sædvanlig befinder sig på samme høje niveau. Et niveau han for øvrigt holder resten af omnibus udgivelsen ud.
#197 NightHawk 16 år siden
Buffy The Vampire Slayer – Omnibus. Vol. 6
Jonathan – Codename Comrades : 26 sider.
http://www.darkhorse.com/Comics/Previews/00-221
http://www.darkhorse.com/Comics/Previews/00-223
Skrevet af Jane Espenson. Tegnet af Cliff Richards.
”I couldn’t sleep. The feeling that something very big was on its way. I don’t sleep well. Ever. I’m not sure what the paintings mean. But they help me think. About symbols and danger and loss and the day the cosmic bill will come true”.
Jonathan er i frit fald, med en smækker prinsesse klamrende fast til sig, på vej mod jorden i et hæsblæsende tempo fra et brændende fly. Med køligt overblik lykkedes det ham at indhente kidnapperen fra flyet, der er i besiddelse af den eneste faldskærm, klikke den på prinsessen og herefter på mirakuløs vis indhente flyet i luften, få det landet og undgå at det styrter ned midt i Sunnydale. Efter at ha’ taget afsked med prinsessen venter Buffy trofast på sit forbillede, som dog ikke har nogen videre brug for hendes support. Atter hjemme i sit overdådige mansion begynder den kølige facade dog at smuldre, da Jonathan tager et nærmere kig på det russiske symbol han tidligere rev af kidnapperens jakke under duellen i luften og fornemmer at der er udfordringer på vej så store, at selv han ikke kan ordne sagerne på egen hånd. Efterhånden som spekulationerne stiger, bliver han mere og mere nervøs og søger tilbage til sit gamle værelse i barndomshjemmet, for at mindes en tid hvor alting var lang mindre kompliceret.
”Jonathan’s innocent bystanders killed in battle. That’s more like it. Maybe it feels right to the witch, but I smell a death trap and I’m getting out. And if you know what’s good for you, Betty, you’ll get out too”.
Tvunget af omstændighederne og inspireret af sin dagbog beslutter han sig for at ta' kontakt til Buffy og bede hende og resten af scoobygang om at samarbejde i et nyt team Jonathan mod den kommende trussel fra en russisk vampyr organisation kaldet Zada, der viser sig at være inspirationskilden for det senere amerikanske projekt, og Rileys tidligere militære arbejdsplads, The Initiative. Lidt efter hos Giles forklarer Jonathan de andre om sin plan og alle melder sig straks til tjeneste, da det pudsigt nok føles som det rigtige at gøre. Spike er derimod den eneste der har bevaret sin kritiske sans og springer med det samme fra med en stærk fornemmelse af, at Jonathan trods sine superevner ikke magter opgaven som leder. Da Spike er forduftet, sætter Jonathan de andre ind i Zadas plan for Sunnydale, der til alles skræk betyder et forsøg på at åbne porten til helvede under byen og skabe totalt kaos. Team J tager alle en dyb vejrtrækning og begiver sig derpå i samlet flok mod kloaksystemet under den nedbrændte highschool, hvor Jonathans arrogance er tæt på at få store konsekvenser for resten af teamet.
-------------------------------------------------------
I Jane Espensons short story skal vi et hop tilbage i tiden til sæson 4 og afsnittet Superstar, hvor nørden Jonathan, efter at ha’ fusket med magi, gjorde sig selv til det altoverskyggende idol på samtlige områder i Sunnydale og reducerede Buffy og co. til rene statister i skabelsen af en verden, hvor han var at betragte som krydsningen mellem supermand og gud. Men alting har en pris, især når man som ham springer over hvor gærdet er lavest og uden at ha’ gjort sig fortjent til det opnår magt og berømmelse, hvilket han måtte sande i slutningen af selv samme afsnit også selv om hans intentioner i bund og grund udsprang af gode gerninger. ”Superstar” var i sin tid offer for en hel del kritik fra flere fans, der ikke brød sig om den episode fordi man mente, at det virkede som om der blev gjort grin med de rigtige Buffy fans, som Jonathan i serien og specielt i dette afsnit var symbolsk med. Jeg kan for så vidt godt følge dem der har haft det indtryk, for det virker temmelig brutalt den måde Jonathans drøm om at være som sit forbillede bliver revet i stykker på og han efterfølgende med bukket hoved, desillusioneret og ydmygende må fade tilbage til sin næsten usynlige status som nørd. Men jeg mener så samtidig også, at hele forløbet måske nok bliver overfolket lige lovligt negativt. For formålet med ”Superstar” er ikke som jeg ser det et forsøg på at udstille nogen, men i stedet et budskab om frem for at lade sig forblinde af idoldyrkelse, at være tro mod sig selv og sine egne følelser, som det også er det Buffy siger mellem linjerne til Jonathan i den afsluttende scene. Ud over at der så også ligger en morale i at arbejde hårdt for at opnå den heltestatus som f. eks Buffy har, ender Jonathan foruden med at hjælpe hende med at få indsigt i sit forhold til Riley og gjort hende bevidst om, at det fungerer alt andet end perfekt.
I "Codename : Comrades" genbruger Espenson i princippet sin historie fra "Superstar", og drager igen parallelle handlingsforløb hvor militærenheden The Initiative indgår, denne gang dog kun som reference til plottets skurke, den russiske organisation Zada, der også bliver årsagen til at Jonathan må bryde sin egocentriske livsstil og søge fællesskabet, et ord der sjovt nok netop er kendetegnende for det gamle Rusland som Zada står for, men som nu bliver brugt som effektivt våben imod dem fra deres amerikanske modstandere, der udnytter at russerne har stirret sig blind på kapitalismen, hvor hver mand er sig selv nærmest, i forsøget på at overtage verdensherredømmet og i samme åndedrag glemt at arbejde som en enhed. Dette tema er det der sammen med Jonathans realisering af behovet for teamwork, hvad der efter min mening gør ”Codename : Comrades” interessant. Men samtidig synes jeg også, at man mister en del sympati for Jonathan til sidst i plottet, fordi han ikke synes at ha’ lært noget som helst ved at ha’ sat sit team og specielt Giles i livsfare. Allerede her burde han nemlig ha’ indset, at hans jagt på succes og fiflen med magi efterfølgende burde være stoppet. Men det forhindre gerrigheden og grådigheden i ham at gøre og så må han lære det på den hårde måde, hvilket han så også gør i ”Superstar”.
#198 NightHawk 16 år siden
Buffy The Vampire Slayer – Omnibus. Vol. 6
Giles – Beyond The Pale : 26 sider.
http://www.darkhorse.com/Comics/Previews/99-516
Skrevet af Christopher Golden & Tom Sniegoski. Tegnet af Eric Powell.
”I’m…I’m not even certain I want to be a watcher anymore, Rupert. Their secrecy and paranoia are so self-destructive”.
”Of course I can understand wanting to make up for past transgressions. But being a watcher is not the only way to wage war upon the forces of darkness.”
Året er 2000, stedet er London, mere præcist i de støvede arkiver under Vogternes hovedkvarter. Under en gennemgang af diverse oldgamle og magiske skrifter viser et øjebliks uopmærksomhed sig at blive skæbnesvangert med katastrofale konsekvenser til følge for Mr. Lassitter og hans assistent Thornton. Imens i Sunnydale holder Buffy og Giles deres daglige møde. Da Buffy er daffet videre ud i natten, modtager Giles et opkald fra en tidligere kollega, Micaela Tomasi, om Archie Lassitters tragiske død og tager straks af sted til England for at deltage i begravelsen. Da vogternes råd og speciel den øverste chef Quintin Travers hører om Giles ankomst, markere de øjeblikkeligt deres modvilje og beordrer Tomasi til at holde Giles i kort snor under hans ophold. Lidt efter dukker han op i hovedkvarteret og spørger straks ind til omstændighederne ang. Lassiters død men opnår intet, da rådet har valgt at gi’ sig selv mundkurv på overfor den tidligere vogter, nu irriterende outsider. Dagen efter oven på begravelsen tager Giles og Micaela sig en gravøl på en nærliggende pub og under deres snak erfarer han, ud over at Micaela også er i kridthuset hos Quintin Travers og co., at rådet har skjult sandheden om Lassitter, der i virkeligheden begik selvmord i arkivet for at forhindre en dæmonisk virus i at sprede sig til befolkningen.
”You arrogant fool. I’d like to see you try to have us removed. If what Rupert told me is true, your own secrecy may have brought the apocalypse.”
Trods sandsynligheden for at blive definitivt bortvist trodser Micaela sin frygt og fører Giles ned i arkivet, hvor virussen er holdt i karantæne efter at ha’ krævet to ofre yderligere til Giles store rædsel, da han ser det muterede bæst i al dens horrible vælde. Han genkender straks hvad de har med at gøre fra sin tid som Lassiters lærling og forsikrer derfor hende om at de må handle hurtigt, da virussen er langt sværere at kontrollere end som så. Micaela får herefter straks fat på Travers, da det overraskende viser sig at roden til det hele, medaljonen Amon-rathna, er pist borte fra sin boks. Efter et større skænderi med den stædige Travers, bliver Giles klar over at medaljonen befinder sig hos en af de ansatte, Graham Locke, der er ekspert i rituel magi. Problemet er bare at ingen har hørt fra ham i flere dage og så tager det ikke Giles mange sekunder at regne ud, hvad der er sket. Inden de dog når frem til hans lejlighed, når han på makaber vis at ta’ livet af en kvinde og selv om Giles forsøger at stoppe monstret med et helligt sværd og Micaela, (der viser sig at være lidt af en wicka), med magi, lykkedes det bæstet af undslippe med medaljonen, hvilket betyder at den dynamiske duo nu må ud på en længere jagt, der bringer dem et godt stykke ud på landet til Lockes hjemby, hvor endnu en bizar oplevelse venter dem.
-----------------------------------------------------
I Golden & Sniesgoski’s makabre plot må Buffy træde i baggrunden til fordel for Giles, der i sin jagt på at stoppe en altødelæggende virus fra fortiden i at gøre et grusomt comeback i nutiden, endnu en gang må krydse klinger med det emsige vogterråd og dets stivnakkede chef Quintin Travers, hvis gammeldags fremgangsmåde og tankegang bliver udstillet og pillet fra hinanden af den person, der er den største torn i øjet på det gamle system, fordi han konstant udfordrer og kritisere deres arbejdsmetoder. Samtidig er rådet fuldt ud klar over, at Giles er et uvurderlig våben i kampen mod ondskaben og derfor kan de ikke risikere, selv om det piner dem, at afskære ham fuldstændig fra deres hemmelighedsfulde loge. Til alt held for Giles får han muligheden for at få en fod inden for døren, da han finder en allieret i den ligeledes rebelske og ildesete vogter på prøve Micaela Tomasi, hvis fortid der bliver refereret til, og det er første gang jeg har oplevet det, serien af bøger/noveller, der kører parallelt med både tv og tegneserien.
(Disse bøger, trods det at flere af forfatterne er anerkendte i Buffy/Angel universet, betragtes normalt ikke som en del af den officielle canon, men det brydes der som sagt med i ”Beyond The Pale” ved at gøre opmærksom på, at man kan læse om Micaelas kontrovers med vogterådet i The Gatekeeper Trilogy, som man kan læse mere om her) ;
http://en.wikipedia.org/wiki/The_Gatekeeper_(Buffy...
Dermed bliver begge, uden at det dog skal ses på en bombastisk facon, symbolsk med individualistens kamp mod det etablerede system som har spillet fallit og hvis regelsæt trænger til en go gammeldavs rusketur der kan forny tankegangen, hvilket Giles og Micaela er mere end parat til at kæmpe for og ændre på i et teamwork der går nye veje og lykkedes, hvilket viser sig i sidste ende at betyde overlevelsen af den menneskelige race.
I ”Beyond The Pale” står Eric Powell for illustrationerne og ligesom jeg ikke troede han ku’ tegne mere klamt, (på den fede måde), ja så hiver han minsandten lige et par af de absolut mes ulækre og vamle billeder frem han til dato har lavet, når han la’ den dæmoniske virus udfolde sig for fuld kraft og assimilere sine ofre til et monster bedst sammenlignet med det man kender fra John Carpenters The Thing. Når det så er sagt er resten af illustrationerne ret flotte og stemningsfulde og jeg må indrømme, at jeg på nuværende tidspunkt er kommet til at holde ret meget af hans specielle stil.
#199 NightHawk 16 år siden
Buffy The Vampire Slayer – Omnibus. Vol. 6
One Small Promise : 8 sider.
Skrevet af Tom Fassbender & Jim Pascoe. Tegnet af Cliff Richards.
”You know I think you’re the greatest, Riley Finn, so please be honest with me. You won’t hurt my feelings if you’re honest”.
Buffy og Riley er på vej mod kollegiet efter at ha’ været i byen og spise, da Buffy som tak for en hyggelig aften, og en reminder om hvad hun føler for ham, overasker Riley med en gave i form af en halskæde af sølv. Frem for at gøre hende glad og ta' imod gaven, går Riley i baglås og la’ i stedet sin gammeldags mandchauvinistiske holdninger skinne igennem til Buffys store irritation. Midt i skænderiet bliver de uhøfligt afbrudt af en bande vampyrer, som trods flere forsøg ikke trænger igennem, heller ikke da alle parter kort efter befinder sig i en større slåskamp, hvor Buffy og Riley la’ deres frustrationer gå ud over blodsugerne, inden de atter finder trøst i hinandens arme.
--------------------------------------------------
Der er ikke det store at komme efter i Fassbender & Pascoes anden short story, der mest af alt fungere som en kort vignette og opfølger til temaet fra ”City of Despair”, ved at udstille Rileys manglende evne til at kommunikere med Buffy og igen understrege at deres forhold knirker i krogene, selvom dette problem med halskæden er ovre i hvad man roligt kan betegne som småtingsafdelingen. Et eller andet sted kan jeg ikke la’ vær med at tænke, at det for så vidt er helt ok at de to går fra hinanden, når han handler som han gør her, hvor blot et simpelt tak ku’ ha’ ændret på hele forløbet.
Punish Me With Kisses : 8 sider.
Skrevet af Jamie S. Rich & Chynna Glugston. Tegnet af Chynna Glugston
”I must say, I’m not sure if I understand the way you modern girls like to dress, but that doesn’t mean I don’t like it”.
”Uh-oh. I think my cross-dressing attracted the wrong kind of ghost.”
Under sine studier af de store bøger om magi har Tara læst om en sjælden blomst, en snowflower, hvis blade når de knuses og blandes i en mikstur, vil gi’ dem der er så heldige at finde én et powerboost af en anden verden og dermed en opgradering af ens egne magiske evner. Nu vil heldet det, at Tara er blevet bekendt med hvor hende og Willow kan finde blomsten og herpå begir de to kærester sig af sted mod et tilsyneladende uskyldigt og fredeligt Bed & Breakfast i udkanten af Sunnydale. Inden længe går det dog op for de to tøser, at det langt fra er tilfældet og efter en kort samtale med stedets ejer Mr. Wooster erfarer de, at huset er hjemsøgt af et spøgelse ved navn Camille, der har for vane at jage de mandlige gæster på porten. For at få ro til deres oprindelige projekt beslutter de sig for at hjælpe ejeren og lægger en plan for at få skovlen under Camille, der betyder at de må gå undercover som straight par og Tara forklæde sig som mand. Rolleskiftet ender med at Camilles mand Ogden, (også et spøgelse), højst uventet dukker op, inden den jaloux kone ankommer til værelset og starter et større skænderi, der fortæller grunden til hendes spøgeri på stedet.
--------------------------------------------------
Rich & Glugstons bidrag, et vaskeægte kærlighedsmysterium, fungere på sin vis glimrende trods sin ultra korte længde, men er også lidt for tuttenuttet og kæk i sin fortælleform, (understøttet af Glugstons sprælske manga stil som jeg slet ikke snuppe), der dog alligevel formår at underholde i sin beskrivelse af Tara og Willows forhold, som her holdes udelukkende i subtext, stik modsat Amber Bensons hjertevarme og langt bedre Wannablessedbe, der bringer følelserne de to kvinder imellem helt frem i lyset.
#200 Slettet Bruger [2495802190] 16 år siden
Englen fra sidste nummer tager igen menneskelig form, mens Angel ser sig forvirret omkring og fidner ud af, at folkene omkring ham inklusive Kate og Conner intet har registreret, og at han hellere må lade som ingenting for nu.
Andetsteds følger Gwen efter den mystiske Dez frem til en mere eller mindre tom bygning, hvori hun filmer Dez, der forvandler en de mænd, der lider under efterveerne fra Wolfram and Harts magiudladning, til en vild gorilla, hvorefter hun kontakter én, som skal komme og hente ham.
Tilbage i kirken beslutter Angel sig for, at han ikke længere stoler på byrådsmedlemmerne, og at han selv må holde de sindssyge folk fanget, indtil han kan hjælpe dem. Angel begynder at tvivle på, at han rent faktisk så en engel tidligere.
Efterfølgende viser Gwen sin optagelse til Kate, og de to følger igen efter Dez hen til den tomme bygning, hvor de to kvinder overmander Dez og fanger hende i et kælderrum, og det er tydeligt at det er Gwen, der står for den hårde linie, mens Kate mener, at de måske er gået over stregen.
Angel opsøger englen, "James" på hospitalet, og det viser sig, at han via magi frit kan gå ud og ind, uden at folk omkring dem opdager noget; han er blevet på hospitalet, fordi han ikke uden hjælp kunne passere de horder af dæmoner, der har skjult sig udenfor hospitalets indgang, og de to indleder en vild kampfor at komme væk. Herefter forklarer James, at "The Powers That Be" havde sendt en hel hær af krigerengle til at hjælpe Angels gruppe i helvedet, men at disse mere eller mindre kom for sent, og at de aldrig fik nogle ordrer om at vende hjem, men i stedet blev fanget én efter én, og Cordelia har givet James besked på at søge hjælp hos Angel.
Herefter får Angel besked på at skille sig af med byrådet, der ikke bliver overraskede over den efterfølgende konfrontation og smilende giver ham løn og takker for hans hidtidige arbejde, mens de lader ham vide, at de ved alt om hans møde med engel James, som de hævder, at de selv ville have sluppet fri, hvis det ikke var for de truende dæmoner udenfor hospitalet. De advarer ham i øvrigt om, at James har en skjult dagsorden, og fortæller ham, at han blot skal kalde, når han igen får brug for deres hjælp.
Vurdering:
Endelig sker der noget i Aftermath, hvis største problem vist må være, at der er rigtigt, rigtigt mange bolde i luften i forhold til, at der kun er to numre tilbage; handlingen skulle nok umiddelbart være gået i gang noget før.
Kate er mere afdæmpet, hvilket også gør, at hun er mere in-character end tidligere i serien, og nummerets bedste scener er dem mellem Gwen, Kate og Dez, og den sidste af disse viser sig også at have en ganske interessant baggrundshistorie.
Jeg har dog stadig visse problemer med Aftermath; hele ideen med krigerengle synes ikke rigtigt at passe ind i Buffys univers, og vi fik i "After The Fall" at vide, at The Powers That Be netop ikke kunne hjælpe gruppen i helvedet; der er altså lidt anstregt kontinuitet. Men stadigvæk er det ret svært at forholde sig overordnet til historien; for det føles endnu som om, den lige er ved at begynde.
Jeg hader tegneren (Dave Ross), og han får mig ligefrem til at savne Urru!