Go Ask Malice : The Diary of Faith Lehane – Part V :
"Went for a long walk, just to clear my head, figure out what it was that was bothering me so much. Didn’t take long before I realized it was the fact that my mom was dead and I feel like she’s somehow gotten away with screwing me up as bad as she did, and then I felt glad, guilty, then hating myself, the full spin cycle".
27 April.
For at få styr på sine tanker beslutter Faith sig til at ta' et smut downtown og daffer ind på baren Phoenix Landing, hvor hun efter et mindre skænderi med bartenderen, (pga. at hun ikke er gammel nok til at købe øl), render på sin gamle ven Killian, fra Belmont klinikken, som hun hurtigt indleder en flirt med, hvilket hans nye sweetheart Andra bestemt ikke bryder sig om. Da Killian efterfølgende for at gyde olie på vandende kalder Faith for noget kun hendes mor har kaldt hende, ”little firecracker”, får hun nok og skynder sig ud med ham lige i hælene. Efter at ha’ snakket sammen lidt finder de begge ud af, at de befinder sig på samme miserable sted psykisk, Faith med sin skyldfølelse og Killian med sine tilbagevende fremtidssyn, og ender med at trøste hinanden i gyden bag baren. En forbipasserende støder afbryder dem dog med en kæk kommentar og de beslutter derfor at ta' hjem til K og forsætte hvor de slap. Lidt senere finder Faith sig selv liggende med sit ansigt på hans arm i sengen og er for en kort stund mere lykkelig end hun har været længe.
"I felt like, I don’t know, a cheesy old love song you’d hear in a diner and think, God how phony, no one ever really feels this way. But now I know".
Mens Faith betragter sin sovende elsker, begynder hun pludselig at filosofere over sin rolle som udvalgt og den magt der følger med, samt forskellen på en dæmon og et ondt menneske. For har man ret til at eksistere/slippe for straf, blot fordi man er menneske, hvis man samtidig er rendyrket ondskab? Da hun samtidig tænker tilbage på sin mors brutale død, begynder hun pludselig at græde ukontrolleret, men vil ikke ha' at K ser det og opdage, at der rent faktisk befinder sig en revne i hendes udadtil så hårde panser. Sekundet efter afbrydes Faith af pigen Alex, der på mystisk vis popper op i værelset. Alex forklarer at hendes mor, ligesom Faiths, også er død og afslører samtidig at hun selv blev myrdet før hendes mor, inden hun til sidst advarer om at hendes mor blev ond og skabte en energi kaldet Malice, selv samme som er på vej til nu at blive indlemmet i Faiths krop. Faith er totalt forvirret til at starte med, men Alex tågede antydninger bliver lidt efter gjort mere forståelige, da hun fortæller at Faith senere hen vil møde en person kaldet faderen og når dette sker, vil Alex mor overtage hendes krop og slå ham ihjel som hævn.
Dagen efter har Faith en drøm fra sin barndom i Southie kvarteret i St. Augustine kirken, hvor hun er til gudstjeneste. Både præsten father Francisco og kirkegængerne opfører sig mærkeligt og kigger væk fra hende, som om hun er farlig i det hun spadserer op af kirkegulvet. Da hun endelig når frem til kisten ved alteret, finder hun sin mor liggende deri. Da hun rækker hånden ud imod hende går liget pludselig op i flammer og præsten viser sig at være en glubsk vampyr. Faith vågner badet i sved. Et par dage senere befinder hun sig tilbage, siddende bagerst i en hall på Harvard til en af hendes forelæsninger, hos professor Dormer som har taget imod hende igen uden nogen spørgsmål til hendes pludselig forsvinden og i stedet blot bedt Faith om at genoptaget sin våbentræning. Oven på et par heftige lektioner ud i kampkunstens aner, får Faith et par dage efter en drøm fra Maneadernes fangehul under jorden. Hun er beskidt, udsultet og hårdt såret. Brutalt bliver hun hevet op og dernæst brændemærket med Faderens mærke for at gøre hende til en af dem… en slave. Midt i al smerten sværger hun en nådesløs hævn og vågner så atter op i sin seng. Mens Faith forsætter sin undervisning hos Dormer, dater hun fortsat Killian, der dog stadig ikke kender til hendes potentielle superkræfter. Hun går dog ud fra at han vil ku’ forstå det, da han jo selv har specielle evner. K fortæller han skal på tour med bandet og Faith ber ham ta’ en snekugle med tilbage, hvilket er pænt corny men umiddelbart lige er det mest romantiske hun kan komme på. Hun føler for alvor nu, at de er mere end blot løse kærester. Et par dage efter er Faith i fuld gang med træningen hos sensei Kanno og er specielt begejstret for våbnet tanto, (en kniv). Kanno har desuden en med elfenbenshåndtag hængende på væggen, som hun er ret vild med. Kanno lover den som en slags belønning, men kun hvis hun lærer at få styr på de mere spirituelle og filosofiske sider af kampkunsten.
Faith synes det er absurd og ret komisk, at hun nu bliver undervist i at dræbe og bruge sin vrede, når hun hele sit liv er blevet bedt om at nedtone sit temperement af alle andre voksne. Men det flashback er ikke noget hun gider tænke mere over, for hun elsker jo sit nye liv. Under træningen spørger hun Kanno om hvorfor han blev involveret i slayer regi og Kanno forklarer sørgmodigt, at hans kone blev dræbt af vampyrer tilbage i 60’erne. Siden da har han dedikeret sit liv til at træne potentielle slayers som et langt hævntogt. En følelse/mission som netop også har huseret i Faiths drømme det sidste stykke tid. Dagen efter får Faith besøg af Killian inden han skal videre på sin turne. Men i stedet for at hygge sig, kommer de op og skændes over hans drikkeri. Hun bliver rasende og opdager så, at han drikker for at ku’ holde alle sine fremtidssyn, som kun bliver værre, ud og de skilles brat som uvenner. Næste dag vågner Faith tilbage i mareridtsfangehullet hos Maneaderne iblandt rådne lig og stakkevis af knogler og tænker straks tilbage på pinslerne hun blev udsat for af Faderen og hans slavehær. Men Faith er stærkere end som så og nægter at la’ sig knække også selv om hun kan mærke, at hun er ved at dø. Undervejs i fangehullet opdager hun, at hun deler eksistens med en anden kvinde, da hun begynder at tænke på Alex som sin egen datter. Pludselig hører Faith en stemme fra cellen ved siden af der fortæller, at hun må ønske hævn over maneaderne som straf for, at de har tortureret og dræbt Alex. Da Faith kommer tættere på væggen, kan hun se den anden kvinde bærer en halskæde med en grøn sten og finder kort efter ud af, at kvinden er en dæmon… en såkaldt hævndæmon.
Demon : ”Slayer what are youre dying wish?”
Faith : ”I wish to come back…”
And with that I die. And then I wake up.
Et par dage senere. Faith spiser aftensmad med Dormer der forklare om de tekster hun skal øve sig på, men Faith hører slet ikke efter og tænker kun på sin drøm, da hun uventet får et mystisk krampeanfald. Det viser sig dog at være fordi hun i samme øjeblik bliver udvalgt som slayer og nu mærker superstyrken pumpe på fuld kraft gennem sin krop i sådan en grad, at hun knuser det glas hun holder i hånden til stumper og stykker. Faith ænser overhoved ikke nogen smerte og da såret lynhurtig heles igen bliver Dormer nu klar over, at Faith er blevet udvalgt og lader derfor straks sin lærling få ro omkring sig til at ku’ kapere det hele. Faith er nu officielt en vampire slayer. Senere på natten har hun en lang drøm, hvor hun skiftevis dør og genopstår, hver gang som en ny slayer, og genlever således slayer linie helt frem til Kendras død i Sunnydale. Senere næste dag vender Faith hjem efter en vampyrjagt og kan ikke andet end at være stolt af sig selv og genlever så hende og Dormers mission på Mount Auburn kirkegården, epicentret for vampyrer i Boston. - Stedet hvor hun skal øve sig på at finpudse sine færdigheder og holde ondskaben nede – På vej hen over kirkegården render de hurtigt på en vampyr, som Faith straks, trods Dormers advarsler, kaster sig over. Angrebet bliver til overmod og Faith går pludselig i panik og så må gamle Dormer træde i karakter og redde hendes liv, hvorpå hun beder Faith om at koncentrere sig bedre og bevare overblikket. Faith får lidt efter en chance mere for at vise hvad hun kan, da to vampyrer mere angriber dem. Dormer træder til side, Faith husker de råd sensei Kanno gav hende tidligere og gir vampyrerne tørt på i bedste kung-fu stil. Den anden vampyr flygter i skræk, men Faith indhenter ham og gør kort proces, hvilket gør Dormer mere end stolt af sin lærling.
Et par dage går efterfølgende med vampyrdrab, Faith er på endnu en patrulje på kirkegården alene og selvom det stadig er sjovt, så er hun også ved at være liiidt træt af alle de tekster Dormer kræver hun læser op på, b. la. den tykke The Slayers Cronicles, (den manual som Giles opgav at få Buffy til at læse i sin tid). Under sin vandretur hjem, finder hun ud af at de fremtidssyn slayers har, er drømme delt med tidligere slayers, nærmere bestemt deres dødsfald, og Faith begynder nu at ku’ danne sig et overblik, samt betydningen over de mange drømme med Alex, Maneaderne og Faderen, hun har haft. Alex er selvfølgelig datter af en tidligere slayer. Faith ved dog stadigvæk ikke om hun skal fortælle Dormer om sine drømme, da hun er bange for at de vil afsløre noget negativt om hende selv. Få dage senere dræber Faith sin første dæmon, en Vahrall, med hjælp fra Dormer, men glæder sig mere til at Killian vender tilbage fra sin turne. Da hun kommer hjem fra sin patrulje senere på natten, har hun dog set noget underligt. På vej rundt om kirkegården ved Auburn Lake fik hun pludselig øje på en lille pige under et piletræ. Da hun kom tættere på ku’ hun dog se at det var Alex, der ville fortælle at hun ventede sin mor. Faith forklare hende, at hun ved at Alex mor er en del af Faith selv, men da han vil vide mere forsvinder Alex pludselig ud i aftentågen efterladende sig en kryptisk bunke sølvmønter. På vej hjem, igen, hører hun et par tale sammen i nærheden og synes stemmerne lyder bekendte. Faith overvåger dem og finder så chokeret ud af, at det er Killian og Andra og bliver dybt såret over hans svigt. Hun overvejer først om det er hende der overreagere men indser så, at hun blot kopiere sin mors svaghed ved at gi’ efter og ved at hun er stærkere end det. Da hun vågner næste dag, kan hun ikke undgå at være en smule deprimeret midt i al sin nyfundne styrke.
"I looked over at the nightstand and saw right next to the alarm clock, the silver coin I took from the cemetery and that’s when I realised IM freakin about this whole Alex/Alexandra/whatever thing. Whats going on?. Is she actually some part of me, some kind of extension of me, but twisted like in a funhouse mirror, made tiny and young? Or is there something else to it, some secret I haven’t figured out yet..."
May 29.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Jeg skal bruge lidt mere tid på selve konklusionen af Go Ask Malice, så den må i ha' til gode til næste weekend, hvor der også kommer et full review af Angel - The Curse op i tråden. Det kan i godt glæde jer til. :)
Buffy The Vampire Slayer - Season 8 # 18: Time of Your Life pt. 3
Efter at have læst Frays bøger om fortiden bliver Buffy overvældet af den håbløse situation; hendes hær af slayere er end ikke nævnt i historiebøgerne, og den bedre verden, hun har prøvet på at skabe, er ikke blevet en realitet.
I "nutiden" er Willow også ved at være gal over, hvor problematisk det er at bringe Buffy tilbage fra fremtiden, og hun bander som en nørd (læs: Frak), men hun bliver trøstet af Kennedy, der måske kan bruges som et redskab for at få kontakt med Saga Vasuki.
Andetsteds flygter Xander på Dawns hesteryg, indtil Dawn smider ham af, og føler sig somom hun "was ridden hard and put away wet" (hvad kan man mon så udlede af det... hmm). De to bliver overumplet af det enteagtige væsen Lolelahn, der ikke er tilfreds med deres tilstedeværelse i skoven, men efter alt hvad de har været igennem er Dawn og Xander ikke ligefrem skræmte over "Lorelei".
I fremtiden bliver Gunther angrebet af Harth og dennes vampyrslæng, og han bliver muligvis slået ihjel. På samme tid er Buffy ved at lære at "flyve bil", og overraskende nok (not) er hun ikke et naturtalent. De to piger finder frem til nogle vampyrer, der angriber en gruppe civile. Buffy vil lade vampyrerne dræbe mennskene og herefter følge efter dem hjem til deres skjulested; det er bedre udfra overvejelser om "the big picture". Fray er dog ikke enig, og hun angriber. Efter at have slået vampyrerne ihjel overraskes hun af "Fremtidswillow", der vil have hende til at slå Buffy ihjel.
I nutiden opnår Willow gennem en orgasme kontakt med Saga Vasuki, og de to har en diskussion om sort magi og tidsstrømmen. Dæmonen fortæller Willow, at tidslommen vil genåbne samme aften, og at hun ikke selv må se, hvad fremtiden vil bringe.
Fremtidswillow fortæller Fray, at Buffy vil slå hende ihjel, hvis ikke Fray slår Buffy ihjel; de to slayere har ikke samme mål., herefter bruger Willow sine sidste rester af magi på "at vise Fray noget".
Tilbage i Frays lejlighed render Buffy ind i Erin, og de to får en snak om at have umulige småsøstre. Snakken bliver afbrudt, da Fray kommer ind og skyder Buffy; Erin var blot en distraktion.
Vurdering: Endnu et godt nummer, hvor der sker en masse handlingsmæssigt; det ville dog have hjulpet lidt på historiens detaljegrad, hvis "Time of Your Life" havde strakt sig over 5-6 numre i stedet for 4; der sker uendeligt meget på meget lidt plads, og det går især ud over tiden med Xander og Dawn, der ellers synes at kunne blive interessant.
Saga Vasuki synes at være et farligt bekendtskab for Willow, og jeg tror mest af alt, at Willow stoler så meget på hende, fordi hun (måske) har haft en rolle at spille i forbindelse med at redde Kennedy fra den død, vi tidligere har hørt om. Hun synes at være en djævel på Willows skuldre.
Konflikten mellem Fray og Buffy forekommer mig at være en anelse forceret, og jeg tror mest af alt at Buffys vilje til at ofre andre menenskers liv hænger sammen med, at hun ikke tror på, at hun gør en forskel efter at have fået "spoilers" fra Frays bøger...
Og jeg er spændt på, hvorfor Dark Willow vil have slået Buffy ihjel, men det bliver jo nok afsløret i næste nummer...
”I’ve been called antisocial… ...but that’s not really true. It isn’t that I don’t like people... At least in the abstract. There are some I could do without. It’s just that I don’t feel the need to fill all the silent moment’s with mindless chatter. When I have something worth saying, I say it...pretty simple. Doesn’t mean I have anything against people. Vampires on the other hand? With very few exceptions...I can’t stand ‘em!”
Angel er taget til Rumænien og har knap sat sine fødder i den sorte muld, før han bliver jaget vildt af en flok blodtørstige vampyrer i en skov nær sit rejsemål, byen Vicigu. Uheldigvis for vampyrerne er de uvidende om hans sande identitet og må derfor ta’ imod en uventet hård og brutal modstand fra den alt andet end ufarlige turist, som midt i sine undvigemanøvre og knoglebrækkende moves bliver mindet om hvorfor det er 100 år siden, han sidst har været på besøg. Da fjenden trods alt er for stor, må Angel til sidst ta’ benene på nakken og søge tilflugt i et gammelt slot, mens han udenfor bliver redet, ikke af klokken, men strålerne fra solopgangen der afskærer blodsugerne fra at foretage sig yderlige. Slottet vækker straks minderne frem hos Angel, der pludselig husker tilbage på hans og Darlas mordertogt der endte med sigøjnerforbandelsen, de mange års efterfølgende lidelse og siden hen adskillelsen først fra Darla, siden hen Buffy og Cordelia, alle forhold der måtte lide en krank skæbne pga. hans tilbagevendte sjæl samt true happiness klausulen. For at undgå samme scenarie med Nina og træt af altid at ha’ Angelus lurende i kulissen, har sidste udvej nu været at ta’ tilbage til Rumænien, opsøge Kalderash klanen og få dem til at hæve forbandelsen for til gengæld at befri de undertrykte sigøjnere, nu kaldet Roms, fra landets nuværende og brutale leder Corneliu Brasov, et levn fra koldkrigstiden der holder provinsen i et jerngreb og magten intakt med hjælp fra en horde af vampyrer.
Ikke længe efter sin ankomst til slottet render Angel på undergrundsbevægelsen ledet af, Petru, Ion, Lupo og Chivu, som efter lidt misforståelser og håndgemæng bliver enige om at samarbejde med ham trods det, at Angel er vampyr. Efter at ha’ sludret lidt sammen tager Angel med dem videre til landsbyen Tirgu Hateg og deres hovedkvarter. Byen vækker hurtigt dårlige minder frem hos Angel og bedre bliver det ikke ligefrem kort efter, da han ser en plakat af Cordelia hængende på væggen inde i oprørernes bygning, der igen minder ham om hvad han har mistet. De negative tanker fortsætter ufortrødent, da han lidt efter bliver introduceret for resten af bevægelsen, der ikke er sene til at lufte deres skepsis over at ha’ fået en ny mand med på holdet. Han kunne jo evt. være stikker for Brasov, eller det der var værre. Angel fornemmer hurtigt stemningen og holder derfor lav profil med sin sande identitet, (der ville gøre det klart, at han myrdede Jenny Calendar fra Kalderash), og sin hemmelige mission. Petru har sin mistanke, men vælger ikke at gå linen fuldt ud, da krigen mod Brasov er af større betydning. Spekulationerne om skjulte dagsordener bliver dog pludselig hurtigt skubbet i baggrunden, da hovedkvarteret bliver offer for et snigangreb fra Brasovs nådesløse tropper, der ikke er blege for at rydde deres egne folk af vejen i jagten på at få elimineret hovedfjenden sigøjnerne.
"And just like that...the game turns deadly. Part of me thought they wouldn’t really fire on their own countrymen. I guessed wrong. And someone else paid for my mistake.”
Under det blodige opgør bliver Ions kæreste Natalya hårdt såret og da Angel ser antallet af faldne oprørere, kan han ikke undgå at gruble over om han sku ha’ handlet anderledes og pludselig vælter minderne frem om Doyle, Cordelia, Wesley og Fred. Alle folk han svorede at beskytte, men som måtte lide samme skæbne som sigøjnerne i kampen for en større sag.
”I’ve saved countless lives. But it’s always the ones I din’t save that weigh on me.”
Klar over at sikkerheden er blevet brudt og en stikker er iblandt dem, beordrer Petru teamet til at samle så mange våben som muligt, omgruppere og slå sig ned på Viziru slottet og forberede det afgørende angreb på Brasovs fort. Angel tilbyder omgående sin hjælp inspireret af en gammel bemærkning fra Spike. Mens de hastigt pakker de sidste ting ned i deres varevogne, sætter en hidsig general Brasov sig for ar sætte militæret ind mod indbyggerne og presse dem til at angive oprørsbevægelsen, hvis de vil slippe med livet i behold, hvilket straks skaber konflikter naboer imellem. Skal de redde sig selv eller ofre livet for fremtidige generationers frihed for et totalitært styre? Da teamet og Angel langt om længe når frem til slottet, har mørket sænket sig og alt imens våben bliver udelt og positioner indtaget, gør Petru det klart at sigøjnerklanen ikke længere vil bøje sig og flygte, som de har gjort hele deres liv. Angel kan li’ deres kampgejst og er med på at gi’ den hele armen, men kommer så pludselig i moralske vanskeligheder, da Ion beder ham redde Natalya ved at forvandle hende til vampyr. Selv om Angel sagtens kan relatere til Ions smerte, tøver han med vilje længe, da han ved hvad konsekvenserne i sidste ende vil munde ud i.
”Of course, he thinks it would be different with Natalya. Because he loves her. And he doesn’t know...he’s never experienced how the hunger changes you, how the demon within controls the host. He thinks she would still love him.”
Petru trækker lidt efter Angel til side og synes han sku’ ta’ og gøre det, inden han antyder mere en kraftigt at han er bekendt med Angels sande mission. Inden Angel kan nå at spørge yderlige ind til hans viden, bliver de brutalt angrebet af Brasovs nattehær, der ikke viser nogen den mindste form for nåde. Alt imens vampyrhæren er optaget ved Viziru, sender Petru den anden fraktion af oprørerne mod Brasovs palads for at overaske ham. Efter endnu et skænderi om Natalya med Ion der forlader dem i vrede, spørger Angel nærmere ind til Petrus viden. Han vælger at lægge kortene på bordet og forklarer han allerede ved hvad Angel er kommet for. Den eneste som kan hjælpe ham med at løfte forbandelsen er dog Natalya, som er den sidste af Kaldarash klanen, så Angel må forsøge at undgå at hun dør. Mens Angel spekulere over hvordan han skal gribe det problem an, bliver Natalya bortført og på Brasovs palads er han allerede forberedt på sigøjnernes snigangreb…
Kan Brasov overhoved væltes af tronen? Hvem er forræderen iblandt dem? Og vil det lykkedes for Angel at redde Natalya, få opløst forbandelsen og ændret sit liv for evigt?…
Når man starter med at læse et mesterværk som Lynch og Urru’s Spike – Asylum iblandt samlingen af grafiske noveller, er det store spørgsmål om nogle af de resterende værker så kan leve op til det høje niveau, der blev præsteret dér og formå at få tegnestil og historie til at gå op på bare nogenlunde samme perfekte facon. Derfor var det med stor spænding, at jeg kastede mig over Angel – The Curse og da jeg havde læst den færdig ku’ jeg til min store glæde konstatere, at her også var tale om en novelle af samme høje klasse. Jeff Mariotte har kreeret en historie, der med stor succes flytter Angel væk fra sit vante miljø i L.A. og sit team, men som alligevel er drønspændende at følge lige fra de første sider af med en åbning der, smart tænkt af Mariotte, placerer læseren midt i jagten på Angel, inden der først senere hen gåes ned i tempo og fornemt bliver afvekslet med en yderst stemningsfuld flashback scene, som blot er en af mange løbende i handlingen. Alle har de stor symbolsk betydning for at understøtte og forstærke Angels fremgangsmåde og spekulationer i de handlinger han foretager sig.
Samtidig får Mariotte viklet det ind i et plot om minoriteters kamp mod et totalitært styre, der ud over at matche Angel og hans verden mod den menneskelige, (det videnskabelige mod det magiske, som er et velkendt tema i Whedons univers), også bliver et yderligere spejlbillede på Angel selv idet, at hans skæbne med ikke at passe ind og blive accepteret fuldt ud i hverken den overnaturlige verden eller den menneskelige grundet sin forbandelse, bliver synonym med den underkuede sigøjnerklasse evige udstødelse. Mariotte får alle facetter til at spille sammen i et imponerende flow her uden at det på noget tidspunkt føles fragmenteret og det er noget som jeg kun ka’ ta’ hatten af for, især når det gøres så velovervejet, som det er tilfældet med ”The Curse”. Vil man desuden ha’ masser af action, ja så går man absolut heller ikke forgæves her, da der er blevet plads til hele 4 forrygende kampscener, hvor Angel solo og som en del af oprørsbevægelsen viser den no barrels hold fighter attitude, vi elsker ham for. Slutningen så jeg i første omgang som lidt af et antiklimaks, men fandt så ud af ved anden gennemlæsning, at jeg havde tolket den helt forkert. Uden at afsløre noget her, ja så vinder Angel rent faktisk til sidst, uden at vinde åbenlyst. For at se hvad jeg mener helt præcist, bliver i nød til at læse tegneserien. Det er som jeg ser det lidt af en genistreg fra Mariotte.
Tegner, David Messina er kort og godt fucking awesome. Ja, jeg ved det lyder lidt plat men… han er fucking awesome. Hans streg er stemningsfuld og vidunderlig detaljeret i flashbackscenerne og modsat mørk og barsk i nutiden især i nattescenerne, hvor Angels ansigt træder kraftfuldt i karakter i både sit menneskelige jeg og sit vampyrlook. Detaljerne i de forskellige lokationer, Viziru slottet og den sønderskudte landsby Tirgu Hazeg, samt dynamikken i de blodige og tempofyldte actionscenerne, er yderligere plusser til bogen. Desuden formår Messina med få billeder, at bringe en truende persona frem i General Brasovs skikkelse der, selvom han er hovedskurken, ikke er synderligt dominerende og ligeledes bliver Ions kæreste og omdrejningspunktet Natalya forvandlet fra sønderskudt lig til vampende og dampende sexbombe, husk at holde godt øje med side 106, begge dele lige overbevisende udført. Han får med andre ord, på hver sin måde, skabt liv og dynamik i stort set alle frames og det er en sand fornøjelse at se på. Mariotte og Messinas samarbejde fungere upåklageligt her og sammen har de skabt en historie, der fungerer hele vejen rundt. Har man ikke lyst til at vente til omnibus udgaven i november, ja så kan det på det varmeste anbefales at få fat på ”Angel – The Curse”.
Bagerst i tegneserien finder man, ligesom i ”Asylum” og de andre grafiske noveller jeg har læst, et covergalleri og her er min personlige favorit # 5, der i alt sin enkelthed opsummere den samlede histories pointe.
Næste weekend tar jeg et nærmere kig på de to grafiske noveller Angel – Old Friends og Angel – Auld Lang Syne, samt Buffy TVS – Season 8 # 17, Angel -After The Fall # 11 og Spike – After The Fall # 2. Og kan ligeså godt sige med det samme, at det ikke kun bliver roser der bliver uddelt her. To af de ting jeg har læst har nemlig hhv. skuffet mig og gjort mig lidt pissed, men alt det vender jeg tilbage til i de kommende reviews.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Efter at ha' læst Lynch kommentar her, så ser det det ud som om #4, finalen, blir helt fantastisk. Måske lidt farligt at sætte folks forventninger så meget op som han gør her, men på den anden side så ved vi jo hvad ham og Urru kan præstere og jeg er derfor allerede nu ret sikker på, at det nok skal blive outstanding!
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
”Everything Gunn says is true. You can save the world from the big bads. But that doesn’t stop the progression of little bads from adding up. In the long run they may be the hardest to deal with. Anyway, if spike is evil, someone’s got to stop him. We’ve fought each other before, but it’s never been definitive. Who’d win? Guess we’ll find out...”
Efter at være vendt hjem fra sit eventyr i Rumænien, er Angel taget op i en afsidesliggende hytte i de sneklædte bjerge et stykke på den anden side af grænsen til L.A. for at mediterer og filosofere over sin fremtid. Stilheden og isolationen bliver dog pludselig brat afbrudt da Gunn, der efter teamets opsplittelse tidligere har arbejdet som en slags Lone ranger, dukker op i sin jeep, for at bede om hjælp med et problem, der er langt større end han som dødelig magter. En række af mord har skræmt borgerne downtown og Gunn har gennem et vidne fundet ud af, at det højst sandsynligt er ingen ringere en Spike, der står bag. Angel har svært ved at tror på hvad han hører men indser, efter Gunn har mindet ham om sine Angelus problemer over årene, at muligheden for at Spike er tilbage i sit onde jeg bestemt er til stede og tager derfor omgående af sted til L.A. Og noget ku’ tyde på at truslen er reel nok, for mens Gunn og Angel haster mod centrum, går Spike amok i en gyde og slagter nådesløst to unge kvinder i en blodrus. Just ankommet, timer senere, må Angel straks agere helt og redder på kontant vis en ung kvinde fra en overfaldsmand. Skæbnen vil det dog lidt senere, at hun ender i armene på den blodhungrede Spike, som heldigvis for hende ikke får held med sit forehavende, da Angel og Gunn via deres politiscanner finder frem til ham i sidste øjeblik. Gunn bliver hurtigt sat ud af spil først og sekundet efter ender Spike og Angel i en hårdtslående duel, der sender Angel til tælling og næsten i graven, da han i stedet pludselig ud af det blå bliver reddet af…Spike?
Spike : ”Close your mouth Angel. You look daft, who’d you expect. Mary bloody Poppins?”
Da forbløffelsen langt om længe har lagt sig, slår den rigtige Spike sig samen med Gunn og Angel i forsøget på at finde ud af hvem der står bag den falske Spikes hærgen i gaderne og således forsætter de deres jagt videre ud i natten. De tre helte har dog ikke kørt særlig længe rundt før de render på helt andre udfordringer, da de kommer på kollisionskurs med en af Gunns fjender den lokale narkogangster Bowman og hans bande af hardcore pushers. Spike synes ikke de bør spilde deres tid på kriminelle lowlives men ændrer hurtigt mening igen, da Gunn forklare at de jo netop ved at ruske op i nabolaget måske kan lokke bagmanden bag klonen frem. I første omgang fører det ikke det store med sig, men kort efter vil tilfældet det at de støder på Illyria, der er midt i sin egen monsterbattle med en abnorm dæmon. Selvom trioen er stærkt i tvivl om hun er the reel deal eller også en kopi, beslutter de sig for at assistere hende, og ved fælles hjælp lykkedes det at besejre den monstrøse modstander. Holdånden når dog knap at lægge sig, for så træder Wesley og Fred højst overraskende frem fra skyggerne. Angel, Gunn, Spike og Illyria kan næsten ikke tro deres egne øjne og glemmer et kort sekund hvad der skete under det store opgør med wolfram & Hart, inden de igen får samlet tankerne og bliver bevidste om at fred og Wes, ligesom med Spike, også er kopier.
Fred : ”Don’t worry too much about the eye patch Charles...in another minute you won’t have a head to wear it on.”
Og nu er der ikke længere nogen anden udvej, hvor smertelige minderne end måtte værre, at eliminere deres gamle venner én gang til. Mens Angel og Spike tager sig af Wes, må Gunn og Illyria ud i et bizart opgør med Fred. Da støvet fra de opløste kloner igen har lagt sig, bliver team a enige om at de hellere må tjekke op på Lorne, som muligvis også er i klon problemer. undervejs på vej dertil forlader Illyria dem og så er det alene op til de tre herrer at advare Lorne, der bliver temmelig overasket over pludselig at se dem igen, om den nyligt opståede trussel. Efter at være blevet sat ind i sagerne forsikre han dem om, at han nok skal holde et vågent øje med evt. mystiske hændelser og gør sit bedste for at berolige sine gamle venner. Men lige som han har fået dem overbevist, dukker endnu en Lorne op i døren. Da de begge forsøger at forsikre Angel og co. om, at de hver især er den ægte vare, får trioen nok og vælger at lade som om de tager hjem for at la’ falskneren afsløre sig selv, hvilket han da også gør. Klonen har dog ikke arvet originalens manglende styrke, så trioen får deres sag for, da den først mister temperamentet. Da lorne igen er uden for fare, sætter Angel, Gunn og Spike atter tilbage mod downtown og render med det samme uheldigvis på Bowman og hans hævngerrige bande samt en byge af kugler, men bliver reddet i sidste øjeblik fra at ende som hakkebøf, da Cordelia via magi får styret bilen i sikkerhed. Bowman har dog slet ikke tænkt sig at la’ dem slippe så let og sender prompte sine folk efter dem, alt imens Cordelia stiller sig imellem for at forsvare de tre hårdt sårede champions…
Cordelia : ”Oh come on. Nobody thinks I saved you just so you could get shot, do they. I have other plans for you...”
vil Angel og co. langt om længe få brudt med fortidens lænker? Hvem er bagmanden bag det skumle klon komplot og hvad er egentlig Cordelias mystiske rolle i det hele?
Makkerparret Jeff Mariotte og David Messina, som lavede Angel – The Curse, står også bag denne grafiske novelle, der dog langtfra kan leve op til deres forrige værk mest af alt pga. en historie, der samlet set er alt for uambitiøs i sit end game og for let gennemskuelig i sine pointer til at ku’ imponere på samme måde. På den ene side er plottet et typisk ”genskabelse af teamet” historie hvor, i dette tilfælde Angel og co., via samme type forhindring må se sig selv og fortiden i øjnene, bogstavelig talt, i form af deres kloner og via bekæmpelsen af selv samme, som bliver symbolsk for deres inde dæmoner og fejltagelser, rense sig slev for samtidig at opbygge den gamle team spirit og offervilje for hinanden og altså dermed forene kræfterne og få samlet team A, once more with feeling. Allerede fra start af ser man, hvorledes Mariotte bruger duellen mod Spike klonen som en reminder om Angels tilbagevendende problemer med sit sjæleløse onde jeg Angelus, der bliver Angels røde klud for at vende tilbage fra sit refugium og dermed gøre sig selv bevidst om, at han stadig gør en forskel på de gode kræfters side.
Senere kommer så først konflikten og opgøret med Wes og Fred, hvor sidstnævntes duel mod Illyria og Gunn er klart det mest fascinerede indslag at følge. Begge stod på hver deres måde bag Freds død i tv-serien og begge må nu på mest absurde facon i et samarbejde ta’ livet af hende endnu engang for selv at overleve. Turen forbi Lorne fungere som jeg ser det ikke helt optimalt og virker faktisk distraherende på det her tidspunkt i handlingen, Mariotte lægger den sidehistorie ind på. Klart nok at Lorne ligesom de andre også er udsat for et klonangreb, men det ku’ ha’ været smartere at ha’ placeret det i finalen i stedet og dermed ha’ undgået at bryde flowet i historien. Undervejs smider Mariotte også en håndfuld gangstere ind i plottet sideløbende, hvilket for så vidt fungere glimrende som et uforudsigelig fare moment isoleret fra hovedhistorien og som paradoksalt nok fører til mødet med Cordelia og via konflikten med hende videre til ”Old Friends” bigbad og en kamp hvor Angel og Gunn atter får chancen for at gøre op med fortidens synder og sammen med Spike igen se fremad og ta’ udfordringen op som L.A.’s sande beskyttere og helte. Mariottes manuskript er skam underholdende nok og byder desuden på et en række morsomme dialoger og referencer ude og inde for seriens univers, men mangler generelt lidt mere plot, som det ku’ være blevet kompenseret for, havde Lornes del evt. været skåret helt fra.
Til gengæld holder David Messina sit høje niveau fra forrige album og skaber med sin stilrene og stemningsfulde streg både dynamik, intensitet og atmosfære hele vejen fra de snedækkede bjerge i starten og frem til det iskolde view ud over L.A. i slutscenen. Jeg kan ikke undgå at være andet end imponeret over hans måde at bruge skygger på, især når det gælder om at gi’ de forskellige figurers ansigter deres karakteristiske træk, hvor Messina viser at han ikke blot kan ramme Angel/David Boreanaz udseende, men også resten af teamet med samme, selv om stilen er væsentlig pænere end Urru’s, præcision uden at, hvad man ku kalde for comic book følelsen, forsvinder. Ta’ f. eks åbningsscenen i hytten hvor Angel med et gustent blik beslutter sig for at vende tilbage og videre over til de mørke gader i L.A. og Spikes overfald på to unge kvinder, som er både sexet voldelig og blodigt som bare fanden. Begge scener sitrer af intensitet og bliver lige den tand mere nærværende, netop fordi man som læser er overbevist om, at det er Boreanaz og Marsters man ser på, ligesom det for øvrigt også er med resten af persongalleriet. Kampscenerne styrer Messina sig så let som ingenting igennem og de er alle uden undtagelse forrygende effektivt sat i scene. Der kan kun Franco Urru gøre ham kunsten efter, hvis i spørger mig. Samtidig så laver Messina også nogle oneshots som næsten er at betragte som små værker i sig selv, b. la. to man ku kalde for ”heroes united” af Angel, Gunn og Spike, som man får gåsehud af på den fede måde, samt et af hhv. Illyria, Lorne og Cordelia hvor sidstnævntes på side 93 er så smukt, så hjertet næsten står stille. Bravo, David Messina...bravo!
Så trods en noget ordinær historie der skuffer set i forhold til “The Curse”, vil jeg trods alt alligevel anbefale ”Old Friends”, fordi man som Angel fan ikke må snyde sig selv for Messinas flotte billeder. Traditionen tro finder man et covergalleri fra de 5 individuelle numre, alle tegnet af David Messina, bagerst i novellen. Her er cover # 4 min favorit og igen er det pga. det meget enkelt opsummere pottets hovedbudskab. Cover # 1 hvor Illyria pryder forsiden er nu også ret nice, men det er så af en hel anden og mere lummer årsag, som i måske kan gætte ved at se linket nedenunder.
”Gotta stay on my toes. The lack of sleep isn’t helping matters. Three days now with no decent rest. Can’t figure it out. And when I do manage to get some rest, the nightmares start. The memories. Worry about that later. This is no time for...nightmares...Darla? What the hell is going on?”
I et af downtown L.A.’s skumle kvarterer har Angel mere end hænderne fulde, da han må kæmpe hårdt for sit liv imod en bande hårdtslående kultmedlemmer, der har stået bag bortførelsen af et lille barn som Angel har sat alt ind på at finde og bringe tilbage, inden barnet ender som offer for et grumt ritual. Efter Angel har banket sig igennem modstanderne, går lederen i panik og taber under flugten en mobiltelefon, som han skynder sig at samle op, inden han fortsætter sin jagt i the Angel mobile. Men midt i skygningen kommer Angel på både psykisk og fysisk slingrekurs, da Darla pludselig slentrer forbi på fortovet og stjæler hans opmærksomhed.
Draget af synet over at se sin gamle flamme igen, stopper han resolut op og vælger at undersøge mysteriet nærmere efter i sømmene og render kort efter på et endnu større mysterium, da både Drusilla og The Marster overfalder ham og anklager ham for at ha’ svigtet deres race. Angel tager sig ikke synderligt af det, men da Darla efterfølgende beskylder ham for at ha' svigtet hende og Connor da han var barn, bliver han såret dybere end nogen af de mange slag han indtil nu har, måtte ta' imod og kommer så i tanke om, alt imens Darla og co. forsvinder ud i aftendiset, sin oprindelige mission. Vel vidende at tiden er knap, gør han et desperat forsøg og får held med det da han via kultmedlemmets telefon finder frem til deres skjulested. Men just som han forbereder et surprise attack gennem ovenlysvinduet, popper yderligere to gamle fjender op foran ham i form af den hærdebrede dæmon Skip og Angels arvefjende vampyrjægeren Holtz, der straks benytter forvirringen til at stikke til Angels psyke ang. fortiden.
Skip : ”Why do you even bother? Everyone you touch eventually pays the price. Doyle, Cordelia, Fred, Wesley. All hail the conquering hero.”
Efter en kort duel må Angel se sig selv tyret ned igennem ovenlysvinduet og ender brat sit fald foran den måbende kult, der hurtigt lader sig overbeviser om at la’ Angel ta' barnet med sig frem for at gå i direkte konfrontation med ham og kort efter befinder baby Gibson sig atter i sin mors trygge favn. Angel er godt tilfreds med sit arbejde, men kan alligevel ikke helt la’ være med at spekulere på hallucinationerne samt det at alt generelt gik lige lovlig nemt, da han udenfor miss Gibsons bygning pludselig står ansigt til ansigt med… Spike. Et par dage tidlige på en bar ved Santa Monicas strandpromenade nyder Spike en tall frostie og tænker med gru tilbage på sit ophold hos Mosaic asylum hvis hovedpine fremkaldende minder, bliver ved med at hænge fast. Spike får dog hurtigt mulighed for at få tankerne på afstand med en rask slåskamp, da en gruppe rockere er i færd med at genere en ung og smækker kvinde, hvilket Spike naturligvis ikke kan se overhørigt.
Rockerne får bøllebank og mens Spike trøster den blonde babe, stikker uslingene af fra bodegaen og selv om han burde lade dem gå, får han en brændende lyst til at optage forfølgelsen og sikre sig at de har forstået budskabet fuldt ud. Midt i udelingen af øretæver bliver Spike lidt efter pludselig distraheret, da han ser sin mor gående på stranden under broen, han befinder sig på. Fulderikkerne benytter selvfølgelig straks lejligheden til at stikke af og Spike beslutter sig i stedet for at tjekke stranden ud, men når kun halvt ned af trappen, da han bliver overrumplet af en gammel bekendt, den kinesiske slayer, der kort efter får selskab af endnu en tidligere modstander, slayer Nikki Wood, og Spike må derfor midt i den totale forvirring yde sit bedste for at blive på fødderne, mens Nikki stikker syrligt til hans fortid.
Nikki : ”It doesn’t matter what you think you are now. You’re a killer, a monster...a plague. You slaughtered the two of us just like you did countless innocents before and after us. You think a sudden change of heart and a few good deeds can make up for that? Can it make up for a son deprived of his mother?”
Men Spike la’ sig ikke sån bare uden videre gå på af provokationerne og fjerner i stedet uden tøven de to slayers igen, da de går til angreb og sender de korporlige hallucinationer i opløsning i vandet bag sig, inden han fortsætter videre ind mod byen lokket af sin moders illusion og ender tilfældigvis ansigt til ansigt med… Angel.
Alt imens de begge sætter sig for at gi’, hvad de begge er sikre på er illusioner, tørt på lurer en mystisk magiker frydefuldt til i kulissen, da de to champions smadrer ind i hinanden på fuld kraft i en knogleknusende duel, hvor ingen af dem nægter at opgive sig ligegyldigt hvad den anden har at komme med af slag under bæltestedet og andre feje tricks, der fører de to kamphaner gennem skumle gyder og videre ind i en spiritusbutik blodige og forslåede, mens spekulationerne og følelserne i sammenfiltret enhed pulserer i et øredøvende tempo. Ligesom Spike udmattet som bare fanden sætter de sidste kræfter ind, når Angel at undvige og fanger ham i et halsgreb, som han dog heldigvis ikke gennemfører, da han opdager en mystisk tatovering i Spikes nakke, sjovt nok samme sted som Angel selv i et stykke tid har følt sig generet af. Efter lidt snakken frem og tilbage finder de ud af at de begge har tatoveringen og tydeligvis er blevet lokket i en fælde til at hakke hinanden til plukfisk. Respekten de to imellem er trods alt stadig intakt, så i stedet for at skilles beslutter de at samarbejde og få opklaret mysteriet.
Angel : ”Now we find out who the hell has been using us like puppets, and we cut the strings. Are you in?”
Spike : ”Oh i’m in. As long as we get our hands on the bloody puppeteer and make our displeasure known in a most violent and unpleasant fashion. Agreed?”
Angel : ”Agreed!”
I en anden dimension er den mystiske magiker efterhånden blevet nervøs og beslutter sig for at sætte hårdt mod hårdt, alt imens Spike og Angel tager til hans beskedne og nyoprettede kontor, (læg godt mærke til plakaten på væggen), for, med hjælp fra Wes overskudslager af magiske bøger og skrifter, at finde ud af flere detaljer om tatoveringen og dermed frem til dens bagmand. Efter lidt bladren rundt finder Angel ud af at tegnet er en Sigil ved navn Tuatactl, der har forbindelse til en troldkvinde kaldet Lilitu, som lever af mænds frygt. Og en temmelig barmfager en af slagsen, som ikke kan undgå at fange Spikes øje, da han får øje på billedet af hende i bogen. For at ku’ finde frem til hendes dimension må de først bryde ind på det lokale museum, for at stjæle nøglen dertil i form af et objekt meget passende kaldet ”Lilitus Hand”. Mestertyve har de to dog aldrig været, men alligevel er de snublende nær succes, da den manifesterede dæmon Skip og den kinesiske slayer udsendt af Lilitu overasker dem og sætter alarmen i gang. Angel og Spike får alligevel fat på nøglen og flygter, men ender så lige i armene på the Marster, Spikes mor, Darla og Drusilla, Nikki Wood samt Holtz. Spike foreslår de skifter modstandere og taktikken lader til at virke for det overasker de gamle fjender totalt. Da de lidt senere har barrikeret sig i baglokalet, drypper de lidt blod på nøglen, åbner portalen til dimensionen og træder ind i mørket…
Hvad gemmer der sig på den anden side? kan Lilitus magi brydes? Og kan Spike ved synet af den smækre magiker holde koncentrationen nok til at de slipper levende derfra igen?
Scott Tipton overtager anførebindet for Jeff Mariotte denne gang og det må man sige han slipper usandsynlig godt fra med en sprudlende historie der uden at forlade nutiden tager læseren tilbage til nogle af Angel og Spikes mest dramatiske perioder gennem tiderne ved, at la’ dem stå ansigt til ansigt med den familie, (The Marster, Darla Drusilla og Spike’s mor) og fjender, (Skip, Holtz, samt de to slayers Chang og Nikki Wood), der har været med til at fremavle deres værste sider, inklusive Spike og Angels egen private duel, som dermed blive et spejlbillede på fortidens synder. Temaet kan måske nok virke noget trivielt efterhånden og det ved Tipton også godt. Så frem for at bruge det som altoverskyggende tema vælger han i stedet kløgtig nok i stedet, at la’ det være en opbyggende ramme mod et klimaks som modsat udstiller hvor langt Angel og Spike er kommet mht. deres egens selvforståelse som helte og som en hvis blond slayer, uden at være til stede, på mest poetiske facon bliver et symbol på. Det er i det hele taget fornemt den måde Tipton bruger tidligere konflikter fra tv-serien og la’ sin handling i nutiden nyde godt af dem på, hvilket man f.eks. kan se i parallellen mellem Angels jagt i starten på babyen og dens sikkerhed, kontra hans ligeledes turbulente periode med Darla og Connor i sæson 3, som senere bliver understøttet af sammenstødet med Skip og Holtz. Samme scenarium gør sig også gældende for Spike, da han render på de to slayers som skabte hans rygte. Et rygte som han siden hen har gjort alt for at ændre, da han ligesom Angel forelsker sig i Buffy, der bliver hans ticket to redemtion så at sige, hvilket Spikes afsluttende bemærkning er så smuk hyldest til, at den næsten frembringer en lille tåre i øjenkrogen, når man læser den.
Da historien i den grad er bygget op om Angel og Spikes samarbejde, er det vitalt for Tipton og hans karakterbeskrivelse, at han rammer den kemi vi kender fra tv-serien og også her lykkedes det for ham først med en stemningsfuld voiceover der udtrykker deres indbyrdes følelser og forhistorie under deres sammenstød og siden hen under deres samarbejde med er herlig pingpong dialog, der skaber den helt perfekte sarkastiske tone de to imellem, som man husker den fra primært sæson 5. værd at bemærke er det også hvorledes Tipton, hvis historie foregår efter Spike – Asylum, med fuld overlæg gir Spike den præcis samme intro siddende bagerst i en bar og slumre indtil en kvinde kommer i problemer og han modvilligt træder i karakter. Endelig er der så hovedskurken Lilitu som, selv om hun først gir sig til kende i sidste del af novellen, fremstår som en psykologisk godt skrevet figur, der ud over at sætte en tyk steg under Tiptons morale, er ligeså skræmmende som hun er sexet. Og tro mig hun er sexet, især i det outfit Messina har presset hende ned i, hvilket også gør sig gældende for hendes to kvindelige livvagter, hvis dragter heller ikke overlader meget til fantasien. Så for øvrigt på Wikipedia at Messina også har lavet erotiske noveller og det smitter så sandelig af her. Han får dog ingen klager fra mig af, hehe.
Vanen tro skal Messina lige ha’ et par ord med. Jeg var i forvejen ret begejstret for det han havde lavet i The Curse og Old Friends, men det er intet imod hvad han tryller frem her i ”Auld Lang Syne”, som jeg vil betegne som hans absolut bedste bedrift i ”Angel” universet. Han åbner igen med en fornem brug af skygger i sin streg, der sætter den helt rigtige stemning og nerve, inden han fører Angel til sit møde med først Darla, Master og Drusillla siden hen Skip og Holtz, som alle er ramt spot on i et par forrygende scener. De bliver dog hurtigt overgået af først den med vilje tro kopi af Urrus introscene fra Asylum og siden hen Spikes rendevouz på stranden med sin mor og de to slayers, smukt illustreret med fuldmånes skær som belysning, hvilket gir en hel unik, stemningsfuld og nærmest romantisk effekt, inden Messina atter vender tilbage til den mørke og rå realisme i Angel og Spikes bombastiske duel, der er ligeså høj på intensitet og blodsprøjt, som man husker det fra det klassiske afsnit Destiny i sæson 5. Efter en nødvendig pause i handlingen hvor der skal gøres plads til dialogen, er der dømt ren magi fra side 92 og frem, da Spike og Angel lander i Lilitus golde og bizarre dimension, hvor især hendes formidable og uhyggelige tempel, Lilitu selv i hendes dragt, (som kan ses i al sin erotiske vælde på side 101), samt duellen mod hende og livvagterne er fyldt med detaljer og atmosfære, som kun en sand mester kan gøre det.
Jeg mangler stadig at læse Angel – Spotlight og Angel – Long Nights Journey, men vil indtil da uden tøven udråbe Auld Lang Syne, som mesterværket iblandt de udgivelser der har haft Angel som hovednavn. Genial historie, sprudlende dialog og en perlerække af lækre billeder fra Messina gør denne grafiske novelle til et absolut must own. Og så er det blevet tid til at kåre det bedste cover, hvilket ikke var nemt denne gang, da alle er virkelig gode. Cover # 1B og 3B af Stephen Mooney samt cover #5A og #5 ”special variant” af David Messina, ender jeg dog med at kaste min stemme på.
Vi starter hvor vi slap sidst, da Angel overasker Gunn og hans bande på taget og synet af vampyrerne får ham straks til at sende Nina og Fred i sikkerhed med dragen, som lige gir ham en hjælpende hånd med på vejen ved at flambere modstanderne møre. Overraskende får Angel hjælp fra Gunn, der samtidig afsløre at han siden sidst er blevet en af blodsugerne himself. Angel bliver temmelig chokeret over nyheden og vælger derfor at holde lav profil om at han modsat selv er blevet menneske, for ikke at hidse sin gamle allierede op. Imens på the Hyperion hotel beslutter Connor sig for, trods Gwen og Spikes formaninger, at vende tilbage efter sin far, som Nina forklare er i selskab med Gunn, hvilket Spike har svært ved at tro på og begynder derfor i stedet at filosofere over, om det mon er The First, der er vendt tilbage for at hjemsøge dem.
Spike : ”…hell, there was a stretch in Sunnydale where all sorts of living dead were popping up, but none of them were…well some of them were. It can’t be him can it?”
Mens Nina og Fred bliver hjemme, tager de tre andre af sted på drageekspressen tilbage mod downtow og indenfor i Gunns hovedkvarter fornemmer Angel, efter at være blevet sat ind i hvad der førte til Gunns skifte, så småt at tonen er ved at blive lettere ubehagelig, hvilket billedet på en af væggene af det gamle team A med al tydelighed også indikere. Gunn fortsætter ved at fortælle om baggrunden for hans færden, samt hvilken rolle han kommer til at spille i det store endgame og udadtil lyder forklaringen lige til, men er i direkte modstrid med de billeder af fortiden som udspiller sig samtidig i hans tanker, hvor han helt bevidst undlader sandheden om hvilket ondskabsfuldt monster han er blevet, men afslører dog at han har modtaget evnen til at se frem i tiden fra en dæmon, som han prøvede at redde. Angel kan ikke helt finde ud af hvad han skal tro og det bliver ikke nemmere, da Gunns to personligheder pludselig kommer på kollisionskurs med hinanden. Det ene sekund er han klar til at gå i clinch med sin egen vampyrhær og det næste skifter han 180 grader rundt og er fast besluttet på at fuldføre sin mission fra de højere magter og rydde Angel af vejen én gang for alle. Klar over at han ikke længere er på samme slagkraftige niveau som sædvanlig, bliver Angel nød til at skifte taktik og i stedet forsøge at bringe Gunn psykisk ud af balance ved at sætte spørgsmålstegn ved hans mission :
Angel : ”I remember what it’s like, Gunn, you don’t think you’ve changed. You don’t even try to fight it, because you honestly think for the first time ever, your eyes are open. But the truth is, you’re not in control. You’ve got a front roe seat for a demon destroying everything that meant anything to you. And all you can do is watch.”
Det gør dog kun Gunn endnu mere frustreret og rasende og Angel må til sidst se sig besejret og gennemboret af sit eget sværd, inden Gunn sætter dødsstødet ind og fjerner den magi der har gjort det muligt for Angel at overleve uden sin superstyrke, og opdager i en blanding af chok og forvirring, at hans gamle chef ikke længere er vampyr. Mens Angel ligger hjælpeløs tilbage, afslører Gunn at han desuden samarbejder med en fra hans team, alt imens Spike, Gwen og Conner i mellemtiden når frem udenfor…
Tjae, jeg må sige at jeg bestemt ikke kommer til at savne Nick Runge, hvis det sjusk han laver i # 11 er en indikator på den stressfaktor, som har betydet han nu har sagt farvel til serien igen. Bortset fra Gunn og momentvis Spike, ja så sjofler han i op til flere billeder så meget med sin streg, at det er frustrerende ud over alle grænser at se på, hvor især Gwen skiller sig ud som værende venstrehåndsarbejde af værste skuffe. Tjek hendes ansigt på Hyperion Hotellet og igen på næstsidste side, hvor det lader til at Runge ikke har gidet og gøre noget som helst ud af sin karakter. Connor ude til højre ligner i samme frame en dukke eller en skitse af en figur. Angel selv mangler også helt udstråling og kant og deraf bliver kemien personerne imellem også underligt stiv og forkrampet. Duellen med Gunn trækker en smule op, men den blegner jo i forhold til hvad en Franco Urru eller David Messina ku’ ha lavet. Jeg savner Urrus vilde streg og Messinas brug af skygger i svær grad her, som ku’ ha’ givet den rette intensitet og indlevelsesevne, som Brian Lynch manus havde fortjent. Hans dialog om indre dæmoner og bekæmpelsen af selv samme er rigtig god og ligeså hans tema om forræderi, men hvad pokker hjælper det når Runge så samtidig levere så uinspireret en omgang billeder. Nu skal man så heldigvis kun se på det et nummer mere og så får vi forhåbentlig en tegner ind over de sidste 4 numre og den efterfølgende Aftermath, der virkelig brænder for det han laver.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#61 NightHawk 16 år siden
Go Ask Malice : The Diary of Faith Lehane – Part V :
"Went for a long walk, just to clear my head, figure out what it was that was bothering me so much. Didn’t take long before I realized it was the fact that my mom was dead and I feel like she’s somehow gotten away with screwing me up as bad as she did, and then I felt glad, guilty, then hating myself, the full spin cycle".
27 April.
For at få styr på sine tanker beslutter Faith sig til at ta' et smut downtown og daffer ind på baren Phoenix Landing, hvor hun efter et mindre skænderi med bartenderen, (pga. at hun ikke er gammel nok til at købe øl), render på sin gamle ven Killian, fra Belmont klinikken, som hun hurtigt indleder en flirt med, hvilket hans nye sweetheart Andra bestemt ikke bryder sig om. Da Killian efterfølgende for at gyde olie på vandende kalder Faith for noget kun hendes mor har kaldt hende, ”little firecracker”, får hun nok og skynder sig ud med ham lige i hælene. Efter at ha’ snakket sammen lidt finder de begge ud af, at de befinder sig på samme miserable sted psykisk, Faith med sin skyldfølelse og Killian med sine tilbagevende fremtidssyn, og ender med at trøste hinanden i gyden bag baren. En forbipasserende støder afbryder dem dog med en kæk kommentar og de beslutter derfor at ta' hjem til K og forsætte hvor de slap. Lidt senere finder Faith sig selv liggende med sit ansigt på hans arm i sengen og er for en kort stund mere lykkelig end hun har været længe.
"I felt like, I don’t know, a cheesy old love song you’d hear in a diner and think, God how phony, no one ever really feels this way. But now I know".
Mens Faith betragter sin sovende elsker, begynder hun pludselig at filosofere over sin rolle som udvalgt og den magt der følger med, samt forskellen på en dæmon og et ondt menneske. For har man ret til at eksistere/slippe for straf, blot fordi man er menneske, hvis man samtidig er rendyrket ondskab? Da hun samtidig tænker tilbage på sin mors brutale død, begynder hun pludselig at græde ukontrolleret, men vil ikke ha' at K ser det og opdage, at der rent faktisk befinder sig en revne i hendes udadtil så hårde panser. Sekundet efter afbrydes Faith af pigen Alex, der på mystisk vis popper op i værelset. Alex forklarer at hendes mor, ligesom Faiths, også er død og afslører samtidig at hun selv blev myrdet før hendes mor, inden hun til sidst advarer om at hendes mor blev ond og skabte en energi kaldet Malice, selv samme som er på vej til nu at blive indlemmet i Faiths krop. Faith er totalt forvirret til at starte med, men Alex tågede antydninger bliver lidt efter gjort mere forståelige, da hun fortæller at Faith senere hen vil møde en person kaldet faderen og når dette sker, vil Alex mor overtage hendes krop og slå ham ihjel som hævn.
Dagen efter har Faith en drøm fra sin barndom i Southie kvarteret i St. Augustine kirken, hvor hun er til gudstjeneste. Både præsten father Francisco og kirkegængerne opfører sig mærkeligt og kigger væk fra hende, som om hun er farlig i det hun spadserer op af kirkegulvet. Da hun endelig når frem til kisten ved alteret, finder hun sin mor liggende deri. Da hun rækker hånden ud imod hende går liget pludselig op i flammer og præsten viser sig at være en glubsk vampyr. Faith vågner badet i sved. Et par dage senere befinder hun sig tilbage, siddende bagerst i en hall på Harvard til en af hendes forelæsninger, hos professor Dormer som har taget imod hende igen uden nogen spørgsmål til hendes pludselig forsvinden og i stedet blot bedt Faith om at genoptaget sin våbentræning. Oven på et par heftige lektioner ud i kampkunstens aner, får Faith et par dage efter en drøm fra Maneadernes fangehul under jorden. Hun er beskidt, udsultet og hårdt såret. Brutalt bliver hun hevet op og dernæst brændemærket med Faderens mærke for at gøre hende til en af dem… en slave. Midt i al smerten sværger hun en nådesløs hævn og vågner så atter op i sin seng. Mens Faith forsætter sin undervisning hos Dormer, dater hun fortsat Killian, der dog stadig ikke kender til hendes potentielle superkræfter. Hun går dog ud fra at han vil ku’ forstå det, da han jo selv har specielle evner. K fortæller han skal på tour med bandet og Faith ber ham ta’ en snekugle med tilbage, hvilket er pænt corny men umiddelbart lige er det mest romantiske hun kan komme på. Hun føler for alvor nu, at de er mere end blot løse kærester. Et par dage efter er Faith i fuld gang med træningen hos sensei Kanno og er specielt begejstret for våbnet tanto, (en kniv). Kanno har desuden en med elfenbenshåndtag hængende på væggen, som hun er ret vild med. Kanno lover den som en slags belønning, men kun hvis hun lærer at få styr på de mere spirituelle og filosofiske sider af kampkunsten.
Faith synes det er absurd og ret komisk, at hun nu bliver undervist i at dræbe og bruge sin vrede, når hun hele sit liv er blevet bedt om at nedtone sit temperement af alle andre voksne. Men det flashback er ikke noget hun gider tænke mere over, for hun elsker jo sit nye liv. Under træningen spørger hun Kanno om hvorfor han blev involveret i slayer regi og Kanno forklarer sørgmodigt, at hans kone blev dræbt af vampyrer tilbage i 60’erne. Siden da har han dedikeret sit liv til at træne potentielle slayers som et langt hævntogt. En følelse/mission som netop også har huseret i Faiths drømme det sidste stykke tid. Dagen efter får Faith besøg af Killian inden han skal videre på sin turne. Men i stedet for at hygge sig, kommer de op og skændes over hans drikkeri. Hun bliver rasende og opdager så, at han drikker for at ku’ holde alle sine fremtidssyn, som kun bliver værre, ud og de skilles brat som uvenner. Næste dag vågner Faith tilbage i mareridtsfangehullet hos Maneaderne iblandt rådne lig og stakkevis af knogler og tænker straks tilbage på pinslerne hun blev udsat for af Faderen og hans slavehær. Men Faith er stærkere end som så og nægter at la’ sig knække også selv om hun kan mærke, at hun er ved at dø. Undervejs i fangehullet opdager hun, at hun deler eksistens med en anden kvinde, da hun begynder at tænke på Alex som sin egen datter. Pludselig hører Faith en stemme fra cellen ved siden af der fortæller, at hun må ønske hævn over maneaderne som straf for, at de har tortureret og dræbt Alex. Da Faith kommer tættere på væggen, kan hun se den anden kvinde bærer en halskæde med en grøn sten og finder kort efter ud af, at kvinden er en dæmon… en såkaldt hævndæmon.
Demon : ”Slayer what are youre dying wish?”
Faith : ”I wish to come back…”
And with that I die.
And then I wake up.
Et par dage senere. Faith spiser aftensmad med Dormer der forklare om de tekster hun skal øve sig på, men Faith hører slet ikke efter og tænker kun på sin drøm, da hun uventet får et mystisk krampeanfald. Det viser sig dog at være fordi hun i samme øjeblik bliver udvalgt som slayer og nu mærker superstyrken pumpe på fuld kraft gennem sin krop i sådan en grad, at hun knuser det glas hun holder i hånden til stumper og stykker. Faith ænser overhoved ikke nogen smerte og da såret lynhurtig heles igen bliver Dormer nu klar over, at Faith er blevet udvalgt og lader derfor straks sin lærling få ro omkring sig til at ku’ kapere det hele. Faith er nu officielt en vampire slayer. Senere på natten har hun en lang drøm, hvor hun skiftevis dør og genopstår, hver gang som en ny slayer, og genlever således slayer linie helt frem til Kendras død i Sunnydale. Senere næste dag vender Faith hjem efter en vampyrjagt og kan ikke andet end at være stolt af sig selv og genlever så hende og Dormers mission på Mount Auburn kirkegården, epicentret for vampyrer i Boston. - Stedet hvor hun skal øve sig på at finpudse sine færdigheder og holde ondskaben nede – På vej hen over kirkegården render de hurtigt på en vampyr, som Faith straks, trods Dormers advarsler, kaster sig over. Angrebet bliver til overmod og Faith går pludselig i panik og så må gamle Dormer træde i karakter og redde hendes liv, hvorpå hun beder Faith om at koncentrere sig bedre og bevare overblikket. Faith får lidt efter en chance mere for at vise hvad hun kan, da to vampyrer mere angriber dem. Dormer træder til side, Faith husker de råd sensei Kanno gav hende tidligere og gir vampyrerne tørt på i bedste kung-fu stil. Den anden vampyr flygter i skræk, men Faith indhenter ham og gør kort proces, hvilket gør Dormer mere end stolt af sin lærling.
Et par dage går efterfølgende med vampyrdrab, Faith er på endnu en patrulje på kirkegården alene og selvom det stadig er sjovt, så er hun også ved at være liiidt træt af alle de tekster Dormer kræver hun læser op på, b. la. den tykke The Slayers Cronicles, (den manual som Giles opgav at få Buffy til at læse i sin tid). Under sin vandretur hjem, finder hun ud af at de fremtidssyn slayers har, er drømme delt med tidligere slayers, nærmere bestemt deres dødsfald, og Faith begynder nu at ku’ danne sig et overblik, samt betydningen over de mange drømme med Alex, Maneaderne og Faderen, hun har haft. Alex er selvfølgelig datter af en tidligere slayer. Faith ved dog stadigvæk ikke om hun skal fortælle Dormer om sine drømme, da hun er bange for at de vil afsløre noget negativt om hende selv. Få dage senere dræber Faith sin første dæmon, en Vahrall, med hjælp fra Dormer, men glæder sig mere til at Killian vender tilbage fra sin turne. Da hun kommer hjem fra sin patrulje senere på natten, har hun dog set noget underligt. På vej rundt om kirkegården ved Auburn Lake fik hun pludselig øje på en lille pige under et piletræ. Da hun kom tættere på ku’ hun dog se at det var Alex, der ville fortælle at hun ventede sin mor. Faith forklare hende, at hun ved at Alex mor er en del af Faith selv, men da han vil vide mere forsvinder Alex pludselig ud i aftentågen efterladende sig en kryptisk bunke sølvmønter. På vej hjem, igen, hører hun et par tale sammen i nærheden og synes stemmerne lyder bekendte. Faith overvåger dem og finder så chokeret ud af, at det er Killian og Andra og bliver dybt såret over hans svigt. Hun overvejer først om det er hende der overreagere men indser så, at hun blot kopiere sin mors svaghed ved at gi’ efter og ved at hun er stærkere end det. Da hun vågner næste dag, kan hun ikke undgå at være en smule deprimeret midt i al sin nyfundne styrke.
"I looked over at the nightstand and saw right next to the alarm clock, the silver coin I took from the cemetery and that’s when I realised IM freakin about this whole Alex/Alexandra/whatever thing. Whats going on?. Is she actually some part of me, some kind of extension of me, but twisted like in a funhouse mirror, made tiny and young? Or is there something else to it, some secret I haven’t figured out yet..."
May 29.
#62 NightHawk 16 år siden
Har lidt blandet ekstraguf her :
Why We Love Vampires :
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/artic...
SMG’s – En kreativ New York Sko :
http://www.stuartweitzmancelebrityauction.com/auct...
Nicholas Brendons – Audioblog Semptember Style :
http://nickbrendon.com/2008/09/04/audioblog_942008...
#63 NightHawk 16 år siden
Så er der godt nyt ang. David Boreanaz. 18 November udkommer nemlig sæson 3 af hans nye succes serie Bones :
http://www.dvdtimes.co.uk/content.php?contentid=68...
#64 Slettet Bruger [2495802190] 16 år siden
Efter at have læst Frays bøger om fortiden bliver Buffy overvældet af den håbløse situation; hendes hær af slayere er end ikke nævnt i historiebøgerne, og den bedre verden, hun har prøvet på at skabe, er ikke blevet en realitet.
I "nutiden" er Willow også ved at være gal over, hvor problematisk det er at bringe Buffy tilbage fra fremtiden, og hun bander som en nørd (læs: Frak), men hun bliver trøstet af Kennedy, der måske kan bruges som et redskab for at få kontakt med Saga Vasuki.
Andetsteds flygter Xander på Dawns hesteryg, indtil Dawn smider ham af, og føler sig somom hun "was ridden hard and put away wet" (hvad kan man mon så udlede af det... hmm). De to bliver overumplet af det enteagtige væsen Lolelahn, der ikke er tilfreds med deres tilstedeværelse i skoven, men efter alt hvad de har været igennem er Dawn og Xander ikke ligefrem skræmte over "Lorelei".
I fremtiden bliver Gunther angrebet af Harth og dennes vampyrslæng, og han bliver muligvis slået ihjel. På samme tid er Buffy ved at lære at "flyve bil", og overraskende nok (not) er hun ikke et naturtalent. De to piger finder frem til nogle vampyrer, der angriber en gruppe civile. Buffy vil lade vampyrerne dræbe mennskene og herefter følge efter dem hjem til deres skjulested; det er bedre udfra overvejelser om "the big picture". Fray er dog ikke enig, og hun angriber. Efter at have slået vampyrerne ihjel overraskes hun af "Fremtidswillow", der vil have hende til at slå Buffy ihjel.
I nutiden opnår Willow gennem en orgasme kontakt med Saga Vasuki, og de to har en diskussion om sort magi og tidsstrømmen. Dæmonen fortæller Willow, at tidslommen vil genåbne samme aften, og at hun ikke selv må se, hvad fremtiden vil bringe.
Fremtidswillow fortæller Fray, at Buffy vil slå hende ihjel, hvis ikke Fray slår Buffy ihjel; de to slayere har ikke samme mål., herefter bruger Willow sine sidste rester af magi på "at vise Fray noget".
Tilbage i Frays lejlighed render Buffy ind i Erin, og de to får en snak om at have umulige småsøstre. Snakken bliver afbrudt, da Fray kommer ind og skyder Buffy; Erin var blot en distraktion.
Vurdering:
Endnu et godt nummer, hvor der sker en masse handlingsmæssigt; det ville dog have hjulpet lidt på historiens detaljegrad, hvis "Time of Your Life" havde strakt sig over 5-6 numre i stedet for 4; der sker uendeligt meget på meget lidt plads, og det går især ud over tiden med Xander og Dawn, der ellers synes at kunne blive interessant.
Saga Vasuki synes at være et farligt bekendtskab for Willow, og jeg tror mest af alt, at Willow stoler så meget på hende, fordi hun (måske) har haft en rolle at spille i forbindelse med at redde Kennedy fra den død, vi tidligere har hørt om. Hun synes at være en djævel på Willows skuldre.
Konflikten mellem Fray og Buffy forekommer mig at være en anelse forceret, og jeg tror mest af alt at Buffys vilje til at ofre andre menenskers liv hænger sammen med, at hun ikke tror på, at hun gør en forskel efter at have fået "spoilers" fra Frays bøger...
Og jeg er spændt på, hvorfor Dark Willow vil have slået Buffy ihjel, men det bliver jo nok afsløret i næste nummer...
#65 NightHawk 16 år siden
Angel – The Curse : 120 sider, skrevet af Jeff Mariotte og tegnet af David Messina
http://www.tfaw.com/Profile/Angel-TPB-Vol-1-The-Cu...
”I’ve been called antisocial…
...but that’s not really true.
It isn’t that I don’t like people...
At least in the abstract. There are some I could do without.
It’s just that I don’t feel the need to fill all the silent moment’s with mindless chatter.
When I have something worth saying, I say it...pretty simple.
Doesn’t mean I have anything against people.
Vampires on the other hand? With very few exceptions...I can’t stand ‘em!”
http://www.buffyitalianworld.com/angel/immagini/th...
Angel er taget til Rumænien og har knap sat sine fødder i den sorte muld, før han bliver jaget vildt af en flok blodtørstige vampyrer i en skov nær sit rejsemål, byen Vicigu. Uheldigvis for vampyrerne er de uvidende om hans sande identitet og må derfor ta’ imod en uventet hård og brutal modstand fra den alt andet end ufarlige turist, som midt i sine undvigemanøvre og knoglebrækkende moves bliver mindet om hvorfor det er 100 år siden, han sidst har været på besøg. Da fjenden trods alt er for stor, må Angel til sidst ta’ benene på nakken og søge tilflugt i et gammelt slot, mens han udenfor bliver redet, ikke af klokken, men strålerne fra solopgangen der afskærer blodsugerne fra at foretage sig yderlige. Slottet vækker straks minderne frem hos Angel, der pludselig husker tilbage på hans og Darlas mordertogt der endte med sigøjnerforbandelsen, de mange års efterfølgende lidelse og siden hen adskillelsen først fra Darla, siden hen Buffy og Cordelia, alle forhold der måtte lide en krank skæbne pga. hans tilbagevendte sjæl samt true happiness klausulen. For at undgå samme scenarie med Nina og træt af altid at ha’ Angelus lurende i kulissen, har sidste udvej nu været at ta’ tilbage til Rumænien, opsøge Kalderash klanen og få dem til at hæve forbandelsen for til gengæld at befri de undertrykte sigøjnere, nu kaldet Roms, fra landets nuværende og brutale leder Corneliu Brasov, et levn fra koldkrigstiden der holder provinsen i et jerngreb og magten intakt med hjælp fra en horde af vampyrer.
Ikke længe efter sin ankomst til slottet render Angel på undergrundsbevægelsen ledet af, Petru, Ion, Lupo og Chivu, som efter lidt misforståelser og håndgemæng bliver enige om at samarbejde med ham trods det, at Angel er vampyr. Efter at ha’ sludret lidt sammen tager Angel med dem videre til landsbyen Tirgu Hateg og deres hovedkvarter. Byen vækker hurtigt dårlige minder frem hos Angel og bedre bliver det ikke ligefrem kort efter, da han ser en plakat af Cordelia hængende på væggen inde i oprørernes bygning, der igen minder ham om hvad han har mistet. De negative tanker fortsætter ufortrødent, da han lidt efter bliver introduceret for resten af bevægelsen, der ikke er sene til at lufte deres skepsis over at ha’ fået en ny mand med på holdet. Han kunne jo evt. være stikker for Brasov, eller det der var værre. Angel fornemmer hurtigt stemningen og holder derfor lav profil med sin sande identitet, (der ville gøre det klart, at han myrdede Jenny Calendar fra Kalderash), og sin hemmelige mission. Petru har sin mistanke, men vælger ikke at gå linen fuldt ud, da krigen mod Brasov er af større betydning. Spekulationerne om skjulte dagsordener bliver dog pludselig hurtigt skubbet i baggrunden, da hovedkvarteret bliver offer for et snigangreb fra Brasovs nådesløse tropper, der ikke er blege for at rydde deres egne folk af vejen i jagten på at få elimineret hovedfjenden sigøjnerne.
"And just like that...the game turns deadly. Part of me thought they wouldn’t really fire on their own countrymen. I guessed wrong. And someone else paid for my mistake.”
Under det blodige opgør bliver Ions kæreste Natalya hårdt såret og da Angel ser antallet af faldne oprørere, kan han ikke undgå at gruble over om han sku ha’ handlet anderledes og pludselig vælter minderne frem om Doyle, Cordelia, Wesley og Fred. Alle folk han svorede at beskytte, men som måtte lide samme skæbne som sigøjnerne i kampen for en større sag.
”I’ve saved countless lives. But it’s always the ones I din’t save that weigh on me.”
Klar over at sikkerheden er blevet brudt og en stikker er iblandt dem, beordrer Petru teamet til at samle så mange våben som muligt, omgruppere og slå sig ned på Viziru slottet og forberede det afgørende angreb på Brasovs fort. Angel tilbyder omgående sin hjælp inspireret af en gammel bemærkning fra Spike. Mens de hastigt pakker de sidste ting ned i deres varevogne, sætter en hidsig general Brasov sig for ar sætte militæret ind mod indbyggerne og presse dem til at angive oprørsbevægelsen, hvis de vil slippe med livet i behold, hvilket straks skaber konflikter naboer imellem. Skal de redde sig selv eller ofre livet for fremtidige generationers frihed for et totalitært styre? Da teamet og Angel langt om længe når frem til slottet, har mørket sænket sig og alt imens våben bliver udelt og positioner indtaget, gør Petru det klart at sigøjnerklanen ikke længere vil bøje sig og flygte, som de har gjort hele deres liv. Angel kan li’ deres kampgejst og er med på at gi’ den hele armen, men kommer så pludselig i moralske vanskeligheder, da Ion beder ham redde Natalya ved at forvandle hende til vampyr. Selv om Angel sagtens kan relatere til Ions smerte, tøver han med vilje længe, da han ved hvad konsekvenserne i sidste ende vil munde ud i.
”Of course, he thinks it would be different with Natalya. Because he loves her. And he doesn’t know...he’s never experienced how the hunger changes you, how the demon within controls the host. He thinks she would still love him.”
Petru trækker lidt efter Angel til side og synes han sku’ ta’ og gøre det, inden han antyder mere en kraftigt at han er bekendt med Angels sande mission. Inden Angel kan nå at spørge yderlige ind til hans viden, bliver de brutalt angrebet af Brasovs nattehær, der ikke viser nogen den mindste form for nåde. Alt imens vampyrhæren er optaget ved Viziru, sender Petru den anden fraktion af oprørerne mod Brasovs palads for at overaske ham. Efter endnu et skænderi om Natalya med Ion der forlader dem i vrede, spørger Angel nærmere ind til Petrus viden. Han vælger at lægge kortene på bordet og forklarer han allerede ved hvad Angel er kommet for. Den eneste som kan hjælpe ham med at løfte forbandelsen er dog Natalya, som er den sidste af Kaldarash klanen, så Angel må forsøge at undgå at hun dør. Mens Angel spekulere over hvordan han skal gribe det problem an, bliver Natalya bortført og på Brasovs palads er han allerede forberedt på sigøjnernes snigangreb…
Kan Brasov overhoved væltes af tronen? Hvem er forræderen iblandt dem? Og vil det lykkedes for Angel at redde Natalya, få opløst forbandelsen og ændret sit liv for evigt?…
Når man starter med at læse et mesterværk som Lynch og Urru’s Spike – Asylum iblandt samlingen af grafiske noveller, er det store spørgsmål om nogle af de resterende værker så kan leve op til det høje niveau, der blev præsteret dér og formå at få tegnestil og historie til at gå op på bare nogenlunde samme perfekte facon. Derfor var det med stor spænding, at jeg kastede mig over Angel – The Curse og da jeg havde læst den færdig ku’ jeg til min store glæde konstatere, at her også var tale om en novelle af samme høje klasse. Jeff Mariotte har kreeret en historie, der med stor succes flytter Angel væk fra sit vante miljø i L.A. og sit team, men som alligevel er drønspændende at følge lige fra de første sider af med en åbning der, smart tænkt af Mariotte, placerer læseren midt i jagten på Angel, inden der først senere hen gåes ned i tempo og fornemt bliver afvekslet med en yderst stemningsfuld flashback scene, som blot er en af mange løbende i handlingen. Alle har de stor symbolsk betydning for at understøtte og forstærke Angels fremgangsmåde og spekulationer i de handlinger han foretager sig.
Samtidig får Mariotte viklet det ind i et plot om minoriteters kamp mod et totalitært styre, der ud over at matche Angel og hans verden mod den menneskelige, (det videnskabelige mod det magiske, som er et velkendt tema i Whedons univers), også bliver et yderligere spejlbillede på Angel selv idet, at hans skæbne med ikke at passe ind og blive accepteret fuldt ud i hverken den overnaturlige verden eller den menneskelige grundet sin forbandelse, bliver synonym med den underkuede sigøjnerklasse evige udstødelse. Mariotte får alle facetter til at spille sammen i et imponerende flow her uden at det på noget tidspunkt føles fragmenteret og det er noget som jeg kun ka’ ta’ hatten af for, især når det gøres så velovervejet, som det er tilfældet med ”The Curse”. Vil man desuden ha’ masser af action, ja så går man absolut heller ikke forgæves her, da der er blevet plads til hele 4 forrygende kampscener, hvor Angel solo og som en del af oprørsbevægelsen viser den no barrels hold fighter attitude, vi elsker ham for. Slutningen så jeg i første omgang som lidt af et antiklimaks, men fandt så ud af ved anden gennemlæsning, at jeg havde tolket den helt forkert. Uden at afsløre noget her, ja så vinder Angel rent faktisk til sidst, uden at vinde åbenlyst. For at se hvad jeg mener helt præcist, bliver i nød til at læse tegneserien. Det er som jeg ser det lidt af en genistreg fra Mariotte.
Tegner, David Messina er kort og godt fucking awesome. Ja, jeg ved det lyder lidt plat men… han er fucking awesome. Hans streg er stemningsfuld og vidunderlig detaljeret i flashbackscenerne og modsat mørk og barsk i nutiden især i nattescenerne, hvor Angels ansigt træder kraftfuldt i karakter i både sit menneskelige jeg og sit vampyrlook. Detaljerne i de forskellige lokationer, Viziru slottet og den sønderskudte landsby Tirgu Hazeg, samt dynamikken i de blodige og tempofyldte actionscenerne, er yderligere plusser til bogen. Desuden formår Messina med få billeder, at bringe en truende persona frem i General Brasovs skikkelse der, selvom han er hovedskurken, ikke er synderligt dominerende og ligeledes bliver Ions kæreste og omdrejningspunktet Natalya forvandlet fra sønderskudt lig til vampende og dampende sexbombe, husk at holde godt øje med side 106, begge dele lige overbevisende udført. Han får med andre ord, på hver sin måde, skabt liv og dynamik i stort set alle frames og det er en sand fornøjelse at se på. Mariotte og Messinas samarbejde fungere upåklageligt her og sammen har de skabt en historie, der fungerer hele vejen rundt. Har man ikke lyst til at vente til omnibus udgaven i november, ja så kan det på det varmeste anbefales at få fat på ”Angel – The Curse”.
Bagerst i tegneserien finder man, ligesom i ”Asylum” og de andre grafiske noveller jeg har læst, et covergalleri og her er min personlige favorit # 5, der i alt sin enkelthed opsummere den samlede histories pointe.
The Curse # 5 – Cover A
http://www.gatewaycomics.com/catalog/images/BI_AUG...
Næste weekend tar jeg et nærmere kig på de to grafiske noveller Angel – Old Friends og Angel – Auld Lang Syne, samt Buffy TVS – Season 8 # 17, Angel -After The Fall # 11 og Spike – After The Fall # 2. Og kan ligeså godt sige med det samme, at det ikke kun bliver roser der bliver uddelt her. To af de ting jeg har læst har nemlig hhv. skuffet mig og gjort mig lidt pissed, men alt det vender jeg tilbage til i de kommende reviews.
#66 NightHawk 16 år siden
DollHouse i problemer? :
http://www.tvweek.com/news/2008/09/dollhouse_halts...
Må sige jeg blir noget nervøs over den her udmelding. Er Fox nu igen ved at fucke det hele up for Whedon? Håber fanme ikke det er tilfældet.
DollHouse Inside Peek :
http://uk.eonline.com/uberblog/watch_with_kristin/...
Angel : Aftermath - Interview with writer Kelley Armstrong :
http://buffyfest.blogspot.com/2008/09/exclusive-in...
http://www.kelleyarmstrong.com/mJournal.htm#1b
Spike - After The Fall # 4, Preview :
http://bloglynch.blogspot.com/
Efter at ha' læst Lynch kommentar her, så ser det det ud som om #4, finalen, blir helt fantastisk. Måske lidt farligt at sætte folks forventninger så meget op som han gør her, men på den anden side så ved vi jo hvad ham og Urru kan præstere og jeg er derfor allerede nu ret sikker på, at det nok skal blive outstanding!
#67 NightHawk 16 år siden
Angel – Old Friends : 120 sider, skrevet af Jeff Mariotte og tegnet af David Messina
http://www.amazon.com/Angel-Friends-Graphic-Novel-...
”Everything Gunn says is true.
You can save the world from the big bads.
But that doesn’t stop the progression of little bads from adding up.
In the long run they may be the hardest to deal with.
Anyway, if spike is evil, someone’s got to stop him.
We’ve fought each other before, but it’s never been definitive. Who’d win?
Guess we’ll find out...”
Efter at være vendt hjem fra sit eventyr i Rumænien, er Angel taget op i en afsidesliggende hytte i de sneklædte bjerge et stykke på den anden side af grænsen til L.A. for at mediterer og filosofere over sin fremtid. Stilheden og isolationen bliver dog pludselig brat afbrudt da Gunn, der efter teamets opsplittelse tidligere har arbejdet som en slags Lone ranger, dukker op i sin jeep, for at bede om hjælp med et problem, der er langt større end han som dødelig magter. En række af mord har skræmt borgerne downtown og Gunn har gennem et vidne fundet ud af, at det højst sandsynligt er ingen ringere en Spike, der står bag. Angel har svært ved at tror på hvad han hører men indser, efter Gunn har mindet ham om sine Angelus problemer over årene, at muligheden for at Spike er tilbage i sit onde jeg bestemt er til stede og tager derfor omgående af sted til L.A. Og noget ku’ tyde på at truslen er reel nok, for mens Gunn og Angel haster mod centrum, går Spike amok i en gyde og slagter nådesløst to unge kvinder i en blodrus. Just ankommet, timer senere, må Angel straks agere helt og redder på kontant vis en ung kvinde fra en overfaldsmand. Skæbnen vil det dog lidt senere, at hun ender i armene på den blodhungrede Spike, som heldigvis for hende ikke får held med sit forehavende, da Angel og Gunn via deres politiscanner finder frem til ham i sidste øjeblik. Gunn bliver hurtigt sat ud af spil først og sekundet efter ender Spike og Angel i en hårdtslående duel, der sender Angel til tælling og næsten i graven, da han i stedet pludselig ud af det blå bliver reddet af…Spike?
Spike : ”Close your mouth Angel. You look daft, who’d you expect. Mary bloody Poppins?”
Da forbløffelsen langt om længe har lagt sig, slår den rigtige Spike sig samen med Gunn og Angel i forsøget på at finde ud af hvem der står bag den falske Spikes hærgen i gaderne og således forsætter de deres jagt videre ud i natten. De tre helte har dog ikke kørt særlig længe rundt før de render på helt andre udfordringer, da de kommer på kollisionskurs med en af Gunns fjender den lokale narkogangster Bowman og hans bande af hardcore pushers. Spike synes ikke de bør spilde deres tid på kriminelle lowlives men ændrer hurtigt mening igen, da Gunn forklare at de jo netop ved at ruske op i nabolaget måske kan lokke bagmanden bag klonen frem. I første omgang fører det ikke det store med sig, men kort efter vil tilfældet det at de støder på Illyria, der er midt i sin egen monsterbattle med en abnorm dæmon. Selvom trioen er stærkt i tvivl om hun er the reel deal eller også en kopi, beslutter de sig for at assistere hende, og ved fælles hjælp lykkedes det at besejre den monstrøse modstander. Holdånden når dog knap at lægge sig, for så træder Wesley og Fred højst overraskende frem fra skyggerne. Angel, Gunn, Spike og Illyria kan næsten ikke tro deres egne øjne og glemmer et kort sekund hvad der skete under det store opgør med wolfram & Hart, inden de igen får samlet tankerne og bliver bevidste om at fred og Wes, ligesom med Spike, også er kopier.
Fred : ”Don’t worry too much about the eye patch Charles...in another minute you won’t have a head to wear it on.”
Og nu er der ikke længere nogen anden udvej, hvor smertelige minderne end måtte værre, at eliminere deres gamle venner én gang til. Mens Angel og Spike tager sig af Wes, må Gunn og Illyria ud i et bizart opgør med Fred. Da støvet fra de opløste kloner igen har lagt sig, bliver team a enige om at de hellere må tjekke op på Lorne, som muligvis også er i klon problemer. undervejs på vej dertil forlader Illyria dem og så er det alene op til de tre herrer at advare Lorne, der bliver temmelig overasket over pludselig at se dem igen, om den nyligt opståede trussel. Efter at være blevet sat ind i sagerne forsikre han dem om, at han nok skal holde et vågent øje med evt. mystiske hændelser og gør sit bedste for at berolige sine gamle venner. Men lige som han har fået dem overbevist, dukker endnu en Lorne op i døren. Da de begge forsøger at forsikre Angel og co. om, at de hver især er den ægte vare, får trioen nok og vælger at lade som om de tager hjem for at la’ falskneren afsløre sig selv, hvilket han da også gør. Klonen har dog ikke arvet originalens manglende styrke, så trioen får deres sag for, da den først mister temperamentet. Da lorne igen er uden for fare, sætter Angel, Gunn og Spike atter tilbage mod downtown og render med det samme uheldigvis på Bowman og hans hævngerrige bande samt en byge af kugler, men bliver reddet i sidste øjeblik fra at ende som hakkebøf, da Cordelia via magi får styret bilen i sikkerhed. Bowman har dog slet ikke tænkt sig at la’ dem slippe så let og sender prompte sine folk efter dem, alt imens Cordelia stiller sig imellem for at forsvare de tre hårdt sårede champions…
Cordelia : ”Oh come on. Nobody thinks I saved you just so you could get shot, do they. I have other plans for you...”
vil Angel og co. langt om længe få brudt med fortidens lænker? Hvem er bagmanden bag det skumle klon komplot og hvad er egentlig Cordelias mystiske rolle i det hele?
Makkerparret Jeff Mariotte og David Messina, som lavede Angel – The Curse, står også bag denne grafiske novelle, der dog langtfra kan leve op til deres forrige værk mest af alt pga. en historie, der samlet set er alt for uambitiøs i sit end game og for let gennemskuelig i sine pointer til at ku’ imponere på samme måde. På den ene side er plottet et typisk ”genskabelse af teamet” historie hvor, i dette tilfælde Angel og co., via samme type forhindring må se sig selv og fortiden i øjnene, bogstavelig talt, i form af deres kloner og via bekæmpelsen af selv samme, som bliver symbolsk for deres inde dæmoner og fejltagelser, rense sig slev for samtidig at opbygge den gamle team spirit og offervilje for hinanden og altså dermed forene kræfterne og få samlet team A, once more with feeling. Allerede fra start af ser man, hvorledes Mariotte bruger duellen mod Spike klonen som en reminder om Angels tilbagevendende problemer med sit sjæleløse onde jeg Angelus, der bliver Angels røde klud for at vende tilbage fra sit refugium og dermed gøre sig selv bevidst om, at han stadig gør en forskel på de gode kræfters side.
Senere kommer så først konflikten og opgøret med Wes og Fred, hvor sidstnævntes duel mod Illyria og Gunn er klart det mest fascinerede indslag at følge. Begge stod på hver deres måde bag Freds død i tv-serien og begge må nu på mest absurde facon i et samarbejde ta’ livet af hende endnu engang for selv at overleve. Turen forbi Lorne fungere som jeg ser det ikke helt optimalt og virker faktisk distraherende på det her tidspunkt i handlingen, Mariotte lægger den sidehistorie ind på. Klart nok at Lorne ligesom de andre også er udsat for et klonangreb, men det ku’ ha’ været smartere at ha’ placeret det i finalen i stedet og dermed ha’ undgået at bryde flowet i historien. Undervejs smider Mariotte også en håndfuld gangstere ind i plottet sideløbende, hvilket for så vidt fungere glimrende som et uforudsigelig fare moment isoleret fra hovedhistorien og som paradoksalt nok fører til mødet med Cordelia og via konflikten med hende videre til ”Old Friends” bigbad og en kamp hvor Angel og Gunn atter får chancen for at gøre op med fortidens synder og sammen med Spike igen se fremad og ta’ udfordringen op som L.A.’s sande beskyttere og helte. Mariottes manuskript er skam underholdende nok og byder desuden på et en række morsomme dialoger og referencer ude og inde for seriens univers, men mangler generelt lidt mere plot, som det ku’ være blevet kompenseret for, havde Lornes del evt. været skåret helt fra.
Til gengæld holder David Messina sit høje niveau fra forrige album og skaber med sin stilrene og stemningsfulde streg både dynamik, intensitet og atmosfære hele vejen fra de snedækkede bjerge i starten og frem til det iskolde view ud over L.A. i slutscenen. Jeg kan ikke undgå at være andet end imponeret over hans måde at bruge skygger på, især når det gælder om at gi’ de forskellige figurers ansigter deres karakteristiske træk, hvor Messina viser at han ikke blot kan ramme Angel/David Boreanaz udseende, men også resten af teamet med samme, selv om stilen er væsentlig pænere end Urru’s, præcision uden at, hvad man ku kalde for comic book følelsen, forsvinder. Ta’ f. eks åbningsscenen i hytten hvor Angel med et gustent blik beslutter sig for at vende tilbage og videre over til de mørke gader i L.A. og Spikes overfald på to unge kvinder, som er både sexet voldelig og blodigt som bare fanden. Begge scener sitrer af intensitet og bliver lige den tand mere nærværende, netop fordi man som læser er overbevist om, at det er Boreanaz og Marsters man ser på, ligesom det for øvrigt også er med resten af persongalleriet. Kampscenerne styrer Messina sig så let som ingenting igennem og de er alle uden undtagelse forrygende effektivt sat i scene. Der kan kun Franco Urru gøre ham kunsten efter, hvis i spørger mig. Samtidig så laver Messina også nogle oneshots som næsten er at betragte som små værker i sig selv, b. la. to man ku kalde for ”heroes united” af Angel, Gunn og Spike, som man får gåsehud af på den fede måde, samt et af hhv. Illyria, Lorne og Cordelia hvor sidstnævntes på side 93 er så smukt, så hjertet næsten står stille. Bravo, David Messina...bravo!
Så trods en noget ordinær historie der skuffer set i forhold til “The Curse”, vil jeg trods alt alligevel anbefale ”Old Friends”, fordi man som Angel fan ikke må snyde sig selv for Messinas flotte billeder. Traditionen tro finder man et covergalleri fra de 5 individuelle numre, alle tegnet af David Messina, bagerst i novellen. Her er cover # 4 min favorit og igen er det pga. det meget enkelt opsummere pottets hovedbudskab. Cover # 1 hvor Illyria pryder forsiden er nu også ret nice, men det er så af en hel anden og mere lummer årsag, som i måske kan gætte ved at se linket nedenunder.
http://www.comixfan.com/xfan/images/previews/idw/a...
#68 NightHawk 16 år siden
http://www.newsarama.com/php/multimedia/album.php?...
Ser sgu ret godt ud. :)
#69 NightHawk 16 år siden
Angel – Auld Lang Syne : 120 sider, skrevet af Scott Tipton og tegnet af David Messina
http://www.amazon.co.uk/Angel-Auld-Lang-Publishing...
”Gotta stay on my toes.
The lack of sleep isn’t helping matters.
Three days now with no decent rest.
Can’t figure it out.
And when I do manage to get some rest, the nightmares start.
The memories.
Worry about that later.
This is no time for...nightmares...Darla?
What the hell is going on?”
I et af downtown L.A.’s skumle kvarterer har Angel mere end hænderne fulde, da han må kæmpe hårdt for sit liv imod en bande hårdtslående kultmedlemmer, der har stået bag bortførelsen af et lille barn som Angel har sat alt ind på at finde og bringe tilbage, inden barnet ender som offer for et grumt ritual. Efter Angel har banket sig igennem modstanderne, går lederen i panik og taber under flugten en mobiltelefon, som han skynder sig at samle op, inden han fortsætter sin jagt i the Angel mobile. Men midt i skygningen kommer Angel på både psykisk og fysisk slingrekurs, da Darla pludselig slentrer forbi på fortovet og stjæler hans opmærksomhed.
Draget af synet over at se sin gamle flamme igen, stopper han resolut op og vælger at undersøge mysteriet nærmere efter i sømmene og render kort efter på et endnu større mysterium, da både Drusilla og The Marster overfalder ham og anklager ham for at ha’ svigtet deres race. Angel tager sig ikke synderligt af det, men da Darla efterfølgende beskylder ham for at ha' svigtet hende og Connor da han var barn, bliver han såret dybere end nogen af de mange slag han indtil nu har, måtte ta' imod og kommer så i tanke om, alt imens Darla og co. forsvinder ud i aftendiset, sin oprindelige mission. Vel vidende at tiden er knap, gør han et desperat forsøg og får held med det da han via kultmedlemmets telefon finder frem til deres skjulested. Men just som han forbereder et surprise attack gennem ovenlysvinduet, popper yderligere to gamle fjender op foran ham i form af den hærdebrede dæmon Skip og Angels arvefjende vampyrjægeren Holtz, der straks benytter forvirringen til at stikke til Angels psyke ang. fortiden.
Skip : ”Why do you even bother? Everyone you touch eventually pays the price. Doyle, Cordelia, Fred, Wesley. All hail the conquering hero.”
Efter en kort duel må Angel se sig selv tyret ned igennem ovenlysvinduet og ender brat sit fald foran den måbende kult, der hurtigt lader sig overbeviser om at la’ Angel ta' barnet med sig frem for at gå i direkte konfrontation med ham og kort efter befinder baby Gibson sig atter i sin mors trygge favn. Angel er godt tilfreds med sit arbejde, men kan alligevel ikke helt la’ være med at spekulere på hallucinationerne samt det at alt generelt gik lige lovlig nemt, da han udenfor miss Gibsons bygning pludselig står ansigt til ansigt med… Spike. Et par dage tidlige på en bar ved Santa Monicas strandpromenade nyder Spike en tall frostie og tænker med gru tilbage på sit ophold hos Mosaic asylum hvis hovedpine fremkaldende minder, bliver ved med at hænge fast. Spike får dog hurtigt mulighed for at få tankerne på afstand med en rask slåskamp, da en gruppe rockere er i færd med at genere en ung og smækker kvinde, hvilket Spike naturligvis ikke kan se overhørigt.
Rockerne får bøllebank og mens Spike trøster den blonde babe, stikker uslingene af fra bodegaen og selv om han burde lade dem gå, får han en brændende lyst til at optage forfølgelsen og sikre sig at de har forstået budskabet fuldt ud. Midt i udelingen af øretæver bliver Spike lidt efter pludselig distraheret, da han ser sin mor gående på stranden under broen, han befinder sig på. Fulderikkerne benytter selvfølgelig straks lejligheden til at stikke af og Spike beslutter sig i stedet for at tjekke stranden ud, men når kun halvt ned af trappen, da han bliver overrumplet af en gammel bekendt, den kinesiske slayer, der kort efter får selskab af endnu en tidligere modstander, slayer Nikki Wood, og Spike må derfor midt i den totale forvirring yde sit bedste for at blive på fødderne, mens Nikki stikker syrligt til hans fortid.
Nikki : ”It doesn’t matter what you think you are now. You’re a killer, a monster...a plague. You slaughtered the two of us just like you did countless innocents before and after us. You think a sudden change of heart and a few good deeds can make up for that? Can it make up for a son deprived of his mother?”
Men Spike la’ sig ikke sån bare uden videre gå på af provokationerne og fjerner i stedet uden tøven de to slayers igen, da de går til angreb og sender de korporlige hallucinationer i opløsning i vandet bag sig, inden han fortsætter videre ind mod byen lokket af sin moders illusion og ender tilfældigvis ansigt til ansigt med… Angel.
http://www.idwpublishing.com/images/newreleases/01...
http://www.idwpublishing.com/images/newreleases/01...
http://www.idwpublishing.com/images/newreleases/01...
http://www.idwpublishing.com/images/newreleases/01...
Alt imens de begge sætter sig for at gi’, hvad de begge er sikre på er illusioner, tørt på lurer en mystisk magiker frydefuldt til i kulissen, da de to champions smadrer ind i hinanden på fuld kraft i en knogleknusende duel, hvor ingen af dem nægter at opgive sig ligegyldigt hvad den anden har at komme med af slag under bæltestedet og andre feje tricks, der fører de to kamphaner gennem skumle gyder og videre ind i en spiritusbutik blodige og forslåede, mens spekulationerne og følelserne i sammenfiltret enhed pulserer i et øredøvende tempo. Ligesom Spike udmattet som bare fanden sætter de sidste kræfter ind, når Angel at undvige og fanger ham i et halsgreb, som han dog heldigvis ikke gennemfører, da han opdager en mystisk tatovering i Spikes nakke, sjovt nok samme sted som Angel selv i et stykke tid har følt sig generet af. Efter lidt snakken frem og tilbage finder de ud af at de begge har tatoveringen og tydeligvis er blevet lokket i en fælde til at hakke hinanden til plukfisk. Respekten de to imellem er trods alt stadig intakt, så i stedet for at skilles beslutter de at samarbejde og få opklaret mysteriet.
Angel : ”Now we find out who the hell has been using us like puppets, and we cut the strings. Are you in?”
Spike : ”Oh i’m in. As long as we get our hands on the bloody puppeteer and make our displeasure known in a most violent and unpleasant fashion. Agreed?”
Angel : ”Agreed!”
I en anden dimension er den mystiske magiker efterhånden blevet nervøs og beslutter sig for at sætte hårdt mod hårdt, alt imens Spike og Angel tager til hans beskedne og nyoprettede kontor, (læg godt mærke til plakaten på væggen), for, med hjælp fra Wes overskudslager af magiske bøger og skrifter, at finde ud af flere detaljer om tatoveringen og dermed frem til dens bagmand. Efter lidt bladren rundt finder Angel ud af at tegnet er en Sigil ved navn Tuatactl, der har forbindelse til en troldkvinde kaldet Lilitu, som lever af mænds frygt. Og en temmelig barmfager en af slagsen, som ikke kan undgå at fange Spikes øje, da han får øje på billedet af hende i bogen. For at ku’ finde frem til hendes dimension må de først bryde ind på det lokale museum, for at stjæle nøglen dertil i form af et objekt meget passende kaldet ”Lilitus Hand”. Mestertyve har de to dog aldrig været, men alligevel er de snublende nær succes, da den manifesterede dæmon Skip og den kinesiske slayer udsendt af Lilitu overasker dem og sætter alarmen i gang. Angel og Spike får alligevel fat på nøglen og flygter, men ender så lige i armene på the Marster, Spikes mor, Darla og Drusilla, Nikki Wood samt Holtz. Spike foreslår de skifter modstandere og taktikken lader til at virke for det overasker de gamle fjender totalt. Da de lidt senere har barrikeret sig i baglokalet, drypper de lidt blod på nøglen, åbner portalen til dimensionen og træder ind i mørket…
Hvad gemmer der sig på den anden side? kan Lilitus magi brydes? Og kan Spike ved synet af den smækre magiker holde koncentrationen nok til at de slipper levende derfra igen?
Scott Tipton overtager anførebindet for Jeff Mariotte denne gang og det må man sige han slipper usandsynlig godt fra med en sprudlende historie der uden at forlade nutiden tager læseren tilbage til nogle af Angel og Spikes mest dramatiske perioder gennem tiderne ved, at la’ dem stå ansigt til ansigt med den familie, (The Marster, Darla Drusilla og Spike’s mor) og fjender, (Skip, Holtz, samt de to slayers Chang og Nikki Wood), der har været med til at fremavle deres værste sider, inklusive Spike og Angels egen private duel, som dermed blive et spejlbillede på fortidens synder. Temaet kan måske nok virke noget trivielt efterhånden og det ved Tipton også godt. Så frem for at bruge det som altoverskyggende tema vælger han i stedet kløgtig nok i stedet, at la’ det være en opbyggende ramme mod et klimaks som modsat udstiller hvor langt Angel og Spike er kommet mht. deres egens selvforståelse som helte og som en hvis blond slayer, uden at være til stede, på mest poetiske facon bliver et symbol på. Det er i det hele taget fornemt den måde Tipton bruger tidligere konflikter fra tv-serien og la’ sin handling i nutiden nyde godt af dem på, hvilket man f.eks. kan se i parallellen mellem Angels jagt i starten på babyen og dens sikkerhed, kontra hans ligeledes turbulente periode med Darla og Connor i sæson 3, som senere bliver understøttet af sammenstødet med Skip og Holtz. Samme scenarium gør sig også gældende for Spike, da han render på de to slayers som skabte hans rygte. Et rygte som han siden hen har gjort alt for at ændre, da han ligesom Angel forelsker sig i Buffy, der bliver hans ticket to redemtion så at sige, hvilket Spikes afsluttende bemærkning er så smuk hyldest til, at den næsten frembringer en lille tåre i øjenkrogen, når man læser den.
Da historien i den grad er bygget op om Angel og Spikes samarbejde, er det vitalt for Tipton og hans karakterbeskrivelse, at han rammer den kemi vi kender fra tv-serien og også her lykkedes det for ham først med en stemningsfuld voiceover der udtrykker deres indbyrdes følelser og forhistorie under deres sammenstød og siden hen under deres samarbejde med er herlig pingpong dialog, der skaber den helt perfekte sarkastiske tone de to imellem, som man husker den fra primært sæson 5. værd at bemærke er det også hvorledes Tipton, hvis historie foregår efter Spike – Asylum, med fuld overlæg gir Spike den præcis samme intro siddende bagerst i en bar og slumre indtil en kvinde kommer i problemer og han modvilligt træder i karakter. Endelig er der så hovedskurken Lilitu som, selv om hun først gir sig til kende i sidste del af novellen, fremstår som en psykologisk godt skrevet figur, der ud over at sætte en tyk steg under Tiptons morale, er ligeså skræmmende som hun er sexet. Og tro mig hun er sexet, især i det outfit Messina har presset hende ned i, hvilket også gør sig gældende for hendes to kvindelige livvagter, hvis dragter heller ikke overlader meget til fantasien. Så for øvrigt på Wikipedia at Messina også har lavet erotiske noveller og det smitter så sandelig af her. Han får dog ingen klager fra mig af, hehe.
Vanen tro skal Messina lige ha’ et par ord med. Jeg var i forvejen ret begejstret for det han havde lavet i The Curse og Old Friends, men det er intet imod hvad han tryller frem her i ”Auld Lang Syne”, som jeg vil betegne som hans absolut bedste bedrift i ”Angel” universet. Han åbner igen med en fornem brug af skygger i sin streg, der sætter den helt rigtige stemning og nerve, inden han fører Angel til sit møde med først Darla, Master og Drusillla siden hen Skip og Holtz, som alle er ramt spot on i et par forrygende scener. De bliver dog hurtigt overgået af først den med vilje tro kopi af Urrus introscene fra Asylum og siden hen Spikes rendevouz på stranden med sin mor og de to slayers, smukt illustreret med fuldmånes skær som belysning, hvilket gir en hel unik, stemningsfuld og nærmest romantisk effekt, inden Messina atter vender tilbage til den mørke og rå realisme i Angel og Spikes bombastiske duel, der er ligeså høj på intensitet og blodsprøjt, som man husker det fra det klassiske afsnit Destiny i sæson 5. Efter en nødvendig pause i handlingen hvor der skal gøres plads til dialogen, er der dømt ren magi fra side 92 og frem, da Spike og Angel lander i Lilitus golde og bizarre dimension, hvor især hendes formidable og uhyggelige tempel, Lilitu selv i hendes dragt, (som kan ses i al sin erotiske vælde på side 101), samt duellen mod hende og livvagterne er fyldt med detaljer og atmosfære, som kun en sand mester kan gøre det.
Jeg mangler stadig at læse Angel – Spotlight og Angel – Long Nights Journey, men vil indtil da uden tøven udråbe Auld Lang Syne, som mesterværket iblandt de udgivelser der har haft Angel som hovednavn. Genial historie, sprudlende dialog og en perlerække af lækre billeder fra Messina gør denne grafiske novelle til et absolut must own. Og så er det blevet tid til at kåre det bedste cover, hvilket ikke var nemt denne gang, da alle er virkelig gode. Cover # 1B og 3B af Stephen Mooney samt cover #5A og #5 ”special variant” af David Messina, ender jeg dog med at kaste min stemme på.
3B af Mooney :
http://www.idwpublishing.com/images/newreleases/01...
5A af Messina :
http://www.idwpublishing.com/images/newreleases/03...
#70 NightHawk 16 år siden
Angel – After The Fall # 11 :
http://media.comicvine.com/uploads/0/40/495334-ang...
Vi starter hvor vi slap sidst, da Angel overasker Gunn og hans bande på taget og synet af vampyrerne får ham straks til at sende Nina og Fred i sikkerhed med dragen, som lige gir ham en hjælpende hånd med på vejen ved at flambere modstanderne møre. Overraskende får Angel hjælp fra Gunn, der samtidig afsløre at han siden sidst er blevet en af blodsugerne himself. Angel bliver temmelig chokeret over nyheden og vælger derfor at holde lav profil om at han modsat selv er blevet menneske, for ikke at hidse sin gamle allierede op. Imens på the Hyperion hotel beslutter Connor sig for, trods Gwen og Spikes formaninger, at vende tilbage efter sin far, som Nina forklare er i selskab med Gunn, hvilket Spike har svært ved at tro på og begynder derfor i stedet at filosofere over, om det mon er The First, der er vendt tilbage for at hjemsøge dem.
Spike : ”…hell, there was a stretch in Sunnydale where all sorts of living dead were popping up, but none of them were…well some of them were. It can’t be him can it?”
Mens Nina og Fred bliver hjemme, tager de tre andre af sted på drageekspressen tilbage mod downtow og indenfor i Gunns hovedkvarter fornemmer Angel, efter at være blevet sat ind i hvad der førte til Gunns skifte, så småt at tonen er ved at blive lettere ubehagelig, hvilket billedet på en af væggene af det gamle team A med al tydelighed også indikere. Gunn fortsætter ved at fortælle om baggrunden for hans færden, samt hvilken rolle han kommer til at spille i det store endgame og udadtil lyder forklaringen lige til, men er i direkte modstrid med de billeder af fortiden som udspiller sig samtidig i hans tanker, hvor han helt bevidst undlader sandheden om hvilket ondskabsfuldt monster han er blevet, men afslører dog at han har modtaget evnen til at se frem i tiden fra en dæmon, som han prøvede at redde. Angel kan ikke helt finde ud af hvad han skal tro og det bliver ikke nemmere, da Gunns to personligheder pludselig kommer på kollisionskurs med hinanden. Det ene sekund er han klar til at gå i clinch med sin egen vampyrhær og det næste skifter han 180 grader rundt og er fast besluttet på at fuldføre sin mission fra de højere magter og rydde Angel af vejen én gang for alle. Klar over at han ikke længere er på samme slagkraftige niveau som sædvanlig, bliver Angel nød til at skifte taktik og i stedet forsøge at bringe Gunn psykisk ud af balance ved at sætte spørgsmålstegn ved hans mission :
Angel : ”I remember what it’s like, Gunn, you don’t think you’ve changed. You don’t even try to fight it, because you honestly think for the first time ever, your eyes are open. But the truth is, you’re not in control. You’ve got a front roe seat for a demon destroying everything that meant anything to you. And all you can do is watch.”
Det gør dog kun Gunn endnu mere frustreret og rasende og Angel må til sidst se sig besejret og gennemboret af sit eget sværd, inden Gunn sætter dødsstødet ind og fjerner den magi der har gjort det muligt for Angel at overleve uden sin superstyrke, og opdager i en blanding af chok og forvirring, at hans gamle chef ikke længere er vampyr. Mens Angel ligger hjælpeløs tilbage, afslører Gunn at han desuden samarbejder med en fra hans team, alt imens Spike, Gwen og Conner i mellemtiden når frem udenfor…
Tjae, jeg må sige at jeg bestemt ikke kommer til at savne Nick Runge, hvis det sjusk han laver i # 11 er en indikator på den stressfaktor, som har betydet han nu har sagt farvel til serien igen. Bortset fra Gunn og momentvis Spike, ja så sjofler han i op til flere billeder så meget med sin streg, at det er frustrerende ud over alle grænser at se på, hvor især Gwen skiller sig ud som værende venstrehåndsarbejde af værste skuffe. Tjek hendes ansigt på Hyperion Hotellet og igen på næstsidste side, hvor det lader til at Runge ikke har gidet og gøre noget som helst ud af sin karakter. Connor ude til højre ligner i samme frame en dukke eller en skitse af en figur. Angel selv mangler også helt udstråling og kant og deraf bliver kemien personerne imellem også underligt stiv og forkrampet. Duellen med Gunn trækker en smule op, men den blegner jo i forhold til hvad en Franco Urru eller David Messina ku’ ha lavet. Jeg savner Urrus vilde streg og Messinas brug af skygger i svær grad her, som ku’ ha’ givet den rette intensitet og indlevelsesevne, som Brian Lynch manus havde fortjent. Hans dialog om indre dæmoner og bekæmpelsen af selv samme er rigtig god og ligeså hans tema om forræderi, men hvad pokker hjælper det når Runge så samtidig levere så uinspireret en omgang billeder. Nu skal man så heldigvis kun se på det et nummer mere og så får vi forhåbentlig en tegner ind over de sidste 4 numre og den efterfølgende Aftermath, der virkelig brænder for det han laver.