Urru åbner med en stemningsfuld flashbackscene i Lynch andet kapitel om Spikes turbulente tid efter dommedagsbragte mod Wolfram & Harts tropper og la’ straks sin blonde helt bemærke i vanlig sarkastisk tone størrelsen på Angels succes, inden han i nutiden render ind i den gigantiske drage foran W & H’s hærgede bygning. Spike overvejer et kort sekund, om han skal ta' udfordringen op, men dragen forholder sig rimelig fredeligt og tager ham i stedet med til at overvære en torturoffer, stadig fanget i en af firmaet celler, som han dog ikke lige umiddelbart ved hvad han skal stille op med. Spike vælger derfor i stedet at vende tilbage til Fred og Jerry samt de mennesker han har svoret at beskytte med en ordentlig stak våben i bagagen. Turen bliver dog alt andet end problemfri, for ved den faldefærdige forlystelsespark Dicki Duck, møder han pludselig en ung kvinde, som viser sig at ha' mere end et par tricks oppe i ærmet. Hjemme ved Spikes palads er en amazonetrop i mellemtiden i færd med at overtage magten, hvor deres leder gør alt hvad hun kan for at provokere Fred til at skifte tilbage til Illyria, som hun ved gemmer sig et sted herinde, så hun kan dræne krigsgudinden for energi.
Red Pixie : ”Standing here crackling with power. Wow, you’re about to POP! I wanna pull yours, for truly.”
Fred : ”I don’t know what you mean”.
Red Pixie : ”Uh-huh, you do. Play it coy Mary Ann, it’s fine.”
Mens hun i al sin arrogance informere og advare lokalbefolkningen om at hun er den nye boss, vender Spike tilbage med Reds håndlanger Spider, som gidsel i hendes truck. Red og amazonekrigerne er målløse og Spike benytter med det samme mulighed for et frontal angreb, men fortryder hurtigt bitter, da Fred bliver brugt som levende skjold mod lastvognen, som pløjer ind i de to kvinder med et øredøvende brag. Da stålsplinter og røg har lagt sig, træder Illyria til Spikes store lettelse frem i al sin kvindelige ynde og imponerende styrke. Synet af hans warrior woman distrahere uheldigvis Spike nok til at amazonekrigerne kaster sig over ham og mens han heroisk forsøger at holde dem på afstand, sætter Illyria en sønderknusende hævn ind på Reds ansigt, der hurtig bliver indsmurt i blod. Men hun er langt fra helt almindelig og Illyria må snart sande, at selv hendes styrke ikke er nok til at besejre den diabolske kvinde, der i samme moment bruger sin absorberede energi til at dræne de almindelige mennesker omkring dem. Da Spike atter vågner finder han sig selv lænket og fanget hos Pixie, der afsløre al sin perverse ondskab ved at la’ ham tilbringe tiden omringet af ligene fra de folk, han ikke ku’ beskytte.
Lynch histories højdepunkt la’ vente på sig i denne omgang, men brænder sig sikkert fast på nethinden, da han først for alvor slipper Franco Urru løs med Spikes angreb på amazonekrigerne og Illyrias og Pixies efterfølgende duel, der er et actionbrag i vanlig dynamisk og medrivende stil, inden Urru åbner op for horror godteposen på de sidste sider med nogle virkelig blodige og ret ulækre billeder, som meget passende sætter Spikes situation i relief. Selv om # 2 klart er hvad man ku’ kalde for et transporter script, ja så indeholder det alligevel et par velkendte og interessante paralleller for Spike og hans fortid med Buffy og frem til hans beskytter trang af Fred/Illyria :
Interessant er det også at lægge mærke til, at Spikes nye mate Jerry ikke ligesom de andre mennesker går i opløsning ved Pixies vredesudbrud. Ligger der mon mere og gemmer sig bag denne tilsyneladende ordinære figur? Synes afslutningsvis også det er en godt tænkt detalje den måde Lynch kobler starten med torturofferet i Wolfram & Hart og ofrene til sidst sammen på, som symboliserer at Spike på en måde bliver straffet ovenfra, fordi han endnu ikke har fundet ud af sin rolle i det store efterspil.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Selv om der er dømt fuld kraft fremad fra første side i # 17, skruer Joss Whedon tiden en anelse tilbage og placerer læseren midt i en hæsblæsende jagt mellem flyvende biler højt over det fremtidige Manhattans gader, hvor Fray, assisteret af sin søster politidetektiven Erin, (i et tempo så højt at det ville gøre både George Lucas og Luc Besson misundelige), via en flok vampyrer forsøger at finde frem til deres bror, den udspekulerede og djævelske leder Harth. Fray får dog ikke de ønskede oplysninger, men derimod en advarsel om at ta’ sig i agt for Harths nye allierede, der bliver beskrevet som The Black Hope, inden hun opløser håndlangeren i en grøn sky af støv og sammen med Erin tar hjem for at se, om hun kan finde ud af mere om denne mystiske sorthårede magiker. Imens andetsteds i byen minder selv samme om at Buffy er på vej fra fortiden og selv om Harth undrer sig over den strategi, forsikrer hun ham om, at det er for det bedste i det lange løb. Tilbage i 2008 har Willow svært ved at tilgive sig selv, men har heldigvis Kennedy at bekymre sig om yderligere, hvis sårede tilstand gir plads for Willows eget behov for at blive trøstet.
Fra New York skal vi så en smut tilbage til det kolde Skotland, hvor Xander og den resterende del af slayerhæren anført af en chokeret Rowena, må ta’ imod en mere end varm velkomst fra en hær af kobrakrigere, der dannes ud af de gulgrønne flammer stammende fra det magiske missil i forrige nummer, som Twillight og co. sendte mod deres borg. Xander sender straks Rowena og de andre slayers i sikkerhed, men ender selv i vanskeligheder som han heldigvis bliver reddet ud af, da Dawn galopperer ind midt i alt kaoset og uddeler kindheste i en fantastisk scene, der efterfølgende fører en af de sjoveste dialoger med sig i sæson 8, som jeg fik mig et godt grin over :
Dawn : ”Okay, okay...you’re gonna have to...ride me...”
Tilbage i New York prøver Willow at finde hoved og hale mht. tidsportalen og i fremtiden ender Buffy i armene på Fray, der fejlagtigt tror hun er en af Harths udsendte håndlangere. Efter en kort duel får Buffy dog overbevist Fray om hvem hun er og de to seje tøser beslutter nu i stedet at slå pjalterne sammen og fortsætte mod Frays kontaktperson den fiskeagtige dæmon Gunther. Undervejs får de to fightere snakket om både fortid og fremtid og her erfarer Buffy til sin skræk, at Fray er den eneste tilbageværende slayer og at kampen mod hovedskurken desuden næppe bliver særlig nem, da det er Frays egen bror, de er oppe imod. Henne hos Gunther, hvor Buffy kommer i problemer med sin kjoledragt i en sjov reference til Fray tegneserien, (og her kan man så spekulere på, siden hun reagere sån, om hun er trusseløs, hmm), beder Fray om informationer, og i den modsatte ende af Haddyn afslører Harths allierede sin sande identitet i al sin frygtindgydende vælde, da Dark Willow dukker frem fra skyggerne.
Karl Moline rammer, med en mærkbar forskel fra forrige nummer, langt bedre Whedons karakterer der nu, selv om jeg stadig foretrækker George Jeantrys stil, fungerer hamrende effektivt i ”Buffy” regi. Molines streg har stadig denne mere tegneserieagtige feel over sig modsat Jeantrys mere realistiske, men det gør faktisk ikke spor nu, hvor handlingen primært er sat i hans eget Fray univers. Men også i nutiden får han det til at fungerer og her er scenen med Dawn og Xander både fortryllende, farvestrålende, (igen stor kados til Andy Owens), tempoladet og ultra humoristisk på en oldschool slapstick facon, som man kun kan overgive sig til. Ved for øvrigt ikke om det bare er mig, men er denne pingpong de to imellem starten på en ny og helt uventet romance? Noget ku’ godt tyde på det og efter Renne’s dødsfald og det faktum at Dawn er vokset ud af lillesøster rollen, ja så ku’ det crush hun har haft på ham over en længere periode måske få en chance for at udvikle sig til noget seriøst i sæson 8. Højdepunkt nummer to er selvfølgelig Buffys fysiske og efterfølgende verbale duel med Fray, der på suveræn vis udstiller kontrasten samt ligheden de to imellem. Kontrasten får Moline fornemt udstillet først via de to tøsers outfit, hvor Buffy er klædt i en stramtsiddende og gudesmuk designer kjole der matcher hendes blonde hår, samt er udstyret med et par høje og sexede støvler. Alt sammen kan føres over i Buffys væremåde, der er langt mere frisk og åben, hvorimod Fray i sit vanlige men cool slacker punk militaristiske outfit fra top til tå er hendes diametrale modsætning…
…som fornemt understreger de sociale skel, som vi også så det med Buffy og Faith, der bliver solidt understøttet af den ligeledes sammenlignelige sproglige barriere. Ligheden og forbindelsen ligger her i første omgang i deres fælles våben scythen, som naturligvis er helt ens og dermed symboliserer de to slayers sammenhørighed, som må man gå ud fra bliver udforsket yderligere i de kommende numre.
Det er godt det her… rigtig godt endda!
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Næste weekend kommer der forøvrig anmeldelser af hhv. Spike vs. Dracula, en noget ujævn oplevelse, og Spike - Shaddow Puppets af Lynch & Urru der har kreeret endnu en mesterlig historie.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Historie: Her kommer så mit meget forsinkede review af det mest spændede Angelnummer indtil videre. Faktisk er det første gang, jeg nyder Angel mere end Buffy, og det må siges at være noget af en bedrift, når Buffy i øjeblikket bliver skrevet af Whedon.
Gwen prøver på, at forklare Conner og Spike sit forræderi, som hun begrunder med, at hun tror på Gunns store plan, og med, at Gunn kan hjælpe hende, så hun igen er i stand til at røre andre. Spike lytter ikke og forsøger at slå hende ihjel, men hun "zapper" ham og er efterladt alene med Conner, der truer emd at pudse dragen, der hedder
Cordelia
på hende.
Andetsteds har Angel en ud-af-kroppen-oplevelse, hvor han møder en gammel bekedt
Cordelia
, der er sendt for at lindre hans smerter, mens han dør. Angel må forklare, hvordan dragen, mens den bekendte forklarer sin tilstedeværelse. Gunn undrer sig over, at Angel ikke rejser sig op og viser sit vampyransigt; det var meningen, at Angel skulle være der til den store finale.
På hotellet går Fred amok med at slå op i bøger og Wesley overfor Nina afslører sin teori om, hvordan Fred ikke er Fred men en imitation lavet af Illyria. Wesley forsvinder dog pludselig fra rummet, hvroefter Fred bliver til Illyria og gennembanker Nina, fordi hun ikke kan svare på, hvor Wesley er.
Wesley dukker op hos Gunn, og han begynder bekymret at five Gunn en lektion, mens han ser til Angel, men han kan intet gøre, og han råber desperat til Wolfram and Hart, der med det samme opdaterer hans viden om, hvad der foregår. Shanshu-profetiean handler (til Gunns meget store utilfredshed) med sikkerhed om Angel; alt hvad Wolfram og Hart har planlagt siden starten på Angels egen serie har handlet om at få Angel knækket og overpå firmaets side. Herefter viser Wesley Angel, hvordan hans skæbne med sikkerhed vil være; Angel vil være påd et ondes side ved verdens undergang.
Herefter fortæller Angel sin bekedte, at han er klar til at følge med og dø.
Vurdering: Et meget stærkt nummer, der formår at trække en rød tråd gennem hele TV-serien og After The Fall, hvilekt må siges at være fænomenalt. Jeg kan ikke vente på næste nummer samt nummer 14-16; den store finale nærmer sig.
Har lige bestildt # 18, # 12 og # 3 af hhv. Buffy, Angel og Spike. Samt Buffy - Omnibus vol. 5. Glæder mig især til at læse Jane Espensons "Haunted" historie.
Er også igang med Tales of The Slayers - Vol 1. Første historie var ikke imponerende, men til gengæld var nr. 2 med Slayeren White Doe, sat i 1586 ret godt skrevet.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
# 76: Jeg har også efterhånden vendet mig så meget til Urrus stil, så jeg foretrækker ham frem for Mooney, men jeg kommer dog til at savne Nick Runge trods hans meget svingende kvalitet; jeg kan rigtigt godt lide hans tegnestil, og hans topniveau er fænomenalt (se blandt andet hans to sider i After The Fall # 12).
Jeg har modtaget lige modtaget Spike - After The Fall # 3 og Buffy - Omnibus vol.5, og jeg er som sædvanligt skuffet over Omnibussen (selvom jeg er langt mere tilfreds, end jeg var med # 3-4), mens jeg lidt må tage nogle af de hårdere ord om Spike-serien tilbage, men mere om det senere.
Desuden venter jeg også at modtage Spike: Asylum & Shadow Puppets i den nærmeste fremtid, og jeg glæder mig til at se nærmere på disse to udgivelser...
Jeg synes Nick Runge gjorde det rigtig godt i After The Fall # 10, men til gengæld var det virkelig sjusket i # 11. Så er både spændt og lidt bange for, hvad han disker op med i # 12.
Spike - Asylum og Spike - Shadow Puppets er klart de bedste i Spike mæssig sammenhæng. De to andre grafiske noveller er derimod ret svingende i kvalitet både hvad angår historie og tegnestil.
Ang. Buffy - Season 8, er du forøvrigt stadig negativt stemt mht. Dawn's udvikling, eller har det ændret sig ? :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
# 78: Jeg kan godt lide den udvikling, der tilsyneladende er mellem hende og Xander, men jeg kan stadig ikke lide hendes transformationer, og jeg skifter nok næppe mening, med mindre Whedon disker op med en virkelig overbevisende slutning på denne del af plottet. Det sagt, så kan jeg godt se det sjove i flere af de situationer, som hende og Xander havner i for tiden, og jeg kan bedre lide hendes anden anden transformation end hendes første.
Jeg ved heller ikke, hvad jeg synes om "Black Hope"; det afhænger meget af, hvordan # 19 slutter - Whedon er mildest talt inde på et farligt område.
Historie Spike er stadigvæk fanget af de smukke kvinder, og han har muligvis aldrig været i en større knibe; han bliver plaget af at se på den gruppe mennesker, som er blevet til en slags zombieagtige væsener, han må leve af rotteblod, og han bliver udsat for tortur, der dog bliver afbrudt, da kvindegruppens leder skal på date, hvorfor Spike bliver efterladt sammen med Spider, der lader som om, at hun er på kvindernes side.
Andetsteds er kvindegruppens leder ved at udsuge livskraften fra en gruppe slayere, mens hendes "date" Gunn ubekrymret ser til. Det viser sig dog hurtigt at de to ikke har samme mål; kvinden vil bevare status quo, mens Gunn vil ændre verden, og Gunne bliver så rasende, da han hører, at Spike og Illyria er hendes fanger, så han næsten slår hende ihjel, hvilket tilsyneladende er lettere at gøre, når der ikke er dødelige i nærheden. Herefter beslutter kvinden sig for, at hendes fanger skal dø.
Der er ikke langt fra tanke til handling, og Spike, Illyria og Spider (hvis forræderi er blevet opdaget) bliver slæbt ud i en arena, hvor de tre skal henrettes. Illyria er dog mere end almindelig svær at dræbe, og hun har fået nok af at være fange og går amok på kvindernes leder.
Illyria er heller ikke tilfreds med, at Spike og Spider har indledt et fysisk forhold, men hun tager alligevel fat i Spike og kysser ham, hvorefter han nærmest sværger troskab til hende.
Den unavngivne leder tager herefter fat i Jerry, Spike og Illyrias menneskeven, men da hun skal til at udsuge ham, får hun et spyd i ryggen, og dette spyd tilhører ingen andre end Conner, der herefter indtræder i kampen.
Vurdering: Jeg brokkede mig ret meget over forudsigeligheden i sidste nummer, men efter dette nummer, tror jeg, at det hele tiden har været meningen, at seriens andet nummer skulle virke forudsigeligt, sådan at Lynch i tredje nummer kunne komme med alle overraskelserne; at Gunn og Conner bliver en del af handlingen gør meget for serien, og næsten alt ser ud til at kunne ske i fjerde nummer, som dog nok bliver mere eller mindre en stor kamp. Jeg tror at vi ser Conners første møde med både Nina og Gwen, og vi ser selvfølgelig, hvordan Spike og/eller Illyria bliver "demon lords".
Jeg er mere interesseret i fortsættelsen på hovedserien, men jeg glæder mig også til denne spinoff-series sidste nummer.
#71 NightHawk 16 år siden
Spike – After The Fall # 2 :
http://www.comicscontinuum.com/stories/0805/19/spi...
Urru åbner med en stemningsfuld flashbackscene i Lynch andet kapitel om Spikes turbulente tid efter dommedagsbragte mod Wolfram & Harts tropper og la’ straks sin blonde helt bemærke i vanlig sarkastisk tone størrelsen på Angels succes, inden han i nutiden render ind i den gigantiske drage foran W & H’s hærgede bygning. Spike overvejer et kort sekund, om han skal ta' udfordringen op, men dragen forholder sig rimelig fredeligt og tager ham i stedet med til at overvære en torturoffer, stadig fanget i en af firmaet celler, som han dog ikke lige umiddelbart ved hvad han skal stille op med. Spike vælger derfor i stedet at vende tilbage til Fred og Jerry samt de mennesker han har svoret at beskytte med en ordentlig stak våben i bagagen. Turen bliver dog alt andet end problemfri, for ved den faldefærdige forlystelsespark Dicki Duck, møder han pludselig en ung kvinde, som viser sig at ha' mere end et par tricks oppe i ærmet. Hjemme ved Spikes palads er en amazonetrop i mellemtiden i færd med at overtage magten, hvor deres leder gør alt hvad hun kan for at provokere Fred til at skifte tilbage til Illyria, som hun ved gemmer sig et sted herinde, så hun kan dræne krigsgudinden for energi.
Red Pixie : ”Standing here crackling with power. Wow, you’re about to POP! I wanna pull yours, for truly.”
Fred : ”I don’t know what you mean”.
Red Pixie : ”Uh-huh, you do. Play it coy Mary Ann, it’s fine.”
Mens hun i al sin arrogance informere og advare lokalbefolkningen om at hun er den nye boss, vender Spike tilbage med Reds håndlanger Spider, som gidsel i hendes truck. Red og amazonekrigerne er målløse og Spike benytter med det samme mulighed for et frontal angreb, men fortryder hurtigt bitter, da Fred bliver brugt som levende skjold mod lastvognen, som pløjer ind i de to kvinder med et øredøvende brag. Da stålsplinter og røg har lagt sig, træder Illyria til Spikes store lettelse frem i al sin kvindelige ynde og imponerende styrke. Synet af hans warrior woman distrahere uheldigvis Spike nok til at amazonekrigerne kaster sig over ham og mens han heroisk forsøger at holde dem på afstand, sætter Illyria en sønderknusende hævn ind på Reds ansigt, der hurtig bliver indsmurt i blod. Men hun er langt fra helt almindelig og Illyria må snart sande, at selv hendes styrke ikke er nok til at besejre den diabolske kvinde, der i samme moment bruger sin absorberede energi til at dræne de almindelige mennesker omkring dem. Da Spike atter vågner finder han sig selv lænket og fanget hos Pixie, der afsløre al sin perverse ondskab ved at la’ ham tilbringe tiden omringet af ligene fra de folk, han ikke ku’ beskytte.
Lynch histories højdepunkt la’ vente på sig i denne omgang, men brænder sig sikkert fast på nethinden, da han først for alvor slipper Franco Urru løs med Spikes angreb på amazonekrigerne og Illyrias og Pixies efterfølgende duel, der er et actionbrag i vanlig dynamisk og medrivende stil, inden Urru åbner op for horror godteposen på de sidste sider med nogle virkelig blodige og ret ulækre billeder, som meget passende sætter Spikes situation i relief. Selv om # 2 klart er hvad man ku’ kalde for et transporter script, ja så indeholder det alligevel et par velkendte og interessante paralleller for Spike og hans fortid med Buffy og frem til hans beskytter trang af Fred/Illyria :
Spike : ”No, stupid git. Stupid, worthless git…leaving her.”
Interessant er det også at lægge mærke til, at Spikes nye mate Jerry ikke ligesom de andre mennesker går i opløsning ved Pixies vredesudbrud. Ligger der mon mere og gemmer sig bag denne tilsyneladende ordinære figur? Synes afslutningsvis også det er en godt tænkt detalje den måde Lynch kobler starten med torturofferet i Wolfram & Hart og ofrene til sidst sammen på, som symboliserer at Spike på en måde bliver straffet ovenfra, fordi han endnu ikke har fundet ud af sin rolle i det store efterspil.
#72 NightHawk 16 år siden
Buffy The Vampire Slayer – Season 8 # 17 : Time of Your Life 2 :
http://www.darkhorse.com/Comics/Previews/14-834?pa...
Selv om der er dømt fuld kraft fremad fra første side i # 17, skruer Joss Whedon tiden en anelse tilbage og placerer læseren midt i en hæsblæsende jagt mellem flyvende biler højt over det fremtidige Manhattans gader, hvor Fray, assisteret af sin søster politidetektiven Erin, (i et tempo så højt at det ville gøre både George Lucas og Luc Besson misundelige), via en flok vampyrer forsøger at finde frem til deres bror, den udspekulerede og djævelske leder Harth. Fray får dog ikke de ønskede oplysninger, men derimod en advarsel om at ta’ sig i agt for Harths nye allierede, der bliver beskrevet som The Black Hope, inden hun opløser håndlangeren i en grøn sky af støv og sammen med Erin tar hjem for at se, om hun kan finde ud af mere om denne mystiske sorthårede magiker. Imens andetsteds i byen minder selv samme om at Buffy er på vej fra fortiden og selv om Harth undrer sig over den strategi, forsikrer hun ham om, at det er for det bedste i det lange løb. Tilbage i 2008 har Willow svært ved at tilgive sig selv, men har heldigvis Kennedy at bekymre sig om yderligere, hvis sårede tilstand gir plads for Willows eget behov for at blive trøstet.
Fra New York skal vi så en smut tilbage til det kolde Skotland, hvor Xander og den resterende del af slayerhæren anført af en chokeret Rowena, må ta’ imod en mere end varm velkomst fra en hær af kobrakrigere, der dannes ud af de gulgrønne flammer stammende fra det magiske missil i forrige nummer, som Twillight og co. sendte mod deres borg. Xander sender straks Rowena og de andre slayers i sikkerhed, men ender selv i vanskeligheder som han heldigvis bliver reddet ud af, da Dawn galopperer ind midt i alt kaoset og uddeler kindheste i en fantastisk scene, der efterfølgende fører en af de sjoveste dialoger med sig i sæson 8, som jeg fik mig et godt grin over :
Dawn : ”Okay, okay...you’re gonna have to...ride me...”
Xander : ”What!...ahh Ride you!” :D
Dawn : ”Yeah, hehe...”,(sukker opgivende)
http://www.whedon.info/local/cache-vignettes/L400x...
Og lidt efter da de to tar flugten.
Dawn : ”You’re pulling my hair!”
Xander : ”I’m holding you’re mane!”
Dawn : ”My mane is my hair!”
Tilbage i New York prøver Willow at finde hoved og hale mht. tidsportalen og i fremtiden ender Buffy i armene på Fray, der fejlagtigt tror hun er en af Harths udsendte håndlangere. Efter en kort duel får Buffy dog overbevist Fray om hvem hun er og de to seje tøser beslutter nu i stedet at slå pjalterne sammen og fortsætte mod Frays kontaktperson den fiskeagtige dæmon Gunther. Undervejs får de to fightere snakket om både fortid og fremtid og her erfarer Buffy til sin skræk, at Fray er den eneste tilbageværende slayer og at kampen mod hovedskurken desuden næppe bliver særlig nem, da det er Frays egen bror, de er oppe imod. Henne hos Gunther, hvor Buffy kommer i problemer med sin kjoledragt i en sjov reference til Fray tegneserien, (og her kan man så spekulere på, siden hun reagere sån, om hun er trusseløs, hmm), beder Fray om informationer, og i den modsatte ende af Haddyn afslører Harths allierede sin sande identitet i al sin frygtindgydende vælde, da Dark Willow dukker frem fra skyggerne.
Karl Moline rammer, med en mærkbar forskel fra forrige nummer, langt bedre Whedons karakterer der nu, selv om jeg stadig foretrækker George Jeantrys stil, fungerer hamrende effektivt i ”Buffy” regi. Molines streg har stadig denne mere tegneserieagtige feel over sig modsat Jeantrys mere realistiske, men det gør faktisk ikke spor nu, hvor handlingen primært er sat i hans eget Fray univers. Men også i nutiden får han det til at fungerer og her er scenen med Dawn og Xander både fortryllende, farvestrålende, (igen stor kados til Andy Owens), tempoladet og ultra humoristisk på en oldschool slapstick facon, som man kun kan overgive sig til. Ved for øvrigt ikke om det bare er mig, men er denne pingpong de to imellem starten på en ny og helt uventet romance? Noget ku’ godt tyde på det og efter Renne’s dødsfald og det faktum at Dawn er vokset ud af lillesøster rollen, ja så ku’ det crush hun har haft på ham over en længere periode måske få en chance for at udvikle sig til noget seriøst i sæson 8. Højdepunkt nummer to er selvfølgelig Buffys fysiske og efterfølgende verbale duel med Fray, der på suveræn vis udstiller kontrasten samt ligheden de to imellem. Kontrasten får Moline fornemt udstillet først via de to tøsers outfit, hvor Buffy er klædt i en stramtsiddende og gudesmuk designer kjole der matcher hendes blonde hår, samt er udstyret med et par høje og sexede støvler. Alt sammen kan føres over i Buffys væremåde, der er langt mere frisk og åben, hvorimod Fray i sit vanlige men cool slacker punk militaristiske outfit fra top til tå er hendes diametrale modsætning…
http://images.darkhorse.com/darkhorse/downloads/de...
http://creative.myspace.com/groups/_mcb/p/darkhors...
…som fornemt understreger de sociale skel, som vi også så det med Buffy og Faith, der bliver solidt understøttet af den ligeledes sammenlignelige sproglige barriere. Ligheden og forbindelsen ligger her i første omgang i deres fælles våben scythen, som naturligvis er helt ens og dermed symboliserer de to slayers sammenhørighed, som må man gå ud fra bliver udforsket yderligere i de kommende numre.
Det er godt det her… rigtig godt endda!
#73 NightHawk 16 år siden
Buffy The Vampire Slayer – Season 8 # 21 : Original & Variant Cover
http://www.darkhorse.com/Comics/15-329/Buffy-the-V...
http://www.darkhorse.com/Comics/15-741/Buffy-the-V...
Buffy The Vampire Slayer – Omnibus Vol. 6 :
http://www.darkhorse.com/Books/15-836/Buffy-the-Va...
#74 NightHawk 16 år siden
Dollhouse Interview - Whedon & Dushku :
Sarah Michelle Gellar returns to TV with, 'Wonderful Maladys' :
http://www.variety.com/VR1117992915.html
Sarah Michelle Gellar's nye thriller "Possession" ude 23. Januar :
http://www.imdb.com/title/tt0368563/
Og desuden er hendes efterfølgende drama, Veronica Decides To Die i post-produktion og altså i fuld gang med at blive gjort færdig.
Buffy The Vampire Slayer - Season 8 # 19. Udkommer først i November :
http://www.darkhorse.com/Comics/15-316/Buffy-the-V...
Angel - After The Fall # 15 - Preview :
http://bloglynch.blogspot.com/2008/09/angelafter-f...
Næste weekend kommer der forøvrig anmeldelser af hhv. Spike vs. Dracula, en noget ujævn oplevelse, og Spike - Shaddow Puppets af Lynch & Urru der har kreeret endnu en mesterlig historie.
#75 Slettet Bruger [2495802190] 16 år siden
Historie:
Her kommer så mit meget forsinkede review af det mest spændede Angelnummer indtil videre. Faktisk er det første gang, jeg nyder Angel mere end Buffy, og det må siges at være noget af en bedrift, når Buffy i øjeblikket bliver skrevet af Whedon.
Gwen prøver på, at forklare Conner og Spike sit forræderi, som hun begrunder med, at hun tror på Gunns store plan, og med, at Gunn kan hjælpe hende, så hun igen er i stand til at røre andre. Spike lytter ikke og forsøger at slå hende ihjel, men hun "zapper" ham og er efterladt alene med Conner, der truer emd at pudse dragen, der hedder
Andetsteds har Angel en ud-af-kroppen-oplevelse, hvor han møder en gammel bekedt
Gunn undrer sig over, at Angel ikke rejser sig op og viser sit vampyransigt; det var meningen, at Angel skulle være der til den store finale.
På hotellet går Fred amok med at slå op i bøger og Wesley overfor Nina afslører sin teori om, hvordan Fred ikke er Fred men en imitation lavet af Illyria. Wesley forsvinder dog pludselig fra rummet, hvroefter Fred bliver til Illyria og gennembanker Nina, fordi hun ikke kan svare på, hvor Wesley er.
Wesley dukker op hos Gunn, og han begynder bekymret at five Gunn en lektion, mens han ser til Angel, men han kan intet gøre, og han råber desperat til Wolfram and Hart, der med det samme opdaterer hans viden om, hvad der foregår. Shanshu-profetiean handler (til Gunns meget store utilfredshed) med sikkerhed om Angel; alt hvad Wolfram og Hart har planlagt siden starten på Angels egen serie har handlet om at få Angel knækket og overpå firmaets side. Herefter viser Wesley Angel, hvordan hans skæbne med sikkerhed vil være; Angel vil være påd et ondes side ved verdens undergang.
Herefter fortæller Angel sin bekedte, at han er klar til at følge med og dø.
Vurdering:
Et meget stærkt nummer, der formår at trække en rød tråd gennem hele TV-serien og After The Fall, hvilekt må siges at være fænomenalt. Jeg kan ikke vente på næste nummer samt nummer 14-16; den store finale nærmer sig.
#76 NightHawk 16 år siden
Og Franco Urru er tilbage i # 15 og 16. Wuhuu! :)
Har lige bestildt # 18, # 12 og # 3 af hhv. Buffy, Angel og Spike. Samt Buffy - Omnibus vol. 5. Glæder mig især til at læse Jane Espensons "Haunted" historie.
Er også igang med Tales of The Slayers - Vol 1. Første historie var ikke imponerende, men til gengæld var nr. 2 med Slayeren White Doe, sat i 1586 ret godt skrevet.
#77 Slettet Bruger [2495802190] 16 år siden
Jeg har modtaget lige modtaget Spike - After The Fall # 3 og Buffy - Omnibus vol.5, og jeg er som sædvanligt skuffet over Omnibussen (selvom jeg er langt mere tilfreds, end jeg var med # 3-4), mens jeg lidt må tage nogle af de hårdere ord om Spike-serien tilbage, men mere om det senere.
Desuden venter jeg også at modtage Spike: Asylum & Shadow Puppets i den nærmeste fremtid, og jeg glæder mig til at se nærmere på disse to udgivelser...
#78 NightHawk 16 år siden
Jeg synes Nick Runge gjorde det rigtig godt i After The Fall # 10, men til gengæld var det virkelig sjusket i # 11. Så er både spændt og lidt bange for, hvad han disker op med i # 12.
Spike - Asylum og Spike - Shadow Puppets er klart de bedste i Spike mæssig sammenhæng. De to andre grafiske noveller er derimod ret svingende i kvalitet både hvad angår historie og tegnestil.
Ang. Buffy - Season 8, er du forøvrigt stadig negativt stemt mht. Dawn's udvikling, eller har det ændret sig ? :)
#79 Slettet Bruger [2495802190] 16 år siden
Det sagt, så kan jeg godt se det sjove i flere af de situationer, som hende og Xander havner i for tiden, og jeg kan bedre lide hendes anden anden transformation end hendes første.
Jeg ved heller ikke, hvad jeg synes om "Black Hope"; det afhænger meget af, hvordan # 19 slutter - Whedon er mildest talt inde på et farligt område.
#80 Slettet Bruger [2495802190] 16 år siden
Historie
Spike er stadigvæk fanget af de smukke kvinder, og han har muligvis aldrig været i en større knibe; han bliver plaget af at se på den gruppe mennesker, som er blevet til en slags zombieagtige væsener, han må leve af rotteblod, og han bliver udsat for tortur, der dog bliver afbrudt, da kvindegruppens leder skal på date, hvorfor Spike bliver efterladt sammen med Spider, der lader som om, at hun er på kvindernes side.
Andetsteds er kvindegruppens leder ved at udsuge livskraften fra en gruppe slayere, mens hendes "date" Gunn ubekrymret ser til. Det viser sig dog hurtigt at de to ikke har samme mål; kvinden vil bevare status quo, mens Gunn vil ændre verden, og Gunne bliver så rasende, da han hører, at Spike og Illyria er hendes fanger, så han næsten slår hende ihjel, hvilket tilsyneladende er lettere at gøre, når der ikke er dødelige i nærheden. Herefter beslutter kvinden sig for, at hendes fanger skal dø.
Der er ikke langt fra tanke til handling, og Spike, Illyria og Spider (hvis forræderi er blevet opdaget) bliver slæbt ud i en arena, hvor de tre skal henrettes. Illyria er dog mere end almindelig svær at dræbe, og hun har fået nok af at være fange og går amok på kvindernes leder.
Illyria er heller ikke tilfreds med, at Spike og Spider har indledt et fysisk forhold, men hun tager alligevel fat i Spike og kysser ham, hvorefter han nærmest sværger troskab til hende.
Den unavngivne leder tager herefter fat i Jerry, Spike og Illyrias menneskeven, men da hun skal til at udsuge ham, får hun et spyd i ryggen, og dette spyd tilhører ingen andre end Conner, der herefter indtræder i kampen.
Vurdering:
Jeg brokkede mig ret meget over forudsigeligheden i sidste nummer, men efter dette nummer, tror jeg, at det hele tiden har været meningen, at seriens andet nummer skulle virke forudsigeligt, sådan at Lynch i tredje nummer kunne komme med alle overraskelserne; at Gunn og Conner bliver en del af handlingen gør meget for serien, og næsten alt ser ud til at kunne ske i fjerde nummer, som dog nok bliver mere eller mindre en stor kamp. Jeg tror at vi ser Conners første møde med både Nina og Gwen, og vi ser selvfølgelig, hvordan Spike og/eller Illyria bliver "demon lords".
Jeg er mere interesseret i fortsættelsen på hovedserien, men jeg glæder mig også til denne spinoff-series sidste nummer.