Nu mangler han blot at slette sin profil på Facebook. Jeg tjekkede lige statistikken ud, og den viser, at 67 procent af danskere har en Smartphone og 3.200.000 af dem er på Facebook. Det er mildest talt skræmmende!
#19181 Hvorfor er det skræmmende? Hvad er det bag ved de tal, som er skræmmende?
Man burde nok undervises noget mere i medier i skolen, måden medier virker på og hvilke konsekvenser forskellig brug af medier har på selvforståelsen og bevidstheden. Ligesom autoriteter (på forældre-niveauet) nok bør være bedre til at opstille retningslinjer for, hvordan man på en sund måde forholder sig til og bruger de forskellige medier.
Det er lidt trist, når vi teknologiserer hurtigere end vi som organisme kan følge med til. For lige at lave en kulturel reference, kan vel nævnes Deus Ex - Human Revolutions, som netop behandlede dette emne (på en lidt kedelig måde måske, men i det mindste gav problemstillingen et relevant narrativ). P. K. Dick har også undersøgt emnet ret grundigt, ikke sandt?
Det er lidt som med bevidstheden og stoffer. Hvis bevidstheden ikke er klar til stofferne, og man i øvrigt bruger dem på en usund måde, så er de langt mere skadelige end gavnlige. Smartphones, Facebook, aviser etc. har dog som misbrug for forestillingsevnen sikkert væsentligt kedeligere udtryk, end diverse psykedelika.
I øvrigt, ingen teknologi, ingen stjernebørn(?) :)
Jeg lever måske i en boble, men jeg vidste ikke, at det stod så slemt til. Bevares, størstedelen af min hverdag i transit (om det værende i bussen, på cyklen eller andet) præges af livsløse og kommunikationsfraværende væsener, men over halvdelen af den danske befolkning? Min opskræmmelse er måske mest af alt en erkendelse af den form for afmægtighed, der gennemsyrer livet i det (post)moderne samfund i så høj grad, at man tvinges til at underkaste sig. Alle sociale foretagende til side blev jeg nødt til at slutte mig til Facebook, hvis jeg ikke ville gå glip af studierelevante arrangementer (læs: alt lige fra mindre væsentlige bogreceptioner til essentielle forelæsninger). Selvom jeg ganske vist har tilsluttet mig det enorme, men tilsyneladende altid overfladiske, netværk med en fake profil, præges jeg af en følelse af hykleri. Det næste stop i dette hykleri bliver sikkert en smartphone eller (Gud forbyde det!) en Facebook-profil med navn, billede, civilstand, likes, opdateringer og hele molevitten.
PKD beskæftiger sig med menneskets misbrug af teknologien igennem hele sit forfatterskab, dog med hovedvægt på spørgsmålet om, hvorvidt det postmoderne subjekt kan undslippe kulturen og ikke blot en fremmedgørelse fra os selv. Jeg kommer også til at tænke på Heideggers Die Frage nach der Technik, som dog er noget mere forløsende end Dick: "... dieses läßt den Menschen in die höchste Würde seines Wesens schauen und einkehren. Sie beruht darin, die Unverborgenheit und mit ihr je zuvor die Verborgenheit alles Wesens auf dieser Erde zu hüten". Eller måske bekræfter flere af Dicks værker netop den væren, der både opfylder mennesket og teknologien med åndelig kraft? Bare tænk på Roy Battys famøse monolog i Blade Runner: [url=
Teknologien kan både frelse og begrave os. Jeg tror bare desværre, at afhængigheden og behovet for pseudofællesskaber kaster en skygge over dens potentiale. Gad vide, hvad PKD (eller Heidegger for den sags skyld) ville sige i dag?
Apropos alt dette er det interessant, at en af mine absolutte yndlingsdigtere tilsyneladende er afhængig af sociale medier. Om hans afhængighed er frelsende og begravende, er dog svært at sige. Hans poesi taler for det første!
Jeg lever måske i en boble, men jeg vidste ikke, at det stod så slemt til. Bevares, størstedelen af min hverdag i transit (om det værende i bussen, på cyklen eller andet) præges af livsløse og kommunikationsfraværende væsener, men over halvdelen af den danske befolkning? Min opskræmmelse er måske mest af alt en erkendelse af den form for afmægtighed, der gennemsyrer livet i det (post)moderne samfund i så høj grad, at man tvinges til at underkaste sig. Alle sociale foretagende til side blev jeg nødt til at slutte mig til Facebook, hvis jeg ikke ville gå glip af studierelevante arrangementer (læs: alt lige fra mindre væsentlige bogreceptioner til essentielle forelæsninger). Selvom jeg ganske vist har tilsluttet mig det enorme, men tilsyneladende altid overfladiske, netværk med en fake profil, præges jeg af en følelse af hykleri. Det næste stop i dette hykleri bliver sikkert en smartphone eller (Gud forbyde det!) en Facebook-profil med navn, billede, civilstand, likes, opdateringer og hele molevitten. Denne tids store angst og de bekymringer den afstedkommer må afværges ud fra formlen hvordan man lærer at elske Facebook...
Jeg har selv været i din situation, så jeg bilder mig ind, jeg forstår den ubehagelige situation, og leden ved at benytte mig af en medieform, hvis incitamenter vækker en spontan tristhed hos mig, over hvor urimeligt meget man kan tillægge lidt. Men som du selv beskriver, er Facebook som kollektiv kalender virkeligt nyttig. Også som gruppe-mail eller koordineringsplatform, eller som fælles fotoalbum, som link-base osv. i den dur. Men som bevidstheds- og værdigrundlag... ulykke og spøgeri. Men man behøver jo ikke ligefrem "synes godt om" i et væk eller oplyse sin civilstand osv. Man kan nøjes med at bruge medierne på en sund måde?
Som tidligere antydet er vi som kultur håbløst uvidende om os selv i forhold til mediebrug, vi har ladet vores skygge overhale os. Og som bevidsthederne nu er, undertrykkes vi og er alt for skrøbelige, både overfor staternes og kommerciellernes misbrug. Man venter på et oprør eller en dommedag... men vi er som samfund åbenbart endnu ikke modent.
Pécuchet (19183) skrev:
PKD beskæftiger sig med menneskets misbrug af teknologien igennem hele sit forfatterskab, dog med hovedvægt på spørgsmålet om, hvorvidt det postmoderne subjekt kan undslippe kulturen og ikke blot en fremmedgørelse fra os selv. Jeg kommer også til at tænke på Heideggers Die Frage nach der Technik, som dog er noget mere forløsende end Dick: "... dieses läßt den Menschen in die höchste Würde seines Wesens schauen und einkehren. Sie beruht darin, die Unverborgenheit und mit ihr je zuvor die Verborgenheit alles Wesens auf dieser Erde zu hüten". Eller måske bekræfter flere af Dicks værker netop den væren, der både opfylder mennesket og teknologien med åndelig kraft? Bare tænk på Roy Battys famøse monolog i Blade Runner: [url=
Jeg har desværre ikke læst noget af Dick. Jeg har ikke engang set Blade Runner (men det har jeg måske om fire timer). Men ud fra din beskrivelse er han decideret nødvendig. Også selvom jeg nok er mest enig med Heidegger. Jeg anser bestemt medierne og teknologien i det hele taget som en udvikling mod større selverkendelse, som en måde at forlænge vore sanser på, både kulturelt og naturligt, så vi en dag bliver i stand til mere fred uden teknologiens hjælp. Eller, det er nok mere et håb end en tro.
Jeg finder konflikten mellem intelligens og ånd afsindigt interessant. For der er nok ingen tvivl om, at vi før eller senere vil kunne give maskiner mere intelligens end dele af populationen besidder, og med tiden meget mere, og jeg anser det ikke for en urimelig forestilling, at mennesket en dag afskaffer sig selv. Men sagen er vel, at historien er et netop sådant bevidsthedskup, men på et kulturelt plan, hvor vi efterhånden måske kommer til at udføre processen naturligt, og afvikler vores egen natur. Om dette er en god eller dårlig ting, ved jeg ikke (vi ødelægger jo trods alt også vores slægts kultur, hvis vi da ikke forbedrer den).
Hvis maskinen som i Blade Runner vitterligt er mere end mennesket, hvordan kan mennesket som race så tillade os at ødelægge den og blandt andet holde den som slave? Det vil være ganske naturligt, hvis den nye robot-race, så at sige, vores afkom, overtog vores kultur, og gjorde den til sin egen, hvis den da ikke bryder med os, og finder sin egen plads. Hvis der altså er ressourcer til dette? Og eftersom vores nuværende kulturformer ikke engang har ressourcer til at opholdes, og vi derfor søger mod en mere selvopretholdende biologisk industri, kan man vel forestille sig, grænserne mellem maskine og menneske bliver endnu mindre. Med neurovidenskabens indsigter in mente er vi alligevel allerede ved at fundamentere mennesket som biologiske maskiner.
Hvordan skal der dog i blot ét paradigme være plads til alt? Måske er jeg dybest set uinteresseret, og ser blot frem til legemets opløsning og deri helt kende, hvad der er at kende. Mennesket har jo så mange sære ting for... Det er vanskeligt ikke at overvældes.
[quote=Pécuchet (19183)]Teknologien kan både frelse og begrave os. Jeg tror bare desværre, at afhængigheden og behovet for pseudofællesskaber kaster en skygge over dens potentiale. Gad vide, hvad PKD (eller Heidegger for den sags skyld) ville sige i dag?
Så vi er dybest set ret enige. Jeg er ikke synderligt optimistisk, men fastholder idealet som potentialet... Så det egentlige spørgsmål er vel så, hvordan vi får udviklet en sundere kulturbrug?
Dick og Heidegger ville forhåbentlig have kunnet lede os mod en bedre brug af disse. Hvis de altså ikke sad med en Facebookkanyle i øjet...
Eller måske bekræfter flere af Dicks værker netop den væren, der både opfylder mennesket og teknologien med åndelig kraft? Bare tænk på Roy Battys famøse monolog i Blade Runner
Nu har jeg set Blade Runner. Jeg ved ikke, hvor detaljeret Scott har fulgt forlaget, men i (den udgave af) filmen (jeg så) er der i hvert fald en opløsning af grænserne mellem menneske og maskine, og faderen har givet sin ånd/natur til sønnen.
En ganske stemningsfuld film, og det er vel ret passende, at formen illustrerer dunkelhed, sammenblanding og mangfoldighed. Ikke helt dystopisk, ikke helt eventyr, ikke helt noir, ikke noget helt, ikke alt muligt, men helt bestemt noget.
Pécuchet (19184) skrev:
Apropos alt dette er det interessant, at en af mine absolutte yndlingsdigtere tilsyneladende er afhængig af sociale medier. Om hans afhængighed er frelsende og begravende, er dog svært at sige. Hans poesi taler for det første!
#19181 Pécuchet 10 år siden
Nu mangler han blot at slette sin profil på Facebook. Jeg tjekkede lige statistikken ud, og den viser, at 67 procent af danskere har en Smartphone og 3.200.000 af dem er på Facebook. Det er mildest talt skræmmende!
#19182 Muldgraver 10 år siden
Hvorfor er det skræmmende? Hvad er det bag ved de tal, som er skræmmende?
Man burde nok undervises noget mere i medier i skolen, måden medier virker på og hvilke konsekvenser forskellig brug af medier har på selvforståelsen og bevidstheden. Ligesom autoriteter (på forældre-niveauet) nok bør være bedre til at opstille retningslinjer for, hvordan man på en sund måde forholder sig til og bruger de forskellige medier.
Det er lidt trist, når vi teknologiserer hurtigere end vi som organisme kan følge med til. For lige at lave en kulturel reference, kan vel nævnes Deus Ex - Human Revolutions, som netop behandlede dette emne (på en lidt kedelig måde måske, men i det mindste gav problemstillingen et relevant narrativ). P. K. Dick har også undersøgt emnet ret grundigt, ikke sandt?
Det er lidt som med bevidstheden og stoffer. Hvis bevidstheden ikke er klar til stofferne, og man i øvrigt bruger dem på en usund måde, så er de langt mere skadelige end gavnlige. Smartphones, Facebook, aviser etc. har dog som misbrug for forestillingsevnen sikkert væsentligt kedeligere udtryk, end diverse psykedelika.
I øvrigt, ingen teknologi, ingen stjernebørn(?) :)
#19183 Pécuchet 10 år siden
Jeg lever måske i en boble, men jeg vidste ikke, at det stod så slemt til. Bevares, størstedelen af min hverdag i transit (om det værende i bussen, på cyklen eller andet) præges af livsløse og kommunikationsfraværende væsener, men over halvdelen af den danske befolkning? Min opskræmmelse er måske mest af alt en erkendelse af den form for afmægtighed, der gennemsyrer livet i det (post)moderne samfund i så høj grad, at man tvinges til at underkaste sig. Alle sociale foretagende til side blev jeg nødt til at slutte mig til Facebook, hvis jeg ikke ville gå glip af studierelevante arrangementer (læs: alt lige fra mindre væsentlige bogreceptioner til essentielle forelæsninger). Selvom jeg ganske vist har tilsluttet mig det enorme, men tilsyneladende altid overfladiske, netværk med en fake profil, præges jeg af en følelse af hykleri. Det næste stop i dette hykleri bliver sikkert en smartphone eller (Gud forbyde det!) en Facebook-profil med navn, billede, civilstand, likes, opdateringer og hele molevitten.
PKD beskæftiger sig med menneskets misbrug af teknologien igennem hele sit forfatterskab, dog med hovedvægt på spørgsmålet om, hvorvidt det postmoderne subjekt kan undslippe kulturen og ikke blot en fremmedgørelse fra os selv. Jeg kommer også til at tænke på Heideggers Die Frage nach der Technik, som dog er noget mere forløsende end Dick: "... dieses läßt den Menschen in die höchste Würde seines Wesens schauen und einkehren. Sie beruht darin, die Unverborgenheit und mit ihr je zuvor die Verborgenheit alles Wesens auf dieser Erde zu hüten". Eller måske bekræfter flere af Dicks værker netop den væren, der både opfylder mennesket og teknologien med åndelig kraft? Bare tænk på Roy Battys famøse monolog i Blade Runner: [url=
Teknologien kan både frelse og begrave os. Jeg tror bare desværre, at afhængigheden og behovet for pseudofællesskaber kaster en skygge over dens potentiale. Gad vide, hvad PKD (eller Heidegger for den sags skyld) ville sige i dag?
#19184 Pécuchet 10 år siden
https://twitter.com/george_szirtes
#19185 Muldgraver 10 år siden
Jeg har selv været i din situation, så jeg bilder mig ind, jeg forstår den ubehagelige situation, og leden ved at benytte mig af en medieform, hvis incitamenter vækker en spontan tristhed hos mig, over hvor urimeligt meget man kan tillægge lidt. Men som du selv beskriver, er Facebook som kollektiv kalender virkeligt nyttig. Også som gruppe-mail eller koordineringsplatform, eller som fælles fotoalbum, som link-base osv. i den dur. Men som bevidstheds- og værdigrundlag... ulykke og spøgeri. Men man behøver jo ikke ligefrem "synes godt om" i et væk eller oplyse sin civilstand osv. Man kan nøjes med at bruge medierne på en sund måde?
Som tidligere antydet er vi som kultur håbløst uvidende om os selv i forhold til mediebrug, vi har ladet vores skygge overhale os. Og som bevidsthederne nu er, undertrykkes vi og er alt for skrøbelige, både overfor staternes og kommerciellernes misbrug. Man venter på et oprør eller en dommedag... men vi er som samfund åbenbart endnu ikke modent.
Så vi er dybest set ret enige. Jeg er ikke synderligt optimistisk, men fastholder idealet som potentialet... Så det egentlige spørgsmål er vel så, hvordan vi får udviklet en sundere kulturbrug?
Dick og Heidegger ville forhåbentlig have kunnet lede os mod en bedre brug af disse. Hvis de altså ikke sad med en Facebookkanyle i øjet...
#19186 Muldgraver 10 år siden
Nu har jeg set Blade Runner. Jeg ved ikke, hvor detaljeret Scott har fulgt forlaget, men i (den udgave af) filmen (jeg så) er der i hvert fald en opløsning af grænserne mellem menneske og maskine, og faderen har givet sin ånd/natur til sønnen.
En ganske stemningsfuld film, og det er vel ret passende, at formen illustrerer dunkelhed, sammenblanding og mangfoldighed. Ikke helt dystopisk, ikke helt eventyr, ikke helt noir, ikke noget helt, ikke alt muligt, men helt bestemt noget.
I sig selv poetisk :)
#19187 MMB 10 år siden
#19188 Muldgraver 10 år siden
#19189 Ispep 10 år siden
#19190 MMB 10 år siden
Man kan argumentere for, at der ligefrem er menneskeliv til forskel.
Hvad sluttede "din" udgave med?