[...] det er ikke så meget en kritik af uddannelserne, som det er en konstatering af, at de ikke høster nok chancer indenfor erhvervslivet af sig.
Deraf tilintetgørelsen og misdannelsen.
tiany (19648) skrev:
Har du set listen over de studier, der har dumpet i akkredditeringsrapporten? Vi taler jo ikke lige frem uddannelser af historisk værdi, du får det til at lyde som om det er historie, latin eller noget andet humanistisk de vil skrotte.
Historisk værdi? Listen tæller alt lige fra almen biologi til litteraturvidenskab (hvoraf sidstnævnte om noget besidder den værdi, du efterspørger), men hvorvidt de har "historisk værdi" er fuldstændigt underordnet. Det sørgelige i denne såkaldte debat, som i øvrigt har været oppe og køre siden 60erne, er, at vidensamfundet bliver dumpet til fordel for en kvantificerbar maskine, der kun har til formål at generere kapital.
*Sjovt nok har litteraturhistorie fået toppoint i deres seneste akkreditering. Gad vide, hvad der (ikke) foregår i København?
Driver (19647) skrev:
Jeg synes sgu ikke det er fair at skulle forsøge Ole resten af hans dage fordi han synes det var sjovt at læse et fag, der ikke gav relevans nogle steder i samfundet.
Samfundet skal tilpasse sig Ole, ikke omvendt. Men hvilken forsørgelse er det, du snakker om? De studerende tvinges på nuværende tidspunkt til at færdiggøre deres studier så hurtigt og overfladisk som muligt.
Man kunne sagtens målrette studier bedre, især for at have disse flagrende studier, der er statsstøttede.
Hvorfor tror du, at de fleste studier er blevet dissekeret, kapital-tilpasset og tværfagliggjort til ukendelighed de sidste 50 år? Det eneste, som dette har medført, er dårligere studier. Og nu vil dem, der som altid aldrig har haft noget med videnssamfundet at gøre, intensivere denne proces. Afgrunden er nær.
Har du bevis på, at det har medført dårligere studier? Og når jeg siger målrette, så behøver det jo ikke være, at man snævrer dem ind, man kan også udvide deres indhold og derved gøre de unge bedre rustede til erhvervslivet.
“Of course, it’s a friendly call. Listen, if it wasn’t friendly, you probably wouldn’t have even got it.”
Der findes hundredvis af artikler, der redegør for de studerendes ineffektivitet (bare tænk på Koldau-sagen ved AU), men et egentligt "bevis" findes næppe. Udviklingen tyder først og fremmest på færre timer og mindre fordybelse. Dette kan jeg også skrive under på, men universitetet og ikke mindst de studerende er alt andet end en homogen masse, der kan kvantificeres, og derefter appliceres på ét arbejdsmarked: en astrofysiker kan ikke tilrettelægge sin professionelle karriere på samme som en matematiker, ligesom en litterat (som jeg) ikke befærder sig i det samme akademiske miljø eller erhvervsliv som en antropolog. Erhvervslivet og politikerne er ligeglade med denne kendsgerning, idet viden kun er lig med kapital for dem.
men universitetet og ikke mindst de studerende er alt andet end en homogen masse, der kan kvantificeres, og derefter appliceres på ét arbejdsmarked: en astrofysiker kan ikke tilrettelægge sin professionelle karriere på samme som en matematiker, ligesom en litterat (som jeg) ikke befærder sig i det samme akademiske miljø eller erhvervsliv som en antropolog. Erhvervslivet og politikerne er ligeglade med denne kendsgerning, idet viden kun er lig med kapital for dem.
Dette er dog kun en del af perspektivet, der mindsker akademiets brede relevans. Den kvalifikationsorienterede uddannelse er unægteligt blevet mindsket til fordel for en såkaldt kompetencegivende. Og det er også trist, da vi formodentlig får mindre kyndige eksperter. Dertil giver flere forskere på humaniora udtryk for, at deres arbejdsvilkår for tiden ikke er de bedste, grundet urimelige skemastrukturer og overenskomster. Det er temmelig demotiverende og på sigt uholdbart.
Men jeg er nu engang ikke sikker på, at vi behøver så begræde indfletningen af kompetencegivende fag på universitetet. Dansk er sådan et eksempel. Vi ved noget om litteratur, noget om medier og noget om lingvistik. Dertil med muligheder for at specialisere sig yderligere indenfor kommunikation eller hvad man ellers har lyst til som tilvalgsfag. Men det vi egentlig træner, er vores analytiske evner, samt forhåbentlig at få udbygget den humanistiske dannelse, som vi som samfund også har brug for. Jeg kender i hvert fald efterhånden flere, som er blevet ansat eller har iværksat på baggrund af de kompetencer de har fået fra akademiet i stedet for deres kvalifikationer. Og vel at mærke stadig føler de bruger deres uddannelse til noget meningsfuldt.
Dette er for mig at se en god ting, når det kommer til den store del af os, som ikke har lige så solide akademiske forudsætninger, som du tydeligvis har. Vi har alligevel ikke en chance, når det kommer til at skulle forske, eller vi burde i hvert fald ikke have det... vi er langt bedre egnet til andre former for mindre specifik ekspertise. Jeg har desuden på baggrund af et aktivt socialt liv alligevel mine tvivl om, at de fleste af mine medstuderende rigtigt ved, hvad de skal bruge deres akademiske uddannelse til, når det kommer til at skulle skabe en bedre verden for andre end sig selv. Men det bør man nok i stedet bebrejde de politiske og især kommercielle spinnere for, for det aspekt har netop ikke noget med akademiets udvikling af den enkeltes evner at gøre, om end i hvert fald det humanistiske akademi gerne skulle have et vist historisk perspektiv indlejret i den viden der formidles. Men det er vist også en af dine beklagelser, at vi netop er ved at få udrenset humanismen som det egentlige fundament, og så er niveauet af viden og vidensbehandling vel alligevel omsonst? Hvad nytter det egentlig, hvis vi i den verden, vi skaber, alligevel er nødsaget til at bruge vores viden om atomspaltning til at tilintetgøre hinanden, frem for eksempelvis at etablere en vedvarende kollektiv energi?
Humaniora burde være en også ret langsigtet uddannelse, der på sigt gerne fortsat skulle give bedre muligheder for at nivellere diverse sociale uligheder, hvilket vil komme alle borgere til gode. Også dem der lige nu ikke kan se ud over deres egen økonomiske gevinst, samt deres efterkommere. Man kan for mit vedkommende godt inddrage økonomi, når man anskueliggør en uddannelse, men det må endelig ikke være en kortsigtet økonomisk model, der ikke tager højde for produktforbedring, men udelukkende tænker i kvantitativ vækst. Dertil kun forholder sig til økonomi som om udkommet udelukkende bestod af penge...
Det ville være så trist, hvis vi som civilisation allerede har toppet. Vi har ganske vist nået meget, men alligevel aktualiseret så lidt.
Dertil giver flere forskere på humaniora udtryk for, at deres arbejdsvilkår for tiden ikke er de bedste, grundet urimelige skemastrukturer og overenskomster. Det er temmelig demotiverende og på sigt uholdbart.
I øvrigt er det bemærkelsesværdigt, at kandidaterne opfordres til at færdiggøre deres studier så hurtigt som muligt, men derefter nødsages til at sidde fast i op til årtier, før de kan få deres doktorgrad.
Muldgraver (19656) skrev:
Men det vi egentlig træner, er vores analytiske evner, samt forhåbentlig at få udbygget den humanistiske dannelse, som vi som samfund også har brug for.
Jeg kommer til at tænke på Frederik Vilhelm den tredjes ord, da Friherre Hardenberg og Baron vom Stein indledte deres reformer af dens statslige administration som følge af territorietabet efter diktatfreden i Tilsit 1807, hvor bl.a. universiteterne i Erlangen og Göttingen gik tabt: "Der Staat muss durch geistige Kräfte ersetzen, was er an physischen verloren hat". Berlin-universitet blev derfor oprettet. Man fordrede her selvudfoldelse og refleksion blandt de studerende frem for isoleret skoling og pædagogik (en udvidelse af Rousseau om vil). Det er den samme forestilling, vi stræbte efter i det danske uddannelsessystem, men paradoksalt nok har vi siden 60erne gjort alt for at bevæge os tilbage til indlæringspædagogikken.
Muldgraver (19656) skrev:
Dette er for mig at se en god ting, når det kommer til den store del af os, som ikke har lige så solide akademiske forudsætninger, som du tydeligvis har. Vi har alligevel ikke en chance, når det kommer til at skulle forske, eller vi burde i hvert fald ikke have det... vi er langt bedre egnet til andre former for mindre specifik ekspertise. Jeg har desuden på baggrund af et aktivt socialt liv alligevel mine tvivl om, at de fleste af mine medstuderende rigtigt ved, hvad de skal bruge deres akademiske uddannelse til [...]
Hvad kender du til mine akademiske forudsætninger? :) Pt. er jeg strandet på semiotik, hvor jeg det næste halve års tid skal beskæftige mig med kognitiv neurovidenskab, hvilket er interessant, men ikke just viderefører mine litterære bestræbelser. Jeg fortryder lidt, at jeg ikke valgte filosofi eller et sprogfag i stedet.
Muldgraver (19656) skrev:
Men det er vist også en af dine beklagelser, at vi netop er ved at få udrenset humanismen som det egentlige fundament, og så er niveauet af viden og vidensbehandling vel alligevel omsonst?
Netop. Fagets tvang udsletter frigørelsen, som er et af de vigtigste fundamenter for produktion af viden. Der skal være plads til disharmoni i vores forsøg på at finde os tilrette i tilværelsen. Jeg tror, det er Fjord Jensen, der i et nummer af Kritik, undfanger følgende analogi: som manden, der blev jaget ud af sit hus om natten, hvor han flakkede rundt, indtil han om morgenen vendte hjem, hvor han erfarede, at ruten havde tegnet en stork. Individet, der under sin dannelses mange fejltagelser, tegner den figur, vi kalder personligheden, som blev, er og var. Han refererer naturligvis til Karen Blixens fabel om fiskeren i Den afrikanske Farm, og jeg mener, at den er ganske relevant for nærværende diskussion om dannelsen i universitetslivet, idet den bygger på individets selvudfoldelse frem for determinisme.
Samfundet skal tilpasse sig Ole, ikke omvendt. Men hvilken forsørgelse er det, du snakker om? De studerende tvinges på nuværende tidspunkt til at færdiggøre deres studier så hurtigt og overfladisk som muligt.
Okay, fair nok der skal være plads til enestående individer i vores samfund, det er jeg enig i. Men jeg er ikke enig i at vi andre skal tilpasse pga det ene individ eller for den sags skyld betale for at han skal være enestående.
Den forsøgelse jeg snakker om, er hvis Ole tager en uddannelse der ikke kan give ham et job i det samfund vi har, så vil han i sidste ende havne på kontanthjælp og så er jeg med til at betale for hans liv. (Jeg ved godt du linkede til en rapport, der viser at de nævnte uddannelser godt kan give et job).
Jeg tænker blot om du virkelig mener at ligegyldigt hvor tåbeligt et emne et studie har eller ligegyldigt at et studie uddanner en direkte ud i arbejdsløshed, så skal det have lov at bestå?
I stedet for at oprette nye studier burde man brede de eksisterende for at give dem mere relevans i jobsammenhæng. Jeg har en af de mest ordinærer universitetsuddannelser, man kan få og alligevel har jeg i den tid jeg var arbejdsløs oplevet mange virksomheder der ikke anede hvad min uddannelse var.
Jeg kommer til at tænke på Frederik Vilhelm den tredjes ord, da Friherre Hardenberg og Baron vom Stein indledte deres reformer af dens statslige administration som følge af territorietabet efter diktatfreden i Tilsit 1807, hvor bl.a. universiteterne i Erlangen og Göttingen gik tabt: "Der Staat muss durch geistige Kräfte ersetzen, was er an physischen verloren hat". Berlin-universitet blev derfor oprettet. Man fordrede her selvudfoldelse og refleksion blandt de studerende frem for isoleret skoling og pædagogik (en udvidelse af Rousseau om vil). Det er den samme forestilling, vi stræbte efter i det danske uddannelsessystem, men paradoksalt nok har vi siden 60erne gjort alt for at bevæge os tilbage til indlæringspædagogikken.
Det var da at bruge et nederlag til noget fornuftigt, og stik mod nutidens tendenser. Hvordan man egentlig skal sammensætte en uddannelsespolitik er formodentlig aldrig nemt, men må afstedkommes af en del indsigt i samtidens muligheder blandt de studerende. Jeg er såmænd glad nok for at have haft lidt retning givet mig, men det hænger jo igen sammen med min manglende grundskoling og interessebevidsthed. På den anden side har det været temmelig trist, når en potentiel interesse er dukket op, og så se den nedslået af et system, som ikke har opmuntret til vejledning, men indskoling. Regler er da netop til for at blive overgået :) Ak ja, de forælderfugle, som med både anatomi- og dompapvækstgennemsnitstabelhåndbogen mellem vingerne desperat fastholder de luftrumshigende ynglinge...
Og det er så ond en cirkel, når nu vi har et system, som alt andet end tilskynder egentligt personligt engagement i elevernes interesser, både hvad angår tid, pensum etcetera. Det mest befriende og frugtbare, jeg har oplevet, har netop været et sådant samspil mellem en lektor og jeg, hvor de institutionelle grænser var sekundære. Det er trods alt heldigvis sket et par gange.
Pécuchet (19657) skrev:
Hvad kender du til mine akademiske forudsætninger? :)
Dem kan du heldigvis ikke skjule :) Jeg taler ikke om dine sociale vilkår, dem har du vist ikke formidlet meget af, men din hukommelse er i sig selv imponerende, og din legedrift siger tilstrækkeligt (jeg har næsten lige læst lidt Schiller...) Men dit spørgsmål var vist egentlig også retorisk? :)
Pécuchet (19657) skrev:
Pt. er jeg strandet på semiotik, hvor jeg det næste halve års tid skal beskæftige mig med kognitiv neurovidenskab, hvilket er interessant, men ikke just viderefører mine litterære bestræbelser. Jeg fortryder lidt, at jeg ikke valgte filosofi eller et sprogfag i stedet.
Vil du stadig gerne være forfatter? Eller hvor vil du gerne bevæge dig hen ad litterært? Uanset tror jeg godt, du kan bruge viden om de neurologiske formler til noget, når det kommer til at mentalitetsændre os videre fra en reduktionistisk materialistisk tid, som vi nok er lidt i fare for at stagnere eller undergå i. Når flygtigheden og forbrugerisme dyrkes, kan det vel forstås som et tegn på en snæver (og påført) materiel romantik, der dog stadig har en vis ånd bag sig, men som er foranlediget af en trang til ikke at ville forstå, men bare leve og have nok i det? Hvis man skal gøre op med påstanden om formel-livets tilstrækkelighed, må man vel også kende til det både besnærende og begrænsende ved dette, så man kan opstille et reelt alternativ, der er konstruktivt, og ikke bare spild og psudo? Fremtiden har brug for tillidsfulde vejledere, ikke guruer eller herrer. Nåjada, hvis dette overhovedet er aspekter af din neurovidenskabelige opmærksomhed... :)
Pécuchet (19657) skrev:
Fagets tvang udsletter frigørelsen, som er et af de vigtigste fundamenter for produktion af viden. Der skal være plads til disharmoni i vores forsøg på at finde os tilrette i tilværelsen. Jeg tror, det er Fjord Jensen, der i et nummer af Kritik, undfanger følgende analogi: som manden, der blev jaget ud af sit hus om natten, hvor han flakkede rundt, indtil han om morgenen vendte hjem, hvor han erfarede, at ruten havde tegnet en stork. Individet, der under sin dannelses mange fejltagelser, tegner den figur, vi kalder personligheden, som blev, er og var. Han refererer naturligvis til Karen Blixens fabel om fiskeren i Den afrikanske Farm, og jeg mener, at den er ganske relevant for nærværende diskussion om dannelsen i universitetslivet, idet den bygger på individets selvudfoldelse frem for determinisme.
Ja, det er en meget fin analogi. Man kan vel stadig ikke komme udenom det bevægende element, der ikke kun beror på individuel frihed som udgangspunkt, men snarere den fælles kontekst, som rummer friheden til at leve hermeneutisk? Flertydighed frem for tvetydighed? Kan flertydighed overhovedet opnås uden fejltagelser?
Men hvordan er det egentlig med dig og middelveje? Findes de uden at være middelmådige? Som dog er et lige lovlig relativt begreb i sig selv?
Okay, fair nok der skal være plads til enestående individer i vores samfund, det er jeg enig i. Men jeg er ikke enig i at vi andre skal tilpasse pga det ene individ eller for den sags skyld betale for at han skal være enestående.
Hvorfor er det kun "den enestående" (et temmelig trist, men sigende ord i denne sammenhæng), som skal tilpasse sig? Og er du ikke lige så afhængig af andre til at betale dit produkt, som de er af dig? Det er jo ikke fordi "den enestående" ikke bruger pengene igen? Spørgsmålet er snarere, hvad du og dine efterkommere ender med at betale, hvis du ikke tillader dig selv at betale for, at han skal kunne være "enestående".
Jeg har aldrig, blandt alle de "enestående" individer, jeg efterhånden har tilbragt tid sammen med, oplevet et eneste menneske, som ikke ville lave noget, og som ikke efter at have hvilet, ikke blev rastløst. Jeg har dog oplevet, at de ikke kunne være til som mennesker og som frimodigt producerende individer, der også kunne bidrage til at gøre mit liv rigere med andet end erfaringer af elendighed, fordi der ikke var plads til dem, og de så blev fastholdt i afkræftelsen og demotivationen.
Tanken om den lykkeligt selvopslidende borger er en destruktiv myte, ligeledes er dovenskab som grunddrift en myte. Træthed, udkørthed, udelukkelse og des lige er dog ikke myter, men observerbare realiteter. Selv den mest forarmede søger noget at give sig til, om det så er at tigge, fordi vedkommende ikke har andet.
Jeg er på ingen måde ude på at fastholde de udkørte i en offerrolle, en sådan er også en forsnævring af individet, og en opdyrkning af offermentalitet en forarmelse af menneskets bevidsthed. Blot vil jeg påpege, at der altid er en årsag, når et menneske ikke arbejder sammen med andre, og det ofte er de fleste som ofrer de dog færre, for de få. Desuden er det ikke overflødig materiel luksus "de enestående" har brug for, ligesom vi andre u"enestående" heller ikke har, men indsigt i egen ikke blot materiel værdighed der erkendes i den fælles værdighed og tid til at hvile ud, også selvom det tager dem resten af livet (formodentlig fordi de er bortknoklet deres hidtidige liv).
Hvis vi er så glade for vores arbejder, og for det vi producerer dermed, hvorfor kan vi så ikke unde dem en smule sympati, som ikke har sådan en for dem luksus? Hvorfor skal vi beklage os over, at andre ikke har det så godt som os?
#19651 Pécuchet 10 år siden
Deraf tilintetgørelsen og misdannelsen.
Historisk værdi? Listen tæller alt lige fra almen biologi til litteraturvidenskab (hvoraf sidstnævnte om noget besidder den værdi, du efterspørger), men hvorvidt de har "historisk værdi" er fuldstændigt underordnet. Det sørgelige i denne såkaldte debat, som i øvrigt har været oppe og køre siden 60erne, er, at vidensamfundet bliver dumpet til fordel for en kvantificerbar maskine, der kun har til formål at generere kapital.
*Sjovt nok har litteraturhistorie fået toppoint i deres seneste akkreditering. Gad vide, hvad der (ikke) foregår i København?
Samfundet skal tilpasse sig Ole, ikke omvendt. Men hvilken forsørgelse er det, du snakker om? De studerende tvinges på nuværende tidspunkt til at færdiggøre deres studier så hurtigt og overfladisk som muligt.
#19652 Pécuchet 10 år siden
Hvorfor tror du, at de fleste studier er blevet dissekeret, kapital-tilpasset og tværfagliggjort til ukendelighed de sidste 50 år? Det eneste, som dette har medført, er dårligere studier. Og nu vil dem, der som altid aldrig har haft noget med videnssamfundet at gøre, intensivere denne proces. Afgrunden er nær.
#19653 Driver 10 år siden
Det er altså ikke mig, der har skrevet det med Ole, selvom jeg i dit indlæg, står citeret for det.
#52
Har du bevis på, at det har medført dårligere studier? Og når jeg siger målrette, så behøver det jo ikke være, at man snævrer dem ind, man kan også udvide deres indhold og derved gøre de unge bedre rustede til erhvervslivet.
#19654 Pécuchet 10 år siden
Der findes hundredvis af artikler, der redegør for de studerendes ineffektivitet (bare tænk på Koldau-sagen ved AU), men et egentligt "bevis" findes næppe. Udviklingen tyder først og fremmest på færre timer og mindre fordybelse. Dette kan jeg også skrive under på, men universitetet og ikke mindst de studerende er alt andet end en homogen masse, der kan kvantificeres, og derefter appliceres på ét arbejdsmarked: en astrofysiker kan ikke tilrettelægge sin professionelle karriere på samme som en matematiker, ligesom en litterat (som jeg) ikke befærder sig i det samme akademiske miljø eller erhvervsliv som en antropolog. Erhvervslivet og politikerne er ligeglade med denne kendsgerning, idet viden kun er lig med kapital for dem.
#19655 Pécuchet 10 år siden
Beklager. Min kommentar er naturligvis adresseret til tiany. :)
#19656 Muldgraver 10 år siden
Dette er dog kun en del af perspektivet, der mindsker akademiets brede relevans. Den kvalifikationsorienterede uddannelse er unægteligt blevet mindsket til fordel for en såkaldt kompetencegivende. Og det er også trist, da vi formodentlig får mindre kyndige eksperter. Dertil giver flere forskere på humaniora udtryk for, at deres arbejdsvilkår for tiden ikke er de bedste, grundet urimelige skemastrukturer og overenskomster. Det er temmelig demotiverende og på sigt uholdbart.
Men jeg er nu engang ikke sikker på, at vi behøver så begræde indfletningen af kompetencegivende fag på universitetet. Dansk er sådan et eksempel. Vi ved noget om litteratur, noget om medier og noget om lingvistik. Dertil med muligheder for at specialisere sig yderligere indenfor kommunikation eller hvad man ellers har lyst til som tilvalgsfag. Men det vi egentlig træner, er vores analytiske evner, samt forhåbentlig at få udbygget den humanistiske dannelse, som vi som samfund også har brug for. Jeg kender i hvert fald efterhånden flere, som er blevet ansat eller har iværksat på baggrund af de kompetencer de har fået fra akademiet i stedet for deres kvalifikationer. Og vel at mærke stadig føler de bruger deres uddannelse til noget meningsfuldt.
Dette er for mig at se en god ting, når det kommer til den store del af os, som ikke har lige så solide akademiske forudsætninger, som du tydeligvis har. Vi har alligevel ikke en chance, når det kommer til at skulle forske, eller vi burde i hvert fald ikke have det... vi er langt bedre egnet til andre former for mindre specifik ekspertise. Jeg har desuden på baggrund af et aktivt socialt liv alligevel mine tvivl om, at de fleste af mine medstuderende rigtigt ved, hvad de skal bruge deres akademiske uddannelse til, når det kommer til at skulle skabe en bedre verden for andre end sig selv. Men det bør man nok i stedet bebrejde de politiske og især kommercielle spinnere for, for det aspekt har netop ikke noget med akademiets udvikling af den enkeltes evner at gøre, om end i hvert fald det humanistiske akademi gerne skulle have et vist historisk perspektiv indlejret i den viden der formidles. Men det er vist også en af dine beklagelser, at vi netop er ved at få udrenset humanismen som det egentlige fundament, og så er niveauet af viden og vidensbehandling vel alligevel omsonst? Hvad nytter det egentlig, hvis vi i den verden, vi skaber, alligevel er nødsaget til at bruge vores viden om atomspaltning til at tilintetgøre hinanden, frem for eksempelvis at etablere en vedvarende kollektiv energi?
Humaniora burde være en også ret langsigtet uddannelse, der på sigt gerne fortsat skulle give bedre muligheder for at nivellere diverse sociale uligheder, hvilket vil komme alle borgere til gode. Også dem der lige nu ikke kan se ud over deres egen økonomiske gevinst, samt deres efterkommere. Man kan for mit vedkommende godt inddrage økonomi, når man anskueliggør en uddannelse, men det må endelig ikke være en kortsigtet økonomisk model, der ikke tager højde for produktforbedring, men udelukkende tænker i kvantitativ vækst. Dertil kun forholder sig til økonomi som om udkommet udelukkende bestod af penge...
Det ville være så trist, hvis vi som civilisation allerede har toppet. Vi har ganske vist nået meget, men alligevel aktualiseret så lidt.
#19657 Pécuchet 10 år siden
I øvrigt er det bemærkelsesværdigt, at kandidaterne opfordres til at færdiggøre deres studier så hurtigt som muligt, men derefter nødsages til at sidde fast i op til årtier, før de kan få deres doktorgrad.
Jeg kommer til at tænke på Frederik Vilhelm den tredjes ord, da Friherre Hardenberg og Baron vom Stein indledte deres reformer af dens statslige administration som følge af territorietabet efter diktatfreden i Tilsit 1807, hvor bl.a. universiteterne i Erlangen og Göttingen gik tabt: "Der Staat muss durch geistige Kräfte ersetzen, was er an physischen verloren hat". Berlin-universitet blev derfor oprettet. Man fordrede her selvudfoldelse og refleksion blandt de studerende frem for isoleret skoling og pædagogik (en udvidelse af Rousseau om vil). Det er den samme forestilling, vi stræbte efter i det danske uddannelsessystem, men paradoksalt nok har vi siden 60erne gjort alt for at bevæge os tilbage til indlæringspædagogikken.
Hvad kender du til mine akademiske forudsætninger? :) Pt. er jeg strandet på semiotik, hvor jeg det næste halve års tid skal beskæftige mig med kognitiv neurovidenskab, hvilket er interessant, men ikke just viderefører mine litterære bestræbelser. Jeg fortryder lidt, at jeg ikke valgte filosofi eller et sprogfag i stedet.
Netop. Fagets tvang udsletter frigørelsen, som er et af de vigtigste fundamenter for produktion af viden. Der skal være plads til disharmoni i vores forsøg på at finde os tilrette i tilværelsen. Jeg tror, det er Fjord Jensen, der i et nummer af Kritik, undfanger følgende analogi: som manden, der blev jaget ud af sit hus om natten, hvor han flakkede rundt, indtil han om morgenen vendte hjem, hvor han erfarede, at ruten havde tegnet en stork. Individet, der under sin dannelses mange fejltagelser, tegner den figur, vi kalder personligheden, som blev, er og var. Han refererer naturligvis til Karen Blixens fabel om fiskeren i Den afrikanske Farm, og jeg mener, at den er ganske relevant for nærværende diskussion om dannelsen i universitetslivet, idet den bygger på individets selvudfoldelse frem for determinisme.
#19658 tiany 10 år siden
Okay, fair nok der skal være plads til enestående individer i vores samfund, det er jeg enig i. Men jeg er ikke enig i at vi andre skal tilpasse pga det ene individ eller for den sags skyld betale for at han skal være enestående.
Den forsøgelse jeg snakker om, er hvis Ole tager en uddannelse der ikke kan give ham et job i det samfund vi har, så vil han i sidste ende havne på kontanthjælp og så er jeg med til at betale for hans liv. (Jeg ved godt du linkede til en rapport, der viser at de nævnte uddannelser godt kan give et job).
Jeg tænker blot om du virkelig mener at ligegyldigt hvor tåbeligt et emne et studie har eller ligegyldigt at et studie uddanner en direkte ud i arbejdsløshed, så skal det have lov at bestå?
I stedet for at oprette nye studier burde man brede de eksisterende for at give dem mere relevans i jobsammenhæng. Jeg har en af de mest ordinærer universitetsuddannelser, man kan få og alligevel har jeg i den tid jeg var arbejdsløs oplevet mange virksomheder der ikke anede hvad min uddannelse var.
#19659 Muldgraver 10 år siden
Det var da at bruge et nederlag til noget fornuftigt, og stik mod nutidens tendenser. Hvordan man egentlig skal sammensætte en uddannelsespolitik er formodentlig aldrig nemt, men må afstedkommes af en del indsigt i samtidens muligheder blandt de studerende. Jeg er såmænd glad nok for at have haft lidt retning givet mig, men det hænger jo igen sammen med min manglende grundskoling og interessebevidsthed. På den anden side har det været temmelig trist, når en potentiel interesse er dukket op, og så se den nedslået af et system, som ikke har opmuntret til vejledning, men indskoling. Regler er da netop til for at blive overgået :) Ak ja, de forælderfugle, som med både anatomi- og dompapvækstgennemsnitstabelhåndbogen mellem vingerne desperat fastholder de luftrumshigende ynglinge...
Og det er så ond en cirkel, når nu vi har et system, som alt andet end tilskynder egentligt personligt engagement i elevernes interesser, både hvad angår tid, pensum etcetera. Det mest befriende og frugtbare, jeg har oplevet, har netop været et sådant samspil mellem en lektor og jeg, hvor de institutionelle grænser var sekundære. Det er trods alt heldigvis sket et par gange.
Dem kan du heldigvis ikke skjule :) Jeg taler ikke om dine sociale vilkår, dem har du vist ikke formidlet meget af, men din hukommelse er i sig selv imponerende, og din legedrift siger tilstrækkeligt (jeg har næsten lige læst lidt Schiller...) Men dit spørgsmål var vist egentlig også retorisk? :)
Vil du stadig gerne være forfatter? Eller hvor vil du gerne bevæge dig hen ad litterært? Uanset tror jeg godt, du kan bruge viden om de neurologiske formler til noget, når det kommer til at mentalitetsændre os videre fra en reduktionistisk materialistisk tid, som vi nok er lidt i fare for at stagnere eller undergå i. Når flygtigheden og forbrugerisme dyrkes, kan det vel forstås som et tegn på en snæver (og påført) materiel romantik, der dog stadig har en vis ånd bag sig, men som er foranlediget af en trang til ikke at ville forstå, men bare leve og have nok i det? Hvis man skal gøre op med påstanden om formel-livets tilstrækkelighed, må man vel også kende til det både besnærende og begrænsende ved dette, så man kan opstille et reelt alternativ, der er konstruktivt, og ikke bare spild og psudo? Fremtiden har brug for tillidsfulde vejledere, ikke guruer eller herrer. Nåjada, hvis dette overhovedet er aspekter af din neurovidenskabelige opmærksomhed... :)
Ja, det er en meget fin analogi. Man kan vel stadig ikke komme udenom det bevægende element, der ikke kun beror på individuel frihed som udgangspunkt, men snarere den fælles kontekst, som rummer friheden til at leve hermeneutisk? Flertydighed frem for tvetydighed? Kan flertydighed overhovedet opnås uden fejltagelser?
Men hvordan er det egentlig med dig og middelveje? Findes de uden at være middelmådige? Som dog er et lige lovlig relativt begreb i sig selv?
#19660 Muldgraver 10 år siden
Hvorfor er det kun "den enestående" (et temmelig trist, men sigende ord i denne sammenhæng), som skal tilpasse sig? Og er du ikke lige så afhængig af andre til at betale dit produkt, som de er af dig? Det er jo ikke fordi "den enestående" ikke bruger pengene igen? Spørgsmålet er snarere, hvad du og dine efterkommere ender med at betale, hvis du ikke tillader dig selv at betale for, at han skal kunne være "enestående".
Jeg har aldrig, blandt alle de "enestående" individer, jeg efterhånden har tilbragt tid sammen med, oplevet et eneste menneske, som ikke ville lave noget, og som ikke efter at have hvilet, ikke blev rastløst. Jeg har dog oplevet, at de ikke kunne være til som mennesker og som frimodigt producerende individer, der også kunne bidrage til at gøre mit liv rigere med andet end erfaringer af elendighed, fordi der ikke var plads til dem, og de så blev fastholdt i afkræftelsen og demotivationen.
Tanken om den lykkeligt selvopslidende borger er en destruktiv myte, ligeledes er dovenskab som grunddrift en myte. Træthed, udkørthed, udelukkelse og des lige er dog ikke myter, men observerbare realiteter. Selv den mest forarmede søger noget at give sig til, om det så er at tigge, fordi vedkommende ikke har andet.
Jeg er på ingen måde ude på at fastholde de udkørte i en offerrolle, en sådan er også en forsnævring af individet, og en opdyrkning af offermentalitet en forarmelse af menneskets bevidsthed. Blot vil jeg påpege, at der altid er en årsag, når et menneske ikke arbejder sammen med andre, og det ofte er de fleste som ofrer de dog færre, for de få. Desuden er det ikke overflødig materiel luksus "de enestående" har brug for, ligesom vi andre u"enestående" heller ikke har, men indsigt i egen ikke blot materiel værdighed der erkendes i den fælles værdighed og tid til at hvile ud, også selvom det tager dem resten af livet (formodentlig fordi de er bortknoklet deres hidtidige liv).
Hvis vi er så glade for vores arbejder, og for det vi producerer dermed, hvorfor kan vi så ikke unde dem en smule sympati, som ikke har sådan en for dem luksus? Hvorfor skal vi beklage os over, at andre ikke har det så godt som os?