#6 -> Næ, men den omhandler et kup og konsekvenserne af det. Genrens faste bestanddele er forberedelserne til kuppet og den mislykkede udførsel af det. Reservoir Dogs revitaliserer de slidte klichéer dels ved at springe rundt i kronologien, dels ved at skifte fokus. Den hænger populært sagt hele sit plot op på det, der i andre kupfilm fortælles i en enkelt eller meget få scener: nemlig den ironiske slutning, hvor enten kuppet eller flugten mislykkes pga. forbrydernes egne svagheder. I den henseende undviger Ocean's Eleven jo også fra den klassiske formel.
Andre kupfilm, der er værd at se:
Heat (1995) - Michael Manns ubestridelige hovedværk, der mesterligt blander kupfilmens fokus på de kriminelle med politifilmens minutiøse efterforskning af forbrydelser.
Thief (1981) - Michael Manns debutfilm, som det er umuligt at lave en ordentlig kupfilmliste uden. James Caan er den højteknologiske tyv, der rager uklar med sine bagmænd. Manns udførlige research forlener filmen med en stor grad af autencitet, og både rigtige politifolk og kriminelle optræder på rollelisten. Selv forbrydernes avancerede værktøj og deres jargon er hentet hos virkelighedens pengeskabsrøvere.
The Killing (1956) - Kubricks kupfilm, der med sin opbrudte fortællestruktur af mange anses som en inspirationskilde for Reservoir Dogs.
The Taking of Pelham One, Two, Three (1974) - 70'er-kupfilm, som Tarantino huggede idéen om at give røverne "farvekoder" fra.
The Asphalt Jungle (1950) - John Hustons klassiske film noir, der normalt regnes for at være den film, der etablerede kupfilmen som en subgenre.
Kansas City Confidential (1952) - Hårdkogt B-noir med de rigtige elementer: et veltilrettelagt kup, korrupte politifolk og en uskyldig syndebuk, der må rense sit navn ved at finde de rigtige bagmænd.
Du rififi chez les hommes (1955) - Fransk film byder på en lang række oversete kriminalfilm. Jules Dassin instruerede en række meget fine film noir i Hollywood, før han faldt i unåde under McCarthys heksejagt i 1950'erne og måtte måtte vende snuden mod Frankrig. Du rififi... (udgivet som Rififi af Criterion) er den klassiske kupfilm udsat for fransk. Det detaljerede kup er mere end tyve minutter langt og et af filmhistoriens mest berømte.
Supercoole Jean-Pierre Melville har også instrueret adskillige kupfilm, bl.a. Bob le Flambeur (1955), Le Deuxième Souffle (1966), Le Cercle Rouge (1970) og Un Flic (1972). Fælles for dem alle er, at Melvilles store kærlighed for den amerikanske populærkultur skinner tydeligt igennem. Hans film er befolkede af kølige, fåmælte forbrydere i trenchcoats, der kunne være taget ud af hvilken som helst hårdkogt, amerikansk genrefilm. John Woo er en af de instruktører, der betragter Melville som et væsentligt forbillede, og mange af Melvilles faste træk kan genfindes i Woos film. Det gælder bl.a. idéen om at gemme et våben, inden man bevæger sig ind i et lokale, og gangsteren, der skyder med to pistoler.
Sidst set: The Black Pit of Dr. M 4/5 | SW: Ep. III 2/5 | Elephant 5/5 | Black Sunday (1960) 4/5
Die Hard er ikke en kupfilm, men en actionfilm. Genrerne kan naturligvis overlappe, men det er centralt for kupfilmen, at de bærende karakterer er skurkene. I Die Hard forholder det sig lige omvendt: Strisseren John McClane er klart defineret som filmens hovedperson, og skurkene er lige så klart definerede som hans modstandere. Der skabes aldrig sympati for skurkene, og de fungerer aldrig som bærende karakterer.
Det er af samme grund, at Heat er lige på vippen. Den har godt nok en tydelig bærende karakter i røveren Neil McCauley, men politimanden Vincent Hanna tildeles samme opmærksomhed og sympati. Det er sådan set dét, der gør, at den er så fantastisk: Heat tager to udslidte genrer og transcenderer dem ved at blande elementerne.
Mine egne favoritter er nok Heat - på trods af forbeholdene - med The Killing, Reservoir Dogs og Thief på en delt andenplads. Sidstnævnte kan iøvrigt købes på dvd med danske undertekster under titlen Violent Streets.
Sidst set: The Black Pit of Dr. M 4/5 | SW: Ep. III 2/5 | Elephant 5/5 | Black Sunday (1960) 4/5
#1 21 år siden
#2 chronaden 21 år siden
#3 filmz-Kadann 21 år siden
Jeg skal ikke kunne sige noget om "The Italien Job", udover den gamle udgave, som ikke er overdrevet fed.
Men ellers kan jeg anbefale "Heist" med Gene Hackman, som er en ganske glimrende film. :)
#4 filmz-propagandapanda 21 år siden
Jeg ved ikke om "Boondock Saints" matcher kup-genren helt, men den er også i særklasse!
#5 gi-jones 21 år siden
#6 chronaden 21 år siden
#7 filmz-bullseye 21 år siden
#8 filmz-Le Samouraï 21 år siden
Andre kupfilm, der er værd at se:
Heat (1995) - Michael Manns ubestridelige hovedværk, der mesterligt blander kupfilmens fokus på de kriminelle med politifilmens minutiøse efterforskning af forbrydelser.
Thief (1981) - Michael Manns debutfilm, som det er umuligt at lave en ordentlig kupfilmliste uden. James Caan er den højteknologiske tyv, der rager uklar med sine bagmænd. Manns udførlige research forlener filmen med en stor grad af autencitet, og både rigtige politifolk og kriminelle optræder på rollelisten. Selv forbrydernes avancerede værktøj og deres jargon er hentet hos virkelighedens pengeskabsrøvere.
The Killing (1956) - Kubricks kupfilm, der med sin opbrudte fortællestruktur af mange anses som en inspirationskilde for Reservoir Dogs.
The Taking of Pelham One, Two, Three (1974) - 70'er-kupfilm, som Tarantino huggede idéen om at give røverne "farvekoder" fra.
The Asphalt Jungle (1950) - John Hustons klassiske film noir, der normalt regnes for at være den film, der etablerede kupfilmen som en subgenre.
Kansas City Confidential (1952) - Hårdkogt B-noir med de rigtige elementer: et veltilrettelagt kup, korrupte politifolk og en uskyldig syndebuk, der må rense sit navn ved at finde de rigtige bagmænd.
Du rififi chez les hommes (1955) - Fransk film byder på en lang række oversete kriminalfilm. Jules Dassin instruerede en række meget fine film noir i Hollywood, før han faldt i unåde under McCarthys heksejagt i 1950'erne og måtte måtte vende snuden mod Frankrig. Du rififi... (udgivet som Rififi af Criterion) er den klassiske kupfilm udsat for fransk. Det detaljerede kup er mere end tyve minutter langt og et af filmhistoriens mest berømte.
Supercoole Jean-Pierre Melville har også instrueret adskillige kupfilm, bl.a. Bob le Flambeur (1955), Le Deuxième Souffle (1966), Le Cercle Rouge (1970) og Un Flic (1972). Fælles for dem alle er, at Melvilles store kærlighed for den amerikanske populærkultur skinner tydeligt igennem. Hans film er befolkede af kølige, fåmælte forbrydere i trenchcoats, der kunne være taget ud af hvilken som helst hårdkogt, amerikansk genrefilm. John Woo er en af de instruktører, der betragter Melville som et væsentligt forbillede, og mange af Melvilles faste træk kan genfindes i Woos film. Det gælder bl.a. idéen om at gemme et våben, inden man bevæger sig ind i et lokale, og gangsteren, der skyder med to pistoler.
#9 ks 21 år siden
#10 filmz-Le Samouraï 21 år siden
Det er af samme grund, at Heat er lige på vippen. Den har godt nok en tydelig bærende karakter i røveren Neil McCauley, men politimanden Vincent Hanna tildeles samme opmærksomhed og sympati. Det er sådan set dét, der gør, at den er så fantastisk: Heat tager to udslidte genrer og transcenderer dem ved at blande elementerne.
Mine egne favoritter er nok Heat - på trods af forbeholdene - med The Killing, Reservoir Dogs og Thief på en delt andenplads. Sidstnævnte kan iøvrigt købes på dvd med danske undertekster under titlen Violent Streets.