#10 - man kune sige at man kan se "noir" som enten et tillægsord eller navnord. Det tog årtier før "noir" af nogle blev set som genre. Først blev noir lånt fra det franske begreb "roman noir" som bare betyder en dunkel atomsfære. I 1939 er der en kritiker der betegner Jean Renoirs La Bête Humaine som noir og over årene begynder forskellige filmblade at afgrænse ordet noir og det begynder så småt at blive en genre. De første amerikanske film som vi idag ser som noir blev kaldt noget andet den gang de havde præmiere. Double Indmnity var et "murder melodrama" "Murder My sweet" blev kaldt en thriller på begge sider af atlanten. Det var først i 50'erne begrebet kom til USA for alvor uden de var klar over at "Noir" først var et tillægsord. Ud fra Rick Altmans account var det først i 1981 at "Noir" i akademiske udgivelser stod alene som en genre.
#21 - Higham og Greenberg argumenterer vist allerede i 1968 for noir som en selvstændig genre, men ellers er jeg da helt enig. Det er et af de mest flygtige begreber indenfor genreteorien, og det er en god pointe, at det kan læses både som navne- og tillægsord. Det rammer den manglende konsensus lige på kornet.
Sidst set: The Black Pit of Dr. M 4/5 | SW: Ep. III 2/5 | Elephant 5/5 | Black Sunday (1960) 4/5
Et lille tillæg. Jules Dassin som bla. lavede "Night and the City", "The Naked City", "Brute Force" og "Rififi" - alle film som vi ville kalde "Noirs" - sagde selv hans primære inspiration var italiensk neorealisme og at han ikke kendte udtrykket noir da han lavede disse perler. Det er selvfølgeligt ikke noget nyt at en instruktør ikke er enig i anmelderes/kritikeres/akademikeres/fans betegnelser - men alligevel pudsigt.
#23 - Det er vist en and. IMO bevæger italiensk neorealisme sig langt væk fra typisk amerikansk noir (hvis "univers", jeg mener, Dassin boltrer sig i). Det ville endda give mere mening, om Dassin havde sagt, at han var inspireret af tysk ekspressionisme.
Jeg har set ham sige det på ekstramaterialet til Rififi - men det er nok ikke det du hentyder til men nok mere at han tager fejl eller han ikke ved hvad han snakker om. Det han siger er at han ser hans film som realistiske eller rettere sagt han prøver at vise verdenen som den er (han lavede en del research til Night and the City) - det han hetyder til er nok primært handlingen. Man siger ofte at tysk ekspressionisme er en af kilderne til den amerikanske noir og det giver selvfølgelig god mening når man ser emmigranter som Lang noirs - helt ekspressivt bliver referencerne til den tyske ekspressionisme i Laughtons "Night of the Hunter" .
Og ikke at forglemme Billy Wilder, Robert Siodmak og Otto Premínger også med rødder i den tyske muld. Mht. den italienske neorealisme, så er det nok som Wikipedia skriver:
A group of films from the middle of the classic noir period, including The Naked City (1948), directed by Jules Dassin, and Panic in the Streets (1950), directed by Elia Kazan, adopted the neorealist approach of on-location photography with nonprofessional extras.
Som Jannikand korrekt skriver, så er dette langt fra neorealisme som bl.a. set i Vittorio De Sicas film, men nok nærmere en slags kombi af elementer.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Ja, mine argumenter havde nok været bedre med et besøg hos Wiki:) Det er klart at Dassins film ikke er Neorealisme lige så lidt som Wilder, Preminger osv. lavede tysk ekspressionistiske film i USA - men var inspireret.
#27 Mht. neorealisme, så kan jeg vildt anbefale Scorseses "My Voyage to Italy", 4 timers dokumentar over italiens filmarv. Vi følger bl.a. neorealisme fra "Paisan", "Roma Citta Aperta" over "Cykeltyven" og i sporene på Rosselini, Fellini etc. Og hatten af for Scorsese. Han er dæleme en god fortæller!
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
#28 Mht Scorsese kører Cinemateket i august hans "A Personal Journey" film. De kan i høj grad anbefales, hvis man er til Onkel Martins fortællinger. :)
Man kan finde tråde til mange andre ting i noir: fatalismen og lyset fra den franske poetiske realisme, lys (og især skyggerne) og de utraditionelle vinkler fra den tyske ekspressionisme, den "dokumentariske" tilgang fra den italienske neorealisme med brug af virkelige locations og forsøget på at beskrive verden mere realistisk osv. osv. Det er IMO det, der gør begrebet så fascinerende. Men også nærmest umuligt at beskrive udtømmende.
Sidst set: The Black Pit of Dr. M 4/5 | SW: Ep. III 2/5 | Elephant 5/5 | Black Sunday (1960) 4/5
#21 jessup 19 år siden
#22 filmz-Le Samouraï 19 år siden
#23 jessup 19 år siden
#24 JannikAnd 19 år siden
#25 jessup 19 år siden
#26 filmz-Bruce 19 år siden
A group of films from the middle of the classic noir period, including The Naked City (1948), directed by Jules Dassin, and Panic in the Streets (1950), directed by Elia Kazan, adopted the neorealist approach of on-location photography with nonprofessional extras.
Som Jannikand korrekt skriver, så er dette langt fra neorealisme som bl.a. set i Vittorio De Sicas film, men nok nærmere en slags kombi af elementer.
#27 jessup 19 år siden
#28 filmz-Bruce 19 år siden
#29 dolphinfriendly 19 år siden
#30 filmz-Le Samouraï 19 år siden