Da den østrigske kejser Josef II's hofkomponist Antonio Salieri opdager, at de guddommelige musikalske evner, han selv drømmer om at have, i stedet besiddes af den sjofle og gavtyveagtige Mozart, rammes han af sygelig jalousi og sætter alt ind på at knuse denne.
'Amadeus' er - for nu at låne ordene fra bagsiden af en af dvd-udgivelserne - "en sand filmisk triumf. En overdådig periodeskildring og samtidig en hyldest til Mozarts musik." Ja, af alle film, der omhandler berømte komponister, og hvor musikken er sat i centrum, er det her den absolut bedste. Den har et vidunderligt manuskript, fantastiske skuespilpræstationer og en fabelagtig cinematografi med smukke, varme billeder, der sammen med Mozarts musik er umådeligt stemningsskabende og danner den perfekte ramme om den dramatiske fortælling.
Filmz' anmelder chandler75 har meget rammende sagt: "Musikken er i sig selv en ligeså vigtig medspiller i den dramatiske jalousihistorie som Mozart og Salieri, og de tre følger hele tiden hinanden og bestemmer hinandens skæbne." Om baggrunden for den omtalte jalousi skriver Politikens anmelder Kim Skotte: "Modsætningen mellem Salieri og Mozart tegnes som modsætningen mellem det middelmådige og det geniale, det konforme og det grænsesprængende, det såre menneskelige og det rent ud guddommelige." Det er som CinemaZone.dk's anmelder Frederik Asschenfeldt Vandrup siger: "Det [er] i spændingsfeltet mellem de to vidt forskellige komponister, at filmens nerve og gnist opstår."
Frederik Asschenfeldt Vandrup har skrevet følgende om filmens hovedroller: "Tom Hulce leverer karrierens eneste reelle toppræstation som Mozart, som med sin karakteristiske skoggerlatter og trang til at rage på kvindebryster får skabt en perfekt kombination af martret kunstner og leveglad charlatan; netop en person vi ikke kan undgå at elske for sin livslyst og hade sammen med Salieri for hans overlegne attitude, som måske bevidst, måske ubevidst stråler over hele hans tilværelse. Hvor Hulce er overgearet og storskrydende, så får Salieri til gengæld masser af afdæmpet, dæmonisk liv fra F. Murray Abraham (der faktisk vandt hovedrolle-Oscar'en det år "fra" Tom Hulce, som var nomineret i samme kategori), som dækker hele registret fra Salieri som forholdsvis ung komponist for første gang ser den fnisende Mozart til han som gammel mand sidder og fortæller hele historien til en i stigende grad chokeret præst, som blot troede, at han skulle høre endnu en vrøvlende bekendelse fra en indsat på sindssygehospitalet." Ja, Abraham imponerer især som den ældre Salieri, som han på den ene side får til at fremstå som en underfundig, bittert snerrende, gammel ræv, men på den anden side også som et dybtfølende, musikelskende menneske.
Frederik Asschenfeldt Vandrup fortsætter: "Når vi nu har fat i skuespillerlisten, så bør Jeffrey Jones også fremhæves for en ganske enkelt superb Kejser Joseph II, som konstant er splittet mellem de officielle krav til embedet og til hans holdninger og hans barneglade begejstring for den oprørske Mozart og [dennes] påfund. "There it is" bliver et gyldent motto for en mand, som konstant er tvunget til at beslutte noget andet end han udstråler." Det er rigtigt - som chandler75 siger - at Jeffrey Jones "nærmest underspiller ... som den lidt tumpede og umusikalske musikelsker." Personligt finder jeg ham herligt morsom i rollen og kan ikke lade være med at småklukke af ham. Nævnes skal også Elizabeth Berridge som Mozarts søde kone Constanze, og Roy Dotrice, der spiller Mozarts misbilligende fader.
Filmen består af lutter gode scener, men jeg er specielt begejstret for de følgende:
Den dramatiske intro med Salieri der reddes fra et selvmordsforsøg og efterfølgende bliver båret gennem de snefyldte gader; en scene der akkompagneres af Mozarts Symfoni nr. 25, i g-mol, 1. sats.
Den morsomme scene hvor Salieri ved hjælp af et klaver afprøver præstens kendskab til hans kompositioner, og hvor han først vækker genkendelse hos præsten, da han spiller en af Mozarts melodier for ham.
Scenen hvor Mozart skal modtages ved Kejser Joseph II's hof i Wien, og hvor Salieri har skrevet en lille velkomstmarch. Mozart hører den en enkelt gang og giver sig straks til at spille den og ikke mindst til at improvisere og foreslå forbedringer med en drenget glæde og uden tanke for, at han dermed kan komme til at såre komponisten. Dette sætter kimen til jalousispillet i gang. Det er en ret morsom scene, hvis komiske højdepunkt nås, da der klippes fra Mozarts lalleglade ansigt og fjogede grin til Salieri, der står i sit hjem og ser rasende op på en vægfigur af Jesus på korset, mens han sarkastisk udbryder: "Tak, Herre!"
Mozart, der komponerer musik, mens han står lænet indover et billardbord og leger med en billardkugle. Her ser vi ham fra hans mere alvorlige og eftertænksomme side; en side som Salieri slet ikke har øje for.
Filmens absolutte højdepunkt er dog efter min mening scenen, hvor en bleg og svedende, men meget koncentreret og særdeles entusiatisk Mozart - halvt siddende, halvt liggende i sin seng - dikterer "Confutatis"-delen af sin dødsmesse til Salieri. Man ser hvordan han bygger musikken op lag for lag - først koret, derpå blæserne, så slagtøjet og tilsidst strygerne. Man ser ham nynne sangen, hvorefter vi på lydsporet hører et helt kor gengive de samme toner acapella. Vi ser ham illustrere den tunge rytme med en knyttet næve, mens vi hører slagtøj - også uden anden musikledsagelse. Og vi ser ham nynne stryger-arrangementet, mens vi hører rigtige strygere oveni hans stemme. Og da han tilsidst beder Salieri om at få papirerne med noderne og gør mine til at gennemgå det hele forfra, får vi endelig en fuldt orkestreret udgave af nummeret, idet der klippes til billedet af en hestevogn, der kører hurtigt afsted gennem en skov i tusmørke og med en mørk, overskyet himmel i baggrunden. Enormt stemningsfyldt! For en musiker og musikelsker som mig er denne scene simpelthen så smuk og medrivende og så dybt fascinerende, at jeg tit kommer til at tænke på den, selv når jeg i min dagligdag går og laver alt muligt andet.
Og så er der sidst, men ikke mindst filmens næstsidste scene, der
- med det sortklædte begravelsesfølge i den silende regn og Mozarts lig der smides ned i en massegrav -
er tragisk og hjerteskærende, omend på den vidunderligt pompøse måde som følge af "Lacrimosa"-delen af dødsmessen, der her fylder lydsporet. Man forstår godt, hvorfor præsten er stum af forfærdelse over Salieris grumme beretning - ja, på dette tidspunkt har man som tilskuer selv lidt af en klump i halsen; til dels på grund af selve tragedien, men ligeså meget fordi det her er filmmagi så det basker. Når rulleteksterne begynder, sidder man virkelig tilbage med følelsen af en stor, filmisk oplevelse.
Jeg elsker Mozarts musik, og jeg elsker den her film, som var den direkte anledning til, at jeg for alvor kom til at lære hans musik at kende.
'Amadeus' blev belønnet med hele 8 Oscars: Bedste Film, Bedste Instruktør, Bedste Manuskript baseret på andet materiale, Bedste Mandlige Hovedrolle (F. Murray Abraham), Bedste Lyd, Bedste Make-up, Bedste Kulisser og Bedste Kostumer. Den var desuden nomineret for Bedste Cinematografi og Bedste Klipning, og som allerede nævnt var Tom Hulce også nomineret for Bedste Mandlige Hovedrolle. Derudover vandt filmen bl.a. 5 BAFTA-priser, nemlig for Bedste Cinematografi, Bedste Klipning, Bedste Lyd og Bedste Make-up. Og den vandt 3 David di Donatello-priser (Italiens svar på Oscar'en), for Bedste Udenlandske Film, Bedste Udenlandske, Bedste Udenlandske Instruktør og Bedste Udenlandske Skuespiller (Tom Hulce).
Fantastisk film, men hvorfor bruger du så mange citater fra andre anmeldere, når jeg nu er mere interesseret i at høre din mening? :)
Det er en film jeg selv holder rigtig meget af og din anmeldelse har mindet mig om at det vist snart er på tide jeg får "opdateret" min gamle dvd med blu-ray udgaven.
hvorfor bruger du så mange citater fra andre anmeldere, når jeg nu er mere interesseret i at høre din mening? :)
Fordi det ER min mening.
Andre har tidligere her i tråden stillet mig det samme spørgsmål, og her er hvad jeg svarede dem dengang:
sommetider kan det godt være svært at sætte ord på sine følelser og tanker omkring en favoritfilm, og så gør jeg det, at jeg læser nogle kommentarer og anmeldelser fra såvel anmeldere som brugere på filmz.dk, scope.dk, ON-Z.dk, imdb.com, laserdisken.dk og andre steder, og når/hvis jeg så støder på nogle udtalelser, hvor tingene er sagt så præcist og rammende, at jeg tænker: "Sådan! Bedre kan det ikke siges!", så citerer jeg dem - og UDELUKKENDE derfor. Og for ikke at tage æren for en god formulering eller en interessant tanke, angiver jeg kilde og skribent.
....... Alternativet ville være, at det tog endnu længere tid for mig at komme videre med listen
#1021 Zombi 13 år siden
Ouuuuuuuuuuuh.
Shit just got real.
#1022 BN 13 år siden
Da den østrigske kejser Josef II's hofkomponist Antonio Salieri opdager, at de guddommelige musikalske evner, han selv drømmer om at have, i stedet besiddes af den sjofle og gavtyveagtige Mozart, rammes han af sygelig jalousi og sætter alt ind på at
knuse denne.
'Amadeus' er - for nu at låne ordene fra bagsiden af en af dvd-udgivelserne - "en sand filmisk triumf. En overdådig periodeskildring og samtidig en hyldest til Mozarts musik." Ja, af alle film, der omhandler berømte komponister, og hvor musikken er sat i centrum, er det her den absolut bedste. Den har et vidunderligt manuskript, fantastiske skuespilpræstationer og en fabelagtig cinematografi med smukke, varme billeder, der sammen med Mozarts musik er umådeligt stemningsskabende og danner den perfekte ramme om den dramatiske fortælling.
Filmz' anmelder chandler75 har meget rammende sagt: "Musikken er i sig selv en ligeså
vigtig medspiller i den dramatiske jalousihistorie som Mozart og Salieri, og de tre følger hele tiden hinanden og bestemmer hinandens skæbne." Om baggrunden for den omtalte jalousi skriver Politikens anmelder Kim Skotte: "Modsætningen mellem Salieri og Mozart tegnes som modsætningen mellem det middelmådige og det geniale, det konforme og det grænsesprængende, det såre menneskelige og det rent ud guddommelige." Det er som CinemaZone.dk's anmelder Frederik Asschenfeldt Vandrup siger: "Det [er] i spændingsfeltet mellem de to vidt forskellige komponister, at filmens nerve og gnist opstår."
Frederik Asschenfeldt Vandrup har skrevet følgende om filmens hovedroller: "Tom Hulce
leverer karrierens eneste reelle toppræstation som Mozart, som med sin karakteristiske skoggerlatter og trang til at rage på kvindebryster får skabt en perfekt kombination af martret kunstner og leveglad charlatan; netop en person vi ikke kan undgå at elske for sin livslyst og hade sammen med Salieri for hans overlegne attitude, som måske bevidst, måske ubevidst stråler over hele hans tilværelse. Hvor Hulce er overgearet og storskrydende, så får Salieri til gengæld masser af afdæmpet, dæmonisk liv fra F. Murray Abraham (der faktisk vandt hovedrolle-Oscar'en det år "fra" Tom Hulce, som var nomineret i samme kategori), som dækker hele registret fra Salieri som forholdsvis ung komponist for første gang ser den fnisende Mozart til han som gammel mand sidder og fortæller hele historien til en i stigende grad chokeret præst, som blot troede, at han skulle høre endnu en vrøvlende bekendelse fra en indsat på sindssygehospitalet." Ja, Abraham imponerer især som den ældre Salieri, som han på den ene side får til at fremstå som en underfundig, bittert snerrende, gammel ræv, men på den anden side også som et dybtfølende, musikelskende menneske.
Frederik Asschenfeldt Vandrup fortsætter: "Når vi nu har fat i skuespillerlisten, så bør Jeffrey Jones også fremhæves for en ganske enkelt superb Kejser Joseph II, som konstant er splittet mellem de officielle krav til embedet og til hans holdninger og hans barneglade begejstring for den oprørske Mozart og [dennes] påfund. "There it is" bliver et gyldent motto for en mand, som konstant er tvunget til at beslutte noget andet end han udstråler." Det er rigtigt - som chandler75 siger - at Jeffrey Jones "nærmest underspiller ... som den
lidt tumpede og umusikalske musikelsker." Personligt finder jeg ham herligt morsom i
rollen og kan ikke lade være med at småklukke af ham. Nævnes skal også Elizabeth Berridge som Mozarts søde kone Constanze, og Roy Dotrice, der spiller Mozarts misbilligende fader.
Filmen består af lutter gode scener, men jeg er specielt begejstret for de følgende:
Den dramatiske intro med Salieri der reddes fra et selvmordsforsøg og efterfølgende bliver båret gennem de snefyldte gader; en scene der akkompagneres af Mozarts Symfoni nr. 25, i g-mol, 1. sats.
Den morsomme scene hvor Salieri ved hjælp af et klaver afprøver præstens kendskab til hans kompositioner, og hvor han først vækker genkendelse hos præsten, da han spiller en af Mozarts melodier for ham.
Scenen hvor Mozart skal modtages ved Kejser Joseph II's hof i Wien, og hvor Salieri har skrevet en lille velkomstmarch. Mozart hører den en enkelt gang og giver sig straks til at spille den og ikke mindst til at improvisere og foreslå forbedringer med en drenget glæde og uden tanke for, at han dermed kan komme til at såre komponisten. Dette sætter kimen til jalousispillet i gang. Det er en ret morsom scene, hvis komiske højdepunkt nås, da der klippes fra Mozarts lalleglade ansigt og fjogede grin til Salieri, der står i sit hjem og ser rasende op på en vægfigur af Jesus på korset, mens han sarkastisk udbryder: "Tak, Herre!"
Mozart, der komponerer musik, mens han står lænet indover et billardbord og leger med en billardkugle. Her ser vi ham fra hans mere alvorlige og eftertænksomme side; en side som Salieri slet ikke har øje for.
Filmens absolutte højdepunkt er dog efter min mening scenen, hvor en bleg og svedende, men meget koncentreret og særdeles entusiatisk Mozart - halvt siddende, halvt liggende i sin seng - dikterer "Confutatis"-delen af sin dødsmesse til Salieri. Man ser hvordan han bygger musikken op lag for lag - først koret, derpå blæserne, så slagtøjet og tilsidst strygerne. Man ser ham nynne sangen, hvorefter vi på lydsporet hører et helt kor gengive de samme toner acapella. Vi ser ham illustrere den tunge rytme med en knyttet næve, mens vi hører slagtøj - også uden anden musikledsagelse. Og vi ser ham nynne stryger-arrangementet, mens vi hører rigtige strygere oveni hans stemme. Og da han tilsidst beder Salieri om at få papirerne med noderne og gør mine til at gennemgå det hele forfra, får vi endelig en fuldt orkestreret udgave af nummeret, idet der klippes til billedet af en hestevogn, der kører hurtigt afsted gennem en skov i tusmørke og med en mørk, overskyet himmel i baggrunden. Enormt stemningsfyldt! For en musiker og musikelsker som mig er denne scene simpelthen så smuk og medrivende og så dybt fascinerende, at jeg tit kommer til at tænke på den, selv når jeg i min dagligdag går og laver alt muligt andet.
Og så er der sidst, men ikke mindst filmens næstsidste scene, der
det sortklædte begravelsesfølge i den silende regn og Mozarts lig der smides ned i en massegrav -
Jeg elsker Mozarts musik, og jeg elsker den her film, som var den direkte anledning til, at jeg for alvor kom til at lære hans musik at kende.
'Amadeus' blev belønnet med hele 8 Oscars: Bedste Film, Bedste Instruktør, Bedste Manuskript baseret på andet materiale, Bedste Mandlige Hovedrolle (F. Murray Abraham), Bedste Lyd, Bedste Make-up, Bedste Kulisser og Bedste Kostumer. Den var desuden nomineret for Bedste Cinematografi og Bedste Klipning, og som allerede nævnt var Tom Hulce også nomineret for Bedste Mandlige Hovedrolle. Derudover vandt filmen bl.a. 5 BAFTA-priser, nemlig for Bedste Cinematografi, Bedste Klipning, Bedste Lyd og Bedste Make-up. Og den vandt 3 David di Donatello-priser (Italiens svar på Oscar'en), for Bedste Udenlandske Film, Bedste Udenlandske, Bedste Udenlandske Instruktør og Bedste Udenlandske Skuespiller (Tom Hulce).
#1023 IK 13 år siden
#1024 BN 13 år siden
Kan du selv lide den?
#1025 MMB 13 år siden
#1026 Zombi 13 år siden
Det er en film jeg selv holder rigtig meget af og din anmeldelse har mindet mig om at det vist snart er på tide jeg får "opdateret" min gamle dvd med blu-ray udgaven.
#1027 MMB 13 år siden
#1028 BN 13 år siden
Fordi det ER min mening.
Andre har tidligere her i tråden stillet mig det samme spørgsmål, og her er hvad jeg svarede dem dengang:
#1029 Lord Beef Jerky 13 år siden
#1030 Zombi 13 år siden
Okay fair nok, jeg har ikke fulgt så meget med i tråden før, så den har jeg lige overset.
Det var skam bare af ren nysgerrighed. :)