Denne mesterlige landevejs-gyser var Steven Spielberg's debutfilm, og den er et skoleeksempel på, hvordan man kan skabe en uhyggelig stemning uden de store virkemidler og helt uden special effects. Filmens grundpræmis - en helt almindelig mands kamp mod en mystisk fjende, en fjende som dukker op ud af intetheden, uden forklaring og uden motiv - er siden blev genbrugt i andre film; med allerbedst resultat i 'The Hitcher' fra 1986.
Dennis Weaver (kendt fra tv-serien 'McCloud') har hovedrollen som forretningsmanden David Mann, der under en længere biltur bliver forfulgt og chikaneret af en stor lastbil. Og han spiller rollen med den rette blanding af nervøsitet, frygt og desperation.
199) Arsenic and Old Lace - (Frank Capra, 1944)
En herligt gakket komedie med en vidunderligt fjollet og forfjamsket Cary Grant i hovedrollen som den unge, forlovede mand, der opdager, at hans to tanter hygger sig med at tage livet af enlige, ældre mænd.
198) Rope - (Alfred Hitchcock, 1948)
Alfred Hitchcock har altid været en af mine yndlings-instruktører. Men det er først for ganske nylig jeg har fået set denne lille perle af en film.
Når det gjaldt krimier, var Hitchcock ikke interesseret i de såkaldte 'whodunits', men foretrak i stedet at basere spændingen på, hvornår og hvordan morderen blev afsløret. I denne her film spiller John Dall og Farley Granger to unge mænd, der begår et mord udelukkende som en intellektuel øvelse, og James Stewart er manden der får mistanke, om at der er noget galt.
'Rope' har tre elementer til fælles med en anden og senere Hitchcock-film, 'Rear Window': (1) James Stewart, (2) en forsvunden person og (3) den omstændighed, at hele filmen foregår i en lejlighed, som kameraet aldrig forlader. I 'Rope' er spændingen dog mere af psykologisk art, og den opbygges udelukkende gennem dialogen.
197) Support Your Local Sheriff - (Burt Kennedy, 1969)
En western-parodi, som jeg finder langt morsommere end Mel Brook's 'Blazing Saddles', der af mange ellers regnes for at være den bedste af slagsen, men som efter min mening dør fuldstændig efter de første 25-30 minutter. En veloplagt James Garner spiller den nyudnævnte og lidt alternative, men særdeles effektive sherif, som skal prøve at holde lov og orden i en by, hvis indbyggere er ramt af guldfeber. Det, som jeg specielt godt kan lide ved denne film, er dens afslappede og tilbagelænede stil, samt dens kærlige parodi på western-genrens klichéer.
196) Planes, Trains and Automobiles - (John Hughes, 1987)
Jeg havde i første omgang egentlig bestemt mig for, at denne komedie ikke skulle med på listen, sådan ud fra en eller anden fjollet betragtning om, at det ikke er nogen "stor" film, og at Steve Martin og John Candy heller ikke ligefrem er blandt mine yndlingsskuespillere. Men ved nærmere eftertanke ville dette have været både unfair og misvisende, for dels giver Steve Martin her en af sin karrieres bedste præstationer og John Candy måske sin allerbedste; dels er filmen så sjov, at den må betegne som en af de bedste komedier der nogensinde er lavet. Personligt morer jeg mig ihvertfald lige meget hver gang jeg ser den, selvom jeg efterhånden har set den 117 gange. Så derfor må den vist retteligt betegnes som en favoritfilm.
Desuden indeholder den et for komedier temmelig sjældent fænomen, nemlig et såkaldt twist, og i dette tilfælde er det et, man bliver rørt over. ... Det er dog møgirriterende, at stemningen straks efter skal ødelægges af en elendig cover-version af Paul Young-hittet "Every Time You Go Away" (oprindelig skrevet og indspillet af Hall & Oates). Jeg bryder mig ikke om nogen som helst udgave af denne sang, og det ærgrer mig grusomt, at man her bruger en sukkersød popsang til at fortælle publikum, hvad de skal føle. Slutningen ville have været bedre med noget mere diskret musik, sådan á la den musik der spilles, da sagens rette sammenhæng går op for Steve Martin. ... Nå, men pyt, det hører trods alt til småtingsafdelingen.
195) Hot Shots! Part Deux - (Jim Abrahams, 1993)
At lave komedier er en kunst i sig selv. Og jeg sætter ligeså meget pris på et godt grin som på spænding og drama.
I vores filmskab herhjemme har vi ialt otte spoof-film, som i min øjne er nogle af verdens morsomste film. Den ringeste (læs: mindst gode) af disse er 'Hot Shots! Part Deux', som først og fremmest er en parodi på 'Rambo II' og 'Rambo III', men som også parodierer andre kendte film.
Charlie Sheen, Valeria Golino og Lloyd Bridges gentager deres roller fra etteren, og som en morsom detalje har man fået Richard Crenna, der spillede Rambos militærboss i 'Rambo'-filmene, til at parodiere sin egen rolle i disse film.
194) Dirty Harry - (Don Siegel, 1971)
En klassisk krimi om den handlekraftige, ustoppelige politimand Harry Callahan, der ikke alene må kæmpe mod en gal massemorder, men også mod det blødsødne, langsomme bureakrati, der hersker indenfor politiet og retsvæsenet.
Figuren Dirty Harry føles på mange måder som en fortsættelse af Clint Eastwood's seje, fåmælte anti-helt fra Sergio Leone's første tre spaghetti-westerns, nu blot placeret i den moderne, hektiske storby i stedet for på den øde, støvede prærie. Selvom han er på lovens side, følger han først og fremmest sine egne regler og instinkter, til irritation for nogle og skade for andre, samt til stor underholdning for os tilskuere. Scenen hvor han kold og rolig vader ud på gaden og stopper nogle bankrøvere, vil nok altid være det man husker bedst fra filmen.
193) The Outlaw Josey Wales - (Clint Eastwood, 1976)
En film, der med sin velfortalte hævn- og menneskejagts-historie og udødelige replikker som "Are you going to pull those pistols or whistle dixie?" og "Dyin' ain't much of a livin', boy." står som en af Eastwood's allerbedste westerns. Det er "old west action", for nu at citere et af de anagrammer, der er blevet lavet over hans navn. Hvis man tager ordene "The actor Clint Eastwood" kan bogstaverne tilsvarende ændres til "I do that cool western act.", og det er der i sandhed ingen der nogensinde har gjort bedre end Eastwood. ;-)
Én ting adskiller dog denne film fra de westerns, Eastwood indtil da havde medvirket i, og det er, at hans karakter her er mere menneskelig og nuanceret. Josey Wales starter med at være en hr. Almindelig-Mand, d.v.s. en farmer med kone og barn, udvikler sig til en barsk, koldblodig hævner der foretrækker at klare sig på egen hånd, men ender
igen som en slags familieoverhoved, idet han leder og beskytter en gruppe nybyggere.
192) Sudden Impact - (Clint Eastwood, 1983)
Dette er efter min mening klart den bedste af de fem Dirty Harry-film. Den er mere mørk og dyster end de andre film og også mere følelsesladet. Hele filmen igennem følger vi kunstmaleren Jennifer Spencer (Sondra Locke) ligeså meget som vi følger Dirty Harry. Hun er den ene af to søstre, som for mange år siden var udsat for en voldtægtsforbrydelse begået af nogle mænd, som hun nu er i gang med at opsøge og dræbe en efter en. Ja, den morder der er på spil denne gang, ligner med andre ord slet ikke den type forbrydere, Harry plejer at være oppe imod. Hun ligner snarere ham selv. Ja, han er faktisk stødt på sit kvindelige modstykke. Og hvad gør man så?
Dirty Harry har dog heldigvis ikke ændret stil. Det ses især i den klassiske scene i cafeteriet, hvor han konfronterer en bande bevæbnede røvere, idet han forklarer, at han bare er kommet tilbage for at klage over, at servitricen har puttet sukker i hans kaffe, og hvor han - efter en kort skudveksling - provokerer den (vistnok) eneste overlevende røver med ordene "Go ahead. Make my day." Det er en scene der står bestemt ikke tilbage for '"Do I feel lucky?"-scenen fra den første Dirty Harry-film. Det er kulsort humor, og man kan næsten ikke lade være at klukle, når Eastwood leverer disse skarpe, velformulerede replikker på sin egen tørre og truende facon.
191) Chaplin - (Richard Attenborough, 1992)
En film om komikeren Charlie Chaplins liv. Han spilles af Robert Downey Jr., der efter min mening her leverer sin bedste præstation nogensinde. Det er helt klart ham der bærer filmen, selvom de andre skuespillere også gør det godt. Jeg har længe vidst, at han blev Oscar-nomineret for Bedste Mandlige Hovedrolle, men at han rent faktisk vandt en BAFTA (den britiske filmpris) for rollen, har jeg først fundet ud af for nylig.
Filmens smukke (og ligeledes Oscar-nominerede) musik er komponeret af John Barry, bortset fra det stykke musik, som på soundtracket hedder 'Salt Lake City Episode', og nummeret 'Smile', som begge er komponeret af Chaplin selv.
Har kun set én af filmene på toplisten, og det er Chaplin. Denne er til gengæld også fremargende, og som du nævner, giver Robert Downey Jr. en oscarværdig præstation.
Det er btw ret sjovt. at du skriver, at Sudden Impact er klart den bedste Dirty Harry film, når den kun ligger 2 pladser over den originale Dirty Harry film.
#11 MOVIE1000 13 år siden
#12 Highland Park 13 år siden
[url=
Tak for det billede MOVIE1000. :(
#13 BN 13 år siden
:-D
#14 filmz-ab 13 år siden
#15 filmz-Myrepip 13 år siden
#1 Battlefield Earth
#2 Un Chien Andalou
#3 Les Parapluies de Cherbourg
#16 filmz-ab 13 år siden
Sjovt, jeg fik de 3 sidste pladser:
200 - The Mask
199 - Stop! Or my mom will shoot
198 - Red Scorpion (Dolph Lundgren)
#17 BN 13 år siden
Denne mesterlige landevejs-gyser var Steven Spielberg's debutfilm, og den er et skoleeksempel på, hvordan man kan skabe en uhyggelig stemning uden de store virkemidler og helt uden special effects. Filmens grundpræmis - en helt almindelig mands kamp mod en mystisk fjende, en fjende som dukker op ud af intetheden, uden forklaring og uden motiv - er siden blev genbrugt i andre film; med allerbedst resultat i 'The Hitcher' fra 1986.
Dennis Weaver (kendt fra tv-serien 'McCloud') har hovedrollen som forretningsmanden David Mann, der under en længere biltur bliver forfulgt og chikaneret af en stor lastbil. Og han spiller rollen med den rette blanding af nervøsitet, frygt og desperation.
199) Arsenic and Old Lace - (Frank Capra, 1944)
En herligt gakket komedie med en vidunderligt fjollet og forfjamsket Cary Grant i hovedrollen som den unge, forlovede mand, der opdager, at hans to tanter hygger sig med at tage livet af enlige, ældre mænd.
198) Rope - (Alfred Hitchcock, 1948)
Alfred Hitchcock har altid været en af mine yndlings-instruktører. Men det er først for ganske nylig jeg har fået set denne lille perle af en film.
Når det gjaldt krimier, var Hitchcock ikke interesseret i de såkaldte 'whodunits', men foretrak i stedet at basere spændingen på, hvornår og hvordan morderen blev afsløret. I denne her film spiller John Dall og Farley Granger to unge mænd, der begår et mord udelukkende som en intellektuel øvelse, og James Stewart er manden der får mistanke, om at der er noget galt.
'Rope' har tre elementer til fælles med en anden og senere Hitchcock-film, 'Rear Window': (1) James Stewart, (2) en forsvunden person og (3) den omstændighed, at hele filmen foregår i en lejlighed, som kameraet aldrig forlader. I 'Rope' er spændingen dog mere af psykologisk art, og den opbygges udelukkende gennem dialogen.
197) Support Your Local Sheriff - (Burt Kennedy, 1969)
En western-parodi, som jeg finder langt morsommere end Mel Brook's 'Blazing Saddles', der af mange ellers regnes for at være den bedste af slagsen, men som efter min mening dør fuldstændig efter de første 25-30 minutter. En veloplagt James Garner spiller den nyudnævnte og lidt alternative, men særdeles effektive sherif, som skal prøve at holde lov og orden i en by, hvis indbyggere er ramt af guldfeber. Det, som jeg specielt godt kan lide ved denne film, er dens afslappede og tilbagelænede stil, samt dens kærlige parodi på western-genrens klichéer.
196) Planes, Trains and Automobiles - (John Hughes, 1987)
Jeg havde i første omgang egentlig bestemt mig for, at denne komedie ikke skulle med på listen, sådan ud fra en eller anden fjollet betragtning om, at det ikke er nogen "stor" film, og at Steve Martin og John Candy heller ikke ligefrem er blandt mine yndlingsskuespillere. Men ved nærmere eftertanke ville dette have været både unfair og misvisende, for dels giver Steve Martin her en af sin karrieres bedste præstationer og John Candy måske sin allerbedste; dels er filmen så sjov, at den må betegne som en af de bedste komedier der nogensinde er lavet. Personligt morer jeg mig ihvertfald lige meget hver gang jeg ser den, selvom jeg efterhånden har set den 117 gange. Så derfor må den vist retteligt betegnes som en favoritfilm.
Desuden indeholder den et for komedier temmelig sjældent fænomen, nemlig et såkaldt twist, og i dette tilfælde er det et, man bliver rørt over. ... Det er dog møgirriterende, at stemningen straks efter skal ødelægges af en elendig cover-version af Paul Young-hittet "Every Time You Go Away" (oprindelig skrevet og indspillet af Hall & Oates). Jeg bryder mig ikke om nogen som helst udgave af denne sang, og det ærgrer mig grusomt, at man her bruger en sukkersød popsang til at fortælle publikum, hvad de skal føle. Slutningen ville have været bedre med noget mere diskret musik, sådan á la den musik der spilles, da sagens rette sammenhæng går op for Steve Martin. ... Nå, men pyt, det hører trods alt til småtingsafdelingen.
195) Hot Shots! Part Deux - (Jim Abrahams, 1993)
At lave komedier er en kunst i sig selv. Og jeg sætter ligeså meget pris på et godt grin som på spænding og drama.
I vores filmskab herhjemme har vi ialt otte spoof-film, som i min øjne er nogle af verdens morsomste film. Den ringeste (læs: mindst gode) af disse er 'Hot Shots! Part Deux', som først og fremmest er en parodi på 'Rambo II' og 'Rambo III', men som også parodierer andre kendte film.
Charlie Sheen, Valeria Golino og Lloyd Bridges gentager deres roller fra etteren, og som en morsom detalje har man fået Richard Crenna, der spillede Rambos militærboss i 'Rambo'-filmene, til at parodiere sin egen rolle i disse film.
194) Dirty Harry - (Don Siegel, 1971)
En klassisk krimi om den handlekraftige, ustoppelige politimand Harry Callahan, der ikke alene må kæmpe mod en gal massemorder, men også mod det blødsødne, langsomme bureakrati, der hersker indenfor politiet og retsvæsenet.
Figuren Dirty Harry føles på mange måder som en fortsættelse af Clint Eastwood's seje, fåmælte anti-helt fra Sergio Leone's første tre spaghetti-westerns, nu blot placeret i den moderne, hektiske storby i stedet for på den øde, støvede prærie. Selvom han er på lovens side, følger han først og fremmest sine egne regler og instinkter, til irritation for nogle og skade for andre, samt til stor underholdning for os tilskuere. Scenen hvor han kold og rolig vader ud på gaden og stopper nogle bankrøvere, vil nok altid være det man husker bedst fra filmen.
193) The Outlaw Josey Wales - (Clint Eastwood, 1976)
En film, der med sin velfortalte hævn- og menneskejagts-historie og udødelige replikker som "Are you going to pull those pistols or whistle dixie?" og "Dyin' ain't much of a livin', boy." står som en af Eastwood's allerbedste westerns. Det er "old west action", for nu at citere et af de anagrammer, der er blevet lavet over hans navn. Hvis man tager ordene "The actor Clint Eastwood" kan bogstaverne tilsvarende ændres til "I do that cool western act.", og det er der i sandhed ingen der nogensinde har gjort bedre end Eastwood. ;-)
Én ting adskiller dog denne film fra de westerns, Eastwood indtil da havde medvirket i, og det er, at hans karakter her er mere menneskelig og nuanceret. Josey Wales starter med at være en hr. Almindelig-Mand, d.v.s. en farmer med kone og barn, udvikler sig til en barsk, koldblodig hævner der foretrækker at klare sig på egen hånd, men ender
192) Sudden Impact - (Clint Eastwood, 1983)
Dette er efter min mening klart den bedste af de fem Dirty Harry-film. Den er mere mørk og dyster end de andre film og også mere følelsesladet. Hele filmen igennem følger vi kunstmaleren Jennifer Spencer (Sondra Locke) ligeså meget som vi følger Dirty Harry. Hun er den ene af to søstre, som for mange år siden var udsat for en voldtægtsforbrydelse begået af nogle mænd, som hun nu er i gang med at opsøge og dræbe en efter en. Ja, den morder der er på spil denne gang, ligner med andre ord slet ikke den type forbrydere, Harry plejer at være oppe imod. Hun ligner snarere ham selv. Ja, han er faktisk stødt på sit kvindelige modstykke. Og hvad gør man så?
Dirty Harry har dog heldigvis ikke ændret stil. Det ses især i den klassiske scene i cafeteriet, hvor han konfronterer en bande bevæbnede røvere, idet han forklarer, at han bare er kommet tilbage for at klage over, at servitricen har puttet sukker i hans kaffe, og hvor han - efter en kort skudveksling - provokerer den (vistnok) eneste overlevende røver med ordene "Go ahead. Make my day." Det er en scene der står bestemt ikke tilbage for '"Do I feel lucky?"-scenen fra den første Dirty Harry-film. Det er kulsort humor, og man kan næsten ikke lade være at klukle, når Eastwood leverer disse skarpe, velformulerede replikker på sin egen tørre og truende facon.
191) Chaplin - (Richard Attenborough, 1992)
En film om komikeren Charlie Chaplins liv. Han spilles af Robert Downey Jr., der efter min mening her leverer sin bedste præstation nogensinde. Det er helt klart ham der bærer filmen, selvom de andre skuespillere også gør det godt. Jeg har længe vidst, at han blev Oscar-nomineret for Bedste Mandlige Hovedrolle, men at han rent faktisk vandt en BAFTA (den britiske filmpris) for rollen, har jeg først fundet ud af for nylig.
Filmens smukke (og ligeledes Oscar-nominerede) musik er komponeret af John Barry, bortset fra det stykke musik, som på soundtracket hedder 'Salt Lake City Episode', og nummeret 'Smile', som begge er komponeret af Chaplin selv.
#18 MMB 13 år siden
#19 filmz-Myrepip 13 år siden
#20 MMB 13 år siden