jo, undtagen Duel at Diablo, men dem er jeg "færdig" med så selvom de er ganske fine er der ikke mere at komme efter for mig. Men Maraton manden skal jo nok genses på et tidspunkt ude i fremtiden.
Så er det tiden til en opdatering af min topliste, eller nærmere bestemt en justering. Jeg har de samme ti film med som sidst, men med to nykommere iblandt dem. Den ene af disse røg ud længere nede på listen, fordi den var blevet placeret for lavt.
D.v.s. at der er ialt 12 film, men at jeg nøjes med en kommentar til de 2 nykommere. De 10 andre HAR jeg jo kommenteret sidste gang.
90) Duel at Diablo 89) The Fugitive 88) L.A. Confidential
87) The Wild Bunch - (Sam Peckinpah, 1969)
En barsk og blodig western, hvori man følger en gruppe hårde, lovløse mænds tiltagende desperate forsøg på at holde ud, mens det gamle Vesten langsomt er ved at vige for moderne tider.
William Holden har rollen som den resolutte, principfaste bandeleder Pike Bishop, der med et enkelt blik viser, hvad han tænker, og fra hvem en enkelt kort og skarp bemærkning er nok til at sætte tingene på plads. Ernst Borgnine spiller Pikes loyale og fandenivoldske ven Dutch, og Warren Oates og Ben Johnson spiller de to stridslystne brødre Lyle og Tector. Derudover vil jeg fremhæve Robert Ryan som bandens tidligere medlem Deke Thornton, der nu jager dem sammen med en flok dusørjægere.
'The Wild Bunch' er i mange henseender en klassisk westernfortælling, men samtidig meget u-hollywoodsk og atypisk for sin tid med sin rå og usminkede, realistiske skildring af volden, og med sine hovedpersoner, der består af nogle røvere og drabsmænd, som gør lige nøjagtigt hvad der passer dem. Ifølge imdb.com beskyldte western-stjernen John Wayne filmen for at ødelægge myten om det gamle Vesten; en kritik der bl.a. bundede i de ekstremt blodige voldsscener, hvor der blev gjort brug af slow-motion og hurtig klipning. Instruktøren Sam Peckinpah forsvarede imidlertid volden ved at sige, at hans film var et opgør med de mange blodløse westerns, der glamouriserede revolverdueller og drab, og at det var hans hensigt at få vold til at fremstå som "grim, forrående og fandens forfærdelig, det er ikke sjov og leg og cowboys og indianere."
Trods sin afmytificering og afromantisering af det vilde Vesten, indeholder 'The Wild Bunch' dog en smule heroisme. Det er - med laserdisken.dk's anmelder Peters ord - "en dybt alvorlig og meningsfuld film om begreber som ære, loyalitet og sammenhold imellem "rigtige" mandfolk, og den pris, de ikke blot er villige til, men insisterer på at betale for at leve op til disse begreber." Og dette bringer mig så frem til filmens fantastiske klimaks,
det legendariske, blodige shoot-out, der i sig selv er et stykke filmhistorie:
Filmz-anmelder Benway skriver herom: "Man røres ... af den sørgmodige tone og de standhaftige mænds venskab, der bærer dem gennem voldsorgiet." Og jeg vil så tilføje, at det på sin vis er et meget moralsk voldsorgie. For første gang i deres lange løbebane handler mændene uselvisk, engagerer sig følelsesmæssigt i en kamp og vælger at være solidariske med de mexicanske bønder fra bandemedlemmet Angels landsby. Ja, som en filmfan har skrevet på imdb.com: "Hvis bandens selvopopfrelse i forsøget på at redde deres ven og befri hans folk fra general Mapaches undertrykkelse, ikke er en af de mest poetiske skildringer af syndsforladelse der har prydet en western, hvad er så?" Det er således ren filmmagi, når bandelederen Pike tavst betragter den mexikanske kvinde (som han lige har været i seng med) og hendes barn og tænker over det liv, han kunne have haft, hvorefter han sammenkalder de tre andre mænd og sammen med dem tager den lange gåtur op til general Manache for at kræve Angel frigivet. De går den sikre død i møde, og de ved det godt.
Jeg kan kun erklære mig enig med Benway, der har kaldt 'The Wild Bunch' for "en af westerngenrens allerstørste mesterværker".
Filmen blev Oscar-nomineret for Bedste Musik og Bedste Originale Manuskript.
Og nåja, så indeholder den verdens bedste power speech, leveret af William Holden: "Let's go!" ;-)
86) First Blood - (Ted Kotcheff, 1982)
Action-film. Da den omstrejfende Vietnam-veteran John Rambo chikaneres af lilleby-sheriffen Teasle og dennes stab af politifolk, der fejlagtigt antager ham for at være en tyvagtig vagabond, griber han til selvforsvar og flygter ud til de nærliggende skove, hvor han indleder en enmands-krig mod sine forfølgere.
Mange har udråbt 'Die Hard' til at være 1980'ernes bedste action-film, men personligt finder jeg 'First Blood' langt bedre. Med sit enkle og til en vis grad realistiske plot, sin afdæmpede stil, sit jævne tempo og sin sympatiske og meget menneskelige hovedperson står den stærkere end de fleste action-film fra dengang. Og så er det en film der har noget på hjerte; noget som den dog gemmer helt til sidst.
Filmz-anmelder The Insider skriver: "Man er vant til at tænke på Rambo som en såkaldt larger than life-figur, men både karakterens krop og sind tager skade af fortællingens aggressive begivenheder. ..... Før "Rambo: First Blood Part II" forvandlede Rambo til en blodtørstig dræbermaskine, var han en nuanceret figur ... Sylvester Stallone leverer en af sine bedste præstationer i titelrollen her i "Rambo: First Blood". Stallone (som også var med til at forfatte manuskriptet) er skrækindjagende intens – især i filmens første del, hvor han primært bruger sine øjne til at vise karakterens vrede og frustration over betjentenes uretfærdige behandling." Som The Insider korrekt påpeger, griber Rambo til vold og våben, "simpelthen fordi han ikke kan finde ud af andet. Faktisk har den første films Rambo mere tilfælles med Jason Bourne end 80'ernes mange usårlige actionhelte." Præcist som i tilfældet med Bourne har vi at gøre med en fåmælt og indesluttet, men handlekraftig hovedperson eller protagonist, som er dybt traumatiseret af sin fortid - ja, en enspænder, der bare ønsker at få lov at være i fred, og som handler i ren selvforsvar. Det sidstnævnte gør Rambo til en sympatisk person, og det er i den forbindelse helt behageligt til en afveksling at se en actionhelt der
ikke begår nogen drab. (Ihvertfald ikke sådan direkte. I den scene hvor Rambo har overtaget en af militærets lastbiler, ser vi ikke, om betjentene i den politibil han presser af vejen, overlever.)
The Insider nævner endvidere: "Brian Dennehy er også glimrende som den nederdrægtige sherif, der anholder Rambo. Han er en værdig og skræmmende troværdig antagonist, der gudskelov hverken virker karikeret eller vrisser pompøse replikker." Jeg er sådan set enig heri, men vil dog tilføje, at denne beskrivelse efter min mening kun dækker den ene side af mandens personlighed. Det forholder sig som Filmzonen's anmelder Niels Hansen har skrevet: "Brian Dennehys sherif er en multi-facetteret person, som man ikke helt ved om man skal holde af/med eller hade for det han gør mod stakkels Rambo." Sherif Teasle lader til at være afholdt eller respekteret af byens indbyggere, hvis ve og vel tydeligvis også ligger ham på sinde. Han fremstår således som en velmenende herre, der blot træffer nogle forkerte valg, hvis konsekvenser får det værste frem i ham.
Blandt mine yndlingssekvenser er scenen, hvor Rambo går amok på politistationen, da betjentene forsøger at barbere ham, og hvor han
med ren råstyrke mejer alt og alle, der kommer i vejen for ham, ned under sin flugt ud på gaden.
Det er et af filmens højdepunkter, og det er også her Jerry Goldsmiths tema-musik for første gang høres for fuld udblæsning med horn og det hele. Et klassisk film-øjeblik. Og så er der filmens nok allervigtigste scene, som samtidig er dramaets forløsning, nemlig slutscenen hvor
Rambo for første gang sætter ord på sin vrede og frustration, hvorefter han bryder fuldstændig sammen i gråd og fortæller historien om, hvordan han mistede en af sine venner i Vietnam.
... Jeg får tårer i øjnene næsten hver gang jeg ser den scene. Det er fantastisk skuespil af Sylvester Stallone!
Ved mit seneste gensyn med filmen, slog det mig iøvrigt hvor enormt udtryksfuld og flot Jerry Goldsmiths underlægningsmusik er i de mange scener, der foregår i skoven.
85) Man on the Moon 84) Collateral 83) Marathon Man 82) Carlito's Way 81) Cop Land 80) The Yards 79) We Own the Night
The Wild Bunch købte jeg faktisk på BD for ikke så længe siden. Jeg er ret spændt på den, selv om jeg ikke ved, hvor meget jer tør forvente, efter din foruroligende mangel på god smag omkring Watchmen ... :O
:P Nah, just kidding, for du demonstrerer storartet smag i forbindelse med:
First Blood er min favorit Stallone-film og en af mine action-favoritter overhovedet. Jeg er lidt ked af, at folks billede af Rambo ofte baserer sig på de to mindre vellykkede, om end ganske underholdende, fortsættelser (4'erne er jeg til gengæld rigtig glad for). Meget enig omkring Brian Dennehys karakter også - han er på én gang den afholdte, lokale ordensmagt med de bedste intentioner og den arrogante autoritet, der bliver personlig, hvor han burde være professionel. Også enig mht. slutscenen, som også altid udfordrer mine tårekanaler. Ja, i det hele taget havde det vel rakt blot at skrive, at vi er rørende enige i dette tilfælde. :)
Jeg har ofte hørt Bruce Willis fremhævet for, hvor menneskelig han gør sin actionhelt i Die Hard, og det er helt sikkert en gevinst for filmen. John J. Rambo virker måske med sin bad ass krigstræning og fantastiske overlevelsesevne til sammenligning overmenneskelig, men Stallone tilfører figuren en ægthed og nerve, der stadig skaber en velgørende jordforbindelse. I den givne situation, i hans sko og i denne første film synes jeg afgjort, Rambo fremstår både menneskelig og sårbar.
Topkarakter til First Blood herfra!
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
Meget enig omkring Brian Dennehys karakter også - han er på én gang den afholdte, lokale ordensmagt med de bedste intentioner og den arrogante autoritet, der bliver personlig, hvor han burde være professionel.
Godt sagt - især det med at han bliver personlig, hvor han burde være professionel.
evermind (404) skrev:
Ja, i det hele taget havde det vel rakt blot at skrive, at vi er rørende enige i dette tilfælde. :)
:-)
evermind (404) skrev:
Jeg har ofte hørt Bruce Willis fremhævet for, hvor menneskelig han gør sin actionhelt i Die Hard, og det er helt sikkert en gevinst for filmen.
Det er jeg enig i, blot med det forbehold, at jeg synes, at Stallones personlige fremtræden og adfærd i 'First Blood' er mere realistisk/naturlig end Bruce Willis' ditto er i 'Die Hard'. Bruce Willis taler "til kameraet" med sine ironiske kommentarer til det, der sker omkring ham. Det gør Stallone ikke. 'First Blood's univers er mere virkelighedstro, virker mindre "film-agtig". Og skurkene i 'Die Hard' er mere karikerede (selvom de er velspillede), hvor Brian Dennehy er en mere virkelighedstro skurk. Stilen eller tonen er i det hele taget ret forskellig fra 'Die Hard' til 'First Blood'.
Men jeg kan godt lide 'Die Hard' (og Bruce Willis), samt de tre efterfølgere filmen fik.
evermind (404) skrev:
John J. Rambo virker måske med sin bad ass krigstræning og fantastiske overlevelsesevne til sammenligning overmenneskelig, men Stallone tilfører figuren en ægthed og nerve, der stadig skaber en velgørende jordforbindelse. I den givne situation, i hans sko og i denne første film synes jeg afgjort, Rambo fremstår både menneskelig og sårbar.
Helt enig her. Personligt synes jeg, at Rambo først blev en overdreven, overmenneskelig action-helt i 2'eren og 3'eren. Man behøver blot sammenligne 'First Blood' med 3'eren med hensyn til Rambo stillet overfor en hærstyrke: I 'First Blood' bliver Rambo
først trængt op i en krog, da de mange soldater ankommer og tvinger ham til at søge skjul i klippehulen,
hvorimod han i 3'eren
kun ledsaget af Trautman stormer frem mod en kæmpestor styrke bestående af russiske soldater og helikoptere, som har omringet dem.
Jeg foretrækker helt klart Die Hard 2, 3 og 4 fremfor Rambo 2, 3 og 4.
Og skurkene i 'Die Hard' er mere karikerede (selvom de er velspillede), hvor Brian Dennehy er en mere virkelighedstro skurk.
Det er jeg faktisk ikke enig i. Jeg synes f.eks ikke Rickman er mere karikeret end Dennehy, faktisk har jeg det lige omvendt. Rickman er ret meget afdæmpet, hvor meget af det Dennehy foretager sig, synes jeg virker lidt for konstrueret (f.eks den sidste akt hvor han tager kampen op, og hele hans efter-rambo spil virker ikke just mere virkelighedsnært) :) Men suveræn film, begge du har med i denne omgang.
Jeg synes f.eks ikke Rickman er mere karikeret end Dennehy, faktisk har jeg det lige omvendt. Rickman er ret meget afdæmpet, hvor meget af det Dennehy foretager sig, synes jeg virker lidt for konstrueret (f.eks den sidste akt hvor han tager kampen op, og hele hans efter-rambo spil virker ikke just mere virkelighedsnært) :)
Dennehy opfører sig som en person, man kunne møde på gaden. Han er naturlig. Rickman taler og opfører sig derimod som om han er med i en film. (Det er han naturligvis også også, hehe, men du ved, hvad jeg mener.)
'First Blood' har en afdæmpet, naturalistisk stil, både hvad angår skuespil og fortællestil, mens 'Die Hard' har den overdrevne action-stil med karikerede skurke og friskfyrsagtige helte (McClane og den sorte betjent, samt McClanes ventende chauffør). 'Die Hard' er den eventyrlige, ironiske form for action-film - 'First Blood' er den seriøse, relativt realistiske form (hvormed jeg mener, at dens TONE er realistisk, ikke nødvendigvis alt hvad der foregår i den).
Og det er overhovedet ikke nogen kritik af 'Die Hard' (som jeg som sagt holder af at se), men bare en konstatering af, at det er en anden type film end 'First Blood'.
#401 jessup 13 år siden
jo, undtagen Duel at Diablo, men dem er jeg "færdig" med så selvom de er ganske fine er der ikke mere at komme efter for mig. Men Maraton manden skal jo nok genses på et tidspunkt ude i fremtiden.
#402 BN 13 år siden
D.v.s. at der er ialt 12 film, men at jeg nøjes med en kommentar til de 2 nykommere. De 10 andre HAR jeg jo kommenteret sidste gang.
#403 BN 13 år siden
89) The Fugitive
88) L.A. Confidential
87) The Wild Bunch - (Sam Peckinpah, 1969)
En barsk og blodig western, hvori man følger en gruppe hårde, lovløse mænds tiltagende desperate forsøg på at holde ud, mens det gamle Vesten langsomt er ved at vige for moderne tider.
William Holden har rollen som den resolutte, principfaste bandeleder Pike Bishop, der med et enkelt blik viser, hvad han tænker, og fra hvem en enkelt kort og skarp bemærkning er nok til at sætte tingene på plads. Ernst Borgnine spiller Pikes loyale og fandenivoldske ven Dutch, og Warren Oates og Ben Johnson spiller de to stridslystne brødre Lyle og Tector. Derudover vil jeg fremhæve Robert Ryan som bandens tidligere medlem Deke Thornton, der nu jager dem sammen med en flok dusørjægere.
'The Wild Bunch' er i mange henseender en klassisk westernfortælling, men samtidig meget u-hollywoodsk og atypisk for sin tid med sin rå og usminkede, realistiske skildring af volden, og med sine hovedpersoner, der består af nogle røvere og drabsmænd, som gør lige nøjagtigt hvad der passer dem. Ifølge imdb.com beskyldte western-stjernen John Wayne filmen for at ødelægge myten om det gamle Vesten; en kritik der bl.a. bundede i de ekstremt blodige voldsscener, hvor der blev gjort brug af slow-motion og hurtig klipning. Instruktøren Sam Peckinpah forsvarede imidlertid volden ved at sige, at hans film var et opgør med de mange blodløse westerns, der glamouriserede revolverdueller og drab, og at det var hans hensigt at få vold til at fremstå som "grim, forrående og fandens forfærdelig, det er ikke sjov og leg og cowboys og indianere."
Trods sin afmytificering og afromantisering af det vilde Vesten, indeholder 'The Wild Bunch' dog en smule heroisme. Det er - med laserdisken.dk's anmelder Peters ord - "en dybt alvorlig og meningsfuld film om begreber som ære, loyalitet og sammenhold imellem "rigtige" mandfolk, og den pris, de ikke blot er villige til, men insisterer på at betale for at leve op til disse begreber." Og dette bringer mig så frem til filmens fantastiske klimaks,
Filmz-anmelder Benway skriver herom: "Man røres ... af den sørgmodige tone og de standhaftige mænds venskab, der bærer dem gennem voldsorgiet." Og jeg vil så tilføje, at det på sin vis er et meget moralsk voldsorgie. For første gang i deres lange løbebane handler mændene uselvisk, engagerer sig følelsesmæssigt i en kamp og vælger at være solidariske med de mexicanske bønder fra bandemedlemmet Angels landsby. Ja, som en filmfan har skrevet på imdb.com: "Hvis bandens selvopopfrelse i forsøget på at redde deres ven og befri hans folk fra general Mapaches undertrykkelse, ikke er en af de mest poetiske skildringer af syndsforladelse der har prydet en western, hvad er så?" Det er således ren filmmagi, når bandelederen Pike tavst betragter den mexikanske kvinde (som han lige har været i seng med) og hendes barn og tænker over det liv, han kunne have haft, hvorefter han sammenkalder de tre andre mænd og sammen med dem tager den lange gåtur op til general Manache for at kræve Angel frigivet. De går den sikre død i møde, og de ved det godt.
Jeg kan kun erklære mig enig med Benway, der har kaldt 'The Wild Bunch' for "en af westerngenrens allerstørste mesterværker".
Filmen blev Oscar-nomineret for Bedste Musik og Bedste Originale Manuskript.
Og nåja, så indeholder den verdens bedste power speech, leveret af William Holden: "Let's go!" ;-)
86) First Blood - (Ted Kotcheff, 1982)
Action-film. Da den omstrejfende Vietnam-veteran John Rambo chikaneres af lilleby-sheriffen Teasle og dennes stab af politifolk, der fejlagtigt antager ham for at være en tyvagtig vagabond, griber han til selvforsvar og flygter ud til de nærliggende skove, hvor han indleder en enmands-krig mod sine forfølgere.
Mange har udråbt 'Die Hard' til at være 1980'ernes bedste action-film, men personligt finder jeg 'First Blood' langt bedre. Med sit enkle og til en vis grad realistiske plot, sin afdæmpede stil, sit jævne tempo og sin sympatiske og meget menneskelige hovedperson står den stærkere end de fleste action-film fra dengang. Og så er det en film der har noget på hjerte; noget som den dog gemmer helt til sidst.
Filmz-anmelder The Insider skriver: "Man er vant til at tænke på Rambo som en såkaldt larger than life-figur, men både karakterens krop og sind tager skade af fortællingens aggressive begivenheder. ..... Før "Rambo: First Blood Part II" forvandlede Rambo til en blodtørstig dræbermaskine, var han en nuanceret figur ... Sylvester Stallone leverer en af sine bedste præstationer i titelrollen her i "Rambo: First Blood". Stallone (som også var med til at forfatte manuskriptet) er skrækindjagende intens – især i filmens første del, hvor han primært bruger sine øjne til at vise karakterens vrede og frustration over betjentenes uretfærdige behandling." Som The Insider korrekt påpeger, griber Rambo til vold og våben, "simpelthen fordi han ikke kan finde ud af andet. Faktisk har den første films Rambo mere tilfælles med Jason Bourne end 80'ernes mange usårlige actionhelte." Præcist som i tilfældet med Bourne har vi at gøre med en fåmælt og indesluttet, men handlekraftig hovedperson eller protagonist, som er dybt traumatiseret af sin fortid - ja, en enspænder, der bare ønsker at få lov at være i fred, og som handler i ren selvforsvar. Det sidstnævnte gør Rambo til en sympatisk person, og det er i den forbindelse helt behageligt til en afveksling at se en actionhelt der
The Insider nævner endvidere: "Brian Dennehy er også glimrende som den nederdrægtige sherif, der anholder Rambo. Han er en værdig og skræmmende troværdig antagonist, der gudskelov hverken virker karikeret eller vrisser pompøse replikker." Jeg er sådan set enig heri, men vil dog tilføje, at denne beskrivelse efter min mening kun dækker den ene side af mandens personlighed. Det forholder sig som Filmzonen's anmelder Niels Hansen har skrevet: "Brian Dennehys sherif er en multi-facetteret person, som man ikke helt ved om man skal holde af/med eller hade for det han gør mod stakkels Rambo." Sherif Teasle lader til at være afholdt eller respekteret af byens indbyggere, hvis ve og vel tydeligvis også ligger ham på sinde. Han fremstår således som en velmenende herre, der blot træffer nogle forkerte valg, hvis konsekvenser får det værste frem i ham.
Blandt mine yndlingssekvenser er scenen, hvor Rambo går amok på politistationen, da betjentene forsøger at barbere ham, og hvor han
Ved mit seneste gensyn med filmen, slog det mig iøvrigt hvor enormt udtryksfuld og flot Jerry Goldsmiths underlægningsmusik er i de mange scener, der foregår i skoven.
85) Man on the Moon
84) Collateral
83) Marathon Man
82) Carlito's Way
81) Cop Land
80) The Yards
79) We Own the Night
#404 evermind 13 år siden
First Blood er min favorit Stallone-film og en af mine action-favoritter overhovedet. Jeg er lidt ked af, at folks billede af Rambo ofte baserer sig på de to mindre vellykkede, om end ganske underholdende, fortsættelser (4'erne er jeg til gengæld rigtig glad for). Meget enig omkring Brian Dennehys karakter også - han er på én gang den afholdte, lokale ordensmagt med de bedste intentioner og den arrogante autoritet, der bliver personlig, hvor han burde være professionel. Også enig mht. slutscenen, som også altid udfordrer mine tårekanaler. Ja, i det hele taget havde det vel rakt blot at skrive, at vi er rørende enige i dette tilfælde. :)
Jeg har ofte hørt Bruce Willis fremhævet for, hvor menneskelig han gør sin actionhelt i Die Hard, og det er helt sikkert en gevinst for filmen. John J. Rambo virker måske med sin bad ass krigstræning og fantastiske overlevelsesevne til sammenligning overmenneskelig, men Stallone tilfører figuren en ægthed og nerve, der stadig skaber en velgørende jordforbindelse. I den givne situation, i hans sko og i denne første film synes jeg afgjort, Rambo fremstår både menneskelig og sårbar.
Topkarakter til First Blood herfra!
#405 BN 13 år siden
Godt sagt - især det med at han bliver personlig, hvor han burde være professionel.
:-)
Det er jeg enig i, blot med det forbehold, at jeg synes, at Stallones personlige fremtræden og adfærd i 'First Blood' er mere realistisk/naturlig end Bruce Willis' ditto er i 'Die Hard'. Bruce Willis taler "til kameraet" med sine ironiske kommentarer til det, der sker omkring ham. Det gør Stallone ikke. 'First Blood's univers er mere virkelighedstro, virker mindre "film-agtig". Og skurkene i 'Die Hard' er mere karikerede (selvom de er velspillede), hvor Brian Dennehy er en mere virkelighedstro skurk. Stilen eller tonen er i det hele taget ret forskellig fra 'Die Hard' til 'First Blood'.
Men jeg kan godt lide 'Die Hard' (og Bruce Willis), samt de tre efterfølgere filmen fik.
Helt enig her. Personligt synes jeg, at Rambo først blev en overdreven, overmenneskelig action-helt i 2'eren og 3'eren. Man behøver blot sammenligne 'First Blood' med 3'eren med hensyn til Rambo stillet overfor en hærstyrke: I 'First Blood' bliver Rambo
Jeg foretrækker helt klart Die Hard 2, 3 og 4 fremfor Rambo 2, 3 og 4.
#406 evermind 13 år siden
#407 BN 13 år siden
Ja, du har ret .... Øh, hvordan er det nu? Er der ikke noget med, at du har nogle lorte-film blandt dine favoritter?
;-D
#408 evermind 13 år siden
#409 Babo Rises 13 år siden
Det er jeg faktisk ikke enig i. Jeg synes f.eks ikke Rickman er mere karikeret end Dennehy, faktisk har jeg det lige omvendt. Rickman er ret meget afdæmpet, hvor meget af det Dennehy foretager sig, synes jeg virker lidt for konstrueret (f.eks den sidste akt hvor han tager kampen op, og hele hans efter-rambo spil virker ikke just mere virkelighedsnært) :) Men suveræn film, begge du har med i denne omgang.
#410 BN 13 år siden
Dennehy opfører sig som en person, man kunne møde på gaden. Han er naturlig. Rickman taler og opfører sig derimod som om han er med i en film. (Det er han naturligvis også også, hehe, men du ved, hvad jeg mener.)
'First Blood' har en afdæmpet, naturalistisk stil, både hvad angår skuespil og fortællestil, mens 'Die Hard' har den overdrevne action-stil med karikerede skurke og friskfyrsagtige helte (McClane og den sorte betjent, samt McClanes ventende chauffør). 'Die Hard' er den eventyrlige, ironiske form for action-film - 'First Blood' er den seriøse, relativt realistiske form (hvormed jeg mener, at dens TONE er realistisk, ikke nødvendigvis alt hvad der foregår i den).
Og det er overhovedet ikke nogen kritik af 'Die Hard' (som jeg som sagt holder af at se), men bare en konstatering af, at det er en anden type film end 'First Blood'.