Drama / road movie. Da den 73-årige Alvin Straight hører, at hans broder Lyle - som han ikke har set i ti år, og som bor tre stater væk - netop har haft et hjerteanfald, beslutter han sig for at besøge denne. Men da han ikke har noget kørekort og ikke bryder sig om offentlige transportmidler, begiver han sig afsted på en havetraktor med påhægtet trailer til bagage og proviant.
Laserdisken-bruger CT skriver: "Filmen er et lille mirakel - især når Alvin møder forskellige mennesker på sin tur - om det er med et enkelt råd eller ved at dele et dybt personligt krigstraume med sit medmenneske - så berører hans liv andres - og vores. Alvin er ... en mand af få ord ... et [langt] og hårdt liv har givet ham den fornødne respekt for sit medmenneske og en masse livsvisdom. Når han åbner munden er det efter lang tids reflektion." Det er en film om at værdsætte de positive ting i tilværelsen, og om at søge forsoning, med sig selv og sine nærmeste, og dermed komme videre i livet.
Det, jeg så godt kan lide ved 'The Straight Story', er dens understregning af, at det er de små ting der betyder noget her i tilværelsen. Det er således også små eller forholdsvis udramatiske ting der udgør filmens højdepunkter. Lad mig her nævne nogle af dem:
Alvin, der sidder på en stol indenfor i sit hus og betragter tordenvejret, mens datteren taler i telefon i baggrunden, udenfor vores synsvinkel. I næsten et helt minut - og i én eneste kameraindstilling og med en enkelt indzoomning - fokuseres der kun på Alvins ansigt, der først har et lyttende, derpå et ængsteligt og tilsidst et forfærdet udtryk.
Datteren Rose, der sidder om aftenen og kigger ud af et åbent vindue. Hun ser en tændt sprinkler der vander græsplænen, en bold der kommer trillende ud af mørket og henad fortovet, og et øjeblik efter en dreng der henter bolden. Derpå afbrydes hun af sin fader, der fortæller hende, at han er nødt til at besøge sin broder Lyle. ... Den første del af scenen får vi en forklaring på længere fremme i filmen, nemlig i en lignende scene, hvor kameraet først viser os nogle gardiner der blafrer i vinden og derefter panorerer henad en gul væg, hvorpå der klippes til et flashback af sprinkleren på græsplænen og den trillende bold og nu tilføjes et billede af Rose, der med tårer i øjnene betragter sit spejlbillede i vinduesglasset. Begge scener akkompagneres af Angelo Badalamentis smukke guitar-melodi "Rose's Theme".
Alvin, der kører ud ad den øde landevej på sin havetraktor, med gule kornmarker på begge sider af vejen. Kameraet panorerer op og viser os skyerne - og ned igen og viser os, at havetraktoren kun er nået ganske få meter frem. Dernæst klippes der til billedet af en mejetærsker, der er i gang med at høste, og tilbage til et nærbillede af en smilende Alvin - altsammen til tonerne af det guitar- og violin-baserede nummer "Laurens Walking".
Kvinden, der ved et uheld kører en hjort ihjel med sin bil, og, Alvin der efterfølgende steger dyret på et bål og spiser det.
Alvins samtale med en anden ældre mand, der ligesom han selv er veteran fra Anden Verdenskrig. Denne scene varer hele 6 minutter, men føles ikke ét sekund for lang.
Slutscenen hvor
Alvin ankommer til sin broder Lyles hus. Denne scene er - med sin knaphed på ord, men mangfoldighed af sigende mimik - en af de mest rørende afslutninger på en film jeg nogensinde har set. Og filmen slutter som den begyndte: Med billedet af en smuk stjernehimmel.
'The Straight Story' er - med Laserdisken-bruger T.A.'s ord - "en aldeles smuk og opløftende historie. Lige ud ad landevejen i bogstavelig og overført forstand". Det er et afdæmpet, eftertænksomt og livsbekræftende drama, der prydes af Richard Farnsworths fantastiske, Oscar-belønnede præstation og af smukke billeder og langsomme, glidende kamerature (henover marker, skove og bakker og forbi mennesker og huse), samt sidst men ikke mindst af Angelo Badalamentis musik.
Ja, jeg synes også The Straight Story er et mindre mirakel. Hvis man ellers formår at vende sig til filmens tempo, som af gode grunde er meget langsom, vil man lige så stille blive opslugt af hele historien, og hele det eventyr, som Alvin Straight begiver sig ud på. Det er virkelig en smuk og poetisk fortælling, hvor ordet action er et fremmedord (med undtagelse af måske en enkelt scene).
Det er en poetisk film så simpel og så ligefrem, at man stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor så mange Hollywood-film gør det så svært for sig selv. Men det er nok det, som er kunststykket i denne film. David Lynch formår nemlig at få alt til at hænge perfekt sammen og få alt til at se så ligefremt ud! :) Fantastisk.
Ja, jeg synes også The Straight Story er et mindre mirakel. Hvis man ellers formår at vende sig til filmens tempo, som af gode grunde er meget langsom, vil man lige så stille blive opslugt af hele historien, og hele det eventyr, som Alvin Straight begiver sig ud på. Det er virkelig en smuk og poetisk fortælling, hvor ordet action er et fremmedord (med undtagelse af måske en enkelt scene).
Det er en poetisk film så simpel og så ligefrem, at man stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor så mange Hollywood-film gør det så svært for sig selv. Men det er nok det, som er kunststykket i denne film. David Lynch formår nemlig at få alt til at hænge perfekt sammen og få alt til at se så ligefremt ud! :) Fantastisk.
Foeller# Jeg ved alt om at blive rakket ned, drillet, mobbet med grammatik
men er i det mindste blevet en del bedre siden sidst, fik mig nogle god grin når jeg så nogle ædgammle indlæg fra mig af "Jeangrey55"
Og så Doctor doom "underhyler" og Bonys sjove, ironiske, sarkastiske kommentar, var provekerende den gang og nu bare skide sjove nu =P
Highland Parks kommentar er fin nok. Det, som irriterer mig, er, at jeg lavede en så dum stavefejl... Eller i hvert fald til dels. :) Men jeg er vel ikke bedre selv, så jeg kan ikke tillade mig at brokke mig over rettelsen.
#701 BN 13 år siden
Drama / road movie. Da den 73-årige Alvin Straight hører, at hans broder Lyle - som han ikke har set i ti år, og som bor tre stater væk - netop har haft et hjerteanfald, beslutter han sig for at besøge denne. Men da han ikke har noget kørekort og ikke bryder sig om offentlige transportmidler, begiver han sig afsted på en havetraktor med påhægtet trailer til bagage og proviant.
Laserdisken-bruger CT skriver: "Filmen er et lille mirakel - især når Alvin møder forskellige mennesker på sin tur - om det er med et enkelt råd eller ved at dele et dybt personligt krigstraume med sit medmenneske - så berører hans liv andres - og vores. Alvin er ... en mand af få ord ... et [langt] og hårdt liv har givet ham den fornødne respekt for sit medmenneske og en masse livsvisdom. Når han åbner munden er det efter lang tids reflektion." Det er en film om at værdsætte de positive ting i tilværelsen, og om at søge forsoning, med sig selv og sine nærmeste, og dermed komme videre i livet.
Det, jeg så godt kan lide ved 'The Straight Story', er dens understregning af, at det er de små ting der betyder noget her i tilværelsen. Det er således også små eller forholdsvis udramatiske ting der udgør filmens højdepunkter. Lad mig her nævne nogle af dem:
Alvin, der sidder på en stol indenfor i sit hus og betragter tordenvejret, mens datteren taler i telefon i baggrunden, udenfor vores synsvinkel. I næsten et helt minut - og i én eneste kameraindstilling og med en enkelt indzoomning - fokuseres der kun på Alvins ansigt, der først har et lyttende, derpå et ængsteligt og tilsidst et forfærdet udtryk.
Datteren Rose, der sidder om aftenen og kigger ud af et åbent vindue. Hun ser en tændt sprinkler der vander græsplænen, en bold der kommer trillende ud af mørket og henad fortovet, og et øjeblik efter en dreng der henter bolden. Derpå afbrydes hun af sin fader, der fortæller hende, at han er nødt til at besøge sin broder Lyle. ... Den første del af scenen får vi en forklaring på længere fremme i filmen, nemlig i en lignende scene, hvor kameraet først viser os nogle gardiner der blafrer i vinden og derefter panorerer henad en gul væg, hvorpå der klippes til et flashback af sprinkleren på græsplænen og den trillende bold og nu tilføjes et billede af Rose, der med tårer i øjnene betragter sit spejlbillede i vinduesglasset. Begge scener akkompagneres af Angelo Badalamentis smukke guitar-melodi "Rose's Theme".
Alvin, der kører ud ad den øde landevej på sin havetraktor, med gule kornmarker på begge sider af vejen. Kameraet panorerer op og viser os skyerne - og ned igen og viser os, at havetraktoren kun er nået ganske få meter frem. Dernæst klippes der til billedet af en mejetærsker, der er i gang med at høste, og tilbage til et nærbillede af en smilende Alvin - altsammen til tonerne af det guitar- og violin-baserede nummer "Laurens Walking".
Kvinden, der ved et uheld kører en hjort ihjel med sin bil, og, Alvin der efterfølgende steger dyret på et bål og spiser det.
Alvins samtale med en anden ældre mand, der ligesom han selv er veteran fra Anden Verdenskrig. Denne scene varer hele 6 minutter, men føles ikke ét sekund for lang.
Slutscenen hvor
'The Straight Story' er - med Laserdisken-bruger T.A.'s ord - "en aldeles smuk og opløftende historie. Lige ud ad landevejen i bogstavelig og overført forstand". Det er et afdæmpet, eftertænksomt og livsbekræftende drama, der prydes af Richard Farnsworths fantastiske, Oscar-belønnede præstation og af smukke billeder og langsomme, glidende kamerature (henover marker, skove og bakker og forbi mennesker og huse), samt sidst men ikke mindst af Angelo Badalamentis musik.
#702 MMB 13 år siden
Det er en poetisk film så simpel og så ligefrem, at man stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor så mange Hollywood-film gør det så svært for sig selv. Men det er nok det, som er kunststykket i denne film. David Lynch formår nemlig at få alt til at hænge perfekt sammen og få alt til at se så ligefremt ud! :) Fantastisk.
Tak for anmeldelsen i hvert fald. ;)
#703 BN 13 år siden
Enig. Den film er ren poesi. :-)
#704 Highland Park 13 år siden
#705 MMB 13 år siden
-.- Ja, ok...
#706 Babo84 13 år siden
Væn dig til det :)
#707 Batsy 13 år siden
men er i det mindste blevet en del bedre siden sidst, fik mig nogle god grin når jeg så nogle ædgammle indlæg fra mig af "Jeangrey55"
Og så Doctor doom "underhyler" og Bonys sjove, ironiske, sarkastiske kommentar, var provekerende den gang og nu bare skide sjove nu =P
#708 MMB 13 år siden
Hvad skal den kommentar betyde?
#709 MMB 13 år siden
Highland Parks kommentar er fin nok. Det, som irriterer mig, er, at jeg lavede en så dum stavefejl... Eller i hvert fald til dels. :) Men jeg er vel ikke bedre selv, så jeg kan ikke tillade mig at brokke mig over rettelsen.
#710 BN 13 år siden