Har du ikke skrevet det BN? Så er det vel bare en copy/paste? :)
Jo, jeg har. Men jeg føler, at der mangler lidt uddybning hist og her til forklaring på, HVORFOR de pågældende film er mine største favoritter. Og så er der noget tekst, der måske nok ER skrevet, men som ikke står i en logisk rækkefølge, fordi det bare blev kradset ned, mens jeg så filmen(e).
Om fem venner, der arbejder på et stålværk i den lille by Clairton i Pennsylvania, USA. En af dem - Steven - står overfor at skulle giftes med Angela, og bagefter skal han og to af de andre, nemlig Michael og Nick, sendes til Vietnam, hvor krigen raser.
'The Deer Hunter' er et smukt og stilfærdigt, men også tragisk og bittert drama om de rent menneskelige omkostninger ved en krig, ja, om hvordan krig påvirker soldaterne og dermed også hjemmefronten.
Det der specielt gør, at jeg holder så meget af filmen, er dens nøgterne realisme og dens overbevisende skildring af nogle ganske almindelige mennesker, hvis liv ændrer sig drastisk som følge af krigen. Dertil kommer de ting, som Filmz' anmelder Benway opremser: "dens lange spillelængde, sparsomme dialog og, for det meste, ganske neddæmpede virkemidler". Jeg nyder filmens rolige tempo og dens eftertænksomhed, som meget fint understreges gennem brugen af det smukke, melankolske guitarnummer 'Cavatina', komponeret af Stanley Myers og spillet af John Williams. Og jeg er fuldstændig enig med Scope-bruger RFriis i, at "den langsomme opbygning ... i virkeligheden er stærkt medvirkende til at gøre filmen til denne sørgelige og uforglemmelige historie". Sidst, men ikke mindst er jeg også utroligt begejstret for den flotte og meget detaljerige eller mættede billedside.
Filmen har - med Filmz-bruger Bruce's ord - "en bryllupsscene som trods snakken om det modsatte, ikke er et sekund for lang." Benway giver følgende begrundelse herfor: "Det magelige fortællertempo i indledningen vil muligvis være en prøvelse for enkelte seere, men det har imidlertid en god pointe. Det er ikke blot hensigten, at vi lærer personerne at kende, men også, at vi fornemmer atmosfæren og føler os som en del af familien. I den henseende fungerer scenerne ganske formidabelt." CinemaZone.dk's anmelder Jacob Ludvigsen tilføjer: "Enhver indstilling i beskrivelsen af kammeraterne før krigen enten uddyber miljøsignalementet, nuancerer personkarakteristikken og personernes indbyrdes forhold eller foregriber deres måde at handle på senere i forløbet." Ud fra et rent fortælleteknisk synspunkt danner brylluppet og al den dermed forbundne fest, dans og glæde desuden en stærk og passende kontrast til
den tragiske slutning med begravelsesceremoni og den efterfølgende sammenkomst i baren, hvor stemningen er trykket som følge af den sorg og afmagt, vennerne føler over Nicks død.
Robert De Niro har her en af sine bedste roller som som den stille, indadvendte Michael, der samtidig fremstår som den fornuftige, stærke og ansvarlige i vennekredsen. Og som Filmz-bruger wimmie skriver: "Christopher Walken fortjente 100% sin oscar for bedste birolle." Denne spiller den dybt traumatiserede Nick og formår virkelig at få sin karakters uskyld og sårbarhed frem. I den forbindelse vil jeg igen citere Jacob Ludvigsen: "At Christopher Walken og Robert De Niro leverer nogle af deres karrierers bedste præstationer siger i virkeligheden alt. Og når de suppleres af blandt andre John Savage, John Cazale og Meryl Streep i intet mindre end uovertrufne roller, vidner det om et uhyre vellykket cast. Michaels (De Niro) stædige beslutsomhed, Nicks (Walken) usikre smarthed og Stevens (Savage) drengede hjælpeløshed fornemmes før krigen, udfoldes under og både forstærkes og forandres efter den. Den dramatiske udvikling går på den måde helt forbilledligt hånd i hånd med karakterbeskrivelserne, og de fintfølende replikker og minutiøse krops- og ansigtsbevægelser brændemærkes fast på nethinden."
Til mine yndlingsscener hører vennernes to jagtture i de skovklædte bjerge, begge gange akkompagneret af et russisk mandekor. Michael der sidder alene på sit motelværelse. Michael og Lindas gåtur gennem byen, da han følger hende på arbejde - en scene med musikalsk understøttelse af 'Sarabande', endnu en Stanley Myers-komposition spillet af John Williams. Stanley der ufrivilligt udsættes for en gang russisk roulette af Michael, som er rasende over hans skødesløse, pralende omgang med skydevåben.
Jeg kan kun give Ekstra Bladets anmelder Peter Albrechtsen ret, når han siger: "Filmkunst bliver ikke meget større og stærkere."
'The Deer Hunter' vandt bl.a. en Oscar for Bedste Film.
#901 Hr. Nielsen 13 år siden
#902 Skeloboy 13 år siden
#903 Babo84 13 år siden
#904 BN 13 år siden
Jo, jeg har. Men jeg føler, at der mangler lidt uddybning hist og her til forklaring på, HVORFOR de pågældende film er mine største favoritter. Og så er der noget tekst, der måske nok ER skrevet, men som ikke står i en logisk rækkefølge, fordi det bare blev kradset ned, mens jeg så filmen(e).
#905 BN 13 år siden
Gætter på halshugning som forklaring på din exit fra denne verden ...
#906 Hr. Nielsen 13 år siden
#907 Babo84 13 år siden
#908 Skeloboy 13 år siden
#909 Kruse 13 år siden
#910 BN 13 år siden
Om fem venner, der arbejder på et stålværk i den lille by Clairton i Pennsylvania, USA. En af dem - Steven - står overfor at skulle giftes med Angela, og bagefter skal han og to af de andre, nemlig Michael og Nick, sendes til Vietnam, hvor krigen raser.
'The Deer Hunter' er et smukt og stilfærdigt, men også tragisk og bittert drama om de rent menneskelige omkostninger ved en krig, ja, om hvordan krig påvirker soldaterne og dermed også hjemmefronten.
Det der specielt gør, at jeg holder så meget af filmen, er dens nøgterne realisme og dens overbevisende skildring af nogle ganske almindelige mennesker, hvis liv ændrer sig drastisk som følge af krigen. Dertil kommer de ting, som Filmz' anmelder Benway opremser: "dens lange spillelængde, sparsomme dialog og, for det meste, ganske neddæmpede virkemidler". Jeg nyder filmens rolige tempo og dens eftertænksomhed, som meget fint understreges gennem brugen af det smukke, melankolske guitarnummer 'Cavatina', komponeret af Stanley Myers og spillet af John Williams. Og jeg er fuldstændig enig med Scope-bruger RFriis i, at "den langsomme opbygning ... i virkeligheden er stærkt medvirkende til at gøre filmen til denne sørgelige og uforglemmelige historie". Sidst, men ikke mindst er jeg også utroligt begejstret for den flotte og meget detaljerige eller mættede billedside.
Filmen har - med Filmz-bruger Bruce's ord - "en bryllupsscene som trods snakken om det modsatte, ikke er et sekund for lang." Benway giver følgende begrundelse herfor: "Det magelige fortællertempo i indledningen vil muligvis være en prøvelse for enkelte seere, men det har imidlertid en god pointe. Det er ikke blot hensigten, at vi lærer personerne at kende, men også, at vi fornemmer atmosfæren og føler os som en del af familien. I den henseende fungerer scenerne ganske formidabelt." CinemaZone.dk's anmelder Jacob Ludvigsen tilføjer: "Enhver indstilling i beskrivelsen af kammeraterne før krigen enten uddyber miljøsignalementet, nuancerer personkarakteristikken og personernes indbyrdes forhold eller foregriber deres måde at handle på senere i forløbet." Ud fra et rent fortælleteknisk synspunkt danner brylluppet og al den dermed forbundne fest, dans og glæde desuden en stærk og passende kontrast til
Robert De Niro har her en af sine bedste roller som som den stille, indadvendte Michael, der samtidig fremstår som den fornuftige, stærke og ansvarlige i vennekredsen. Og som Filmz-bruger wimmie skriver: "Christopher Walken fortjente 100% sin oscar for bedste birolle." Denne spiller den dybt traumatiserede Nick og formår virkelig at få sin karakters uskyld og sårbarhed frem. I den forbindelse vil jeg igen citere Jacob Ludvigsen: "At Christopher Walken og Robert De Niro leverer nogle af deres karrierers bedste præstationer siger i virkeligheden alt. Og når de suppleres af blandt andre John Savage, John Cazale og Meryl Streep i intet mindre end uovertrufne roller, vidner det om et uhyre vellykket cast. Michaels (De Niro) stædige beslutsomhed, Nicks (Walken) usikre smarthed og Stevens (Savage) drengede hjælpeløshed fornemmes før krigen, udfoldes under og både forstærkes og forandres efter den. Den dramatiske udvikling går på den måde helt forbilledligt hånd i hånd med karakterbeskrivelserne, og de fintfølende replikker og minutiøse krops- og ansigtsbevægelser brændemærkes fast på nethinden."
Til mine yndlingsscener hører vennernes to jagtture i de skovklædte bjerge, begge gange akkompagneret af et russisk mandekor. Michael der sidder alene på sit motelværelse. Michael og Lindas gåtur gennem byen, da han følger hende på arbejde - en scene med musikalsk understøttelse af 'Sarabande', endnu en Stanley Myers-komposition spillet af John Williams. Stanley der ufrivilligt udsættes for en gang russisk roulette af Michael, som er rasende over hans skødesløse, pralende omgang med skydevåben.
Jeg kan kun give Ekstra Bladets anmelder Peter Albrechtsen ret, når han siger: "Filmkunst bliver ikke meget større og stærkere."
'The Deer Hunter' vandt bl.a. en Oscar for Bedste Film.