#703 Eftersom du er vild med King, kan jeg anbefale The Passage af Justin Cronin. En postapocalyptisk beretning i stil med The Stand, er i gang med bind 2 ud af 3 i serien og den kan varmt anbefales.
Jeg er netop blevet færdig med Vladimir Nabokovs "Lolita". En god ven har vedvaret anbefalet mig at læse den i lang tid, og da jeg så endelig fik gjort det, røg den ned i hu og hast. Fuldstændig fremragende roman. Nu presser et gensyn med Stanley Kubricks film sig gevaldigt på.
"Here I was born, and there I died. It was only a moment for you; you took no notice."
#703 Eftersom du er vild med King, kan jeg anbefale The Passage af Justin Cronin. En postapocalyptisk beretning i stil med The Stand, er i gang med bind 2 ud af 3 i serien og den kan varmt anbefales.
Helt enig, glæder mig meget til 3'eren, desværre skriver han ikke så hurtigt eller også skriver han bare meget (tænker på side tallene i 1'eren og 2'eren).
Er i gang med at læse "Precious". Meget fedt at den er skrevet som om det er Precious selv der skriver. Der er en masse stavefejl i teksten, men isom hun bliver bedre og bedre til at stave i historien gør bogen det også.
Næste bog bliver "The Perks of Being a Wallflower."
Jeg er netop blevet færdig med Vladimir Nabokovs "Lolita". En god ven har vedvaret anbefalet mig at læse den i lang tid, og da jeg så endelig fik gjort det, røg den ned i hu og hast. Fuldstændig fremragende roman. Nu presser et gensyn med Stanley Kubricks film sig gevaldigt på.
Havde det lidt på samme måde, dog uden vennen der på forhånd havde anbefalet den. En vitterligt glimrende bog.
---
Som hyggelæsning er jeg for tiden i gang med Paradise Lost af Milton. Hidtil, et lille stykke inde i kapitel tre, er den ret fantastisk.
#714 ja det tager vist lidt tid inden bog 3 dukker, jeg håber ikke at han er så sløv som George R. R. Martin. Bliver spændende om bøgerne bliver omsat til film eller serie, som der går lidt rygter om.
Jævnfør titlen, som stammer fra Dialog om skuespilkunsten (hvilken blev glimrende fordansket af Per Lange i 1949):
[Jean-François Marmontel] vender sig om imod mig og siger i en ironisk Tone »Med andre Ord — naar Voltaire bliver dybt bevæget over at høre en jævn Beretning over et eller andet rørende Træk, og Sedaine bevarer sin Koldblodighed ved Synet af en Ven, som brister i Graad, saa er det Voltaire, der er Hverdagsmennesket, og Sedaine, der er Geniet!« Denne Mundfuld bringer mig ud af Fatning og faar mig til at tie — en følsom Mand som jeg er helt og holdent prisgivet de Indvendinger, man gør gældende imod ham, han taber Hovedet og genfinder det først ved Foden af Trappen.
Hvorvidt Ruiz forsøger sig med en genovervejelse over denne famøse vending (eventuelt i forhold til krimigenren), har jeg ingen overvejelser omkring, men mon ikke han formår at videreføre Diderots encyklopædiske paradoks til sin neobarokke spidsfindighed? Det plejer han jo at formå.
Muldgraver (716) skrev:
Som hyggelæsning er jeg for tiden i gang med Paradise Lost af Milton.
#718 Det lyder ikke så lidt æggende med Ruiz' fortolkning. Nu er den i hvert fald anmodet om på biblioteket.
Men jeg synes dit "Aha" til "hyggelæsning" kan betyde i mange retninger? Men det kan være jeg bedre forstår, når jeg er kommet længere ind i bogen.
Jeg læser i øvrigt "Oxford World's Classics"-udgaven, og den er ordmæssigt lidt nemmere end den "Norton Critical Edition", som først (og noget så uundslippeligt) indfangede mig. Oxforderne hævder selv, deres fornyelse er i Miltons reformationsvenlige ånd (selvfølgelig...), og at de ikke har ødelagt tekstens grundlæggende prosodi. Om det er sandt kan jeg ikke vurdere, men jeg synes i hvert fald ikke den er forhindrende.
Milton har lavet flotte tankekonstruktioner også, og jeg har fået af vide de bliver flere og mere komplicerede, men heller ikke de har hidtil mindsket min hygsommelige fornøjelsesslugen.
Universet selv er ikke som sådan behageligt, og der er mange alvorlige overvejelser angående måder at forholde sig til eksempelvis skønhed og retfærdighed på, men alligevel forføres jeg af sprogets dristighed og billedrigdommen, det harmonisk storladne og bare generelt det øredøvende vidunder, som erindringen efter læsning fører med sig. Men selve læsningen er simpelthen så fornøjelig og næsten for hurtig.
(Til din signatur, "Der burde have været Roser": Vidunderligt! Jacobsen er det altid rart at se formidlet)
Er i gang og snart også færdig med Herman Melvilles Moby-Dick. Der kan man da tale om en hval i et ocean af småfisk, for at citere en anmelder som brugte det i en anden forbindelse.
#711 inflector 11 år siden
#712 Muldgraver 11 år siden
Hvordan?
#713 Benway 11 år siden
#714 smilemirabell 11 år siden
Helt enig, glæder mig meget til 3'eren, desværre skriver han ikke så hurtigt eller også skriver han bare meget (tænker på side tallene i 1'eren og 2'eren).
#715 Mikkel Abel 11 år siden
Næste bog bliver "The Perks of Being a Wallflower."
#716 Muldgraver 11 år siden
Havde det lidt på samme måde, dog uden vennen der på forhånd havde anbefalet den. En vitterligt glimrende bog.
---
Som hyggelæsning er jeg for tiden i gang med Paradise Lost af Milton. Hidtil, et lille stykke inde i kapitel tre, er den ret fantastisk.
#717 inflector 11 år siden
#718 Pécuchet 11 år siden
Jævnfør titlen, som stammer fra Dialog om skuespilkunsten (hvilken blev glimrende fordansket af Per Lange i 1949):
[Jean-François Marmontel] vender sig om imod mig og siger i en ironisk Tone »Med andre Ord — naar Voltaire bliver dybt bevæget over at høre en jævn Beretning over et eller andet rørende Træk, og Sedaine bevarer sin Koldblodighed ved Synet af en Ven, som brister i Graad, saa er det Voltaire, der er Hverdagsmennesket, og Sedaine, der er Geniet!« Denne Mundfuld bringer mig ud af Fatning og faar mig til at tie — en følsom Mand som jeg er helt og holdent prisgivet de Indvendinger, man gør gældende imod ham, han taber Hovedet og genfinder det først ved Foden af Trappen.
Hvorvidt Ruiz forsøger sig med en genovervejelse over denne famøse vending (eventuelt i forhold til krimigenren), har jeg ingen overvejelser omkring, men mon ikke han formår at videreføre Diderots encyklopædiske paradoks til sin neobarokke spidsfindighed? Det plejer han jo at formå.
Aha. :)
#719 Muldgraver 11 år siden
Det lyder ikke så lidt æggende med Ruiz' fortolkning. Nu er den i hvert fald anmodet om på biblioteket.
Men jeg synes dit "Aha" til "hyggelæsning" kan betyde i mange retninger? Men det kan være jeg bedre forstår, når jeg er kommet længere ind i bogen.
Jeg læser i øvrigt "Oxford World's Classics"-udgaven, og den er ordmæssigt lidt nemmere end den "Norton Critical Edition", som først (og noget så uundslippeligt) indfangede mig. Oxforderne hævder selv, deres fornyelse er i Miltons reformationsvenlige ånd (selvfølgelig...), og at de ikke har ødelagt tekstens grundlæggende prosodi. Om det er sandt kan jeg ikke vurdere, men jeg synes i hvert fald ikke den er forhindrende.
Milton har lavet flotte tankekonstruktioner også, og jeg har fået af vide de bliver flere og mere komplicerede, men heller ikke de har hidtil mindsket min hygsommelige fornøjelsesslugen.
Universet selv er ikke som sådan behageligt, og der er mange alvorlige overvejelser angående måder at forholde sig til eksempelvis skønhed og retfærdighed på, men alligevel forføres jeg af sprogets dristighed og billedrigdommen, det harmonisk storladne og bare generelt det øredøvende vidunder, som erindringen efter læsning fører med sig. Men selve læsningen er simpelthen så fornøjelig og næsten for hurtig.
(Til din signatur, "Der burde have været Roser": Vidunderligt! Jacobsen er det altid rart at se formidlet)
#720 Fredag 11 år siden