Lidt mere "vrøvl" og apropos Bakhtin. Jeg sidder lige og genlæser/hører Eliots "Burnt Norton" fra hans fire kvartetter, og hold da, hvilket digt!
Digtet indledes med en næsten banal meditation over tidens karakter: "Time present and time past / Are both perhaps present in time future". Dette kan ved første øjekast ses som et ganske ukompliceret eksempel på et narrativ indenfor det, Eliot kalder "the voice of the poet talking to himself — or to nobody", men det bliver hurtigt mere kompliceret, når man observerer, at Eliot allerede i de første par linjer bekymrer sig om stemmens kapacitet. Her er det oplagt at tage Voloshinovs analyse af den direkte, indirekte og kvasi-direkte diskurs (jvf. hans famøse Marxism and the Philosophy of Language), som ofte fordrer en ændring af den rapporterede tales form (læs: en parafrasering), i brug. Åbningen af "Burnt Norton" kan derfor betragtes som en rapporteret tale. Ordene hos Eliot bliver til det, Voloshinov refererer til som en "constructional unit in the author's speech" og dermed "a theme of that speech […] an utterance with its own autonomous theme". Dette sætter fortællerens stemme i stand til at infiltrere den rapporterede tale med et autoritært gensvar/kommentar, hvilket giver en klar indikation af, hvordan andres taler modtages i stemmens sind. Rigtignok skifter Eliots digt også markant tonen i den rapporterede tale fra dens originale stadie. Den originale stemme, hvor end den stammer fra (måske Harry fra The Family Reunion, jeg ved det ikke?), udskiftes med en filosofisk og meditativ stemme. Eliot reflekterer ikke blot over den rapporterede tale i moderne kontekst, men også i form af en dybere religiøs oplevelse.
Bibelen, kilden til kristendommens religiøse oplevelse, kan ses som hovedeksemplet på den rapporterede tale. Prædikerens Bog er for eksempel en dokumentation på, hvordan en forfatter (Davids Søn, Konge i Jerusalem) har modtaget ordet. Ikke desto mindre modtages ordet i dette skrift på samme vis af den moderne læser, dekontekstualiseret. Man kan opfatte de første par linjer i "Burnt Norton" som en meditation over ordene i Prædikerens Bog: "Hvad der sker, var allerede, og hvad der skal ske, har allerede været; Gud leder det svundne op" (Præ 3,15). Åbningslinjerne i "Burnt Norton" kan med rimelighed ses som en dokumentation på den moderne bibelreception. Som dekontekstualiseret tale forekommer dette mere eller mindre meningsløst, idet modtagelsen af en religiøs oplevelse i intellektuelle og derfor ulegemlige termer kan forekomme utilstrækkelig. Dette ændrer sig straks!
Med linje 12 skifter stemmens tone næsten abrupt fra den intellektuelle og upersonlige stemme, der åbner digtet, til en, der med større tydelighed virker personlig. Frem for at give et intellektuelt perspektiv fremmaner denne stemme en sensuel oplevelse. Ved dette punkt, medens vi hører "footfalls echo" for at blive skubbet "into the rose-garden", føler man næsten, en verden af skønhed, duft og lys indtræder, hvori ingen intellektuel analyse forefindes. Ganske interessant står denne stemme, næsten lige efter dens introduktion, kort i harmoni med den første. Linjerne "My words echo / Thus, in your mind" kan for eksempel ses som værende stemmet af én, selvom allerede det efterfølgende spørgsmål "but to what purpose" står mere i lighed med den første stemmes analytiske tone. Den næste linje synes derimod at fortsætte den anden stemmes tone: "Disturbing the dust on a bowl of rose-leaves". Eftertænksomt svarer den første stemme herefter: "I do not know". Imidlertid genoptager den anden stemme sin sensoriske monolog: "Other echoes / Inhabit the garden. / Shall we follow?". Vi ser altså her to af digtets stemmer, der hver i sær præsenterer to forskellige verdensforståelser; den ene er helt og holdent intellektuel, og den anden er fuldt ud sensuel. En væsentlig iagttagelse er, at de to stemmer umiddelbart ikke er i stand til at gå ind i en betydningsfuld dialog med hinanden på dette tidspunkt. At disse to stemmer taler på samme tid, uden at føre en dialog med hinanden, illustrerer helt bogstaveligt dikotomien mellem sproget af intellektuelle oplevelser og sensoriske, fysiske oplevelser. Endvidere demonstrerer "My words echo / Thus, in your mind", at når intellektet modtager ord, der udtrykker direkte, fysiske oplevelser, modtager det dem kun som fundamentale lyde. Ordene er essentielt ulegemelige og meningsløse. Det ser altså ud til, at ord kræver en form for at få betydning. Eller som Eliot skriver i digtets femte del: "Only by the form, the pattern, / Can words of music reach". Herfra er der kun tilbage at opbygge en opfattelse af tid og væren.
De allerførste ord i "Burnt Norton" er henholdsvis "time" og "present", hvilket øjeblikket introducerer konceptet om en forbindelse mellem tid og væren. Denne forestilling er klarest fremlagt i digtets anden del, hvor det fremgår, at "only in time can the moment in the rose-garden […] Be remembered; involved with past and future / Only through time time is conquered". Hér virker det som om, at den fysiske tilstedeværelse af rosenhaven er præsenteret som en indre del af tidens struktur. Og nu til mit apropos! Dette er nemlig blevet udforsket af Bakhtin i hans fremragende essay Tidens og kronotopens former i romanen, hvori han bruger kronotop-begrebet til at udtrykke uadskilleligheden mellem sted og tid.
I den skønlitterære kronotop sker der en sammensmeltning af de rumlige og tidsmæssige kendetegn til et meningsfyldt og konkret hele. Tiden fortættes, komprimeres og bliver her kunstnerisk synlig; også rummet intensiveres og drages ind i tidens, plottets og historiens bevægelse. Tidens kendetegn udfoldes i rummet, og rummet fyldes med mening og dimension af tiden.
Hvis disse krydsende kendetegn er karakteristiske for den kunstneriske kronotop, betyder det, at hvis ord skal modtages betydningsfuldt i anden tid, skal de også re-legemliggøres og re-kontekstualiseres i den pågældende tid. Dette giver grund til at stille det for sagen vedkommende og rammende spørgsmål: hvordan kan man opnå spirituel transcendens ud fra bibelske ord, hvis de, over tid, blot fungerer som ekkoer uden form og betydning? Måske er fordi, når man modtager en tale, skal man, fortolke eller kreere noget helt nyt ud fra den? I denne proces skaber man essentielt en ny formel tilstedeværelse for ordene, der gør det muligt for dem at optræde som betydningsfylde symboler i nutiden (dette koncept undersøges også af Heidegger i dennes Der Ursprung des Kunstwerkes, hvori han illustrerer, at skabelsesprocessens æstetiske natur omfatter en slags forsoning, idet den kombinerer det fysiske med det spirituelle, eller det "Dinghafte" med det "künstlerische"). Når man er optaget i en skabelsesproces, er kunstværket med andre ord i stand til at repræsentere noget, der er over dets konstituerende enheder, og som tillader, modsat den mislykkede dialog, vi så tidligere, at de to (værket og læseren) forsones. Ordene kan hermed blive betydningsfylde symboler. Eliot introducerer desuden et teatralsk billedsprog i sin vision om bevægelse "in a formal pattern / along the empty alley / into the box circle", og kan derfor ses som en digter, der understreger vigtigheden af æstetisk form. Den æstetiske skabelse finder yderligere sted, når vi har fulgt de ulegemlige ekkoer til et profant paradis – et billede, der i sig selv illustrerer forsoningen mellem form og indhold. I dette øjeblik af æstetisk kreation, hvor ekkoerne og ordene er æstetiseringer, arrangeret "in a formal pattern" tildeles mennesket et kort øjeblik, hvor det har erfaret den tidsløse herlighed af dets oprindelige tilstand. Bemærk, at det næppe er helt korrekt at tilskrive herlighedens fuldførelse til en ekstern kraft. Tværtimod ser det ud til, at den fuldføres ud fra talerens egen formelle skabelse, hvilket vil sige en forsoning, der forårsages af en positiv skabelseshandling fra talerens side (igen: denne forestilling om "at blive" meget heideggeriansk, men jeg ved ikke, om jeg tør eller kan applicere den på Eliots digt).
Ved mødepunktet for lyset og mørket ser vi syntesen af det fysiske og det flygtige, hvor "The surface glittered out of heart of light", sammensmeltende det spirituelle lys med hjertet af fysisk væren. Dette er vores øjeblik af transcendens, hvor de tilstedeværelser, der indtil videre blot fungerede som ekkoer eller ulegemlige stemmer, bliver synlige "behind us, reflected in the pool". Øjeblikket er dog også flygtigt:
Then a cloud passed, and the pool was empty. Go, said the bird, for the leaves were full of children, Hidden excitedly, containing laughter. Go, go, go, said the bird: human kind Cannot bear very much reality.
Atter sidder vi tilbage med ulegemlige stemmer. Hvis man nu overvejer, at disse blade ikke blot skal forstås som blade fra et træ, men også som blade fra en bog, nærmere betegnet Bibelen, tilføjes der yderligere brod til den ulegemlige og meningsløse moderne reception af Guds ord. Ord er stadig blot elementære lyde, og skønt æstetisk skabelse kan tilbyde lejlighedsvise øjeblikke af transcendens, forbliver øjeblikket kun kortvarigt, forbigående. Sproget skal være levende, stå over for mænd, tænke på krig og møde kvinder!
Den lyriske åbning af anden del markerer, at den er den første struktur invers. Det ser ud til, at den intellektuelle oplevelse har stilnet af i Eliots hierarki af stemmer til fordel for den sensoriske oplevelse. Vi præsenteres ej for en klippet eller tør forklaring af, hvordan sproget er blevet dialogisk, men derimod for et forsøg på at overskrive ordets eksistens. Igennem den lyriske åbning forsøger Eliot at forsone det jordiske, "the boar hound and the boar", med det himmelske, "among the stars", men vedgår ultimativt, da de to stemmer atter ikke formår at gå ind i betydningsfuld dialog, at "To be conscious is not to be in time", og hvis det transcendentale øjeblik fra den første del kunne passere, indikerer det, at vi forsat befinder os i nutiden. Dette er tilfældet igennem hele "Burnt Norton". Selv i den femte og sidste del er vi fortsat "Caught in the form of limitation / Between un-being and being", og derfor er alt:
[…] always now. Words strain, Crack and sometimes break, under the burden, Under the tension, slip, slide, perish […] Will not stay still. Shrieking voices, Scolding, mocking, or merely chattering, Always assail them.
Vi er fanget i tiden, og som Eliot skriver i slutningen af hans næste kvartet "East Coker" har vi kun lært "to get the better of words / For the thing one no longer has to say". Om "Burnt Norton" ud fra dette skal ses som en allegori til 2. verdenskrig, kan diskuteres, men at blive fanget i tiden kan kun adresseres ved at eksaminere grundene til, at vi forfejlede vores øjeblik af transcendens og uendelighed.
Når uendeligheden indtræder, det vil sige når "the cloud passes, and the pool [is] empty", får vi muligheden for at stirre ind i tomheden. Vi er dog presserende opfordret af fuglen til at "Go, go, go", fordi mennesket ikke kan "bear very much reality". Det er denne afvisning af at kigge ind i mørket, der repræsenterer idéen om en ikke-væren, eller død, der afbryder øjeblikket af transcendens. Som følge af denne dødsfornægtelse er vi tilbage, hvor vi startede: med betydningstomme ord. Når det kommer til stykket forekommer fornægtelsen af døden i virkeligheden som en typisk reaktion på forandringen af den officielle kulturs stræben efter at forene og centralisere den verbal-ideologiske verden i et enhedssprog (ja, jeg afslutter min smøre med Bakhtin! :) )...
[...] men blev straks interesseret i Rabelais, og er da også ret glad for at have fået læst Gargantua. De øvrige bøger i serien er ikke på min snarlige liste, men efter at have læst et efterskrift af Per Nykrog, håber jeg, på et tidspunkt at kunne få læst de tre sidste bøger i serien.
Fortsæt, fortsæt! Pantagruels besynderlige fødsel, hvor moderen Badebek dør, og Gargantua både nedsmeltes i sorg og bjæffer som en mops af glæde, er nok et af smukkeste billeder af det kuperede terræn mellem komik og alvorlighed, jeg længe har læst. Passagen, hvor Panurge fortæller om Paris' mure i en refleksion over stengærdernes "ophævelse" overfor naturens urørlige kraft af cifferet seksualitet og tapperhed, er ligeledes mesterligt komponeret:
Davantaige, qui la vouldroit emmurailler comme Strasbourg, Orleans ou Ferrare, il ne seroit possible, tant les frais et despens seroyent excessifz. — Voire mais, dist Panurge, si faict il bon avoir quelque visaige de pierre quand on est envahy de ses ennemys et ne feust ce que pour demander : « Qui est là bas ? » Au regard des frays enormes que dictes estre necessaires si on la vouloit murer, si Messieurs de la ville me voulent donner quelque bon pot de vin, je leurs enseigneray une maniere bien nouvelle comment ilz les pourront bastir à bon marché. — Comment, dist Pantagruel ? — Ne le dictes doncques mie, respondit Panurge, si je vous l’enseigne. « Je voy que les callibistrys des femmes de ce pays sont à meilleur marché que les pierres. D’iceulx fauldroit bastir les murailles, en les arrengeant par bonne symmeterye d’architecture et mettant les plus grans au premiers rancz, et puis, en taluant à doz d’asne, arranger les moyens et finablement les petitz, puis faire un beau petit entrelardement, à poinctes de diamans comme la grosse tour de Bourges, de tant de bracquemars enroiddys qui habitent par les braguettes claustrales. « Quel Diable defferoit telles murailles ? Il n’y a metal qui tant resistast aux coups. Et puis, que les couillevrines se y vinsent froter, vous en verriez (par Dieu !) incontinent distiller de ce benoist fruict de grosse verolle, menu comme pluye, sec au nom des diables. Dadvantaige, la foudre ne tumberoit jamais dessus ; car pourquoy ? Ilz sont tous benists ou sacrez. « Je n’y voy q’un inconvenient. — Ho, ho, ha, ha, ha ! dist Pantagruel, et quel ? — C’est que les mousches en sont tant friandes que merveilles, et se y cueilleroyent facillement et y feroient leur ordure : et voylà l’ouvrage gasté. Mais voicy comment l’on y remediroit : il fauldroit très bien les esmoucheter avecques belles quehues de renards, ou bons gros vietz d’azes de Provence.
#705 Pokkers interessant beskrivelse, må jeg sige. Nogle gange har binariteten tydeligvis en ypperlig funktion. Eller måske endda et bosted. Til den anden del må jeg blot beklage mine manglende franskkundskaber. Men dit opmuntrende dobbelte "fortsæt" bliver ihukommet :)
#701 Pécuchet 11 år siden
Digtet indledes med en næsten banal meditation over tidens karakter: "Time present and time past / Are both perhaps present in time future". Dette kan ved første øjekast ses som et ganske ukompliceret eksempel på et narrativ indenfor det, Eliot kalder "the voice of the poet talking to himself — or to nobody", men det bliver hurtigt mere kompliceret, når man observerer, at Eliot allerede i de første par linjer bekymrer sig om stemmens kapacitet. Her er det oplagt at tage Voloshinovs analyse af den direkte, indirekte og kvasi-direkte diskurs (jvf. hans famøse Marxism and the Philosophy of Language), som ofte fordrer en ændring af den rapporterede tales form (læs: en parafrasering), i brug. Åbningen af "Burnt Norton" kan derfor betragtes som en rapporteret tale. Ordene hos Eliot bliver til det, Voloshinov refererer til som en "constructional unit in the author's speech" og dermed "a theme of that speech […] an utterance with its own autonomous theme". Dette sætter fortællerens stemme i stand til at infiltrere den rapporterede tale med et autoritært gensvar/kommentar, hvilket giver en klar indikation af, hvordan andres taler modtages i stemmens sind. Rigtignok skifter Eliots digt også markant tonen i den rapporterede tale fra dens originale stadie. Den originale stemme, hvor end den stammer fra (måske Harry fra The Family Reunion, jeg ved det ikke?), udskiftes med en filosofisk og meditativ stemme. Eliot reflekterer ikke blot over den rapporterede tale i moderne kontekst, men også i form af en dybere religiøs oplevelse.
Bibelen, kilden til kristendommens religiøse oplevelse, kan ses som hovedeksemplet på den rapporterede tale. Prædikerens Bog er for eksempel en dokumentation på, hvordan en forfatter (Davids Søn, Konge i Jerusalem) har modtaget ordet. Ikke desto mindre modtages ordet i dette skrift på samme vis af den moderne læser, dekontekstualiseret. Man kan opfatte de første par linjer i "Burnt Norton" som en meditation over ordene i Prædikerens Bog: "Hvad der sker, var allerede, og hvad der skal ske, har allerede været; Gud leder det svundne op" (Præ 3,15). Åbningslinjerne i "Burnt Norton" kan med rimelighed ses som en dokumentation på den moderne bibelreception. Som dekontekstualiseret tale forekommer dette mere eller mindre meningsløst, idet modtagelsen af en religiøs oplevelse i intellektuelle og derfor ulegemlige termer kan forekomme utilstrækkelig. Dette ændrer sig straks!
Med linje 12 skifter stemmens tone næsten abrupt fra den intellektuelle og upersonlige stemme, der åbner digtet, til en, der med større tydelighed virker personlig. Frem for at give et intellektuelt perspektiv fremmaner denne stemme en sensuel oplevelse. Ved dette punkt, medens vi hører "footfalls echo" for at blive skubbet "into the rose-garden", føler man næsten, en verden af skønhed, duft og lys indtræder, hvori ingen intellektuel analyse forefindes. Ganske interessant står denne stemme, næsten lige efter dens introduktion, kort i harmoni med den første. Linjerne "My words echo / Thus, in your mind" kan for eksempel ses som værende stemmet af én, selvom allerede det efterfølgende spørgsmål "but to what purpose" står mere i lighed med den første stemmes analytiske tone. Den næste linje synes derimod at fortsætte den anden stemmes tone: "Disturbing the dust on a bowl of rose-leaves". Eftertænksomt svarer den første stemme herefter: "I do not know". Imidlertid genoptager den anden stemme sin sensoriske monolog: "Other echoes / Inhabit the garden. / Shall we follow?". Vi ser altså her to af digtets stemmer, der hver i sær præsenterer to forskellige verdensforståelser; den ene er helt og holdent intellektuel, og den anden er fuldt ud sensuel. En væsentlig iagttagelse er, at de to stemmer umiddelbart ikke er i stand til at gå ind i en betydningsfuld dialog med hinanden på dette tidspunkt. At disse to stemmer taler på samme tid, uden at føre en dialog med hinanden, illustrerer helt bogstaveligt dikotomien mellem sproget af intellektuelle oplevelser og sensoriske, fysiske oplevelser. Endvidere demonstrerer "My words echo / Thus, in your mind", at når intellektet modtager ord, der udtrykker direkte, fysiske oplevelser, modtager det dem kun som fundamentale lyde. Ordene er essentielt ulegemelige og meningsløse. Det ser altså ud til, at ord kræver en form for at få betydning. Eller som Eliot skriver i digtets femte del: "Only by the form, the pattern, / Can words of music reach". Herfra er der kun tilbage at opbygge en opfattelse af tid og væren.
De allerførste ord i "Burnt Norton" er henholdsvis "time" og "present", hvilket øjeblikket introducerer konceptet om en forbindelse mellem tid og væren. Denne forestilling er klarest fremlagt i digtets anden del, hvor det fremgår, at "only in time can the moment in the rose-garden […] Be remembered; involved with past and future / Only through time time is conquered". Hér virker det som om, at den fysiske tilstedeværelse af rosenhaven er præsenteret som en indre del af tidens struktur. Og nu til mit apropos! Dette er nemlig blevet udforsket af Bakhtin i hans fremragende essay Tidens og kronotopens former i romanen, hvori han bruger kronotop-begrebet til at udtrykke uadskilleligheden mellem sted og tid.
I den skønlitterære kronotop sker der en sammensmeltning af de rumlige og tidsmæssige kendetegn til et meningsfyldt og konkret hele. Tiden fortættes, komprimeres og bliver her kunstnerisk synlig; også rummet intensiveres og drages ind i tidens, plottets og historiens bevægelse. Tidens kendetegn udfoldes i rummet, og rummet fyldes med mening og dimension af tiden.
Hvis disse krydsende kendetegn er karakteristiske for den kunstneriske kronotop, betyder det, at hvis ord skal modtages betydningsfuldt i anden tid, skal de også re-legemliggøres og re-kontekstualiseres i den pågældende tid. Dette giver grund til at stille det for sagen vedkommende og rammende spørgsmål: hvordan kan man opnå spirituel transcendens ud fra bibelske ord, hvis de, over tid, blot fungerer som ekkoer uden form og betydning? Måske er fordi, når man modtager en tale, skal man, fortolke eller kreere noget helt nyt ud fra den? I denne proces skaber man essentielt en ny formel tilstedeværelse for ordene, der gør det muligt for dem at optræde som betydningsfylde symboler i nutiden (dette koncept undersøges også af Heidegger i dennes Der Ursprung des Kunstwerkes, hvori han illustrerer, at skabelsesprocessens æstetiske natur omfatter en slags forsoning, idet den kombinerer det fysiske med det spirituelle, eller det "Dinghafte" med det "künstlerische"). Når man er optaget i en skabelsesproces, er kunstværket med andre ord i stand til at repræsentere noget, der er over dets konstituerende enheder, og som tillader, modsat den mislykkede dialog, vi så tidligere, at de to (værket og læseren) forsones. Ordene kan hermed blive betydningsfylde symboler. Eliot introducerer desuden et teatralsk billedsprog i sin vision om bevægelse "in a formal pattern / along the empty alley / into the box circle", og kan derfor ses som en digter, der understreger vigtigheden af æstetisk form. Den æstetiske skabelse finder yderligere sted, når vi har fulgt de ulegemlige ekkoer til et profant paradis – et billede, der i sig selv illustrerer forsoningen mellem form og indhold. I dette øjeblik af æstetisk kreation, hvor ekkoerne og ordene er æstetiseringer, arrangeret "in a formal pattern" tildeles mennesket et kort øjeblik, hvor det har erfaret den tidsløse herlighed af dets oprindelige tilstand. Bemærk, at det næppe er helt korrekt at tilskrive herlighedens fuldførelse til en ekstern kraft. Tværtimod ser det ud til, at den fuldføres ud fra talerens egen formelle skabelse, hvilket vil sige en forsoning, der forårsages af en positiv skabelseshandling fra talerens side (igen: denne forestilling om "at blive" meget heideggeriansk, men jeg ved ikke, om jeg tør eller kan applicere den på Eliots digt).
Ved mødepunktet for lyset og mørket ser vi syntesen af det fysiske og det flygtige, hvor "The surface glittered out of heart of light", sammensmeltende det spirituelle lys med hjertet af fysisk væren. Dette er vores øjeblik af transcendens, hvor de tilstedeværelser, der indtil videre blot fungerede som ekkoer eller ulegemlige stemmer, bliver synlige "behind us, reflected in the pool". Øjeblikket er dog også flygtigt:
Then a cloud passed, and the pool was empty.
Go, said the bird, for the leaves were full of children,
Hidden excitedly, containing laughter.
Go, go, go, said the bird: human kind
Cannot bear very much reality.
Atter sidder vi tilbage med ulegemlige stemmer. Hvis man nu overvejer, at disse blade ikke blot skal forstås som blade fra et træ, men også som blade fra en bog, nærmere betegnet Bibelen, tilføjes der yderligere brod til den ulegemlige og meningsløse moderne reception af Guds ord. Ord er stadig blot elementære lyde, og skønt æstetisk skabelse kan tilbyde lejlighedsvise øjeblikke af transcendens, forbliver øjeblikket kun kortvarigt, forbigående. Sproget skal være levende, stå over for mænd, tænke på krig og møde kvinder!
Den lyriske åbning af anden del markerer, at den er den første struktur invers. Det ser ud til, at den intellektuelle oplevelse har stilnet af i Eliots hierarki af stemmer til fordel for den sensoriske oplevelse. Vi præsenteres ej for en klippet eller tør forklaring af, hvordan sproget er blevet dialogisk, men derimod for et forsøg på at overskrive ordets eksistens. Igennem den lyriske åbning forsøger Eliot at forsone det jordiske, "the boar hound and the boar", med det himmelske, "among the stars", men vedgår ultimativt, da de to stemmer atter ikke formår at gå ind i betydningsfuld dialog, at "To be conscious is not to be in time", og hvis det transcendentale øjeblik fra den første del kunne passere, indikerer det, at vi forsat befinder os i nutiden. Dette er tilfældet igennem hele "Burnt Norton". Selv i den femte og sidste del er vi fortsat "Caught in the form of limitation / Between un-being and being", og derfor er alt:
[…] always now. Words strain,
Crack and sometimes break, under the burden,
Under the tension, slip, slide, perish
[…] Will not stay still. Shrieking voices,
Scolding, mocking, or merely chattering,
Always assail them.
Vi er fanget i tiden, og som Eliot skriver i slutningen af hans næste kvartet "East Coker" har vi kun lært "to get the better of words / For the thing one no longer has to say". Om "Burnt Norton" ud fra dette skal ses som en allegori til 2. verdenskrig, kan diskuteres, men at blive fanget i tiden kan kun adresseres ved at eksaminere grundene til, at vi forfejlede vores øjeblik af transcendens og uendelighed.
Når uendeligheden indtræder, det vil sige når "the cloud passes, and the pool [is] empty", får vi muligheden for at stirre ind i tomheden. Vi er dog presserende opfordret af fuglen til at "Go, go, go", fordi mennesket ikke kan "bear very much reality". Det er denne afvisning af at kigge ind i mørket, der repræsenterer idéen om en ikke-væren, eller død, der afbryder øjeblikket af transcendens. Som følge af denne dødsfornægtelse er vi tilbage, hvor vi startede: med betydningstomme ord. Når det kommer til stykket forekommer fornægtelsen af døden i virkeligheden som en typisk reaktion på forandringen af den officielle kulturs stræben efter at forene og centralisere den verbal-ideologiske verden i et enhedssprog (ja, jeg afslutter min smøre med Bakhtin! :) )...
#702 Muldgraver 11 år siden
Sikket eminent digt. Og fin fortolkning :)
----
Jeg læser for tiden d' Alemberts drøm af Diderot. Vældigt appellerende.
#703 davenport 11 år siden
#704 Mikkel Abel 11 år siden
#705 Pécuchet 11 år siden
Fortsæt, fortsæt! Pantagruels besynderlige fødsel, hvor moderen Badebek dør, og Gargantua både nedsmeltes i sorg og bjæffer som en mops af glæde, er nok et af smukkeste billeder af det kuperede terræn mellem komik og alvorlighed, jeg længe har læst. Passagen, hvor Panurge fortæller om Paris' mure i en refleksion over stengærdernes "ophævelse" overfor naturens urørlige kraft af cifferet seksualitet og tapperhed, er ligeledes mesterligt komponeret:
Davantaige, qui la vouldroit emmurailler comme Strasbourg, Orleans ou Ferrare, il ne seroit possible, tant les frais et despens seroyent excessifz.
— Voire mais, dist Panurge, si faict il bon avoir quelque visaige de pierre quand on est envahy de ses ennemys et ne feust ce que pour demander : « Qui est là bas ? » Au regard des frays enormes que dictes estre necessaires si on la vouloit murer, si Messieurs de la ville me voulent donner quelque bon pot de vin, je leurs enseigneray une maniere bien nouvelle comment ilz les pourront bastir à bon marché.
— Comment, dist Pantagruel ?
— Ne le dictes doncques mie, respondit Panurge, si je vous l’enseigne.
« Je voy que les callibistrys des femmes de ce pays sont à meilleur marché que les pierres. D’iceulx fauldroit bastir les murailles, en les arrengeant par bonne symmeterye d’architecture et mettant les plus grans au premiers rancz, et puis, en taluant à doz d’asne, arranger les moyens et finablement les petitz, puis faire un beau petit entrelardement, à poinctes de diamans comme la grosse tour de Bourges, de tant de bracquemars enroiddys qui habitent par les braguettes claustrales.
« Quel Diable defferoit telles murailles ? Il n’y a metal qui tant resistast aux coups. Et puis, que les couillevrines se y vinsent froter, vous en verriez (par Dieu !) incontinent distiller de ce benoist fruict de grosse verolle, menu comme pluye, sec au nom des diables. Dadvantaige, la foudre ne tumberoit jamais dessus ; car pourquoy ? Ilz sont tous benists ou sacrez.
« Je n’y voy q’un inconvenient.
— Ho, ho, ha, ha, ha ! dist Pantagruel, et quel ?
— C’est que les mousches en sont tant friandes que merveilles, et se y cueilleroyent facillement et y feroient leur ordure : et voylà l’ouvrage gasté. Mais voicy comment l’on y remediroit : il fauldroit très bien les esmoucheter avecques belles quehues de renards, ou bons gros vietz d’azes de Provence.
#706 Snaden 11 år siden
#707 Muldgraver 11 år siden
Pokkers interessant beskrivelse, må jeg sige. Nogle gange har binariteten tydeligvis en ypperlig funktion. Eller måske endda et bosted. Til den anden del må jeg blot beklage mine manglende franskkundskaber. Men dit opmuntrende dobbelte "fortsæt" bliver ihukommet :)
#708 Muldgraver 11 år siden
#709 Pécuchet 11 år siden
#710 Pécuchet 11 år siden
http://www.amazon.co.uk/dp/2914563728/
Dét er en "roman", jeg glæder mig til at læse!